Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2013-14
KOM (2013) 0892 Bilag 1
Offentligt
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Fødevarestyrelsen/ Dyrevelfærd og Veterinærmedicin
Sagsnr.: 2014-15-269-00421/Dep. sagsnr: 23914
Den 14. januar 2014
FVM 218
G
RUNDNOTAT TIL
F
OLKETINGETS
E
UROPAUDVALG
om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om kloning af kvæg, svin,
får, geder og dyr af hestefamilien, der holdes og reproduceres til landbrugsfor-
mål
KOM (2013) 892
Resumé
Kommissionen har fremsat et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om klo-
ning af kvæg, svin, får, geder og dyr af hestefamilien, der holdes og reproduceres til
landbrugsformål. Formålet med forslaget er at sikre ensartede produktionsbetingelser for
landbrugere i EU og samtidig beskytte dyrs sundhed og velfærd. Forslaget er rettet mod
kloning ud fra kropsceller (somatisk kloning). Forslaget indebærer, at der indføres et mid-
lertidigt forbud mod somatisk kloning og markedsføring af somatisk klonede dyr og em-
bryokloner af kvæg, svin, får, geder og dyr af hestefamilien, der holdes og reproduceres
til landbrugsformål. Det er imidlertid ikke præciseret, hvor længe forbuddet skal gælde.
Forslaget indebærer endvidere, at medlemsstaterne senest fem år efter direktivets gen-
nemførelse skal aflægge rapport til Kommissionen om deres erfaringer med anvendelsen
af direktivet, og at Kommissionen skal forelægge en rapport for Europa-Parlamentet og
Rådet på baggrund af medlemsstaternes rapporter og den videnskabelige, tekniske og in-
ternationale udvikling vedrørende de dyrevelfærdsmæssige aspekter. En vedtagelse af
forslaget skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark.
Baggrund
Kommissionen har ved KOM (2013) 892 den 18. december 2013 fremsat forslag til Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv om kloning af kvæg, svin, får, geder og dyr af heste-
familien, der holdes og reproduceres til landbrugsformål. Forslaget er oversendt til Rådet
den 20. december 2013 i en dansk sprogudgave.
Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 43, stk. 2 og skal behandles efter pro-
ceduren for den almindelige lovgivningsprocedure i TEUF artikel 294.
Nærhedsprincippet
Det er Kommissionens vurdering, at separate nationale tilgange til somatisk kloning af
dyr kan føre til forvridning af de pågældende landbrugsmarkeder, hvorfor det er nødven-
digt at sikre ens betingelser på EU-plan. Regeringen vurderer, at forslaget ikke rejser
spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet.
Formål og indhold
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2
Forslaget indfører et midlertidigt forbud mod somatisk kloning af kvæg, svin, får, geder
og dyr af hestefamilien med henblik på landbrugsproduktion samt et forbud mod mar-
kedsføring af sådanne dyr og embryokloner i EU. Det er imidlertid ikke præciseret, hvor
længe forbuddet skal gælde. Markedsføring er i forslaget defineret som første gang et dyr
eller produkt gøres tilgængeligt på det indre marked.
Der benyttes i dag to forskellige former for kloning, nemlig somatisk kloning og embryo-
nal kloning. Det følger af forslagets definition af kloning, at det alene vedrører somatisk
kloning.
Ved
somatisk kloning
frembringer man et genetisk (næsten) identisk individ ud fra en
almindelig kropscelle. Kernen fra kropscellen indsættes i en ægcelle, hvis kerne er fjer-
net. Når celledelingen er begyndt, indsættes fosteranlægget i en rugemor. Der er ved
denne form for kloning intet moder- eller faderdyr til klonen (udover rugemoderen).
Ved
embryonal kloning
udtages et befrugtet æg tidligt i udviklingen og deles i to eller fle-
re, hvorefter det indsættes i en eller flere rugemødre. Der er i dette tilfælde et moder- og
faderdyr til klonen. Denne form for kloning svarer til det, der forekommer naturligt f.eks.
ved dannelsen af enæggede tvillinger.
