ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

31. marts 2009

 

 

Besvarelse af spørgsmål 6 ad L 118 stillet af Erhvervsudvalget den 16. marts 2009 efter ønske fra Ole Vagn Christensen (S).

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål 6:

Kan ministeren bekræfte, at de foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 9 og 10, om indhentning og udveksling af oplysninger er i overensstemmelse med persondatalovens bestemmelser? Vil der blive tale om en egentlig samkøring af data i kontroløjemed?

 

Svar:

Kontrolmyndighederne vil med den foreslåede bestemmelse ikke få adgang til flere oplysninger end hidtil. Med den foreslåede nye bestemmelse i § 1, nr. 10, vil tilsynsmyndighederne dog blive fri for selv at søge på de enkelte virksomheder med henblik på en konstatering af, hvor mange registrerede overtrædelser den pågældende virksomhed har.

 

Dermed lettes de tilsynsførende myndigheders planlægning af kontrolbesøg, og oplysningerne vil give myndighederne bedre mulighed for at føre risikobaseret kontrol. Adgangen til oplysningerne vil blive tilrettelagt i overensstemmelse med persondatalovens sikkerhedsregler, således at ordningen også fortsat er i overensstemmelse med persondataloven.

 

Det er ikke hensigten, at der skal ske en egentlig samkøring af data i kontroløjemed. Der er i stedet tale om, at de tilsynsførende kontrolmyndigheder får mulighed for f.eks. at få tilsendt en liste med CVR-numre på virksomheder, der har 2 indberetninger eller flere i overtrædelsesregistret. Dette er efter lovforslagets høring tydeliggjort i bemærkningerne til lovforslaget.

 

 

 

 

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk