1. Indledning

En tysk forvaltningsdomstol (Sozialgericht Leipzig) har anmodet EU-Domstolenom at besvare fire præjudicielle spørgsmål i en sag, der drejer sig om ikke-økonomisk aktive unionsborgeres adgang til sociale ydelser.De præjudicielle spørgsmål drejer sig om fortolkning af Europa-Parlamentet ogRådets forordning (EF) Nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de soci-ale sikringsordninger (herefter forordning 883/2004), herunder spørgsmål om for-ordningens anvendelsesområde ogligebehandlingsprincip samt om dets bestemmel-ser om social sikring og særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser. Derudover erder stillet spørgsmål omfortolkningen af artikel 18 og 20 i Traktaten om Den Euro-pæiske Unions Funktionsmåde om unionsborgerskab og unionsborgeres ret til fribevægelighed og opholdsamt betydningen afDen Europæiske Unions charter omgrundlæggende rettigheder.Spørgsmålene lyder som følger:1) Omfatter det personelle anvendelsesområde for artikel 4 i forordning nr.883/3004 personer, der ikke ønsker at fremsætte krav om ydelser af socialsikrings-retlig eller familieunderstøttende art som omhandlet i forordningens artikel 3, stk.1, men derimod om en særlig ikkebidragspligtig ydelse som omhandlet i artikel 3,stk. 3, sammenholdt med artikel 70 i forordningen?2) For det tilfælde, at spørgsmål 1 besvares bekræftende: er det som følge af arti-kel 4 i forordning nr. 883/2004 forbudt for medlemsstaterne helt eller delvis atudelukke dårligt stillede EU-borgere fra at opnå ikkebidragspligtige sociale ydel-ser, der muliggør et eksistensminimum, i henhold til forordningens artikel 70, forderved at hindre, at der fremsættes urimelige krav om sådanne ydelser, der bevil-ges egne statsborgere i en lignende situation?3) For det tilfælde, at spørgsmål 1) eller 2 besvares benægtende: Er det i henholdtil a) artikel 18 TEUF og/eller b) artikel 20, stk. 2, andet punktum, litra a), TEUF,sammenholdt med artikel 20, stk. 2, tredje punktum, TEUF og artikel 24, stk. 2, idirektiv 2004/38 forbudt for medlemsstaterne helt eller delvis at udelukke dårligtstillede EU-borgere fra at opnå ikkebidragspligtige sociale ydelser, der muliggøret eksistensminimum, i henhold til artikel 70 i forordning nr. 883/2004, for dervedat hindre, at der fremsættes urimelige krav om sådanne ydelser, der bevilges egnestatsborgere i en lignende situation?

4) For det tilfælde, at det følger af besvarelsen af ovennævnte spørgsmål, at en del-vis udelukkelse fra at opnå ydelser, der muliggør et eksistensminimum, er i over-ensstemmelse med EU-retten: må bevillingen af ikke-bidragspligtige ydelser, dermuliggør et eksistensminimum, til EU-borgere i andre situationer end akutte nøds-tilfælde begrænses til at stille de midler, der er nødvendige, for at vedkommendekan vende tilbage til hjemlandet, til rådighed, eller kræver artikel 1, 20 og 51 ichartret om grundlæggende rettigheder, at der stilles videregående.

