Spørgsmål nr. 4 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til

lov om ændring af færdselsloven og straffeloven (Skærpet indsats

mod vanvidskørsel, indførelse af alkolåsordning og udvidet mulighed

for udenretlig vedtagelse af førerretsfrakendelse m.v.) (L 179):

”Er det sådan i dag, at vanvidsbilister automatisk får prøve-løsladelse, selvom de ikke samarbejder om at indgå i et be-handlingsforløb, som har til hensigt at afruse dem, og i be-kræftende fald, agter ministeren så at medvirke til, at prøve-løsladelser kun bevilliges, når den indsatte udviser samar-bejdsvillighed i forhold til et sådant behandlingsforløb?”

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet enudtalelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, som har oplyst følgen-de:”Efter straffelovens § 38, stk. 1, kan løsladelse på prøve findested, når to tredjedele af straffen, dog mindst 2 måneder, erudstået. Prøveløsladelse er forudsat som et regelmæssigt led ifuldbyrdelse af fængselsstraffe på 3 måneder og derover.Ifølge straffelovens § 38, stk. 5, er det en forudsætning forløsladelse på prøve, at den dømtes forhold ikke gør løsladel-sen utilrådelig, at der er sikret den dømte passende ophold ogarbejde eller andet underhold, og at den pågældende erklærerat ville overholde de vilkår for løsladelsen, som fastsættes.At den dømtes forhold ikke må gøre prøveløsladelsen utilrå-delig, betyder efter vejledning nr. 29 af 19. april 2006 omløsladelse af dømte, der udstår fængselsstraf (løsladelsesvej-ledningen), at der ikke må foreligge en væsentlig risiko forrecidiv til ikke bagatelagtig kriminalitet, som ikke formodesat kunne begrænses ved tilsyn af kriminalforsorgen og even-tuelle særvilkår.Der skal desuden lægges vægt på antallet af tidligere løsla-delser og betingede domme. Afslag på prøveløsladelse vilf.eks. kunne komme på tale, hvis der inden for de seneste århar foreligget flere løsladelser eller betingede domme medtilbagefald til ny kriminalitet, uden at man dog tillægger enbetinget dom helt samme negative vægt som en forudgåendeprøveløsladelse.Der skal endvidere lægges vægt på den indsattes forhold un-der tidligere tilsynsperioder, herunder om den indsatte er re-cidiveret hurtigt efter den sidste løsladelse. Endvidere lægges2

der vægt på den indsattes forhold til tilsynsmyndigheden,herunder foreliggende erfaringer med hensyn til gennemfø-relse af tilsynsforanstaltninger.Den indsattes forhold under afsoningen skal endvidere til-lægges vægt i det omfang, disse kan give anledning til atformode, at der er risiko for recidiv til fornyet kriminalitet.Dette kan eksempelvis være oplysninger om ny kriminalitetunder afsoningen, stofmisbrug, misbrug af udgang og even-tuelle undvigelser.Kriminalitetens art vil have en vis betydning for bedømmel-sen af risikoen for ny kriminalitet. Risikoen for tilbagefald tilpersonfarlig kriminalitet vil med større vægt tale imod prøve-løsladelse end risiko for tilbagefald til (ikke professionel) be-rigelseskriminalitet. Det indebærer som udgangspunkt enskærpet vurdering af indsatte, der er dømt for personfarligkriminalitet.Prøveløsladelse betinges altid af, at den dømte i en nærmerebestemt periode ikke begår strafbart forhold. Der kan herud-over efter en konkret vurdering fastsættes vilkår om tilsyn afkriminalforsorgen og eventuelle særvilkår, f.eks. vilkår ombehandling mod misbrug af alkohol eller euforiserende stof-fer.Vilkår om tilsyn og særvilkår skal fastsættes under hensyn tilden indsattes individuelle forhold med henblik på at støtteden dømtes indsats for en kriminalitets- og misbrugsfri tilvæ-relse. Fastsættelse af særvilkår skal således ske efter en nøjevurdering af, om fastsættelse af det enkelte særvilkår er for-målstjenligt med henblik på begrænsning af den indsattes re-cidivrisiko.Som det fremgår af ovenstående, er der således ikke tale om,at indsatte automatisk får prøveløsladelse, idet dette beror påen konkret og individuel vurdering af den indsattes forhold.Skønnes den indsatte at have behov for behandling, f.eks.mod misbrug af alkohol eller euforiserende stoffer med hen-blik på at begrænse den indsattes recidivrisiko, men modsæt-ter den indsatte sig dette, taler dette efter de gældende reglerimod prøveløsladelse.”