Europaudvalget 2009-10
2970+2971 - Almindelige anl. Bilag 2
Offentligt
744182_0001.png
10. Iran
KOM-dokument foreligger ikke.
Nyt notat.
1. Resumé
Rådet ventes at drøfte status og perspektiver i sagen om det iranske atomprogram i lyset af mødet den 1. oktober
2009 mellem EU3+3 og Iran, herunder muligheden for EU-sanktioner. Der forventes ikke vedtaget
rådskonklusioner.
2. Baggrund
Atomsagen
I seneste IAEA-rapport om Iran af august 2009 noteres enkelte tegn på iransk
samarbejdsvillighed angående IAEAs overvågning af Irans deklarerede aktiviteter. Det
konkluderes også denne gang, at Iran fortsat ikke efterlever sine forpligtigelser i forhold til FN's
Sikkerhedsråd vedrørende suspension af uranberigelses- og tungtvandsaktiviteter, og at IAEA
ikke på det foreliggende informationsgrundlag kan udelukke en militær dimension af landets
atomprogram. ElBaradei opfordrer Iran til hurtigst muligt at implementere alle nødvendige
foranstaltninger og levere informationer og adgang til personer og lokaliteter, så der kan skabes
tillid til, at det iranske atomprogram udelukkende har fredelige formål.
Obama-administrationen har signaleret ønske om direkte amerikansk engagement og dialog
med Iran, herunder, at man er parat til at sidde med ved bordet i forhandlinger mellem Iran og
EU3+3 (Storbritannien, Frankrig, Tyskland, USA, Rusland og Kina). Samtidig har man gjort
klart, at man vil arbejde for betydelige stramninger af FN-sanktionsregimet, hvis engagementet
slår fejl , og Iran ikke viser vilje til at gå konstruktivt ind i forhandlingerne. Iran har reageret ved
den 9. september 2009 at præsentere en meget bred forhandlingspakke, som inkluderede en
række regionale og globale spørgsmål, men dog ikke lagde op til forhandlinger om landets
atomprogram. EU3+3 kredsen benyttede denne anledning til at invitere Iran til at indlede
drøftelser. Disse blev indledt den 1. oktober 2009 i Geneve.
Ifølge EU’s høje repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, Javier Solana, blev
der på mødet mellem EU3+3 og Iran, opnået enighed om at fortsætte drøftelserne om IAEA-
inspektørers adgang til det nyligt offentliggjorte atomanlæg ved Qom, samt principbeslutning
om transport af lavt beriget uran fra Iran til udlandet med henblik på forarbejdning til
anvendelse til medicinske formål i en forskningsreaktor i Teheran. Denne udlægning er ikke
efterfølgende blevet modsagt fra iransk side. Mødet er fra amerikansk side beskrevet som en
konstruktiv begyndelse. Parterne forventes at mødes igen for videre drøftelser, herunder af
Irans atomprogram, hvor der fortsat mangler at udvises reel forhandlingsvilje fra iranerne.
EU har løbende understreget ønsket om at engagere Iran, herunder i spørgsmålet om Irans
atomprogram. På det seneste rådsmøde var der enighed om at anmode Kommissionen og
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
744182_0002.png
Rådssekretariatet om at analysere forhold omkring mulige EU-sanktioners effektivitet og
gennemførlighed.
Den aktuelle situation i Iran
Efter præsidentvalget den 12. juni 2009 har der været flere demonstrationer og andre folkelige
protester imod genvalget af præsident Ahmadinejad og for oppositionens kandidat Mousavi.
Flere oppositions- og mediefolk er blevet anholdt, og styret har slået hårdt ned på
oppositionsbevægelsen – ”den grønne bevægelse”. Styret har iværksat en offentlig skueproces
mod de anklagede for urolighederne. Der er indledt retssager mod lokalansatte ved hhv. den
britiske og franske ambassade, samt den franske studerende Clotide Reiss. Sagerne følges tæt,
og EU er parate til at reagere, såfremt de pågældende idømmes til fængselsstraf.
Menneskerettighedssituationen i Iran var også forud for valget vanskelig. Generelt forlyder det,
at der i iranske fængsler foregår mishandling af fanger, og brugen af dødsstraf er udbredt,
herunder for personer, der var mindreårige på gerningstidspunktet.
3. Hjemmelsgrundlag
Overvejelser om hjemmelsgrundlaget er ikke relevant.
4. Nærhedsprincippet
Overvejelser om nærhedsprincippet er ikke relevant.
5. Formål og indhold
Rådet ventes at drøfte status og perspektiver i sagen om det iranske atomprogram i lyset af de
genoptagede forhandlinger i oktober mellem EU3+3 og Iran, herunder muligheden for EU-
sanktioner.
6. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
7. Gældende dansk ret og forslagets konsekvenser herfor
Ikke relevant.
8. Forslagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller
beskyttelsesniveauet
Sagen forventes ikke at have konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet
eller beskyttelsesniveauet.
9. Høring
Sagen ventes ikke sendt i høring.
10. Regeringens foreløbige generelle holdning
I atomsagen er Regeringens målsætning en fuldstændig og verificerbar iransk efterlevelse af
IAEA’s og Sikkerhedsrådets vedtagelser, herunder garanti for det iranske atomprograms
udelukkende civile karakter. Der bakkes fra dansk side fuldt op om Obama-administrationens
tilgang og EU3+3 kredsens arbejde for at afprøve alle muligheder i forhandlingssporet.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Samtidig støttes, at det multilaterale pres over for Iran fastholdes; tiltag vedtaget i FN er
førsteprioritet, men man er rede til at støtte EU-sanktioner i et forsøg på at fremme
mulighederne i forhandlingssporet.
Fra dansk side lægges der vægt på, at EU fortsætter en fælles konsekvent og fast linje i forhold
til Iran, herunder på menneskerettighedsområdet.
11. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Der forventes samme holdninger i de øvrige EU-lande.
12. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Iran har senest været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering den 11. september
2009.