Retsudvalget 2011
KOM (2011) 0175
Offentligt
DA
DA
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1450286_0002.png
EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 11.4.2011
KOM(2011) 175 endelig
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET
om gennemførelsen siden 2007 af Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den
europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne
{SEK(2011) 430 endelig}
DA
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
INDHOLDSFORTEGNELSE
1.
2.
3.
4.
INDLEDNING............................................................................................................. 3
BAGGRUND ............................................................................................................... 4
LOVGIVNINGSMÆSSIGE ÆNDRINGER I MEDLEMSSTATERNE SIDEN 1.
APRIL 2007 ................................................................................................................. 5
DEN EUROPÆISKE ARRESTORDRE OG STYRKELSEN AF MISTÆNKTES
ELLER TILTALTES PROCEDUREMÆSSIGE RETTIGHEDER I
STRAFFESAGER........................................................................................................ 6
SPØRGSMÅLET OM PROPORTIONALITET ......................................................... 8
DET FORESTÅENDE ARBEJDE .............................................................................. 9
5.
6.
BILAG 1 - Statistiske data vedrørende den europæiske arrestordre........................................ 12
DA
2
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1450286_0004.png
1.
INDLEDNING
Det er over syv år siden, at Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den
europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem
medlemsstaterne
1
(i det følgende benævnt "Rådets rammeafgørelse") trådte i kraft,
nemlig den 1. januar 2004. Ifølge de tilgængelige statistikker, som er blevet
udarbejdet for 2005 til og med 2009
2
(se bilag 1), blev der i denne periode udstedt
54 689 europæiske arrestordrer og fuldbyrdet 11 630. Mellem 51 % og 62 % af de
eftersøgte personer gav samtykke til overdragelsen inden for 14-17 dage i
gennemsnit. Den gennemsnitlige overdragelsestid for personer, der ikke gav
samtykke, var 48 dage. Dette står i meget fin kontrast til situationen før indførelsen
af den europæiske arrestordre, hvor det i gennemsnit tog et år at få udleveret
eftersøgte personer, og det har uden tvivl styrket den frie bevægelighed for personer
inden for EU, idet en mere effektiv mekanisme nu er med til at sikre, at de åbne
grænser ikke udnyttes af personer, som vil unddrage sig retsforfølgning.
De seneste syv år har dog også vist, at selv om ordningen med den europæiske
arrestordre fungerer fint i praksis, er den langt fra perfekt. Medlemsstaterne,
medlemmer af Europa-Parlamentet og af de nationale parlamenter, civilsamfunds-
grupper og individuelle borgere har alle givet udtryk for en vis bekymring med
hensyn til anvendelsen af den europæiske arrestordre og især dens konsekvenser for
de grundlæggende rettigheder. Der er også visse problematikker forbundet med den
måde, som medlemsstaterne anvender Rådets rammeafgørelse på.
Som følge af Lissabontraktatens ikrafttræden og den retligt bindende karakter af
chartret om grundlæggende rettigheder har bestemmelserne i Lissabontraktaten
vedrørende de retlige instrumenter på området politisamarbejde og retligt samarbejde
siden december 2009 ændret forholdene omkring anvendelsen af den europæiske
arrestordre. Når et instrument, der stammer fra før Lissabontraktatens ikrafttræden,
såsom Rådets rammeafgørelse, ændres, finder Kommissionens beføjelse til at indlede
overtrædelsesproceduren og EU-Domstolens kompetence anvendelse på det ændrede
instrument. Denne beføjelse og denne kompetence gælder under alle omstændig-
heder efter 1. december 2014 ved udløbet af den overgangsperiode, der er fastlagt i
traktaten. I forbindelse med enhver ændring af Rådets rammeafgørelse forholder det
sig desuden sådan, at de nye bestemmelser, der med Lissabontraktaten blev indført
med henblik på vedtagelsen af lovgivningsmæssige foranstaltninger på området,
finder anvendelse. Disse bestemmelser omfatter Europa-Parlamentets og Rådets
fælles beslutningsprocedure og visse medlemsstaters mulighed for ikke at deltage
3
.
En anden vigtig konsekvens af Lissabontraktaten er, at den gør EU's charter om
grundlæggende rettigheder
4
juridisk bindende
5
. Desuden tiltræder EU som en enhed
1
2
3
4
5
EFT L 190 af 18.7.2002, s. 1.
Rådet 9005/5/06 COPEN 52, 11371/5/07 COPEN 106, 10330/2/08 COPEN 116, 9743/4/09 COPEN 87,
7551/7/10 COPEN 64.
I henhold til protokol 21 og 22 til Lissabontraktaten deltager Det Forenede Kongerige, Irland og
Danmark ikke i foranstaltninger på området retlige og indre anliggender. Det Forenede Kongerige og
Irland har mulighed for at tilslutte sig en foranstaltning.
EFT C 364 af 18.12.2000, s. 1.
Artikel 6, stk. 1, i TEU.
DA
3
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1450286_0005.png
den europæiske menneskerettighedskonvention
6
. Kommissionen vedtog for nylig en
strategi, der skal sikre overholdelsen af EU's charter om grundlæggende rettigheder
7
,
og strategien vil være udgangspunkt for dens tilgang til alle nye og eksisterende
lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige initiativer (herunder den
europæiske arrestordre) samt medlemsstaternes tilgang, når de gennemfører eller
anvender Rådets rammeafgørelse.
2.
BAGGRUND
Denne tredje rapport og det tilhørende arbejdsdokument bygger på en række kilder:
Kommissionens tidligere rapporter fra 2006
8
og 2007
9
i medfør af artikel 34 i Rådets
rammeafgørelse, Rådets endelige rapport og anbefalinger om den fjerde runde af
gensidige evalueringer (i det følgende benævnt "Rådets anbefalinger")
10
vedtaget af
Rådet i juni 2010
11
, resultatet af et ekspertmøde den 5. november 2009,
medlemsstaternes svar på Kommissionens anmodninger om ajourførte oplysninger
den 30. juni 2009 og 25. juni 2010 og eventuelt retspraksis. Oplysningerne fra
medlemsstaterne var forskellige med hensyn til indhold og kvalitet, hvilket gjorde
det vanskeligere at foretage en fuldstændig analyse og sammenligning, der dækkede
alle medlemsstater
12
.
Det tilhørende arbejdsdokument indeholder mange oplysninger om den aktuelle
status for den europæiske arrestordre. Fagfolk på området generelt og
medlemsstaterne burde kunne drage nytte af dokumentet i forbindelse med den
opfølgning på fagfællebedømmelserne, der som vedtaget af Rådet skal finde sted
inden udgangen af juni 2011
13
. Arbejdsdokumentets del I indeholder en kort
deskriptiv analyse vedrørende de medlemsstater, som har indført
lovgivningsmæssige ændringer siden april 2007. Del II giver et overblik over
medlemsstaternes aktuelle stilling med hensyn til Rådets anbefalinger. Del III
beskriver i detaljer en række EU-retsakter, som ændrer eller supplerer Rådets
rammeafgørelse om den europæiske arrestordre. Del IV og V indeholder nogle
aktuelle oplysninger om henholdsvis den europæiske arrestordre, Schengen-
informationssystemet og Eurojust. Del VI beskriver de afgørelser, som EU-
Domstolen har truffet i sager med forbindelse til Rådets rammeafgørelse om den
europæiske arrestordre. I del VII findes referencenumre på Rådets evaluerings-
rapporter om medlemsstaterne, og del VIII indeholder tabeller over de enkelte
medlemsstater med hensyn til følgende:
•
anbefalingerne i de enkelte evalueringsrapporter fra Rådet og medlemsstaternes
eventuelle svar, generelle oplysninger om anvendelsen af Rådets rammeafgørelse
6
7
8
9
10
11
12
13
Artikel 6, stk. 3, i TEU.
KOM(2010) 573 endelig af 19.10.2010.
KOM(2005) 63 og SEC(2005) 267 af 23.2.2005, revideret ved COM(2006) 8 og SEC(2006) 79 af
24.1.2006.
KOM(2007) 407 og SEC(2007) 979 af 12.7.2007.
Rådet 8302/4/09 COPEN 68, 7361/10 COPEN 59, 8465/2/10 COPEN 95.
Rådet 10630/1/10, PRESSE 161, s. 33.
Kommissionen modtog som svar på sine anmodninger om oplysninger i 2009 og 2010 meget få eller
ingen oplysninger fra Cypern, Malta og Det Forenede Kongerige.
