B 53 - 2011-12 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om kommentar til henvendelse af 16/3-12 fra FB-gruppen Menneskesynet bag Term-modellen og lægekonsulenternes arbejde, til ministeren for sundhed og forebyggelse

Folketingets Socialudvalg har den 19. marts 2012 stillet følgende spørgsmålnr. 1 (B 53) til ministeren for sundhed og forebyggelse, som hermed besvares.Spørgsmål nr. 1:’’Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 16. marts 2012 fra FB-gruppen Menneskesynet bag Term-modellen og lægekonsulenternes arbejde,jf. B 53 - bilag 1.”Svar:IJeg forstår henvendelsen fra Fb-gruppen ”Mennesket bag Term-modellen oglægekonsulenters arbejde” sådan, at gruppen er af den opfattelse, at læger,der arbejder som kommunale lægekonsulenter, burde være underlagt desamme forpligtelser, som læger, der udøver lægefaglige virksomhed i autori-sationslovens forstand.Jeg mener ikke, at det er en god idé at lade lægekonsulenter og patientbe-handlende læger være underlagt de samme faglige krav, fordi lægekonsulen-ter og patientbehandlende læger udfører forskellige opgaver. De normer, dergælder for den patientbehandlende læges virksomhed, er ikke umiddelbartegnede til at udgøre grundlaget for lægekonsulenters arbejde, og de myndig-heder, der fører tilsyn med de patientbehandlende læger og behandler klage-sager over disse, vil derfor heller ikke umiddelbart være egnede til at vurderelægekonsulenternes arbejde. Det vil jeg gerne uddybe.IILæger kan i kraft af deres lægefaglige uddannelse og sagkundskab virke i for-skellige arbejdsmæssige sammenhænge. Læger, der arbejder som lægekon-sulenter, er administrative medarbejdere, og behandles som sådan. Man talerogså om ”papirlæger”.De kommunale lægekonsulenter har typisk til opgave at bidrage til afklaring afbetydningen af de behandlingsansvarlige lægers undersøgelser, diagnoser,behandlinger og erklæringer, der indgår i kommunernes sagsbehandling. Læ-gekonsulenterne bidrager også til at oversætte lægefaglige termer.Det vil således typisk følge af de retningslinjer, herunder stillingsbeskrivelserog tjenestebefalinger, der afgrænser lægekonsulenters arbejdsopgaver, at deikke må efterprøve andre lægers oplysninger ved selv at foretage undersøgel-ser, ligesom lægekonsulenten ikke må ændre andre lægers diagnoser ellerstille nye. Dette følger da også af de vejledende retningslinjer for kommunalelægekonsulenters arbejde, som er omtalt i bemærkningerne til B 53.

En kommunal lægekonsulent er således ansat i en kommune som administra-tiv medarbejder med særlig sundhedsfaglig indsigt. Lægekonsulenten sidestil-les derfor med de andre medarbejdere i den del af kommunens forvaltning, derhar medvirket ved behandlingen og afgørelsen af en given sag. Kommunalelægekonsulenter arbejder således – ligesom de øvrige administrative medar-bejdere, der har deltaget i sagsbehandlingen – under ansvar for deres ar-bejdsgiver, kommunen.En borger, der mener, at en lægekonsulent ikke har overholdt sine forpligtelsersom led i sin ansættelse i kommunen, kan derfor altid rette henvendelse tilkommunen som arbejdsgiver, der om nødvendigt vil kunne tage ansættelses-retlige redskaber i brug.Herudover vil der normalt også for den berørte borger være mulighed for atpåklage en kommunal afgørelse vedrørende sociale- eller arbejdsmarkeds-mæssige forhold inden for det administrative klagesystem. Typisk Beskæfti-gelsesankenævnet eller Det Sociale Nævn. Det gælder også for kommunaleafgørelser, hvor en lægekonsulent har bistået med lægefaglig konsulentbi-stand som led i sagsbehandlingen.Endelig vil kommunale afgørelser, hvor der har deltaget en lægekonsulent,kunne påklages til Ombudsmanden efter de almindelige regler herom.IIIAndre læger – og det gælder i langt de fleste tilfælde – udnytter deres fag-kundskab som led i egentlig sundhedsfaglig behandling af patienter.En læges forpligtelser i forhold til sit sundhedsfaglige virke fremgår af autorisa-tionslovens kapitel 5, der fastlægger autoriserede sundhedspersoners pligter.En central bestemmelse her er § 17, der forpligter lægen til at udvise omhu ogsamvittighedsfuldhed under udøvelse af sin virksomhed, og det fremgår af §20, at en autoriseret sundhedsperson ved udfærdigelsen af erklæringer, somvedkommende afgiver i sin egenskab af autoriseret sundhedsperson, skal ud-vise omhu og uhildethed. Lægens sundhedsfaglige virksomhed skal som mi-nimum leve op til normen for almindelig anerkendt faglig standard.Bestemmelserne i §§ 17 og 20 skal ses i sammenhæng med autorisationslo-vens § 75, hvorefter en læge kan straffes for grovere eller gentagen forsøm-melse i udøvelsen af sin virksomhed.Forudsætningen – for at man kan tale om lægefaglig virksomhed i autorisati-onslovens forstand – er, at der består et læge-/patientforhold. Det vil sige, aten læge deltager i eller har ansvar for patientbehandling i bredere forstand.For så vidt angår lægeløftet kan jeg oplyse, at afgivelse heraf en betingelse forat opnår autorisation, men derudover er det alene af moralsk art. Lægeløftethar således ikke i sig selv nogen retsvirkninger. Der findes således ingen bin-dende lægeetiske regler.IVSom omtalt ovenfor gør lægekonsulenter brug af deres lægefaglige kompe-tencer i tilknytning til funktioner, hvor den enkelte læge ikke anses for at udøve

