Retsudvalget 2012
KOM (2012) 0550
Offentligt
1451475_0001.png
EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 26.9.2012
COM(2012) 550 final
2012/0262 (NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om bemyndigelse af de medlemsstater, som er kontraherende parter i
Wienkonventionen af 21. maj 1963 om civilretligt ansvar for nuklear skade
("Wienkonventionen"), til i Den Europæiske Unions interesse at ratificere eller tiltræde
protokollen om ændring af denne konvention
DA
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1451475_0002.png
BEGRUNDELSE
1.
1.1.
BAGGRUND FOR FORSLAGET
Formålet med forslaget
Den internationale ordning vedrørende ansvar for nuklear skade er i dag primært reguleret af
to instrumenter, nemlig "Wienkonventionen" som ændret ved protokollen af 1997 og
"Pariskonventionen" af 1960 om ansvar over for tredjemand på den nukleare energis område
som ændret ved flere protokoller og suppleret ved Bruxelleskonventionen af 31. januar 1963
(herefter benævnt "Bruxelleskonventionen"). De to konventioner følger indholdsmæssigt de
samme hovedprincipper. Nogle EU-medlemsstater er imidlertid kontraherende parter i
Pariskonventionen, mens andre er kontraherende parter i Wienkonventionen.
Artikel 12-14 i protokollen af 1997 indeholder bestemmelser om domstolenes kompetence og
om anerkendelse og fuldbyrdelse af domme med relation til anvendelsen af
Wienkonventionen. Disse bestemmelser berører bestemmelserne i EU-retten, navnlig Rådets
forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om
anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område. Unionen
har derfor enekompetence med hensyn til de bestemmelser, som blev indført ved protokollen
af 1997, hvilket betyder, at medlemsstaterne ikke kan blive kontraherende parter i protokollen
af 1997 for så vidt angår disse bestemmelser. I en lignende situation vedrørende protokollen
af 12. februar 2004 om ændring af Pariskonventionen traf Rådet flere afgørelser for at
bemyndige de berørte medlemsstater til i Unionens interesse at undertegne, ratificere eller
tiltræde protokollen. Der foreslås en tilsvarende løsning i dette tilfælde.
Kommissionen foreslår, at Rådet bemyndiger de medlemsstater, der er kontraherende parter i
konventionen af 21. maj 1963 om civilretligt ansvar for nuklear skade ("Wienkonventionen")
– dvs. Bulgarien, Estland, Litauen, Polen (ex post), Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn – til i Den
Europæiske Unions interesse at ratificere eller tiltræde den protokol
1
om ændring af
konventionen, som blev vedtaget den 12. september 1997 i regi af Den Internationale
Atomenergiorganisation.
Det mest hensigtsmæssige ville være at anvende en enkelt ordning til regulering af ansvaret
for nuklear skade i Den Europæiske Union, men denne løsning er også brugbar, eftersom
ordningerne i Wienkonventionen og i Pariskonventionen er indbyrdes forenelige.
1.2.
Protokol om ændring af Wienkonventionen af 1963 om civilretligt ansvar for
nuklear skade
Wienkonventionen blev vedtaget med det formål at sikre personer, der lider skade ved
nukleare ulykker, en fyldestgørende og retfærdig erstatning. Ved konventionen indføres en
særlig ordning for civilretligt ansvar på den nukleare energis område på grundlag af følgende
hovedprincipper: a) "absolut" ansvar, dvs. objektivt ansvar, b) anlægsindehaverens eneansvar,
c) loft for økonomisk ansvar og/eller loft for dækning gennem forsikring eller anden
økonomisk sikkerhed og d) begrænset tidsmæssigt ansvar.
1
EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1.
DA
2
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Protokollen af 1997
Wienkonventionen blev ændret ved protokollen af 1997 (som trådte i kraft den
4. oktober 2003) for at forbedre ordningen for erstatning i forbindelse med nuklear skade.
Protokollen af 1997 indeholder bl.a. en ny definition af nuklear skade (som nu omfatter skade
på miljøet og forebyggende foranstaltninger), en udvidelse af Wienkonventionens geografiske
anvendelsesområde, en forlængelse af fristen for fremsættelse af erstatningskrav ved tab af
menneskeliv og personskade og en markant forhøjelse af erstatningsgrænserne. Den
indeholder også nye bestemmelser om domstolenes kompetence, som har betydning i sager,
hvor den nukleare ulykke sker under transport af nukleart materiale til eller fra et anlæg, der
er beliggende på et territorium tilhørende en stat, som er part i Wienkonventionen.
I henhold til artikel 19, stk. 1, i protokollen af 1997 er en stat, som er part i protokollen, men
ikke i Wienkonventionen af 1963, bundet af bestemmelserne i denne konvention som ændret
ved protokollen i forholdet til andre stater, som er parter i protokollen, og såfremt staten ved
deponeringen af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument ikke har
givet udtryk for andet, er den bundet af Wienkonventionen af 1963 i forholdet til stater, som
kun er parter i denne konvention.
Fællesprotokollen af 1988
Den 21. september 1988 vedtog konferencen om forholdet mellem Pariskonventionen og
Wienkonventionen fællesprotokollen vedrørende anvendelsen af Wienkonventionen og
Pariskonventionen (herefter benævnt "fællesprotokollen af 1988"), da Pariskonventionen,
Bruxelleskonventionen og Wienkonventionen bygger på de samme principper. Det primære
mål var at samordne konventionernes anvendelse.
Fællesprotokollen af 1988 knytter de to konventioner sammen på navnlig to måder.
For det første indeholder den en gensidig udvidelse af indehaverens ansvar i henhold til
ordningerne under Pariskonventionen og Wienkonventionen (artikel II). Det betyder, at hvis
der sker en nuklear ulykke, som indehaveren er ansvarlig for i henhold til både
Wienkonventionen og fællesprotokollen, vil indehaveren være ansvarlig i overensstemmelse
med Wienkonventionen og ikke kun for nuklear skade på et territorium tilhørende en stat, som
er part i Wienkonventionen, men også for nuklear skade på et territorium tilhørende en stat,
som er part i både Pariskonventionen og fællesprotokollen – og omvendt i tilfælde af en
ulykke, som en indehaver er erstatningsansvarlig for i henhold til både Pariskonventionen og
fællesprotokollen.
For det andet er formålet med fællesprotokollen af 1988 at forhindre lovkonflikter, som ellers
kunne opstå, især i transportsager, på grund af de to konventioners samtidige anvendelse
(artikel III).
Fællesprotokollen af 1988 blev undertegnet af fem medlemsstater og trådte i kraft i yderligere
17 stater efter ratifikation, tiltrædelse, godkendelse eller accept.
DA
3
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1451475_0004.png
2.
RESULTATER AF KONSEKVENSANALYSER
INTERESSEREDE PARTER
OG
HØRINGER
AF
Ændringerne af Wienkonventionen medfører fordele for de mulige ofre for en nuklear ulykke
i form af en forhøjelse af erstatningsbeløbene og en bredere definition af nuklear skade. I tråd
med konklusionerne i en undersøgelse offentliggjort i 2009 og en workshop om nukleart
ansvar afholdt i juni 2010
2
anerkendes det efter samråd med de interesserede parter, at et givet
initiativ vedrørende nukleart ansvar ikke må hindre en medlemsstat i at tiltræde enhver
international konvention, der forbedrer situationen for mulige ofre i Den Europæiske Union.