Rådet 10630/1/10 PRESSE 161, s. 33, og 8302/4/09 COPEN 68, s. 23 - anbefaling 20.
DA
4
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1450286_0006.png
i de enkelte medlemsstater, med henvisning til de spørgsmål, der er omhandlet i
Rådets anbefalinger
•
bemærkningerne i Kommissionens
medlemsstaternes eventuelle svar.
gennemførelsesrapport
fra
2007
og
Del IX indeholder flere statistiske oplysninger i skemaform.
3.
LOVGIVNINGSMÆSSIGE ÆNDRINGER I MEDLEMSSTATERNE SIDEN
1. APRIL 2007
De svar, som Kommissionen fik på sine anmodninger om oplysninger fra
medlemsstaterne, viser, at 14 medlemsstater (Bulgarien, Estland, Frankrig, Irland,
Letland, Litauen, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet
14
,
Ungarn og Østrig) har ændret deres gennemførelsesbestemmelser. Kommissionen
anerkender og glæder sig over, at mange af ændringerne tager højde for Rådets og
Kommissionens anbefalinger. En medlemsstat (Luxembourg) ændrede i 2010 en
artikel i sine gennemførelsesbestemmelser, og det luxembourgske parlament
behandler i øjeblikket et lovforslag vedrørende en række af anbefalingerne. Som det
fremgår af tabellerne i del VIII i arbejdsdokumentet, varierer omfanget af
forbedringerne meget fra land til land, og ikke alle anbefalinger er afspejlet i
lovgivningen.
Tolv medlemsstater (Belgien, Cypern
15
, Danmark, Det Forenede Kongerige, Finland,
Grækenland, Italien, Malta, Nederlandene, Spanien, Sverige, Tyskland) har ikke
foretaget ændringer af deres respektive lovgivning, selv om de blev anbefalet at gøre
det i tidligere rapporter fra Rådet og Kommissionen. Det er endnu mere beklageligt,
når der er tale om medlemsstater, som udtrykkeligt blev nævnt i Kommissionens
rapport fra 2007, fordi de var nødt til at træffe foranstaltninger for til fulde at
overholde Rådets rammeafgørelse (Cypern, Danmark, Det Forenede Kongerige,
Italien, Malta og Nederlandene).
Med hensyn til de medlemsstater, der har vedtaget ny lovgivning, findes en kort
deskriptiv analyse af ændringerne i del I i det arbejdsdokument, der hører til denne
rapport. Den overordnede situation i alle medlemsstater er beskrevet i detaljer i
tabellerne i del VIII i arbejdsdokumentet.
Nogle af anbefalingerne krævede praktiske foranstaltninger snarere end lovgivning,
og Kommissionen anerkender medlemsstaternes indsats for at strømline deres
ordninger vedrørende den europæiske arrestordre og udbyde uddannelse, stille
oplysninger til rådighed og oprette kontaktpunkter. Den ensartede anvendelse af den
europæiske arrestordre og den gensidige tillid, som er afgørende for dens anvendelse,
afhænger dog i vid udstrækning af, at den gennemføres i overensstemmelse med
Rådets rammeafgørelse. De aktuelle mangler i forbindelse med gennemførelsen i den
enkelte medlemsstat er beskrevet på en let tilgængelig måde i det arbejdsdokument,
der hører til denne rapport. Kommissionen forventer, at disse medlemsstater vil
14
15
Tjekkiet forbereder i øjeblikket yderligere lovgivningsmæssige ændringer.
Ifølge de seneste oplysninger fra Cypern (august 2009) er der fremsat forslag til ny lovgivning.
DA
5
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1450286_0007.png
kunne bruge dokumentet til at bringe deres lovgivning til gennemførelse af den
europæiske arrestordre i overensstemmelse med Rådets rammeafgørelse.
4.
