Notat til Europaudvalget om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag, C-

83/11, Rahman

1. Indledning

Upper Tribunal i Storbritannien har forelagt EU-Domstolen seks præjudicielle spørgsmålvedrørende fortolkningen af artikel 3, artikel 2, og artikel 10, stk. 2, litra e), i direktiv2004/38/EF (opholdsdirektivet).Spørgsmålene omhandler retsstillingen for de af artikel 3, stk. 2, omfattede ”andre familie-medlemmer”. Det centrale spørgsmål i sagen er, om artikel 3, stk. 2, i opholdsdirektivet med-fører en EU-retlig forpligtelse for medlemsstaterne til at indrømme en opholdsret til dennepersongruppe, uagtet at nationale betingelser for opholdsret ikke er opfyldt.

2. Sagens faktiske omstændigheder og centrale juridiske problemstilling

De indstævnte i sagen er tre bangladeshiske statsborgere, der har ansøgt om opholdsret iStorbritannien under henvisning til deres slægtskabsforhold som henholdsvis bror, halvbrorog nevø til Hr. Mahbur Rahman, der tillige er bangladeshisk statsborger. Hr. Mahbur Rah-man har opholdsret i Storbritannien som ægtefælle til den irske statsborger, Roisin Rahman.Parret indgik ægteskab den 31. maj 2006.Med henblik på ophold hos Hr. Mahbur Rahman i Storbritannien fik de indstævnte indrejsetil-ladelse som personer, der forsørges af et familiemedlem, som er EU/EØS-statsborger (Roi-sin Rahman). De fik dog afslag på deres ansøgning om opholdskort under henvisning til, atde ikke opfyldte kriterierne for medlemmer af en EØS-statsborgers ”udvidede familie”.Sagsøger i sagen er Secretary of State, som har nedlagt påstand om, at dokumentationenfor forsørgelsen er utilstrækkelig, og at ingen af de indstævnte opfylder kriterierne for at havestatus som ”medlemmer af den udvidede familie”.De indstævnte har anført, at de alle bor i den samme EU-medlemsstat som unionsborgerenRoisin Rahman, og at hun fortsat forsørger dem. De indstævnte har derimod ikke været for-sørget af eller været en del af Roisin Rahmans husstand i en anden EU-medlemsstat endStorbritannien og heller ikke i deres hjemland Bangladesh.

Det centrale spørgsmål i sagen er, hvorvidt artikel 3, stk. 2, i opholdsdirektivet medfører enEU-retlig forpligtelse for medlemsstaterne til at lette indrejse eller ophold for ”andre familie-medlemmer”.Endvidere er det centralt for sagens udfald, at der tages stilling til, om ”andre familiemed-lemmer” kan påberåbe sig forsørgelse efter deres indrejse, eller om forsørgelsen er begræn-set til familiemedlemmer, der har opholdt sig i det samme land som unionsborgeren og den-nes ægtefælle, før unionsborgeren ankom til værtsstaten, og hvor forsørgelsen allerede ek-sisterede før unionsborgeren flyttede til værtsstaten.Herudover spørges der, om der kan indføres særlige krav med hensyn til arten eller varighedenaf forsørgelsespligten, herunder om forsørgelsen skal fortsætte i en periode eller på ubestemttid i værtsmedlemsstaten.

3. EU-Domstolens retspraksis

EU-Domstolen har i sagen C-200/02 (Zhu og Chen) udtalt, at ”status som familiemedlem,der forsørges af en indehaver af opholdsret, følger af en faktisk situation, der er karakterise-ret ved, at familiemedlemmets materielle behov dækkes af indehaveren af opholdsretten”, jf.præmis 43.I sagen C-1/05 (Jia) udtalte EU-Domstolen, at ”for at afgøre, om slægtninge i opstigende lin-je til en fællesskabsborgeres ægtefælle forsørges af denne, skal værtsmedlemsstaten vurde-re om disse slægtninge henset til deres økonomiske og sociale forhold ikke er i stand til atsørge for deres grundlæggende fornødenheder. Det materielle behov skal foreligge i disseslægtninges hjemland eller i det land, hvorfra de kom, på det tidspunkt, hvor de ansøger omat slutte sig til den pågældende fællesskabsborger”, jf. præmis 37.Ovenstående retspraksis behandler alene spørgsmålet om fortolkningen af forsørgelsesplig-ten, og der foreligger ingen retspraksis vedrørende den generelle fortolkning af artikel 3, stk.2, i opholdsdirektivet.

4. Regeringens retlige stillingtagen og sagens betydning for dansk ret

Sagen anses for væsentlig, da den vedrører spørgsmålet om afledte opholdsrettigheder tiltredjelandsstatsborgere, der er ”andre familiemedlemmer”, jf. artikel 3, stk. 2, i opholdsdirek-tivet.Det er regeringens grundlæggende opfattelse, at artikel 3, stk. 2, ikke medfører en EU-retligforpligtelse for medlemsstaterne til at indrømme en opholdsret.Det er endvidere regeringens opfattelse, at anvendelsen af artikel 3, stk. 2, fordrer en vis til-knytning mellem unionsborgeren og tredjelandsstatsborgeren, jf. opholdsdirektivets præam-belbetragtning nr. 6 i opholdsdirektivet.En ordlydsfortolkning af artikel 3, stk. 2, må føre til, at tredjelandsstatsborgeren skal forsør-ges i det land, hvor vedkommende ankommer fra. Det materielle behov skal derfor foreligge i

familiemedlemmets hjemland eller i det land, hvorfra familiemedlemmet kom, samt på dettidspunkt, hvor han/hun ansøger om at slutte sig til unionsborgeren eller dennes ægtefælle.Endvidere må forsørgelseskravet antages fortsat at gælde under opholdet i medlemsstatenindtil det tidspunkt, hvor familiemedlemmet eventuelt får meddelt tidsubegrænset ophold.Det er udlændingemyndighedernes vurdering, at der i en lignende sag behandlet efter danskret ville blive meddelt afslag på opholdsret.Den danske regering vil på den baggrund afgive indlæg til støtte for det synspunkt, at op-holdsdirektivets artikel 3, stk. 2, ikke er udtryk for en EU-retlig forpligtelse til at meddele op-holdsret, men at det fortsat er op til de enkelte medlemsstater at fastsætte nærmere reglerom denne persongruppes adgang til indrejse og ophold i deres nationale lovgivning, at detmaterielle behov skal foreligge i familiemedlemmets hjemland eller i det land, hvorfra fami-liemedlemmet kom, samt på det tidspunkt, hvor han/hun ansøger om at slutte sig til unions-borgeren eller dennes ægtefælle, og at forsørgelsesbetingelsen skal være opfyldt indtil dettidspunkt, hvor familiemedlemmet eventuelt opnår tidsubegrænset opholdsret.