Tiltrædelse af protokollen af 1997 vil forbedre erstatningsforholdene for ofre i hele Den
Europæiske Union.
3.
3.1.
FORSLAGETS RETLIGE ASPEKTER
De berørte medlemsstater
Følgende ni EU-medlemsstater har ratificeret eller tiltrådt Wienkonventionen: Bulgarien,
Estland, Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn. Det Forenede
Kongerige og Spanien har undertegnet, men ikke ratificeret konventionen (de to lande blev
senere kontraherende parter i Pariskonventionen). Konventionen er ikke længere gældende for
Slovenien.
Protokollen af 1997 blev undertegnet af Litauen, Tjekkiet, Ungarn og Italien (sidstnævnte er
kontraherende part i Pariskonventionen). Protokollen blev ratificeret af Letland og Rumænien
(før deres tiltrædelse af EU) og af Polen (efter EU-tiltrædelsen).
Rådets afgørelse skal derfor være rettet til de medlemsstater, som er kontraherende parter i
Wienkonventionen, dvs. Bulgarien, Estland, Litauen, Polen (ex post), Slovakiet, Tjekkiet og
Ungarn. Selv om Italien, Det Forenede Kongerige og Spanien har undertegnet
Wienkonventionen, skal de ikke være omfattet af Rådets afgørelse, da de er kontraherende
parter i Pariskonventionen, som indeholder en lignende ordning vedrørende ansvar for nuklear
skade.
3.2.
Rådets forordning (EF) nr. 44/2001
Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000
3
fastsætter regler om retternes
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og
handelsretlige område. Forordningen er bindende for alle medlemsstater (Danmark er omfattet
af en særordning).
Reglerne om retternes kompetence som fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 finder
anvendelse, når sagsøgte har bopæl i en af de medlemsstater, som er bundet af forordningen.
Hvis sagsøgte ikke har bopæl i en medlemsstat, kan vedkommende sagsøges ved retterne i
enhver medlemsstat i overensstemmelse med den pågældende stats nationale regler om
retternes kompetence, jf. dog artikel 22 (enekompetence) og artikel 23 (aftaler om værneting).
Retternes kompetence er først og fremmest baseret på sagsøgtes bopæl. I sager om erstatning
uden for kontrakt kan en person med bopæl i en medlemsstat endvidere sagsøges i den
2
3
http://ec.europa.eu/energy/nuclear/studies/nuclear_en.htm.
EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1.
DA
4
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1451475_0005.png
medlemsstat, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå. Ved det sted, hvor
skadetilføjelsen er foregået, forstås ifølge Domstolens retspraksis det sted, som skadens årsag
kan henføres til, eller det sted, hvor skaden er tilføjet. I forsikringssager kan en
forsikringsgiver, der har bopæl i en medlemsstat, sagsøges a) ved retterne i den medlemsstat,
hvor han har bopæl, eller b) i den medlemsstat, hvor sagsøgeren har bopæl, i tilfælde hvor
sagen anlægges af forsikringstageren, den sikrede eller den begunstigede, eller c) såfremt det
drejer sig om en coassurandør, ved den ret i en medlemsstat, ved hvilken der er anlagt sag
mod den ledende assurandør. I sager vedrørende ansvarsforsikring kan forsikringsgiveren
endvidere sagsøges ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, og også ved den
ret, hvor skadelidte har anlagt sag mod den sikrede, såfremt lovgivningen i det land, hvor
retten har sit sæde, indeholder hjemmel dertil.
Forordning (EF) nr. 44/2001 fastsætter, at en retsafgørelse, der er truffet i en given
medlemsstat, skal anerkendes og fuldbyrdes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav
om anvendelse af en særlig procedure. Der anføres dog nogle få grunde til, at en retsafgørelse
ikke skal anerkendes, nemlig uoverensstemmelse med grundlæggende retsprincipper, respekt
for sagsøgtes ret til forsvar og forekomsten af uforenelige retsafgørelser.
3.3.
Unionens kompetence med hensyn til protokollen af 1997
Der findes ingen EU-lovgivning om ansvar over for tredjemand ved nukleare ulykker.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om
lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) finder ikke
anvendelse på ansvar for nuklear skade.
Protokollen af 1997 indeholder dog bestemmelser, der berører Rådets forordning (EF)
nr. 44/2001. Til forskel fra forordningen, som indeholder flere forskellige
kompetencekriterier, giver artikel XI i Wienkonventionen som ændret ved protokollen af
1997 generelt enekompetence til domstolene i den kontraherende stat, på hvis territorium den
nukleare ulykke fandt sted.
Wienkonventionens artikel XI giver enekompetence til domstolene i den kontraherende stat,
på hvis territorium en nuklear ulykke har fundet sted, i sager om erstatning for skader
forårsaget af ulykken. Hvis ulykken fandt sted uden for de kontraherende staters territorium,
eller hvis ulykkesstedet ikke kan fastslås med sikkerhed, er det domstolene i den ansvarlige
indehavers anlægsstat, som har kompetence til at påkende sagen.
Protokollen af 1997 fastsætter også, at domstolene i kontraherende kyststater har
enekompetence i sager om nukleare ulykker, der finder sted i disse staters eksklusive
økonomiske zone (EEZ). Denne kompetence tildeles på betingelse af, at konventionens
depositar har modtaget meddelelse om zonens etablering inden den nukleare ulykke.
Med hensyn til reglerne om anerkendelse og fuldbyrdelse fremgår det af artikel XII i
Wienkonventionen som ændret ved protokollen af 1997, at enhver dom, der er afsagt af den
kompetente domstol, og som ikke længere kan underkastes fornyet prøvelse, er omfattet af
særlige bestemmelser vedrørende anerkendelse og fuldbyrdelse af domme. Med visse
undtagelser
4
fastsætter artikel XII, at dommen skal anerkendes på alle de kontraherende
4
Anerkendelse kan kun nægtes: a) hvis dommen er opnået ved svig, b) hvis den part, som dommen gik
imod, ikke har fået en fair lejlighed til at fremstille sin sag, eller c) hvis dommen er i strid med
retsordenen ("ordre public") i den kontraherende stat, på hvis territorium anerkendelse søges, eller ikke
er i overensstemmelse med grundlæggende retsprincipper.
DA
5
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1451475_0006.png
parters territorium og skal kunne fyldbyrdes på lige fod med domme afsagt af en national
domstol. Sagens omstændigheder kan aldrig underkastes fornyet prøvelse.
Den Europæiske Union har enekompetence med hensyn til de bestemmelser om domstolenes
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af domme, der er fastsat i protokollen af
1997, da disse bestemmelser, jf. Domstolens retspraksis
5
, berører de tilsvarende regler i
Rådets forordning (EF) nr. 44/2001. Medlemsstaterne har derfor ikke længere ret til at fravige
disse regler i deres indbyrdes forbindelser eller til at indgå forpligtelser med tredjelande, som
berører disse regler.