DEN
EUROPÆISKE
ARRESTORDRE
OG
STYRKELSEN
AF
MISTÆNKTES
ELLER
TILTALTES
PROCEDUREMÆSSIGE
RETTIGHEDER I STRAFFESAGER
Kommissionen glæder sig over, at den europæiske arrestordre sikrer gensidig
anerkendelse i praksis, men er samtidig opmærksom på, at der fortsat er mangler
forbundet med den europæiske arrestordre, navnlig med hensyn til gennemførelsen
på nationalt plan. Kommissionen har fået henvendelser fra medlemmer af Europa-
Parlamentet og af nationale parlamenter, forsvarsadvokater og borger- og
civilsamfundsgrupper, som påpegede en række problemer med anvendelsen af den
europæiske arrestordre: ingen ret til juridisk bistand i den udstedende medlemsstat,
mens overgivelsesproceduren finder sted i den fuldbyrdende medlemsstat;
fængselsforholdene i visse medlemsstater kombineret med til tider langvarig
varetægtsfængsling af personer, der skal overgives, og de udstedende medlemsstaters
uensartede anvendelse af proportionalitetstest fører til anmodninger om overgivelse i
forbindelse med relativt små lovovertrædelser, og disse anmodninger skal
efterkommes, hvis der ikke foretages en proportionalitetstest i den fuldbyrdende
medlemsstat.
Det forekommer på grundlag af de spørgsmål, der er taget op i forbindelse med
anvendelsen af den europæiske arrestordre, at der ofte er en vis tvivl om, hvorvidt
standarderne er de samme i hele EU, på trods af at alle medlemsstaters
strafferetspleje er underlagt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols
standarder. Man kan som enkeltperson ty til Den Europæiske Menneskerettigheds-
domstol og påberåbe sig rettighederne i den europæiske menneskerettigheds-
konvention, men først når en påstået overtrædelse har fundet sted, og alle muligheder
i det nationale retssystem er udtømte. Det har vist sig ikke at være en effektiv metode
til at sikre, at de lande, der har tiltrådt konventionen, overholder dens standarder.
Denne situation er udgangspunkt for Kommissionens videre arbejde med
gennemførelsen af den køreplan
16
, der skal føre til en styrkelse af mistænktes eller
tiltaltes proceduremæssige rettigheder i straffesager. I denne køreplan, som Rådet
vedtog den 30. november 2009, anerkendes det i betragtning 10, at der er "gjort store
fremskridt inden for politimæssigt og retligt samarbejde om foranstaltninger til at
lette strafforfølgning. Det er nu tid til at tage skridt til at forbedre balancen mellem
disse foranstaltninger og beskyttelse af den enkeltes proceduremæssige rettigheder".
I køreplanen nævnes følgende seks prioriterede foranstaltninger, men der er
mulighed for at medtage andre rettigheder:
•
retten til tolkning og oversættelse
•
retten til oplysninger om rettigheder (meddelelse om rettigheder)
•
juridisk bistand inden retssagen og retshjælp under retssagen
16
Rådets resolution af 30. november 2009, EUT C 295 af 4.12.2009, s. 1.
DA
6
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1450286_0008.png
•
den tilbageholdtes ret til at kommunikere med pårørende, arbejdsgivere og
konsulære myndigheder
•
beskyttelse af mistænkte, som er sårbare
•
en grønbog om varetægtsfængsling.
Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den første foranstaltning, et direktiv om retten
til tolke- og oversætterbistand i straffesager, i oktober 2010
17
. Anden foranstaltning
18
behandles i øjeblikket i Europa-Parlamentet og Rådet, og Kommissionen er i gang
med det forberedende arbejde vedrørende de resterende foranstaltninger. Retten til
juridisk bistand undersøges med fokus på spørgsmålet om eftersøgte personers
bistand i både fuldbyrdende og udstedende medlemslande under overgivelses-
proceduren. De direktiver, der allerede er fremsat forslag til, indeholder artikler med
rettigheder, der udtrykkeligt finder anvendelse i sager om overgivelse. Direktivet om
ret til information under straffesager indeholder også et forslag til
standardformulering af meddelelsen om rettigheder til personer, der anholdes på
grundlag af en europæisk arrestordre.
Det fremgår af en række domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at
forholdene i visse fængsler i EU
19
er uacceptable. Domstolen har afgjort, at
uacceptable fængselsforhold (som skal opfylde et mindstemål for hårdhed) kan
udgøre en overtrædelse af artikel 3 i den europæiske menneskerettighedskonvention,
selv om der ikke er noget tegn på en bevidst ydmygelse eller nedværdigelse af den
fængslede. Det er klart, at Rådets rammeafgørelse om den europæiske arrestordre
(hvis artikel 1, stk. 3, fastslår, at medlemsstaterne skal respektere de grundlæggende
rettigheder og grundlæggende retsprincipper, inklusive artikel 3 i den europæiske
menneskerettighedskonvention) ikke giver mulighed for overgivelse, hvis den
fuldbyrdende judicielle myndighed på grundlag af sagens omstændigheder er
overbevist om, at en sådan overgivelse vil medføre en krænkelse af en eftersøgt
persons grundlæggende rettigheder som følge af uacceptable fængselsforhold.
