L 140 - 2011-12 - Bilag 2: Henvendelse af 6/3-12 fra PS Landsforeningen

Anmodning om foretrædeI forbindelse med udkast til ændring af sociallovgivning, hvor man vil give kommunerne ret til attage økonomiske hensyn på socialområdet, og gøre det legalt, at en kommune kan tilsidesætte enfaglig vurdering til fordel for kommunens økonomiske hensyn, vil vi gerne bede om et foretræde, såvi kan belyse de vidt strækkende konsekvenser, det kan få den gruppe af unge sårbare, som alt fortit ”lander mellem 2 stole”.Sidste år kørte jeg som frivillig indsats sager for unge sårbare, hvor kommunerne i første omgangikke vil tage ansvar og hjælpe deres borger i nød, men med min medvirken og dialog medkommunerne lykkedes det at få et ”nej” vendt til et ”ja” i 69 af disse sager – nogle måtte doggennem ankesystemet, før borgerne fik medhold. Alle disse sager betragter jeg som sager, hvorkommunen forsøgte at tilgodese kommunens pengekasse i stedet for borgernes interesse og ret.Jeg vil gerne give Jer et overblik over mine sager og dermed forhåbentlig en forståelse for, at hvis Igennemfører denne lovændring, så accepterer i samtidig, at vi lader endnu flere borgere med envæsentlig nedsat funktionsevne i stikken – vel at mærke borgere, som sagtens kan komme sig,hvis bare de får den rigtige sociale støtte.Hvis denne lov gennemføres, så vil I også være de direkte ansvarlige for, at der vil komme endnustørre ulighed i indsatsen for psykiske sårbare mennesker. Det er almen viden, at den samledeindsats for psykiske lidelser består af 3 dele – den biologiske, den psykoterapeutiske og densociale indsats. Og ved behandling af spiseforstyrrelser udgør den sociale indsats en meget stordel af den samlede indsats – men mange kommuner vil i forvejen ikke tage ansvar for den del afbehandlingen og med den nye lovgivning, så bliver det bare endnu sværere.Jeg vedlægger notat omkring de 3 elementer i den samlede behandlingsindsats.Jeg vil til foretrædet tage en ung kvinde på 25 år og hendes far med – en ung kvinde som i 5måneder er blevet svigtet af systemet, men som er så heldig at bo i min by hvilket har gjort detmuligt for mig at støtte hende frivilligt. Hun havde en BMI på 12 og uden social kontakt og villeheller ikke være i kontakt med sin familie, da vi mødte hinanden. I dag fungerer hun – med støtte –og har genoptaget sit sociale liv og netværk og har en BMI på 15. Hun er ved at vende tilbage tillivet – men uden kommunens støtte.Med venlig hilsenPS LANDSFORENING, Pårørende til Spiseforstyrrede