Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 21, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 17. februar 2009 vedrørende forslag til lov om hæftelse for børns erstatningsansvar (L 96).    

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 21 vedrørende forslag til lov om hæftelse for børns erstatningsansvar (L 96):

 

”Mener regeringen, at en ordning, hvor man enten i stedet for eller som supplement til at betale en bøde skal tvinge forældrene til at deltage i forældrekurser og pålægge kommunerne i højere grad bruge de muligheder, der er i Lov om Social Service om at stille fremadrettede og specifikke krav for at sikre, at barnet kommer i positiv udvikling sammen med en udvidelse af forældreprogrammerne, vil kunne have samme effekt som regeringens lovforslag?”

 

Svar:

 

Indledningsvis bemærkes, at lovforslaget ikke går ud på, at forældrene skal betale en bøde, men at forældremyndighedsindehaveren under visse betingelser pålægges en erstatningsretlig hæftelse for skader, som barnet forvolder ved culpøse handlinger eller undladelser.

 

Det er imidlertid ikke hensigten, at den foreslåede ordning med et hæftelsesansvar for forældrene skal stå alene. Ungdomskommissionen, der blev nedsat i efteråret 2007, har som sin generelle opgave at foretage en samlet gennemgang af indsatsen mod ungdomskriminalitet og på baggrund heraf komme med indstilling om, hvordan indsatsen kan styrkes med henblik på at gøre den så målrettet og virkningsfuld som muligt.

 

Endvidere har velfærdsministeren den 28. januar 2009 fremsat lovforslag nr. L 114 om ændring af lov om social service. Lovforslaget indeholder en skærpelse af reglerne om forældrepålæg ved at forpligte kommunalbestyrelsen til at anvende disse pålæg i tilfælde, hvor det er relevant, i stedet for alene at give mulighed herfor. Endvidere indføres der med lovforslaget et såkaldt ungepålæg, hvorefter kommunalbestyrelsen forpligtes til at pålægge unge i alderen 12-17 år at tage imod et relevant tilbud eller at udføre konkrete handlepligter, når visse nærmere angivne betingelser er opfyldt.

 

Initiativerne skal alle ses som led i regeringens samlede indsats på området.