3.4.
Medlemsstaternes tilladelse
Wienkonventionen og protokollen af 1997 indeholder imidlertid ingen bestemmelse om
regionale organisationer for økonomisk integration, der giver Den Europæiske Union
mulighed for at blive kontraherende part i protokollen. Den Europæiske Union kan derfor
ikke blive kontraherende part i protokollen af 1997.
Protokollen af 1997, som forbedrer beskyttelsen af ofre i tilfælde af nukleare ulykker, er
særlig vigtig for Den Europæiske Union og dens medlemsstater. Det er derfor undtagelsesvist
berettiget, at Unionen udøver sine beføjelser gennem de medlemsstater, som er parter i
Wienkonventionen.
Ses der bort fra de medlemsstater, som allerede er kontraherende parter i den ændrede
Pariskonvention, er fem EU-medlemsstater, nemlig Cypern, Irland, Luxembourg, Malta og
Østrig, imidlertid hverken parter i den ændrede Pariskonvention eller i Wienkonventionen af
1963. Det betragtes derfor som objektivt berettiget, at disse fem medlemsstater
undtagelsesvist skal kunne stå uden for protokollen af 1997 og således fortsat anvende
reglerne i forordning (EF) nr. 44/2001 på det område, som er dækket af Wienkonventionen og
af protokollen af 1997. Denne differentierede anvendelse af reglerne om retternes kompetence
inden for Den Europæiske Union er berettiget, da:
- protokollen af 1997 ændrer en konvention, som disse fem medlemsstater ikke er
kontraherende parter i, og
- Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 ikke berører de konventioner, som medlemsstaterne er
parter i.
Det betyder, at kun de medlemsstater, som på nuværende tidspunkt er parter i
Wienkonventionen, bør ratificere eller tiltræde protokollen af 1997 i Den Europæiske Unions
interesse. Polen ratificerede protokollen af 1997 efter sin tiltrædelse af EU. Beslutningen bør
derfor rettes til Polen ex post. Letland og Rumænien undertegnede og ratificerede protokollen
af 1997 allerede inden deres tiltrædelse af Den Europæiske Union.
Kommissionen henstiller derfor til Europa-Parlamentet og Rådet at vedtage afgørelsen, der
bemyndiger medlemsstater, som er parter i Wienkonventionen, til i Den Europæiske Unions
interesse at ratificere eller tiltræde protokollen af 1997.
5
Domstolens dom i sag 22-70 ("AETR"), Saml. 1971, s. 263.
DA
6
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1451475_0007.png
3.5.
Forbehold vedrørende reglerne om anerkendelse og fuldbyrdelse af domme
Med hensyn til de regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af domme, som er fastsat i
artikel XII som ændret ved artikel 14 i protokollen af 1997, er det nødvendigt at sikre den
fortsatte anvendelse af de relevante regler i forordning (EF) nr. 44/2001, som er udvidet til at
omfatte Danmark ved aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om
retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og
handelsretlige område
6
, og i Luganokonvention af 30. oktober 2007 om anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
7
. Ved på den måde at
begrænse anvendelsen af Wienkonventionens artikel XII sikres ensartethed på Unionens
retlige område og fri bevægelighed for retsafgørelser i EU, uden at det berører den effektive
gennemførelse af konventionen som ændret ved protokollen eller får afgørende betydning for
ikke-EU-lande, der er parter i konventionen.
Protokollen af 1997 giver ikke mulighed for at fremsætte forbehold. I henhold til artikel 19 i
Wienerkonvention af 1969 om traktatretten er det muligt at fremsætte et forbehold, hvis det er
foreneligt med konventionens "hensigt og formål", hvilket er tilfældet her.
Det betyder, at medlemsstaterne ved tiltrædelse af protokollen af 1997 skal sikre anvendelsen
af de relevante EU-regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet af en
domstol i en anden medlemsstat (herunder i Danmark) eller i en ikke-EU-stat, der er bundet af
Luganokonventionen.
6
7
EUT L 299 af 16.11.2005, s. 62.
EUT L 339 af 12.12.2007, s. 3.
DA
7
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1451475_0008.png
2012/0262 (NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om bemyndigelse af de medlemsstater, som er kontraherende parter i
Wienkonventionen af 21. maj 1963 om civilretligt ansvar for nuklear skade
("Wienkonventionen"), til i Den Europæiske Unions interesse at ratificere eller tiltræde
protokollen om ændring af denne konvention
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 81,
stk. 2, sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra a),
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
under henvisning til Europa-Parlamentets godkendelse, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
Protokollen af 12. september 1997 om ændring af Wienkonventionen af 21. maj 1963
om civilretligt ansvar for nuklear skade (herefter benævnt "Wienkonventionen")
udsprang af et ønske om at forbedre erstatningen til ofre, der lider skade i forbindelse
med nukleare ulykker.
Den Europæiske Union har enekompetence med hensyn til de konsoliderede artikler
XI og XII i Wienkonventionen, når disse bestemmelser berører de regler, der er fastsat
i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence
og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige
område
8
. Medlemsstaterne bevarer deres kompetence på de områder, der er omfattet af
protokollen af 1997, og som ikke berører EU-retten. I betragtning af indholdet i og
formålet med protokollen af 1997 kan accept af de bestemmelser i protokollen, der
henhører under Den Europæiske Unions kompetence, ikke holdes adskilt fra de
bestemmelser, der henhører under medlemsstaternes kompetence.
Protokollen af 1997 er af særlig interesse for Den Europæiske Union og dens
medlemsstater, fordi den forhøjer erstatningen for skader forårsaget af nukleare
ulykker.
Wienkonventionen og den tilhørende protokol af 1997 er ikke åben for regionale
organisationers tiltrædelse. Det betyder, at Den Europæiske Union ikke kan
undertegne eller ratificere protokollen. På denne baggrund er det undtagelsesvist
berettiget, at medlemsstaterne i Den Europæiske Unions interesse ratificerer eller
tiltræder protokollen af 1997.
EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1.
(2)
(3)
(4)
8
DA
8
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
(5)
Fem EU-medlemsstater, nemlig Cypern, Irland, Luxembourg, Malta og Østrig, er dog
ikke parter i Wienkonventionen. Eftersom protokollen af 1997 ændrer
Wienkonventionen, og eftersom Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 bemyndiger de
medlemsstater, som er bundet af denne konvention, til fortsat at anvende dens regler
om domstolenes kompetence, er det objektivt berettiget, at denne afgørelse kun rettes
til de medlemsstater, som er kontraherende parter i Wienkonventionen, og
undtagelsesvist at tillade, at disse fem medlemsstater kan stå uden for protokollen af
1997.
De medlemsstater, som er kontraherende parter i Wienkonventionen, bør derfor i Den
Europæiske Unions interesse ratificere eller tiltræde protokollen af 1997, jf. dog
betingelserne i denne afgørelse. Denne afgørelse er rettet til Polen ex post, eftersom
Polen ratificerede protokollen i 2010.
