Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2010
KOM (2010) 0127
Offentligt
DA
DA
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1449469_0002.png
EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 31.3.2010
KOM(2010)127 endelig
.
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET OG
EUROPA-PARLAMENTET
EU-rammepolitik for bistand til løsning af udviklingslandenes
fødevaresikkerhedsproblemer
SEK(2010)379
DA
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1449469_0003.png
1.
BAGGRUND
Hungersnøden og fejlernæringen er i de seneste år taget til. Det vurderes, at der i 2010 er mere
end 1 milliard mennesker, der er berørt af fødevareusikkerhed. Fødevareusikkerhed har
indflydelse på menneskers udvikling, social og politisk stabilitet og fremskridtet hen imod
virkeliggørelse af millenniumudviklingsmålene. Det er navnlig sårbare stater, der har
problemer med at gennemføre millenniumudviklingsmål nr. 1 (MDG1): bekæmpelse af
ekstrem fattigdom og sult.
Stigende fødevarepriser på verdensmarkederne i 2007-2008 satte gang i nytænkning omkring
den globale fødevaresikkerhed. FN's taskforce på højt plan vedrørende den globale
fødevaresikkerhedskrise blev etableret for at fremme koordineringen inden for FN. Det
globale partnerskab vedrørende landbrug, fødevaresikkerhed og ernæring blev etableret, og
G8-lederne blev enige om en omfattende dagsorden for fødevaresikkerhed på topmødet i
L'Aquila i 2009.
Den Europæiske Union reagerede på de voksende fødevaresikkerhedsproblemer med en
supplerende fødevarefacilitet omfattende 1 mia. EUR
1
som en midlertidig foranstaltning til
støtte for de lande, der var hårdest ramt. Den Europæiske Union og dens medlemsstater er og
har i mange år været de vigtigste og de mest pålidelige aktører på fødevaresikkerhedsområdet
- både finansielt og politisk.
Den seneste udvikling og kommende udfordringer kræver en ny fælles
fødevaresikkerhedspolitik, yderligere styrkelse af EU's ledende rolle for så vidt angår
fødevaresikkerhedsdagsordenen og forbedring af EU-bistandens effektivitet i
overensstemmelse med Lissabontraktaten
2
, EU's 2020-initiativ
3
og den europæiske konsensus
om udvikling
4
. Blandt de kommende fødevaresikkerhedsudfordringer er befolkningstilvækst,
pres på naturlige ressourcer og økosystemfunktioner og negative konsekvenser af
klimaændringerne,
som
påvirker
vækstbetingelser
og
nødvendiggør
tilpasningsforanstaltninger.
Vigtige
spørgsmål
på
den
nuværende
fødevaresikkerhedsdagsorden som f.eks. ernæring, prisudsving, sociale beskyttelses- og
sikkerhedsnet, biobrændstoffer, fødevaresikkerhed, forskning og innovation, storstilet
erhvervelse af jord og "ret til mad"-begrebet
5
skal integreres i en overordnet politikramme.
Denne meddelelse fastlægger en fælles politik for EU og medlemsstaterne til brug i indsatsen
over for hungersnød og fejlernæring og udgør således et bidrag til virkeliggørelse af MDG1.
Den er i overensstemmelse med andre tematiske dokumenter (om uddannelse, sundhed,
ligestilling og beskatning) og forårsudviklingspakken for 2010, som tilsammen fastlægger
EU's holdning forud for FN-mødet på højt plan i september 2010 om
millenniumudviklingsmålene. Denne meddelelse suppleres af en meddelelse om humanitær
fødevarebistand
6
, som fokuserer på krise- og postkrisesituationer.
1
2
3
4
5
6
KOM(2010) 81 Statusrapport.
Artikel 210.
KOM(2010) 2020.
2006/C 46/01.
Artikel 11 i FN-pagten om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (1966/1976).
KOM(2010) 126
DA
2
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1449469_0004.png
2.
