Europaudvalget 2013
KOM (2013) 0445
Offentligt
1452088_0001.png
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 26.6.2013
COM(2013) 445 final
2013/0211 (NLE)
Forslag til
RÅDETS FORORDNING
om gennemførelse af den 11. Europæiske Udviklingsfond
DA
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
1452088_0002.png
BEGRUNDELSE
1.
BAGGRUND FOR FORSLAGET
Fattigdom er fortsat et stort problem i landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-
landene). Mange af dem er ude af kurs i forhold til virkeliggørelsen af
millenniumudviklingsmålene og nyder ikke godt af bæredygtig udvikling. EU hjælper AVS-
landene med at adressere disse problemer. Det er nødvendigt for EU fortsat at støtte AVS-
landenes indsats for at reducere og i sidste ende komme fattigdommen til livs, samtidigt med
at målene for bæredygtig udvikling nås, og de gradvist integreres i den globale økonomi.
EU opretholder særlige forbindelser med AVS-udviklingslandene under den 20-årige
partnerskabsaftale mellem på den ene side gruppen af stater i Afrika, Vestindien og
Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab undertegnet i Cotonou den
23. juni 2000
1
("Cotonouaftalen"). Den Europæiske Udviklingsfond ("EUF") er det vigtigste
instrument til ydelse af EU-bistand til udviklingssamarbejde under Cotonou-aftalen med
AVS-lande og til samarbejde med oversøiske lande og territorier ("OLT'er") i henhold til
afgørelsen om oversøiske landes og territoriers associering med Det Europæiske Fællesskab
("associeringsafgørelsen"). EUF finansieres uden for EU-budgettet af medlemsstaterne på
grundlag af specifikke fordelingsnøgler. Hver EUF vedrører en flerårig periode.
I forbindelse med den flerårige ramme efter 2013 foreslog Europa-Kommissionen i sin
meddelelse "Et budget for Europa 2020"
2
det samlede budget for den 11. EUF for samarbejde
med AVS-landene og OLT'er (30 318,7 mio. EUR i 2011-priser, dvs. 34 275,6 mio. EUR i
løbende priser). Kommissionen vedtog også en meddelelse, der beskriver de vigtigste
elementer, som kunne optræde i den interne aftale om den 11. EUF, der dækker perioden fra
den 1. januar 2014 til den 31. december 2020
3
. Europa-Kommissionen antager, at Den
Europæiske Union og dens medlemsstater når frem til en aftale om fastsættelse af
finansieringsmekanismen (den 11. EUF), den præcise periode, der skal dækkes (2014-2020),
og omfanget af midler, der skal afsættes til denne mekanisme til gennemførelse af AVS-EU-
partnerskabet, og at repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer når til enighed om en
intern aftale om den 11. EUF. Det Europæiske Råd fastsatte i sine konklusioner af 8. februar
2013 et samlet beløb for den 11. EUF på 30 506 mio. EUR i løbende priser
4
.
Nye udfordringer samt prioriteterne i Europa 2020-strategien har fået Kommissionen til at
fremsætte forslag om tilpasning af gennemførelsesforordningen for den 11. EUF til
meddelelsen "Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for
forandring"
5
af 13. oktober 2011. Den europæiske konsensus om udvikling, der blev vedtaget
den 22. december 2005, og de internationalt aftalte principper for bistandseffektivitet,
herunder slutdokumentet fra Busanforummet (2011), indgår også i den generelle
politikramme for programmering og gennemførelse af den 11. EUF.
1
2
3
4
5
EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3. Aftale som ændret ved aftale undertegnet i Luxembourg
den 25. juni 2005 (EUT L 287 af 28.10.2005, s. 4) og ved aftale undertegnet i Ouagadougou
den 22. juni 2010 (EUT L 287 af 4.11.2010, s. 3).
KOM(2011) 500.
KOM(2011) 837.
EUCO 37/13 + EUCO 37/13 COR 1.
KOM(2011) 637.
DA
2
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
1452088_0003.png
2.
RESULTATER AF HØRINGEN AF DE INTERESSEREDE PARTER OG
KONSEKVENSANALYSE
Offentlig høring
Kommissionen gennemførte mellem den 26. november 2010 og den 31. januar 2011 en
offentlig høring om fremtidig finansiering af EU's optræden udadtil. Denne høring var baseret
på et onlinespørgeskema ledsaget af et baggrundsdokument med titlen "Hvilke finansielle
instrumenter til initiativer uden for EU efter 2013?". Generelt blev der i svarene ikke givet
udtryk for, at der var behov for grundlæggende ændringer af de nuværende
gennemførelsesmekanismer, selv om man i en stor del af besvarelserne gik ind for øget
fleksibilitet og forenklet gennemførelse.
Konsekvensanalyse
Kommissionen gennemførte en konsekvensvurdering
6
, der omfattede 3 grundlæggende
politikalternativer for hvert opstillet mål (mere differentiering og koncentration, bedre
koordinering med EU-medlemsstaterne, mere brug af innovative finansielle instrumenter og
mere fleksibilitet): en status quo-løsning (ingen ændring sammenlignet med den 10. EUF) og
en alternativ løsning med to delløsninger til ændring af EUF-rammen. Status quo-løsningen
blev ikke godtaget, fordi den ikke ville have løst de påpegede problemer. Delløsningerne løste
de identificerede problemer i forskelligt omfang og havde hver især deres konsekvenser. Det
blev med konsekvensvurderingen konkluderet, at for hvert af de opstillede mål var det
delløsning nummer to, som var mest i overensstemmelse med de nye reviderede strategiske
retningslinjer for EU's indsats udadtil, fordi den:
–
gennem øget geografisk fokus bidrog til at målrette ressourcerne mod de
områder, hvor behovet for dem var størst, og hvor den mulige virkning og
værditilvæksten var størst
bidrog til øget sektorfokus og koncentration af ressourcer omkring et begrænset
antal sektorer, hvilket styrkede EU's indsatspotentiale
øgede EU-bistandens effektivitet og politiske løftestangseffekt gennem øget
arbejdsdeling blandt donorerne, fælles programmering og anvendelse af EU-
trustfonde
øgede den finansielle løftestangseffekt for EU-tilskud gennem anvendelse af
innovative finansielle instrumenter
muliggjorde hurtig tilpasning af bistandstildelingen for at tage hensyn til vilkår,
der ændrer sig, eller specifikke situationer (f.eks. krise, sårbarhed eller
overgang) eller for at anvende en mere incitamentbaseret tilgang.
–
–
–
–
6
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=SEC:2011:1459:FIN:EN:PDF.
DA
3
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
1452088_0004.png
3.
JURIDISKE ASPEKTER AF FORSLAGET
De vigtigste politikmål med EU's indsats udadtil er fastsat i Lissabontraktaten (artikel 21 i
EU-traktaten). Hertil kommer, at det vigtigste mål med EU-udviklingssamarbejdet (art. 208 i
EU-traktaten) er at reducere fattigdommen og - på længere sigt - helt at komme den til livs.
EU vil i den kontekst opfylde de forpligtelser og tage hensyn til de mål, der er godkendt inden
for rammerne af De Forenede Nationer og andre internationale organisationer.
Hvad angår samarbejdet med AVS-lande og -regioner, suppleres disse retlige rammer af
Cotonouaftalen.
Dette forslag lægges frem af Kommissionen på grundlag af en intern aftale om den 11. EUF
7
,
ifølge hvilken der med enstemmighed bør vedtages en rådsforordning om gennemførelsen af
den 11. EUF under Cotonouaftalen – på forslag af Kommission og efter høring af Den
Europæiske Investeringsbank (EIB).
4.
BUDGETMÆSSIGE KONSEKVENSER
Ikke relevant
5.
HOVEDELEMENTER
Gennemførelsesforordningen for den 11. EUF blev udarbejdet med følgende mål:
–
i tråd med de centrale principper mht. forenkling og øget effektivitet, for at bringe så
meget tekst som muligt i overensstemmelse med de vigtigste bestemmelser i
Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse
af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde
8
("DCI-forordningen")
(navnlig om programmering) og i Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og
Rådets forordning om fælles regler og procedurer for gennemførelse af
instrumenterne for Unionens optræden udadtil ("CIR-forordningen")
9
(navnlig om
gennemførelse), som resulterer i forenklede og harmoniserede gennemførelsesregler
og –procedurer for alle instrumenter for indsats udadtil (med undtagelse af EUF og
Grønland). Der tages med denne tilpasning også hensyn til resultaterne af
forhandlingerne i Rådet om disse tekster (Coreperniveau) og i Parlamentets udvalg,
da dette forslag blev udarbejdet, og til kompromiser, der kan godtages af
Kommissionen. Kommissionen forbeholder sig endvidere retten til at tilpasse dette
forslag efter vedtagelsen, under forhandlinger med Rådet, for fortsat at sikre
kohærens i forhold til teksterne til DCI-forordningen og CIR-forordningen, der
forhandles sideløbende hermed. Denne tilpasning vil bidrage til en eventuel
integrering af EUF i EU-budgettet i de flerårige finansielle rammer efter 2020 - i tråd
med de forslag, Kommissionen fremsatte i den ovennævnte meddelelse "Et budget
for Europa 2020", og Det Europæiske Råds konklusioner af 8. februar 2013.
7
8
9
Henvisning til den 11. interne aftale om EUF indsættes.
KOM(2011) 840.
KOM(2011) 842.
DA
4
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
1452088_0005.png
–
for at sikre, at teksten er i overensstemmelse med bestemmelserne i Cotonouaftalen,
navnlig bilag IV om gennemførelse og forvaltningsprocedurer, samtidigt med at
teksten forenkles i forhold til gennemførelsesforordningen for den 10. EUF
10
.
Afsnit I: Mål og generelle principper - artikel 1 og 2
Artikel 1 (Mål og kriterier for støtteberettigelse)
er i videst muligt omfang tilpasset artikel
2 i Kommissionens forslag til DCI-forordningen om mål og kriterier for støtteberettigelse og
indeholder også en henvisning til de bredere mål, principper og værdier, der er omhandlet i
Cotonouaftalen, og til de udviklingsmål og samarbejdsstrategier, der er fastlagt i EU's
politikker, herunder "En dagsorden for forandring". Denne artikel fastsætter også et krav om,
at kriterierne for at modtage officiel udviklingsbistand, som er fastsat af OECD/DAC,
opfyldes i videst muligt omfang. Den forklarer også komplementariteten mellem de
humanitære instrumenter og EUF-instrumenterne.
Artikel 2 (Generelle principper)
er tilpasset artikel 3, stk. 5 til 10, i Kommissionens forslag
til DCI-forordningen. Den fastsætter hovedprincipperne for forordningens gennemførelse,
som er øget kohærens i EU's indsats udadtil, forbedret koordinering med medlemsstaterne og
andre bilaterale eller multilaterale donorer samt en partnerlandsledet og regionalt ledet
udviklingsproces med gensidig ansvarlighed gennem en tilgang præget af inklusion og
deltagelse og anvendelse af effektive og innovative samarbejdsmetoder i tråd med bedste
OECD/DAC-praksis, således at bistandens effekt øges, og overlappende foranstaltninger og
gentagelser undgås.