lægefaglig virksomhed i form af patientbehandling. Lægekonsulenter er derforikke bundet af kravet om omhu og samvittighedsfuldhed i autorisationsloven.Det er en retsopfattelse, som ministeren flere gange har redegjort for i besva-relser af spørgsmål fra Folketinget.Det er naturligvis vigtigt, at den klare grænse mellem de opgaver, som hen-holdsvis de behandlingsansvarlige læger og lægekonsulenterne udfører, ogsåopretholdes i praksis. Lægekonsulenter skal altså ikke indlade sig på at afgiveselvstændige diagnoselignende udtalelser om de borgere, som kommunernebehandler sager om, og de skal ikke tilsidesætte lægefaglige skøn i indhente-de lægeerklæringer.Den omstændighed, at lægekonsulenter ikke har med patientbehandling at gø-re, indebærer, at de ikke er omfattet af Sundhedsstyrelsens tilsyn med sund-hedspersoner efter sundhedsloven. Sundhedsstyrelsens tilsyn er rettet modsundhedspersoners, herunder lægers, sundhedsfaglige virksomhed. Sund-hedsfaglig virksomhed som begreb forudsætter patientbehandling. I og medat lægekonsulenter ikke indgår i et konkret læge-/patientforhold, er der hellerikke grundlag for et sundhedsfagligt tilsyn som det, Sundhedsstyrelsen fører.På samme måde kan lægekonsulenters dispositioner heller ikke påklages tilDisciplinærnævnet, som kan udtale kritik af konkrete sundhedspersoner. Derkan udtales kritik, hvis en sundhedsperson har udvist manglende omhu ogsamvittighedsfuldhed ved ikke at leve op til normen for almindelig anerkendtfaglig standard i sin behandling af en patient.Da fraværet af et læge-/patientforhold netop er kendetegnende for lægekonsu-lenter, kan de ikke bedømmes i patientklagesystemet. Det har det tidligere Pa-tientklagenævn udtrykkeligt taget stilling til. Det samme gælder for Discipli-nærnævnet.VDet vil efter min opfattelse ikke være hensigtsmæssigt at udvide Sundhedssty-relsens tilsyn med og Disciplinærnævnets stillingtagen til, om en læge har ud-vist omhu og samvittighedsfuldhed ved at handle i overensstemmelse mednormen for almindelig anerkendt faglig standard, til også at omfatte lægekon-sulenters administrative virksomhed.Kernen i tilsynet og i klagesagsbehandlingen må fortsat være, om en læge isin konkrete behandling af en konkret patient, som lægen har haft et behand-lingsansvar for, har levet op til normen for almindelig anerkendt faglig standardi patientbehandlingen.Det vil efter min opfattelse heller ikke være hensigtsmæssigt at forsøge at fast-lægge en norm for almindelig anerkendt lægefaglig standard for den admini-strative virksomhed, som lægekonsulenter udfører.Det bemærkes i den forbindelse, at selve grundlaget for lægekonsulentensadministrative opgave – altså de behandlingsansvarlige lægers undersøgelser,diagnoser, behandlinger og erklæringer – i forvejen er omfattet både af Sund-hedsstyrelsens tilsyn og klageadgangen til Disciplinærnævnet.

Hertil kommer, at der, som ovenfor omtalt, findes en række reaktionsmulighe-der for borgere, der er utilfredse med kommunale afgørelser, hvor en læge-konsulent har deltaget som administrativ medarbejder, herunder klage til ar-bejdsgiveren, det administrative klagesystem eller ombudsmanden.Det er derfor efter min opfattelse det mest hensigtsmæssige fortsat at betragtekommunale lægekonsulenters administrative virksomhed helt på lige fod medandre administrative funktioner i den kommunale forvaltning.VIHenvendelsen giver mig afslutningsvis anledning til at bemærke, at lægekon-sulenter ikke kun anvendes i kommunerne, men at lægekonsulenter også an-vendes som led i flere andre myndigheders sagsbehandling. Det er hensigts-mæssigt for en række myndigheder at have tilknyttet lægekonsulenter somfagligt bindeled mellem de behandlende læger og de administrative medarbej-dere, der skal træffe afgørelser.Der er ansat lægekonsulenter i centraladministrationen i for eksempel Anke-styrelsen, ligesom lægekonsulenter også bistår de sociale nævn og beskæfti-gelsesankenævnene. Det samme gælder lægelige konsulenter, der udarbejdervurderinger til brug for stillingtagen til klage-, tilsyns- og erstatningssager i Pa-tientombuddet, Retslægerådet, Patientforsikringen og Patientskadeankenæv-net.