L 209 - 2012-13 - Bilag 4: Oversendelse af Vikarlovforslaget, fra beskæftigelsesministeren

Lov om vikarers retsstilling ved udsendelse af et vikarbureau m.v.1)Kapitel 1Lovens anvendelsesområde m.v.§ 1.Loven finder anvendelse på vikarer, som har indgåeten arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med et dansk el-ler et udenlandsk vikarbureau og af vikarbureauet udsendestil brugervirksomheder i Danmark for midlertidigt at udførearbejdsopgaver under disses tilsyn og ledelse.Stk. 2.Loven finder anvendelse på offentlige og privatevirksomheder, som er vikarbureauer eller brugervirksomhe-der, og som udøver en økonomisk aktivitet, uanset om devirker med gevinst for øje.Stk. 3.Loven finder ikke anvendelse på arbejdsaftaler ogansættelsesforhold, der er indgået inden for rammerne af etspecifikt offentligt eller offentligt støttet program, som ve-drører sociale og beskæftigelsesmæssige tiltag med henblikpå erhvervsuddannelse, integration på arbejdsmarkedet elleromskoling.§ 2.I denne lov forstås ved:1) Vikarbureau: En fysisk eller juridisk person, som ind-går en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med vi-karer med henblik på at udsende dem til brugervirk-somheder for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver un-der disses tilsyn og ledelse.2) Vikar: En lønmodtager, som har indgået en arbejdsafta-le eller et ansættelsesforhold med et vikarbureau meddet formål at blive udsendt til en brugervirksomhed formidlertidigt at udføre arbejdsopgaver under dennes til-syn og ledelse.3) Brugervirksomhed: Enhver fysisk eller juridisk person,for hvem og under hvis tilsyn og ledelse en vikar mid-lertidigt udfører en arbejdsopgave.4)Udsendelse: Den periode, hvor vikaren midlertidigt ud-fører arbejdsopgaver i brugervirksomheden under den-nes tilsyn og ledelse.Kapitel 2Vikarbureauets forpligtelser§ 3.Vikarbureauet skal sikre, at vikaren under dennes ud-sendelse til en brugervirksomhed for så vidt angår arbejdsti-dens længde, overarbejde, pauser, hvileperioder, natarbejde,ferie, helligdage samt aflønning mindst har vilkår svarendetil, hvad der ville have været gældende i medfør af lovgiv-ning, kollektive overenskomster eller andre bindende gene-relle bestemmelser, hvis vikaren havde været ansat direkteaf brugervirksomheden til udførelse af samme arbejdsopga-ve.Stk. 2.Ved anvendelsen af stk. 1 finder de regler, der gæl-der i brugervirksomheden i medfør af lovgivning, kollektiveoverenskomster eller andre generelle bestemmelser om be-skyttelse af gravide eller ammende kvinder, børn og unge,ligebehandling af mænd og kvinder samt foranstaltninger tilbekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn, race el-ler etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder ellerseksuel orientering, anvendelse.Stk. 3.En vikar har efter anmodning til vikarbureauet rettil at få oplysninger om de ansættelsesvilkår, der i henholdtil stk. 1 og 2 er gældende under vikarens udsendelse til enbrugervirksomhed.Stk. 4.Et vikarbureau må ikke anvende successive udsen-delser af en vikar uden saglig begrundelse herfor.Stk. 5.Stk. 1-4 finder ikke anvendelse, hvis vikarbureauetomfattes af eller har tiltrådt en kollektiv overenskomst, somer indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter iDanmark og som gælder på hele det danske område, hvor-ved den generelle beskyttelse af vikarer respekteres.

§ 4.Klausuler, der forbyder eller reelt forhindrer, at derefter en udsendelses ophør indgås en arbejdsaftale eller etansættelsesforhold mellem brugervirksomheden og vikaren,kan ikke gøres gældende af et vikarbureau. Uanset 1. punk-tum kan vikarbureauer modtage en rimelig betaling for tje-nester, som er ydet brugervirksomheder i forbindelse medudsendelse, ansættelse og uddannelse af vikarer.Stk. 2.Et vikarbureau må ikke kræve betaling af lønmod-tagere som modydelse for at sørge for, at de kan blive ansati en brugervirksomhed eller indgå en arbejdsaftale med enbrugervirksomhed efter at have været udsendt til denne bru-gervirksomhed.Kapitel 3Brugervirksomhedens forpligtelser§ 5.Brugervirksomheden skal sikre, at vikarer informeresom eventuelle ledige stillinger i brugervirksomheden, så dehar samme mulighed for at opnå fast beskæftigelse som an-dre lønmodtagere i den pågældende virksomhed, jf. dogstk. 2.Stk. 2.Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis brugervirksom-heden kan dokumentere, at vikarer i medfør af en kollektivoverenskomst er sikret samme ret som nævnt i stk. 1.§ 6.Medmindre forskelsbehandling kan begrundes sag-ligt, skal vikarer have adgang til brugervirksomhedens kol-lektive faciliteter og goder, herunder kantine-, børnepas-nings- og transportfaciliteter, på samme vilkår som lønmod-tagere, der er ansat direkte på den pågældende virksomhed,jf. dog stk. 2.Stk. 2.Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis brugervirksom-heden kan dokumentere, at vikarer i medfør af en kollektivoverenskomst er sikret samme ret som nævnt i stk. 1§ 7.Brugervirksomheder, der er omfattet af lov om infor-mation og høring af lønmodtagere eller en kollektiv over-enskomst, som angivet i den nævnte lovs § 3, skal give pas-sende oplysning om brugervirksomhedens brug af vikarer til

de lønmodtagerrepræsentanter, der skal informeres og hørespå vegne af de ansatte i brugervirksomheden, jf. dog stk. 2.Stk. 2.Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis brugervirksom-heden kan dokumentere, at ansatte i medfør af en kollektivoverenskomst er sikret samme ret som nævnt i stk. 1.Kapitel 4Straffebestemmelser m.v.§ 8.Overtrædelse af § 4, stk. 2, og § 7, stk. 1, straffesmed bøde.Stk. 2.Et vikarbureau, der forsætligt eller groft uagtsomtovertræder § 3, stk. 1-4, straffes med bøde.Stk. 3.En vikar, hvis rettigheder i henhold til denne lovs§ 3, stk. 1-4, samt § 5, stk. 1, og § 6, stk. 1, er krænket, kantilkendes en godtgørelse.Stk. 4.For vikarer, der er omfattet af en overenskomstsom nævnt i § 3, stk. 5, § 5, stk. 2, eller § 6, stk. 2, kan sagerom krænkelse af rettighederne efter sådan en overenskomst,herunder om en godtgørelse svarende til den i stk. 3 nævnte,som ikke bliver behandlet ad fagretlig vej, afgøres ved de ci-vile domstole.Stk. 5.Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske perso-ner) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.Kapitel 5Ikrafttræden m.v.§ 9.Loven træder i kraft den 1. juli 2013.§ 10.I lov tidsbegrænset ansættelse, jf. lovbekendtgørelsenr. 907 af 11. september 2008, foretages følgende ændring:1.§ 2, stk. 2, nr. 1affattes således: »Lønmodtagere, der eromfattet af Lov om vikarers retsstilling ved udsendelse af etvikarbureau m.v.,«.§ 11.Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslagetAlmindelige bemærkninger1. BaggrundenDen 29. maj 2000 meddelte Unice (Sammenslutningen afIndustri- og Arbejdsgiverorganisationer i Europa), CEEP(Det Europæiske Center for Offentlig Virksomhed) og EFS(Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation), Kom-missionen, at de ønskede at indlede den proces efter trakta-tens artikel 139 og den 21. maj 2001 erkendte de europæiskearbejdsmarkedsparter, at de ikke kunne blive enige om enaftale om vikaransættelse. Herefter fremsatte Kommissionenden 20. marts 2002 forslag til Europa-Parlamentets og Rå-dets direktiv om vikaransattes arbejdsforhold (KOM(2002)149 endelig) og efter at Europa-Parlamentet havde af-givet sin udtalelse blev der den 28. november 2002 fremsatet ændret forslag(KOM(2002)701 endelig), der indeholdt deændringer, som Kommissionen havde accepteret. Direktivetblev vedtaget den 19. november 2008.1.1. VikardirektivetOm baggrunden for direktivet fremgår det bl.a. af direkti-vets præambel:(1) Dette direktiv overholder de grundlæggende rettighe-der og principperne i Den Europæiske Unions charter omgrundlæggende rettigheder. Det har navnlig til formål atsikre fuld overholdelse af charterets artikel 31, ifølge hvil-ken enhver arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdigearbejdsforhold og til en begrænsning af den maksimale ar-bejdstid, til daglige og ugentlige hvileperioder samt til årligferie med løn.(2) Desuden hedder det i punkt 7 i fællesskabspagten omarbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige ogsociale rettigheder bl.a., at etableringen af det indre markedskal føre til en forbedring af arbejdstagernes leve- og ar-bejdsvilkår inden for Det Europæiske Fællesskab. Dette skalopnås ved indbyrdes tilnærmelse på et stadigt stigende ni-veau af disse vilkår, bl.a. med hensyn til sådanne former forarbejde som tidsbegrænset ansættelse, deltidsansættelse, vi-karansættelse og sæsonarbejde.(3) Den 27. september 1995 konsulterede Kommissionen,jf. traktatens artikel 138, stk. 2, arbejdsmarkedets parter påfællesskabsplan om de mulige retningslinjer for en fælles-skabsindsats vedrørende arbejdstidens fleksibilitet og ar-bejdstagernes sikkerhed i ansættelsen.(4) Efter denne konsultation mente Kommissionen, at enfællesskabsindsats var ønskelig, og den konsulterede yderli-gere den 9. april 1996 arbejdsmarkedets parter, jf. trakta-tens artikel 138, stk. 2, om indholdet af det påtænkte forslag.(5) I præambelen til den rammeaftale om tidsbegrænsetansættelse, som blev indgået den 18. marts 1999, angav deunderskrivende parter, at de havde til hensigt at overvejenødvendigheden af en lignende aftale om vikaransættelse ogbesluttede ikke at medtage vikaransatte i direktivet om tids-begrænset ansættelse.Direktivets formål er at beskytte vikaransatte, forbedrekvaliteten af vikararbejde ved at sikre at princippet om lige-behandling gælder for vikaransatte, at anerkende vikarbu-reauer som arbejdsgivere, og at etablere passende rammerfor vikararbejde med henblik på at skabe arbejdspladser ogfleksible former for arbejde.Direktivet skulle have været gennemført senest den 5. de-cember 2011. Direktivet er optrykt som bilag til dette lov-forslag.2. Gældende retVikarers ansættelsesvilkår har ikke hidtil været særskiltlovreguleret i Danmark. Frem til 1990 blev vikarbureauar-bejde imidlertid reguleret i lov om arbejdsformidling og ar-bejdsløshedsforsikring, og der var krav om godkendelse ogafledte regler med krav om løn mindst svarende til den over-enskomstmæssigt fastsatte løn for det pågældende fagligeområde.Lovgivning, der gælder generelt for lønmodtagere, omfat-ter også vikarer, og vikarer har således f.eks. ret til et ansæt-telsesbevis i overensstemmelse med ansættelsesbevisloven,ret til ferie i henhold til ferielovens bestemmelser og ret tilpauser og hvileperioder mv. efter lovgivningens bestemmel-ser herom. Med hensyn til funktionærloven følger det afretspraksis, at vikarer ikke er omfattet heraf, da vikarer ikkeer i en tjenestestilling, jf. U97. 1495H.3. LovforslagetFormålet med lovforslaget er grundlæggende det sammesom formålet med direktivet. Hidtil har vikararbejde somnævnt ikke været genstand for særskilt lovgivning i Dan-mark, og vikarer på danske brugervirksomheder har såledesmed hensyn til løn- og arbejdsvilkår alene kunnet henholdesig til lovgivning, der gælder for lønmodtagere generelt,eventuelle kollektive overenskomster om vikararbejde samtderes individuelle ansættelsesaftale med vikarbureauet. Medlovforslaget sikres vikarer visse rettigheder, der relaterer sigtil de særlige forhold, der kendetegner vikararbejde. Det ersåledes karakteristisk for vikararbejde, at det udføres i et tre-partsforhold – såvel vikarbureau som brugervirksomhed hararbejdsgiverbeføjelser i forhold til vikaren – og f.eks. detcentrale ligebehandlingsprincip, der beskrives nærmere ne-denfor, går netop ud på at sikre vikarer vilkår med hensyn tilaflønning, ferie mv. mindst svarende til, hvad der ville haveværet gældende, hvis de havde været ansat direkte af bruger-virksomheden.Udover at implementere direktivets ligebehandlingsprin-cip indeholder lovforslaget rettigheder for vikarer i relationtil adgang til brugervirksomhedens kollektive faciliteter oggoder samt oplysning om ledige stillinger i brugervirksom-heden. Lovforslaget indeholder desuden et forbud mod, atvikarbureauet kræver betaling af lønmodtagere som mod-ydelse for at sørge for ansættelse i en brugervirksomhed, enbestemmelse om, at klausuler, der hindrer vikaren i at blive

