Europaudvalget 2009-10
EUU Alm.del Bilag 435
Offentligt
865930_0001.png
865930_0002.png
865930_0003.png
Notat til Folketingets EuropaudvalgIntervention til støtte for Rådet i sag om justering af EU-ansatteslønninger

1. Indledning

8. juni 2010KEU, rheJ.nr. 10/00505
Den 25. januar 2010 lagde Kommissionen sag an mod Rådet (sag C-40/10) medhenblik på at opnå en delvis annullation af Rådets forordning (EU, Euratom) nr.1296/2009. Rådet har i denne forordning erstattet de beløb for vederlag ogpensioner til EU-ansatte, som Kommissionen havde foreslået på grundlag af enjusteringssats på 3,70 pct. med beløb beregnet ud fra en lavere justeringssats på1,85 pct. Ved at nedsætte satsen for den årlige justering af lønninger menerKommissionen, at Rådet har overtrådt EU’s Personalevedtægt.

2. Sagens baggrund

I lyset af finanskrisen og nedsættelsen af lønnen til offentligt ansatte i fleremedlemslande vedtog Rådet i december 2009 enstemmigt at erstatte de beløb forvederlag og pensioner til EU-ansatte, som Kommissionen havde foreslået pågrundlag af en justeringssats på 3,70 pct. med beløb beregnet ud fra en laverejusterings-sats på 1,85 pct. Ved at nedsætte satsen for den årlige justering aflønninger mener Kommissionen, at Rådet har overtrådt EU’s Personalevedtægt,og på den baggrund har Kommissionen lagt sag an mod Rådet ved Domstolen.Kommissionen fremhæver bl.a. følgende i sit anklageskrift mod Rådet:1.At Rådet har en ”bunden” kompetence i henhold til Personalevedtægtenart. 65, og derfor skal følge Kommissionens forslag til lønreguleringssats på3,70 pct., som beregnet i henhold til den i Personalevedtægten beskrevnemetode for tilpasning af vederlag og pensioner. Kommissionen fremhæver,at proceduren i forhold til bestemmelse af lønreguleringssatser ikkeefterlader Rådet nogen skønsmargin eller muligheder for fleksibilitet.At Rådets sats på 1,85 pct. er ”politisk” og ”tilfældig”, i modsætning tilKommissionens sats, som er fastsat objektivt ud fra Personalevedtægtensbeskrevne metode.
2.
Rådets Juridiske Tjeneste har i samarbejde med medlemsstaterne, herunder særligtTyskland, Tjekkiet, Holland og Frankrig, udarbejdet et svarskrift. I svarskriftetbestrides det ikke at Kommissionen har udregnet sit forslag til lønreguleringkorrekt ud fra Personalevedtægtens metode. Men Rådet er uenig i, atPersonalevedtægten art. 65 skal fortolkes sådan, at Rådet ingen muligheder har forat foretage tilpasninger af lønreguleringen i lyset af den økonomiske udvikling.
C:\DOCUME~1\WEBUDV~1\LOCALS~1\Temp\BCL Technologies\easyPDF5\@BCL@780890D9\@[email protected]
2
I svarskriftet vurderes det, ud fra retspraksis, at Rådet har kompetence til atforetage en tilpasning af vederlag under hensyn til den politiske og socialeudvikling, og at denne kompetence giver Rådet en ret til at afvige fra denmekaniske lønregulering, som Kommissionen baserer sig på, til fordel for enkonkret vurdering.Udover denne kompetence til at foretage skøn fremhæver Rådet de mulighederfor fleksibilitet i lønreguleringen, der gives med den ”undtagelsesklausul”, der erfastsat i art. 10 i Personalevedtægtens bilag 11., og som Kommissionen kananvende. Det fremgår af denne ”undtagelsesklausul”, at i tilfælde af en ”alvorligog pludselig” økonomisk og social nedgang, skal Kommissionen fremsætte forslagtil lønregulering, som afviger fra den normale mekaniske fremskrivning.På trods af, at den økonomiske krises alvor var kendt, ikke mindst afKommissionen selv, og på trods af Rådets eksplicitte opfordring dertil, undlodKommissionen i 2009 at fremsætte et forslag til lønregulering, som tog højde forkrisen, ved benyttelse af undtagelsesklausulen. Også på baggrund afKommissionens manglende vilje til at benytte undtagelsesklausulen fremhæves deti svarskriftet, at Rådet var i sin gode ret til at anvende sin skønsbeføjelse iforbindelse med lønreguleringen.Herudover fremhæver Rådet i sit svarskrift, at den enstemmigt vedtagne sats på1,85 pct. ikke er tilfældig, men berettiget i betragtning af den aktuelle udvikling imedlemsstaterne. Satsen på 1,85 pct. afspejler Rådets ønske om at opretholdeEU-ansattes realløn og købekraft. De 1,85 pct. dækker inflationen i Bruxelles,stigning i bidrag til pensionsordning, og stigningen i en såkaldt ”contributionspéciale”.

3. Den danske interesse i sagen

Danmark støtter Rådets juridiske argumentation og Rådets vurdering afskønsbeføjelserne i Personalevedtægten, særligt artikel 65.Sagen har principiel betydning for Danmark, fordi sagen rejser spørgsmål om,hvorvidt Rådet kan have indflydelse på de årlige justeringer af EU-ansatteslønninger og pensioner i lyset af udviklingen i medlemsstaternes økonomier.Rådet gør under sagen gældende, at Rådet har en skønsbeføjelse og dermedindflydelse på fastlæggelsen af de årlige lønstigninger. Kommissionen fremhæverderimod, at Personalevedtægten ikke efterlader Rådet mulighed for at ændre på demekanisk udregnede reguleringssatser.Fra Danmarks side har der været en klar kritisk linje i forhold til EU’spersonalevedtægt, herunder lønreguleringsmetoden siden Personalevedtægten blevvedtaget i 2004. Danmark stemte således nej til den samlede personalevedtægt, dareformerne på løn- og pensionsområdet var utilstrækkelige, og man har sidenstemt nej til de årlige lønreguleringer. Det er væsentligt for Danmark at søge at
3
sikre mest mulig indflydelse for medlemsstaterne i fastlæggelsen af de årligelønstigninger bl.a. med henblik på at kunne medvirke til at reducere disse.

4. Regeringens stillingtagen

I lyset af finanskrisen og i lyset af de nedskæringer, eller den opbremsning, ilønudviklingen for offentligt ansatte, der er en realitet i flere medlemslande vedtogRådet i december 2009 enstemmigt at erstatte de beløb for vederlag og pensionertil EU-ansatte, som Kommissionen havde foreslået på grundlag af enjusteringssats på 3,70 pct. med beløb beregnet ud fra en lavere justeringssats på1,85 pct.I forbindelse med at Kommissionen har anlagt sag mod Rådet ved Domstolen omdette spørgsmål, har Tyskland, Storbritannien, Polen, Østrig, Litauen ogGrækenland anmodet om at intervenere i sagen til støtte for RådetI lyset af sagens karakter og den danske interesse i sagen agter regeringen også atintervenere i sagen til støtte for Rådet.