Dato:

5. december 2008

Kontor:

Lovkontoret

J.nr.:

2008/4011-295

Sagsbeh.:

VHH

Fil-navn:

Spm. 8

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 8 ad L 69 stillet af Folketingets Integrationsudvalg til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 19. november 2008.

 

Spørgsmål:

 

”Hvad er årsagen til at ændringer i vilkår for personer på tålt ophold ikke afventer det udvalgsarbejde, der forventes tilendebragt den 1. februar 2009 vedrørende administrativ udvisning?”

 

Svar:

 

Regeringen finder, at der er behov for en markant opstramning af kontrolforanstaltningerne over for udlændinge på tålt ophold. Regeringen har derfor besluttet straks at fremsætte forslag til en umiddelbar ændring af udlændingeloven, som mest muligt strammer kontrolforanstaltningerne for disse udlændinge inden for det gældende kompetence- og prøvelsessystem samt forhøjer strafferammen for overtrædelse af en pålagt meldepligt eller et påbud om at tage ophold på Center Sandholm, hvis der foreligger skærpende omstændigheder.

 

Regeringen har besluttet, at overvejelserne om eventuelle yderligere kontrolforanstaltninger for udlændinge på tålt ophold, der må anses for en fare for statens sikkerhed, samt en særlig proces for afgørelser om såvel kontrolforanstaltninger som administrativ udvisning, afventer den arbejdsgruppe under Integrationsministeriet vedrørende administrativ udvisning af udlændinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed. Regeringen har pålagt arbejdsgruppen at færdiggøre arbejdet senest den 1. februar 2009 med henblik på, at den nødvendige lovgivning kan gennemføres allerede i indeværende folketingsår.