En anden problematik i forbindelse med sager om overgivelse er, at EU-borgere, som
ikke har bopæl i den medlemsstat, hvor de er mistænkt for at have begået en strafbar
handling, ret ofte holdes varetægtsfængslet, primært på grund af manglende lokale
tilknytningsforhold og flugtrisiko. Den 23. oktober 2009 vedtog Rådet "Rådets
rammeafgørelse 2009/829/RIA
20
om anvendelse mellem Den Europæiske Unions
medlemsstater af princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om
tilsynsforanstaltninger som et alternativ til varetægtsfængsling"
21
. Denne
rammeafgørelse giver mulighed for at videreføre anvendelsen af en ikke-
frihedsberøvende foranstaltning fra den medlemsstat, hvor en person uden bopæl på
dens område er mistænkt for at have begået en strafbar handling, til den medlemsstat,
hvor vedkommende har sit sædvanlige opholdssted. Dette giver mulighed for at
17
18
19
20
21
Direktiv 2010/64/EU, EUT L 280 af 26.10.2010.
KOM(2010) 392 endelig af 20.7.2010.
Se bl.a. dommene i sagerne
Peers mod Grækenland
(19. april 2001),
Salejmanovic mod Italien
(16. juli
2009) og
Orchowski mod Polen
(22. januar 2010).
EUT L 294 af 11.11.2009, s. 20.
Gennemførelsesdato: 1. december 2012.
DA
7
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1450286_0009.png
underkaste en mistænkt person en tilsynsforanstaltning på vedkommendes
sædvanlige opholdssted under afventning af retssagen i den anden medlemsstat.
5.
SPØRGSMÅLET OM PROPORTIONALITET
Tilliden til anvendelsen af den europæiske arrestordre er blevet undergravet af det
tilbagevendende spørgsmål om anvendelsen af europæiske arrestordrer til
overgivelse af personer, der er eftersøgt for ofte meget små forseelser. Drøftelser i
Rådet, som udsprang af konklusionerne af medlemsstaternes evalueringer
22
, viser i
den forbindelse, at der generelt er enighed blandt medlemsstaterne om, at det er
nødvendigt at teste proportionaliteten for at forhindre, at der udstedes europæiske
arrestordrer for overtrædelser, der - om end de falder inden for anvendelsesområdet
af artikel 2, stk. 1
23
, i Rådets rammeafgørelse om den europæiske arrestordre - ikke
er tilstrækkeligt alvorlige til at berettige iværksættelsen af de foranstaltninger og det
samarbejde, som fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre kræver. Der er flere
aspekter, som bør overvejes, inden der udstedes en europæisk arrestordre, bl.a.
overtrædelsens alvor, straffens længde, hvorvidt der findes et alternativ, som ville
være mindre belastende for både den eftersøgte person og den fuldbyrdende
myndighed, og en cost-benefit-analyse af fuldbyrdelsen af den europæiske
arrestordre. Der er tale om en uforholdsmæssig stor påvirkning af eftersøgte
personers frihed, når europæiske arrestordrer udstedes i sager, hvor
(varetægts)fængsling ikke ville forekomme at være rimelig. Hvis der fremsættes for
mange af denne type anmodninger, kan det desuden blive en bekostelig affære for de
fuldbyrdende medlemsstater. Det kan også føre til en situation, hvor de fuldbyrdende
judicielle myndigheder (i modsætning til de udstedende myndigheder) er tilbøjelige
til at anvende proportionalitetstest og dermed skabe et grundlag for afvisning, som
ikke er i overensstemmelse med Rådets rammeafgørelse og princippet om gensidig
anerkendelse, som foranstaltningen bygger på.