EN INTEGRERET TILGANG TIL FØDEVARESIKKERHED
De foreslåede politikrammer adresserer fødevaresikkerhedsudfordringer i udviklingslande -
både på landet og i byerne og under hensyn til de fire internationalt anerkendte søjler
7
, idet
målsætningen er: 1) at gøre fødevarerne mere tilgængelige, 2) at forbedre adgangen til
fødevarer, 3) at forbedre fødevarernes ernæringskvalitet og 4) at styrke kriseforebyggelse og
-styring. De er baseret på Romprincipperne for fødevaresikkerhed
8
. De anerkender, at
fødevaresikkerhedsstrategier skal være nationale og landespecifikke og sikre passende
balance mellem støtte til national produktion og dækning af fødevarebehov gennem handel.
Fremskridtene med hensyn til fødevaresikkerhed og virkeliggørelse af MDG1 har været
ujævne - både geografisk og socialt. Selv om der er fødevaresikkerhedsudfordringer i hele
verden, er det i Afrika og i sårbare lande, at der er behov for den største indsats. Ifølge 2009-
rapporten om millenniumudviklingsmålene
9
gik andelen af den underernærede befolkning syd
for Sahara i 2008 ned fra 32 % (1990-1992) til 29 %. De sammenlignelige tal for den sydlige
del af Asien, hvor man finder næstflest underernærede, var på henholdsvis 24 % og 21 %
10
.
De seneste tal for de sårbare lande viser, at andelen af underernærede er på 31,4 %
sammenlignet med 14,5 % for ikke-sårbare lande. Selv om fejlernæring stadig i første række
er begrænset til landdistrikterne, indebærer urbaniseringen, at fødevareusikkerheden
sandsynligvis på længere sigt bliver større i byområderne.
EU er nødt til at prioritere de lande med fødevareusikkerhed, som er længst væk fra at nå
MDG1-målene, navnlig i Afrika, men også i den sydlige del af Asien og andre steder (f.eks.
Bangladesh, Cambodja, Haiti, Nepal og Østtimor
11
). På grund af arten af tilknyttede
millenniumudviklingsmål, hvis virkeliggørelse heller ikke går efter planen, er der behov for at
gennemføre særlige investeringer i forhold til kvinder
12
.
Det er endvidere dokumenteret
13
, at investeringer i småbrugssektoren giver de bedste
resultater med hensyn til fattigdomsbekæmpelse og vækst. Med disse nye EU-rammer
prioriteres det derfor at øge de små landmænds indkomster og styrke de sårbare samfunds
tilpasningsevne samt at støtte de lande, der prioriterer landbrug og fødevaresikkerhed i deres
udviklingsindsats.
2.1.
Større fødevaretilgængelighed
Verdens befolkning skønnes at nå 9 milliarder i 2050, og efterhånden som kosten ændrer sig,
og indtægterne bliver højere, forventes det, at efterspørgslen efter fødevarer vil stige med
70 %
14
. Dette kræver øget landbrugsproduktion, herunder i lande, hvor befolkningerne vokser
hurtigst. I mange af disse lande stiller en situation med begrænsede naturlige ressourcer, som
7
8
9
10
11
12
13
14
FN's levnedsmiddel- og landbrugsorganisation (FAO). 1996. Romerklæringen om verdens
fødevaresikkerhed og topmødet om verdens fødevaresikkerhed.
Erklæring fra verdenstopmødet om fødevaresikkerhed, 2009.
FN-rapport fra 2009 om millenniumudviklingsmålene, 2009.
I absolutte tal lever mere end halvdelen af verdens underernærede (642 millioner i 2009) i Asien og
Stillehavsområdet; forholdsmæssigt er tallene betydeligt højere i Afrika, hvor fremskridtet også har
været mindre i det seneste årti.
FN-statistikker om fremskridtet hen imod virkeliggørelse af millenniumudviklingsmålene (se på
www.devinfo.info/mdginfo2009/).
Se også SEK(2010) 265.
Verdensbankens rapport om udviklingen i verden 2008.
FAO 2009 - "How to feed the world in 2050".