Afsnit II: Programmering og fordeling af midler - artikel 3-7
Artikel 3 (Generelle rammer for tildeling af midler)
fastlægger rammer for tildeling af
EUF-midler. Den er i videst muligt omfang tilpasset artikel 3, stk. 2, i Kommissionens forslag
til DCI-forordningen, som omhandler principperne for en differentieret tilgang til
partnerlandene. Artikel 3 omhandler anvendelse af principperne i meddelelsen "Forbedring af
virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring" på EUF, og samtidig
opfyldelse af kravene i Cotonouaftalen om tildeling af ressourcer (kriterierne er beskrevet i
artikel 3 i bilag IV til Cotonouaftalen). Tildelingskriterierne er derfor beskrevet i to stykker: i
stk. 1 henvises der til Cotonouaftalens krav om behov og resultater, og stk. 2 behandler mere
specifikt differentieringsprincipperne i "En dagsorden for forandring" vedrørende fastsættelse
af de vejledende nationale tildelinger (behov, kapacitet, forpligtelser, resultater og effekt).
Artikel 4 (Generel programmeringsramme)
fastlægger den generelle ramme for EUF-
programmering under denne forordning. I denne artikel henvises der til Cotonouaftalens
principper vedrørende partnerskab og tilpasning, dvs. at programmeringen, når det er muligt,
skal gennemføres sammen med det pågældende partnerland eller den pågældende region og i
stigende grad være i overensstemmelse med deres strategier til fattigdomsbekæmpelse. Denne
artikel inddrager også elementer fra artikel 10, stk. 2, i Kommissionens forslag til DCI-
forordningen. For at sikre synergi og sammenhæng mellem Unionens og medlemsstaternes
foranstaltninger vil medlemsstaterne blive fuldt inddraget i planlægningen, herunder gennem
fælles programmering. På grund af EUF-finansieringens særlige karakter, er det hensigten, at
alle medlemsstater skal deltage, herunder også dem, der ikke er repræsenteret lokalt.
Høringsprocessen vil desuden have deltagelse af andre donorer og udviklingsaktører samt
civilsamfundet og regionale og lokale myndigheder.
10
Rådets forordning (EF) nr. 617/2007 (EUT L 210 af 1.13.2007, s. 6).
DA
5
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
1452088_0006.png
Artikel 4, stk. 3, omhandler vilkår, der er omhandlet i Cotonouaftalen, og hvor Kommissionen
kan fastlægge specifikke bestemmelser om ensidig programmering og gennemførelse af
udviklingsbistand.
Artikel 4, stk. 4, henviser til EU's mål vedrørende koncentrering af bistand, der blev
bekendtgjort i meddelelsen "Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden
for forandring", med en begrænsning til 3 interventionssektorer i forbindelse med bilateral
programmering, hvilket er i tråd med artikel 5, stk. 4, i Kommissionens forslag til DCI-
forordningen.
Artikel 5 (programmeringsdokumenter)
er i videst muligt omfang tilpasset artikel 11 i
Kommissionens forslag til DCI-forordningen. Den fastsætter kravet om strategipapirer og
redegør for principperne for forberedelse af disse og for udarbejdelse af flerårige vejledende
programmer baseret på strategipapirerne. Artiklen omhandler også de tilfælde, hvor der ikke
er behov for at udarbejde et strategidokument for at forenkle og strømline
programmeringsprocessen og fremme fælles planlægning med medlemsstater og tilpasning til
udviklingslandenes nationale programmer. Denne artikel giver således også mulighed for at
udarbejde et fælles rammedokument, der fastlægger en samlet EU-strategi, som
udviklingspolitikken vil være en del af. I tråd med partnerskabsprincippet i Cotonouaftalen
kræves
det,
at
partnerlandet
godkender,
at
der
anvendes
alternative
programmeringsdokumenter. I modsat fald vil der skulle udarbejdes et strategidokument.
Artikel 5, stk. 5 og artikel 5, stk. 6, omhandler EUF-specifikke programmeringstyper som
omhandlet i Cotonouaftalen, dvs. for samarbejde mellem AVS-staterne og særlige
støtteprogrammer.
Artikel 6 (programmering for lande og regioner, der befinder sig i en krise, i en periode
efter en krise eller i en usikker situation)
er tilpasset artikel 12 i Kommissionens forslag til
DCI-forordningen. Den understreger de særlige behov og vilkår for lande, der befinder sig i
en krise, i en periode efter en krise eller i en usikker situation, som bør tages i betragtning ved
udarbejdelsen af programmeringsdokumenterne.
Artikel 7 (godkendelse og ændring af programmeringsdokumenterne)
er i videst muligt
omfang tilpasset artikel 14 i Kommissionens forslag til DCI-forordningen, som omhandler
godkendelse af strategipapirer og godkendelse af flerårige vejledende programmer. Artiklen
fastsætter, at programmeringsdokumenter (dvs. strategipapirer, flerårige vejledende
programmer og særlige støtteprogrammer) godkendes af Kommissionen efter artikel 14 i
denne forordning. Den afspejler også bestemmelserne i Cotonouaftalen om indsendelse af
dokumenter til det blandede parlamentariske udvalg og AVS-statens eller -regionens
godkendelse af programmeringsdokumenter efter Kommissionens godkendelse. Den
omhandler revision af programmeringen og om nødvendigt (i tilfælde af en signifikant
udvikling i strategien eller de programmerede prioriteter) af de tilhørende dokumenter.
Artiklen sikrer smidighed og forenkling gennem fastsættelse af tilfælde med ikke-signifikante
ændringer, som EUF-udvalget er informeret om. Artiklen omhandler også en særlig
hasteprocedure til ændring af programmeringsdokumenterne i behørigt begrundede særligt
hastende tilfælde svarende til udvalgsproceduren i artikel 8 i forordning (EU) nr. 182/2011
11
,
jf. artikel 14, stk. 10, i denne forordning.
11
Europa-Parlamentets og Rådets forordning om de generelle regler og principper for, hvordan
medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser.
DA
6
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
Afsnit III: Gennemførelse – artikel 8-13
Artikel 8 (generel ramme for gennemførelse)
fastsætter den generelle ramme for
gennemførelse af EU-bistand i relation til finansforordningen for den 11. EUF.
Artikel 9 (vedtagelse af handlingsprogrammer, individuelle foranstaltninger og særlige
foranstaltninger)
er i videst muligt omfang tilpasset artikel 2 i Kommissionens forslag til
CIR-forordningen. Den fastsætter det princip, at finansieringsafgørelser, der træffes af
Kommissionen, skal antage form af handlingsprogrammer baseret på flerårige
programmeringsdokumenter. Der kan imidlertid vedtages individuelle foranstaltninger uden
for rammerne af handlingsprogrammer, hvis de er i overensstemmelse med de flerårige
programmeringsdokumenter. I særlige tilfælde (usædvanlige omstændigheder eller uforudsete
behov), som er omhandlet i Cotonouaftalen, kan Kommissionen også vedtage særlige
foranstaltninger, der ikke er omhandlet i de flerårige programmeringsdokumenter. Artiklen
fastsætter procedurer for vedtagelse af de nævnte finansieringsafgørelser. Den fastsætter også
specifik miljøscreening, herunder for klimaændringer og indvirkning på biodiversitet.
Artikel 10 (supplerende bidrag fra medlemsstaterne)
omhandler betingelserne for
forvaltning af frivillige bidrag, som medlemsstaterne kan yde til Kommissionen eller til EIB i
overensstemmelse med den 11. interne EUF-aftale.
Artikel 11 (skatter, afgifter og told)
omhandler mulige ordninger med hensyn til skatter,
afgifter og told, jf. artikel 5 i Kommissionens forslag til CIR-forordningen, og er samtidigt i
overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 31 i bilag IV til Cotonouaftalen.
Artikel 12 (beskyttelse af EU's finansielle interesser)
er tilpasset artikel 7 i Kommissionens
forslag til CIR-forordningen. Den fastsætter foranstaltninger, der skal beskytte EU's
finansielle interesser og sætte den (navnlig Kommissionen, Revisionsretten og OLAF) i stand
til at gennemføre al nødvendig kontrol med de foranstaltninger, der gennemføres.
Artikel 13 (regler om nationalitet og oprindelse i forbindelse med offentlige indkøb,
tildeling af tilskud og andre tildelingsprocedurer)
er ikke tilpasset artikel 8 og 9 i
Kommissionens forslag til CIR-forordningen, eftersom den henviser til bestemmelserne om
regler for nationalitet og oprindelse i artikel 20 i bilag IV til Cotonouaftalen.
Afsnit IV: Procedurer til beslutningstagning - artikel 14-16
Artikel 14 (EUF-udvalgets ansvar)
fastsætter EUF-udvalgets opgaver og inddragelse ved
gennemførelsen af denne forordning. Den tilpasser EUF-procedurerne til artikel 15 i
Kommissionens forslag til CIR-forordningen, som henviser til forordningen om
udvalgsprocedurer. Procedurerne anvendes tilsvarende på artikel 3 (fælles bestemmelser),
artikel 5 (undersøgelsesprocedure) og artikel 8 (hasteprocedure) i forordning (EU) nr.
182/2011 om udvalgsprocedurer.
Artikel 15 (fredsfaciliteten for Afrika)
fastsætter ad hoc-procedurer for fredsfaciliteten for
Afrika.
Artikel 16 (investeringsfacilitetsudvalget)
omhandler opbygningen af og funktionsmåden
for investeringsfacilitetsudvalget, der er nedsat i EIB-regi efter den interne aftale, i
forbindelse med gennemførelsen af denne forordning. Den beskriver også gennemførelsen af
og betingelserne for EIB-foranstaltningerne.
DA
7
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
1452088_0008.png
Afsnit V - Afsluttende bestemmelse - artikel 17-22
Artikel 17 (deltagelse af tredjelande eller regioner i tredjelande)
er baseret på
gennemførelsesforordningen for den 10. EUF og tager hensyn til artikel 15 i Kommissionens
forslag til DCI-forordningen. Den giver mulighed for at udvide mulighederne for at modtage
støtte under den EUF-ramme, der er fastsat for AVS-landene, til også at omfatte ikke-AVS-
udviklingslande og regionale integrationsorganer med AVS-deltagelse. Den fremmer også
styrkelse af regionale programmer for samarbejde mellem AVS-lande, OLT'er og regioner i
EU's yderste periferi.
Artikel 18 (overvågning, rapportering om og evaluering af EUF-bistand)
er tilpasset
artikel 12 og 13 i Kommissionen forslag til CIR-forordningen. Den forpligter Kommissionen
og EIB til regelmæssigt at evaluere resultaterne af de gennemførte politikker, programmer og
projekter og, for Kommissionens vedkommende, til at se på selve programmeringens
effektivitet samt til hvert andet år at udarbejde en rapport om de gjorte fremskridt og
gennemførelsen af denne forordning. Den fastsætter også, at der skal gennemføres en
evaluering af resultaterne med hensyn til opfyldelse af forpligtelser og gennemførelse af
betalinger og den ydede bistands effekt, og at der skal gennemføres midtvejsevalueringer og
afsluttende evalueringer af AVS-investeringsfacilitetens anvendelse som omhandlet i bilag II
til Cotonouaftalen.