ansat i brugervirksomheden efter en udsendelse, er ugyldige,og en bestemmelse om, at brugervirksomheder skal informe-re lønmodtagerrepræsentanter om anvendelsen af vikarer påbrugervirksomheden. Disse materielle bestemmelser supple-res af bestemmelser, der beskriver lovforslagets anvendel-sesområde, definitioner samt sanktioner og ikrafttræden.Lovforslaget indeholder ikke en bestemmelse, der imple-menterer direktivets artikel 7, da vikarer allerede er omfattetaf gældende dansk lovgivning om lønmodtagerrepræsentati-onMed hensyn til adgangen til at overenskomstimplementeredirektivet og dermed komme ud af loven er lovforslaget op-bygget på en måde, der afspejler det ovennævnte særligekendetegn ved vikararbejde, idet der efter de indledende be-stemmelser om anvendelsesområdet og definitioner først eret kapitel om vikarbureauets forpligtelser og dernæst et ka-pitel om brugervirksomhedens forpligtelser, og i forhold tilhver enkelt af de bestemmelser i de to kapitler, der giver vi-karer rettigheder, er der mulighed for at overenskomstimple-mentere, så den eller de pågældende bestemmelser i lovfor-slaget ikke finder anvendelse. Vikarbureauer og brugervirk-somheder kan således hver især indgå overenskomst, derimplementerer de pågældende rettigheder efter direktivet, ogvil dermed ikke skulle tage hensyn til de bestemmelser i lov-forslaget, som de ellers skulle efterleve.I øvrigt bemærkes, at lovforslaget ikke er til hinder for, atet vikarbureau overenskomstmæssigt forpligter sig til at sik-re, at vikarer f.eks. får adgang til faciliteter og goder på bru-gervirksomheden, og dermed frigør brugervirksomheder fraden lovmæssige forpligtelse hertil, og brugervirksomhederhar tilsvarende mulighed for at indgå overenskomster, somomfatter vikarbureauers forpligtelser i overensstemmelsemed lovforslagets § 3, stk. 5, hvorved ligebehandlingsprin-cippet kan fraviges, idet brugervirksomheden påtager sig atsikre vikarernes løn- og arbejdsvilkår gennem en landsdæk-kende overenskomst indgået med en mest repræsentativ løn-modtagerorganisation. På industriens område findes der al-lerede i dag overenskomster, som forpligter brugervirksom-heder i forhold til eksempelvis vikarers aflønning.3.1. Lovforslagets anvendelsesområdeLovforslagets anvendelsesområde fastlægges i § 1. Somanført i denne bestemmelses første stykke foreslås lovforsla-get alene at finde anvendelse på vikarbureauvikarer. Løn-modtagere, der f.eks. ansættes i et barselsvikariat eller enanden form for tidsbegrænset ansættelse, men som ikke an-sættes med henblik på udsendelse til en brugervirksomhed,betragtes ikke som vikarer i dette lovforslags forstand. Udover at henholde sig til det i § 1 anførte om anvendelsesom-rådet kan det være nærliggende at inddrage relevante defini-tioner i lovforslagets § 2, f.eks. definitionen af vikarbureauog vikar, med henblik på afklaring af tvivlsspørgsmål vedrø-rende lovens anvendelsesområde.Med henblik på nærmere at fastlægge lovforslagets anven-delsesområde kan det således være hensigtsmæssigt kort atbeskrive, hvad der karakteriserer et vikarbureaus virksom-hed i forhold til visse andre former for virksomhed, som fal-

der udenfor lovens anvendelsesområde. Ved entreprise ud-sendes arbejdskraft til en anden virksomhed for at udføre ar-bejde der, men arbejdet udføres under entreprenørens tilsynog ledelse, og lønmodtagere, der arbejder i entreprise, er så-ledes ikke vikarer i dette lovforslags forstand. Det forekom-mer, at virksomheder låner eller udlåner arbejdskraft, f.eks. iperioder med op- eller nedgang i ordrebeholdningen, meneftersom sådanne virksomheders formål med at ansætte depågældende lønmodtagere ikke er udsendelse til brugervirk-somheder, er de ikke at betragte som vikarbureauer i dennelovs forstand. Formidling af arbejde, rekrutteringsvirksom-hed eller lignende adskiller sig også fra den virksomhed, derudføres af et vikarbureau, da den arbejdskraft, der formidleseller rekrutteres, ikke vil være ansat i den virksomhed, derformidler arbejde eller rekrutterer arbejdskraft. Det er ikkenødvendigvis alle, der er ansat i et vikarbureau, der kan be-tragtes som vikarer og dermed opnår rettigheder i henholdtil nærværende lovforslag; en person, der er ansat til at allo-kere vikarer til brugervirksomheder, men som ikke selv ud-sendes, vil ikke være vikar i dette lovforslags forstand, jf.definitionen i lovforslagets § 2, nr. 2, og den pågældendesansættelsesforhold omfattes således ikke af bestemmelsernei dette lovforslag.Lovforslaget dækker alene offentlige og private virksom-heder, der er vikarbureauer eller brugervirksomheder, ogsom udøver en økonomisk aktivitet, jf. den foreslåede § 1,stk. 2. Samme formulering findes i virksomhedsoverdragel-sesloven og i det for denne lov tilgrundliggende direktiv, ogder kan således henvises til praksis vedrørende nævnte lovog direktiv om, hvornår en aktivitet kan karakteriseres somøkonomisk. Et retningsgivende princip er, at enhver aktivi-tet, der består i at tilbyde varer eller service på et givent om-råde er en økonomisk aktivitet. Kun to aktiviteter har EU-Domstolen hidtil anset for at være en ikke-økonomisk akti-vitet. Den ene aktivitet relaterer sig til udmøntningen af sta-tens prærogativer. Dette omhandler aktiviteter knyttet til ud-møntning af statens prærogativer enten af staten selv eller afandre myndigheder, der handler indenfor de begrænsninger,der ligger i den offentlige myndighedsudøvelse, som ikkeudgør en økonomisk aktivitet med det formål at konkurrere.I denne forbindelse er det irrelevant om staten agerer gen-nem et organ i den statslige administration eller gennem etorgan, der har særlige eller eksklusive rettigheder. Som ek-sempler fra EU-Domstolens praksis på ren myndighedsud-øvelse kan medlemsstaternes kontrol og ordenshåndhævelsei luftrummet samt arbejde, der udføres på et borgmesterkon-tor, af politiet eller fængselsvæsenet, nævnes. Også f.eks.forsvaret må antages at falde ind under myndighedsudøvel-se. Endvidere antages visse aktiviteter af social karakter,f.eks. administration af tvungne solidariske forsikringsord-ninger med sociale formål, for at være aktiviteter af ikke-økonomisk karakter.3.2. LigebehandlingsprincippetDet fremgår af direktivets artikel 5, stk. 1, at de væsentli-ge arbejds- og ansættelsesvilkår for vikarer under deres ud-sendelse til en brugervirksomhed mindst skal svare til, hvad

der ville have været gældende, hvis vikarerne havde væretansat direkte af brugervirksomheden til udførelse af sammearbejdsopgave. De væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkårer defineret i direktivets artikel 3, stk. 1, litra f, og omfatterblandt andet løn, ferie og arbejdstid. Disse væsentlige ar-bejds- og ansættelsesvilkår kan være fastsat i henhold tillovgivning, kollektive overenskomster og/eller andre bin-dende generelle bestemmelser, der gælder på brugervirk-somheden. Dette princip om ligebehandling er implemente-ret i lovforslagets § 3, stk. 1, og i § 3, stk. 2, henvises til deregler, der i øvrigt gælder ved anvendelsen af ligebehand-lingsprincippet.Princippet om ligebehandling er således overordentligcentralt i forhold til, hvilke rettigheder en vikar konkret kanpåberåbe sig, og derfor beskrives dette princips udmøntningi en dansk kontekst nærmere. Således beskrives, hvad derskal betragtes som indeholdt i dette princip, hvordan prin-cippet i praksis slår igennem eller anvendes, og hvordanprincippet vil kunne fraviges ved kollektiv overenskomst.Inden dette beskrives nærmere i afsnit 3.2.1. skal det fasts-lås, at ligebehandlingsprincippet alene omfatter de arbejds-og ansættelsesvilkår, som direkte er nævnt. Hvis vikaren imedfør af kollektiv overenskomst eller individuel aftalef.eks. har krav på et opsigelsesvarsel, som ikke er en del afligebehandlingsprincippet, vil dette fortsat være gældendeved siden af ligebehandlingsprincippet. Indførelsen af lige-behandlingsprincippet ændrer ikke på, at overenskomst- el-ler aftalemæssige forpligtelser, som et vikarbureau f.eks.måtte have påtaget sig forud for vedtagelsen af direktivet el-ler dette lovforslag eller påtager sig efterfølgende, fortsat vilkunne gøres gældende af en vikar. Alle overenskomstmæssi-ge rettigheder og forpligtelser for såvel vikarbureauer sombrugervirksomheder bevares fuldt ud.3.2.1. Ligebehandlingsprincippets indhold og anvendelseDe ansættelsesvilkår, der indgår i ligebehandlingsprincip-pet, er som anført i dette lovforslags § 3, stk. 1, arbejdsti-dens længde, overarbejde, pauser, hvileperioder, natarbejde,ferie, helligdage samt aflønning. For så vidt angår hvert en-kelt af disse vilkår skal en vikar stilles mindst svarende til,hvad der ville have været gældende i medfør af lovgivning,kollektive overenskomster eller andre bindende generellebestemmelser, hvis vikaren havde været ansat direkte påbrugervirksomheden til udførelse af samme arbejdsopgave. Ien dansk sammenhæng vil de regler, der er gældende påbrugervirksomheden, af praktisk betydning for en vikars an-sættelsesvilkår inden for ligebehandlingsprincippets rammeri første række være lovgivning og kollektive overenskom-ster.Vedrørende lovgivning kan det anføres, at der i Danmarkfindes lovgivning, der sikrer lønmodtagere visse minimums-rettigheder i relation til arbejdstidens længde, pauser, hvile-perioder, natarbejde og ferie. I de tilfælde, hvor der ikkegælder andre bindende generelle bestemmelser i brugervirk-somheden, vil lovforslaget, for så vidt angår disse arbejds-vilkår, ikke have nogen materiel betydning for en vikars an-sættelsesforhold, da vikarer alene i kraft af, at de er lønmod-

