Nu har ministeriets embedsfolk jo været i telefonisk kontakt med mig netop om det spørgsmål, altså om det er et spørgsmål, der vedrører velfærdsministeren, eller om det er et spørgsmål, der vedrører undervisningsministeren.
Sagen er jo den, at velfærdsministeren har ansvaret for kommunerne og for, hvordan kommunerne prioriterer deres økonomi osv. Jeg har jo gentagne gange her i salen taget det spørgsmål op, om der er penge nok til at sikre tilstrækkelig kommunal velfærd. Der er skolefritidsordningen jo det, som jeg vil kalde sådan et kernevelfærdsområde, altså det, at når man som forældre passer sit arbejde, har man mulighed for at få passet sine børn, mens man er på arbejde. Det har været fremme i dagspressen. Der var forleden en artikel både i Berlingske Tidende og i urban, som fortæller, at der er flere eksempler på, at prisen på kommunale skolefritidsordninger altså er steget så betydeligt, at man i dag som forældre kan vælge at få sit barn passet i en privat skolefritidsordning, samtidig med at de går i privatskole, og både skole og skolefritidsordning er så blevet billigere nu end det, man betaler i den kommunale. Det synes jeg da er et problem i forhold til det at have et godt offentligt tilbud, nemlig at vi kan se, at det, vi har at byde på i den offentlige sektor, er blevet så tilstrækkelig ringe, at folk vælger det fra. Vi har også set eksempler på, at normeringen er blevet dårligere og sådan nogle ting. Det er jo også noget, vi har haft en diskussion om her i salen tidligere.
Så det er det, spørgsmålet går på, nemlig om velfærdsministeren kan leve med, at vi på sådan et kernevelfærdsområde ser en udvikling i retning af, at det offentlige tilbud bliver dårligere og dyrere og folk i stedet vælger det private.