Retsudvalget 2013
KOM (2013) 0821
Offentligt
1452433_0001.png
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 27.11.2013
COM(2013) 821 final
2013/0407 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede
under retssagen i straffesager
{SWD(2013) 478 final}
{SWD(2013) 479 final}
{SWD(2013) 500 final}
DA
DA
 kom (2013) 0821 - Ingen titel
1452433_0002.png
BEGRUNDELSE
1.
1.1.
1.
BAGGRUND FOR FORSLAGET
I
NDLEDNING
Dette forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv har til formål at styrke visse
aspekter af den ret, som mistænkte og tiltalte i straffesager overalt i Den Europæiske
Union har til at blive anset for uskyldig, indtil det modsatte er bevist ved en endelig
dom, og styrke retten til at være til stede under retssagen.
Set i lyset af artikel 82, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
("TEUF") skal gensidig anerkendelse være hjørnestenen i det retlige samarbejde, dvs.
at retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, skal betragtes som ligeværdige,
uanset hvor afgørelsen træffes, og skal således kunne fuldbyrdes overalt i EU. Det
retlige samarbejde skal være baseret på gensidig tillid mellem de forskellige
retssystemer, og det indtryk, at mistænkte og tiltalte personers rettigheder ikke bliver
overholdt i alle tilfælde, har en uforholdsmæssig negativ indvirkning på den
gensidige tillid og dermed på det retlige samarbejde.
I denne sammenhæng blev der i Stockholmprogrammet
1
sat stærkt fokus på en
styrkelse af enkeltpersoners rettigheder i straffesager. I punkt 2.4, opfordrede Det
Europæiske Råd Kommissionen til at fremsætte forslag om en trinvis styrkelse af
mistænktes eller tiltaltes rettigheder ved fastsættelse af fælles minimumsstandarder
for retten til en retfærdig rettergang.
Der er allerede blevet truffet tre foranstaltninger: Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2010/64/EU af 20. oktober 2010 om retten til tolke- og oversætterbistand i
straffesager
2
, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU af
22. maj 2012 om ret til information under straffesager
3
, og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2013/48/EU af 22. oktober 2013 om ret til adgang til advokatbistand
i straffesager og i sager angående europæiske arrestordrer og om ret til at få en
tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og til at kommunikere med tredjemand
og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen
4
. Foranstaltningerne til
beskyttelse af sårbare personer, der er mistænkt eller tiltalt i straffesager, fremstår
som en pakke i form af nærværende initiativ sammen med et direktiv om retshjælp til
mistænkte eller tiltalte, der er frihedsberøvet, og retshjælp i sager om europæiske
arrestordrer.
Desuden offentliggjorde Kommissionen den 14. juni 2011 en grønbog om
anvendelse af EU-lovgivningen om frihedsberøvelse på det strafferetlige område for
at overveje måder, hvorpå man kan styrke den gensidige tillid og anvendelsen af
princippet om gensidig anerkendelse i forbindelse med tilbageholdelse i
overensstemmelse med og inden for grænserne af EU's kompetence.
Formålet med hele indsatsen i forbindelse med Kommissionens dagsorden for
processuelle rettigheder er at sikre respekt for retten til en retfærdig rettergang i Den
Europæiske Union. Princippet om uskyldsformodning med de dertil forbundne
rettigheder bidrager til at sikre retten til en retfærdig rettergang. De forskellige
EUT C 115 af 4.5.2010, s. 1.
EUT L 280 af 26.10.2010, s. 1.
EUT L 142 af 1.6.2012, s. 1.
EUT L 294 af 6.11.2013, s. 1.
2.
3.
4.
5.
6.
1
2
3
4
DA
2
DA
 kom (2013) 0821 - Ingen titel
1452433_0003.png
rettigheder for mistænkte eller tiltalte i straffesager, der i de seneste år er blevet
fastsat i ovennævnte EU-direktiver, såsom retten til tolkning og oversættelse, retten
til oplysninger og retten til at få adgang til advokatbistand, er ikke mål i sig selv. De
har et videre mål, idet de snarere skal ses som midler til at udmønte princippet om
retten til en retfærdig rettergang. Uskyldsformodningen og beslægtede rettigheder
bidrager hertil. Gentagne tilsidesættelser af princippet om uskyldsformodning i
medlemsstaterne bevirker, at målene for dagsordenen om processuelle rettigheder
ikke kan nås fuldt ud.
7.
8.
Dette er årsagen til, at Det Europæiske Råd i Stockholmprogrammet udtrykkeligt
opfordrede Kommissionen til at behandle spørgsmålet om uskyldsformodning.
Kommissionen undersøgte spørgsmålet grundigt i sin konsekvensanalyse og
konkluderede, at en foranstaltning angående visse aspekter af princippet om
uskyldsformodning er påkrævet for at styrke denne grundlæggende rettighed. De
overordnede mål for de foranstaltninger, der allerede er vedtaget på det område, der
vedrører processuelle rettigheder i straffesager, herunder den vigtige retsforskrift om
ret til adgang til advokatbistand, nødvendiggør stadig, at der er garanti for et vist
minimumsniveau for beskyttelse af princippet om uskyldsformodning i alle EU’s
medlemsstater.
Dette forslag bygger på artikel 82, stk. 2, i TEUF, hvori det er fastsat, at "[i] den
udstrækning det er nødvendigt for at lette den gensidige anerkendelse af domme og
retsafgørelser samt det politimæssige og retlige samarbejde i straffesager med en
grænseoverskridende dimension, kan Europa-Parlamentet og Rådet fastsætte
minimumsregler ved direktiver efter den almindelige lovgivningsprocedure. Disse
minimumsregler tager hensyn til forskellene mellem medlemsstaternes retstraditioner
og retssystemer.
9.
Reglerne vedrører:
gensidig anerkendelse af bevismidler mellem medlemsstaterne
enkeltpersoners rettigheder inden for strafferetsplejen
kriminalitetsofres rettigheder
d)[…]."
10.
Det foreliggende forslag vil også bidrage til at styrke retssikkerhedsgarantierne for
enkeltpersoner, der er involveret i sager, der behandles af Den Europæiske
Anklagemyndighed. I det nyligt fremsatte forslag til rådsforordning
5
præciseres det,
at den mistænkte har alle de i EU-lovgivningen sikrede rettigheder såvel som andre
rettigheder, der direkte kan udledes af Den Europæiske Unions Charter om
grundlæggende rettigheder (herefter "chartret"), der skal anvendes i
overensstemmelse med gældende national lovgivning, og der henvises heri
udtrykkeligt til retten til at blive anset for uskyldig. Ved at indføre styrkede
standarder for uskyldsformodningen i dette forslag, styrkes samtidig de
retssikkerhedsgarantier, der gælder i forbindelse med Den Europæiske
Anklagemyndigheds virksomhed.
I artikel 6, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (herefter "TEU") er det
fastsat, at de grundlæggende rettigheder som sikret ved den europæiske konvention
til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder
Forslag til Rådets forordning om oprettelse af en europæisk anklagemyndighed (KOM(2013) 534 endelig, af
17.7.2013).