DA
3
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1449469_0005.png
forværres yderligere af klimaforandringer, større krav til effektiv anvendelse af disse
ressourcer.
De fleste af verdens fattige og sultende lever i landdistrikter, hvor landbrug, fiskeri og
skovbrug er de vigtigste økonomiske aktiviteter. Langt den overvejende del af bedrifterne er
små. Omkring 85 % af landmændene i udviklingslandene har et dyrkningsareal på under 2 ha.
Bedrifter med en kombination af afgrøder og husdyr producerer omkring halvdelen af verdens
fødevarer
15
. Med EU-bistanden skal derfor fokuseres på bæredygtig fødevareproduktion i små
brug for at øge fødevaretilgængeligheden i udviklingslandene. Bistanden kan bidrage til at
øge landmændenes indtægter og deres tilpasningsevne, gøre fødevarer tilgængelige for
forbrugerne og opretholde eller forbedre miljøkvaliteten. Når der ydes EU-bistand til små
landbrugsbedrifter, bør man prioritere en mere intensiv produktion, men den skal være
bæredygtig og miljørigtig og i overensstemmelse med landbrugets forskellige funktioner. Det
kræver bl.a. optimering af landbrugsinput, integreret skadedyrsbekæmpelse, forbedret
jordbunds- og vandforvaltning og stressresistente afgrøder
16
. For at kunne opnå gode
resultater med denne fremgangsmåde er det nødvendigt at vurdere produktionen i en
værdikædekontekst med tilstrækkelig adgang til finansiering, forarbejdning og markeder, hvor
små og mellemstore virksomheder og mikrofinansiering i landdistrikterne kan spille en central
rolle. På de rigtige vilkår kan offentlige-private partnerskaber spille en vigtig rolle med
hensyn til at sætte fart i landbrugsproduktiviteten. EU og EU-medlemsstaterne bør også støtte
initiativer, der reducerer tab efter høst, øger oplagringskapaciteten og adresserer
fødevaresikkerhed og dyresundhedsspørgsmål.
Sikring af adgang til jord og af rettigheder med hensyn til besiddelse og anvendelse af jord er
forudsætninger for højere produktivitet i de små bedrifter. Effektive nationale jordpolitikker
og -love har afgørende betydning, og det er nødvendigt at landene prioriterer disse områder.
Hvor landene udvikler politikker for landbrug, jordfordeling og biobrændstoffer, bør EU og
EU-medlemsstaterne slå til lyd for, at disse politikker adresserer spørgsmål med hensyn til
fødevarernes tilgængelighed og adgangen til dem samt fremmer integrering af små bedrifter i
produktionskæderne.
Internationalt anerkendte principper bør endvidere tjene som rettesnor for investorer,
modtagerlandene og andre berørte parter med henblik på at sikre landbrugsinvesteringer, der
respekterer menneskerettigheder, indtjeningsmuligeder og ressourcer. EU og EU-
medlemsstaterne bør støtte fastlæggelsen af internationalt godkendte principper for ansvarlige
investeringer i landbrugsjord, der bygger på eksisterende retningslinjer for jordpolitik
17
. I
Afrika vil der blive ydet støtte til gennemførelse af retningslinjerne for jordpolitik fra 2009
18
.
Regeringer i partnerlande, sammenslutninger af landmænd og andre berørte parter vil blive
tilskyndet til at træffe velfunderede valg, der sikrer udenlandske investeringers bæredygtighed
med henblik på at opnå de størst mulige sociale, økonomiske og miljømæssige fordele for
landene.
Øget fødevaretilgængelighed kræver mere efterspørgselsbaseret forskning og innovation
inden for det offentlige område og større hensyntagen til traditionel viden og diversificerede
afgrøder (herunder lokale sorter) samtidigt med, at det sikres, at innovationen er tilgængelig
15
16
17
18
Science
12. februar 2010: s. 822-825.
International Assessment of Agricultural Knowledge, Science and Technology for Development, 2009.
