Jeg har ikke kendskab til, at der skulle være kommuner, som bevidst trækker sagsbehandlingen af førtidspensionssager i langdrag.
Reglerne er sådan, at en borger som udgangspunkt ikke kan søge om førtidspension, men hvis en borger retter henvendelse til kommunen om hjælp, så er det kommunens ansvar at finde frem til, hvilken hjælp der er behov for.
Det er meget forskelligt, hvilke tiltag der er relevante for den enkelte borger.
Der kan f.eks.
være tale om et revalideringsforløb eller et behandlingstilbud.
Derfor er der ingen samlet tidsfrist for behandlingen af sagerne.
Hvis det konstateres, at arbejdsevnen er varigt nedsat, og der ikke er mulighed for at forbedre den, så påbegyndes der en sag om førtidspension.
Herefter skal kommunen inden for 3 måneder træffe afgørelse om, hvorvidt der skal tilkendes førtidspension.
Hvis en borger mener, at kommunen har tilstrækkelig dokumentation til at afgøre en sag om førtidspension, kan borgeren anmode om, at der alene tages stilling til berettigelsen af førtidspension.
Kommunen skal så vurdere sagen på baggrund af de oplysninger, der er indsamlet.
Afgørelsen skal træffes umiddelbart efter borgerens anmodning.
En borger, der mener, at en sag om førtidspension er klar til afgørelse, men at kommunen trækker sagen i langdrag, kan også benytte muligheden for at få sagen afgjort på det foreliggende grundlag.
Hvis kommunen giver afslag, kan borgeren klage til Beskæftigelsesankenævnet, som herefter vil kunne tage stilling til, om borgeren har ret.
Jeg mener derfor, at reglerne er indrettet hensigtsmæssigt, som de allerede er i dag.