tagere, er sikret lovgivningens minimumsrettigheder. I Dan-mark er der ikke generel lovgivning, der sikrer lønmodtage-re minimumsrettigheder i relation til overarbejde, helligdageog aflønning. Der findes derimod enkelte bestemmelser ispecifik ansættelsesretlig lovgivning, der sikrer lønmodtage-re, der er omfattet af denne lovgivning, visse minimumsret-tigheder i relation til aflønning.Med hensyn til funktionærloven er det fastslået i retsprak-sis, at vikarer ikke er funktionærer, da de som anført i U97.1495H ikke er i en tjenestestilling, og selvom det arbejde, envikar udfører i en brugervirksomhed, måtte være funktio-nærarbejde, og vikaren således ville være funktionær og om-fattet af alle bestemmelserne i funktionærloven, hvis vikarenvar ansat direkte i brugervirksomheden, vil vikaren ikke fåfunktionærstatus som følge af ligebehandlingsprincippet.Derimod skal vikaren have rettigheder som en funktionær påde områder, hvor ligebehandlingsprincippet gælder. Da lige-behandlingsprincippet gælder aflønning, vil funktionærlo-vens bestemmelser om aflønning kunne gøres gældende afvikarer, der ville være funktionærer, hvis de var ansat direk-te på brugervirksomheden. F.eks. funktionærlovens § 5,stk. 1, om ret til løn under sygdom får således i kraft af lige-behandlingsprincippet afsmittende virkning for vikarer. An-den ansættelsesretlig lovgivning, f.eks. medhjælperloven, viltilsvarende i kraft af ligebehandlingsprincippet kunne giveen vikar visse rettigheder.Det er almindeligt i Danmark, at kollektive overenskom-ster ikke blot sikrer de omfattede lønmodtagere minimums-rettigheder på områder, hvor der i lovgivningen er fastsatminimumsrettigheder, men også i relation til overarbejde,helligdage og aflønning. Hvis en kollektiv overenskomst omsådanne arbejdsvilkår er gældende på en brugervirksomhed,vil vikarer som følge af ligebehandlingsprincippet som mi-nimum skulle sikres de rettigheder, som overenskomsten påbrugervirksomheden sikrer de af overenskomsten omfattedelønmodtagere på områder, der er omfattet af ligebehand-lingsprincippet. Hvis der f.eks. er ret til en 6. ferieuge efterbrugervirksomhedens overenskomst, vil vikaren også haveret til en 6. ferieuge. Og de bestemmelser om aflønning, somer gældende i henhold til brugervirksomhedens overens-komst, vil også være afgørende for, hvad en vikar som mini-mum skal have i løn. Dette gælder ikke blot overenskom-stens bestemmelser om mindsteløn, men også f.eks. bestem-melser i overenskomsten om tillæg og overarbejdsbetaling;hvis en vikar opfylder betingelserne i en brugervirksomhedsoverenskomst for, at der f.eks. skal gives et tillæg til grund-lønnen, vil vikaren have krav på aflønning indeholdende etsådant tillæg.En vikar kan kun opnå rettigheder efter en kollektiv over-enskomst, der er gældende på brugervirksomheden, hvis vi-karen udfører arbejde inden for overenskomstens anvendel-sesområde. Hvis vikaren ikke udfører arbejde inden foroverenskomstens anvendelsesområde, ville vikaren ikke væ-re omfattet af overenskomsten, hvis vikaren var ansat direk-te på brugervirksomheden, og derfor vil vikaren ikke i kraftaf ligebehandlingsprincippet kunne støtte ret på denne over-enskomst. Det er umiddelbart alene overenskomstens mate-

rielle bestemmelser på de områder, hvor ligebehandlings-princippet gælder, som vikaren kan henholde sig til; hvis an-det ikke fremgår af brugervirksomhedens overenskomst, viloverenskomstens materielle bestemmelser udenfor ligebe-handlingsprincippets område samt de processuelle bestem-melser, f.eks. om fagretlig behandling, som overenskomstenindeholder, ikke kunne påberåbes af en vikar.Andre bindende generelle bestemmelser, der er gældendepå brugervirksomheden, vil som nævnt ovenfor næppe havepraktisk betydning på linje med lovgivning og kollektiveoverenskomster, men vil f.eks. kunne være en kutyme. Haransatte direkte på brugervirksomheden, der udfører det sam-me arbejde som en vikar, kutymemæssigt en ekstra fridag iforbindelse med julen, vil vikaren også have krav på en så-dan ekstra fridag i henhold til ligebehandlingsprincippet. Enindividuel ansættelsesaftale mellem en direkte ansat på bru-gervirksomheden, som udfører samme arbejde som vikaren,og brugervirksomheden er ikke generel, og en sådan aftalesbestemmelser kan derfor ikke påberåbes af en vikar somgrundlag for at fastlægge eksempelvis aflønningen af vika-ren. Personale- og medarbejderhåndbøger, som ensidigt erudarbejdet af brugervirksomheden, og som vil kunne ændresalene på brugervirksomhedens initiativ, kan ikke anskuessom bindende, og vil derfor heller ikke kunne påberåbes afen vikar. Der vil således være situationer, hvor der hverkener lovgivning, kollektive overenskomster eller andre binden-de generelle bestemmelser gældende på brugervirksomhe-den vedrørende aflønning, og i sådanne tilfælde angiver li-gebehandlingsprincippet ikke noget minimumsniveau for,hvad en vikar skal have i løn. Der kan i overensstemmelsemed gældende praksis indenfor rammerne af den danskemodel anvendes kollektive kampskridt for at sikre vikarer enpassende minimumsløn.Som nævnt ovenfor skal ligebehandlingsprincippet over-holdes i relation til hvert enkelt af de ansættelsesvilkår, somprincippet indbefatter. Hvis der er en relevant overenskomst,der giver ansatte på brugervirksomheden en 6. ferieuge, vilen vikar også skulle have en 6. ferieuge, og denne 6. ferie-uge vil ikke kunne konverteres til et pengebeløb i videreomfang end angivet i overenskomsten.Der er dog ikke noget til hinder for, at hvert enkelt af deopregnede vilkår anskues fleksibelt, hvis bare ligebehand-lingsprincippet overholdes i relation til det enkelte vilkår.Det vil sige, at vikarer skal ligestilles med hensyn til f.eks.aflønning, men at det er muligt at opfylde dette krav uden, atvikaren får præcist de samme vilkår vedrørende løn som til-svarende fastansatte på brugervirksomheden. Hvis ansattepå brugervirksomheden f.eks. i medfør af kollektiv overens-komst aflønnes med tillæg og bonusbeløb, vil vikaren godtkunne aflønnes med fast løn, hvis vikaren aflønningsmæs-sigt ikke stilles ringere end en fastansat samlet set.Det vil i sidste ende være en domstolsvurdering, om lige-behandlingsprincippet i konkrete tilfælde er overholdt. Hvisaflønningen af en vikar f.eks. sker på en anden måde end af-lønningen af en tilsvarende fastansat, vil det i givet fald væ-re op til domstolene at tage stilling til, om vikarens afløn-ning i det enkelte tilfælde mindst svarer til, hvad vikaren

havde fået i løn, hvis vikaren havde været fastansat på bru-gervirksomheden. Det vil eksempelvis være muligt at kon-vertere et pensionsbidrag, som i medfør af brugervirksomhe-dens overenskomst skal indbetales af arbejdsgiver, til løn,som umiddelbart betales til vikaren, hvis det kan konstate-res, at vikaren ikke behandles dårligere end en fastansat påbrugervirksomheden ud fra en samlet vurdering af aflønnin-gen.For så vidt angår de i stk. 2 nævnte regler er det ubetingetdet, der gælder på brugervirksomheden, der skal følges. Dis-se regler knytter sig accessorisk til ligebehandlingsprincip-pet, men mens de ansættelsesvilkår, ligebehandlingsprincip-pet omhandler, vil kunne fraviges til gunst for vikaren, er dei stk. 2 nævnte regler ufravigelige. Det kan anføres, at lige-behandlingsprincippet i den foreslåede § 3, stk. 1, angiver etminimumsniveau, mens § 3, stk. 2, fastlægger, hvilke reglervedrørende beskyttelse af gravide eller ammende kvinder,børn og unge, ligebehandling af mænd og kvinder samt for-anstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling der skalanvendes.3.2.2. Fravigelse af ligebehandlingsprincippetDirektivets artikel 5, stk. 3, giver medlemsstaterne mulig-hed for at fastsætte de nærmere betingelser for, hvordan li-gebehandlingsprincippet kan fraviges ved kollektiv overens-komst, og det foreslås at udnytte denne mulighed. Adgangentil at fravige ligebehandlingsprincippet foreslås betinget af,at den overenskomstmæssige ordning, der træder i stedet forligebehandlingsprincippet, findes i de landsdækkende over-enskomster, herunder tiltrædelses eller virksomhedsoveren-skomster, som er eller bliver indgået af de mest repræsenta-tive arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som dækker detpågældende vikararbejde. Med en sådan fravigelsesadgangtilvejebringes der på den ene side fleksibilitet i forhold tilindgåelse af kollektive aftaler, mens det på den anden sidesikres, at den grundlæggende beskyttelse af vikarers ansæt-telsesvilkår, som er fastsat i de nævnte, landsdækkendeoverenskomster, ikke undermineres.Muligheden for at fravige ligebehandlingsprincippet veden overenskomstmæssig ordning, der findes i de nævntelandsdækkende overenskomster, indebærer, at en vikar ikkei et konkret tilfælde, hvor vikaren har ringere vilkår, end vi-karen ville have haft i henhold til ligebehandlingsprincippet,kan støtte ret på dette princip; hvis vikarbureauet er dækketaf en landsdækkende overenskomst mellem de mest repræ-sentative arbejdsmarkedsparter eller en tiltrædelses- ellervirksomhedsoverenskomst, indgået med de mest repræsenta-tive lønmodtagerparter i Danmark, er betingelsen for, at derkan ske fravigelse af ligebehandlingsprincippet, opfyldt.Det skal i øvrigt understreges, at det ikke er hensigtenmed lovforslaget at ændre på gældende praksis i forhold tilorganisationer, der i dag er aftaleberettigede og har en gyl-dig kollektiv overenskomst, og der tages således ikke medlovforslaget stilling til, hvem der på et givet ansættelsesom-råde skal anses for mest repræsentative arbejdsmarkedspar-ter. På et givet ansættelsesområdet vil der kunne være flereoverenskomster, der må anses for indgået af de mest repræ-