Herunder "EU-retningslinjer for støtte til jordpolitik og jordreformer i udviklingslandene" fra 2004.
AU/ADB/ECA, Framework and Guidelines on Land Policy in Africa, der blev støttet på den Afrikanske
Unions topmøde i juli 2009.
DA
4
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1449469_0006.png
for landmændene og tilpasset deres behov. EU og EU-medlemsstaterne bør støtte forskning
og innovation, som indebærer klare fordele for landmænd med små bedrifter, herunder
forbedring af evnen til at tilpasse sig klimaforandringer og modstå plantestress, tørke og
oversvømmelse - samtidigt med at der opretholdes en stor biodiversitet for så vidt angår
afgrøder og sorter og adgangen til disse. Der bør med støtten tages hensyn til de behov og
overvejelser, der gives udtryk for i de støttemodtagende lande, som skal have adgang til
uvildige oplysninger om fordele og risici ved eventuel ny teknologi. De pågældende lande
skal råde over en hensigtsmæssig lovgivning, som de er i stand til at gennemføre. Der bør
også ydes støtte til ordninger for intellektuel ejendomsret, som giver fattige landmænd bedst
mulig adgang til ny teknologi og input. Det bør desuden undersøges, hvordan der kan skabes
synergi mellem tilpasning til klimaforandringer og afbødning af disse, og der bør etableres
incitamentgivende strukturer - f.eks. ved at sammenknytte landbruget og kulstofmarkederne.
International handel kan bidrage mærkbart til forbedring af fødevaretilgængeligheden ved at
øge mængden af fødevarer og gøre dem mere varierede. Fødevaretilgængeligheden kan også
fremmes gennem regional integration af landbrugs- og fødevaremarkeder ved at lette
samhandelen mellem områder med overskydende produktion og områder med for lille
produktion. EU og EU-medlemsstaterne bør støtte standardisering og harmonisering af
politikker, regler og lovgivning med henblik på at opnå regionalt integrerede
landbrugspolitikker. EU og EU-medlemsstaterne anerkender desuden, at udviklingslandene
under hensyn til fødevaresikkerhedsproblemerne på nationalt eller regionalt plan kan gøre
brug af de eksisterende handelspolitiske muligheder, bl.a. ved grænseforanstaltninger.
Formålet bør være at sikre en bæredygtig landbrugsfødevarekæde.
2.2.
Bedre adgang til fødevarer
Adgangen til fødevarer bør i første række fremmes ved at forbedre beskæftigelses- og
indtægtsmulighederne i både land- og byområder, herunder gennem diversificering af
beskæftigelses- og indtjeningsmuligheder og handel, og derved give et større antal mennesker
mulighed for at købe fødevarer. Dette bør suppleres med sociale overførselsmekanismer. EU
og EU-medlemsstaterne bør hjælpe partnerlandene med at etablere og anvende sociale
mekanismer til støtte for sårbare befolkningsgrupper, navnlig kvinder. Erfaringer med
velfungerende mekanismer vil blive videreformidlet og de operationelle systemer støttet. Der
vil være behørig opmærksomhed omkring exit-strategier i forhold til sikkerhedsnet.
Mekanismerne vil skulle være effektive, have et rimeligt omkostningsniveau, være fleksible
og muliggøre hurtig ekspansion i krisetider. De bør normalt omfatte en betydelig
ernæringsmæssig dimension og navnlig vedrøre dem, for hvem passende ernæring vil have
positiv indflydelse på de resultater, der opnås under MDG4 (begrænsning af
børnedødeligheden) og MDG5 (forbedring af mødrenes sundhedstilstand).
I landdistrikter kan der skabes beskæftigelse gennem forarbejdning af landbrugsfødevarer,
navnlig i små og mellemstore virksomheder, som fremmes ved bedre adgang til finansielle
tjenesteydelser. Hertil kommer, at der kan udvikles sikkerhedsnet
19
for landdistrikter med
sigte på de sårbare familier, hvorfra der kan hentes arbejdskraft. Produktive sikkerhedsnet vil
have den fordel, at de både forbedrer produktionsbetingelserne i landdistrikterne og forbedrer
direkte adgang til fødevarer.
