Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2012-13
KOM (2013) 0136
Offentligt
1278439_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål fra Europaudvalget
til handels- og
europaministeren af 3.
september 2013. EUU alm. del
– spørgsmål 2
Spørgsmål 2:
Vil ministeren redegøre for det kommende forløb for forhandlingerne om en handelsaftale
mellem EU og USA, og vil ministeren love, at denne aftale igen kommer i Folketingets
Europaudvalg til forhandlingsoplæg?
Svar:
Den næste forhandlingsrunde mellem EU og USA ventes i oktober. Derefter forventes endnu
en forhandlingsrunde inden årsskiftet. Det er ikke muligt at forudsige det videre forløb for
forhandlingerne mellem EU og USA, men det fælles ambitionsniveau er højt. Baseret på
tidligere erfaringer med frihandelsforhandlinger kan det typisk tage 3-4 år at færdigforhandle en
frihandelsaftale, hvorefter den juridisk-sproglige gennemgang af en aftale typisk vil tage op mod
et år. Det er dog helt uvist, om dette forløb vil være dækkende for forhandlingsforløbet mellem
EU og USA.
Regeringen tager forhandlingsoplæg på sager af større rækkevidde tidligt i processen, inden
regeringen forpligter sig i Rådet. I forhold til frihandelsaftaler, som skønnes at være af større
rækkevidde, indebærer dette, at regeringen tager forhandlingsoplæg inden vedtagelsen af Rådets
forhandlingsdirektiver for Kommissionen, idet det reelt allerede er på dette tidspunkt i
processen, at regeringen via Rådet forpligter sig på rammerne af en senere frihandelsaftale.
Status for forhandlingerne af en frihandelsaftale vil herefter løbende blive forelagt til
orientering som del af den almindelige forelæggelse af rådsmødedagsordener, herunder forud
for Rådets godkendelse af det endelige forhandlingsresultat. Såfremt det oprindelige
forhandlingsoplæg på et tidspunkt i forhandlingsforløbet vurderes ikke at være dækkende, vil
sagen blive forelagt til fornyet forhandlingsoplæg.
I overensstemmelse med denne praksis forelagde den daværende handels- og
investeringsminister d. 8. maj 2013 udkastet til forhandlingsdirektiver til forhandlingsoplæg
forud for Rådets vedtagelse af forhandlingsdirektiverne d. 14. juni 2013. Folketingets
Europaudvalg vil løbende blive holdt orienteret om forløbet af forhandlingerne, når sagen er på
dagsordenen for et rådsmøde.