Artikel 19 (klimaindsats- og biodiversitetsudgifter)
er tilpasset artikel 14 i Kommissionens
forslag til CIR-forordningen. Den omhandler et særligt sporingssystem baseret på OECD-
metoden ("Rio-markørerne").
Artikel 20 (Tjenesten for EU's Optræden Udadtil)
er en horisontal artikel, der findes i alle
Kommissionens forslag til forordning om indsatsen udadtil, f.eks. artikel 21 i Kommissionens
forslag til DCI-forordningen. Det understreges heri, at denne forordning finder anvendelse i
overensstemmelse med Rådets afgørelse om, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil
skal tilrettelægges og fungere
12
, særlig artikel 9.
Artikel 21 (overgangsforanstaltninger)
omhandler en overgangsfacilitet, der skal sikre
tilgængelige midler i tilfælde af en sen ikrafttrædelse af den 11. EUF, navnlig under
hensyntagen til mulige forsinkelser i ratificeringsprocessen for den interne aftale om den
11. EUF. Indtil ikrafttrædelsen af den 11. EUF bør handlingsprogrammer, individuelle
foranstaltninger, særlige foranstaltninger og særlige handlingsprogrammer for støtteudgifter
derfor finansieres inden for rammerne af restbeløb fra tidligere EUF'er og fra midler, der er
frigjort fra projekter under disse EUF'er. Midler, der afsættes
13
under overgangsfaciliteten,
skal bogføres under den 11. EUF. Ved vedtagelse af denne forordning med enstemmighed
træffer Rådet afgørelse om at anvende restbeløb fra tidligere EUF'er som beskrevet i artikel 1,
stk. 5, i den interne aftale om den 10. EUF og i artikel 5 i bilag Ib til Cotonouaftalen. Denne
artikel omhandler også den fortsatte anvendelse af finansforordningen for den 10. EUF, indtil
finansforordningen for den 11. EUF træder i kraft.
Artikel 22 (ikrafttrædelse)
fastsætter, at denne forordning skal anvendes fra den 1. januar
2014 indtil den sidste anvendelsesdato for den interne aftale om den 11. EUF.
12
13
Rådets afgørelse (EU) 2010/427.
"Godkendt" i henhold til EIB-terminologien.
DA
8
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
1452088_0009.png
2013/0211 (NLE)
Forslag til
RÅDETS FORORDNING
om gennemførelse af den 11. Europæiske Udviklingsfond
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde,
under henvisning til partnerskabsaftalen mellem medlemmerne af gruppen af stater i Afrika,
Vestindien og Stillehavet på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets
medlemsstater på den anden side, undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000
14
(i det følgende
benævnt "Cotonou-aftalen"),
under henvisning til den interne aftale mellem repræsentanterne for medlemsstaternes
regeringer, forsamlet i Rådet, om finansiering af Den Europæiske Unions bistand i henhold til
den flerårige finansielle ramme for perioden 2014-2020 i overensstemmelse med
Cotonouaftalen samt om finansiel bistand til de oversøiske lande og territorier, på hvilke
fjerde del af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde finder anvendelse
15
("den
interne aftale"), særlig artikel 10, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB), og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
Afgørelse nr. (…) truffet af AVS-EU-Ministerrådet
16
fastsætter den flerårige
finansielle ramme for samarbejde med AVS-landene i perioden 2014-2020 ved
vedtagelse af et nyt bilag Ic til Cotonouaftalen.
I den interne aftale fastsættes de forskellige rammebeløb for den 11. Europæiske
Udviklingsfond ("den 11. EUF"), fordelingsnøglen og bidragene til den 11. EUF,
EUF-udvalget nedsættes, og der nedsættes et investeringsfacilitetsudvalg ("IF-
udvalget") og fastsættes bestemmelser om stemmevægt og kvalificeret flertal.
I den interne aftale fastsættes desuden det samlede beløb for EU's bistand til staterne i
Afrika, Vestindien og Stillehavet ("AVS-staterne") (med undtagelse af Republikken
Sydafrika) og til de oversøiske lande og territorier ("OLT'er") for den syvårige periode
EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3. Som ændret ved aftale undertegnet i Luxembourg den 25. juni 2005.
(EUT L 287 af 28.10.2005, s. 4) og ved aftale undertegnet i Ouagadougou den 22. juni 2010
(EUT L 287 af 4.11.2010, s. 3).
Henvisning til den 11. interne aftale om EUF indsættes: EUT L (…).
Henvisning til afgørelse truffet af AVS-EU-Ministerrådet indsættes: EUT L (…).
(2)
(3)
14
15
16
DA
9
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
1452088_0010.png
2014-2013 til 30 506 mio. EUR, som tilvejebringes af medlemsstaterne. Ud af dette
beløb afsættes (…) mio. EUR til AVS-landene som specificeret i den flerårige
finansielle ramme for perioden 2014-2020, som der henvises til i bilag Ic i
Cotonouaftalen, (...) mio. EUR afsættes til OLT'er og (…) mio. EUR afsættes til
Kommissionen til udgifter til støttefunktioner i tilknytning til Kommissionens
programmering og gennemførelse af EUF'en.
(4)
Tildelingen til OLT'erne under den 11. EUF er omfattet af Rådets afgørelse (…) af
(…) om OLT'ernes associering med Den Europæiske Union
17
og af
gennemførelsesbestemmelserne hertil og eventuelle efterfølgende ajourføringer af
disse.
Foranstaltninger, der er omfattet af og berettiget til at modtage finansiering i henhold
til Rådets forordning (EF) nr. 1257/96 af 20. juni 1996 om humanitær bistand
18
,
finansieres kun under ekstraordinære omstændigheder under den 11. EUF, hvis der er
behov for sådan bistand til at sikre kontinuitet i samarbejdet fra en krisesituation til
stabile vilkår for udviklingen, og kan ikke finansieres over Den Europæiske Unions
almindelige budget.
Rådet vedtog den 11. april 2006 princippet om finansiering af fredsfaciliteten for
Afrika ved hjælp af EUF.
AVS-landene vil også være berettigede til at modtage EU-bistand under tematiske
programmer omhandlet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. (…) af
(…) om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde, af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. (…) af (…) om oprettelse af et
partnerskabsinstrument for samarbejde med tredjelande, af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. (…) af (…) om oprettelse af et stabilitetsinstrument og af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. (…) af (…) om oprettelse af et
finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder på
verdensplan. Disse programmer bør tilføre værdi til, være sammenhængende med og
supplere programmer, der finansieres under den 11. EUF.
Som det fremgår af artikel 13, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. om "Erasmus for Alle" - EU-programmet for uddannelse, erhvervsrettet
uddannelse, ungdom og idræt
19
- afsættes der et vejledende beløb på
1 812 100 000 EUR til fremme af den internationale dimension af videregående
uddannelse
fra
forskellige
eksterne
instrumenter
(instrumentet
for
udviklingssamarbejde, det europæiske naboskabsinstrument, instrumentet til
førtiltrædelsesbistand, partnerskabsinstrumentet og Den Europæiske Udviklingsfond)
til tiltag vedrørende læringsmobilitet til eller fra lande uden for EU og til samarbejde
og politisk dialog med myndigheder/institutioner/organisationer fra disse lande.
Bestemmelserne i forordning (EU) nr. […/…] ["Erasmus for Alle"] gælder for
anvendelsen af disse midler. Midlerne bør stilles til rådighed via to flerårige
tildelinger, der kun omfatter henholdsvis de første fire år og de resterende tre år.
Midlerne bør afspejles i den flerårige vejledende planlægning under denne forordning i
overensstemmelse med de fastlagte behov og prioriteter i de berørte lande.
Bevillingerne bør justeres i tilfælde af større uforudsete ændringer af vilkårene eller en
Henvisning til den reviderede associeringsafgørelse indsættes: EUT L (…).
EFT L 163 af 2.7.1996, s. 1.
EUT L […].
(5)
(6)
(7)
(8)
17
18
19
DA
10
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
1452088_0011.png
vigtig politisk udvikling i overensstemmelse med prioriteterne for EU's optræden
udadtil.
(9)
(10)
Det regionale samarbejde mellem AVS-staterne, OLT'erne og regionerne i EU's
yderste periferi bør fremmes yderligere.
For at implementere den 11. EUF bør der indføres en procedure for programmering,
undersøgelse og godkendelse af bistand og fastlægges detaljerede regler for kontrollen
med bistandens anvendelse. Den (…) vedtog repræsentanterne for medlemsstaternes
regeringer, forsamlet i Rådet, afgørelse (…) om midlertidig anvendelse af den interne
aftale
20
med henblik på vedtagelsen af gennemførelsesforordningen og
finansforordningen og bl.a. med henblik på nedsættelse af EUF-udvalget og IF-
udvalget.
Den europæiske konsensus om udvikling af 22. december 2005
21
og Rådets
konklusioner om Kommissionens meddelelser "Forbedring af virkningen af EU's
udviklingspolitik: En dagsorden for forandring"
22
og "EU's fremtidige tilgang til
budgetstøtte til tredjelande"
23
bør udgøre de overordnede politikrammer for
programmering og gennemførelse af den 11. EUF sammen med de internationalt
aftalte principper om bistandseffektivitet som f.eks. de principper, der er fastsat i
Paris-erklæringen om bistandseffektivitet fra 2005, EU's adfærdskodeks om
arbejdsdeling
i
udviklingspolitik
(2007),
EU-retningslinjerne
for
Accrahandlingsplanen (2008) og slutdokumentet fra Busanforummet (2011) samt FN's
konvention om rettigheder for personer med handicap, som EU har undertegnet.
Den Europæiske Union ønsker også at sikre kohærensen i forhold til andre områder
inden for sin indsats udadtil ved fastlæggelse af EU's politik for udviklingssamarbejde
og strategisk programmering og gennemførelse af foranstaltninger.
Bekæmpelse af klimaændringer og miljøbeskyttelse er nogle af de største
udfordringer, som Unionen står over for, og hvor der er et presserende behov for
internationale tiltag. I overensstemmelse med hensigtserklæringen i Kommissionens
meddelelse "Et budget for Europa 2020" af 29. juni 2011 skal denne forordning i
videst muligt omfang bidrage til at nå det mål, at mindst 20 % af EU's samlede
finansiering skal helliges klimamål, samtidigt med at man respekterer princippet om
partnerskab med AVS-landene, som er fastsat i Cotonouaftalen. Tiltag i landene til
reducering af kulstofemissioner og styrkelse af modstandsdygtigheden over for
klimaændringer bør om muligt styrke hinanden gensidigt for at øge deres virkning.
