Europaudvalget 2013-14
EUU Alm.del Bilag 694
Offentligt
1398694_0001.png
NOTAT
Vandplaner og havmiljø
J.nr. NST-4304-00008
Ref. thhvi
Den 12. september 2014
Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Miljøudvalg om
svar på åbningsskrivelse om havstrategirammedirektivet
Danmark har den 11. juli 2014 modtaget åbningsskrivelse nr. 2014/2144 af 10. juli
2014 om, at Danmark ikke fuldstændigt har gennemført artikel 5, stk. 3, artikel 14,
stk. 2 og artikel 14, stk. 3, i direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse
af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (herefter:
direktivet) i lov nr. 522 af 26. maj 2010 om havstrategi (herefter:
havstrategiloven).
Kommissionen anmodede ved brev af 4. juli 2012, jf. EU Pilot 3707/12/ENVI
(herefter: EU Pilot anmodningen) om en afklaring på en række spørgsmål i
relation til Danmarks implementering af direktivet, som blev besvaret af de danske
myndigheder ved brev af 27. august 2012.
Kommissionen fastholder i åbningsskrivelsen sin kritik af Danmarks
gennemførelse af direktivets artikel 5, stk. 3, art. 14, stk. 2, og art. 14, stk. 3.
Kommissionen finder, at Danmark ikke har implementeret artikel 5, stk. 3, korrekt
i havstrategiloven.
Direktivets artikel 5, stk. 3 foreskriver, at medlemsstater der grænser op til den
samme havregion eller subregion, der er omfattet af dette direktiv, og hvor havets
tilstand er så kritisk, at der er behov for øjeblikkelig handling, udarbejder en fælles
handlingsplan i henhold til stk. 1, der indebærer en tidligere iværksættelse af
indsatsprogrammerne samt eventuelle strengere beskyttelsesforanstaltninger,
forudsat at dette ikke udgør en hindring for opnåelse eller opretholdelse af en god
miljøtilstand i en anden havregion eller subregion.
Regeringen har vurderet, at der er grundlag for at imødekomme Kommissionens
ønske om, at artikel 5, stk. 3, bliver implementeret udtrykkeligt i havstrategiloven.
Baggrunden herfor er, at denne særlige forpligtelse ikke fremgår af
havstrategiloven eller bemærkningerne til loven. Dertil kommer, at artikel 5, stk. 3,
også foreskriver underretning til Kommission.
Kommissionen finder desuden, at direktivets artikel 14, stk. 2 og stk. 3, ikke er
fuldstændig gennemført i havstrategiloven. Artikel 14, stk. 1-3 er gennemført ved
havstrategilovens § 11. Regeringen vurderer, at både artikel 14, stk. 2 og stk. 3, er
fuldstændigt gennemført, hvilket begrundes med, at ordlyden af § 11 samt de
ledsagende specielle bemærkninger til § 11 i forslaget til havstrategiloven gengiver
artikel 14, stk. 2 og stk. 3, og at formålet med bestemmelsen klart af
bemærkningerne til § 11. Regeringen fastholder således over for Kommissionen, at
den danske regering anser direktivets artikel 14, stk. 2 og 3, for at være gennemført
i havstrategiloven, men at regeringen – idet havstrategiloven alligevel står over for
en ændring i forbindelse med en fuldstændig gennemførelse af artikel 5, stk. 3 - i
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
denne forbindelse vil foretage en præcisering af havstrategiloven i forhold til
artikel 14, stk. 2 og 3, og dermed imødekomme Kommissionens bekymringer.
Regeringen oplyser overfor Kommissionen, at forslag til ændring af
havstrategiloven vil blive fremsat snarest muligt med henblik på vedtagelse i
indeværende folketingsår. Regeringen vil orientere Kommissionen, så snart et
lovforslag herom er vedtaget.
Regeringen har besvaret åbningsskrivelsen i overensstemmelse med
ovenstående.
2