19
Herunder "produktive" sikkerhedsnet, der anvender arbejdskraft til infrastruktur i landdistrikter eller
vedligeholdelsesarbejder.
DA
5
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1449469_0007.png
Generelt kan adgangen til fødevarer forbedres ved at anvende
right-to-food-fremgangsmåden,
som beskrives i
Voluntary Guidelines to support the progressive realisation of the Right to
Food in the context of national food security
20
. EU og EU-medlemsstaterne bør støtte dens
videre anvendelse i udviklingslandene, herunder politiske rammer og lovgivningsrammer, der
er baseret på
right-to-food.
Dette indebærer støtte til strategier, som adresserer de
grundlæggende årsager til sult og inddragelse af marginaliserede grupper ved fastlæggelse,
gennemførelse og overvågning af nationale programmer samt etablering og styrkelse af
tilpasningsmekanismer.
2.3.
Forbedring af kostens ernæringskvalitet
Det skønnes, at underernæring årligt er årsagen til 3,5 millioner dødsfald for mødre og børn
21
og for en tredjedel af sygdommene hos børn under fem år. Vitamin- og mineralmangel
22
berører op til to milliarder mennesker på verdensplan. De mest skadelige følger af
underernæring opstår under graviditeten og i løbet af de første to leveår. Dens konsekvenser
for den fysiske og kognitive udvikling er ofte uoprettelige. Der skal gives prioritet til
foranstaltninger for gravide og ammende kvinder samt børn under fem (med mest fokus på
børn, der er under to år gamle)
23
.
Den Europæiske Union og dens medlemsstater bør støtte formulering af ernæringspolitikker
og -strategier, ernæringslære, uddannelse og etablering af mekanismer til koordinering
mellem landbrug, sundhed, uddannelse og social beskyttelse. Fremtidige
landbrugsprogrammer bør også omfatte ernæringsområdet. Dette kan indebære øget
diversificering af landbrug med små bedrifter, fremme af produktionen af mikronæringsrige
fødevarer, navnlig lokale sorter og arter, overvågning af ernæringsrelaterede resultater
og/eller støtte til ernæringsorienteret landbrugsforskning.
Politisk lederskab og tværsektoriel koordinering på nationalt plan, der tager sigte på
integrerede tværsektorielle foranstaltninger, er af afgørende betydning for integreringen af
ernæring i de pågældende landes fødevaresikkerhedsstrategier og -programmer. EU og EU-
medlemsstaterne bør fremme etablering af forbindelser til nationale sundhedsstrategier, der
inkluderer ernæringsrelaterede grundlæggende tjenesteydelser og overvågning af
befolkningens ernæringsstatus.
2.4.
Bedre kriseforebyggelse og -styring
Producenterne og lokalsamfundene i landdistrikterne skal være i stand til at overvinde
fødevarerelaterede kriser. Kortsigtede foranstaltninger over for kriser kræver ofte
mobilisering af humanitære ad hoc-instrumenter, men der er behov for at etablere andre
mekanismer og opbygge en anden kapacitet til begrænsning af risikoen for, at der opstår
kriser og for at afbøde krisernes konsekvenser. Det er vigtigt, at der bygges bro mellem
humanitære aktører og udviklingsaktører og -instrumenter, og den indsats bør fremmes under
anvendelse af LRRD-principperne (principper for sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering
og udvikling).
20
21
22
23
Vedtaget i 2004 af FAO's Råd.
Lancet 2008; 371: s. 243-60.
Jod, jern, zink, vitamin A, B og andre vitaminer m.m.
COM(2010) xxx 'The EU role in Global Health'.
DA
6
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1449469_0008.png
EU og EU-medlemsstaterne bør øge støtten til regional integrering i udviklingslande,
eftersom tættere regional integration også kan anvendes til at forebygge økonomiske og
politiske kriser og fødevaresikkerhedskriser og afbøde konsekvenserne heraf.