11.
5
DA
3
DA
 kom (2013) 0821 - Ingen titel
1452433_0004.png
("EMRK"), og således som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige
traditioner, udgør generelle principper i EU-retten. I artikel 6, stk. 1, i TEU
bestemmes det, at Den Europæiske Union anerkender de rettigheder, friheder og
principper, der findes i chartret om grundlæggende rettigheder af 7. december 2000,
der har samme juridiske værdi som TEUF og TEU. Chartret retter sig til EU-
institutionerne og medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten, som for eksempel
på det område, der vedrører retligt samarbejde i straffesager inden for Den
Europæiske Union.
12.
Retten til en retfærdig rettergang er forankret i chartrets artikel 47. Det fremgår af
artikel 48, at man har ret til at blive anset for uskyldig, og denne ret har samme
indhold og formål som den, der er sikret borgerne ved EMRK's artikel 6, stk. 2
6
. I
EMRK's artikel 6, stk. 2, foreskrives det, at enhver, der er anklaget for en
lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i
overensstemmelse med loven. I artikel 11, stk. 1, i verdenserklæringen om
menneskerettigheder er dette princip beskrevet med samme ordlyd. Artikel 14, stk. 2,
i Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (herefter
"ICCPR")
7
indeholder en ganske tilsvarende bestemmelse.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har præciseret rækkevidden af EMRK's
artikel 6. Den har ved flere lejligheder fastslået, at bestemmelsen ligeledes finder
anvendelse, før der formelt er rejst tiltale i en straffesag
8
, og at mistænkte og tiltalte
personer kan påberåbe sig rettighederne i EMRK's artikel 6 i de indledende stadier af
politiets efterforskning
9
. Samme domstol har ligeledes fastslået, at disse garantier
skal anvendes på vidner, hvis de i realiteten mistænkes for at have begået en
forbrydelse, idet den formelle betegnelse for personens stilling er uden betydning
10
.
Princippet om uskyldsformodning er blevet udviklet gennem årene.
Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at EMRK's artikel 6, stk. 2, indeholder
tre grundlæggende krav
11
: retten til ikke at blive fremstillet i offentligheden som
domfældt, før der er afsagt endelig dom i sagen
12
, den omstændighed, at bevisbyrden
påhviler anklagemyndigheden, og at enhver rimelig tvivl om skyldsspørgsmålet skal
komme den tiltalte til gode, samt den tiltaltes ret til at blive informeret om tiltalen.
Samme domstol har ligeledes anerkendt, at der er en klar forbindelse mellem
uskyldsformodningen og andre rettigheder i forbindelse med en retfærdig rettergang i
den forstand, at uskyldsformodningen uvægerligt også svækkes, når disse rettigheder
tilsidesættes: retten til ikke at inkriminere sig selv, retten til ikke at samarbejde og
retten til ikke at udtale sig
13
samt retten til frihed (og til at undgå
varetægtsfængsling)
14
.
EUT C 303 af 14.12.2007, s. 30. Forklaringer til chartret om grundlæggende rettigheder.
United Nations Treaty Series, bd. 999, s. 171. ICCPR er en international konvention om borgerlige og politiske
rettigheder, som der ved De Forenede Nationers generalforsamling den 16. december 1966 blev givet adgang til
undertegnelse af, og som er blevet ratificeret af alle EU-medlemsstater og dermed er bindende for dem i henhold til
folkeretten.
Dom af 27.11.2008, klage nr. 36391/02, Salduz mod Tyrkiet, præmis 50.
Idem, præmis 52.
Dom af 14.10.2010, klage nr. 1466/07, Brusco mod Frankrig, præmis 47.
Barberà, Messegué og Jabardo mod Spanien (dom af 6.12.1988, klage nr. 10588/83, 10589/83 og 10590/83).
Jf. også Allenet de Ribemont mod Frankrig (dom af 17.6.1993, klage nr. 15175/89).
Minelli mod Schweiz (dom af 25.3.1983, klage nr. 8660/79).
Funke mod Frankrig (dom af 25.2.1993, klage nr. 10828/84), Murray mod Det Forenede Kongerige, dom af
8.2.1996, klage nr. 18731), Saunders mod Det Forenede Kongerige (dom af 17.12.1996, klage nr. 19187/91).
Medmindre væsentlige samfundsinteresser begrunder en fravigelse af princippet om retten til frihed — se Kudla
mod Polen (dom af 26.10.2010, klage nr. 30210/96).
13.
14.
6
7
8
9
10
11
12
13
14
DA
4
DA
 kom (2013) 0821 - Ingen titel
1452433_0005.png
15.
Retten til at være til stede under retssagen er en grundlæggende ret i forbindelse med
varetagelsen af sit forsvar. Den tiltaltes ret til selv at være til stede under retssagen er
en del af retten til en retfærdig rettergang, jf. EMRK's artikel 6 som fortolket af
Menneskerettighedsdomstolen
15
. En styrkelse af denne ret vil derfor bidrage til at
styrke retten til en retfærdig rettergang.
Retten til at blive informeret om tiltalen er reguleret af direktiv 2012/13/EU om ret til
information under straffesager, og er derfor ikke omfattet af dette direktiv.
Varetægtsfængsling er genstand for separate initiativer
16
og behandles derfor ikke i
dette direktiv. Alle andre ovennævnte aspekter af princippet om uskyldsformodning
eller aspekter, der er forbundet hermed, behandles i dette forslag.
Ved dette direktiv fastsættes der i forlængelse af Stockholmprogrammet og
Menneskerettighedsdomstolens praksis minimumsforskrifter på EU-plan for visse
aspekter af den mistænktes eller tiltaltes ret til at blive anset for uskyldig. Det
fremmer således anvendelsen af chartret, særligt artikel 6, 47 og 48 deri, idet det
bygger på EMRK's artikel 6, således som denne bestemmelse er blevet fortolket af
Menneskerettighedsdomstolen.
R
ESULTAT AF HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSE
De berørte parter er blevet hørt ved flere lejligheder.
I 2006 offentliggjorde Kommissionen en grønbog
17
om uskyldsformodning. På
daværende tidspunkt deltog 11 medlemsstater i høringen, og uafhængige eksperter og
fagfolk benyttede lejligheden til at påpege, at der er sket en svækkelse af princippet
om uskyldsformodning, og til at fremhæve, at et princip om "formodning om skyld" i
stadig større grad synes at vinde indpas i de nationale retssystemer, navnlig i
forbindelse med efterforskning i sager, der vedrører udlændinge eller personer, der
ikke er bosat i det pågældende medlemsland.
Kommissionen har også været i kontakt med de vigtigste interessenter og har draget
fordel af høringer om andre initiativer knyttet til denne pakke.
På mødet i ekspertgruppen om EU-politik på det strafferetlige område den 23. januar
2013 indsamlede Kommissionen synspunkter fra forskere, advokater, dommere,
forsvarsadvokater og anklagere om emnet.
Der blev endvidere afholdt et møde med repræsentanter fra medlemsstaternes
justitsministerier og Kroatien den 19. februar 2013, der specifikt vedrørte princippet
om uskyldsformodning.
