Europaudvalget 2009-10
EUU Alm.del Bilag 253
Offentligt
NOTATDato:Kontor:8. februar 2010Kontrol- og Analyse-kontoretJ.nr.:Sagsbeh.:09/11613GSN
Notat til Europaudvalget om afgivelse af skriftligt indlæg i C-434/09, Shirley McCarthy
1. Indledning
Supreme Court of the United Kingdom, Storbritannien, har forelagt EU-domstolen to præju-dicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 3 og artikel 16 i direktiv 2004/38 (op-holdsdirektivet).Det centrale spørgsmål i sagen er, hvorvidt en person med statsborgerskab i to EU-medlemslande, men som alene har opholdt sig i det ene medlemsland i hele sit liv, er at be-tragte som en ”berettiget person” i den betydning, hvori dette udtryk er anvendt i opholdsdi-rektivets artikel 3.Endvidere stilles spørgsmålet, om en sådan person kan anses for at have ”haft lovligt opholdi værtsmedlemsstaten” i opholdsdirektivets artikel 16’s forstand om ret til tidsubegrænset,når den pågældende har haft ret til ophold i henhold til national ret, uanset at den pågælden-de ikke var i stand til at opfylde betingelserne som fastsat i opholdsdirektivets artikel 7.2. Sagens faktiske omstændigheder
Sagsøger i er sagen en 50-årig kvinde, Shirley McCarthy, der har dobbelt statsborgerskab ihenholdsvis Storbritannien og Irland. Det britiske statsborgerskab erhvervede sagsøger, idethun blev født i Storbritannien, det irske har hun i kraft af, at moderen er født i Irland. Op-holdsgrundlaget i Storbritannien følger af det britiske statsborgerskab. Sagsøger har opholdtsig hele sit liv i Storbritannien.Sagsøger indgik i 2002 ægteskab med en tredjelandsstatsborger, som ikke opfyldte betin-gelserne for at opnå opholdstilladelse i Storbritannien efter nationale regler. Sagsøger søgteherefter for første gang om at få irsk pas, som blev imødekommet. Sagsøger og dennes æg-tefælle søgte efterfølgende om registreringsbevis og opholdskort i Storbritannien i medfør afEU-retten, som de blev meddelt afslag på under henvisning til, at sagsøger ikke var en be-rettiget person, og at ægtefællen følgelig ikke var ægtefælle til en berettiget person.Sagsøger er på kontanthjælp og har ikke gjort gældende, at hun er eller har været arbejds-tager, selvstændig erhvervsdrivende eller selvforsørgende i EU-rettens forstand.Det centrale spørgsmål i sagen er, hvorvidt en unionsborger med statsborgerskab i bådeStorbritannien og Irland, som har opholdt sig i Storbritannien hele sit liv, falder under op-holdsdirektivets personelle anvendelsesområde i artikel 3 alene i kraft af sit dobbelte stats-borgerskab og uafhængig af, om hun har gjort brug af retten til fri bevægelighed.Spørgsmålet om betydningen af dobbelt statsborgerskab i forhold til opholdsdirektivets arti-kel 3 i en situation som denne, hvor unionsborgeren ikke på noget tidspunkt er udrejst af sitoprindelsesland, har EU-domstolen ikke hidtil taget stilling til.For så vidt angår fortolkningen af, hvad der konstituerer ”lovligt ophold” i opholdsdirektivetsartikel 16’s forstand, foreligger der ingen EU-retspraksis herom.Det søges således afklaret, om en person med statsborgerskab i to EU-medlemslande, somikke på noget tidspunkt har været udrejst af det ene medlemsland, hvor hun er statsborger,kan støtte ret på opholdsdirektivet og hermed få adgang til familiesammenføring med sinægtefælle, der er tredjelandsstatsborger.3. Dansk praksis
Sagen er interessant, idet den vedrører fortolkningen af det personelle anvendelsesområde iopholdsdirektivet for unionsborgere med statsborgerskab i to EU-medlemslande, hvor rettentil fri bevægelighed ikke har været udøvet.Problemstillingen i den forelagte sag har ikke været genstand for sager i Udlændingeservice.4. Regeringens retlige stillingtagen og sagens betydning for dansk ret
Da Danmark har principiel interesse i at få fastslået, at en person med dobbelt statsborger-skab i to EU-medlemslande, som ikke på noget tidspunkt har udøvet sin ret til fri bevægelig-hed, ikke falder under opholdsdirektivets personelle anvendelsesområde, skal der fra danskside afgives indlæg i sagen, hvori der argumenteres for, at opholdsdirektivet ikke finder an-vendelse i en situation, hvor unionsborgeren opholder sig i den stat, hvor denne er statsbor-ger og aldrig har udøvet retten til fri bevægelighed, uanset om den pågældende tillige harstatsborgerskab i et andet EU-medlemsland, og at da opholdsdirektivet ikke finder anvendel-se på den foreliggende situation, finder opholdsdirektivets artikel 16 om ret til tidsubegræn-set ophold i værtsmedlemsstaten følgelig heller ikke anvendelse.
Side 2