Anvendelsen af bestemmelserne i protokollen af 1997 vil for Den Europæiske Unions
vedkommende derfor være begrænset til de medlemsstater, som på nuværende
tidspunkt er kontraherende parter i Wienkonventionen.
Medlemsstaterne bør inden for en rimelig frist afslutte deres procedurer med henblik
på i Den Europæiske Unions interesse at ratificere eller tiltræde protokollen af 1997.
Medlemsstaterne bør holde hinanden underrettet om, hvordan deres ratifikations- eller
tiltrædelsesprocedurer forløber, for at forberede deponeringen af deres instrumenter til
ratifikation eller tiltrædelse af protokollen af 1997.
De regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af domme, der er fastsat i
Wienkonventionens artikel XII som ændret ved artikel 14 i protokollen af 1997, bør
ikke have forrang for hverken de relevante regler i forordning (EF) nr. 44/2001, som er
udvidet til at omfatte Danmark ved aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og
Kongeriget Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, eller i Luganokonvention af
30. oktober 2007 om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og
handelsretlige område. Ved ratifikation eller tiltrædelse af protokollen af 1997 skal
medlemsstaterne derfor fremsætte en erklæring, der sikrer den fortsatte anvendelse af
de relevante EU-regler.
I overensstemmelse med artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er
knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne
afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —
(6)
(7)
(8)
(9)
(10)
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
1. Med forbehold af Den Europæiske Unions beføjelser ratificerer eller tiltræder de
medlemsstater, som på nuværende tidspunkt er parter i Wienkonventionen af 21. maj 1963
om civilretligt ansvar for nuklear skade, protokollen af 1997 i Den Europæiske Unions
interesse.
2. Teksten til protokollen af 1997 er knyttet som bilag til denne afgørelse.
3. I denne afgørelse forstås ved "medlemsstat" enhver medlemsstat, som på nuværende
tidspunkt er kontraherende part i Wienkonventionen.
DA
9
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1451475_0010.png
Artikel 2
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til inden for en rimelig frist og
samtidig at deponere deres instrumenter til ratifikation eller tiltrædelse af protokollen af
1997 hos generaldirektøren for Den Internationale Atomenergiorganisation, om muligt
inden den 31. december 2014.
2. Medlemsstaterne underretter inden […] Rådet og Kommissionen om, hvornår de forventer
at have afsluttet deres ratifikations- eller tiltrædelsesprocedurer.
3. Medlemsstaterne tilstræber at holde hinanden underrettet om forløbet af deres
ratifikationsprocedurer.
Artikel 3
Når medlemsstaterne ratificerer eller tiltræder protokollen af 1997 fremsætter de følgende
erklæring:
"Domme vedrørende spørgsmål, der er omfattet af protokollen af 1997, og som afsiges af en
domstol i en af Den Europæiske Unions medlemsstater, der er kontraherende parter i
protokollen, vil blive anerkendt og fuldbyrdet i de øvrige EU-medlemsstater, som er
kontraherende parter i protokollen, i overensstemmelse med Den Europæiske Unions
relevante regler på området.
Domme vedrørende spørgsmål, der er omfattet af protokollen af 1997, og som afsiges af en
domstol i Kongeriget Danmark, vil blive anerkendt og fuldbyrdet i Den Europæiske Unions
øvrige medlemsstater, som er kontraherende parter i protokollen, i overensstemmelse med
aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om retternes kompetence
og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.
Domme vedrørende spørgsmål, som er omfattet af Athenprotokollen, og som afsiges af en
domstol i en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, men som er bundet af
Luganokonventionen af 30. oktober 2007 om retternes kompetence og om anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, vil blive anerkendt og
fuldbyrdet i Den Europæiske Unions medlemsstater, som er kontraherende parter i
protokollen, i overensstemmelse med denne konvention."
Artikel 4
Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i
Den Europæiske Unions
Tidende.
Artikel 5
Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den .
På Rådets vegne
Formand
DA
10
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1451475_0011.png
BILAG
Protokol om ændring af Wienkonventionen af 1963 om civilretligt ansvar for nuklear skade
DE STATER, SOM ER KONTRAHERENDE PARTER I DENNE PROTOKOL,
OG SOM TAGER I BETRAGTNING, at det er ønskeligt at ændre Wienkonventionen af
21. maj 1963 om civilretligt ansvar for nuklear skade for at udvide dens anvendelsesområde,
øge anlægsindehaveres økonomiske erstatningsansvar og skabe bedre mulighed for at sikre
ofrene en fyldestgørende og rimelig erstatning,
ER BLEVET ENIGE om følgende:
Artikel 1
Den konvention, hvis bestemmelser ændres ved denne protokol, er Wienkonventionen af
21. maj 1963 om civilretligt ansvar for nuklear skade (herefter benævnt "Wienkonventionen
af 1963").
Artikel 2
I artikel I i Wienkonventionen af 1963 foretages følgende ændringer:
1.
I stk. 1, litra j), foretages følgende ændringer:
a)
b)
ordet "og" i slutningen af punkt ii) slettes og indsættes i slutningen af punkt iii)
følgende nye punkt iv) indsættes:
iv) sådanne andre anlæg, hvori der findes nukleart brændsel eller radioaktive produkter eller
radioaktivt affald, som Den Internationale Atomenergiorganisations styrelsesråd fra tid til
anden bestemmer.
2.
Stk. 1, litra k), affattes således:
k) "nuklear skade" betyder:
i) tab af menneskeliv eller personskade;
ii) tab af eller skade på ejendom.
Ved "nuklear skade" forstås endvidere, i det omfang det er fastlagt i lovgivningen i det land,
hvor den kompetente domstol har sit sæde:
iii) økonomisk tab, som skyldes tab eller skade som anført i punkt i) eller ii), men
som ikke er omfattet disse punkter, hvis det rammer en person, der har ret til at
fremsætte erstatningskrav for sådanne tab eller skader;
iv) udgifter til foranstaltninger til genopretning efter miljøskader, medmindre
skaderne er ubetydelige, hvis sådanne foranstaltninger faktisk er eller vil blive
truffet, og i det omfang de ikke er omfattet af punkt ii);
DA
11
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
v) indkomsttab, der kan henføres til en økonomisk interesse i anvendelse eller
udnyttelse af det pågældende miljø, og som forårsages af en betydelig forringelse af
det, i det omfang tabet ikke er omfattet af punkt ii);
vi) udgifter til forebyggende foranstaltninger og yderligere tab eller skade som følge
af sådanne foranstaltninger;
vii) ethvert andet økonomisk tab, som ikke skyldes skaden på miljøet, i det omfang
det er muligt i henhold til den generelle lov om civilretligt ansvar i det land, hvor den
kompetente domstol har sit sæde.
For så vidt angår punkt i) til v) og vii) gælder definitionen i det omfang, at tabet eller skaden
opstår af eller fremkommer ved ioniserende stråling, der udsendes fra en strålingskilde i et
nukleart anlæg eller udsendes fra nukleart brændsel, nukleare produkter eller nukleart affald i
– eller nukleart materiale, der kommer fra, har oprindelse i eller sendes til – et nukleart anlæg,
uanset om dette er en følge af stoffets radioaktivitet eller af en kombination af radioaktivitet
og giftighed, sprængfarlighed eller andre farlige egenskaber ved stoffet.