Nationale eller regionale varslingssystemer, der kan anvendes til at forudsige katastrofer, skal
styrkes eller udvikles, hvis de ikke allerede findes, og der skal sikres en bedre sammenkobling
med beslutningstagnings- og beredskabsorganisationer. Systemerne skal sammenholde
meteorologiske oplysninger, oplysninger om afgrøder og udbrud af dyresygdomme og
markedspriser, og de skal derfor baseres på data fra alle niveauer, herunder EU-niveau. EU og
medlemsstaterne bør støtte overvågnings- og informationssystemer, der anvendes ved
beslutningstagning, herunder gennem Kommissionens arbejde
24
.
Med politikker til at adressere udfordringerne med hensyn til prisudsving kan der enten sættes
ind over for selve udsvingene eller konsekvenserne heraf. For at afbøde udsvingene er det
nødvendigt at øge lagrene af fødevarer, der er klar til anvendelse, ved at skabe vilkår, der
muliggør produktionsforøgelser og opretholdelse af passende lagre - navnlig for private
handelsvirksomheder. Det skal desuden søges at modvirke anvendelse af eksportrestriktioner
på basale fødevarer. EU og EU-medlemsstaterne bør bidrage til at opnå et bedre fungerende
fødevaremarked på globalt, regionalt og nationalt niveau. Dette vil omfatte en indsats for at
sikre øget markedsgennemsigtighed (oplysninger om produktion, beholdninger, priser m.m.),
opretholde større lagre og lokale/nationale fødevarelagre, hvor det er hensigtsmæssigt og
muligt. Konsekvenserne af prisudsving kan afhjælpes ved en række foranstaltninger, herunder
etablering af justerbare sikkerhedsnet, informationssystemer for fødevaresikkerhed,
anvendelse af (vejr-/indeks-) forsikring og bedre evne til at anvende
prisrisikostyringsinstrumenter.
3.
AF
FORBEDRING
INVESTERINGER
EFFEKTEN
AF
FØDEVARESIKKERHEDS-
EU og medlemsstaterne bør fokusere på tre sæt betingelser for at forbedre effekten af
fødevaresikkerhedsinvesteringer.
3.1.
Nationale og regionale landbrugs- og fødevarepolitikker og -strategier
For at opnå mærkbare resultater skal bistandsprogrammerne støtte nationale og regionale
politikker og reformer vedrørende landbrug og fødevaresikkerhed samt på tilknyttede områder
som f.eks. jordpolitik, vand og biobrændstoffer under fuld hensyntagen til klimaændringerne.
Disse skal til gengæld være en integrerende del af overordnede strategier til
fattigdomsbekæmpelse. Fødevaresikkerhedsmål skal også integreres bedre i partnerlandenes
andre sektorpolitikker på områder som f.eks. transport, infrastrukturer, fiskeri, sundhed og
uddannelse. Det er afgørende, at landbrugsorganisationer, civilsamfundet, den private sektor,
sårbare grupper og andre berørte parter inddrages i fastlæggelse og revision af disse
politikker. Der bør i den henseende ydes EU-bistand til at støtte kapaciteten til
politikudvikling og til horisontale sektorkoordineringsmekanismer.
I Afrika er de ovenstående principper fastlagt i det overordnede program for udviklingen af
landbruget i Afrika (CAADP), som EU og EU-medlemsstaterne har ydet støtte til siden
24
Se det fælles arbejde om IPC (Integrated food security Phase Classification) på adressen
http://www.ipcinfo.org/.
DA
7
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1449469_0009.png
2007
25
. EU-støtten til CAADP bør øges. I Asien bør regionale samarbejdsinitiativer om
ernæring styrkes.
3.2.
