Notat til Europaudvalget om afgivelse af indlæg i EU-domstolens forenede sager, C-

411/10 og C-493/10, NS, m.fl.

1. Indledning

Court of Appeal of England and Wales (Storbritannien) og High Court of Ireland (Irland)har forelagt EU-domstolen et antal præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rå-dets forordning nr. 343/2003 (Dublin-forordningen) om fastsættelse af kriterier og procedurertil afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning,der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne.Hovedspørgsmålet i begge sager omhandler fortolkningen af artikel 3, stk. 2, den såkaldtesuverænitets-klausul i Dublin-forordningen, hvorefter enhver medlemsstat kan behandle enasylansøgning, som den får forelagt af en tredjelandsstatsborger, selv om behandlingen afansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i Dublin-forordningen.Det centrale spørgsmål i sagerne kan sammenfattes til, hvorvidt det skønsmæssige element,som er indeholdt i den såkaldte suverænitetsklausul i Dublin-forordningens artikel 3, stk. 2,under visse omstændigheder vil kunne forpligte en overførende medlemsstat til at overtagebehandlingen af en asylansøgning fra den ansvarlige medlemsstat.

2. Sagens faktiske omstændigheder

Sagsøger i den forelagte britiske sag er en mand med afghansk statsborgerskab, som harsøgt asyl i Storbritannien. Sagsøgeren rejste fra Afghanistan til Storbritannien via flere lande,herunder Grækenland, hvor han blev anholdt og fik optaget fingeraftryk. Storbritannien an-modede efterfølgende Grækenland om at overtage den pågældende med henblik på at be-handle asylansøgningen i medfør af Dublin-forordningen. Da de græske myndigheder ikkehavde svaret inden udløbet af fristen i Dublin-forordningens artikel 18, stk. 1, ansås Græken-land for at have accepteret ansvaret i henhold til forordningen for behandlingen af den på-gældendes asylansøgning.Sagsøger anfægtede herefter afgørelsen om hans overførsel til Grækenland med den be-grundelse, at overførslen til Grækenland ville tilsidesætte hans rettigheder i henhold tilEMRK og EU-retten under henvisning til, at Grækenland har vedvarende alvorlige og syste-

matiske mangler i deres asylpraksis, som er til fare for den grundlæggende ret til at søge ogfå asyl.Sagsøgerne i den forelagte irske sag er asylansøgere fra henholdsvis Algeriet, Afghanistanog Iran, der har søgt asyl i Irland. Alle har forinden indrejse i Irland været gennem Græken-land og i den forbindelse været anholdt for ulovlig indrejse af de græske myndigheder. Ingenaf dem søgte asyl i Grækenland. Sagsøgerne modsætter sig overførsel til Grækenland imedfør af Dublin-forordningen, idet de gør gældende, at Grækenland har utilstrækkeligeprocedurer og betingelser for asylansøgere, det vil sige, at landet ikke overholder minimum-standarder som fastsat i relevante EU-asylretsakter, og at Irland derfor har pligt til at udøvesit skøn i medfør af Dublin-forordningens artikel 3, stk. 2, og således påtage sig ansvaret forat behandle og afgøre deres asylansøgninger.Sagerne rejser principielle spørgsmål om medlemsstaternes overførsel af asylansøgere tildet ansvarlige EU-land for asylsagsbehandlingen i medfør af Dublin-forordningen. EU-domstolen har ikke hidtidig taget stilling til de i sagen forelagte fortolkningsspørgsmål.