I opfølgningen af anbefalingerne i den endelige rapport om fjerde runde af gensidige
evalueringer forslog Rådet bl.a. en ændring af håndbogen om udstedelse af en
europæisk arrestordre med hensyn til proportionalitetsprincippet
24
. Rådet vedtog
rapporten i juni 2010
25
. Den ændrede håndbog beskriver nu de aspekter, der skal
vurderes i forbindelse med udstedelsen af en europæisk arrestordre, og mulige
alternativer, der skal overvejes inden udstedelsen
26
. Hvis medlemsstaterne følger
retningslinjerne i den ændrede håndbog, vil det skabe grundlag for en vis ensartethed
i anvendelsen af proportionalitetstesten. Kommissionen støtter denne tilgang og
opfordrer medlemsstaterne til at tage skridt til at sikre, at fagfolk på området
anvender den ændrede håndbog (sammen med eventuelle lovbestemmelser, der måtte
gælde dem), som retningslinje for anvendelsen af proportionalitetstesten.
22
23
24
25
26
Rådet 8302/4/09 COPEN 68, 7361/10 COPEN 59, 8465/2/10 COPEN 95, 10630/1/10 PRESSE 161,
s. 33.
Artikel 2, stk. 1:
En europæisk arrestordre kan udstedes for forhold, der efter den udstedende
medlemsstats lovgivning kan straffes med frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af
en maksimal varighed på mindst tolv måneder eller, når der er idømt en straf eller pålagt en anden
frihedsberøvende foranstaltning, for straffe af en varighed på mindst fire måneder.
Rådet 8436/2/10 COPEN, s. 3.
Rådet 10630/1/10 PRESSE 161.
Rådet 8302/4/09 COPEN 68, s. 15, 7361/10 COPEN 59, s. 4, 8436/2/10 COPEN, s. 3.
DA
8
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1450286_0010.png
Kommissionen mener, at det er vigtigt, at alle medlemsstater foretager en
proportionalitetstest, også på de områder, hvor retsforfølgelse er obligatorisk. Denne
opfattelse bygger på, at der er generel enighed i Rådet om fordelene ved
proportionalitetstest og om, at tilliden til ordningen med den europæiske arrestordre
undergraves i de tilfælde, hvor der ikke foretages en proportionalitetstest. Rådets
rammeafgørelse er et redskab, som medlemsstaterne skal anvende, når de vurderer, at
det er nødvendigt at have en person til stede på deres område til at retsforfølge denne
person eller fuldbyrde en frihedsstraf, som denne person er blevet idømt. Håndbogen
indeholder retningslinjer for den ensartede anvendelse af dette redskab. Det fremgår
af artikel 2, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse, at "en europæisk arrestordre kan
udstedes for forhold …". Det er inden for dette skønsmæssige område, at spørgsmål i
håndbogen (bl.a. anvendelsen af en proportionalitetstest) behandles og afklares. Det
er af hensyn til den gensidige tillid vigtigt for den fortsatte anvendelse af den
europæiske arrestordre, at de judicielle myndigheder i alle medlemsstater overholder
de aftaler, der er indgået på dette skønsmæssige område.
6.
DET FORESTÅENDE ARBEJDE
Denne rapport giver lejlighed til at gøre status over gennemførelsen og anvendelsen
af den europæiske arrestordre, som reelt sikrer en effektiv og virkningsfuld
overdragelsesordning, som er nødvendig i et Europa med åbne grænser. De
oplysninger, der blev indsamlet i forbindelse med rapporten, viser, at selv om den
europæiske arrestordre er et meget nyttigt redskab for medlemsstaterne i
bekæmpelsen af kriminalitet, er der plads til forbedring i gennemførelsen og
anvendelsen af Rådets rammeafgørelse. Navnlig beskyttelsen af grundlæggende
rettigheder skal tillægges stor betydning i forbindelse med anvendelsen af ordningen
med den europæiske arrestordre. Der skal gøres en indsats på følgende områder:
•
Gennemførelse:
Medlemsstaterne bør eventuelt tage retlige skridt på de områder
(beskrevet i detaljer i tabellerne i del VIII i det tilhørende arbejdsdokument), hvor
deres gennemførelsesbestemmelser ikke er i tråd med Rådets rammeafgørelse om
den europæiske arrestordre.
•
Grundlæggende rettigheder:
De foranstaltninger, der udspringer af køreplanen
om mistænktes eller tiltaltes proceduremæssige rettigheder, og som skal sikre, at
grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder beskyttes, og styrke den
gensidige tillid, der er afgørende for den fortsatte anvendelse af instrumenter til
gensidig anerkendelse, såsom Rådets rammeafgørelse om den europæiske
arrestordre, skal vedtages og gennemføres.
