Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2009-10
S 1636
Offentligt
821016_0001.png
Folketingets Lovsekretariat
København, den 30. marts 2010
Sagsnr.: 4735
Dok.nr.: 73196
Folketinget har i skrivelse af 19. marts 2010 (spørgsmål S 1636) anmodet om min
besvarelse af følgende af Bente Dahl (RV) stillede spørgsmål:
Spørgsmål nr. S 1636:
”Vil ministeren kommentere den bulgarske politik med hensyn til dyrkning af GMO-
afgrøder, som bl.a. siger, at der skal være beskyttelsesområder på 30 km op til
habitatområder, 7 km til bistader og 7 km til økologiske landbrug?”
Svar:
GMO-afgrøder har forud for tilladelse til dyrkning gennemgået en risikovurdering, som
bl.a. skal godtgøre, at afgrøderne ikke udgør nogen risiko for miljøet, og hermed også
for habitatområder. Jeg er ikke bekendt med årsagen til, at den bulgarske politik er
udformet som angivet i spørgsmålet.
Med hensyn til afstanden til bistader har videnskaben ifølge mine oplysninger ikke
kunnet påvise, at GMO-afgrøder forårsager skader på bier under naturlige forhold.
En række EU-lande, herunder Danmark, har på baggrund af videnskabelige data om
bl.a. pollenspredning fastsat dyrkningsafstande til økologiske landbrug, som er lavere
end de bulgarske. Vi har f.eks. i Danmark fastsat en dyrkningsafstand på 150 m mellem
marker med GMO-majs og marker med økologisk majs. Det er op til de enkelte
medlemsstater at fastsætte de dyrkningsafstande, der skal gælde mellem GMO-afgrøder
og andre afgrøder.
Henrik Høegh
/Christina Rughede