L 128 - 2009-10 - Bilag 5: Henvendelse af 3. marts 2010 fra Anders Wildenschild, 2300 København S

Efter at have overværet 1. behandling af lovforslag nr. 128: Forslag til lov om anvendelse af tvang ipsykiatrien og lov om rettens pleje. ( Tvungen opfølgning efter udskrivning ),torsdag den 25. februar 2010 har jeg gjort mig nogle overvejelser, som jeg gerne vil formidle til dedanske lovgivere.Under disse overvejelser er jeg også bekendt med, at psykiatriloven, foruden ovennævnte ”Tvungen opfølgning efter udskrivning”, også skal revideres vedrørende tvangsbehandling, hvorministeriet for sundhed foreslår, at der maksimalt må gå 3 dage efter overlægens beslutning omtvangsbehandling, før denne beslutning skal/må realiseres, og disse 3 dage kaldes en passendebetænkningstid for patienten.Når man lytter til psykiatriordførernes taler i folketingssalen er der ingen tvivl om, at der erproblemer i behandlingspsykiatrien, og at der er en dårlig sammenhæng med en lige såproblematisk socialpsykiatri, foruden at der mangler ressourcer begge steder, og at der manglersammenhæng i indsatsen overfor psykisk syge mennesker i Danmark.Alle psykiatriordførere gik ind for, at der skulle være mindre tvang i psykiatrien, men at der pågrund af nødvendighed skulle gives psykiaterne nogle flere handleredskaber i behandlingen for atløse problemerne. Så derfor var det nødvendigt, Enhedslisten undtaget, at give psykiaterne fleremyndighedsbeføjelser, så patienterne kan fastholdes i behandling, og snart også mere effektivt oghurtigt.Den ambulante tvang skulle være en forsøgsordning med tilknyttet følgegruppe, og den tvungnemedicinering skulle være til gavn for de psykisk syge, og at medicinen ikke skulle stå alene ibehandlingen var der enighed om.Der var blandt ordførerne mere eller mindre selvmodsigelser i, at man støttede forslagene om atindføre mere tvang, hvor der samtidigt var store understregelser af, at der skulle være mindre tvangi psykiatrien, så det var lidt svært at være passiv tilskuer til dilemmaerne fra tilhørerlogen.Kun Enhedslistens ordfører var inde på sin bekymring om, at det var en meget voldsom magt manherved ville give sundhedsmyndigheden.De eneste fra høringssvarene der gik ind for lovforslagene var lægeforeningen, medens næsten alleandre, som f.eks. patientforeninger og etiske råd var enten imod eller meget betænkelige.Det afgørende er, at der nu, som noget helt nyt i behandlingen af sindslidende, ganske vist underbestemte betingelser, indføres forebyggende/ambulant tvangsbehandling og nu måske også snarthurtig tvangsmedicinering, uden en rimelig motivationsperiode og betænkningstid.Og jeg synes, at det er bekymrende at ovenstående betingelser enerådigt defineres af speciallægernei psykiatri, for det er min erfaring som nævnsmedlem af Det Psykiatriske Patientklagenævn iStatsforvaltningen Hovedstaden.Jeg har været nævnsmedlem i 4 år, og har været med i flere hundrede klagesager, og har storerfaring med hvordan psykisk syge behandles i sundhedsvæsenet, og heraf også hvordan debehandles i klagesagerne.Det er specielt mindste middels princippet i §4 i psykiatriloven, som jeg synes udelukkendedefineres af psykiaterne, og der lyttes for lidt til den psykisk syges ønsker og behov angåendebehandlingen.Som loven er nu, er det helt op til overlægen at definere, hvad der er den mindst indgribendeforanstaltning i en klage over tvangsmedicinering, også selv om patienten er bekymret overbivirkninger ved den antipsykotiske medicin, eller har foreslået mere samtaleterapi. Overlægen kanegenrådigt overhøre og fastholde, at tvangsmedicineringen er den mindst indgribendeforanstaltning.

Som loven er fortolket af eksperter vedrørende §4, når det angår tvangsmedicinering står følgende:”Jf. det mindste middels princip skal overlægen nøje overveje, om andre behandlingstilbud,herunder samtaleterapi er anvendelige, inden der træffes beslutning om tvangsbehandling. Detbetyder ikke, at overlægen først skal afprøve alle mindre indgribende behandlingsformer.”Og der står ikke noget i loven om at rette sig efter den sindslidendes psykiatriske testamente, ellerønske til behandlingen.Anvendelse af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved samt, at hvis der ermindre indgribende foranstaltninger der er tilstrækkelige, skal disse anvendes, er egenrådigtdefineret af lægerne.Desuden er selve psykosebegrebet defineret af speciallægerne i psykiatri, foruden at de definererbehandlingsnødvendigheden set i lyset af mindste middels princippet, når det gældertvangsmedicineringen.Jeg ser mange almenmenneskelige problemstillinger under mødet med patienterne, og ser at derkunne være andre synsvinkler på patienternes problemer som andre faggrupper eller heltalmindelige medmennesker kunne bidrage med at afhjælpe, men som ikke tages i betragtning ibehandlingsplanen for den tvangsindlagte eller tvangsbehandlede.Psykiaterne lytter alt for lidt til den sindslidendes ønsker og behov, og ser det kun fra denlægefaglige snævre synsvinkel, og andre høres for lidt, og tages for lidt med i beslutningerne.I hvert fald er det sådan, at psykiatriloven giver denne magt til kun denne ene faggruppe,psykiaterne, og det synes jeg er et dårligt tegn, når den personlige frihed tilsidesættes.Derfor vil jeg foreslå, at hvis folketinget vil give psykiaterne flere behandlingsredskaber i form afanvendt magt/tvang, som jeg ovenstående har været inde på, så synes jeg det er nødvendigt, atformulere loven, således at magtmisbrug hindres, for eksempel ved nærmere at formulere mindstemiddels princippet i psykiatriloven, således at patienten også høres, bedre end det er nu.Dette kunne gøres ved, at lægen havde pligt til, ifølge loven, at tage stor hensyn til patienternespsykiatriske testamente, således som foreslået af Landsforeningen af nuværende og tidligerepsykiatribrugere, LAP.Måske kan pårørende og venner bidrage med oplysninger om, hvad behandling patienten ikke kantåle.Jeg har eksemler på, at sindslidende selv har bedt om familien måtte komme til hospitalet for athjælpe med til, at en tvangssituation kunne undgås, fordi patienten var så angst for selve hospitaletsbehandling, at det ville give tryghed hvis familien kom tilstede, men dette blev afvist eller overhørt.Så jeg ser det som en nødvendighed, at lægerne ifølge loven, skulle rette sig efter patienternespsykiatriske testamente, eller ønsker og behov, som enten patienterne selv kan formulere, eller somnogen patienterne har tillid til kan støtte op om, i ønsket om den rette behandling, og ikke kun værevejledende for lægerne, som det er nu.Kan der ikke gøres noget for at forbedre loven, således at der skal lyttes mere til patienten?Jeg vil gerne redegøre nærmere for ovenstående, hvis nogen ønsker dette, evt. ved at tale mere ommin erfaring som nævnsmedlem af Det Psykiatriske Patientklagenævn.Med venlig hilsenAnders WildenschildUplandsgade 8, 3. tv.2300 København S.Nævnsmedlem af Det Psykiatriske PatientklagenævnStatsforvaltningen Hovedstaden