sentative arbejdsmarkedsparter, og det vil bero på en konk-ret vurdering, hvem der i konkrete tilfælde kan betragtessom mest repræsentative arbejdsmarkedsparter.Det kan nævnes, at f.eks. KL, regionerne og staten kan ha-ve landsdækkende overenskomster med bestemte faggrup-per, og at lovforslaget ikke betyder, at kun af én af disseoverenskomster vil kunne fravige ligebehandlingsprincippet.Lovforslaget hindrer heller ikke, at der kan være overlap-pende overenskomster i arbejdsgiverfællesskaber, som hverisær må betragtes som indgået af de mest repræsentativeparter. Endelig må det i forlængelse heraf nævnes, at såvelbrugervirksomheders som vikarbureauers overenskomstervil kunne fravige ligebehandlingsprincippet, hvis overens-komsten dækker det pågældende vikararbejde, og hvis over-enskomsten er indgået af mindst én repræsentativ part pålønmodtagerside. Det er således ikke hensigten med lovfor-slaget, at landsdækkende overenskomster, der i dag regule-rer vikarers arbejde, og som er indgået af de mest repræsen-tative arbejdsmarkedsparter i Danmark, ikke fremover skalkunne påberåbes som grundlag for fravigelse af ligebehand-lingsprincippet4. Forholdet til anden lovgivningFor så vidt angår lovforslagets relation til generel og spe-cifik ansættelsesretlig lovgivning henvises til bemærknin-gerne herom i afsnit 3.2.1., idet der nedenfor redegøres forlovforslagets betydning i forhold til lov om tidsbegrænsetansættelse, udstationeringsloven og jobklausulloven.4.1. Lov om tidsbegrænset ansættelseDet fremgår af § 2, stk. 2, nr. 1), i lov om tidsbegrænsetansættelse, at loven ikke gælder for lønmodtagere, der stillestil rådighed for en brugervirksomhed af et vikarbureau. Detforeslås, at nævnte § 2, stk. 2, nr. 1), ændres, så der direktehenvises til dette lovforslag. Lov om tidsbegrænset ansættel-se berøres således ikke indholdsmæssigt af lovforslaget.4.2. UdstationeringslovenEfter udstationeringslovens § 4, stk. 1, nr. 3), gælder lo-ven også for udenlandske vikarbureauer, der udstationererlønmodtagere til en brugervirksomhed i Danmark. Det bety-der blandt andet, at de love, der er nævnt i udstationeringslo-vens § 5, også skal følges, når de udsendte lønmodtagere er ilandet.I lovforslaget foreslås det, at loven også kommer til atgælde for et ansættelsesforhold eller en arbejdsaftale med etudenlandsk vikarbureau, når der sker udsendelse til bruger-virksomheder i Danmark. Herved udnytter man den hjem-mel, som findes i udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 9,der har følgende ordlyd:»Medlemsstaterne kan bestemme, at de i artikel 1, stk. 1.omhandlede virksomheder skal sikre arbejdstagere efter ar-tikel 1, stk. 3, litra c), de samme vilkår, som dem, der gælderfor vikarer i den medlemsstat, på hvis område arbejdet udfø-res.«

Ligesom udstationeringsdirektivet og vikardirektivet erindbyrdes forenelige, kan dette lovforslag således ses somikke alene overensstemmende med udstationeringsloven,men netop i relation til udstationerede vikarer tillige enoverbygning herpå.4.3. JobklausullovenJobklausulloven undtager i § 2, stk. 2, ordninger, hvorvedvikarbureauer modtager rimelig betaling for en brugervirk-somheds ansættelse af en udsendt vikar. Undtagelsen be-grundes således:»… Det er ganske udbredt i vikarbranchen,at der mellem vikarbureau og kundevirksomhed aftales etformidlingsgebyr, hvis brugervirksomheden inden for ennærmere afgrænset periode vil ansætte den vikar, som erblevet formidlet gennem vikarbureauet. En sådan aftale vilikke afskære vikaren fra at få anden ansættelse, herundereventuelt en fastansættelse. Set ud fra et samfundsmæssigtperspektiv er vikarbureauerne tilmed vigtige aktører i for-midlingen af personer til beskæftigelse. Der er derfor ikkeknyttet de samme betænkeligheder ved sådanne aftaler, nårder er tale om en rimelig betaling, der står mål med vikar-bureauets udgifter til oplæring m.v., de sparede rekrutte-ringsudgifter fra kundevirksomheden, den aftalte gebyrperi-ode og tilknytningen for kunderelaterede virksomheder.Brugervirksomhedens betaling skal således betragtes somkompensation for den service, vikarbureauet har ydet ved atstille vikaren til rådighed samt i forbindelse med rekrutte-ring og uddannelse af vikaren. Det vil i sidste ende henhøreunder domstolene at vurdere rimeligheden i en sådan aftaltbetaling. Herved sikres, at betalingen står mål med vikarbu-reauets formidling og service, herunder at der netop ikke af-tales et urimeligt højt beløb, der reelt er egnet til at afskærevikaren fra at få anden ansættelse hos en kunde.«Jobklausulloven undtager således ikke vikarbureauer somen særlig branche, men alene de ordninger, hvor vikarbu-reauer modtager en rimelig betaling for en brugervirksom-heds ansættelse af en udsendt vikar, jf. jobklausullovens § 2,stk. 2.5. Økonomiske og administrative konsekvenser for detoffentligeLovforslaget kan medføre beskedne økonomiske og admi-nistrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner.Som brugervirksomheder skal stat, regioner og kommuneroverholde lovforslagets §§ 5-7 og skal således oplyse om le-dige stillinger, sikre vikarer adgang til kollektive goder ogfaciliteter samt informere om deres brug af vikarer overforlønmodtagerrepræsentanter.6. Økonomiske og administrative konsekvenser forerhvervslivet mv.Lovforslaget skønnes at have økonomiske og administrati-ve konsekvenser for erhvervslivet. Private brugervirksomhe-der skal overholde lovforslagets §§ 5-7, hvilket dog vurde-res at have beskedne økonomiske og administrative konse-kvenser. For så vidt angår vikarbureauer vil overholdelsenaf ligebehandlingsprincippet, jf. lovforslagets § 3, stk. 1-4,

kunne have økonomiske og administrative konsekvenser,men der er i henhold til lovforslagets § 3, stk. 5, mulighedfor at fravige dette princip ved kollektiv overenskomst,hvorved konsekvenserne kan minimeres. Det er ikke muligtat sige præcist, i hvilket omfang denne mulighed vil bliveudnyttet. De mest repræsentative arbejdsmarkedspartersgældende overenskomster vil kunne fravige ligebehand-lingsprincippet, og hvis vikararbejdet omfattes af sådanneoverenskomster, vil lovforslaget ikke have økonomiske ogadministrative konsekvenser for vikarbureauerne i forholdtil, hvad tilfældet er i dag.Forslaget har været sendt til TER (Team Effektiv Regule-ring, det tidligere CKR) i Erhvervsstyrelsen. TER vurderersamlet set, at lovforslaget medfører administrative byrder iform af både omstillingsbyrder og løbende administrativebyrder for erhvervslivet.De administrative konsekvenser kan bl.a. henføres til lov-forslagets § 3, stk. 3, der medfører, at en vikar har ret til atfå oplysninger om sine ansættelsesvilkår ved udsendelse tilen brugervirksomhed efter anmodning herom til vikarbu-reauet. Dette er en oplysningspligt for vikarbureauerne, derskal indhente samtlige informationer fra brugervirksomhe-den, som opgøres i lovforslagets § 3, stk. 1, hvorefter deskal videregives til vikaren på anmodning. Dermed medfø-rer lovforslagets § 3, stk. 3 løbende administrative byrderfor vikarbureauerne.Derudover skal vikarer informeres om ledige stillinger påbrugervirksomheden ifølge lovforslagets § 5, hvilket vil væ-re en oplysningspligt for de virksomheder, der ansætter vi-karer. I praksis må det formodes, at de fleste virksomheder iforvejen slår interne stillinger op, så også vikarer har adgangtil dem, men for de virksomheder, der ikke gør dette på nu-værende tidspunkt, kan der være omstillingsbyrder forbun-det med at skulle slå stillingerne op på en ny måde. Desudener der løbende administrative byrder forbundet med opslage-ne af stillingerne.Brugervirksomheden skal endvidere give passende oplys-ninger om brug af vikarer til lønmodtagerrepræsentanter (jf.lovforslagets § 7), hvilket også medfører løbende admini-strative byrder for de berørte virksomhederne.Dog gælder det for §§ 5 og 7, at der er en undtagelse tiloplysningspligterne (beskrevet i begge paragraffers stk. 2).11. Sammenfattende skema

Hvis brugervirksomheden kan dokumentere, at der er indgå-et en overenskomstaftale, der implementerer vikarernesnævnte rettigheder, er virksomhederne undtaget fra nævntepligter. Dette medfører til gengæld dokumentationskrav ogdermed løbende administrative byrder for virksomhederne.Dette dokumentationskrav gør sig også gældende for § 6,stk. 2.Det er på det foreliggende grundlag ikke muligt for TERat kvantificere de samlede administrative konsekvenser aflovforslaget. De samlede byrder vurderes dog at være be-grænsede pga. vikarbranchens forholdsvise lille andel på detdanske arbejdsmarked.7. Administrative konsekvenser for borgerneLovforslaget skønnes ikke at have administrative konse-kvenser for borgerne.8. Miljømæssige konsekvenserForslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.9. Forholdet til EU-rettenLovforslaget implementerer Europa-Parlamentets og Rå-dets direktiv af 19. november 2008 om vikararbejde. Direk-tivet skulle have været gennemført senest den 5. december2011. Endvidere udnyttes med loven artikel 3, stk. 9, i Euro-pa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. decem-ber 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i ud-veksling af tjenesteydelser.10. HøringEt udkast til lovforslag har været sendt til høring hos føl-gende organisationer og myndigheder: KL, Danske Regio-ner, Dansk Arbejdsgiverforening, Finanssektorens Arbejds-giverforening, Kristelig Arbejdsgiverforening, Landsorgani-sationen i Danmark, FTF, Akademikernes Centralorganisati-on, Kristelig Fagbevægelse, Lederne, Centralorganisationer-nes Fællesudvalg, Kommunale Tjenestemænd og Overens-komstansatte. Derudover har forslaget været sendt i høringhos Advokatrådet, Den danske Dommerforening, Dommer-fuldmægtigforeningen, Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø-og Handelsretten og Team Effektiv Regulering (Erhvervs-styrelsen).

Miljømæssige konsekvenserNejAdministrative konsekvenser for borger- NejneForholdet til EU-rettenForslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets / direktiv 2008/104/EF af 19.november 2008 om vikararbejde. Endvidere udnyttes med loven artikel 3, stk. 9, iEuropa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstati-onering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelserBemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelserTil kapitel 1Til § 1Det foreslås istk. 1,at loven gælder i forhold til vikarer,der er ansat i et vikarbureau, og som udsendes til bruger-virksomheder i Danmark for at udføre arbejde der. Lovenforeslås således alene at omfatte vikarbureauvikarer, mensvikarer, der ikke udsendes af et vikarbureau, men ansættesdirekte af en virksomhed i et tidsbegrænset ansættelsesfor-hold, f.eks. som »barselsvikar«, ikke falder ind under lovensanvendelsesområde. For så vidt angår spørgsmålet om, hvadder forstås ved »vikar« i medfør af denne lov, henvises i øv-rigt til bemærkningerne til § 2, hvor lovens definition af vi-karbegrebet findes.Det foreslås, at loven gælder for vikarer, som udsendes tilbrugervirksomheder i Danmark, uanset om vikarbureauet erdansk eller udenlandsk. Derved udnyttes den mulighed, derfindes i artikel 3, stk. 9, i udstationeringsdirektivet (direktiv96/71/EF), hvorefter medlemsstaterne kan bestemme, at ud-stationerende virksomheder skal sikre vikarer, jf. udstatione-ringsdirektivets artikel 1, stk. 3, litra c), samme vilkår somdem, der gælder for vikarer i den medlemsstat, hvor arbejdetudføres. Baggrunden for, at det foreslås at udnytte mulighe-den i udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 9, er at sikre,at udenlandske vikarer ikke udfører arbejde i Danmark påringere vilkår end dem, der gælder for danske vikarer, og så-ledes at imødegå risikoen for social dumping.Istk. 2foreslås, at loven gælder for offentlige og privatevirksomheder, der er vikarbureauer eller brugervirksomhe-der og udøver en økonomisk aktivitet. Det er ikke afgøren-de, om formålet med denne aktivitet er økonomisk gevinst,men aktiviteter, der kan karakteriseres som udøvelse af of-fentlig myndighed, anses ikke for økonomisk aktivitet i di-rektivets eller lovens forstand. Der kan i forhold til sondrin-gen mellem myndighedsudøvelse og udøvelse af økonomiskaktivitet henvises til praksis ved de danske domstole og EU-Domstolen vedrørende forståelsen af virksomhedsoverdra-gelseslovens § 1, stk. 2, 1. pkt., og artikel 1, stk. 1, litra c), idet for nævnte lov tilgrundliggende direktiv, og det sammegælder i forhold til sondringen mellem økonomisk aktivitetog aktiviteter af rent social karakter.Istk. 3foreslås, at loven ikke finder anvendelse på ansæt-telsesforhold og arbejdsaftaler, der er et led i særlige offent-lige eller offentligt støttede sociale eller beskæftigelsesmæs-sige foranstaltninger. Et specifikt offentligt program vil væ-re en foranstaltning i rent offentligt regi, mens et offentligtstøttet program vil være en foranstaltning i privat regi, derhelt eller delvist finansieres med offentlige midler. Foran-staltningerne kan være f.eks. praktikordninger i forbindelsemed erhvervsuddannelse, integration på arbejdsmarkedet el-ler omskoling. Herved gøres det klart, at tiltag i overens-stemmelse med eksempelvis lov om aktiv beskæftigelses-indsats falder udenfor denne lovs anvendelsesområde.Den foreslåede § 1 udgør en implementering af direktivetsartikel 1.Til § 2I bestemmelsen foreslås en række begreber defineret, derer af væsentlig betydning i forhold til anvendelsen af loven.Bestemmelsen gennemfører relevante elementer af direkti-vets artikel 3. Den forståelse af begreberne, bestemmelsenangiver, er ikke nødvendigvis anvendelig i andre sammen-hænge end i forbindelse med denne lov.Inr. 1foreslås det at definere et vikarbureau som en fy-sisk eller juridisk person, der indgår en arbejdsaftale eller etansættelsesforhold med vikarer med henblik på at udsendedisse vikarer til brugervirksomheder for midlertidigt at udfø-re arbejdsopgaver under brugervirksomhedernes tilsyn ogledelse. Det trepartsforhold, der særligt karakteriserer vikar-arbejde, er et centralt element i den foreslåede definition afvikarbureau; der skal være tale om en arbejdsaftale eller etansættelsesforhold mellem vikarbureauet og vikaren, øjeme-det skal være udsendelse af vikarerne til brugervirksomhe-der, og de arbejdsopgaver, som vikarerne midlertidigt udfø-rer på brugervirksomhederne, er underlagt brugervirksomhe-dens instruktionsbeføjelse. Alle de betingelser, der indgår idefinitionen, skal være opfyldt for at der er tale om et vikar-bureau og ikke f.eks. arbejdsformidling, entreprise eller lej-lighedsvis udlån af arbejdskraft. I enkelttilfælde vil det beropå en konkret vurdering på baggrund af definitionen, om derer tale om et vikarbureau i lovens forstand.Inr. 2foreslås det at definere en vikar som en lønmodta-ger, som har indgået en arbejdsaftale eller et ansættelsesfor-hold med et vikarbureau for at blive udsendt til en bruger-virksomhed for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver underbrugervirksomhedens ledelse og tilsyn. Det er alene vikar-bureauvikarer, der betragtes som vikarer i denne lovs for-

stand, og at det er alene lønmodtagere, der kan være vikareri denne lovs forstand.Inr. 3foreslås det at definere en brugervirksomhed somenhver fysisk eller juridisk person, for hvem og under hvistilsyn og ledelse en vikar midlertidigt udfører en arbejdsop-gave. Definitionen i stk. 3 skal ses i sammenhæng med defi-nitionen i stk. 1 af vikarbureau og definitionen i stk. 2 af vi-kar, idet alle aktører i det ovenfor nævnte trepartsforholdherved er beskrevet. Det er således forudsætningsvis en be-tingelse for, at en virksomhed er en brugervirksomhed i den-ne lovs forstand, at der er tale om en vikar, og at denne vikarer udsendt af et vikarbureau.Inr. 4foreslås det at definere udsendelse som den perio-de, hvor vikaren midlertidigt udfører arbejdsopgaver underbrugervirksomhedens tilsyn og ledelse. Udsendelse er såle-des det tidsrum, hvor det ovenfor nævnte trepartsforhold be-står.Til kapitel 2Til § 3I bestemmelsen foreslås vikardirektivets ligebehandlings-princip, som findes i artikel 5, stk. 1, implementeret. Endvi-dere foreslås det fastsat i stk. 3, at en vikar efter anmodningherom til vikarbureauet har ret til at få oplysning om de an-sættelsesvilkår, der er gældende på brugervirksomheden påde områder, som er omfattet af ligebehandlingsprincippet. Istk. 4 foreslås et forbud mod omgåelse af ligebehandlings-princippet, eksempelvis gennem successive udsendelser afvikaren uden skellig grund, fastsat. I stk. 5 foreslås det regu-leret, hvordan ligebehandlingsprincippet kan fraviges vedkollektiv overenskomst. Denne fravigelsesmulighed udgøren udmøntning af direktivets artikel 5, stk. 3.Istk. 1foreslås det fastsat, at vikarer, for så vidt angår deopregnede ansættelsesvilkår, skal stilles mindst svarende til,hvad der ville have været gældende i medfør af lovgivning,kollektive overenskomster eller andre bindende generellebestemmelser, hvis de havde været ansat direkte på bruger-virksomheden til udførelse af samme arbejde.Istk. 2foreslås det fastsat, at de på brugervirksomhedengældende regler vedrørende forskels- og ligebehandlingsamt beskyttelse af børn, unge, gravide og ammende finderanvendelse i den forbindelse. Herved gennemføres direkti-vets princip om ligebehandling.Ligebehandlingsprincippet betyder, at vikarer i relation tilarbejdstidens længde, overarbejde, pauser, hvileperioder,natarbejde, ferie, helligdage samt aflønning ikke må stillesringere end det, de ville have haft krav på i henhold til lov-givning, kollektive overenskomster eller andre bindende ge-nerelle bestemmelser, hvis de havde været ansat direkte påbrugervirksomheden. Hvis det arbejde, som en vikar udfø-rer, ville have været omfattet af en kollektiv overenskomst,hvis vikaren var ansat direkte på brugervirksomheden, harvikaren krav på f.eks. mindst de lønvilkår, der følger afoverenskomsten og mindst de vilkår vedrørende ferie, her-under særlige feriedage, som følger af brugervirksomhedens

overenskomst. Der er således tale om, at vikaren for hvertenkelt vilkårs vedkommende skal stilles mindst på lige fodmed, hvad de ville have haft krav på, hvis de udførte sammearbejde som ansat direkte på brugervirksomheden. Tilsva-rende gælder med hensyn til lovgivning, f.eks. funktionærlo-ven, og med hensyn til andre bindende generelle bestemmel-ser, der eventuelt er gældende på brugervirksomheden, hvil-ket f.eks. vil kunne være kutymer.Da det ikke altid vil være klart for en vikar, hvilke ansæt-telsesvilkår vikaren har krav på i medfør af ligebehandlings-princippet, foreslås det istk. 3,at en vikar efter anmodningherom overfor vikarbureauet har ret til at få oplysning om deansættelsesvilkår, der i henhold til stk. 1 og 2 er gældendefor vikaren under dennes udsendelse på brugervirksomhe-den. I den forbindelse kan det fremhæves, at vikarbureauetunder alle omstændigheder skal indhente de nødvendige op-lysninger fra en brugervirksomhed for at sikre, at ligebe-handlingsprincippet overholdes, og det vil derfor ikke væreuforholdsmæssigt vanskeligt for et vikarbureau at udleveredisse oplysninger til en vikar, der anmoder herom. I praksisvil vikarbureauets oplysningspligt i mange tilfælde kunneopfyldes ved, at vikaren får adgang til at gøre sig bekendtmed en kollektiv overenskomst, der gælder på brugervirk-somheden.Det foreslås istk. 4at indføje et forbud mod omgåelse afligebehandlingsprincippet gennem successive udsendelser afen vikar, når det ikke sagligt kan begrundes, at der sker flerepå hinanden følgende udsendelser. En saglig grund kan væ-re, at vikaren ikke er blevet færdig med det arbejde, som vi-karen er udsendt for at udføre på brugervirksomheden, ellerat en direkte ansat på brugervirksomheden, som vikarenmidlertidigt erstatter, er fraværende i længere tid end førstantaget. Forbuddet er ikke møntet på successive udsendelseraf en vikar til forskellige brugervirksomheder, og det skalunderstreges, at successive udsendelser ikke i sig selv forby-des. Forbuddet mod successive udsendelser uden sagliggrund vil derimod kunne være relevant i en situation, hvordet f.eks. følger af brugervirksomhedens overenskomst, atuafbrudt ansættelse ud over 3 måneder berettiger til højereløn eller f.eks. pension, men vil også kunne få betydning ien situation, hvor der f.eks. søges indskudt et ekstra led i re-lationen mellem vikarbureau og brugervirksomhed; ligebe-handlingsprincippet vil ikke kunne omgås ved, at vikarbu-reauet udsender vikaren til en virksomhed, der videreudsen-der vikaren til den reelle brugervirksomhed, således at vika-ren ikke nyder godt af de vilkår vedrørende f.eks. aflønningog ferie, der gælder på den reelle brugervirksomhed. Denneomgåelsesbestemmelse gennemfører direktivets artikel 5,stk. 5.Det foreslås istk. 5,at stk. 1-4 ikke finder anvendelse,hvis vikarbureauet omfattes af eller har tiltrådt en kollektivoverenskomst, som er indgået af de mest repræsentative ar-bejdsmarkedsparter i Danmark og som gælder på hele detdanske område. Bestemmelsen indebærer, at et vikarbureauvil være undtaget fra at følge ligebehandlingsprincippet,hvis vikarbureauet er medlem af en repræsentativ arbejdsgi-verorganisation og dermed er omfattet af denne organisati-

ons landsdækkende overenskomster, eller hvis vikarbureauethar tiltrådt en sådan overenskomst eller indgået en virksom-hedsoverenskomst og dermed er forpligtet i forhold til en re-præsentativ lønmodtagerorganisation til at overholde over-enskomsten. Betingelsen om, at de skal være de mest repræ-sentative parters overenskomster, der skal anvendes for at li-gebehandlingsprincippet kan fraviges, er begrundet i hensy-net til at undgå social dumping på vikarområdet og sikre, atvikarer, der ikke kan støtte ret på ligebehandlingsprincippet,har betryggende overenskomstmæssige rettigheder i stedet.Det må antages, at de overenskomster, der indgås af demest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark ogsom gælder på hele det danske område, sikrer vikarer løn-og arbejdsvilkår på et passende niveau. Referencen afslut-ningsvis i stk. 5 til den indskudte sætning i direktivets arti-kel 5 stk. 3 og til direktivets betragtning 16 er således aleneudtryk for, at det kan lægges til grund, at de mest repræsen-tative arbejdsmarkedsparters overenskomster opfylder detEU-retlige minimumskrav med hensyn til beskyttelsen af vi-karers løn- og arbejdsvilkår.Vikarer, der ikke mener, at ligebehandlingsprincippet kanfraviges, fordi overenskomsten ikke er landsdækkende ellerikke er indgået af en mest repræsentativ part, vil kunne ind-bringe spørgsmålet for domstolene. Hvis domstolen finder,at den overenskomst, som vikarbureauet henviser til som be-grundelse for, at ligebehandlingsprincippet kan fraviges, ik-ke er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedspar-ter i Danmark, vil vikarbureauet skulle overholde ligebe-handlingsprincippet, og vikaren vil have krav på efterbeta-ling i overensstemmelse hermed. Efter omstændighedernevil vikaren også kunne have krav på en godtgørelse, jf. lov-forslagets § 8, stk. 3.Det beror på en konkret vurdering, hvilke arbejdsmar-kedsparter der på det givne ansættelsesområde må anses forat være de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Dan-mark. Denne vurdering, der i den enkelte sag henhører un-der domstolene, kan blandt andet tage udgangspunkt i, hvormange medlemmer den pågældende lønmodtagerorganisati-on, som er part i overenskomsten, har, og hvor mange der erdækket af den pågældende lønmodtagerorganisations over-enskomster. Da tiltrædelses- og virksomhedsoverenskomstersom nævnt vil kunne fravige ligebehandlingsprincippet, vildet være repræsentativiteten på lønmodtagerside, der førstog fremmest vil være afgørende for, om en overenskomstkan betragtes som indgået af en mest repræsentativ part.Vurderingen af lønmodtagerorganisationens repræsentativi-tet må nødvendigvis foretages på landsplan, og altså ikke lo-kalt eller regionalt, da det alene er de landsdækkende over-enskomster eller tiltrædelses- eller virksomhedsoverenskom-ster, som kan udgøre grundlaget for fravigelse af ligebe-handlingsprincippet.Der henvises for så vidt angår adgangen til fravigelse af li-gebehandlingsprincippet til afsnit 3.2.2. i de almindelige be-mærkninger, og i forhold til anvendelsen af ligebehandlings-princippet mv. til de almindelige bemærkningers afsnit3.2.1. Overtrædelse af § 3, stk. 1-4, kan straffes med bøde,hvis overtrædelsen kan tilregnes vikarbureauet som forsæt-

lig eller groft uagtsom, jf. § 8, stk. 2, mens en vikar i hen-hold til § 8, stk. 3 og 4, vil kunne tilkendes en godtgørelse,hvis dennes rettigheder efter § 3, stk. 1-4, eller efter en over-enskomst som nævnt i stk. 5 krænkes.Til § 4Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 6, stk. 2 og3. Det foreslås istk. 1,at klausuler, som direkte forbyder el-ler i realiteten hindrer, at vikarer efter en udsendelse på enbrugervirksomhed opnår ansættelse på denne, er ugyldige.Således vil f.eks. en klausul, hvorefter der skal betales etuforholdsmæssigt stort beløb til vikarbureauet, hvis en vikarefter udsendelsen ansættes på en brugervirksomhed, ikkekunne gøres gældende. Ordninger, som alene indebærer, atvikarbureauet har krav på en passende betaling for at haveydet brugervirksomheder tjenester i forbindelse med udsen-delse, uddannelse og ansættelse af vikarer, vil derimod kun-ne opretholdes og gøres gældende af et vikarbureau. Det vilbero på en konkret vurdering af den pågældende ordning el-ler klausul, om denne er ugyldig eller vil kunne gøres gæl-dende af et vikarbureau.Det foreslås istk. 2at forbyde vikarbureauer at kræve be-taling af lønmodtagere som modydelse for, at vikarbureauetforanlediger, at en lønmodtager opnår ansættelse i en bru-gervirksomhed efter at have været udsendt som vikar tildenne brugervirksomhed. Det er alene krav fra vikarbureau-et om betaling fra lønmodtageren, som forbuddet angår, idetet vikarbureaus krav om rimelig betaling fra en brugervirk-somhed efter omstændighederne vil kunne opretholdes, jf.stk. 1. Overtrædelse af forbuddet kan straffes med bøde, jf.§ 8, stk. 1.Til kapitel 3Til § 5Det foreslås i bestemmelsen, der gennemfører direktivetsartikel 6, stk. 1, at vikarer skal informeres om eventuelle le-dige stillinger i brugervirksomheden, så vikarerne har mu-lighed for fast ansættelse på linje med andre lønmodtagere ibrugervirksomheden. Forpligtelsen gælder uanset, om bru-gervirksomheden har pligt til at informere lønmodtagere, derer direkte ansat på brugervirksomheden, om ledige stillin-ger, og uanset hvilken type ledig stilling der er tale om. Vi-karerne kan informeres ved et generelt opslag på et passendested på brugervirksomheden, men oplysning om eventuelleledige stillinger vil også kunne gives til vikarerne på andenvis, eksempelvis på brugervirksomhedens intranet. En lig-nende bestemmelse findes i § 6, stk. 1, i lov om tidsbegræn-set ansættelse.Det foreslås istk. 2,at stk. 1 ikke skal finde anvendelse,hvis brugervirksomheden kan dokumentere, at pligten til atinformere vikarer om eventuelle ledige stillinger på bruger-virksomheden følger af en kollektiv overenskomst. Er der enoverenskomst, der implementerer artikel 6, stk. 1, i direkti-vet, sættes den lovmæssige forpligtelse for brugervirksom-heden til at informere vikarer om eventuelle ledige stillingersåledes ud af kraft.

Til § 6Bestemmelsen gennemfører artikel 6, stk. 4, i direktivet.Det foreslås, at vikarer skal have adgang til kollektive facili-teter og goder på brugervirksomheden på lige fod med løn-modtagere, som er ansat direkte på brugervirksomheden,medmindre der er objektive grunde til at forskelsbehandlevikarerne. Ud over de i bestemmelsen nævnte kantine-, bør-nepasnings- og transportfaciliteter vil f.eks. massageordnin-ger, frugtordninger, adgang til motionsrum eller lignendekunne nævnes som eksempler på faciliteter eller goder, somvikarer skal have adgang til på linje med brugervirksomhe-dens egne ansatte. Objektive grunde til at forskelsbehandlevil eksempelvis kunne bestå i, at det vil være uforholdsmæs-sigt udgiftskrævende eller forbundet med betydelige prakti-ske vanskeligheder at give en vikar adgang til faciliteten el-ler godet. Hvis en vikar er udsendt til brugervirksomheden ien meget kort periode, f.eks. en uge, vil det ofte være ufor-holdsmæssigt dyrt og vanskeligt i praksis for en brugervirk-somhed f.eks. at etablere hjemmearbejdsplads for vikaren,og selvom brugervirksomhedens egne ansatte alle måtte ha-ve adgang til at arbejde hjemmefra, vil en vikar næppe kun-ne kræve også at få etableret hjemmearbejdsplads under denkorte udsendelse på brugervirksomheden. Er der tale om fa-ciliteter eller goder, som medarbejderne på brugervirksom-heden får adgang til på baggrund af anciennitet, f.eks. at fårådighed over en parkeringsplads, vil en vikar ikke kunnekræve adgang hertil fra dag ét, men må som udgangspunktvære berettiget til at nyde godt af faciliteten eller godet, nårvikaren har været udsendt på brugervirksomheden i tilstræk-kelig lang tid.Det foreslås istk. 2,at stk. 1 ikke skal finde anvendelse,hvis brugervirksomheden kan dokumentere, at pligten til atgive vikarer adgang til faciliteter og goder på brugervirk-somheden følger af en kollektiv overenskomst. Er der enoverenskomst, der implementerer artikel 6, stk. 4, i direkti-vet, sættes den lovmæssige forpligtelse for brugervirksom-heden til at give vikarer adgang til faciliteter og goder såle-des ud af kraft.Til § 7Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 8. Det fore-slås, at lønmodtagerrepræsentanter i brugervirksomheden ioverensstemmelse med lov om information og høring af løn-modtagere eller en kollektiv overenskomst, som angivet idenne lovs § 3, skal informeres om brugervirksomhedensanvendelse af vikarer. Henvisningen til lov om informationog høring eller en overenskomst, som angivet i denne lovs§ 3, indebærer, at det alene er brugervirksomheder, der erforpligtet til at informere og høre lønmodtagerne, som skaloplyse om deres anvendelse af vikarer, og at oplysningerneskal gives på den måde og under de betingelser, der er be-skrevet i nævnte lov eller en overenskomst som beskrevet.Bestemmelsen kan således anskues som en præcisering afpligten til at informere lønmodtagerne via disses repræsen-tanter, der følger af lov om information og høring eller enoverenskomst, som angivet i denne lovs § 3. At der skal gi-ves passende oplysning om brugervirksomhedens brug af vi-

karer indebærer, at det skal være oplysninger, der er rele-vante for lønmodtagerne på brugervirksomheden. Oplysningom antallet og udviklingen i antallet af vikarer, der brugespå brugervirksomheden, vil f.eks. kunne betragtes som rele-vant, mens oplysninger om den enkelte vikar almindeligvisnæppe vil være relevante.Det foreslås istk. 2,at stk. 1 ikke skal finde anvendelse,hvis brugervirksomheden kan dokumentere, at pligten til atinformere repræsentanter for lønmodtagerne på brugervirk-somheden om anvendelsen af vikarer på brugervirksomhe-den følger af en kollektiv overenskomst. Er der en overens-komst, der implementerer direktivets artikel 8, sættes denlovmæssige forpligtelse til at informere repræsentanter forlønmodtagerne på brugervirksomheden om anvendelsen afvikarer på brugervirksomheden ud af kraft.Til kapitel 4Til § 8Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 10. Detforeslås istk. 1,at der kan pålægges bødestraf for overtræ-delse af lovforslagets § 4, stk. 2, og § 7, stk. 1. Et vikarbu-reau vil således kunne sanktioneres med bøde, hvis der kræ-ves betaling af lønmodtagere som modydelse for at sørgefor, at de pågældende lønmodtagere ansættes i en bruger-virksomhed efter at have været udsendt som vikar til dennebrugervirksomhed. En brugervirksomhed vil kunne sanktio-neres med bøde, hvis brugervirksomheden ikke opfylder for-pligtelsen til at informere om virksomhedens brug af vikareri overensstemmelse med reglerne om information og høringaf lønmodtagere. Lov om information og høring af lønmod-tagere opererer også med bødestraf, hvis virksomheder, derer omfattet af loven, ikke informerer i overensstemmelsemed lovens § 4.Istk. 2foreslås, at vikarbureauer, som med forsæt ellerved grov uagtsomhed krænker de rettigheder, som vikarernehar i medfør af § 3, stk. 1-4, kan pålægges bødestraf. Et vi-karbureau vil således kunne ifalde bødestraf, hvis ligebe-handlingsprincippet systematisk eller i gentagne tilfælde til-sidesættes, og vikarbureauet vidste eller burde vide dette.Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis et vikarbureaumod bedre vidende giver urigtige oplysninger til en vikar,der i overensstemmelse med § 3, stk. 3, har anmodet om op-lysning om de ansættelsesvilkår, der er gældende under vi-karens udsendelse på en brugervirksomhed, og vikaren der-ved ikke får de løn- og ansættelsesvilkår, som vikaren havdekrav på i medfør af § 3, stk. 1 og 2. Grove overtrædelser af§ 3, stk. 4, vil ligeledes kunne udløse en bødestraf. I situati-oner, hvor et vikarbureau henviser til, at § 3, stk. 1-4, ikkefinder anvendelse i henhold til § 3, stk. 5, og hvor vikarbu-reauet er vidende om eller burde være vidende om, at vikar-bureauets overenskomst ikke er indgået af de mest repræ-sentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, vil betingelsernefor at pålægge bødestraf således som udgangspunkt væreopfyldt.Istk. 3foreslås, at vikarer, hvis rettigheder i henhold tillovforslagets § 3, stk. 1-4, samt § 5, stk. 1, og § 6, stk. 1, er

krænkede ud over at kunne gøre et eventuelt efterbetalings-krav gældende vil kunne tilkendes en godtgørelse. Det vilf.eks. kunne udløse en godtgørelse til en vikar, hvis ligebe-handlingsprincippet ikke overholdes af et vikarbureau. Sag-er om krav fra organiserede lønmodtagere, der er omfattet afen overenskomst, som implementerer relevante bestemmel-ser i direktivet, afgøres dog efter de fagretlige regler.Istk. 4foreslås, at vikarer, der er omfattet af en kollektivoverenskomst som nævnt i § 3, stk. 5, § 5, stk. 2, eller § 6,stk. 2, skal have mulighed for at indbringe spørgsmål omkrænkelse af de i overenskomsten fastsatte rettigheder ogom et eventuelt efterbetalingskrav i den anledning samt forde civile domstole, hvis sådanne spørgsmål ikke underkastesfagretlig behandling. Når en sådan sag ikke behandles fag-retligt og dermed ikke vil blive afgjort ved Arbejdsretten, vilden civile domstol i givet fald kunne tilkende vikaren engodtgørelse svarende til den i stk. 3 nævnte for krænkelse afvikarens overenskomstmæssige rettigheder.Sager mod udenlandske vikarbureauer, der udsender løn-modtagere til brugervirksomheder i Danmark, jf. lovens § 1,anlægges i Danmark i overensstemmelse med §§ 242 og 246i retsplejeloven.

Bilag 1Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/104/EF af 19. november 2008 om vikararbejdeEUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 137 stk. 2,under henvisning til forslag fra Kommissionen,under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg1),efter høring af Regionsudvalget,efter proceduren i traktatens artikel 2512), ogud fra følgende betragtninger:(1) Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og principperne i Den Europæiske Unionscharter om grundlæggende rettigheder3). Det har navnlig til formål at sikre fuld overholdelse af charteretsartikel 31, ifølge hvilken enhver arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold og til enbegrænsning af den maksimale arbejdstid, til daglige og ugentlige hvileperioder samt til årlig ferie medløn.(2) Desuden hedder det i punkt 7 i fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkeds-mæssige og sociale rettigheder bl.a., at etableringen af det indre marked skal føre til en forbedring af ar-bejdstagernes leve- og arbejdsvilkår inden for Det Europæiske Fællesskab. Dette skal opnås ved indbyr-des tilnærmelse på et stadigt stigende niveau af disse vilkår, bl.a. med hensyn til sådanne former for arbej-de som tidsbegrænset ansættelse, deltidsansættelse, vikaransættelse og sæsonarbejde.(3) Den 27. september 1995 konsulterede Kommissionen, jf. traktatens artikel 138, stk. 2, arbejdsmarke-dets parter på fællesskabsplan om de mulige retningslinjer for en fællesskabsindsats vedrørende arbejdsti-dens fleksibilitet og arbejdstagernes sikkerhed i ansættelsen.(4) Efter denne konsultation mente Kommissionen, at en fællesskabsindsats var ønskelig, og den konsul-terede yderligere den 9. april 1996 arbejdsmarkedets parter, jf. traktatens artikel 138, stk. 2, om indholdetaf det påtænkte forslag.(5) I præambelen til den rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse, som blev indgået den 18. marts 1999,angav de underskrivende parter, at de havde til hensigt at overveje nødvendigheden af en lignende aftaleom vikaransættelse og besluttede ikke at medtage vikaransatte i direktivet om tidsbegrænset ansættelse.(6) De generelle tværfaglige organisationer, dvs. Sammenslutningen af Industri- og Arbejdsgiverorganisa-tioner i Europa (Unice)4), De Offentlige Arbejdsgiveres Europæiske Organisation (CEEP) og Den Euro-pæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS), meddelte ved en fælles skrivelse af 29. maj 2000 Kom-missionen, at de ønsker at indlede den proces, der er omhandlet i traktatens artikel 139. De anmodede i enfælles skrivelse af 28. februar 2001 Kommissionen om at forlænge fristen i artikel 138, stk. 4, med énmåned. Kommissionen imødekom denne anmodning og forlængede forhandlingsperioden til den 15.marts 2001.(7) Den 21. maj 2001 erkendte arbejdsmarkedets parter, at deres forhandlinger om vikaransættelse ikkehavde ført til en aftale.

(8) I marts 2005 fandt Det Europæiske Råd det absolut nødvendigt, at der sættes ny gang i Lissabonstrate-gien, og at vækst og beskæftigelse udvælges som kerneprioriteter. Rådet godkendte de integrerede ret-ningslinjer for vækst og beskæftigelse 2005-2008, der bl.a. tager sigte på at skabe større fleksibilitet kom-bineret med sikkerhed i beskæftigelsen og begrænse segmenteringen af arbejdsmarkedet samtidig med, atarbejdsmarkedsparternes rolle respekteres.(9) I overensstemmelse med Kommissionens meddelelse om den social- og arbejdsmarkedspolitiske dags-orden for perioden frem til 2010, som Det Europæiske Råd på mødet i marts 2005 udtrykte tilfredshedmed, idet den bidrager til virkeliggørelsen af Lissabonstrategiens mål ved at styrke den europæiske socia-le model, fandt Det Europæiske Råd, at for arbejdstagernes og virksomhedernes vedkommende vil nyeformer for tilrettelæggelse af arbejdet og mere forskelligartede aftalevilkår, der bedre kombinerer fleksibi-litet og sikkerhed, bidrage til tilpasningsevnen. Endvidere gav Det Europæiske Råd på mødet i december2007 sin tilslutning til de aftalte fælles principper for flexicurity, der er udtryk for en passende balancemellem fleksibilitet og sikkerhed på arbejdsmarkedet og hjælper både arbejdstagere og arbejdsgivere medat udnytte de muligheder, globaliseringen byder.(10) Inden for Den Europæiske Union er der store forskelle i brugen af vikaransættelse og i vikaransattesjuridiske situation, status og arbejdsvilkår.(11) Vikararbejde opfylder ikke blot virksomhedernes fleksibilitetsbehov, men også de ansattes behov forat forene familie- og arbejdsliv. Det bidrager dermed til jobskabelse og til deltagelse og integration påarbejdsmarkedet.(12) Dette direktiv opstiller en ramme for beskyttelse af vikaransatte, som er ikke-diskriminerende, gen-nemsigtig og står i rimeligt forhold til formålet, samtidig med at den respekterer arbejdsmarkedernes ogarbejdsmarkedsrelationernes forskellighed.(13) I Rådets direktiv 91/383/EØF af 25. juni 1991 om supplering af foranstaltningerne til forbedring afsikkerheden og sundheden på arbejdsstedet for arbejdstagere, der har et tidsbegrænset ansættelsesforholdeller et vikaransættelsesforhold5), fastsættes de gældende bestemmelser for vikaransatte, for så vidt angårsikkerhed og sundhed på arbejdspladsen.(14) De væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår for vikaransatte bør mindst svare til dem, der gælder forarbejdstagere, der er ansat direkte af brugervirksomheden til udførelse af det samme arbejde.(15) Arbejdsaftaler uden tidsbegrænsning er den almindelige form for ansættelsesforhold. For så vidt an-går arbejdstagere, som er tilknyttet et vikarbureau via en tidsubegrænset kontrakt, og som dermed nydersærlig beskyttelse, bør det sikres, at der kan afviges fra de bestemmelser, der gælder i brugervirksomhe-den.(16) For at tilgodese arbejdsmarkedernes og arbejdsmarkedsrelationernes forskellighed på en fleksibelmåde kan medlemsstaterne tillade arbejdsmarkedets parter at fastsætte arbejds- og ansættelsesvilkårene,forudsat at den generelle beskyttelse af vikaransatte respekteres.(17) Under visse begrænsede omstændigheder bør medlemsstaterne endvidere, på grundlag af en aftaleindgået mellem arbejdsmarkedets parter på nationalt plan, inden for visse grænser kunne fravige princip-pet om ligebehandling, forudsat at der sikres en passende beskyttelse.(18) Den forbedrede minimumsbeskyttelse af vikaransatte bør ledsages af en revision af eventuelle re-striktioner eller forbud, som måtte være pålagt vikararbejde. Disse kan kun begrundes i almene hensyn tilf.eks. beskyttelse af arbejdstagerne og krav til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og i behovet for atsikre et velfungerende arbejdsmarked og forebygge misbrug.

(19) Dette direktiv berører ikke arbejdsmarkedets parters uafhængighed eller forholdet mellem dem, her-under retten til at forhandle og indgå kollektive overenskomster i overensstemmelse med national lov ogpraksis under overholdelse af gældende fællesskabsret.(20) Bestemmelserne i dette direktiv vedrørende forbud mod eller restriktioner i anvendelsen af vikarar-bejdskraft berører ikke national lovgivning eller praksis, som forbyder, at strejkende arbejdstagere erstat-tes med vikarer.(21) Medlemsstaterne bør fastsætte administrative eller retslige procedurer til beskyttelse af vikaransattesrettigheder og bør fastsætte sanktioner, der er effektive, afskrækkende og står i et rimeligt forhold til over-trædelsens karakter, i tilfælde af tilsidesættelse af de forpligtelser, der følger af dette direktiv.(22) Dette direktiv bør gennemføres i overensstemmelse med traktatens bestemmelser om fri udvekslingaf tjenesteydelser og fri etableringsret, og berører ikke Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EFaf 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser6).(23) Målet for dette direktiv, nemlig at skabe en ramme for beskyttelse af vikaransatte, som er harmonise-ret på fællesskabsplan, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grundaf handlingens omfang eller virkninger bedre nås på fællesskabsplan ved at der indføres minimumsforsk-rifter, som gælder for hele Fællesskabet; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstem-melse med subsidiaritetsprincippet, jf., traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprin-cippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:KAPITEL IGENERELLE BESTEMMELSERArtikel 1Anvendelsesområde1. Dette direktiv finder anvendelse på arbejdstagere, som har indgået en arbejdsaftale eller et ansættelses-forhold med et vikarbureau og udsendes til brugervirksomheder for midlertidigt at udføre arbejdsopgaverunder disses tilsyn og ledelse.2. Dette direktiv gælder for offentligretlige og privatretlige virksomheder, som er vikarbureauer eller bru-gervirksomheder, der udøver en økonomisk aktivitet, uanset om de opererer med gevinst for øje.3. Medlemsstaterne kan efter høring af arbejdsmarkedets parter bestemme, at dette direktiv ikke skal gæl-de for arbejdsaftaler og ansættelsesforhold, der er indgået inden for rammerne af et specifikt offentligteller offentligt støttet program, som vedrører erhvervsuddannelse, integration på arbejdsmarkedet elleromskoling.Artikel 2FormålDette direktiv har til formål at beskytte vikaransatte og forbedre kvaliteten af vikararbejde ved at sikre, atprincippet om ligebehandling, som fastsat i artikel 5, gælder for vikaransatte, og ved at anerkende vikar-bureauer som arbejdsgivere samtidig med, at der tages hensyn til behovet for at etablere passende rammer