3.
Stk. 1, litra l), affattes således:
l) "Nuklear ulykke" betyder enhver hændelse eller række af hændelser med samme
oprindelse, som forvolder nuklear skade eller, men kun med hensyn til forebyggende
foranstaltninger, skaber en alvorlig og overhængende fare for nuklear skade.
4.
Efter stk. 1, litra l) indsættes følgende fire nye litraer, stk. 1, litra m), stk. 1, litra n),
stk. 1, litra o) og stk. 1, litra p):
m) "Foranstaltninger til genopretning" betyder alle rimelige foranstaltninger, der er godkendt
af de kompetente myndigheder i den stat, hvor foranstaltningerne træffes, og som sigter mod
at genoprette eller tilbageføre beskadigede eller ødelagte dele af miljøet eller, i tilfælde hvor
det er rimeligt, at tilføre miljøet modsvarigheden til disse dele. Lovgivningen i den stat, hvor
skaden er sket, bestemmer, hvem der har ret til at træffe sådanne foranstaltninger.
n) "Forebyggende foranstaltninger" betyder alle rimelige foranstaltninger, der træffes af
enhver person efter en nuklear ulykke med henblik på at forebygge eller minimere nuklear
skade som anført i stk. k, punkt i) til v) eller vii), med forbehold af de kompetente
myndigheders godkendelse, hvis lovgivningen i den stat, hvor foranstaltningerne er truffet,
kræver det.
o) "Rimelige foranstaltninger" betyder foranstaltninger, som efter lovgivningen i det land,
hvor den kompetente domstol har sit sæde, er passende og står i et rimeligt forhold til formålet
under hensyntagen til alle omstændigheder, f.eks.:
i) arten og omfanget af skaden eller, såfremt der er tale om forebyggende
foranstaltninger, arten og omfanget af risikoen for sådan skade;
ii) hvor effektive sådanne foranstaltninger på det tidspunkt, hvor de iværksættes, kan
forventes at blive; og
iii) relevant teknisk og videnskabelig sagkundskab.
DA
12
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
p) "Særlig trækningsrettighed" (herefter benævnt "SDR") betyder den regningsenhed, som
Den Internationale Valutafond beregner og anvender i forbindelse med sine egne operationer
og transaktioner.
5.
Stk. 2 affattes således:
2. En anlægsstat kan i tilfælde, hvor det er forsvarligt på grund af farens ringe betydning,
udelukke et nukleart anlæg eller ringe mængder af nukleart materiale fra konventionens
anvendelse, forudsat
a)
med hensyn til nukleare anlæg, at kriterierne for udelukkelse af sådanne anlæg
er fastsat af Den Internationale Atomenergiorganisations styrelsesråd, og at
enhver udelukkelse, som bestemmes af en anlægsstat, opfylder sådanne
kriterier; og
med hensyn til ringe mængder nukleart materiale, at maksimalgrænserne for
udelukkelsen af sådanne mængder, er fastsat af Den Internationale
Atomenergiorganisations styrelsesråd, og at enhver udelukkelse, som
bestemmes af en anlægsstat, ligger inden for de fastsatte grænser.
b)
Kriterierne for udelukkelse af nukleare anlæg og maksimalgrænserne for udelukkelse af ringe
mængder af nukleart materiale revideres periodisk af styrelsesrådet.
Artikel 3
Efter artikel I i Wienkonventionen af 1963 indsættes følgende to nye artikler, artikel I A og
I B:
Artikel I A
1.
2.
Denne konvention finder anvendelse på nuklear skade, uanset hvor skaden opstår.
Anlægsstatens lovgivning kan udelukke skader fra denne konventions anvendelse,
når skaden opstår
a)
b)
3.
på en ikke-kontraherende stats territorium; eller
i havzoner etableret af en ikke-kontraherende stat i overensstemmelse med
international havret.
Udelukkelse i henhold til denne artikels stk. 2 kan kun finde anvendelse på en ikke-
kontraherende stat, som på ulykkestidspunktet
a)
b)
har et nukleart anlæg på sit territorium eller i en havzone etableret af denne stat
i overensstemmelse med international havret og
ikke yder tilsvarende gensidige fordele.
4.
Enhver udelukkelse i henhold til denne artikels stk. 2 berører ikke de rettigheder,
som er omhandlet i artikel IX, stk. 2, litra a), og enhver udelukkelse i henhold til
DA
13
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
denne artikels stk. 2, litra b), omfatter ikke skader ombord på eller på et skib eller et
luftfartøj.
Artikel I B
Denne konvention finder ikke anvendelse på nukleare anlæg, der anvendes til ikke-fredelige
formål.
Artikel 4
I artikel II i Wienkonventionen af 1963 foretages følgende ændringer:
1.
2.
I slutningen af stk. 3, litra a), indsættes følgende tekst:
Anlægsstaten kan begrænse størrelsen af de offentlige midler, der stilles til rådighed
ved en enkelt ulykke, til den eventuelle forskel mellem de beregnede beløb og de
beløb, der fastsættes i henhold til artikel V, stk. 1.
I slutningen af stk. 4 indsættes følgende tekst:
3.
Anlægsstaten kan begrænse størrelsen af de offentlige midler, der stilles til rådighed i henhold
til denne artikels stk. 3, litra a).
4.
Stk. 6 affattes således:
6. Ingen skal være ansvarlig for tab eller skade, som ikke er nuklear skade i henhold til
artikel I, stk. 1, litra k), men som kunne være indbefattet som sådan i henhold til nævnte litra.
Artikel 5
Efter første punktum i artikel III i Wienkonventionen af 1963 indsættes følgende tekst:
Anlægsstaten kan dog se bort fra dette krav, når transporten alene foregår på dens eget
territorium.
Artikel 6
I artikel IV i Wienkonventionen af 1963 foretages følgende ændringer:
1.
Stk. 3 affattes således:
3. En anlægsindehaver skal ikke have noget ansvar i henhold til denne konvention, hvis han
kan bevise, at den nukleare skade er direkte forårsaget af krigshandlinger, fjendtligheder,
borgerkrig eller oprør.
2.
Stk. 5 affattes således:
5. Indehaveren skal ikke være ansvarlig i henhold til denne konvention for nuklear skade:
a)
på det nukleare anlæg selv og på andre nukleare anlæg, herunder nukleare
anlæg under opførelse, der befinder sig på det pågældende anlægs område; og
DA
14
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
b)
3.
på ejendom på samme område, som anvendes eller vil blive anvendt i
forbindelse med et sådant anlæg.
Stk. 6 affattes således:
6. Erstatning for skade på det transportmiddel, i hvilket det omhandlede nukleare materiale
befandt sig på tidspunktet for den nukleare ulykke, medfører ikke, at indehaverens ansvar for
anden skade reduceres enten til et beløb, der er lavere end 150 mio. SDR, eller til et højere
beløb fastsat i en kontraherende parts lovgivning eller et beløb fastsat i henhold til artikel V,
stk. 1, litra c).
