Spm. nr. S 1284

7) Til beskæftigelsesministeren af:

Hans Andersen (V):

Hvorfor mener ministeren, at der skal være forskel på ydelsen, afhængigt af om man er henholdsvis uddannelsesparat eller aktivitetsparat, jf. regeringens udspil om en reform af kontanthjælpssystemet?

Spm. nr. S 1284

7) Til beskæftigelsesministeren af:

Hans Andersen (V):

Hvorfor mener ministeren, at der skal være forskel på ydelsen, afhængigt af om man er henholdsvis uddannelsesparat eller aktivitetsparat, jf. regeringens udspil om en reform af kontanthjælpssystemet?

Beskæftigelsesministeren.

Når der bliver spurgt til, hvorfor vi fra regeringens side ønsker, at der skal være én ydelse til de stærkeste unge i kontanthjælpssystemet og en højere ydelse til vores udsatte unge, så er forklaringen jo den enkle, at mange af vores kontanthjælpsmodtagere er meget forskellige. Vi har ressourcestærke unge i kontanthjælpssystemet, der både kan og skal gå i gang med en uddannelse. Vi har i det hele taget lagt en reform frem, der dækker den grundlæggende tanke, at dem, der kan, skal, og dem, der endnu ikke kan, skal have bedre hjælp end i dag.

Men lige så vigtigt det er at få understreget, at der er mange unge i kontanthjælpssystemet, der godt kan, lige så vigtigt er det for mig at understrege, at vi har unge med meget store, komplekse og ofte sammensatte sociale problemer, og vi ønsker altså ikke, at unge, der er omgivet af meget massive sociale problemer, betragtes på samme måde som de allerstærkeste.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg ved godt, at der jo i øjeblikket foregår forhandlinger om kontanthjælpsreformen, og der er også fremsat et forslag af beskæftigelsesministeren – det tog lang tid – som jo adresserer, at vi har en udfordring her, som jeg synes vi skal være fælles om. Når jeg stiller spørgsmålet omkring det her med, hvornår man er uddannelsesparat, og hvornår man er aktivitetsparat, så handler det jo om, at vi har en situation her, hvor der faktisk for nogle unge mennesker er ret stor forskel på, hvad de får i indkomst, afhængigt af om de er aktivitetsparate eller uddannelsesparate.

Der kan også opstå en situation, hvor to unge er i et forløb og den ene er uddannelsesparat og den anden aktivitetsparat. Det kan jo være, at de er med i et renholdelsesprojekt, hvor den ene unge altså får den høje ydelse, og den anden unge får den mindre ydelse, næsten den halve ydelse. Jeg spørger bare ministeren: Er det ikke en væsentlig problemstilling, er det ikke et problem, som ministeren bliver nødt til at forholde sig til ud over at sige, at der er nogle ressourcestærke unge, der skal, og så er der nogle mindre ressourcestærke unge, som skal hjælpes lidt mere, og derfor skal de også have en højere ydelse?

Ministeren.

Der er klart dilemmaer forbundet, også med regeringens forslag til en ny kontanthjælpsreform. Det har jeg sagt fra dag et. Men dilemmaet består jo i, at vi gerne vil sikre, at de stærkeste unge går i gang med en uddannelse og der ikke skal være et negativt økonomisk incitament til at blive på kontanthjælp, så vi derfor indfører uddannelseshjælp i stedet for kontanthjælp og møder de unge med det meget klare krav, at vi ønsker, de skal investere tid og penge i deres egen fremtid, mens vi fra samfundets side gør det samme, nemlig investerer tid og penge i, at de kan få en uddannelse, men lige så vigtigt og rigtigt det er, lige så rigtigt er det jo også at erkende, at det ikke gælder for alle unge.

Når vi lægger det snit, vi gør, fra regeringens side, er det selvfølgelig, fordi vi er betænkelige, hvis unge igennem en længere periode skal være på en meget, meget lav ydelse, som det kan være svært at leve for, når man ikke har samme muligheder for eksempelvis at kunne arbejde ved siden af eller låne penge, som man kan i SU-systemet. Det er det, der er forklaringen på den ydelsesmæssige forskel. Vores egentlige problem består jo i, at der er så mange unge, der er på kontanthjælp, og derfor er det vigtigt, at flere af dem overgår til uddannelse.

Så er det spørgeren.

Men er ministeren ikke enig i, at der her simpelt hen opstår en risiko for, at et ungt menneske tager en hel nøgtern vurdering af det her og spørger: Er jeg uddannelsesparat, eller er jeg aktivitetsparat? Der er dog alligevel 5.000 kr. i forskel pr. måned, afhængigt af om man er det ene eller det andet. Og det er da en problemstilling, som jeg synes vi er nødsaget til at forholde os til. Det er da tankevækkende, at de pågældende unge jo kan komme ud i det samme forløb. Den ene unge kan komme ud i et forløb med henblik på at skulle i uddannelse om 2 eller 3 måneder, og den anden unge, en aktivitetsparat ung, kan komme ud i et forløb, hvor de faktisk skal renholde den samme strand, men hvor de får en vidt forskellig ydelse. Er det ikke et væsentligt dilemma?

Ministeren.

Jo, der er et dilemma. Dilemmaerne er der i kontanthjælpssystemet allerede i dag. Det, der er lidt spøjst ved seancen her, er jo, at jeg sidder med spørgerens parti ovre i mit eget ministerium i dag og diskuterer de her forhold omkring et forhandlingsbord, og det er selvfølgelig dér, diskussionen skal tages nu, for vi er allerede langt inde i de politiske forhandlinger.

Men som sagt er det, der er afgørende for os, at vi kan formå at håndtere at skelne mellem dem, der kan, og dem, der ikke kan. Og jo, der er dilemmaer forbundet med det, men jeg tror ikke, at nogen skal gøre sig den forestilling, at man kan lave regler på kontanthjælpsområdet, som ikke vil være omgivet af nogle dilemmaer, for der er rigtig mange problemstillinger, der skal håndteres på en gang.

Det næste spørgsmål er stillet til beskæftigelsesministeren af hr. Hans Andersen.