Unionen og medlemsstaterne bør fremme overensstemmelsen og komplementariteten
mellem deres respektive politikker for udviklingssamarbejde, især ved at mødekomme
partnerlandenes og -regionernes prioriteter på nationalt og regionalt niveau. For at
sikre, at Unionens og medlemsstaternes politik for udviklingssamarbejde
komplementerer og styrker hinanden, er det hensigtsmæssigt at fastsætte fælles
planlægningsprocedurer, som bør anvendes, når det er muligt og relevant.
(11)
(12)
(13)
(14)
20
21
22
23
Henvisning til afgørelse (…) om midlertidig anvendelse indsættes.
EUT C 46 af 24.2.2006, s. 1.
Rådsdokument 9369/12 af 14. maj 2012.
Rådsdokument 9371/12 af 14. maj 2012.
DA
11
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
1452088_0012.png
(15)
På topmødet i december 2007 mellem EU og Afrika vedtoges det strategiske
partnerskab for Afrika og EU
24
, som blev bekræftet på EU-Afrika-topmødet i
november 2010. Den 19. november 2012
25
vedtog Rådet også konklusioner om den
fælles partnerskabsstrategi for Vestindien og EU, som erstattede Rådets konklusioner
om partnerskabet mellem Vestindien og EU af 11. april 2006. For Stillehavet vedtog
Rådet den 14. maj 2012 konklusioner om et fornyet udviklingspartnerskab
26
, som
ajourførte og supplerede den strategi, der blev vedtaget i 2006 (Rådets konklusioner af
17. juli 2006).
Den Europæiske Unions finansielle interesser bør beskyttes ved hjælp af
forholdsmæssigt afpassede foranstaltninger i hele udgiftscyklussen, herunder
vedrørende forebyggelse, påvisning og undersøgelse af uregelmæssigheder samt
inddrivelse af midler, der er gået tabt, betalt uberettiget eller anvendt ukorrekt, og i
givet fald anvendes sanktioner. Disse foranstaltninger bør gennemføres i
overensstemmelse med de gældende aftaler, der er indgået med internationale
organisationer og tredjelande.
Ifølge artikel 1, stk. 5, i den interne aftale om den 10. EUF og artikel 5 i bilag Ib til
Cotonouaftalen bør der med midlerne fra den 10. EUF (bortset fra beløb, der afsættes
til investeringsfaciliteten, eksklusive de tilhørende rentegodtgørelser) ikke indgås
forpligtelser efter den 31. december 2013, medmindre Rådet på forslag fra
Kommissionen enstemmigt beslutter det modsatte. Det bør fastsættes, at disse midler
anvendes til at sikre kontinuitet, hvis ikrafttrædelsen af den 11. EUF forsinkes. Som et
supplement til artikel 10 i den interne aftale om den 11. EUF, ifølge hvilken
gennemførelsesforordningen til den 10. EUF skal forblive i kraft indtil vedtagelsen af
gennemførelsesforordningen til den 11. EUF, bør det også fastsættes, at
finansforordningen til den 10. EUF forbliver i kraft indtil vedtagelsen af
finansforordningen til 11. EUF.
Det er fastsat i Rådets afgørelse 2010/427/EU, hvordan Tjenesten for EU's Optræden
Udadtil skal tilrettelægges og fungere —
(16)
(17)
(18)
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
AFSNIT I
MÅL OG GENERELLE PRINCIPPER
Artikel 1
Mål og støtteberettigelseskriterier
1.
Geografisk samarbejde med AVS-lande og -regioner inden for rammerne af den 11.
EUF baseres på mål, grundlæggende principper og værdier, der er afspejlet i
Cotonouaftalens generelle bestemmelser.
24
25
26
Rådsdokument 16344/07.
Rådsdokument 16455/12.
Rådsdokument 9877/12.
DA
12
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
1452088_0013.png
2.
Samarbejdet skal navnlig finde sted inden for rammerne af principperne og målene
for EU's indsats udadtil og i overensstemmelse med den europæiske konsensus om
udvikling og efterfølgende ændringer heraf og tilføjelser hertil:
a)
b)
det primære mål med samarbejdet under denne forordning er at nedbringe og
på længere sigt udrydde fattigdom
samarbejde under denne forordning vil også bidrage til:
i) at fremme bæredygtig udvikling i økonomisk, social og miljømæssig
henseende, og
ii) konsolidere og understøtte demokrati, retsstaten, god regeringsførelse,
menneskerettigheder og de relevante principper i international ret.
Virkeliggørelsen af disse mål måles ved hjælp af relevante indikatorer, herunder
indikatorer for den menneskelige udvikling, navnlig millenniumudviklingsmål 1 for
litra a) og millenniumudviklingsmål 1-8 for litra b), og efter 2015 andre indikatorer,
som EU og dens medlemsstater er nået til enighed om.
3.
Programmeringen skal være af en sådan art, at den i videst muligt omfang opfylder
de kriterier for adgang til statslig udviklingsbistand ("ODA" (official development
assistance)), der er fastlagt af OECD/DAC.
Tiltag, der er omfattet af og berettiget til støtte i henhold til Rådets forordning (EF)
nr. 1257/96 af 20. juni 1996 om humanitær bistand
27
, finansieres i princippet ikke i
henhold til nærværende forordning, uden at det berører behovet for at sikre
kontinuitet i samarbejdet fra en situation med krise og frem mod etablering af stabile
udviklingsvilkår. I sådanne tilfælde skal der gøres en særlig indsats for at sikre, at
humanitær nødhjælp, genopbygning og udviklingsbistand er knyttet effektivt
sammen.
Artikel 2
Almindelige principper
4.
5.
Ved gennemførelse af denne forordning skal der sikres kohærens i forhold til andre
områder inden for EU's indsats udadtil og andre relevante EU-politikker samt
strategisk kohærens til fremme af udvikling i overensstemmelse med artikel 208 i
traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Til det formål baseres
foranstaltninger, der finansieres under denne forordning, herunder foranstaltninger,
der forvaltes af Den Europæiske Investeringsbank (EIB), på de samarbejdspolitikker,
der er fastlagt i dokumenter omhandlende f.eks. ordninger, erklæringer og
handlingsplaner for EU og de berørte tredjelande og regioner, og på EU's afgørelser,
særlige interesser, politikprioriteter og strategier.
EU og medlemsstaterne tilstræber regelmæssig og hyppig udveksling af oplysninger,
bl.a. med andre donorer, og fremmer bedre koordinering og komplementaritet
mellem donorerne ved at arbejde hen imod en fælles flerårig planlægning, der er
baseret på partnerlandenes begrænsning af fattigdom eller tilsvarende
EFT L 163 af 2.7.1996, s. 1.
6.
27
DA
13
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
udviklingsstrategier. De kan gennemføre fælles tiltag, herunder fælles analyse af og
fælles opfølgning af disse strategier ved at identificere prioriterede sektorer for
intervention og arbejdsdeling i landene, fælles missioner med inddragelse af alle
donorer og ved at anvende samfinansierede og delegerede samarbejdsordninger.
7.
EU fremmer en multilateral tilgang til globale udfordringer og samarbejder med
medlemsstater og partnerlande i den henseende. Hvis det er relevant, fremmer EU
samarbejde med internationale organisationer og organer og andre bilaterale donorer.
Forbindelserne mellem EU og medlemsstaterne og partnerlandene er baseret på og
vil fremme værdier vedrørende menneskerettigheder, demokrati og retsstaten samt
principper om ejerskab og fælles ansvarlighed.
I forbindelserne med partnerlande tages der endvidere hensyn til deres engagement
og resultater med hensyn til at implementere internationale aftaler og aftaler med EU.
9.
Den Europæiske Union fremmer et effektivt samarbejde med partnerlandene og
-regionerne i tråd med bedste internationale praksis. Den tilpasser sin støtte til
partnernes nationale eller regionale udviklingsstrategier, reformpolitikker og
procedurer, hvor det er muligt, og støtter demokratisk ejerskab og national
ansvarlighed. EU fremmer til det formål:
a)
b)
en udviklingsproces, der er gennemsigtig, og som partnerlandet eller -regionen
styrer og ejer, herunder fremme af lokal ekspertise
styrkelse af befolkningernes stilling i partnerlandene, strategier med
inddragelse og deltagelse i udviklingsprocessen og bred inddragelse af alle
samfundssegmenter i udviklingsprocessen og i den nationale og regionale
dialog, herunder den politiske dialog. Der skal være særlig opmærksomhed på
de respektive roller, der spilles af parlamenter, lokale myndigheder og
civilsamfundet, bl.a. med hensyn til deltagelse, tilsyn og ansvarlighed
effektive samarbejdsmetoder og –instrumenter i tråd med bedste OECD/DAC-
praksis, herunder anvendelse af innovative instrumenter som f.eks.
sammenblanding af tilskud og lån og andre risikodelingsmekanismer i udvalgte
sektorer og lande samt deltagelse af den private sektor – under behørig
hensyntagen til gældsbæredygtigheden og antallet af sådanne mekanismer. Alle
programmer, interventioner og samarbejdsmetoder og –instrumenter tilpasses
de særlige vilkår i de enkelte partnerlande eller –regioner med fokus på
programbaserede tilgange, ydelse af forudsigelige bistandsmidler, mobilisering
af private ressourcer, herunder fra den lokale private sektor, universel og ikke-
diskriminerende adgang til basale ydelser og udvikling og anvendelse af
landesystemer
mobilisering af indenlandske indtægter og styrkelse af partnerlandenes
finanspolitik med det formål at begrænse fattigdommen og afhængigheden af
bistand
politikker og planlægning med større gennemslagskraft gennem koordinering,
konsekvens og harmonisering mellem donorerne med det formål at skabe
synergi og undgå overlapning og dobbeltarbejde, forbedre komplementariteten
og støtte initiativer, der omfatter alle donorer
8.
c)
d)
e)
DA
14
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
f)
koordinering i partnerlande og –regioner under anvendelse af vedtagne
retningslinjer og principper om bedste praksis for koordineringen og bistandens
effektivitet
resultatbaserede tilgange til udvikling, herunder omfattende gennemsigtige og
nationalt inspirerede resultatrammer, der i givet fald er baseret på internationalt
fastsatte mål og indikatorer, f.eks. millenniumudviklingsmålene, med henblik
på at evaluere og videreformidle resultaterne og effekten af
udviklingsbistanden.
g)
10.
EU støtter efter behov samarbejde og dialog og udviklingsdimensionen i
partnerskabsaftaler og trepartssamarbejde på bilateralt, regionalt og multilateralt
plan. EU fremmer syd-syd-samarbejde.
I forbindelse med sine udviklingssamarbejdeaktiviteter trækker EU efter behov på
medlemsstaternes reform- og overgangserfaringer og deler egne erfaringer med
medlemsstaterne.
EU tilstræber at udveksle oplysninger med civilsamfundet regelmæssigt.
AFSNIT II
PLANLÆGNING OG TILDELING AF MIDLER
11.
12.
Artikel 3
Overordnet ramme for tildeling af midler
1.
Kommissionen fastlægger de flerårige vejledende tildelinger af ressourcer til hvert
AVS-land og -region og til samarbejde mellem AVS-landene på grundlag af de
kriterier, der er fastsat i artikel 3 og 9 og artikel 12c, i bilag IV til Cotonouaftalen,
inden for de finansielle rammer, der er fastsat i artikel 2 i den interne aftale.