Harmonisering af EU-interventionerne
EU's tilgang til fødevaresikkerhed i udviklingslandene skal tage sit udgangspunkt i
Pariserklæringen om bistandens nyttevirkning, Accrahandlingsplanen og EU-
adfærdskodeksen for arbejdsdeling i udviklingspolitikken. EU og EU-medlemsstaterne bør
identificere regioner og lande, hvor opgaverne vil blive fordelt under hensyn til de
komparative fordele, og koordinere foranstaltninger under ledelse af en vigtig donor.
Både EU og EU-medlemsstaterne har flere strategier og finansieringsinstrumenter, der kan
anvendes til at bistå partnerlandene med at begrænse fødevareusikkerheden. Større
harmonisering af politikker og mere komplementære instrumenter samt koordinering med
private investering bør føre til en mere effektiv indsats.
Sammenhæng i udviklingspolitikken for fødevaresikkerhed
26
vil blive søgt fremmet gennem
anvendelse af en række politikinstrumenter, herunder vedrørende landbrug, handel, fiskeri,
klimaændringer, miljø og forskning. Reformen af den fælles landbrugspolitik har øget
sammenhængen, og der vil med de kommende reformer blive taget hensyn til globale
fødevaresikkerhedsmål. Den kommende reform af den fælles fiskeripolitik vil yderligere øge
sammenhængen mellem Europas fiskeripolitikker og -praksis og udviklingsmålene. Hvis der
endelig indgås en afbalanceret, omfattende og ambitiøs aftale om Doha-dagsordenen for
udvikling, vil det styrke det internationale handelssystem med gunstig indvirkning på
fødevaresikkerheden.
3.3.
Forbedring af sammenhængen i det internationale forvaltningssystem
EU og EU-medlemsstaterne bør øge sammenhængen i den internationale forvaltning af
fødevaresikkerheden og støtte en hurtig reform af Komitéen for Verdens Fødevaresikkerhed
(CFS), som er det centrale organ for fødevaresikkerhed. Den reformerede CFS bør bestræbe
sig på at få en tilsynsrolle på andre specifikke områder med implikationer for
fødevaresikkerheden, herunder fødevarebistand og ernæring.
Der er behov for yderligere rationalisering af prioriteterne for de tre Rombaserede FN-organer
FAO, Verdensfødevareprogrammet (WPF) og Den Internationale Landbrugsfond (IFAD) og
for at forbedre deres samarbejde med henblik på at opnå større synergi. Reformen af FN-
systemet og den igangværende revision af FAO's rolle og prioriteter giver muligheder for at
forbedre kvalitet og effektivitet. EU bør fortsætte sit tætte samarbejde med FN's
generalsekretær om fødevaresikkerhedsspørgsmål og styrke organisationens dialog med de
Rombaserede organer, støtte en tættere koordinering mellem dem og, om nødvendigt,
omlægge deres mandater og aktiviteter ud fra et hensyn til komparative fordele. FAO skal
hovedsagelig fokusere på viden og strategisk vejledning, IFAD på langsigtet bæredygtig
investering og WFP på situationer præget af akut nød og sårbarhed.
25
26
KOM(2007) 440.
Arbejdsprogram vedrørende sammenhæng i udviklingspolitikken for 2010-2013, april 2010.
DA
8
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
4.
PRIORITERINGER
Ti år efter vedtagelsen af millenniumudviklingsmålene er EU nødt til at intensivere
samarbejdet om fødevaresikkerhed. EU bør på den baggrund prioritere støtte til
fødevaresikkerhed i sårbare lande. Det er en særlig prioritet i Afrika, hvor næsten 80 % af de
underernærede lever i sårbare lande, og i den sydlige del af Asien. For at være effektiv skal
bistanden tilpasses de enkelte lande og kombinere politikker og strategier med
ansvarliggørelse af de mest sårbare lande. Områderne under alle fire søjler skal adresseres,
men EU bør prioritere fire brede og sammenhængende dimensioner: udvikling af små
landbrugsbedrifter, regeringsførelse, regional integration og bistandsmekanismer for sårbare
befolkninger. På disse områder bør EU og EU-medlemsstaterne:
4.1.