•
Proportionalitet:
Judicielle myndigheder bør kun anvende ordningen med den
europæiske arrestordre, når en anmodning om overdragelse står i forhold til
sagens omstændigheder, og de bør foretage en proportionalitetstest, hvilket skal
ske på en ensartet måde i alle medlemsstater. Medlemsstaterne skal tage skridt til
at sikre, at fagfolk på området anvender den ændrede håndbog (sammen med
eventuelle lovbestemmelser, der måtte gælde dem), som retningslinje for
anvendelsen af proportionalitetstesten.
•
Uddannelse:
Kommissionens meddelelse om europæisk retlig uddannelse, som
ventes i september 2011, har til formål at vurdere behovet for særlig uddannelse
DA
9
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1450286_0011.png
for både judicielle myndigheder og fagfolk på området med hensyn til
anvendelsen af den europæiske arrestordre og de nye foranstaltninger, der skal
styrke mistænktes eller tiltaltes proceduremæssige rettigheder. Det er vigtigt at
uddanne judicielle myndigheder for bl.a. at sikre en ensartet anvendelse af
proportionalitetstest i alle medlemsstater. Kommissionen bemærker, at det
europæiske retlige netværk lancerer et nyt websted i 2011, som bliver et nyttigt
redskab, der skal sikre judicielle myndigheder adgang til relevante oplysninger om
den europæiske arrestordre.
•
Gennemførelse af supplerende instrumenter:
Der er siden 2004 gjort et stort
stykke arbejde for at påpege problemer og forbedre ordningen med den
europæiske arrestordre. Rådet har vedtaget fire rammeafgørelser (beskrevet i
detaljer i del III i arbejdsdokumentet), som berører anvendelsen af den europæiske
arrestordre. De omhandler foranstaltninger vedrørende overførsel af straffe,
domme afsagt in absentia, kompetencekonflikter og anerkendelse af kontrolordrer.
Hvis medlemsstaterne hurtigt gennemfører foranstaltningerne i en nær fremtid,
kan de muligvis forbedre den praktiske anvendelse af den europæiske arrestordre
yderligere.
•
Statistikker:
Vi råder nu over statistisk materiale for flere år, der bygger på
svarene på det spørgeskema, som Rådets gruppe vedrørende samarbejde i
straffesager udarbejdede i april 2005
27
. Svarene på spørgeskemaet er blevet
sammenlignet og offentliggjort for årene 2005-2009 inklusive
28
(se bilag 1 til
denne rapport og del IX i arbejdsdokumentet). Der er imidlertid væsentlige
mangler i de statistiske data, der ligger til grund for analysen. Det skyldes flere
årsager. Ikke alle medlemsstater har systematisk fremsendt oplysninger, og
medlemsstaterne anvender ikke et fælles statistisk værktøj. Der kan desuden
findes forskellige tolkninger i svarene på Rådets årlige spørgeskema. Det er også
tegn på manglende underretning til Eurojust af overskridelser af tidsfristerne i
Rådets rammeafgørelse, trods underretningspligten i artikel 17 (se del V i
arbejdsdokumentet). Kommissionen opfordrer på det kraftigste medlemsstaterne
til at overholde deres underretningspligt. Omfattende statistikker er afgørende for
en korrekt vurdering af både fordele og ulemper ved den europæiske arrestordre.
Det er helt afgørende, at medlemsstaterne fremsender fuldstændige statistiske
data, særlig dem, som foreløbig ikke har gjort det. Kommissionen vil gøre alt,
hvad der står i dens magt, for at rette op på manglerne i det spørgeskema, der
ligger til grund for statistikkerne vedrørende den europæiske arrestordre, og se på,
hvordan indsamlingen af statistikker kan forbedres.
Kommissionen anerkender både de gode resultater, der er opnået med den
europæiske arrestordre, og de tilbageværende problematikker og glæder sig over den
store indsats, der i øjeblikket gøres for at forbedre ordningen. Der er tale om et
nyskabende og dynamisk instrument. Det har, siden det trådte i kraft i 2004, givet
judicielle myndigheder et let tilgængeligt og effektivt instrument, der er med til at
sikre, at lovovertrædere ikke unddrager sig retsforfølgning, uanset hvor i EU de
måtte skjule sig. Det er dog nødvendigt nøje og løbende at kontrollere dets
27
28
Rådet 8111/05 COPEN 75.