3. Dansk praksis

Sagen er væsentlig, idet den vedrører fortolkningen af en asylretsakt, der uanset Danmarksforbehold, finder anvendelse i forholdet mellem Danmark og EU-landene, idet Danmark harindgået en parallelaftale herom. Sagens udfald vil således kunne få direkte betydning fordansk praksis.Danmark følger de i Dublin-forordningen fastsatte kriterier med henblik på at fastlægge an-svaret for, hvilken medlemsstat der er den ansvarlige for behandlingen af asylsagen, og dendanske praksis for overførsel og tilbageførsel til andre Dublin-medlemsstater følger såledesaf Dublin-forordningen.Afgørelser truffet i medfør af artikel 3, stk. 2, i Dublin-forordningen indeholder et skønsmæs-sigt element, idet bestemmelsen hjemler mulighed for, at en stat påtager sig at behandle enasylansøgning på trods af, at den efter en evaluering af forordningens kriterier ikke er an-svarlig herfor. Artikel 3, stk. 2, indeholder ingen kvalificering af de tilfælde, hvor en medlems-stat kan vælge at optage en sag til behandling, selvom den ikke er ansvarlig efter forordnin-gens kriterier for ansvarsfastlæggelse.Danmark har for så vidt angår sager vedrørende uledsagede mindreårige asylansøgere,hvor Grækenland efter kriterierne i Dublin-forordningen ellers ville være ansvarlig for be-handlingen af asylsagen, den særlige praksis, at Danmark efter Dublin-forordningens artikel3, stk. 2, behandler disse sager, idet Danmark finder, at der ved uledsagede mindreårigeasylansøgere er tale om en særlig sårbar gruppe. Endvidere er Danmark særlig opmærksompå humanitære forhold i forbindelse med behandlingen af sager om familier med mindreårigebørn, der vil kunne føre til, at asylsagen skal behandles i Danmark.For så vidt angår sager vedrørende overførsel til Grækenland i medfør af Dublin-forordningen, der indbringes for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, suspenderer

Danmark en overførsel i medfør af Dublin-forordningen, såfremt der modtages underretningfra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om, at der i en konkret sag er truffet be-slutning efter Domstolens procesreglements artikel 39.Såfremt der ikke modtages en underretning fra Menneskerettighedsdomstolen i en konkretsag om en artikel 39-beslutning, gennemføres en overførsel til Grækenland, såfremt Græ-kenland har accepteret at modtage den pågældende asylansøger (udtrykkeligt eller ved stil-tiende accept).

4. Regeringens retlige stillingtagen og sagens betydning for dansk ret

Da sagens udfald kan have betydning for overførsel af asylansøgere i medfør af Dublin-forordningen til andre medlemslande, navnlig Grækenland, som sagen omhandler, skal derfra dansk side afgives indlæg i sagen.Der vil i sagen blive argumenteret for, at formålet med Dublin-forordningen – som en værne-tingsregulering – er at fastlægge, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for asylansøgningen,og at udlændingemyndighederne ikke skal foretage en materiel vurdering af asylansøgnin-gen, at der ved vedtagelsen af Dublin-forordningen er skabt en retlig formodning for, at med-lemsstaterne ved anvendelsen af Dublin-forordningen overholder deres internationale for-pligtelser, herunder charteret om grundlæggende rettigheder og Flygtningekonventionen af28. juli 1951, jf. forordningens indledende betragtninger samt minimumstandarder som fast-sat i relevant EU-asylretsakter.Der vil desuden blive argumenteret for, at en medlemsstats pligt til at iagttage grundlæggen-de EU-rettigheder derfor som udgangspunkt må anses for at være opfyldt, når asylansøgereoverføres til andre medlemsstater – uanset situationen i denne stat – medmindre der forelig-ger oplysninger, som i den pågældende sag konkret dokumenterer, at asylansøgeren vedoverførsel til den ansvarlige medlemsstat vil være i risiko for dødsstraf eller for at blive un-derkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, eller i risikofor fra den ansvarlige medlemsstat at blive videresendt til et sådant land.Herudover vil der blive argumenteret for, at artikel 3, stk. 2, i Dublin-forordningen ikke kanforpligte en medlemsstat til at behandle en asylansøgning, som den ikke er ansvarlig for ef-ter de objektive kriterier i Dublin-forordningen, fordi den ansvarlige Dublin-medlemsstat ikkeoverholder de minimumstandarder, som fastsat i relevante EU-asylretsakter, samt at det for-hold, at EU’s charter om Grundlæggende Rettigheder, herunder charterets artikel 18 omasylret, er blevet retligt bindende på traktatniveau den 1. december 2009, ikke ændrer i detovenfor anførte.Sagen anses for væsentlig, og integrationsministeren vil derfor mundtlig orientere Europaud-valget om sagen, inden der afsiges dom.