Ved bestemmelsen af de vejledende nationale tildelinger anvendes der en
differentieret tilgang for at sikre partnerlandene et skræddersyet samarbejde baseret
på:
a)
b)
c)
d)
deres behov
deres evne til at generere og få adgang til finansielle ressourcer og evne til at
anvende midlerne
deres engagement og resultater, samt
den potentielle effekt af EU's bistand.
2.
De lande, der er i størst nød, navnlig de mindst udviklede lande, lavindkomstlande og
lande, der er i krise, befinder sig i en periode efter en krise eller i en usikker og udsat
situation, skal i første omgang tildeles midler.
DA
15
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
Artikel 4
Overordnede rammer for programmering
1.
Programmering af bistand til AVS-stater og –regioner under Cotonouaftalen
foretages i overensstemmelse med de generelle principper, der er omhandlet i
artikel 1-14 i bilag IV til den pågældende aftale, og med artikel 1 og 2 i denne
forordning.
Bortset fra de tilfælde, der er nævnt i stk. 3, foretages programmeringen i fællesskab
med det berørte partnerland eller den berørte partnerregion, og den tilpasses i
stigende grad partnerlandenes eller –regionernes strategier til fattigdomsbekæmpelse
eller tilsvarende strategier.
EU og EU's medlemsstater konsulterer hinanden på et tidligt tidspunkt i
programmeringsprocessen for at fremme komplementariteten og kohærensen i deres
samarbejde.
EU konsulterer EIB i anliggender, der vedrører dens ekspertise og aktiviteter, samt
andre donorer og udviklingsaktører, herunder repræsentanter for civilsamfundet og
regionale og lokale myndigheder.
Kommissionen og de lokalt repræsenterede medlemsstater tilstræber fælles
programmering, hvor det er muligt og hensigtsmæssigt. Alle andre medlemsstater
opfordres til at bidrage til at styrke EU's fælles indsats udadtil. Fælles
programmering baseres på de komparative fordele for alle EU's donorer.
3.
Under omstændigheder som dem, der henvises til i artikel 3, stk. 3, og artikel 4, stk.
5, i bilag IV til Cotonouaftalen, kan Kommissionen fastsætte specifikke
bestemmelser om programmering og implementering af udviklingsstøtte ensidigt i
overensstemmelse med de berørte EU-politikker.
EU koncentrerer principielt sin bilaterale bistand omkring højst tre sektorer.
Artikel 5
Programmeringsdokumenter
1.
Strategidokumenter er dokumenter, der udarbejdes af EU og de pågældende
partnerlande eller –regioner med henblik på at sikre kohærente politikrammer for
udviklingssamarbejde, der er i overensstemmelse med det overordnede mål og
rækkevidden, målene og de generelle principper, der er fastsat i Cotonouaftalen, og i
overensstemmelse med de principper, der er fastlagt i artikel 2, 8 og 12a i bilag IV til
denne aftale.
Ved udarbejdelse og gennemførelse af strategidokumenter anvendes principperne om
støtteeffektivitet: nationalt ejerskab, partnerskab, koordinering, harmonisering,
tilpasning til modtagerlandets nationale eller regionale systemer, gennemsigtighed,
gensidig ansvarlighed og resultatorientering som omhandlet i artikel 2 i denne
forordning. Programmeringsperioden synkroniseres principielt i forhold til
partnerlandenes strategicyklusser.
2.
4.
DA
16
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
2.
Med de pågældende partnerlandes eller –regioners samtykke kræves der ikke
strategipapirer for:
a)
lande eller regioner, der har en udviklingsstrategi i form af en udviklingsplan
eller et lignende udviklingsdokument, som Kommissionen har godkendt som
grundlag for det tilhørende flerårige vejledende program ved vedtagelsen af
sidstnævnte dokument
lande eller regioner, for hvilke EU og medlemsstaterne har vedtaget et fælles
flerårigt programmeringsdokument
lande eller regioner, for hvilke der allerede findes et fælles rammedokument,
der fastlægger en samlet EU-strategi for forbindelserne med de pågældende
partnerlande eller –regioner, herunder EU's udviklingspolitik
regioner, som har en strategi, der er vedtaget sammen med EU.
lande, hvor EU har til hensigt at synkronisere sin strategi med en ny national
cyklus, der starter før 1. januar 2017. I sådanne tilfælde vil det flerårige
vejledende program for perioden mellem 2014 og begyndelsen af den nye
nationale cyklus indeholde EU's opfølgning for det pågældende land.
b)
c)
d)
e)
3.
Der kræves ikke strategidokumenter for lande og regioner, som modtager en
indledende EU-bevilling under denne forordning på under 50 mio. EUR for perioden
2014-2020. I sådanne tilfælde vil de flerårige vejledende programmer indeholde EU's
opfølgning for disse lande eller regioner.
Hvis de valgmuligheder, der er omhandlet i stk. 2 og 3, ikke kan godtages af
partnerlandet eller –regionen, udarbejdes der et strategidokument.
4.
Bortset fra de omstændigheder, der er omhandlet i artikel 4, stk. 3, baseres de
flerårige vejledende programmer på dialog med partnerlandene eller –regionerne og
udarbejdes på grundlag af de strategidokumenter eller lignende dokumenter, der
henvises til i denne artikel, og gøres til genstand for en aftale med de pågældende
partnerlande eller –regioner.
I henhold til denne forordning kan det fælles flerårige programmeringsdokument, der
er omhandlet i stk. 2, litra b), hvis det opfylder de principper og betingelser, der er
fastsat i dette stykke, og herunder indeholder en vejledende fordeling af midler, efter
den procedure, der er fastsat i artikel 14, anses for at være det flerårige vejledende
program efter aftale med partnerlandet eller partnerregionen.
I de flerårige vejledende programmer angives de prioriterede områder, der er udvalgt
med henblik på EU-finansiering, de specifikke mål, de forventede resultater,
resultatindikatorerne og den vejledende finansielle bevilling, både samlet set og pr.
prioriteret område.
5.
Ud over programmeringsdokumenter for lande og regioner forbereder
Kommissionen og AVS-landene i overensstemmelse med de principper, der er fastsat
i artikel 12-14 i bilag IV til Cotonouaftalen, gennem AVS-sekretariatet, sammen et
internt AVS-strategidokument og et tilhørende flerårigt vejledende program.
DA
17
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
6.
De specifikke bestemmelser, der henvises til i artikel 4, stk. 3, i forordningen, kan
antage form af særlige støtteprogrammer, som tager hensyn til de særlige
overvejelser, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, i denne forordning.
Artikel 6
Programplanlægning for lande og regioner, der er i krise eller befinder sig i en periode efter
en krise eller i en usikker situation
1.
Ved udarbejdelse af programmeringsdokumenter for lande og regioner, der er i krise,
befinder sig i en periode efter en krise eller i en usikker situation, tages der behørigt
hensyn til de berørte landes eller regioners sårbarhed, særlige behov og forhold.
Der skal være passende opmærksomhed på konfliktforebyggelse, statsopbygning og
fredsbevaring, forsoning efter konflikt og genopbygningsforanstaltninger samt på
kvindernes rolle i disse processer.
Hvis partnerlande eller –regioner er midt i en krise, befinder sig i en periode efter en
krise eller i en usikker situation, lægges der blandt alle de relevante aktører særlig
vægt på at forbedre koordinationen mellem nødhjælp, genopbygning og udvikling for
at hjælpe landene med at klare overgangen fra en katastrofesituation til
udviklingsfase og for at øge modstandsdygtigheden. Programmering for lande og
regioner, der befinder sig i en usikker situation eller regelmæssigt er udsat for
naturkatastrofer, skal bl.a. vedrøre katastrofeberedskab og -forebyggelse og
håndtering af konsekvenserne af sådanne katastrofer.
2.
For lande eller regioner, der befinder sig i en krise, en periode efter en krise eller
usikre situationer, kan der foretages en ad hoc-revision af landets eller regionens
samarbejdsstrategi. En sådan revision kan resultere i en specifik og tilpasset strategi,
der skal sikre overgangen til samarbejde og udvikling på lang sigt, fremme en bedre
koordinering og sikre overgangen fra humanitære instrumenter til udviklingspolitiske
instrumenter.
Artikel 7
Godkendelse og ændring af programmeringsdokumenter
1.
Programmeringsdokumenterne, herunder vejledende tildeling heri, godkendes af
Kommissionen efter den procedure, der er fastsat i artikel 14.
Samtidigt med fremsendelse af programmeringsdokumenterne til EUF-udvalget, som
er omhandlet i artikel 14, sender Kommissionen dem også til det blandede
parlamentariske udvalg til orientering.
Programmeringsdokumenterne godkendes efterfølgende af de pågældende AVS-
lande eller -regioner. Lande eller regioner uden et undertegnet
programmeringsdokument forbliver støtteberettigede på de betingelser, der er fastsat
i denne forordnings artikel 4, stk. 3.
2.
Strategidokumenter og flerårige vejledende programmer, herunder de vejledende
tildelinger heri, kan tilpasses under hensyn til revisioner som omhandlet i artikel 5,
11 og 14 i bilag IV til Cotonouaftalen.
DA
18
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
3.
Den procedure, der er fastsat i artikel 14, finder også anvendelse på væsentlige
ændringer, som medfører en signifikant ændring af strategien og
programmeringsdokumenterne og/eller den programmerbare ressourcetildeling under
strategien. Tillæg til programmeringsdokumenterne godkendes eventuelt
efterfølgende af de pågældende AVS-lande eller -regioner.
Den procedure, der er omhandlet i stk. 1, finder ikke anvendelse på mindre
ændringer af programmeringsdokumenter, hvormed der foretages tekniske
justeringer, omfordeling af midler inden for de vejledende bevillinger pr.
indsatsområde og forhøjelser eller reduktioner af den oprindelige vejledende
bevilling med under 20 %, såfremt disse ændringer ikke påvirker de indsatsområder
og mål, der er fastsat i disse dokumenter. I så fald giver Kommissionen EUF-
udvalget meddelelse om disse ændringer inden for en måned.
I behørigt begrundede hastende tilfælde – f.eks. hvis der er kriser eller umiddelbare
trusler mod demokratiet, retsstaten, menneskerettigheder eller grundlæggende
friheder, herunder de tilfælde, der henvises til artikel 6, stk. 2, - kan den procedure,
der henvises til i artikel 14, stk. 10, anvendes til at ændre
programmeringsdokumenterne, som der henvises til i artikel 5.
AFSNIT III
GENNEMFØRELSE
4.
5.
Artikel 8
Generelle rammer for gennemførelse
Gennemførelsen af den bistand, der ydes til AVS-lande og -regioner og forvaltes af
Kommissionen og EIB under Cotonouaftalen, foretages i overensstemmelse med den
finansforordning, der er omhandlet i artikel 10, stk. 2, i den interne aftale ("EUF-
finansforordningen").
Artikel 9
Vedtagelse af handlingsprogrammer, individuelle foranstaltninger og særlige
foranstaltninger
1.
