Dato:

11. december 2008

Kontor:

Lovkontoret

J.nr.:

2008/4011-319

Sagsbeh.:

VHH

Fil-navn:

Spm. 135

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 135 ad L 69 stillet af Folketingets Integrationsudvalg til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 10. december 2008.

 

Spørgsmål:

”Ministeren bedes oplyse om regeringen fortsat er enig i det svar som Justitsministeren gav på spørgsmål 209 i Retsudvalget i folketingsåret 2003-04 (kommentar til artikel af Jonas Christoffersen "Domstolsprøvelse i terrorsager mv."). Artiklen og svaret er omdelt på L 69-bilag 20.”

 

 

Svar:

 

L 69 omhandler opstramning af kontrolforanstaltningerne over for udlændinge på tålt ophold. Artiklen og svaret, som der henvises til i spørgsmålet, omhandler derimod proceduren efter udlændingelovens § 45 b og domstolsprøvelse af afgørelser om administrativ udvisning af personer, der må anses for en fare for statens sikkerhed.

 

Jeg vil derfor henvise til, at arbejdsgruppen vedrørende administrativ udvisning af udlændinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed, bl.a. skal overveje, hvorledes der kan sikres en effektiv gennemførelse af udvisninger af personer, der må anses for en fare for statens sikkerhed, samtidig med at der sikres en uvildig kontrol af beslutninger om udvisning, f.eks. ved automatisk domstolsprøvelse eller indbringelse for uafhængigt nævn.

 

Arbejdsgruppen skal på baggrund af de gældende regler og procedurer overveje, hvorledes det kan sikres, at asylmyndighederne får de oplysninger om en udlændings forhold, som er nødvendige for asylmyndighedernes vurdering af risiko for overgreb ved udlændingens tilbagevenden til hjemlandet.

 

Arbejdsgruppen er blevet pålagt at afslutte sit arbejde senest den 1. februar 2009. Jeg afventer arbejdsgruppens rapport.