Europaudvalget 2010-11 (1. samling)
Rådsmøde 3091+3092 - Almindelige anl. Bilag 2
Offentligt
FORSVARSMINISTERIET
NATO- og EU-kontoret
10. maj 2011
Rådsmøde (udenrigsanliggender – forsvarsdelen) den 23. maj 2011
SAMLENOTAT
Dagsorden
14. EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik: Operationer og udvikling af kapaciteter ........................... 2
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
14. EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik:
KOM-dokument foreligger ikke
Nyt notat
Resumé
På rådsmødet forventes forsvarsministrene at drøfte udviklingen af militære operationer og
udviklingen af kapaciteter inden for rammerne af EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (CSDP).
Endvidere kan forventes en orientering om aktiviteter og projekter i Det Europæiske
Forsvarsagentur.
1. Baggrund
Rådsmøderne indeholder normalvis en drøftelse af de militære CSDP-operationer. Der pågår i
øjeblikket tre militære CSDP-operationer: Atalanta, Althea og EUTM Somalia, mens en fjerde,
EUFOR Libya, er under planlægning. Som følge af forsvarsforbeholdet deltager Danmark ikke i
EU’s militære operationer.
Udviklingen af EU’s militære kapaciteter inden for rammerne af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik
(CSDP) er fortsat et centralt emne. Der har særligt været fokus på, hvorledes udviklingen af EU’s
krisestyring og civil-militære planlægningskapacitet kan styrkes. Senest har der været stigende
fokus på, hvorledes samarbejde om militære kapaciteter i de europæiske lande kan forbedres i
lyset af den finansielle og økonomiske krise.
Danmark deltager som følge af forsvarsforbeholdet ikke i udviklingen af militære kapaciteter i EU.
Dette omfatter også Det Europæiske Forsvarsagentur, hvorfor Danmark ikke deltager i mødet i
styringskomitéen, der afholdes i forbindelse med rådsmødet.
2. Hjemmelsgrundlag
Spørgsmålet om hjemmelsgrundlaget er ikke relevant.
3. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.
4. Formål og indhold
For så vidt angår EU’s militære operationer, ventes status for EU’s operation ”Atalanta” til
beskyttelse af nødhjælpsskibe og bekæmpelse af pirateri ud for Somalias kyst, EU’s operation
”Althea” i Bosnien-Hercegovina og overgang til en trænings- og kapacitetsopbygningsmission samt
EU’s operation ”EUTM Somalia” fokuseret på træning af somaliske sikkerhedsstyrker i Uganda at
kunne blive berørt. Endelig forventes en drøftelse af
en mulig militær CSDP-operation, ’EUFOR
LIBYA’, der har til formål at skabe sikker passage og evakuere fordrevne i regionen samt yde
støtte til humanitære organisationers aktiviteter. En afgørende betingelse for iværksættelse af
en sådan operationen vil være en konkret anmodning fra FN’s afdeling for koordinering af
humanitære indsatser, UN OCHA.
Som følge af forsvarsforbeholdet deltager Danmark ikke i EU’s militære operationer.
Side 2/3
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Direktøren for Det Europæiske Forsvarsagentur ventes endvidere at orientere Rådet om status for
agenturets igangværende projekter og aktiviteter. I forbindelse med rådsmødet vil der blive
afholdt møde i styringskomitéen i ministerformat for Det Europæiske Forsvarsagentur.
Det kan ikke udelukkes, at der vil blive fremlagt udkast til rådskonklusioner om den militære
kapacitetsudvikling med henblik på vedtagelse på rådsmødet.
5. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
6. Gældende dansk ret og forslagets konsekvenser herfor
Ikke relevant.
7. Forslagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller
beskyttelsesniveauet
Sagen forventes ikke at have konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller
beskyttelsesniveauet.
8. Høring
Sagen skal ikke sendes i høring.
9. Regeringens foreløbige generelle holdning
Regeringen støtter overordnet udviklingen af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde.
Som følge af det danske forsvarsforbehold deltager Danmark ikke i foranstaltninger, der har
indvirkning på forsvarsområdet.
10. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Der ventes bred opbakning blandt medlemslandene til den videre udvikling af EU’s sikkerheds- og
forsvarspolitik.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Udviklingen af EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik har senest været forelagt Folketingets
Europaudvalg til orientering den 3. december 2010.
Side 3/3