Dertil kommer, at der som led i den undersøgelse, som blev foretaget i forbindelse
med udarbejdelsen af den konsekvensanalyse, der er vedlagt dette forslag, blev
iværksat en onlineundersøgelse den 27. februar 2013, som blev annonceret på
GD Justice' og ERN's websted. Alle hovedinteressenterne blev informeret om denne
undersøgelse pr. e-mail, og der indkom over 100 svar. Undersøgelsen fokuserede
Colozza mod Italien (dom af 12.2.1985, klage nr. 9024/80).
KOM(2011) 327 endelig af 14.6.2011. Temaerne for grønbogen var varetægtsfængsling og gensidig anerkendelse
af afgørelser om frihedsberøvelse og om løsladelse. Kommissionen modtog 81 svar fra medlemsstaterne,
almindelige borgere og ngo'er. Et resumé af svarene er offentliggjort på Kommissionens websted.
Jf. også
Rådets
rammeafgørelse
http://ec.europa.eu/justice/newsroom/criminal/opinion/110614_en.htm.
2009/829/RIA af 23. oktober 2009 om anvendelse mellem Den Europæiske Unions medlemsstater af princippet om
gensidig anerkendelse på afgørelser om tilsynsforanstaltninger som et alternativ til varetægtsfængsling (EUT L 294
af 11.11.2009, s. 20).
KOM(2006) 174 endelig af 26.4.2006.
16.
17.
1.2.
18.
19.
20.
21.
22.
23.
15
16
17
DA
5
DA
 kom (2013) 0821 - Ingen titel
1452433_0006.png
ikke blot på retsstillingen for så vidt angår beskyttelse af retten til at blive anset for
uskyldig i medlemsstaterne, men først og fremmest på, hvordan den anvendes i
praksis. Resultaterne af undersøgelsen er blevet indføjet i bilag III til den
konsekvensanalyse, der er bilagt dette forslag. Konsekvensanalysen findes på
[http://ec.europa.eu/governance].
Den
viste,
at
beskyttelsesniveauet
i
medlemsstaternes lovgivning generelt er acceptabelt, og der synes ikke at være noget
systemisk problem på dette område. Der er dog stadig punkter, hvor
retssikkerhedsgarantierne bør forbedres. Desuden tilsidesættes princippet om
uskyldsformodning alt for ofte inden for EU.
2.
2.1.
24.
JURIDISKE ASPEKTER AF FORSLAGET
S
ÆRLIGE BESTEMMELSER
Direktivet har til formål at fastsætte minimumsregler for visse aspekter af den
mistænkte eller tiltaltes ret til at blive anset for uskyldig, indtil det modsatte er bevist
ved en endelig dom. Direktivet omfatter følgende rettigheder: retten til ikke at blive
fremstillet i offentligheden som skyldig, før der er afsagt endelig dom i sagen, den
omstændighed, at bevisbyrden påhviler anklagemyndigheden, og at enhver rimelig
tvivl om skyldsspørgsmålet skal komme den tiltalte til gode, retten til ikke at
inkriminere sig selv samt retten til ikke at samarbejde og til ikke at udtale sig.
Tiltaltes ret til at være til stede under retssagen er også genstand for direktivet.
Direktivet finder anvendelse på personer, der er mistænkt eller tiltalt i straffesager,
fra sagen indledes, endog før det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder
underretter dem om, at de er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar
handling. Det finder anvendelse, indtil sagen afsluttes, dvs. indtil der afsiges endelig
dom i sagen.
Retten til at blive anset for uskyldig indbefatter forskellige behov for og grader af
beskyttelse afhængigt af, om der er tale om fysiske personer eller juridiske personer,
således som det fremgår af EU-Domstolens praksis vedrørende retten til ikke at
inkriminere sig selv
18
. I dette direktiv tages der hensyn til disse forskelle, og det
gælder derfor kun for fysiske personer.
Beskyttelsen af juridiske personers ret til at blive anset for uskyldig er ikke desto
mindre tilsikret i kraft af de eksisterende retssikkerhedsgarantier i national
lovgivning og EU-lovgivning som fortolket af de nationale domstole og af EU-
Domstolen, samt i kraft af EMRK som fortolket af Menneskerettighedsdomstolen.
EU-rettens "trinvise" regulering af området, især for så vidt angår enkeltpersoners
rettigheder inden for strafferetsplejen, opretholdes og overholdes derfor. Eventuelle
fremtidige tiltag på dette område afhænger af udviklingen i national lovgivning og
retspraksis.
I denne bestemmelse fastsættes retten til uskyldsformodning.
Jf. bl.a. sag C-301/04 P, Kommissionen mod SGL Carbon, Sml. 2006 I, s. 5915, sag T-112/98,
Mannesmannröhren-Werke mod Kommissionen, Sml. 2001 II, s. 732.
Artikel 1 — Emne
Artikel 2 — Anvendelsesområde
25.
26.
27.
28.
Artikel 3 – Uskyldsformodning
29.
18
DA
6
DA
 kom (2013) 0821 - Ingen titel
1452433_0007.png
Artikel 4 — Offentlige udtalelser om skyldsspørgsmålet før domfældelse
30.
Menneskerettighedsdomstolen har som et af de grundlæggende aspekter af princippet
om uskyldsformodning fastslået, at en domstol eller en myndighedsperson ikke
offentligt må fremstille mistænkte eller tiltalte personer som om, de var skyldige i en
lovovertrædelse, hvis de ikke er blevet retsforfulgt og domfældt ved en endelig
dom
19
. Dette princip skal endvidere efter Menneskerettighedsdomstolens praksis
gælde for alle offentlige myndigheder
20
. Begge situationer kan tilskynde
offentligheden til at antage, at den pågældende er skyldig, og foregribe en retsinstans'
bedømmelse af de faktiske omstændigheder.
Dette princip skal ikke være til hinder for adgangen til i medfør af national ret at
offentliggøre afgørelser, hvorved der pålægges sanktioner efter en administrativ
procedure.
Uskyldsformodning forudsætter, at bevisbyrden påhviler anklagemyndigheden, og at
al tvivl om skyldsspørgsmålet kommer den mistænkte eller tiltalte til gode ("in
dubio
pro reo").
Dette forudsætter på sin side, at en retsafgørelse skal være støttet på den
dokumentation, der fremlægges i retten, og ikke på simple påstande eller antagelser.
Dette berører ikke dommerstandens fulde uafhængighed ved bedømmelsen af den
mistænkte eller tiltaltes skyld. Menneskerettighedsdomstolen har desuden anerkendt,
at bevisbyrden i specifikke og begrænsede tilfælde kan overgå til forsvaret. Denne
bestemmelse afspejler Menneskerettighedsdomstolens princip
21
, der anses for at være
udtryk for en korrekt balance mellem det offentliges interesser (behovet for
retsforfølgning) og forsvarets rettigheder. Dette direktiv berører ikke forsvarets
adgang til bevisførelse i overensstemmelse med de relevante nationale regler.
31.
