Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2013-14
L 33
Offentligt
1301438_0001.png
1301438_0002.png
Holbergsgade 6DK-1057 København KT +45 7226 9000F +45 7226 9001M[email protected]Wsum.dk
Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg
Dato: 20. november 2013Enhed: SygehuspolitikSagsbeh.: SUMIHOSags nr.: 1107823Dok nr.: 1329524
Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg har den 31. oktober 2013stillet følgende spørgsmål nr. 1 (L 33) til ministeren for sundhed og forebyggel-se, som hermed besvares.Spørgsmål nr. 1 (L 33):”Kan ministeren bekræfte, at hvis andre EU/EØS landes borgere ønsker atmodtage f.eks. misbrugsbehandling i Danmark, vil de udelukkende blive tilbudtden sundhedsfaglige del af behandlingen, selvom der er tale om en integreretsundhedsfaglig og socialfaglig behandling på baggrund af både sundhedslo-ven og serviceloven? Og vil ministeren bekræftende fald redegøre for årsa-gerne til dette?”Svar:Lægelig stofmisbrugsbehandling er en sundhedsydelse, som er omfattet af di-rektivet, og som personer fra andre EU/EØS-lande som følge af direktivetsprincipper om grænseoverskridende sundhedsydelser med L 33 skal givesadgang til. Som det gælder for lovforslaget generelt, skal en stofmisbruger fraet andet EU/EØS-land betale for en sådan lægelig stofmisbrugsbehandling iDanmark.L 33 implementerer direktivet inden for mit ressort. Dvs. i lovgivningen indenfor sundhedsområdet. Efter lovforslaget kan en stofmisbruger fra fx Malmø,der udelukkende har behov for lægelig stofmisbrugsbehandling, som ud-gangspunkt få denne behandling fra en kommune i Københavnsområdet modbetaling.Social-, børne- og integrationsministeren har til brug for besvarelsen afspørgsmålet indledningsvist fremhævet, at EU-borgere med lovligt ophold ilandet kan modtage ydelser efter serviceloven, og de vil dermed efter en kon-kret individuel vurdering kunne modtage social stofmisbrugsbehandling i hen-hold til servicelovens § 101 under samme vilkår som andre borgere.Herudover oplyser social-, børne- og integrationsministeren, at servicelovensydelser til stofmisbrugere, fx individuelle samtaler, gruppebehandling, social-rådgivning, social færdighedstræning m.v., ikke omfattes af patientmobilitetsdi-rektivet. Der henvises til, at direktivet handler om sundhedsydelser, der leve-res af sundhedsprofessionelle til patienter for at vurdere, bevare eller genetab-lere deres sundhedstilstand, jf. artikel 3, litra a. Serviceloven retter sig derimodmod den nedsatte fysiske og især psykiske funktionsevne og sociale proble-mer som følge af misbruget.
Side 2
Videre oplyser social-, børne- og integrationsministeren, at det er centralt forden sociale behandling, at den skal tage udgangspunkt i en helhedsorienteretog individuel indsats, som fastsættes efter en konkret, individuel vurdering afden enkelte stofmisbrugers behov. Det er således centralt, at samtlige ydelserer nøje afstemt med borgerens generelle sociale situation, herunder hidtidigelivsforløb, og at afgørelsen herom træffes i den pågældendes lokale miljø.Efter servicelovens § 141 skal kommunalbestyrelsen tilbyde at udarbejde enhandleplan til borgere med betydelig nedsats fysisk eller psykisk funktions ev-ne eller personer med alvorlige sociale problemer, der ikke eller kun med be-tydelig støtte kan opholde sig i egen bolig, eller som i øvrigt har behov for be-tydelig støtte for at forberede de personlige udviklingsmuligheder. I vejlednin-gen til serviceloven (vejledning nr. 1, pkt. 26) er det angivet, at det på stofmis-brugsbehandlingsområdet af flere grunde vil være hensigtsmæssigt, at derudarbejdes handleplaner for stofmisbrugerne for at opnå en sammenhængen-de indsats.Som det fremgår af servicelovens § 141, stk. 3, skal der i handleplanen angi-ves formålet med indsatsen for den pågældende borger, hvilken indsats der ernødvendig for at opnå formålet, den forventede varighed af indsatsen samtandre særlige forhold om boform, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling,hjælpemidler mv.En del af indsatsen omfatter også en efterbehandling, dvs. en opfølgende ind-sats efter den primære behandling, som har til formål at sikre, at borgeren ikkefalder tilbage i misbrug og følger sin behandlingsplan. Her kan det være for-skellige typer af indsatser som tilknytning til et værested, hjælp til bolig,gældsproblemer, psykiske problemer. Eller det kan være tiltag i retning mod atgå i gang med uddannelse eller beskæftigelsesrettede tilbud.På den baggrund finder social-, børne- og integrationsministeren det heller ik-ke hensigtsmæssigt at udstrække direktivets principper til også at omfatte so-ciale foranstaltninger. Heller ikke hvor de indgår i et samspil med en andenindsats omfattet af direktivet, herunder lægelig behandling for stofmisbrug.Jeg kan henholde mig til det af social-, børne- og integrationsministeren oply-ste og bekræfte, at der konkret kan være en stærk indbyrdes afhængighedmellem den lægelige stofmisbrugsbehandling og den socialfaglige indsats påstofmisbrugsområdet.Hvor det konkret er nødvendigt at supplere lægelig stofmisbrugsbehandling ef-ter sundhedsloven med en socialfaglig indsats efter serviceloven, for at denlægelige behandling kan have positiv effekt, så kan kommunen efter lovforsla-get konkret afvise at tilbyde lægelig stofmisbrugsbehandling til den pågælden-de patient.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
/
Irene Holm