Forslaget er baseret på udtalelser fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EF-
SA), der alene omhandler somatisk kloning. Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet
har udtalt, at der ikke er noget, der tyder på, at der er forskel på sundhed og fødevare-
sikkerhed af fødevarer fra klonede dyr sammenlignet med produkter fra konventionelt av-
lede dyr. Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet peger på, at somatisk kloning
primært udgør en dyrevelfærdsmæssig risiko, og at det er en ny teknik i fødevareproduk-
tionen. Af dyrevelfærdsmæssige problemer ved somatisk kloning peges for klonernes
vedkommende på højere forekomst af misdannelser og højere dødelighed både i foster-
stadiet, omkring fødsel og op til ca. seks måneders alderen. For rugemødrene peges på
høj forekomst af komplikationer under drægtigheden, herunder unormal udvikling af mo-
derkage, børvattersot (forøget væskeansamling i livmoderen), aborter, meget store fo-
stre, der resulterer i fødselsvanskeligheder og behov for kejsersnit.
Forslaget har ifølge Kommissionen til formål at sikre ensartede produktionsbetingelser for
landbrugerne i EU og samtidig beskytte dyrs sundhed og velfærd.
Forslaget finder anvendelse på somatisk klonede dyr og embryokloner af kvæg, svin, får,
geder og dyr af hestefamilien, der holdes og reproduceres til landbrugsformål. Dyr, der
holdes og reproduceres til andre formål, som f.eks. forskning, fremstilling af lægemidler,
bevarelse af sjældne eller truede racer, sportsbegivenheder eller kulturelle arrangemen-
ter berøres ikke.
Afkom af klonede dyr samt sæd og ikke-klonede embryoner af klonede dyr er ikke omfat-
tet af forslaget.
Medlemsstaterne skal senest fem år efter direktivets gennemførelse aflægge rapport til
Kommissionen om deres erfaringer, og Kommissionen forelægger derefter en rapport for
Europa-Parlamentet og Rådet på baggrund af medlemsstaternes rapporter og den viden-
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3
skabelige, tekniske og internationale udvikling vedrørende de dyrevelfærdsmæssige
aspekter.
Ifølge forslaget træder direktivet i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelse i Den Eu-
ropæiske Unions Tidende, og medlemsstaterne skal senest 12 måneder efter ikrafttræ-
delsen gennemføre det i national ret.
Udtalelser
Europa-Parlamentet har endnu ikke udtalt sig om forslaget.
Gældende dansk ret
Det følger af § 1 i lov nr. 550 af 29. juni 2005 om kloning og genmodificering af dyr m.v.
med senere ændring, at kloning og genmodificering af hvirveldyr, anvendelse af klonede
og genmodificerede hvirveldyr til dyreforsøg samt avl af klonede og genmodificerede
hvirveldyr kun må ske med tilladelse fra Dyreforsøgstilsynet. Der kan ikke gives tilladelse
til kloning med henblik på produktion af fødevarer.
Loven omfatter både somatisk kloning, embryonal kloning og andre former for kloning,
der måtte blive udviklet. Dansk lovgivning er således mere vidtgående end forslaget, der
er rettet mod somatisk kloning.
Det følger af § 11 i bekendtgørelse nr. 814 af 14. juli 2012 af lov om hold af dyr med se-
nere ændring, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan træffe bestemmelse og
fastsætte regler om anvendelse, omsætning, indførsel og udførsel af genteknologisk
fremstillede eller klonede dyr samt om forudgående anmeldelse eller godkendelse. Mini-
steren kan endvidere fastsætte regler om tilsyn og kontrol hermed.
