Spørgsmål nr. 1 fra Folketingets Finansudvalg vedrørende § 11 i for-

slag til finanslov for finansåret 2010 (L 1):

”I forlængelse af besvarelse af spørgsmål 1 vedrørende § 11 iforslag til finanslov for 2010 (L 219), og herunder navnligsidste afsnit i besvarelsen bedes justitsministeren redegørefor; hvori den principielle forskel mellem dette spørgsmål ogspørgsmål nr. S 3302 af 16. april 2004 - stillet i henhold Fol-ketingets Forretningsordens § 20 - består, og hvorfor den da-værende justitsminister i dette tilfælde valgte at besvare etspørgsmål, som indeholdt henvisning til en ministers hand-linger og tavshedspligt, når det af principielle grunde afvises ibesvarelsen af spørgsmål 1?”

Svar:

1.

Justitsministeriet gav i besvarelsen af spørgsmål nr. 1 vedrørende § 11i forslag til finanslov for finansåret 2010 (L 219, folketingsåret 2008-09)bl.a. mere generelt udtryk for, at spørgsmål om eventuel overtrædelse afde almindelige regler om tavshedspligt, der gælder for personer, der vir-ker inden for den offentlige forvaltning, beror på en konkret vurdering ihvert enkelt tilfælde af,omen oplysning er fortrolig, ogomdet i givetfald vil være berettiget at videregive den pågældende oplysning. I denforbindelse gav ministeriet endvidere udtryk for, at vurderingen bl.a. vilafhænge af oplysningens karakter og den sammenhæng, hvori den ind-går, samt om den, som måtte have videregivet en fortrolig oplysning, harhaft rådighed over den offentlige eller private interesse, som begrunderfortroligheden.Det fremgår herudover af den nævnte besvarelse, at Justitsministeriet –bl.a. på baggrund heraf og under hensyn til, at ministeriet af principiellegrunde generelt ikke udtaler sig om, hvorvidt enkeltpersoner, herunderministre, i konkrete tilfælde må antages at have overtrådt lovgivningen –ikke fandt at burde udtale sig om de konkrete forhold, der blev henvist tili spørgsmålet.I besvarelsen af spørgsmål nr. S 3302 (folketingsåret 2003/04) forholdtJustitsministeriet sig bl.a. til rækkevidden af den særlige bestemmelse omtavshedspligt i § 5 i lov nr. 378 af 6. juli 1988 om etablering af et udvalgom forsvarets og politiets efterretningstjenester, der rækker videre endden almindelige tavshedspligt, der gælder for fortrolige oplysninger.

Justitsministeriet udtalte i den forbindelse mere generelt bl.a., at det –uanset at den nævnte bestemmelse i § 5 ikke finder anvendelse i forholdtil ministre, men alene i forhold til udvalgets medlemmer og sekretær –er ministeriets opfattelse, at en ministers offentliggørelse af oplysningerom f.eks. medlemmernes meningstilkendegivelser under møder i udval-geti almindelighedville være i strid med tavshedspligten.

2.

Som anført i Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 1 vedrø-rende § 11 i forslag til finanslov for finansåret 2010 (L 219, folketings-året 2008-09) udtaler ministeriet sig af principielle grunde generelt ikkeom, hvorvidt enkeltpersoner, herunder ministre, i konkrete tilfælde måantages at have overtrådt lovgivningen.I overensstemmelse hermed gav Justitsministeriet f.eks. i ministeriets be-svarelse af vedlagte spørgsmål nr. 1039 fra Folketingets Retsudvalg (fol-ketingsåret 2008-09) vedrørende den tidligere justitsminister Frank Jen-sen udtryk for, at ministeriet ikke fandt at burde udtale sig nærmere omforholdet mellem den strafbelagte tavshedspligt og visse udtalelser, dervar omtalt i spørgsmålet. Samtidig gav ministeriet mere generelt udtrykfor, at tavshedspligten generelt set sætter betydelige grænser for, i hvilketomfang bl.a. tidligere ministre kan udtale sig om efterretningstjenestersforhold.Uanset om Justitsministeriets besvarelse af det omhandlede spørgsmål nr.S 3302 og af f.eks. det ovennævnte spørgsmål nr. 1039 opfattes sommindre generelt i sin karakter end ministeriets besvarelse af spørgsmålnr. 1 vedrørende § 11 i forslag til finanslov for finansåret 2010, har mini-steriet i ingen af de omhandlede besvarelser givet udtryk for, at konkreteudtalelser fremsat af en minister var i strid med vedkommendes tavs-hedspligt.