Artikel 5 – Bevisbyrde og krav til bevisernes styrke
32.
Artikel 6 og artikel 7 – Ret til ikke at inkriminere sig selv, til ikke at samarbejde og til
ikke at udtale sig
33.
I disse to bestemmelser forankres retten til ikke at inkriminere sig selv, til ikke at
samarbejde og til ikke at udtale sig. Retten til ikke at blive tvunget til at vidne mod
sig selv, til ikke at tilstå, til ikke at samarbejde og til ikke at udtale sig er generelt
anerkendte internationale standarder, der udgør selve kernen i begrebet "retfærdig
rettergang" som omhandlet i EMRK's artikel 6
22
. Baggrunden herfor skal søges i
bl.a. beskyttelsen af den sigtede mod uretmæssig tvang fra myndighedernes side,
hvorved disse rettigheder bidrager til at undgå rettergangsfejl og til at opfylde målene
i EMRK's artikel 6. Den "grad af tvang", som mistænkte eller tiltalte udsættes for
med henblik på at formå dem til at afgive forklaring om sigtelserne mod dem, kan
ikke - end ikke af hensyn til den offentlige sikkerhed og orden - underminere selve
essensen af deres ret til ikke at inkriminere sig selv, og deres ret til ikke at udtale
sig
23
. Forbuddet mod tortur i EMRK's artikel 3, som fortolket af
Menneskerettighedsdomstolen, skal under alle omstændigheder overholdes.
19
20
21
22
23
Jf. Minelli mod Schweiz.
Jf. Allenet de Ribemont mod Frankrig.
Jf. bl.a. følgende sager, der har været behandlet af Menneskerettighedsdomstolen: Salabiaku mod Frankrig (dom af
7.10.1988, klage nr. 10519/83), Barberà, Messegué og Jabardo mod Spanien, Telfner mod Østrig (dom af
20.3.2001, klage nr. 33501/96).
Jf. bl.a. Menneskeretsdomstolens domme i følgende sager: Funke mod Frankrig, Murray mod Det Forenede
Kongerige, Saunders mod Det Forenede Kongerige, Heaney og McGuiness mod Irland (dom af 21.12.2000, klage
nr. 34720/97), Jalloh mod Tyskland (dom af 11.7.2006, klage nr. 54810/00).
Jf. Heaney og McGuiness mod Ireland, præmis 55 og 58.
DA
7
DA
 kom (2013) 0821 - Ingen titel
1452433_0008.png
34.
Retten til ikke at inkriminere sig selv indebærer hovedsageligt, at mistænktes eller
tiltaltes ret til ikke at udtale sig skal respekteres, idet den navnlig forudsætter, at
anklagemyndigheden forsøger at føre bevis for, at den mistænkte eller tiltalte er
skyldig, uden brug af bevismateriale, der er opnået ved hjælp af metoder, der bygger
på tvang eller pres i strid med mistænktes eller tiltaltes vilje. Anvendelsesområdet for
denne ret er endvidere ikke begrænset til tilfælde, hvor der er blevet anvendt
tvangsforanstaltninger over for den tiltalte, eller hvor den tiltaltes vilje er blevet
knækket på en eller anden måde
24
. I denne henseende er retten ifølge
menneskeretsdomstolen tæt forbundet med uskyldsformodningen i EMRK's artikel 6,
stk. 2.
Mistænkte eller tiltalte skal straks informeres om deres ret til ikke at udtale sig i
henhold til direktiv 2012/13/EU. Disse oplysninger skal også angå indholdet af retten
til ikke at udtale sig og retsvirkningerne af at give afkald på den og af at påberåbe sig
den.
Enhver slutning, der udledes af den omstændighed, at den mistænkte eller tiltalte gør
brug af disse rettigheder, skal udelukkes. I modsat fald vil retten blot være illusorisk,
idet de mistænkte eller tiltalte personer må befrygte, at deres manglende
samarbejdsvilje eller tavshed vil blive brugt imod dem under straffesagen. Dette er
den eneste måde, hvorpå det kan sikres, at mistænkte og sigtede effektivt kan udøve
deres rettigheder uden frygt for, at det kan bruges imod dem på et senere tidspunkt.
Direktivet indeholder derfor en specifik og umiddelbar forholdsregel, hvorefter
bevismateriale, der er opnået i strid med disse rettigheder, ikke kan tages i
betragtning bortset fra i helt exceptionelle tilfælde, hvor brugen heraf ikke vil hindre
en retfærdig rettergang
25
.
Den omstændighed, at udøvelsen af disse rettigheder ikke må give anledning til
nogen slutninger og ikke må bruges mod mistænkte eller tiltalte personer på et senere
stadium af straffesagen, hindrer ikke medlemsstaterne i at tage hensyn til deres
samarbejdsvilje ved strafudmålingen.
Hvis en person ikke er til stede under retssagen, kan vedkommende ikke varetage sit
forsvar. Den tiltalte er i sådanne tilfælde ikke i stand til at give sin version af de
faktiske omstændigheder i retten, og er ikke er i stand til at fremlægge beviser, der
understøtter denne version. Han kan derfor være dømt uden at have haft mulighed for
at tilbagevise grundlaget for en sådan domfældelse.
Retten til at være til stede under retssagen, eller til at kunne give afkald på denne ret
efter at være blevet informeret herom, er tvingende nødvendig for udøvelse af retten
til forsvar.
Artikel 8 bestemmer, at medlemsstaterne skal sikre sig, at retten til at være til stede
gælder i alle retssager, der har til formål at tage stilling til, om den tiltalte er skyldig
eller ej (både afgørelser, der går ud på domfældelse, og afgørelser, der går ud på
frifindelse). De mistænkte eller tiltaltes tilstedeværelse på dette tidspunkt i en
straffesag er særlig vigtig i betragtning af de følger, som sagen på dette stadium af
proceduren kan få.
35.
36.
37.
Artikel 8 og artikel 9 – Ret til at være til stede under retssagen
38.
39.
40.
24
25
Jf. Allan mod Det Forenede Kongerige (dom af 5.11.1992, klage nr. 48539/99, præmis 50).
Jf. Allan mod Det Forenede Kongerige, præmis 42.
DA
8
DA
 kom (2013) 0821 - Ingen titel
1452433_0009.png
41.
I artikel 8 kodificeres den ret, som Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at den
tiltalte har til at være til stede under retssagen, og der fastsættes begrænsede
undtagelser til denne ret i overensstemmelse med EMRK og EU-retten
26
. Forudsat at
betingelserne i artikel 8 overholdes, er der intet til hinder for, at medlemsstaterne gør
brug af "forenklede procedurer" i forbindelse med de mest almindelige mindre
lovovertrædelser. I artikel 9 fastsættes det, at det relevante retsmiddel (således som
Menneskerettighedsdomstolen har fastslået) i tilfælde, hvor retten til at være til stede
under retssagen ikke er blevet overholdt, er, at sagen skal genoptages
27
.
