Folketingets Beskæftigelsesudvalg
Christiansborg
1240 København K
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K
T 72 20 50 00
www.bm.dk
CVR 10172748
EAN 5798000398566
Beskæftigelsesudvalget har i brev af 27. februar 2015 stillet følgende spørgsmål nr.
182 (BEU alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra
Beskæftigelsesudvalget.
20. marts 2015
Sagsnr. 2015-1030
Spørgsmål nr.182:
”Ministeren bedes oversende det notat om EU-retlige aspekter af
arbejdsklausuler, som ministeren refererede til på samrådet den 26.
februar 2015, jf. BEU alm. del - samrådsspørgsmål E og F.”
Endeligt svar:
Beskæftigelsesministeriets notat med overvejelser om EU-retlige aspekter vedrø-
rende klarhedskrav, hvis der skulle ses på lovgivning om obligatorisk brug af ar-
bejdsklausuler fra november 2014, som jeg refererede til under samrådet den 26.
februar 2015, er vedlagt.
Det fremgår af notatet, at der ikke er noget EU-retligt til hinder for lovgivning om
brug af arbejdsklausuler. Der henvises i øvrigt til tidligere svar på spørgsmål 1 til
beslutningsforslag B93 af 26. maj 2014.
Jeg skal for god ordens skyld gøre opmærksom på, at den sag om mindsteløn efter
udstationeringsdirektivet, som omtales i notatet i mellemtiden er blevet afgjort ved
EU-domstolen. EU-Domstolen traf den 12. februar 2015 afgørelse i sagen C-
396/13, Sähöalojen ammattilitto.
Tvisten i sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt finske lønregler kan finde an-
vendelse på en gruppe arbejdstagere, der er udstationeret fra et selskab med hjem-
sted i Polen til at udføre arbejde i Finland. Det centrale i sagen handler blandt andet
om, hvordan ”mindsteløn” i udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 1, skal forstås.
Den danske regering afgav indlæg i sagen. Indlægget argumenterede for, at det er
op til den enkelte medlemsstat selv at fastlægge, hvad der skal anses for mindsteløn
i medlemsstaten. Folketingets Europaudvalg er orienteret om det danske indlæg
den 29. november 2013.
Det anerkender dommen fra EU-domstolen. Den fastslår, at det er op til den enkel-
te medlemsstat selv at fastlægge, hvad der skal anses for mindsteløn i en medlems-
stat under forudsætning af, at reglerne er bindende og gennemsigtige.