4. Stk. 7 affattes således:
7. Intet i denne konvention skal berøre nogen enkeltpersons ansvar for nuklear skade, for
hvilken indehaveren i medfør af denne artikels stk. 3 eller 5 ikke er ansvarlig efter denne
konvention, og som vedkommende enkeltperson har forvoldt ved en handling eller undladelse
foretaget i den hensigt at forvolde skade.
Artikel 7
1.
Artikel V i Wienkonventionen af 1963 affattes således:
1. Anlægsstaten kan for en given nuklear ulykke begrænse indehaverens ansvar til enten
a)
b)
mindst 300 mio. SDR; eller
mindst 150 mio. SDR, såfremt staten ud over dette beløb og op til mindst
300 mio. SDR stiller offentlige midler til rådighed til erstatning for nuklear
skade; eller
et overgangsbeløb på mindst 100 mio. SDR inden for en periode på højst 15 år
fra denne protokols ikrafttræden i forbindelse med en nuklear ulykke, der
opstår i løbet af denne periode. Der kan fastsættes et beløb på under
100 mio. SDR, forudsat at staten stiller offentlige midler svarende til forskellen
mellem dette lavere beløb og 100 mio. SDR til rådighed til erstatning for
nuklear skade.
c)
2.
Uanset denne artikels stk. 1 kan anlægsstaten under hensyn til karakteren af det
pågældende nukleare anlæg eller nukleare materiale og de sandsynlige følger af en
nuklear ulykke forvoldt heraf nedsætte indehaverens økonomiske erstatningsansvar,
forudsat at beløbet i intet tilfælde fastsættes til under 5 mio. SDR, og forudsat at
anlægsstaten sørger for, at offentlige midler dækker forskellen op til det beløb, der er
fastsat i stk. 1.
Den ansvarlige indehavers økonomiske erstatningsansvar som fastsat af anlægsstaten
i overensstemmelse med denne artikels stk. 1 og 2 og artikel IV, stk. 6, gælder,
uanset hvor den nukleare ulykke opstår.
3.
2. Efter artikel V indsættes følgende fire nye artikler, artikel V A, V B, V C og V D:
DA
15
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel V A
1.
2.
Renter og sagsomkostninger, der tilkendes af en domstol i erstatningssager
vedrørende nuklear skade, skal lægges til de beløb, der er anført i artikel V.
De beløb, der er anført i artikel V og artikel IV, stk. 6, kan omregnes til afrundede
beløb i de enkelte staters valutaer.
Artikel V B
Hver kontraherende part sikrer, at skadelidte kan gøre sin ret til erstatning gældende uden at
være nødt til at anlægge særskilt sag for hver kilde til erstatningsmidler.
Artikel V C
1.
Hvis de kompetente domstole har deres sæde i en kontraherende stat, som ikke er
anlægsstaten, kan de offentlige midler, der kræves i henhold til artikel V, stk. 1,
litra b) og c), og artikel VII, stk. 1, samt de renter og sagsomkostninger, som
tilkendes af domstolen, stilles til rådighed af førstnævnte kontraherende stat.
Anlægsstaten godtgør ethvert sådant beløb til den anden kontraherende stat. De to
kontraherende stater aftaler indbyrdes, hvordan beløbet godtgøres.
Hvis de kompetente domstole har deres sæde i en kontraherende stat, som ikke er
anlægsstaten, træffer den kontraherende stat, i hvilken de kompetente domstole har
deres sæde, alle fornødne foranstaltninger til at give anlægsstaten mulighed for at
indtræde i sagen og deltage i ethvert erstatningsforlig.
Artikel V D
1.
Generaldirektøren for Den Internationale Atomenergiorganisation indkalder de
kontraherende parter til et møde for at ændre de erstatningsgrænser, der er anført i
artikel V, hvis en tredjedel af de kontraherende parter ytrer ønsker herom.
Ændringerne vedtages med to tredjedeles flertal blandt de kontraherende parter, der
er til stede på mødet og afgiver stemme, forudsat at mindst halvdelen af de
kontraherende parter er til stede på afstemningstidspunktet.
Når de kontraherende parter på mødet behandler et forslag om ændring af grænserne,
skal de bl.a. tage hensyn til risikoen for skade som følge af en nuklear ulykke,
valutakursændringer og forsikringsmarkedets evne til at bære risikoen.
a) Generaldirektøren for Den Internationale Atomenergiorganisation giver
meddelelse om enhver ændring, som vedtages i overensstemmelse med denne
artikels stk. 2, til alle kontraherende parter med henblik på deres accept. En ændring
anses for accepteret ved udløbet af en periode på 18 måneder efter meddelelsen af
ændringen, såfremt mindst en tredjedel af de kontraherende parter på ændringens
vedtagelsestidspunkt på mødet har underrettet generaldirektøren for Den
Internationale Atomenergiorganisation om, at de accepterer ændringen. En ændring,
der accepteres i overensstemmelse med dette stykke, træder i kraft 12 måneder efter
dens accept for de kontraherende parter, som har accepteret den.
2.
2.
3.
4.
DA
16
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
b) Hvis en ændring inden for en periode på 18 måneder fra det tidspunkt, hvor
meddelelsen med henblik på accept gives, ikke er blevet accepteret i
overensstemmelse med litra a), anses ændringen for forkastet.
5.
For hver kontraherende part, som accepterer en ændring, efter den er blevet
accepteret, men endnu ikke trådt i kraft, eller efter dens ikrafttræden i
overensstemmelse med denne artikels stk. 4, træder ændringen i kraft 12 måneder
efter den pågældende kontraherende parts accept af ændringen.
En stat, som bliver part i denne konvention efter en ændrings ikrafttræden i
overensstemmelse med denne artikels stk. 4, betragtes, medmindre denne stat har
givet udtryk for en anden hensigt,
a)
b)
som part i denne konvention som således ændret; og
som part i den uændrede konvention i forholdet til enhver kontraherende stat,
som ikke er bundet af ændringen.
Artikel 8
I artikel VI i Wienkonventionen af 1963 foretages følgende ændringer:
1.
Stk. 1 affattes således:
a)
Ret til erstatning efter denne konvention bortfalder, hvis der ikke anlægges sag
inden
i) 30 år fra tidspunktet for den nukleare ulykke, når der er tale om tab af
menneskeliv eller personskade
ii) ti år fra tidspunktet for den nukleare ulykke, når der er tale om anden skade.
b)
Hvis indehaverens ansvar imidlertid efter lovgivningen i anlægsstaten er
dækket ved forsikring eller anden økonomisk sikkerhed eller ved statsmidler
for et længere tidsrum, kan lovgivningen i det land, hvor den kompetente
domstol har sit sæde, bestemme, at erstatningskrav mod indehaveren først skal
bortfalde efter et sådant længere tidsrum, som ikke må være længere end det
tidsrum, for hvilket hans ansvar er dækket på denne måde efter lovgivningen i
anlægsstaten.