Rådet 9005/5/06 COPEN 52, 11371/5/07 COPEN 106, 10330/2/08 COPEN 116, 9743/4/09 COPEN 87,
7551/7/10 COPEN 64.
DA
10
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
anvendelse. Kommissionen vil fortsat kontrollere instrumentets anvendelse i lyset af
de spørgsmål, der er drøftet i denne rapport, og overveje mulige løsninger, herunder
lovgivning, på grundlag af ny erfaring og samtidig tage højde for den nye situation
som følge af Lissabontraktatens ikrafttræden.
DA
11
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1450286_0013.png
BILAG 1 - S
TATISTISKE DATA VEDRØRENDE DEN EUROPÆISKE ARRESTORDRE
(baseret på data fra COPEN 52 REV 5 9005/5/06, COPEN 106 REV 5 11371/5/07, COPEN
116 REV 2 10330/2/08, COPEN 87 REV 4 9734/4/09 og COPEN 64 REV 4 7551/7/10)
Overdragelsesprocedurens gennemsnitlige varighed
I sager, hvor personen gav samtykke til overdragelsen (tiden mellem tilbageholdelsen og
beslutningen om at overdrage den eftersøgte person), var den gennemsnitlige
overdragelsestid:
2005:
14,7 dage.
2006:
14,2 dage.
2007:
17,1 dage.
2008:
16,5 dage.
2009:
16 dage.
I sager, hvor personen ikke gav samtykke til overdragelsen (tiden mellem tilbageholdelsen og
beslutningen om at overdrage den eftersøgte person), var den gennemsnitlige
overdragelsestid:
2005:
47,2 dage.
2006:
51 dage.
2007:
42,8 dage.
2008:
51,7 dage.
2009:
48,6 dage.
Personer, der gav samtykke til overdragelsen, i procent
Procentdelen af personer, der skulle overdrages, og som gav samtykke hertil, var:
2005:
51 %.
2006:
53 %.
2007:
55 %.
2008:
62 %.
2009:
54 %.
DA
12
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1450286_0014.png
Europæiske arrestordrer i medlemsstaterne - Antal udstedte europæiske arrestordrer ("udstedte") og antal europæiske arrestordrer, der førte til den konkrete overdragelse af den eftersøgte person
("fuldbyrdede"), fra 2005 til og med 2009
BE
BG
CZ
DK
DE
EE
EL
ES
FR
IE
IT
CY
LV
LT
LU
HU
MT
NL
AT
PL
PT
RO
SI
SK
FI
SE
UK
I ALT
2005
udstedte
2005
fuldbyrded
e
2006
udstedte
2006
fuldbyrded
e
2007
udstedte
2007
fuldbyrded
e
2008
udstedte
2008
fuldbyrded
e
2009
udstedte
2009
fuldbyrded
e
508
4
64
38
38
519
1 914
29
121
44
44
500
42
42
1
373
975
1 448
200
81
56
86
144
131
6 894
0
19
10
12
54
162
6
57
3
10
69
24
23
0
30
73
112
38
10
14
37
10
63
836
168
52
42
53
450
1 552
43
20
65
538
35
115
4
325
391
2 421
102
67
111
69
137
129
6 889
125
19
15
4
62
237
20
2
14
57
22
55
3
47
67
235
52
14
23
37
27
86
1 223
435
1 785
31
83
588
1 028
35
20
97
316
44
373
3
403
495
3 473
117
856
54
208
84
170
185
10 883
66
506
14
16
59
345
14
4
16
60
15
84
1
17
47
434
45
235
8
71
43
22
99
2 221
494
52
2 149
46
119
623
1 184
40
16
140
348
40
975
2
461
4 829
2 000
39
342
107
190
14 196
141
26
624
22
10
93
400
13
3
22
68
22
205
1
28
617
448
11
81
44
40
2919
439
96
2 433
46
116
489
1 240
33
17
171
354
46
1038
7
530
292
4 844
104
1 900
27
485
129
263
220
15 827
73
67
51
777
21
19
99
420
16
3
40
84
26
149
2
0
37
1 367
63
877
6
79
47
28
80
4 431
DA
13
DA