Menneskerettighedsdomstolen har flere gange fastslået, at den mest hensigtsmæssige
måde, hvorpå en tilsidesættelse af den i EMRK's artikel 6, stk. 2, fastsatte ret til en
retfærdig rettergang kan afhjælpes, er at sikre, at de mistænkte eller tiltalte i videst
mulig omfang anbringes i den situation, som de ville have befundet sig i, hvis deres
rettigheder ikke var blevet tilsidesat
28
.
For at overvåge og evaluere effektiviteten af dette direktiv er der behov for, at
medlemsstaterne indsamler oplysninger om udøvelsen af de rettigheder, der er fastsat
i direktivet. Relevante data omfatter oplysninger, der er registreret af de judicielle og
retshåndhævende myndigheder, om, hvilke retsmidler der anvendes, når en
tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning eller af retten til at være til stede
under retssagen har fundet sted.
Formålet med denne bestemmelse er at sikre, at fastsættelse af fælles
minimumsstandarder i medfør af dette direktiv ikke fører til lavere standarder i visse
medlemsstater, og at de standarder, der fremgår af chartret og af EMRK opretholdes.
Eftersom direktivet indeholder minimumsregler, jf. artikel 82 i TEUF, står det stadig
medlemsstaterne frit for at sætte højere standarder end i dette direktiv.
Denne bestemmelse indeholder et krav om, at medlemsstaterne gennemfører
direktivet senest den xx/xx/20xx og senest samme dato sender de retsforskrifter,
hvorved direktivet gennemføres i national ret, til Kommissionen. I betragtning af, at
de gennemførelsesforanstaltninger, der skal iværksættes, er relativt enkle, stiller
Kommissionen ikke krav om forklarende dokumenter til brug for sin opgave med at
føre tilsyn med direktivets gennemførelse. De enkelte gennemførelses-
foranstaltninger, der skal meddeles, behøver ingen nærmere forklaring.
Det fastsættes i denne bestemmelse, at direktivet træder i kraft på tyvendedagen efter
offentliggørelsen i
Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 10 – Retsmidler
42.
Artikel 11 – Indsamling af oplysninger
43.
Artikel 12 – Direktivets forhold til det eksisterende beskyttelsesniveau
44.
Artikel 13 – Gennemførelse
45.
Artikel 14 – Ikrafttræden
46.
26
27
28
Jf. Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26.2.2009 (EUT L 81 af 27.3.2009, s. 24).
Colozza mod Italien.
Jf. Teteriny mod Rusland (dom af 30.6.2005, klage nr. 11931/03, præmis 56), Jeličić mod Bosnien-Hercegovina
(dom af 31.10.2006, klage nr. 41183/02, præmis 53), og Mehmet og Suna Yiğit mod Tyrkiet (dom af 17.7.2007,
klage nr. 52658/99, præmis 47), Salduz mod Tyrkiet, præmis 72.
DA
9
DA
 kom (2013) 0821 - Ingen titel
2.2.
47.
N
ÆRHEDSPRINCIPPET
Der er betydelige forskelle i medlemsstaternes lovgivning for så vidt angår retten til
at blive anset for uskyldig og alle aspekterne heraf. Menneskerettighedsdomstolens
praksis viser, at der jævnligt sker krænkelser af uskyldsformodningen og den dertil
knyttede ret til en retfærdig rettergang. Dette fører til manglende tillid mellem de
retslige myndigheder i de forskellige EU-medlemsstater. Som følge heraf er de
retslige myndigheder tilbageholdende med at samarbejde indbyrdes. Den
konsekvensanalyse,
der
er
vedlagt
dette
forslag,
viser,
at
Menneskerettighedsdomstolen ikke alene er garant for en fuldstændig beskyttelse af
princippet om uskyldsformodning: nogle aspekter af uskyldsformodningen er ikke
blevet indgående behandlet af Domstolen eller er ikke blevet behandlet af denne for
nylig, og indbringelsen af sager for Domstolen finder først sted efterfølgende,
dvs. efter, at alle nationale retsmidler er blevet opbrugt. Dette direktiv vil supplere de
garantier, som Menneskerettighedsdomstolen har opstillet, og sikre, at
uskyldsformodningen beskyttes fra straffesagens indledning, herunder muligheden
for at anvende EU-retlige midler.
Forslagets mål kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne hver for sig,
da formålet med forslaget er at fremme den gensidige tillid. Det må nødvendigvis
være EU-retlige tiltag, hvorved der fastsættes ensartede minimumsstandarder, der
finder anvendelse i hele Den Europæiske Union. Dette er blevet bekræftet ved
Stockholmprogrammet, hvori Det Europæiske Råd opfordrede Kommissionen til at
behandle spørgsmålet om uskyldsformodning. Forslaget vil tilnærme
medlemsstaternes processuelle regler med hensyn til visse aspekter af retten til at
blive anset for uskyldig og med hensyn til retten til at være til stede under
straffesagen, idet målet er at fremme den gensidige tillid. Forslaget er derfor i
overensstemmelse med nærhedsprincippet.
P
ROPORTIONALITETSPRINCIPPET
Forslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, idet det ikke går ud
over det minimum, der skal til for at nå det tilsigtede mål på EU-plan, og hvad der er
nødvendigt til dette formål. Forslaget angår kun aspekter af uskyldsformodningen,
der er mere direkte knyttet til anvendelsen af retsforskrifterne om gensidig
anerkendelse samt til det politimæssige og retlige samarbejde i straffesager. Desuden
gælder forslaget kun for fysiske personer. Dette er i tråd med EU's "trinvise" tiltag i
relation til processuelle rettigheder i straffesager og med behovet for tiltag, der ikke
er mere vidtgående end nødvendigt.
VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Forslaget har ingen virkninger for EU's budget.
48.
2.3.
49.
3.
50.
DA
10
DA
 kom (2013) 0821 - Ingen titel
1452433_0011.png
2013/0407 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede
under retssagen i straffesager
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, særlig artikel 82,
stk. 2, litra b),
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
29
,
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget
30
,
efter den almindelige lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
Formålet med dette direktiv er at fremme retten til en retfærdig rettergang i
straffesager ved at fastsætte minimumsregler for visse aspekter af
uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen.
Ved direktivet at fastsætte minimumsregler om beskyttelse af mistænkte og tiltalte
personers processuelle rettigheder bør det kunne styrke medlemsstaternes tillid til
strafferetssystemerne i andre medlemsstater og kan således bidrage til at lette den
gensidige anerkendelse af afgørelser i straffesager. Sådanne fælles minimumsregler
bør tillige fjerne hindringer for borgernes frie bevægelighed på hele medlemsstaternes
område.
I Stockholmprogrammet
31
blev der sat stærkt fokus på en styrkelse af enkeltpersoners
rettigheder i straffesager. I punkt 2.4 opfordrede Det Europæiske Råd Kommissionen
til at fremsætte forslag om en trinvis styrkelse af mistænktes eller tiltaltes rettigheder.
Det er hensigten, at EU’s dagsorden for processuelle rettigheder skal fungere som en
helhed, og nyttevirkningen heraf vil først slå fuldt igennem, når alle dens bestanddele
er blevet gennemført.
I Stockholmprogrammet opfordrede Det Europæiske Råd Kommissionen til at
gennemgå yderligere aspekter af mistænktes eller tiltaltes processuelle
minimumsrettigheder og til at vurdere, om der er behov for at behandle andre emner
såsom princippet om uskyldsformodning med henblik på at skabe grundlag for et
bedre samarbejde på dette område.
(2)
(3)
(4)
29
30
31
EUT C […] af […], s. […].
EUT C […] af […], s. […].
EUT C 115 af 4.5.2010, s. 1.
DA
11
DA
 kom (2013) 0821 - Ingen titel
1452433_0012.png
(5)
Der er allerede blevet vedtaget tre foranstaltninger: Europa-Parlamentets og Rådets
32
direktiv 2010/64/EU, Europa-Parlamentets og Rådets
33
direktiv 2012/13/EU og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/48/EU
34
.
Dette direktiv bør kun finde anvendelse på straffesager. Administrative sager, der kan
medføre sanktioner såsom sager på konkurrenceområdet, handelsområdet,
skatteområdet og sager vedrørende finansielle tjenesteydelser og andre undersøgelser,
der udføres af administrative myndigheder i samme forbindelse, samt borgerlige sager
er ikke omfattet af dette direktiv.
Dette direktiv bør lette den praktiske anvendelse af retten til at blive anset for uskyldig
og alle de forskellige aspekter heraf og ligeledes af retten til at være til stede under
retssagen med henblik på at beskytte retten til en retfærdig rettergang.
Dette direktiv bør finde anvendelse på fysiske personer, der er mistænkt eller tiltalt for
at have begået en strafbar handling. Det bør finde anvendelse på ethvert stadium af
sagen, selv før de nævnte personer, ved en officiel meddelelse eller på anden vis,
underrettes af de kompetente myndigheder i en medlemsstat om, at de er mistænkt
eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, og indtil sagen afsluttes.
Ved dette direktiv anerkendes de forskellige behov for og forskellige
beskyttelsesniveauer i relation til visse aspekter af retten til at blive anset for uskyldig
for fysiske og juridiske personer. En sådan beskyttelse for så vidt angår fysiske
personer er i rigt mål afspejlet i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis.
Den Europæiske Unions Domstol har imidlertid anerkendt, at de rettigheder, der følger
af uskyldsformodningen, ikke i samme udstrækning gælder for juridiske personer som
for fysiske personer.
På det nuværende udviklingstrin af lovgivningen i medlemsstaterne, af retspraksis på
nationalt niveau og på EU-niveau er det for tidligt at lovgive på EU-plan om juridiske
personers ret til at blive anset for uskyldig.
Beskyttelsen af juridiske personers ret til at blive anset for uskyldig bør sikres ved de
eksisterende retssikkerhedsgarantier og ved retspraksis, og udviklingen heri bør på
længere sigt danne grundlag for en vurdering af, om der er behov for EU-
foranstaltninger.
"Judicielle og retshåndhævende myndigheder" skal i dette direktiv forstås som
henvisende til offentlige myndigheder, der i medfør af national lovgivning udøver
deres beføjelser inden for rammerne af en straffesag.
Der foreligger en krænkelse af uskyldsformodningen, hvis den mistænkte eller tiltalte i
en retsafgørelse eller offentlig udtalelse af judicielle eller andre myndigheder
fremstilles som domfældt, uden at den sigtede forinden er blevet kendt skyldig efter
loven.
Bevisbyrden påhviler anklagemyndigheden, og enhver tvivl bør komme den sigtede til
gode. Der foreligger således en tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64/EU af 20. oktober 2010 om retten til tolke- og oversætterbistand i
straffesager (EUT L 280 af 26.10.2010, s. 1).
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU af 22. maj 2012 om ret til information under straffesager
(EUT L 142 af 1.6.2012, s. 1).
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/48/EU af 22. oktober 2013 om ret til adgang til advokatbistand i
straffesager og i sager angående europæiske arrestordrer og om ret til at få en tredjemand underrettet ved
frihedsberøvelse og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen
(EUT L 294 af 6.11.2013, s. 1).
(6)
(7)
(8)
(9)
(10)
(11)
(12)
(13)
(14)
32
33
34
DA
12
DA
 kom (2013) 0821 - Ingen titel
tilfælde, hvor bevisbyrden overgår fra anklagemyndigheden til forsvaret, med
forbehold for domstolens eventuelle beføjelser til af egen drift at bringe sagens
faktiske omstændigheder på det rene, og uden at dette berører dommerstandens fulde
uafhængighed ved bedømmelsen af, om den mistænkte eller tiltalte er skyldig.
(15)
I nogle tilfælde bør det ikke anses for at være i strid med uskyldsformodningen, at
bevisbyrden
overføres
til
forsvaret,
såfremt
der
foreligger
visse
retssikkerhedsgarantier: Der bør være sikkerhed for, at der opstilles rimelige grænser
for faktiske eller retlige formodninger, idet der tages hensyn til, hvor vigtigt et
retsgode der er på spil, og at disse formodninger kan afkræftes, f.eks. ved hjælp af nye
beviser for, at der foreligger formildende omstændigheder eller
force majeure.
Retten til ikke at inkriminere sig selv og til ikke at samarbejde er et vigtigt aspekt af
uskyldsformodningen. Mistænkte eller tiltalte bør ikke tvinges, når de anmodes om at
udtale sig eller besvare spørgsmål, fremlægge beviser eller dokumenter eller afgive
oplysninger, der kan medføre, at de inkriminerer sig selv.
Enhver tvang, der anvendes med det formål at få den mistænkte eller tiltalte til at
afgive oplysninger, bør begrænses. For at afgøre, om tvangen udgør en tilsidesættelse
af disse rettigheder, bør følgende punkter tages i betragtning under hensyntagen til alle
sagens omstændigheder: Arten og graden af den tvang, der blev anvendt for at opnå
bevismaterialet, det offentliges interesse i efterforskning og retsforfølgning af den
omhandlede lovovertrædelse, eksistensen af eventuelle processuelle rettigheder, og
hvorledes det således opnåede materiale anvendes. Den grad af tvang, der anvendes
over for mistænkte eller tiltalte personer med henblik på at formå dem til at afgive
oplysninger i relation til sigtelserne mod dem, bør imidlertid ikke underminere selve
essensen af deres ret til ikke at inkriminere sig selv og af deres ret til ikke at udtale sig,
selv ikke af hensyn til den offentlige sikkerhed og orden.
Retten til ikke at inkriminere sig selv og til ikke at samarbejde bør ikke udstrækkes til
den brug, der i straffesager gøres af materiale, der kan opnås fra den mistænkte eller
tiltalte ved anvendelse af tvangsindgreb, der er lovlige, men som gælder uafhængigt af
den mistænkte eller tiltaltes vilje, såsom materiale, der er opnået efter en retskendelse,
materiale, som der er en retlig forpligtelse til at opbevare og fremlægge efter
anmodning, udåndingsluft, blod- og urinprøver samt menneskevæv udtaget med
henblik på dna-analyse.