2. Sagens faktiske omstændigheder og juridiske problemstilling

Sagsøger i hovedsagen, Elisabeta Dano (sagsøger 1), blev født i 1989 og er ru-mænsk statsborger. Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at Dano senest indrej-ste i Tyskland den 10. oktober 2010, og at hun har gået i skole i tre år i Rumæni-en,men ikke har nogen eksamen. Det fremgår endvidere, at Dano forstår tyskmundtligt og selv kan udtrykke sig på tysk i enkle vendinger. Hun kan ikke skrivetysk og har kun begrænsede tyske læsefærdigheder. Derudover fremgår det af fore-læggelseskendelsen, at hun ikke har uddannet sig til eller tillært et bestemt erhverv,og at hun hidtil hverken har været erhvervsaktiv i Tyskland eller Rumænien. Danohar et lille barn (sagsøger 2), hvis fader er ukendt.Den 19. juli 2011 udstedte Leipzig by tilsyneladende et bevis for unionsborgeresret til tidsubegrænset ophold til Dano. De nærmere faktuelle forhold vedrørendegrundlaget for Danos ophold er dog - efter forelæggelseskendelsen - uklare og tve-tydige. Således anføres det ét sted i forelæggelseskendelsen, at Dano er erhvervsak-tiv, mens det andre steder anføres, at Dano ikke har været i lønnet beskæftigelse.Det bemærkes i den forbindelse, at det næppe er korrekt, at Dano fik udstedt regi-streringsbevis for ret til tidsubegrænset ophold, da hun tilsyneladende ikke har op-holdt sig i Tyskland i 5 år. Under alle omstændigheder stifter et registreringsbevisingen ret i sig selv, da det kun har konstaterende værdi.Dano har ansøgt om en grundsikringsydelse, og i henhold til den tyske sociallov-givning har udlændinge, hvis opholdsret alene udspringer af status som arbejdssø-gende, og disses familiemedlemmer, ikke noget krav på en sådan ydelse. Hun mod-tager allerede fra den tyske stat statslige børnepenge samt et forskud på under-holdsbidrag.Den forelæggende ret lægger til grund, at den tyske sociale sikrings-ydelse har karakter af en ”særlig ikke-bidragspligtig kontantydelse”, som omhand-let i forordningens artikel 70.

3. EU-Domstolens retspraksis

EU-Domstolens sag

C-140/12, Brey,

omhandlede fortolkningen af forordning883/2004 samt direktiv 2004/38/EF om unionsborgere og deres familiemedlem-mers ret tilat færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes områ-de(opholdsdirektivet) i en situation, der omhandlede en ikke-erhvervsaktiv unions-borger. I dommen fastslog Domstolen, at der i princippet intet er til hinder for, atudbetalingen af sociale ydelser til ikke-økonomisk aktive unionsborgere er betingetaf, at disse opfylder betingelserne for lovlig opholdsret i værtsmedlemsstaten, jf.dommens

præmis 44

og den deri nævnte praksis.

Domstolen fastslog endvidere, at forordning 883/2004 og opholdsdirektivet forføl-ger forskellige formål, jf.

præmis 50-56.

I den forbindelse konkluderer Domstolen,at opholdsdirektivet gør det muligt for værtsmedlemsstaten at pålægge ikke-økonomisk aktive unionsborgere begrænsninger for så vidt angår tildelingen af so-ciale ydelser, således at disse ikke udgør en urimelig byrde for det sociale system,jf.

præmis 57.

Endelig fremgår det af dommens

præmis 63,

at der ved fastlæggel-sen af, hvorvidt vedkommende udgør en sådan byrde, bl.a. kan lægges vægt på,hvilke sociale ydelser unionsborgeren er berettiget til.4.

Sagens betydning for dansk ret

Som anført er forelæggelseskendelsen særdeles uklar i sin beskrivelse af faktum påflere punkter, hvilket er en af grundene til, at regeringen ikke har afgivet skriftligtindlæg i sagen.I lyset af de skriftlige indlæg i sagen samt det forhold, at sagen behandles i EU-Domstolens Store Afdeling,er det Beskæftigelsesministeriets vurdering,at der børafgives mundtligt indlæg i sagen. I det mundtlige indlæg vil der alene blive fokuse-ret på de overordnede principielle spørgsmål, som sagen rejser om unionsborgeresret til sociale ydelser.I det mundtlige indlæg vil regeringen således understrege, at unionsborgeres ad-gang til sociale ydelser kan betinges af, at kravene til lovligt ophold i henhold tilopholdsdirektivet er opfyldt, jf. Brey-dommens præmis 44.I den forbindelse vil regeringen påpege, at i henhold til opholdsdirektivets artikel24, stk. 2, er værtsmedlemsstaten ikke forpligtet til at tillægge ret til sociale ydelseri de første tre måneder af et ophold. Regeringen vilendvidere anføre, at ophold foren ikke-økonomisk aktiv unionsborger i mere end tre måneder lovligt bl.a. kan be-tinges af, at vedkommende har rådighed over tilstrækkelige midler til at sikre situnderhold, samt at vedkommende ikke udgør en urimelig byrde for det sociale sy-stem, jf. opholdsdirektivets artikel 7 samt Brey-dommens præmis 57. I den forbin-delse vil regeringen henvise til Brey-dommens præmis 63, hvoraf fremgår, at vedfastlæggelsen af, hvorvidt vedkommende udgør en sådan byrde, kan der bl.a. læg-ges vægt på, hvilke sociale ydelser, unionsborgeren er berettiget til.