Retssager om erstatning for tab af menneskeliv og personskade eller, i tilfælde
af bortfald i henhold til dette stykkes litra b), for anden skade, som indledes
efter en periode på ti år fra tidspunktet for den nukleare skade, berører i intet
tilfælde retten til erstatning efter denne konvention for enhver person, som har
anlagt sag mod indehaveren inden denne periodes udløb.
6.
c)
2.
3.
Stk. 2 udgår.
Stk. 3 affattes således:
3. Retten til erstatning efter denne konvention forældes eller bortfalder i henhold til
lovgivningen i det land, hvor den kompetente domstol har sit sæde, hvis der ikke er anlagt sag
DA
17
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
inden for tre år fra det tidspunkt, hvor skadelidte fik kendskab til eller med rimelighed burde
have haft kendskab til skaden og til den indehaver, der er ansvarlig for skaden, forudsat at de
frister, der er fastsat i stk. 1, litra a) og b), ikke er overskredet.
Artikel 9
I artikel VII foretages følgende ændringer:
1.
Efter stk. 1 indsættes følgende to punktummer, som bliver litra a) i dette stykke:
Når indehaverens ansvar er ubegrænset, kan anlægsstaten fastsætte en øvre grænse for den
økonomiske sikkerhed, som indehaveren skal stille, forudsat at denne grænse ikke er lavere
end 300 mio. SDR. Anlægsstaten sikrer, at der udbetales erstatning for nuklear skade, når
krav herpå er godtgjort over for indehaveren, i det omfang at den økonomiske sikkerhed er
utilstrækkelig til at dække kravene, men ikke ud over den økonomiske sikkerhed, der skal
stilles i henhold til dette stykke.
2.
I stk. 1 indsættes følgende nye litra b):
b) Uanset dette stykkes litra a) kan anlægsstaten, når indehaverens ansvar er ubegrænset,
under hensyn til karakteren af det pågældende nukleare anlæg eller nukleare materiale og de
sandsynlige følger af en nuklear ulykke forvoldt heraf fastsætte, at indehaveren skal stille en
lavere økonomisk sikkerhed, forudsat at beløbet i intet tilfælde fastsættes til under
5 mio. SDR, og forudsat at anlægsstaten sikrer, at der op til den grænse, der er fastsat i dette
stykkes litra a), udbetales erstatning for nuklear skade, når krav herpå er godtgjort over for
indehaveren, ved at staten stiller de nødvendige midler til rådighed i det omfang, at
forsikringsbeløbet eller den økonomiske sikkerhed ikke kan dække kravene.
3.
I stk. 3 indsættes ordene "eller artikel V, stk. 1, litra b) og c)" efter ordene "denne
artikels stykke 1".
Artikel 10
I artikel VIII i Wienkonventionen af 1963 foretages følgende ændringer:
1.
2.
Teksten i artikel VIII bliver denne artikels stk. 1.
Følgende nye stk. 2 indsættes:
2. Medmindre andet følger af bestemmelsen i artikel VI, stk. 1, litra c), skal der i første række
tildeles erstatning for krav vedrørende tab af menneskeliv eller personskade, når den skade,
der i forbindelse med erstatningskrav over for indehaveren skal erstattes i henhold til denne
konvention, overstiger eller kan forventes at overstige det maksimalbeløb, der skal stilles til
rådighed i henhold til artikel V, stk. 1.
Artikel 11
I slutningen af artikel X i Wienkonventionen af 1963 indsættes følgende nye punktum:
DA
18
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Den regresret, der er omhandlet i denne artikel, kan udvides til også at gælde anlægsstaten,
hvis den har stillet offentlige midler til rådighed i henhold til denne konvention.
Artikel 12
I artikel XI i Wienkonventionen af 1963 foretages følgende ændringer:
1.
Følgende nye stk. 1a indsættes:
1a. Finder en nuklear ulykke sted i en kontraherende part eksklusive økonomiske zone eller, i
tilfælde af at en sådan zone ikke er fastlagt, i en zone, der ikke går uden for grænserne for en
eksklusiv økonomisk zone, hvis en sådan skulle blive fastlagt, påkendes søgsmål vedrørende
nuklear skade forvoldt af denne nukleare ulykke inden for denne konventions
anvendelsesområde udelukkende af den pågældende parts domstole, forudsat at
organisationens generalsekretær har modtaget notifikation om en sådan zone fra den
pågældende kontraherende part forud for den nukleare ulykke. Intet i dette litra må fortolkes
som om det giver ret til at udøve jurisdiktion på en måde, der strider mod den internationale
havret
2.
Stk. 2 affattes således:
2. Når en nuklear ulykke ikke finder sted inden for en kontraherende parts territorium eller
inden for en zone, der er meddelt i henhold til stk. 1a, eller når det ikke med sikkerhed kan
fastslås, hvor den nukleare ulykke fandt sted, er det domstolene i den ansvarlige indehavers
anlægsstat, der har kompetence til at påkende sager.
3.
4.
I den indledende sætning i stk. 3 og i litra b) indsættes ", 1a" efter tallet "1".
Følgende nye stk. 4 indsættes:
4. Den kontraherende part, hvis lands domstole har kompetence til at påkende sager, sikrer, at
kun én domstol har kompetence til at påkende sager vedrørende enhver form for nuklear
ulykke.
Artikel 13
Efter artikel XI indsættes følgende nye artikel XI A:
Artikel XI A
Den kontraherende part, hvis lands domstole har kompetence til at påkende sager, sikrer i
forbindelse med sager om erstatning for nuklear skade, at:
a)
enhver stat kan anlægge erstatningssag på vegne af personer, der har lidt
nuklear skade og er statsborgere i den pågældende stat eller har deres bopæl
eller opholdssted på statens territorium, og som har givet deres samtykke hertil;
og
enhver person kan anlægge sag for at gøre rettigheder gældende, der efter
denne konvention er erhvervet ved subrogation eller overdragelse.
b)
DA
19
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 14
Artikel XII i Wienkonventionen af 1963 affattes således:
Artikel XII
1.
En dom, som ikke kan underkastes fornyet prøvelse, og som er afsagt af en
kontraherende parts kompetente domstol, skal anerkendes, undtagen:
a)
b)
c)
hvor dommen er opnået ved svig;
hvor den part, som dommen gik imod, ikke har fået en fair lejlighed til at
fremstille sin sag; eller
hvor dommen er i strid med retsordenen ("ordre public") i den kontraherende
stat, på hvis territorium anerkendelse søges, eller ikke er i overensstemmelse
med grundlæggende retsprincipper.
2.
En dom, som anerkendes i henhold til stk. 1, skal, når den fremlægges med henblik
på fuldbyrdelse i overensstemmelse med de formaliteter, som kræves efter gældende
ret i den kontraherende part, hvor fuldbyrdelse søges, kunne fuldbyrdes, som om det
var en dom afsagt af en domstol i den pågældende kontraherende part.
Omstændighederne vedrørende det krav, der er afsagt dom om, kan ikke underkastes
fornyet prøvelse.
Artikel 15
I artikel XIII i Wienkonventionen af 1963 foretages følgende ændringer:
1.
