Det er meget væsentligt, når man indfører tekniske installationer, at man ikke blot ser på mængden. Nu har jeg fokuseret meget på mængden, de 8 mio. l gylle, der nok er i underkanten af, hvad der er løbet ud i 2008, men det er lige så vigtigt at se på antallet af gange, det sker. Man kan eksempelvis installere en alarm, der skal give et signal, når der sker nogle uhensigtsmæssige ting med gyllen. Når man flytter gyllen fra en tank til en anden eller lignende, så er det jo afgørende, om der løber nogle få liter ud, eller om der løber i tusindvis af liter gylle ud. Derfor er det selvfølgelig også interessant at følge med i de statistikker, der laves.
En af de statistikker, som jeg holder nøje øje med, laves af en privatperson, og den findes på gyllebomben.dk, som er meget interessant at følge med i, så man netop kan se, hvad det er for nogle mængder. Det er jo kolossale mængder gylle, der slipper ud fra tid til anden. Vi snakker altså om millioner af liter i ganske alvorlige tilfælde. Derfor mener jeg fortsat, at der altså er et behov for, at vi får registreret nogle årsager og også får registreret, hvor det sker henne. Det helt naturlige spørgsmål i den forbindelse er selvfølgelig, om der sker flere eller færre udslip, hvad status er på det, om der skete flere eller færre udslip i 2008, end der gjorde i 2007 og de øvrige foregående år, og ikke mindst, hvad det i grunden ville koste af ressourcer.
Er det voldsomme ressourcer, vi snakker om, eller ville det være ret enkelt for kommunerne at lave en indrapportering om disse episoder?