Konsekvenser
Ved vurderingen af forslagets eventuelle konsekvenser er lagt til grund, at det i Danmark
ikke er tilladt at klone dyr med henblik på produktion af fødevarer, at indførsel af klonede
dyr eller embryokloner til fødevareproduktion er yderst begrænset, hvis overhovedet ek-
sisterende, og at der i henhold til forordningen om nye fødevarer aldrig er givet tilladelse
til markedsføring af fødevarer fra somatisk klonede dyr.
Forslaget skønnes ikke at have statsfinansielle konsekvenser og administrative konse-
kvenser for det offentlige, og der er ingen umiddelbare samfundsmæssige eller admini-
strative konsekvenser for virksomheder og borgere.
En vedtagelse af forslaget kan have lovgivningsmæssige konsekvenser.
En vedtagelse af forslagets forbud mod markedsføring af embryokloner og dyrekloner vil
indebære, at bemyndigelsen i lov om hold af dyr, jf. ovenfor må udnyttes til at fastsætte
regler herom.
En vedtagelse af forslaget skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
4
Høring
Forslaget er sendt i høring i Den Nationale Komité for Landbrugsdyr, Det Rådgivende Fø-
devareudvalgs EU-underudvalg, § 2-udvalget (landbrug) og på høringsportalen.
Regeringens foreløbige generelle holdning
Regeringen stiller sig generelt positiv overfor forslaget om et midlertidigt forbud mod so-
matisk kloning af dyr med henblik på produktion af fødevarer og mod markedsføring af
embryokloner og dyrekloner til produktion af fødevarer.
Regeringen forventer ikke, at forslaget er til hinder for opretholdelse af gældende dansk
lovgivning. Regeringen har noteret sig, at somatisk kloning er en mindre udviklet teknik
og dyrevelfærdsmæssigt mere problematisk end embryonal kloning, at det vil sikre ens-
artede produktionsbetingelser for landbrugerne i EU, og at det vil højne beskyttelsesni-
veauet i de mange medlemsstater, der ikke har lovgivning, som forbyder somatisk klo-
ning med henblik på produktion af fødevarer.
På den baggrund kan det accepteres, at forslagets omfang er mindre vidtgående end
dansk lovgivning for så vidt angår kloning af dyr. Regeringen finder dog, at en eventuel
udvidelse af forslaget til også at omfatte embryonal kloning samt andre dyr end fødeva-
reproducerende kan støttes fra dansk side.
Herudover støtter regeringen forslaget om, at medlemsstaterne senest fem år efter direk-
tivets gennemførelse aflægger rapport til Kommissionen om deres erfaringer, og at
Kommissionen derefter forelægger en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet på bag-
grund af medlemsstaternes rapporter og den videnskabelige, tekniske og internationale
udvikling vedrørende de dyrevelfærdsmæssige aspekter.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Der foreligger ikke oplysninger om andre medlemsstaters holdning til forslaget.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Forslaget har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
I forbindelse med forhandlingerne om en ny Novel Food forordning blev spørgsmålet om
kloning senest forelagt Folketingets Europaudvalg til forhandlingsoplæg den 25. marts
2011, jf. Justitsministeriets notat oversendt den 21. marts 2011. Et forbud mod somatisk
kloning af dyr til fødevareproduktion og forbud mod overdragelse og anvendelse af soma-
tisk klonede dyr til fødevareproduktion blev indsat i Kommissionens forslag til Europa-
Parlamentets og Rådets forordning om nye fødevarer under drøftelserne af dette forslag.
Forslaget gik i forligsprocedure, da der ikke kunne opnås enighed mellem Rådet og Euro-
pa-Parlamentet. Der blev ikke opnået enighed under forligsproceduren, og hele Novel
Food forslaget blev forkastet. Kommissionen blev opfordret til at fremsætte et selvstæn-
digt forslag om kloning af dyr. Folketingets Europaudvalg er ved Fødevareministeriets no-
tat oversendt den 4. april 2011 orienteret om udfaldet af forligsforhandlingerne vedrø-
rende forslaget om nye fødevarer.