Retten til ikke at udtale sig er et vigtigt aspekt af uskyldsformodningen. Den bør tjene
som beskyttelse mod at inkriminere sig selv.
Retten til ikke at anklage sig selv, til ikke at samarbejde og til ikke at udtale sig bør
gælde for spørgsmål, der er af afgørende betydning for den lovovertrædelse, som en
person er mistænkt eller tiltalt for at have begået, og ikke for spørgsmål vedrørende
personlig identifikation af den mistænkte eller tiltalte.
Retten til en retfærdig rettergang er et af grundprincipperne i et demokratisk samfund.
Den tiltaltes ret til at være til stede under retssagen udspringer af denne ret og bør være
sikret i hele Unionen.
Den tiltaltes ret til at være til stede under retssagen er imidlertid ikke absolut. På visse
betingelser kan den tiltalte udtrykkeligt eller stiltiende, men dog utvetydigt, give
afkald på denne ret.
Under visse nærmere definerede betingelser, der sikrer en effektiv overholdelse af
retten til en retfærdig rettergang, bør det være muligt at gennemføre en retssag,
(16)
(17)
(18)
(19)
(20)
(21)
(22)
(23)
DA
13
DA
 kom (2013) 0821 - Ingen titel
hvorved det afgøres, om den mistænkte eller tiltalte er skyldig eller ikke-skyldig,
uagtet at den pågældende ikke er til stede.
(24)
Dette direktiv bør ikke regulere de former og metoder, herunder processuelle krav, der
anvendes for at opnå de i direktivet angivne resultater, idet dette henhører under
medlemsstaternes nationale ret.
Når det afgøres, om den måde, hvorpå den sigtede er blevet underrettet, er
tilstrækkelig til at sikre, at den sigtede er bekendt med retssagen, bør der i
påkommende tilfælde også tages særligt hensyn til den omhu, som den pågældende
har udøvet for at modtage den underretning, som er stilet til ham eller hende.
Princippet om EU-rettens effektive virkning kræver, at medlemsstaterne indfører
egnede og effektive retsmidler i tilfælde af tilsidesættelse af en ret, som enkeltpersoner
er blevet tillagt ved EU-retten. Et effektivt retsmiddel i tilfælde af tilsidesættelse af et
af de principper, der er fastsat i dette direktiv, bør så vidt muligt have den virkning, at
den mistænkte eller tiltalte sættes i samme situation, som vedkommende ville have
befundet sig i, såfremt tilsidesættelsen ikke havde fundet sted.
Med henblik på at overvåge og evaluere effektiviteten af dette direktiv bør
medlemsstaterne indsamle oplysninger med hensyn til udmøntningen af de rettigheder,
der er fastsat i dette direktiv. Sådanne data bør omfatte oplysninger, der er registreret
af de judicielle og retshåndhævende myndigheder, om, hvilke retsmidler der er blevet
anvendt, når en krænkelse af et af de af direktivet omfattede aspekter af princippet om
uskyldsformodning eller af retten til at være til stede under retssagen har fundet sted.
Ved dette direktiv opretholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som er
forankret i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og i den
europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende
frihedsrettigheder, herunder forbuddet mod tortur og umenneskelig og nedværdigende
behandling, retten til frihed og sikkerhed, respekten for privatliv og familieliv, retten
til respekt for menneskets integritet, børns rettigheder, retten til integration af
mennesker med handicap, retten til adgang til effektive retsmidler og til en retfærdig
rettergang, uskyldsformodningen og retten til et forsvar.
Da der ved dette direktiv fastsættes minimumsregler, kan medlemsstaterne udvide de
rettigheder, der gælder efter dette direktiv, og fastsætte et højere beskyttelsesniveau. Et
sådant højere beskyttelsesniveau bør ikke udgøre en hindring for gensidig
anerkendelse af retsafgørelser, som disse minimumsregler er fastsat for at fremme.
Beskyttelsesniveauet bør aldrig komme under de standarder, der er fastsat i Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder eller i den europæiske
konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende
frihedsrettigheder som fortolket i EU-Domstolens og Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols praksis.
Da målene for dette direktiv, der består i at fastsætte fælles minimumsregler for visse
aspekter af retten til uskyldsformodning og retten til at være til stede under retssagen i
straffesager, ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne alene, men
henset til foranstaltningens rækkevidde bedre kan gennemføres på EU-plan, kan
Unionen træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet som
omhandlet i artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad
der er nødvendigt for at nå disse mål.
(25)
(26)
(27)
(28)
(29)
(30)
DA
14
DA
 kom (2013) 0821 - Ingen titel
1452433_0015.png
(31)
[I medfør af artikel 3 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling
for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som
bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde, har Det Forenede Kongerige og Irland meddelt, at de ønsker at deltage
i vedtagelsen og anvendelsen af dette direktiv] ELLER [I overensstemmelse med
artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så
vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til
traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol deltager disse
medlemsstater ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke
finder anvendelse i Det Forenede Kongerige og Irland]
35
.
I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som
bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som
derfor ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —
(32)
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
KAPITEL 1
Genstand og anvendelsesområde
Artikel 1
Genstand
Dette direktiv fastlægger minimumsregler vedrørende:
a) visse aspekter af retten til at uskyldsformodning i straffesager
b) retten til at være til stede under retssagen i straffesager.
Artikel 2
Anvendelsesområde
Dette direktiv finder anvendelse på fysiske personer, der er mistænkt eller tiltalt i straffesager,
indtil sagens endelige afslutning.
KAPITEL 2
Retten til uskyldsformodning
Artikel 3
Uskyldsformodning
Medlemsstaterne sikrer sig, at mistænkte eller tiltalte personer anses for uskyldige, indtil det
modsatte er bevist i overensstemmelse med loven.
35
Den endelige affattelse af denne betragtning i direktivet vil afhænge af, hvilken holdning Det Forenede Kongerige
og Irland faktisk indtager i henhold til protokollens bestemmelser (nr. 21).
DA
15
DA
 kom (2013) 0821 - Ingen titel
Artikel 4
Offentlige udtalelser om skyldsspørgsmålet før domfældelse
Medlemsstaterne sikrer sig, at mistænkte eller tiltalte personer - før en endelig domfældelse - i
offentlige udtalelser og officielle afgørelser hidrørende fra offentlige instanser ikke omtales
som om, de er blevet domfældt.
Medlemsstaterne sikrer, at der træffes passende foranstaltninger i tilfælde af, at dette krav
ikke respekteres.
Artikel 5
Bevisbyrde og krav til bevisernes styrke
1.
Medlemsstaterne sikrer, at bevisbyrden ved afgørelsen af skyldsspørgsmålet påhviler
anklagemyndigheden. Dette berører ikke den kompetente domstols eventuelle
beføjelser til af egen drift at bringe de faktiske omstændigheder på det rene.
Medlemsstaterne sikrer, at enhver formodning, der bevirker, at bevisbyrden overgår
til mistænkte eller tiltalte, er tilstrækkelig vigtig til at berettige en tilsidesættelse af
ovennævnte princip, og de sikrer, at en sådan formodning kan afkræftes.
