ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

31. marts 2009

 

 

Besvarelse af spørgsmål 1 ad L 118 stillet af Erhvervsudvalget den 16. marts 2009 efter ønske fra Ole Vagn Christensen (S).

    

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål 1:

Ministeren bedes oplyse, om loven fremover vil give fornøden sikkerhed for overholdelse af lovgivningen ved restaurationsvirksomhed, hvor der ikke serveres stærke drikke, og hvor der ikke automatisk vil være krav om næringsbrev.

 

Svar:

Med lovforslaget ”flyttes” næringsbrevet fra restaurationsloven til næringsbrevsloven. Herved vil restaurationer uden alkoholbevilling alene blive omfattet af næringsbrevsloven.

 

Som det er tilfældet under den gældende lovgivning, vil den altovervejende hovedregel fortsat være, at alle restaurationer – uanset om de har alkoholbevilling eller ej – skal være i besiddelse af et næringsbrev.

 

Enkeltstående arrangementer, kantinevirksomhed, ”bed and breakfast” og pensionatsvirksomhed, der hidtil har været fritaget fra kravet om næringsbrev, vil også efter forslaget være fritaget. Der sker således ingen ændringer, for så vidt angår disse arrangementer og virksomheder.

 

Jeg skal understrege, at disse arrangementer og virksomheder alene er fritaget for kravet om næringsbrev. Det betyder naturligvis ikke, at de er undtaget fra at overholde særlovgivningens regler i øvrigt, herunder f.eks. skatte- og fødevarelovgivningen.

 

Det er derfor min opfattelse, at lovforslaget indeholder den fornødne sikkerhed, også for disse arrangementer og virksomheder.

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk