Retsudvalget 2012-13
L 142
Offentligt
Politi- og Strafferetsafdelingen
FolketingetRetsudvalgetChristiansborg1240 København K
Dato:Kontor:
22. marts 2013Sikkerheds- og Forebyg-gelseskontoretSagsbeh: Jean Elisabeth HørdumSagsnr.: 2013-0037-0034Dok.:708985
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 2 (L 142), som FolketingetsRetsudvalg har stillet til justitsministeren den 4. marts 2013. Spørgsmåleter stillet efter ønske fra Martin Henriksen (DF).
Morten Bødskov/Anette Arnsted
Slotsholmsgade 101216 København K.Telefon 7226 8400Telefax 3393 3510www.justitsministeriet.dk[email protected]
Spørgsmål nr. 2 (L 142) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren redegøre for, hvorfor politiet med udgangs-punkt i de beføjelser man har jf. logningsbestemmelserne, ikkehar været i stand til at identificere og sigte mange flere af depersoner, der deltog i det stormløb på Odense Universitetsho-spital, der lå i forlængelse af urolighederne ved en Eid-fest vedCenter Øst i Vollsmose?”Svar:
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet enudtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:”Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmåletanmodet rigspolitiet om en udtalelse. Rigspolitiet har til brugfor Justitsministeriets anmodning indhentet et bidrag fra FynsPoliti.Fyns Politi har i den anledning henvist til politikredsens tidli-gere bidrag til besvarelse af spørgsmål nr. 93 fra FolketingetsUdvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik.Det fremgår heraf, at Fyns Politi i den anledning oplyste, atindhentelse af teleoplysninger ikke blev anset for relevant i denkonkrete sag. Det blev endvidere i den forbindelse bemærket,at teleoplysninger i reglen ikke i sig selv er bevis for strafbartforhold, samt at det desuden er nødvendigt at have konkretenavne og numre at søge oplysningerne på.Selv i tilfælde, hvor politiet er i besiddelse af navne med tilhø-rende telefonnumre, er teleoplysningerne ikke tilstrækkeligpræcise til at placere personer på en bestemt hospitalsgang, ogoplysningerne kan endvidere alene anvendes til at bestemmetelefonens omtrentlige placering, ikke personens.Uanset at visse enkeltpersoner ville kunne stedfæstes i om-rådet, ville strafforfølgning som anført ovenfor forudsætte be-viser for den enkeltes strafbare handlinger i området. Hverkende anholdte og senere dømte eller andre – ud over de afhørtebetjente og personale fra skadestuen – har ønsket at medvirketil sagens opklaring. På denne baggrund vurderedes indhentel-se af teleoplysninger ikke at kunne føre til strafforfølgning afflere personer.”
2
3