Kommissionen vedtager årlige handlingsprogrammer - om nødvendigt på grundlag af
de vejledende programmeringsdokumenter, der er omhandlet i artikel 5.
I tilfælde af tilbagevendende foranstaltninger kan den også vedtage flerårige
handlingsprogrammer for en periode på op til tre år.
Et tiltag kan om nødvendigt vedtages som en individuel foranstaltning før eller efter
vedtagelsen af årlige eller flerårige handlingsprogrammer.
2.
Handlingsprogrammer og individuelle foranstaltninger udarbejdes af Kommissionen
sammen med partnerlandet eller -regionen med inddragelse af de lokalt
repræsenterede medlemsstater, og de koordineres om nødvendigt med andre donorer,
især i tilfælde af fælles programmering, og med EIB.
DA
19
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
Handlingsprogrammerne specificerer for hvert enkelt tiltag de opstillede mål, de
forventede resultater og hovedaktiviteterne, implementeringsmetoder, budget og
vejledende tidsplan, eventuelt tilknyttede støtteforanstaltninger og overvågning af
resultater.
Det angives, hvordan de tager hensyn til nuværende og planlagte EIB-aktiviteter.
3.
4.
I de tilfælde, der henvises til i artikel 4, stk. 3, og i tilfælde med uforudsete behov
kan Kommissionen vedtage særlige foranstaltninger.
De handlingsprogrammer og individuelle foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1,
og til hvilke EU's finansielle bistand overstiger 10 mio. EUR, og særlige
foranstaltninger, til hvilke EU's finansielle bistand overstiger 30 mio. EUR, vedtages
af Kommissionen efter den procedure, der er omhandlet i artikel 14 i denne
forordning.
Denne procedure er ikke påkrævet for handlingsprogrammer og foranstaltninger, der
ligger under disse tærskler, og for mindre ændringer heraf. Mindre ændringer er
tekniske justeringer som f. eks. forlængelse af gennemførelsesperioden, omfordeling
af midler inden for det planlagte budget eller forøgelse eller reduktion af budgetter
med mindre end 20 % af det oprindelige budget, såfremt disse ændringer ikke
substantielt vedrører målene for det oprindelige handlingsprogram eller den
oprindelige foranstaltning. I så fald vedtages handlingsprogrammer og
foranstaltninger og mindre ændringer af Kommissionen, som informerer EUF-
udvalget herom inden for en måned.
I behørigt begrundede hastende tilfælde – f.eks. kriser eller umiddelbare trusler mod
demokratiet, retsstaten, menneskerettigheder eller grundlæggende friheder – kan
Kommissionen vedtage individuelle eller særlige foranstaltninger eller ændringer af
eksisterende handlingsprogrammer eller foranstaltninger efter den procedure, der er
omhandlet i artikel 14, stk. 10.
5.
Kommissionen vedtager særlige handlingsprogrammer for udgifter til
støttefunktioner som omhandlet i artikel 6, stk. 2, i den interne aftale efter den
procedure, der er omhandlet i artikel 14. Ændringer i handlingsprogrammerne for
udgifter til støttefunktioner vedtages i overensstemmelse med den samme procedure.
Navnlig for større nye infrastrukturer foretages der på projektniveau en passende
miljøscreening, herunder for klimaændringer og indvirkning på biodiversitet, som
om nødvendigt omfatter en vurdering af virkningerne på miljøet (VVM), hvis der er
tale om miljøfølsomme projekter. Hvor det er relevant, anvendes der strategiske
miljøvurderinger (SMV) ved gennemførelsen af sektorprogrammer. Det sikres, at
interessenterne inddrages i miljøvurderingerne, og at offentligheden får adgang til
resultaterne.
Artikel 10
Supplerende medlemsstatsbidrag
1.
Medlemsstaterne kan på eget initiativ overdrage Kommissionen eller EIB frivillige
bidrag i overensstemmelse med artikel 1, stk. 9, i den interne aftale til hjælp til at
virkeliggøre Cotonouaftalens mål uden for fælles samfinansieringsordninger.
6.
DA
20
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
Sådanne bidrag berører ikke den samlede tildeling af midler under den 11. EUF. De
behandles på samme måde som medlemsstaternes regelmæssige bidrag, der er
omhandlet i artikel 1, stk. 2, i den interne aftale, jf. dog bestemmelserne i artikel 6 og
7 i denne aftale, for hvilke der kan fastlægges specifikke ordninger i bilaterale aftaler
om bidragene.
2.
Der bør kun foretages øremærkning i behørigt begrundede situationer, f.eks. som
reaktion på ekstraordinære omstændigheder som omhandlet i artikel 4, stk. 3. I så
tilfælde behandles frivillige bidrag, der overdrages til Kommissionen eller EIB, som
formålsbestemt indtægt i overensstemmelse med EUF-finansforordningen.
De yderligere midler integreres i programmerings- og revisionsprocessen og i de
årlige
handlingsprogrammer,
individuelle
foranstaltninger
og
særlige
foranstaltninger, der er omhandlet i denne forordning, og skal afspejle partnerlandets
eller -regionens ejerskab.
Enhver ændring af handlingsprogrammerne, individuelle foranstaltninger og særlige
foranstaltninger vedtages af Kommissionen efter bestemmelserne i artikel 9.
Medlemsstater, som overdrager supplerende frivillige bidrag til Kommissionen eller
EIB som hjælp til at virkeliggøre Cotonouaftalens mål, underretter på forhånd Rådet
og EUF-udvalget og IF-udvalget om disse bidrag.
Artikel 11
Skatter, afgifter og told
EU's bistand genererer og foranlediger ikke opkrævning af særlige skatter, særlig told eller
særlige afgifter.
Uanset artikel 31 i bilag IV til Cotonouaftalen kan skatter, afgifter og told af denne type være
støtteberettigede på de vilkår, der er fastsat i den EUF-finansforordning, som er omhandlet i
artikel 10, stk. 2, i den interne aftale.
3.
4.
5.
Artikel 12
Beskyttelse af EU's finansielle interesser
1.
Kommissionen træffer egnede foranstaltninger til at sikre, at EU's finansielle
interesser, ved gennemførelse af tiltag finansieret i henhold til denne forordning,
beskyttes gennem anvendelse af foranstaltninger til forebyggelse af svig, bestikkelse
og andre ulovlige aktiviteter, ved effektiv kontrol og, hvis der konstateres
uregelmæssigheder, ved inddrivelse eller eventuelt ved tilbagebetaling af
uretmæssigt udbetalte beløb samt efter omstændighederne ved administrative og
finansielle sanktioner, der skal være effektive, stå i rimeligt forhold til
overtrædelsens grovhed og have afskrækkende virkning.
Kommissionen eller dens repræsentant og Revisionsretten har beføjelser til at
gennemføre revision og kontrol ved hjælp af dokumentkontrol og kontrol på stedet i
forhold til alle tilskudsmodtagere, kontrahenter og underkontrahenter, der har
modtaget EU-midler i henhold til nærværende forordning.
2.
DA
21
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
1452088_0022.png
3.
Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) kan efter bestemmelserne
og procedurerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999
28
og Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96
29
foretage undersøgelser, herunder
kontrol og inspektion på stedet, for at klarlægge, om der er begået svig, bestikkelse
eller andre ulovligheder, der berører Unionens finansielle interesser, i forbindelse
med tilskud eller en kontrakt, der er finansieret under denne forordning.
Uanset stk. 1, 2 og 3 giver samarbejdsaftaler med tredjelande og internationale
organisationer, kontrakter, aftaler om tilskud og afgørelser om ydelse af tilskud, der
følger af gennemførelsen af denne forordning, udtrykkeligt Kommissionen,
Revisionsretten og OLAF beføjelse til at foretage revision, kontrol på stedet og
inspektioner i overensstemmelse med deres respektive beføjelser.
4.
Artikel 13
Regler om nationalitet og oprindelse i forbindelse med offentlige indkøb, tildeling af tilskud
og andre tildelingsprocedurer
Reglerne om nationalitet og oprindelse i forbindelse med offentlige indkøb, tildeling af tilskud
og andre tildelingsprocedurer er fastsat i artikel 20 i bilag IV til Cotonouaftalen.
AFSNIT IV
BESLUTNINGSPROCEDURER
Artikel 14
EUF-udvalgets ansvarsområder
1.
Udvalget for Den Europæiske Udviklingsfond (EU-udvalget), der er nedsat i henhold
til artikel 8 i den interne aftale, afgiver udtalelse efter den procedure, der er fastsat i
stk. 3-10.
En observatør for EIB deltager i EUF-udvalgets arbejde i spørgsmål, der vedrører
banken.
2.
EUF-udvalgets opgaver dækker de ansvarsområder, der er omhandlet i afsnit II og III
i denne forordning:
a)
programmering af EU's bistand under den 11. EUF og programmeringsrevision
med særlig fokus på landestrategier og regionale strategier og AVS-interne
strategier, samt
overvågning af gennemførelsen af EU's og EU-medlemsstaternes bistand, der
bl.a. omfatter bistandens indvirkning på fattigdomsbekæmpelsen,
sektorspecifikke aspekter, tværgående spørgsmål, koordinationen lokalt med
medlemsstater og andre donorer og de fremskridt, der er gjort med hensyn til
principperne for bistandseffektiviteten som omhandlet i artikel 2.
b)
28
29
EFT L 136 af 31.5.1999, s. 1.
EFT L 292 af 15.11.1996, s. 2.
DA
22
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
3.
Når EUF-udvalget anmodes om at afgive udtalelse, forelægges det af
Kommissionens repræsentant og inden for de tidsfrister, der er fastsat i udvalgets
forretningsorden, et forslag til de foranstaltninger, der skal træffes. EUF-udvalget
afgiver udtalelse inden for en frist, som formanden kan fastlægge, alt efter hvor
meget spørgsmålet haster, men som ikke kan overstige 30 dage.
Indtil EUF-udvalget har afgivet udtalelse, kan ethvert medlem af udvalget foreslå
ændringer, og formanden kan fremlægge ændrede udgaver af forslaget til
foranstaltning.
Formanden bestræber sig på at finde de løsninger, der er bredest mulig tilslutning til i
EUF-udvalget. Formanden underretter EUF-udvalget om, på hvilken måde der er
taget hensyn til drøftelserne og forslagene til ændringer, navnlig hvad angår de
forslag, der har været bred tilslutning til i EUF-udvalget.
4.
Udtalelsen afgives ved kvalificeret flertal, jf. artikel 8, stk. 3, i den interne aftale, på
basis af den vægtfordeling mellem medlemsstaterne, der er fastsat i artikel 8, stk. 2, i
den interne aftale.
Hvis EUF-udvalget afgiver en positiv udtalelse,
foranstaltninger, som finder anvendelse omgående.
træffer
Kommissionen
5.
6.
Hvis EUF-udvalget afgiver en negativ udtalelse, vedtager Kommissionen ikke
foranstaltningerne. Hvis foranstaltningerne anses for at være nødvendige, kan
formanden enten forelægge EUF-udvalget en ændret udgave af forslaget til
foranstaltninger senest to måneder efter afgivelsen af den negative udtalelse eller
senest en måned efter afgivelsen af udtalelsen forelægge forslaget til foranstaltning
for et appeludvalg, jf. stk. 9, til yderligere drøftelse.