2.
Teksten i artikel XIII bliver denne artikels stk. 1.
Følgende nye stk. 2 indsættes:
2. Uanset denne artikels stk. 1 kan anlægsstatens lovgivning, for så vidt erstatningen for
nuklear skade overstiger 150 mio. SDR, fravige denne konventions bestemmelser med hensyn
til nuklear skade, der opstår på et territorium eller i enhver havzone, der er etableret i
overensstemmelse med international havret, tilhørende en anden stat, som på
ulykkestidspunktet har et nukleart anlæg på et sådant territorium, såfremt den ikke yder
modsvarende fordele af tilsvarende størrelse.
Artikel 16
Artikel XVIII i Wienkonventionen af 1963 affattes således:
Denne konvention berører ikke en kontraherende parts almindelige folkeretlige rettigheder og
pligter.
Artikel 17
Efter artikel XX i Wienkonventionen af 1963 indsættes følgende nye artikel XX A:
DA
20
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel XX A
1.
I tilfælde af en tvist mellem kontraherende parter om fortolkningen eller anvendelsen
af denne konvention skal parterne i tvisten rådføre sig med hinanden med henblik på
bilæggelse af tvisten ved forhandling eller ved ethvert andet fredeligt middel til
bilæggelse af tvister, som de kan acceptere.
Såfremt en tvist som anført i stk. 1 ikke kan bilægges inden for seks måneder efter, at
der er fremsat anmodning om samråd i henhold til stk. 1, indbringes sagen efter
anmodning fra en hvilken som helst part i den pågældende tvist for en voldgiftsret
eller for Den Internationale Domstol med henblik på en afgørelse. Hvis en tvist
henvises til voldgift, og hvis tvistens parter ikke er i stand til at opnå enighed om
voldgiftens tilrettelæggelse inden for seks måneder efter, at anmodningen er fremsat,
kan en af parterne anmode formanden for Den Internationale Domstol eller De
Forenede Nationers generalsekretær om at udpege en eller flere voldgiftsmænd.
Dersom der er modstridende anmodninger fra parterne i tvisten, har anmodningen til
generalsekretæren for De Forenede Nationer forrang.
Ved ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse af denne konvention kan en
stat erklære, at den ikke betragter sig som bundet af den ene eller af begge af de i
stk. 2 anførte fremgangsmåder til afgørelse af tvister. De andre kontraherende parter
er ikke bundet af en i stk. 2 fastsat fremgangsmåde til afgørelse af tvister over for en
kontraherende part, som har fremsat en sådan erklæring.
En kontraherende part, der har fremsat en erklæring i henhold til stk. 3, kan når som
helst trække denne erklæring tilbage ved meddelelse til depositaren.
Artikel 18
1.
2.
Artikel XX til XXV, artikel XXVI, stk. 2 og 3, samt styknummeret "1", artikel
XXVII og XXIX i Wienkonventionen af 1963 udgår.
Parterne i denne protokol læser og fortolker Wienkonventionen af 1963 og denne
protokol sammen som en enkelt akt, der kan henvises til som Wienkonventionen af
1997 om civilretligt ansvar for nuklear skade.
Artikel 19
1.
En stat, som er part i denne protokol, men ikke i Wienkonventionen af 1963, er
bundet af bestemmelserne i denne konvention som ændret ved protokollen i forholdet
til andre stater, som er parter i konventionen, og såfremt denne stat ved deponeringen
af sit instrument som omhandlet i artikel 20 ikke har givet udtryk for en anden
hensigt, er den bundet af bestemmelserne i Wienkonventionen af 1963 i forholdet til
stater, som kun er parter i denne konvention.
Intet i denne protokol berører forpligtelser indgået af en stat, som er part i både
Wienkonventionen af 1963 og denne protokol, i forholdet til en stat, som er part i
Wienkonventionen af 1963, men ikke er part i denne protokol.
2.
3.
4.
2.
DA
21
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 20
1.
Denne protokol kan i Den Internationale Atomenergiorganisations hovedkontor i
Wien undertegnes af alle stater fra den 29. september 1997 og indtil dens
ikrafttræden.
Denne protokol skal ratificeres, accepteres eller godkendes af signatarstaterne.
Efter ikrafttrædelsen er protokollen åben for tiltrædelse for enhver stat, som ikke har
undertegnet den.
Ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenterne skal deponeres
hos generaldirektøren for Den Internationale Atomenergiorganisation, som er
depositar for denne protokol.
Artikel 21
1.
2.
Denne protokol træder i kraft tre måneder efter datoen for deponeringen af det femte
ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument.
For enhver stat, som ratificerer, accepterer, godkender eller tiltræder denne protokol
efter deponeringen af det femte ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument,
træder denne protokol i kraft tre måneder efter datoen for denne stats deponering af
det pågældende instrument.
Artikel 22
1.
2.
3.
Enhver kontraherende part kan opsige denne protokol ved skriftlig henvendelse til
depositaren.
Opsigelsen får virkning ét år efter depositarens modtagelse af varslet.
En kontraherende parts opsigelse af Wienkonventionen af 1963 i overensstemmelse
med dens artikel XXVI kan af de kontraherende parter i denne protokol ikke opfattes
som en opsigelse af Wienkonventionen af 1963 som ændret ved denne protokol.
Uanset en kontraherende parts opsigelse af denne protokol i henhold til denne artikel
finder bestemmelserne i denne protokol fortsat anvendelse på enhver nuklear skade,
som forårsages af en nuklear ulykke, der opstår, inden en sådan opsigelse får
virkning.
Artikel 23
Depositaren underretter straks de kontraherende stater og alle andre stater om:
a)
b)
enhver undertegnelse af denne protokol
hver enkelt deponering af et ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument
2.
3.
4.
4.
DA
22
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
c)
d)
e)
denne protokols ikrafttræden
enhver meddelelse modtaget i henhold til artikel XI, stk. 1a
anmodninger om indkaldelse til en revisionskonference i henhold til
artikel XXVI i Wienkonventionen af 1963 og om et møde med de
kontraherende parter i henhold til artikel V D i Wienkonventionen af 1963 som
ændret ved denne protokol
varsler om opsigelser, som modtages i henhold til artikel 22, og andre relevante
oplysninger vedrørende denne protokol.
Artikel 24
f)
1.
2.
Originalteksten til denne protokol, hvis arabiske, engelske, franske, kinesiske,
russiske og spanske udgave er lige autentiske, deponeres hos depositaren.
Den Internationale Atomenergiorganisation udarbejder den konsoliderede udgave af
Wienkonventionen af 1963, som ændret ved denne protokol, på arabisk, engelsk,
fransk, kinesisk, russisk og spansk som anført i bilaget til denne protokol.
Depositaren sender en bekræftet genpart af denne protokol til alle stater sammen med
den konsoliderede udgave af Wienkonventionen af 1963 som ændret ved denne
protokol.
3.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, som er behørigt bemyndiget hertil,
underskrevet denne protokol.
Udfærdiget i Wien, den tolvte september, ét tusinde ni hundrede og nitisyv.
DA
23
DA