Europaudvalget 2012-13
Rådsmøde 3233 - Miljø Bilag 8
Offentligt
1234567_0001.png
Notat
EU & Internationalt Politisk
Sekretariat
J.nr. 2013-589
Ref. VIBEJ
Den 2. april 2013
Redegørelse til Folketinget for miljødelen af Miljørådsmødet den 21. marts 2013
1. Forslag til ændring af direktiv om vurdering af visse offentlige og private projekters
indvirkning på miljøet (VVM)
Rådet gennemførte en politisk drøftelse med udgangspunkt i spørgsmål stillet af det irske
formandskab. Der var generel enighed om behovet for en opdatering af direktivet. Der var ligeledes
en generel bekymring for konsekvenserne af Kommissionens konkrete forslag til ændringer, og der
var et markant ønske om mere fleksibilitet i reglerne og højere grad af frivillighed frem for
obligatoriske krav. I forhold til indførelse af en såkaldt ”one-stop-shop” foretrak de fleste lande at
gøre ordningen frivillig, og der var udbredt betænkelighed ved obligatorisk scoping. Vedr. indførelse
af en akkrediteringsordning for konsulenter, var der generel enighed om, at en
akkrediteringsordning i sig selv ikke er en garanti for faglig kvalitet.
2. Forslag til forordning om adgang til genetiske ressourcer og retfærdig og ligelig
udbyttefordeling (ABS)
Rådet gennemførte en politisk drøftelse med udgangspunkt i spørgsmål stillet af det irske
formandskab. Der var stor tilslutning til en hurtig EU-implementering af Nagoya protokollen om
ABS, men der var forskellige opfattelser af om ambitionsniveauet i Kommissionens forslag var
tilstrækkeligt. En mindre gruppe lande, herunder Danmark, udtrykte således ønske om en mere
ambitiøs EU-implementering tættere på Nagoya protokollen. Omvendt udtrykte en stor gruppe
medlemslande ønsker om en smallere og mere fleksibel EU implementering.
3. Kommissionens rapport om REACH og meddelelse om nanomaterialer
Den politiske debat afspejlede debatten på rådsmøde (konkurrenceevne) den 19. februar. Der var
således bred opbakning til Kommissionens konklusioner om, at der ikke er behov for ny regulering
på området, men at håndhævelsen af REACH skal styrkes. Ligeledes var der bred tilslutning til
Kommissionens konklusioner om nanomaterialer, med det formål at der i fremtiden tages bedre
højde for nanomaterialernes særlige egenskaber. Endelig stod Danmark sammen med en gruppe
medlemsstater i spidsen for et initiativ om at sikre opbakning til arbejdet med REACH-
kandidatlisten for de særlig problematiske SVHC stoffer. Initiativet modtog generel anerkendelse og
opbakning fra en række andre medlemsstater.