Forbedre de små bedrifters tilpasningsevne og indtjeningsmulighederne i
landdistrikter gennem:
•
prioritering af miljøvenlig intensivering af produktionen i små bedrifter og
navnlig af kvinder gennem støtte til effektive og bæredygtige nationale politikker,
strategier og lovgivningsrammer og ligelig og bæredygtig adgang til ressourcer,
herunder jord, vand, (mikro-) kredit og andre former for landbrugsinput
•
mærkbar forøgelse - med et mål på 50 % i 2015 - af støtten til
efterspørgselsdreven landbrugsforskning, basering af offentlig forskning på
traditionel viden og ny teknologi; teknologi, der ikke er bæredygtig, eller som er
uforenelig med den nationale kapacitet til regulering og styring over for risici, bør
ikke støttes
•
øget aktiv støtte til fremme af civilsamfundets og landbrugsorganisationers
deltagelse i fastlæggelse af politikker og forskningsprogrammer og deres
inddragelse i gennemførelse og evaluering af regeringsprogrammer og fremme af
forbindelserne mellem EU-landbrugsorganisationer og landbrugsorganisationer i
udviklingslandene, samt
•
inddragelse af partnere omkring forbedring af de lovgivningsmæssige og
institutionelle vilkår for ansvarlige private investeringer i alle faser af
landbrugsproduktionen og fremme af offentlige og private investeringer;
overvågning og diskussion af resultater inden for rammerne af handlingsplaner for
regeringsførelse.
4.2.
Støtte effektiv regeringsførelse gennem:
•
mærkbar forøgelse senest i 2015 af støtten til CAADP med effektiv arbejdsdeling
i alle afrikanske lande syd for Sahara, hvis økonomi er baseret på landbrug
•
iværksættelse af et fælles initiativ med Den Afrikanske Union for at fremskynde
implementeringen af retningslinjer for den afrikanske jordpolitik med en tilknyttet
køreplan for gennemførelse af principper og anvendelse af god praksis for
bæredygtige storstilede investeringer i landbrugsjord
•
støtte til nationale og internationale initiativer til fastlæggelse af principper og
adfærdskodekser vedrørende bæredygtige storstilede nationale og udenlandske
investeringer i landbrugsjord med fokus på beskyttelse af rettighederne til jord og
sikring af adgang til jord og andre naturlige ressourcer for små landmænd og
hyrdesamfund under hensyn til bæredygtig ressourceforvaltning
•
støtte til reformen af Komitéen for Verdens Fødevaresikkerhed med henblik på at
gøre den til den centrale institution, hvad angår koordinering af globale
fødevaresikkerhedsinitiativer, samt
•
støtte til øget koordinering af aktiviteterne for FN-organer med base i Rom.
DA
9
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
4.3.
Støtte til regionale politikker for landbrug og fødevaresikkerhed gennem:
•
bistand til fastlæggelse og gennemførelse af regionale landbrugspolitikker og
-strategier, herunder vedrørende opdræt og fødevaresikkerhed, med henblik på
integrering af regionale fødevare- og landbrugsmarkeder; fremme af
politikdialogen med regionale organisationer om landbrug, fødevaresikkerhed og
ernæring, samt
•
styrkelse af de regionale og nationale informationssystemer vedrørende landbrug,
fødevaresikkerhed og ernæringspolitikker samt af systemerne til tidlig varsling.
4.4.
Styrkelse af bistandsmekanismer for sårbare befolkningsgrupper gennem:
•
støtte til lande med henblik på fastlæggelse og gennemførelse af målrettede og
fleksible politikker for sociale overførsler, der er tilpasset lokale kontekster; social
bistand, der om muligt bør give modtagerne mulighed for at overgå til en situation
med lønindtægt, der sikrer bæredygtig adgang til fødevarer
•
øget integration af ernæring i udviklingspolitikkerne, herunder i uddannelse og
sundhed, og tilhørende kapacitetsopbygning, samt
•
specifik støtte til lande med overgangsøkonomier og sårbare lande under
anvendelse af LRRD-principperne.
DA
10
DA