Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 22, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 17. februar 2009 vedrørende forslag til lov om hæftelse for børns erstatningsansvar (L 96).    

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 22 vedrørende forslag til lov om hæftelse for børns erstatningsansvar (L 96):

 

”Mener regeringen ikke, at det vil være mere rimeligt at lave en ordning med økonomisk progression, så rige betaler mere end fattige selv om det afvises af kommissionen?”

 

Svar:

 

Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, er Justitsministeriet enig med kommissionen på dette punkt. Baggrunden for, at den foreslåede ordning ikke er udformet sådan, at ”rige betaler mere end fattige”, er således dels, at der er tale om en civilretlig erstatningsordning, og at det ikke stemmer hermed at lade skadelidtes ret til at få kompensation for sit tab afhænge af skadevolderens (eller dennes forældres) indtægtsforhold, dels at en sådan ordning ville komplicere gennemførelsen af krav mod forældrene betydeligt.

 

Hvis forældrenes hæftelsesansvar i det konkrete tilfælde vil have økonomisk uoverskuelige konsekvenser for forældrene, vil det som anført i lovforslagets bemærkninger i givet fald være muligt at anvende den almindelige lempelsesregel i erstatningsansvarslovens § 24, hvorefter erstatningsansvaret under hensyn til de konkrete omstændigheder kan nedsættes eller helt bortfalde.