Afgives der ikke nogen udtalelse, kan Kommissionen vedtage forslaget til
foranstaltning bortset fra i de tilfælde, der er omhandlet i andet afsnit nedenfor.
Vedtager Kommissionen ikke forslaget til foranstaltning, kan formanden forelægge
EUF-udvalget en ændret udgave heraf.
Kommissionen vedtager ikke foranstaltningerne, hvis et simpelt flertal af
medlemmerne af ESF-udvalget er imod dem. Hvis foranstaltningerne anses for at
være nødvendige, kan formanden enten forelægge EUF-udvalget en ændret udgave
af forslaget til foranstaltninger senest to måneder efter afstemningen eller senest en
måned efter afgivelsen af udtalelsen forelægge forslaget til foranstaltning for et
appeludvalg, jf. stk. 9, til yderligere drøftelse.
7.
8.
Når EUF-udvalgets udtalelse skal indhentes ved skriftlig procedure, afsluttes
proceduren uden noget resultat, hvis udvalgets formand træffer beslutning herom,
eller et simpelt flertal af EUF-udvalgets medlemmer anmoder herom inden udløbet af
fristen for afgivelse af udtalelsen.
Appeludvalget vedtager selv sin forretningsorden med simpelt flertal blandt
udvalgets medlemmer på forslag af Kommissionen. Indbringes en sag for
appeludvalget, skal det, undtagen i behørigt begrundede tilfælde, træde sammen
tidligst 14 dage og senest 6 uger efter datoen for henvisningen. Uanset første afsnit i
stk. 3 afgiver appeludvalget sin udtalelse senest to måneder efter henvisningen ved
kvalificeret flertal, jf. artikel 8, stk. 3, i den interne aftale, på basis af den
9.
DA
23
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
vægtfordeling mellem medlemsstaterne, der er fastsat i artikel 8, stk. 2, i den interne
aftale. En repræsentant for Kommissionen varetager appeludvalgets formandskab.
Formanden fastsætter datoen for appeludvalgsmødet i tæt samarbejde med udvalgets
medlemmer, således at medlemsstaterne, Kommissionen og EIB med hensyn til
spørgsmål vedrørende banken kan sikre et passende repræsentationsniveau.
Afgiver appeludvalget en positiv udtalelse, vedtager Kommissionen
foranstaltningerne. Hvis appeludvalget ikke afgiver udtalelse, kan Kommissionen
vedtage foranstaltningerne. Afgiver appeludvalget en negativ udtalelse, vedtager
Kommissionen ikke foranstaltningerne.
10.
Ved henvisning til dette stykke vedtager Kommissionen foranstaltningerne, der
anvendes umiddelbart uden forudgående forelæggelse for ESF-udvalget, og som
forbliver i kraft så længe det vedtagne eller ændrede dokument,
handlingsprogrammet eller foranstaltningen er i kraft.
Senest 14 dage efter vedtagelsen forelægger formanden foranstaltningerne for ESF-
udvalget, så det kan afgive udtalelse.
Hvis ESF-udvalget afgiver en negativ udtalelse, jf. stk. 3 og 4 i denne artikel,
ophæver Kommissionen øjeblikkeligt de vedtagne foranstaltninger i medfør af afsnit
et.
Artikel 15
Fredsfaciliteten for Afrika
De vejledende interne AVS-programmer øremærker finansieringen af fredsfaciliteten for
Afrika. Denne finansiering kan suppleres med regionale vejledende programmer. En specifik
procedure, som beskrives i de følgende afsnit, anvendes på følgende måde:
a)
på anmodning af Den Afrikanske Union, der blev godkendt af AVS-
ambassadørudvalget, udarbejder Kommissionen flerårige handlingsprogrammer, som
specificerer de mål, der forfølges, rækkevidden og arten af de mulige tiltag og
gennemførelsesforanstaltninger. I et bilag til hvert handlingsprogram beskrives de
specifikke beslutningsprocedurer for hvert muligt tiltag i overensstemmelse med dets
art, omfang og hastende karakter
handlingsprogrammerne, herunder det bilag, der er omhandlet i litra a), og enhver
ændring heraf, drøftes i de relevante forberedende arbejdsgrupper i Rådet og Den
Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité og godkendes af Coreper med det
kvalificerede flertal, der er fastsat i artikel 8, stk. 3, i den interne aftale, inden det
vedtages af Kommissionen
handlingsprogrammerne, med undtagelse af det bilag, der er omhandlet i litra a),
danner grundlag for den finansieringsaftale, der skal indgås mellem Kommissionen
og Den Afrikanske Union
Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité godkender på forhånd ethvert tiltag,
der skal gennemføres i henhold til finansieringsordningen; de relevante forberedende
arbejdsgrupper i Rådet orienteres eller konsulteres i god tid, inden forslagene til tiltag
b)
c)
d)
DA
24
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
forelægges Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité i henhold til de specifikke
beslutningsprocedurer, der er omhandlet i litra b), for at sikre, at der ud over den
militære og sikkerhedsmæssige dimension tages hensyn til de udviklingsrelaterede
aspekter ved de planlagte foranstaltninger
e)
hvert år og på anmodning af EUF-udvalget og Rådet udarbejder Kommissionen en
aktivitetsrapport om midlernes anvendelse til Rådets og EUF-udvalgets orientering,
idet der skelnes mellem ODA- og ikke-ODA-relaterede forpligtelser og betalinger.
EU undersøger til stadighed mulighederne for i fremtiden at anvende alternative
finansieringskilder, herunder finansiering af fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Artikel 16
Investeringsfacilitetsudvalget
1.
Investeringsfacilitetsudvalget ("IF-udvalget"), nedsat i EIB's regi i henhold til
artikel 9 i den interne aftale, består af repræsentanter for medlemsstaterne og en
repræsentant for Kommissionen. En observatør fra Generalsekretariatet for Rådet og
en anden fra EU-udenrigstjenesten inviteres til at deltage. Hver medlemsstat og
Kommissionen udnævner en repræsentant og en stedfortræder. Af hensyn til
kontinuiteten vælges formanden for IF-udvalget af og blandt medlemmerne af IF-
udvalget for en toårsperiode. EIB varetager udvalgets sekretariat og hjælpetjenester.
Kun de medlemmer af IF-udvalget, der er udpeget af medlemsstaterne, eller deres
stedfortrædere, har stemmeret.
Rådet, som træffer afgørelse med enstemmighed, vedtager IF-udvalgets
forretningsorden på grundlag af et forslag, som EIB udarbejder efter høring af
Kommissionen.
IF-udvalget træffer afgørelse med kvalificeret flertal. Vægtfordelingen af stemmerne
er som fastsat i artikel 8 i den interne aftale.
IF-udvalget holder møde mindst fire gange om året. Som fastsat i forretningsordenen
kan EIB eller udvalgsmedlemmerne anmode om indkaldelse til yderligere møder.
Desuden kan IF-udvalget afgive udtalelse ved skriftlig procedure inden for rammerne
af dets forretningsorden.
2.
IF-udvalget godkender:
a)
b)
de operationelle retningslinjer for gennemførelse af investeringsfaciliteten
investeringsstrategier og forretningsplaner under investeringsfaciliteten på
grundlag af Cotonouaftalens mål og de generelle principper i EU's
udviklingspolitik
årsberetningerne vedrørende investeringsfaciliteten
eventuelle
dokumenter
om
den
generelle
politik,
evalueringsrapporter, som vedrører investeringsfaciliteten.
herunder
c)
d)
3.
IF-udvalget afgiver endvidere udtalelse om:
DA
25
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
a)
forslag om at yde rentegodtgørelse i henhold til artikel 2, stk. 7, og artikel 4,
stk. 2, litra b), i bilag II til Cotonouaftalen. I så fald afgiver IF-udvalget også
udtalelse om anvendelsen af en sådan rentegodtgørelse
forslag om en investeringsfacilitetsinvestering for alle projekter, som
Kommissionen har afgivet negativ udtalelse om
andre forslag vedrørende investeringsfaciliteten baseret på de generelle
principper, der er defineret i de operationelle retningslinjer for denne facilitet.
b)
c)
For at strømline godkendelsesprocessen for små operationer kan IF-udvalget afgive
positiv udtalelse om forslag fra EIB om en samlet tildeling (rentegodtgørelser og
teknisk bistand) eller samlet godkendelse (lån og egenkapital), som så efterfølgende
uden yderligere udtalelse fra IF-udvalget og/eller Kommissionen viderefordeles af
EIB til enkelte projekter i henhold til kriterier, der er fastsat i den samlede
godkendelse, herunder den maksimale videretildeling til rentegodtgørelse pr. projekt
De styrende organer i EIB kan endvidere fra tid til anden anmode IF-udvalget om at
afgive udtalelse om alle finansieringsforslag eller om visse kategorier af
finansieringsforslag.
4.
Det påhviler EIB i god tid at forelægge IF-udvalget alle spørgsmål, som kræver
dettes godkendelse eller udtalelse, jf. henholdsvis stk. 2 og 3. Alle forslag, der
forelægges IF-udvalget med henblik på en udtalelse, fremsættes i overensstemmelse
med de relevante kriterier og principper i de operationelle retningslinjer for
investeringsfaciliteten.
EIB og Kommissionen arbejder tæt sammen og samordner deres respektive
foranstaltninger med andre donorer, når det er relevant. Herunder ønskes følgende
især fastslået:
a)
EIB udarbejder eller reviderer sammen med Kommissionen de operationelle
retningslinjer for gennemførelsen af investeringsfaciliteten, som er omhandlet i
stk. 2, litra a). EIB holdes ansvarlig for overensstemmelse med retningslinjerne
og sikrer, at de projekter, den støtter, overholder internationale, sociale og
miljømæssige standarder og er i overensstemmelse med Cotonouaftalens mål
og de overordnede principper for EU's udviklingspolitik og de relevante
landestøttestrategier eller regionale samarbejdsstrategier
EIB anmoder om Kommissionens udtalelse ved forberedelse af
investeringsstrategier, forretningsplaner og dokumenter om den generelle
politik
EIB informerer Kommissionen om de projekter, den forvalter, i
overensstemmelse med artikel 18, stk. 1. I projektevalueringsfasen anmoder
den om Kommissionens vurdering af projektets overensstemmelse med den
relevante landesamarbejdsstrategi eller regionale samarbejdsstrategi eller
eventuelt med de overordnede mål for investeringsfaciliteten
EIB anmoder om Kommissionens tilslutning i projektevalueringsfasen til alle
forslag, der forelægges IF-udvalget, til en rentegodtgørelse, hvad angår dets
overensstemmelse med artikel 2, stk. 7, og artikel 4, stk. 2, i bilag II til
5.
b)
c)
d)
DA
26
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
Cotonouaftalen og med de kriterier, der er fastlagt i de operationelle
retningslinjer for investeringsfaciliteten, undtagen når det drejer sig om
rentegodtgørelser, der henhører under den samlede tildeling, jf. stk. 3, litra a).