Det er tilstrækkeligt til afkræftelse af en sådan formodning, at forsvaret fremlægger
materiale, der giver anledning til rimelig tvivl om den mistænkte eller tiltalte persons
skyld.
3.
Medlemsstaterne sikrer, at den mistænkte eller tiltalte person frifindes, såfremt der
ved den kompetente domstols bedømmelse af skyldsspørgsmålet opstår rimelig tvivl
om dennes skyld.
Artikel 6
Retten til ikke at inkriminere sig selv og til ikke at samarbejde
1.
2.
Medlemsstaterne sikrer sig, at den mistænkte eller tiltalte har ret til ikke at
inkriminere sig selv og til ikke at samarbejde i enhver form for straffesag.
Den i stk. 1 omhandlede ret bør ikke udstrækkes til den brug, der i straffesager gøres
af materiale, der kan opnås fra den mistænkte eller tiltalte ved anvendelse af
tvangsindgreb, der er lovlige, men som gælder uafhængigt af den mistænkte eller
tiltaltes vilje.
Den omstændighed, at en mistænkt eller tiltalt udøver sin ret til ikke at inkriminere
sig selv eller sin ret til ikke at samarbejde, må ikke bruges mod den pågældende på et
senere stadium af sagen og må ikke betragtes som en bekræftelse af de faktiske
omstændigheder.
Bevismateriale, der er opnået i strid med denne bestemmelse, bør ikke kunne tages i
betragtning, medmindre anvendelsen af dette materiale ikke er til hinder for en
retfærdig rettergang.
Artikel 7
Retten til ikke at udtale sig.
1.
Medlemsstaterne sikrer sig, at mistænkte eller tiltalte personer har ret til ikke at
udtale sig, når de afhøres af politiet eller andre retshåndhævende eller judicielle
myndigheder i relation til den strafbare handling, som de er mistænkt eller tiltalt for
at have begået.
2.
3.
4.
DA
16
DA
 kom (2013) 0821 - Ingen titel
2.
Medlemsstaterne informerer straks mistænkte eller tiltalte personer om deres ret til
ikke at udtale sig, og redegør for indholdet af denne ret samt for retsvirkningerne af
at give afkald på den og af at påberåbe sig den.
Den omstændighed, at en mistænkt eller tiltalt udøver sin ret til ikke at udtale sig, må
ikke bruges mod den pågældende på et senere stadium af sagen og må ikke betragtes
som en bekræftelse af de faktiske omstændigheder.
Bevismateriale, der er opnået i strid med denne bestemmelse, bør ikke kunne tages
ikke i betragtning, medmindre anvendelsen af dette materiale ikke er til hinder for en
retfærdig rettergang.
3.
4.
KAPITEL 3
Retten til at være til stede under retssagen
Artikel 8
Retten til at være til stede under retssagen
1.
2.
a)
i)
Medlemsstaterne sikrer sig, at mistænkte eller tiltalte personer har ret til at være til
stede under retssagen.
Medlemsstaterne kan give den relevante domstol adgang til at træffe afgørelse om
skyldsspørgsmålet i den mistænkte eller tiltaltes fravær, forudsat at den pågældende:
i rette tid
enten personligt blev tilsagt til at give møde i retten på det fastsatte tidspunkt og sted,
eller på anden vis faktisk modtog officiel besked om tid og sted for retsmødet på en
sådan måde, at det entydigt er godtgjort, at han eller hun var bekendt med, at der var
berammet en retssag
samt
ii)
b)
blev underrettet om, at der kan træffes afgørelse i sagen, selv om han eller hun
udebliver fra retsmødet, eller
velvidende, at en straffesag var berammet, havde givet rettergangsfuldmagt til en
advokat, som enten af den pågældende selv eller af det offentlige var udpeget til at
forsvare ham eller hende under retssagen, og denne advokat rent faktisk forestod
dennes forsvar.
Hvis betingelserne i stk. 2 ikke er opfyldt, kan en medlemsstat iværksætte
fuldbyrdelse af en afgørelse som omhandlet i dette stykke, såfremt den berørte
person, efter at han eller hun har fået afgørelsen forkyndt, og udtrykkeligt er blevet
informeret om retten til en ny retssag i form af en genoptagelse eller ved appel, som
den pågældende har ret til at deltage i, og som giver mulighed for en fornyet prøvelse
af sagens realitet, der indbefatter bedømmelse af nyt bevismateriale, og som kan føre
til, at den oprindelige afgørelse omstødes:
udtrykkeligt erklærer, at han eller hun ikke anfægter afgørelsen,
eller
b)
ikke har anmodet om genoptagelse eller iværksat appel inden for en rimelig frist.
3.
a)
DA
17
DA
 kom (2013) 0821 - Ingen titel
Artikel 9
Retten til genoptagelse
Medlemsstaterne sikrer sig, at mistænkte eller tiltalte personer, når de ikke var til stede under
den i artikel 8, stk. 1, omhandlede retssag, og de betingelser, der er fastsat i artikel 8, stk. 2,
ikke har været overholdt, har ret til en ny retssag, under hvilken de har ret til at være til stede,
og som giver mulighed for en fornyet prøvelse af sagens realitet, der indbefatter bedømmelse
af nyt bevismateriale, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse omstødes.
KAPITEL 4
Almindelige og afsluttende bestemmelser
Artikel 10
Retsmidler
1.
2.
Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte og tiltalte personer råder over et effektivt
retsmiddel, hvis deres rettigheder i medfør af dette direktiv er blevet tilsidesat.
Retsmidlet skal så vidt muligt have den virkning, at mistænkte eller tiltalte personer
anbringes i samme situation, som de ville have befundet sig i, såfremt
tilsidesættelsen ikke havde fundet sted, med henblik på at bevare deres ret til en
retfærdig rettergang og retten til forsvar.
Artikel 11
Indsamling af oplysninger
Medlemsstaterne sender senest [...] og derefter hvert tredje år oplysninger til Kommissionen
om, hvordan rettighederne efter dette direktiv er blevet udmøntet.
Artikel 12
Forholdet til det eksisterende beskyttelsesniveau
Intet i dette direktiv må fortolkes således, at det indebærer en begrænsning i eller undtagelse
fra de rettigheder og processuelle garantier, der er forankret i Den Europæiske Unions charter
om grundlæggende rettigheder, i den europæiske konvention til beskyttelse af
menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, eller i andre relevante folkeretlige
regler eller retsregler i medlemsstaterne, der giver et højere beskyttelsesniveau.
Artikel 13
Gennemførelse
1.
Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft
for at efterkomme dette direktiv senest [18 måneder efter offentliggørelsen]. De
tilsender straks Kommissionen disse love og bestemmelser.
Lovene og bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette
direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere
regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.
2.
Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale
retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
DA
18
DA
 kom (2013) 0821 - Ingen titel
Artikel 14
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i
Den Europæiske Unions
Tidende.
Artikel 15
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den
[…].
På Europa-Parlamentets vegne
Formand
På Rådets vegne
Formand
DA
19
DA