for anvendelsen af vikararbejde med henblik på at bidrage effektivt til at skabe arbejdspladser og til atudvikle fleksible former for arbejde.Artikel 3Definitioner1. I dette direktiv forstås ved:a) »arbejdstager«: enhver person, som i den pågældende medlemsstat er beskyttet som arbejdstager imedfør af de nationale arbejdsretlige bestemmelserb) »vikarbureau«: enhver fysisk eller juridisk person, som i overensstemmelse med national lovgivningindgår en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med vikaransatte med henblik på at udsende dem tilbrugervirksomheder for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under disses tilsyn og ledelsec) »vikaransat«: en arbejdstager, som har indgået en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med et vi-karbureau med det formål at blive udsendt til en brugervirksomhed for midlertidigt at udføre arbejds-opgaver under dennes tilsyn og ledelsed) »brugervirksomhed«: enhver fysisk eller juridisk person, for hvem og under hvis tilsyn og ledelse envikaransat midlertidigt udfører en arbejdsopgavee) »udsendelse«: den periode, hvor den vikaransatte udstationeres i brugervirksomheden for midlertidigtat udføre arbejdsopgaver under dennes tilsyn og ledelsef) »væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår«: arbejds- og ansættelsesvilkår fastsat i henhold til love ogadministrative bestemmelser, kollektive overenskomster og/eller andre bindende generelle bestem-melser, der gælder i brugervirksomheden, vedrørende:i) arbejdstidens længde, overarbejde, pauser, hvileperioder, natarbejde, ferie og helligdageii) aflønning.2. Dette direktiv berører ikke national lovgivning for så vidt angår definitionen af aflønning, arbejdsaftale,ansættelsesforhold eller arbejdstager.Medlemsstaterne må ikke undtage arbejdstagere, arbejdsaftaler og ansættelsesforhold fra dette direktivsanvendelsesområde udelukkende med den begrundelse, at der er tale om deltidsansatte, arbejdstagere i ettidsbegrænset ansættelsesforhold eller personer, der har indgået en arbejdsaftale eller et ansættelsesfor-hold med et vikarbureau.Artikel 4Revision af restriktioner eller forbud1. Forbud mod og restriktioner i anvendelsen af vikararbejde kan kun begrundes i almene hensyn til isærbeskyttelse af vikaransatte og krav til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen eller i behovet for at sikreet velfungerende arbejdsmarked og forebygge misbrug.2. Senest den 5. december 2011 tager medlemsstaterne efter høring af arbejdsmarkedets parter i overens-stemmelse med national lovgivning, kollektive overenskomster og praksis eventuelle restriktioner og for-bud vedrørende anvendelsen af vikararbejde op til revision for at afgøre, om de er begrundet ud fra dehensyn, der er anført i stk. 1.3. Hvis sådanne restriktioner og forbud er fastsat i kollektive overenskomster, kan den i stk. 2 omhandle-de revision udføres af de arbejdsmarkedsparter, der har forhandlet den relevante overenskomst.

4. Stk. 1, 2 og 3 berører ikke nationale krav til vikarbureauer for så vidt angår registrering, udstedelse aftilladelse, godkendelse, finansielle garantier eller tilsyn.5. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om resultaterne af den i stk. 2 og stk. 3 omhandlede revisi-on senest den 5. december 2011.KAPITEL IIARBEJDS- OG ANSÆTTELSESVILKÅRArtikel 5Princippet om ligebehandling1. De væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår, der gælder for vikaransatte under deres udsendelse til enbrugervirksomhed, skal mindst svare til dem, der ville være gældende, hvis de vikaransatte havde væretansat direkte af denne virksomhed til udførelse af samme arbejdsopgave.Når første afsnit finder anvendelse, skal de regler, der gælder i brugervirksomheden, vedrørende:a) beskyttelse af gravide og ammende kvinder samt af børn og unge, ogb) ligebehandling af mænd og kvinder og foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling pågrund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orienteringb) overholdes som fastsat ved lov, administrative bestemmelser, kollektive overenskomster og/eller an-dre generelle bestemmelser.2. Med hensyn til aflønning kan medlemsstaterne efter høring af arbejdsmarkedets parter bestemme, atdet i stk. 1 fastsatte princip kan fraviges, når den vikaransatte har en tidsubegrænset arbejdsaftale med etvikarbureau og aflønnes i perioderne mellem udsendelserne.3. Medlemsstaterne kan efter høring af arbejdsmarkedets parter give disse mulighed for på det relevanteniveau og på betingelser, som medlemsstaterne fastsætter, at videreføre eller indgå kollektive overens-komster, hvorved der, samtidig med at den generelle beskyttelse af vikaransatte respekteres, kan indføresordninger vedrørende vikaransattes arbejds- og ansættelsesvilkår, som kan afvige fra dem, der er omhand-let i stk. 1.4. Forudsat at der sikres en passende beskyttelse af vikaransatte, kan medlemsstater, hvor der ikke findesen lovbestemt procedure for at erklære kollektive overenskomster alment gældende eller ikke findes enlovbestemt procedure eller praksis for at udvide deres bestemmelser til alle lignende virksomheder i enbestemt branche eller et bestemt geografisk område, efter høring af arbejdsmarkedets parter på nationaltplan og på grundlag af en aftale indgået mellem disse indføre ordninger vedrørende de væsentlige ar-bejds- og ansættelsesvilkår, der fraviger princippet i stk. 1. Sådanne ordninger kan omfatte en frist foroverholdelse af princippet om ligebehandling.De ordninger, der omhandles i dette stykke, skal være i overensstemmelse med fællesskabslovgivningenog skal være tilstrækkelig præcise og tilgængelige, så de pågældende brancher og virksomheder kan iden-tificere og overholde deres forpligtelser. Navnlig skal medlemsstaterne ved anvendelsen af artikel 3, stk.2, præcisere, om de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, herunder pensions- og sygesikringsord-ninger eller medarbejderaktieordninger, indgår i de væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår i stk. 1. Så-danne ordninger berører heller ikke aftaler på nationalt, regionalt eller lokalt niveau eller på brancheplan,som er mindst lige så gunstige for arbejdstagerne.

5. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger i overensstemmelse med national lov og/eller prak-sis med henblik på at forebygge misbrug ved anvendelsen af denne artikel og navnlig forebygge successi-ve udsendelser, der har til formål at omgå dette direktivs bestemmelser. De underretter Kommissionen omde trufne foranstaltninger.Artikel 6Adgang til beskæftigelse, kollektive faciliteter og efteruddannelse1. Vikaransatte skal informeres om eventuelle ledige stillinger i brugervirksomheden, så de har sammemulighed for at opnå fast beskæftigelse som andre arbejdstagere i den pågældende virksomhed. Dette kanske ved et generelt opslag på et passende sted i den virksomhed, for hvilken og under hvis tilsyn den vi-karansatte udfører en arbejdsopgave.2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at eventuelle klausuler, der forby-der eller reelt forhindrer, at der efter en udsendelses ophør indgås en arbejdsaftale eller et ansættelsesfor-hold mellem brugervirksomheden og den vikaransatte, er ugyldige eller kan erklæres ugyldige.Dette stykke berører ikke ordninger, i henhold til hvilke vikarbureauer modtager en rimelig betaling fortjenester, som er ydet brugervirksomheder i forbindelse med udsendelse, ansættelse og uddannelse af vi-karansatte.3. Vikarbureauer må ikke kræve betaling af arbejdstagere som modydelse for at sørge for, at de kan bliveansat i en brugervirksomhed eller kan indgå en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med en bruger-virksomhed efter at have været udsendt til den pågældende virksomhed.4. Uden at dette i øvrigt berører artikel 5, stk. 1, har vikaransatte adgang til brugervirksomhedens kollekti-ve faciliteter, navnlig kantine, børnepasnings- og transportfaciliteter, på samme vilkår som arbejdstagere,der er ansat direkte af virksomheden, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet.5. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger eller fremmer dialogen mellem arbejdsmarkedetsparter i overensstemmelse med nationale traditioner og praksis med henblik på:a) at forbedre vikaransattes adgang til uddannelsesaktiviteter og børnepasningsfaciliteter i vikarbureau-erne, herunder også i perioderne mellem udsendelser, for at fremme deres karrieremuligheder og øgederes beskæftigelsesegnethedb) at forbedre vikaransattes adgang til uddannelsesaktiviteter for arbejdstagere i brugervirksomhederne.Artikel 7Vikaransattes repræsentation1. Vikaransatte indgår på betingelser, som fastlægges af medlemsstaterne, i beregningen af den tærskel,over hvilken der ifølge fællesskabslovgivningen og national lovgivning samt kollektive overenskomsterskal etableres organer til repræsentation af arbejdstagerne i vikarbureauet.2. Medlemsstaterne kan bestemme, at vikaransatte på betingelser, som fastlægges af medlemsstaterne,indgår i beregningen af den tærskel, over hvilken der ifølge fællesskabslovgivningen og national lovgiv-ning samt kollektive overenskomster skal etableres organer til repræsentation af arbejdstagerne i bruger-virksomheden, på samme måde som hvis de havde været ansat direkte af brugervirksomheden for sammeperiode.

3. De medlemsstater, der benytter sig af muligheden i stk. 2, er ikke forpligtet til at gennemføre bestem-melserne i stk. 1.Artikel 8Information af arbejdstagerrepræsentanterneMed forbehold af strengere og/eller mere specifikke nationale bestemmelser og fællesskabsbestemmelserom information og høring, navnlig i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11. marts2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det EuropæiskeFællesskab7), skal brugervirksomheden give passende oplysninger om sin anvendelse af vikaransatte, nården giver oplysninger om beskæftigelsessituationen i virksomheden til de organer til repræsentation af ar-bejdstagerne, som er oprettet i overensstemmelse med den nationale lovgivning og fællesskabslovgivnin-gen.KAPITEL IIIAFSLUTTENDE BESTEMMELSERArtikel 9Minimumskrav1. Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan anvende eller indføre love eller administra-tive bestemmelser, som er gunstigere for arbejdstagerne, eller kan tilskynde arbejdsmarkedets parter tileller give dem mulighed for at indgå kollektive overenskomster, som er gunstigere for arbejdstagerne.2. Gennemførelsen af dette direktiv kan under ingen omstændigheder udgøre en tilstrækkelig begrundelsefor en forringelse af det generelle beskyttelsesniveau for arbejdstagerne på de områder, der er omfattet afdette direktiv. Dette er ikke til hinder for, at medlemsstaterne og/eller arbejdsmarkedets parter på bag-grund af ændrede forhold kan vedtage love og administrative bestemmelser eller overenskomstmæssigebestemmelser, som afviger fra de bestemmelser, der var gældende på tidspunktet for vedtagelsen af dettedirektiv, forudsat at minimumskravene i dette direktiv overholdes.Artikel 10Sanktioner1. Medlemsstaterne påser, at der kan træffes passende foranstaltninger, hvis et vikarbureau eller en bru-gervirksomhed ikke overholder dette direktiv. De sørger navnlig for, at der findes passende administrativeeller retslige procedurer til at sikre, at de forpligtelser, der følger af dette direktiv, kan håndhæves.2. Medlemsstaterne fastsætter regler for sanktioner, som skal anvendes i tilfælde af overtrædelse af natio-nale bestemmelser, der er vedtaget til gennemførelse af dette direktiv, og træffer alle nødvendige foran-staltninger til at sikre, at sanktionerne iværksættes. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt for-hold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest den 5. december2011 Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser. Medlemsstaterne giver omgående Kommissio-nen meddelelse om enhver senere ændring af disse bestemmelser. Medlemsstaterne sørger navnlig for, atarbejdstagerne og/eller deres repræsentanter har de fornødne midler til at sikre håndhævelsen af de for-pligtelser, der følger af dette direktiv.

Artikel 11Gennemførelse1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkommedette direktiv senest den 5. december 2011 eller påser, at arbejdsmarkedets parter fastsætter de nødvendi-ge bestemmelser ved overenskomst, idet medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for tilenhver tid at kunne garantere, at formålet med dette direktiv bliver opfyldt. De underretter straks Kom-missionen herom.2. Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skalved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastlæg-ges af medlemsstaterne.Artikel 12Revision foretaget af KommissionenSenest den 5. december 2013 tager Kommissionen i samråd med medlemsstaterne og arbejdsmarkedetsparter på europæisk plan anvendelsen af dette direktiv op til revision med henblik på om nødvendigt atforelægge ændringsforslag.Artikel 13IkrafttrædenDette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.Artikel 14AdressaterDette direktiv er rettet til medlemsstaterne.Udfærdiget i Strasbourg, den 19. november 2008.På Europa-Parlamentets vegneH. -G. PötteringFormandPå Rådets vegneJ. -P. JouyetFormand