Har Kommissionen ved udløbet af en frist på tre uger regnet fra forslagets
forelæggelse ikke afgivet negativ udtalelse om et sådant forslag, anses den for at
have afgivet positiv udtalelse om forslaget eller for at have tilsluttet sig det. I
forbindelse med udtalelser om projekter i den finansielle eller offentlige sektor såvel
som tilslutning til rentegodtgørelser kan Kommissionen anmode om at få forelagt det
endelige projektforslag forelagt til udtalelse eller godkendelse to uger før det sendes
til IF-udvalget.
6.
EIB iværksætter ingen af de i stk. 3 nævnte foranstaltninger, medmindre IF-udvalget
har afgivet positiv udtalelse.
Når IF-udvalget har afgivet positiv udtalelse, træffer EIB afgørelse om forslaget i
henhold til sine egne procedurer. Den kan bl.a. beslutte ikke at gå videre med
forslaget. EIB underretter regelmæssigt IF-udvalget og Kommissionen om sager,
som den har besluttet ikke at gå videre med.
EIB træffer afgørelse om forslaget i overensstemmelse med sine egne procedurer for
lån af bankens egne midler og for IF-investeringer, som IF-udvalget ikke skal afgive
udtalelse om, og for investeringsfacilitetens vedkommende i overensstemmelse med
de operationelle retningslinjer for investeringsfaciliteten og investeringsstrategier,
som IF-udvalget har godkendt.
Selv om IF-udvalget afgiver negativ udtalelse om et forslag om ydelse af
rentegodtgørelse, kan EIB yde det pågældende lån uden at indrømme
rentegodtgørelse. EIB underretter regelmæssigt IF-udvalget og Kommissionen om
alle de tilfælde, hvor den har fulgt denne fremgangsmåde.
Med forbehold af betingelserne i de operationelle retningslinjer for
investeringsfaciliteten og på den betingelse, at det væsentlige formål med det
pågældende lån eller den pågældende investering under investeringsfaciliteten
forbliver uændret, kan EIB beslutte at ændre vilkårene for et investeringsfacilitetslån
eller en -investering, som IF-udvalget har afgivet positiv udtalelse om i henhold til
stk. 3 eller for et hvilket som helst lån, for hvilket IF-udvalget har afgivet positiv
udtalelse om rentegodtgørelse. EIB kan navnlig beslutte at forhøje lånebeløbet eller
investeringsfacilitetsinvesteringen med op til 20 %.
En sådan forhøjelse kan for projekter med rentegodtgørelse, der er omhandlet i
artikel 2, stk. 7, i bilag II til Cotonouaftalen, give anledning til en tilsvarende
forhøjelse af rentegodtgørelsen. EIB underretter regelmæssigt IF-udvalget og
Kommissionen om alle de tilfælde, hvor den har fulgt denne fremgangsmåde. For
projekter, der henhører under artikel 2, stk. 7, i bilag II til Cotonouaftalen, anmodes
IF-udvalget om at afgive udtalelse, før EIB går videre, hvis der anmodes om en
forhøjelse af værdien af godtgørelsen.
7.
EIB forvalter IF-investeringer og alle midler, som den ligger inde med for
investeringsfaciliteten, i overensstemmelse med Cotonouaftalens mål. Den kan bl.a.
deltage i juridiske personers ledelses- og tilsynsorganer, hvor investeringsfaciliteten
er inddraget, samt indgå forlig om, forvalte og ændre de rettigheder, den udøver på
DA
27
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
investeringsfacilitetens vegne i overensstemmelse med de operationelle retningslinjer
for faciliteten.
AFSNIT V
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 17
Deltagelse af tredjelande eller regioner i tredjelande
For at sikre sammenhæng og effektivitet i forbindelse med EU's bistand kan Kommissionen
beslutte, at udviklingslande, som ikke er AVS-stater, og regionale integrationsorganer med
AVS-deltagelse, der fremmer regionalt samarbejde og integration, og som er berettigede til at
modtage EU-bistand under andre EU-finansieringsinstrumenter for ekstern bistand, hvor det
pågældende projekt eller program er regionalt eller grænseoverskridende og opfylder
kriterierne i artikel 6 i bilag IV til Cotonouaftalen, er berettigede til at modtage de midler, der
er omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra a), nr. i), i den interne aftale. De oversøiske lande og
territorier ("OLT'er"), der er berettigede til at modtage EU-bistand i henhold til afgørelse [...],
og regionerne i EU's yderste periferi kan også deltage i regionale samarbejdsprojekter eller -
programmer. Den finansiering, der skal muliggøre deltagelse for disse territorier eller perifert
beliggende regioner, skal supplere de midler, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra a), nr. i),
i den interne aftale. Der tages hensyn til målet vedrørende et styrket samarbejde mellem
medlemsstaterne, regionerne i den yderste periferi, OLT'erne og AVS-landene, og der
etableres om nødvendigt koordineringsmekanismer. Der tages højde for denne finansiering og
for de typer finansiering, der er omhandlet i finansforordningen for den 11. EUF, i
strategipapirer og flerårige vejledende programmer og i de handlingsprogrammer og
foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 9 i denne forordning.
Artikel 18
Overvågning, rapportering og evaluering af EUF-bistand
1.
Kommissionen og EIB overvåger jævnligt deres tiltag og evaluerer de fremskridt, der
gøres med hensyn til at nå de forventede resultater. Kommissionen vil også
gennemføre evalueringer af sine sektorpolitikkers og tiltags virkning og effektivitet
og af programmeringens effektivitet, eventuelt ved hjælp af uafhængige eksterne
evalueringer. Evalueringerne baseres på OECD-DAC-principperne for god praksis,
og de har til formål at vurdere – om nødvendigt under hensyn til ligestillingskriterier
- om de specifikke mål er nået og sikre formulering af anbefalinger med henblik på
forbedring af fremtidige tiltag.
EIB underretter regelmæssigt Kommissionen om iværksættelsen af de projekter, der
finansieres over midler fra den 11. EUF, som banken forvalter, i overensstemmelse
med de procedurer, der er fastlagt i de operationelle retningslinjer for
investeringsfaciliteten.
2.
Kommissionen sender sine evalueringsrapporter til medlemsstaterne til orientering
via EUF-udvalget og EIB. Der tages højde for resultaterne ved fastlæggelse af
programmer og tildeling af midler.
DA
28
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
3.
Kommissionen inddrager i passende omfang alle relevante interessenter i
evalueringen af den EU-bistand, der ydes i henhold til denne forordning, og kan, om
nødvendigt, iværksætte fælles evalueringer med EU-medlemsstater, andre donorer og
udviklingspartnere.
Kommissionen undersøger de fremskridt, der er gjort i forbindelse med
gennemførelsen af den 11. EUF, og forelægger fra 2016 hvert andet år Rådet en
beretning om gennemførelsen og resultaterne og så vidt muligt det vigtigste udbytte
af EU's finansielle bistand. Denne beretning sendes også til Europa-Parlamentet, Det
Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget.
Denne toårlige rapport skal indeholde oplysninger for det foregående år om de
finansierede foranstaltninger, overvågnings- og evalueringsresultaterne, inddragelsen
af relevante udviklingspartnere og gennemførelsen af forpligtelser og
betalingsforpligtelser efter partnerland og -region og samarbejdsområde.
Rapporten skal indeholde en vurdering af resultaterne af bistanden, så vidt muligt
under anvendelse af specifikke og målelige indikatorer for, hvilken rolle bistanden
spiller for virkeliggørelse af målene i Cotonouaftalen. Den skal redegøre for de
vigtigste erfaringer, der er gjort, og for opfølgningen af anbefalinger og evalueringer
for de tidligere år.
EU og medlemsstaterne foretager en vurdering af, i hvilket omfang forpligtelserne og
betalingerne er blevet realiseret, samt af den ydede bistands resultater og virkninger.
Vurderingen gennemføres på forslag fra Kommissionen.
EIB informerer IF-udvalget om de fremskridt, der gøres med at nå målene for
investeringsfaciliteten. I henhold til artikel 6B i bilag II til Cotonouaftalen gøres de
samlede resultater med investeringsfaciliteten til genstand for en fælles evaluering
midtvejs i gennemførelsen af den 11. EUF og ved dens afslutning.
Midtvejsevalueringen gennemføres af en uafhængig ekstern ekspert i samarbejde
med EIB og stilles til rådighed for IF-udvalget.
Artikel 19
Klimaindsats- og biodiversitetsudgifter
4.
5.
6.
7.
8.
Der foretages på grundlag af de vedtagne vejledende programmeringsdokumenter et årligt
skøn over de samlede udgifter i forbindelse med klimaindsats og biodiversitet. De midler, der
tildeles inden for rammerne af EUF, vil være omfattet af et system med årlig opfølgning
baseret på OECD-metoden ("Rio-markører") - uden at brug af mere præcise foreliggende
metoder udelukkes - der er integreret i den eksisterende metode til resultatstyring af EU-
programmer, og som anvendes til opgørelse af udgifter vedrørende klimaindsats og
biodiversitet i forbindelse med handlingsprogrammer og individuelle og særlige
foranstaltninger, der henvises til i artikel 9, og resultaterne herfra skal indgå i evalueringer og
toårlige rapporter.
DA
29
DA
 kom (2013) 0445 - Ingen titel
Artikel 20
Tjenesten for EU's Optræden Udadtil
Denne forordning anvendes i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2010/427/EU om,
hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil skal tilrettelægges og fungere.
Artikel 21
Overgangsforanstaltninger
Indtil ikrafttrædelsen af den interne aftale under den 11. EUF finansieres
overgangsforanstaltninger i form af handlingsprogrammer, individuelle foranstaltninger,
særlige foranstaltninger og særlige handlingsprogrammer for udgifter til støttefunktioner, som
er omhandlet i artikel 9, ved hjælp af en overgangsfacilitet for den 11. EUF, som omfatter
restbeløb fra de tidligere EUF'er og midler, der er frigjort fra projekter under disse EUF'er.
Denne overgangsfacilitet kan også dække tilskud til finansiering af rentegodtgørelser og
projektrelateret teknisk bistand som omhandlet i artikel 2, litra d), i den interne aftale. Disse
overgangsforanstaltninger
tager
sigte
på
at
lette
implementeringen
af
programmeringsdokumenterne.
Midler, der afsættes under denne overgangsfacilitet, bogføres under den 11. EUF.
Medlemsstaternes bidragsandel, jf. artikel 1, stk. 2, litra a), i den interne aftale under den 9. og
den 10. EUF reduceres tilsvarende.
Med henblik på gennemførelse af disse overgangsforanstaltninger anvendes
finansforordningen for den 10. EUF, indtil finansforordningen for den 11. EUF træder i kraft.
Artikel 22
Ikrafttrædelse
Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske
Unions Tidende.
Den anvendes fra den 1. januar 2014 indtil den sidste anvendelsesdato for den interne aftale.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den
[…].
På Rådets vegne
Formand
DA
30
DA