Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2013-14
KOM (2010) 0375
Offentligt
1355441_0001.png
Folketingets Europaudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2014-2171
Folketingets Europaudvalg har i brev af 4. marts 2014 stillet følgende spørgsmål
nr. 3 (alm. Del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra
Lisbeth Bech Poulsen (SF).
Spørgsmål nr. 3 (alm. Del)
”Vil ministeren oplyse, hvilke begrundelser medlemsstaterne – jf. forslag om
ændring af dir2001/18/EU – vil kunne påberåbe sig til støtte for at forbyde eller
begrænse dyrkning af GMO’er på deres område, samt om virksomhederne evt. vil
kunne anfægte nogle af disse begrundelser”
Svar
Efter det foreliggende forslag skal medlemsstaterne som udgangspunkt søge at nå
til enighed med ansøgeren om dyrkningstilladelse om, at det pågældende
medlemsland helt eller delvist undtages i ansøgningen.
Kun hvis det ikke er muligt for medlemsstaten at opnå en sådan aftale, kan det
blive aktuelt at nedlægge et helt eller delvist nationalt forbud mod dyrkningen, og
det er i denne situation, at begrundelserne for et forbud bliver af betydning.
De grunde som medlemslandene i en sådan situation kan lægge til grund for et
helt eller delvist forbud er oplistet i forordningens præambelafsnit nr. 10 og 11.
Listen er ikke udtømmende.
Forbud mod dyrkning kan således ske med henvisning til miljømæssige
målsætninger, arealanvendelse, by og landsplanlægning, den lokale
landbrugsstruktur og beskyttelse eller opretholdelse af landskaber, habitater og
økosystemer såvel som bestemte økosystemfunktioner og økosystemydelser.
Herudover nævnes som mulige begrundelser socio-økonomiske konsekvenser af
dyrkning og hensynet til sameksistens.
De anvendte begrundelser må herudover ikke være i modsætning til den miljø- og
sundhedsmæssige risikovurdering, som de relevante myndigheder har udført.
Kirsten Brosbøl
/
Henrik Hedeman Olsen
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk