L 137 - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 6: Spm. om teknisk bistand til et ændringsforslag, som deler lovforslaget, således at de dele som vedrører ambulant tvang og oppegående fiksering skilles ud i et selvstændigt lovforslag, til ministeren for sundhed og forebyggelse

Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2014-15 (1. samling)
L 137
Offentligt

Ministeriet for Sundhed og

Forebyggelse

Enhed: Primær Sundhed

Sagsbeh.: SUMBGB

Sags nr.: 1300459

Dok nr.: 1676282

Dato:

Forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

(Fastlæggelse

af mindreårige psykiatriske patienters retsstilling, indførelse

af ny formålsbestemmelse, skærpede kriterier for tvangsfiksering, ændring

af kriterierne for åbning og kontrol af post, undersøgelse af patientstuer og

ejendele samt kropsvisitation m.v.)

Lovforslag nr. L 137 A

§1

I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 1729 af 2. december

2010, som ændret ved § 17 i lov nr. 647 af 12. juni 2013 foretages følgende ændringer:

I § 1

indsættes før stk. 1 som nyt stykke:

»Stk

Indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling sker på baggrund af

informeret samtykke efter reglerne i kapitel 5 i sundhedsloven, medmindre andet følger af

denne lov.«

Stk. 1 og 2 bliver herefter til stk. 2 og 3.

§ 1, stk.

3 og 4

ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 4.

Tvang foreligger ikke i de tilfælde

1) hvor en patient er under 15 år, og

2) der foreligger informeret samtykke fra forældremyndighedens indehaver.

Stk. 5.

For patienter, der er omfattet af stk. 4, skal der ikke forsøges indhentet et samtykke

fra forældremyndighedens indehaver, værgen eller de nærmeste pårørende, hvis omgå-

ende gennemførelse af en foranstaltning i henhold til denne lov er nødvendig for at af-

værge, at en patient

1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller hel-

bred, eller

2) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Stk. 6.

Forældremyndighedens indehaver, værgen eller de nærmeste pårørende skal efter-

følgende orienteres herom.«

I § 2

indsættes før stk. 1 som nye stykker:

»Stk.

1..

Formålet med loven er at sikre,

1) at iværksættelse og gennemførelse af tvang efter denne lov sker i overensstem-

melse med grundlæggende retssikkerhedsprincipper,

2) at i de tilfælde, hvor indlæggelse, ophold og behandling sker uden patientens

samtykke, i videst muligt omfang sker som led i at understøtte patientens mulig-

heder forbedring, og

3) at tvangsanvendelse efter reglerne i denne lov i videst muligt omfang tager ud-

gangspunkt i patientens behov og udføres med respekt for patienten og dennes

værdighed.

Stk. 2.

Tvang må aldrig erstatte omsorg, behandling og pleje.

L 137 - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 6: Spm. om teknisk bistand til et ændringsforslag, som deler lovforslaget, således at de dele som vedrører ambulant tvang og oppegående fiksering skilles ud i et selvstændigt lovforslag, til ministeren for sundhed og forebyggelse

Stk. 3.

Patienten skal under hensyntagen til formålet med indlæggelsen og den enkeltes

tilstand have mulighed for i videst muligt omfang selv at træffe beslutninger.

Stk. 4.

Der skal tages størst muligt hensyn til den enkelte patients livssyn og kulturelle

baggrund.«

Stk. 1 bliver herefter til stk. 5.

§ 3, stk. 3, 1. pkt.,

ændres »vejledes« til: »inddrages og høres«.

§ 3

indsættes som

stk. 4-6:

»Stk.

I forbindelse med indlæggelsessamtalen skal patienten høres om eventuelle til-

kendegivelser om præferencer i forhold til behandlingen, herunder hvis anvendelse af

tvang kommer på tale. Er det på grund af patientens tilstand efter en lægefaglig vurdering

ikke muligt at indhente en sådan forhåndstilkendegivelse om præferencer ved indlæggel-

sen, skal det ske snarest muligt herefter.

Stk.5.

Patientens eventuelle forhåndstilkendegivelser vedrørende dennes behandling

under indlæggelsen, herunder behandling uden samtykke, skal fremgå af patientjournalen

og i videst muligt omfang inddrages i behandlingsplanen.

Stk. 6.

I forbindelse med indlæggelsessamtalen tages sammen med patienten stilling til

inddragelse af pårørende eller andre i patientens sociale netværk i behandlingsforløbet. Er

det på grund af patientens tilstand efter en lægefaglig vurdering ikke muligt at indhente

forhåndstilkendegivelser om præferencer ved indlæggelsen, skal det ske snarest muligt

herefter.«

§ 4

indsættes efter stk. 5 som nyt stk. 6:

»Stk.

Mindreårige under 15 år, hvor forældrene har givet samtykke til behandlingen,

skal tilbydes en opfølgende samtale efter ophør af indgrebet. Det samme gælder den

mindreåriges forældre. Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler herom.«

§ 4 a, 1. pkt.

indsættes efter »§ 10 a, stk. 1, 1. pkt.,«: »§ 11,«, og »§ 15, stk. 2,« ændres

til: »§ 15, stk. 1 og 2,«.

§ 11, 1. pkt.

indsættes efter »Når«: »overlægen finder, at«.

§ 14, stk. 2,

affattes således:

»Stk.

Tvangsfiksering må kun anvendes kortvarigt og i det omfang, det er nødvendigt for

at afværge, at en patient

1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller hel-

bred

2) forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller

3) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.«

10.

§ 14

indsættes som

stk. 3:

»Stk.

En patient kan tvangsfikseres i længere tid end nogle få timer, som angivet i stk. 2,

når hensynet til patientens eller andres liv, førlighed og sikkerhed tilsiger dette.«

11.

§ 15, stk. 1,

ændres »en læge« til: »overlægen«.

12.

Kapitel 5 a affattes således:

»Kapitel 5 a

Åbning og kontrol af post, undersøgelse af patientstuer og ejendele samt kropsvisitation

m.v.«

Side 2

§ 19 a

affattes således:

»§

19 a.

Ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande i

afdelingen, kan overlægen, med henblik på at sikre at disse ikke er blevet indført eller vil

blive forsøgt indført til en eller flere patienter i afdelingen, uden retskendelse beslutte

1) at en patients post skal åbnes og kontrolleres,

2) at en patients stue og ejendele skal undersøges, eller

at der skal foretages kropsvisitation af en patient.

Stk. 2.

Kropsvisitation efter stk. 1, nr. 3, omfatter ikke undersøgelse af kroppens hulrum.

Stk. 3.

Åbning og kontrol af patientens post og undersøgelse af patientens stue samt ejen-

dele skal så vidt muligt foretages i patientens nærvær.

Stk. 4.

Overlægen kan beslutte, at medikamenter, rusmidler og farlige genstande, som

bliver fundet ved indgreb efter stk. 1, tages i bevaring. Overlægen kan overlade til politiet

at afgøre, om medikamenter, rusmidler og farlige genstande besiddes i strid med den

almindelige lovgivning, herunder lovgivningen om euforiserende stoffer og lovgivningen

om våben m.v.

Stk. 5.

Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte nærmere regler om åbning

og kontrol af post, undersøgelse af patientstuer og ejendele samt kropsvisitation m.v.«

13.

§ 20, stk. 1, 2. pkt.,

indsættes efter »§ 18«: »samt indgreb, i henhold til denne lov

foretaget over for mindreårige, hvor forældremyndighedens indehaver, jf. § 1, stk. 4, giver

informeret samtykke på den mindreåriges vegne.«

14.

§ 21, stk. 1,

affattes således:

»Stk.

Overlægen har ansvaret for, at frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang

efter reglerne i denne lov ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt«

15.

§ 21, stk. 4,

ændres »4 gange i døgnet« til: »3 gange i døgnet«.

16.

§ 21, stk. 5,

1. pkt., ændres »48 timer« til: »24 timer«.

17.

§ 21

indsættes efter

stk. 5,

som nyt stykke:

»Stk.

Hvis en tvangsfiksering udstrækkes i længere tid end 48 timer skal en læge, der

ikke er ansat på det pågældende psykiatriske afsnit, hvor indgrebet finder sted, som ikke

har ansvaret for patientens behandling, og som ikke står i et underordnelsesforhold til den

behandlende læge, foretage en vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangs-

fiksering efter 48 timer og på 4. dagen efter iværksættelse af indgrebet under de samme

betingelser, som er nævnt i stk. 5, 2.–4. pkt.«

Stk. 6 og 7, bliver herefter stk. 7 og 8.

18.

§ 21, stk. 6,

indsættes efter »stk. 5«: »og stk. 6«

19.

Efter § 21 indsættes i kapitel 6:

»§

21 a.

Overlægen har ansvaret for, at en tvangsfiksering, der udstrækkes i længere tid

end 30 dage, indberettes til Sundhedsstyrelsen.

Stk. 2.

Indberetningen skal sendes til Sundhedsstyrelsen senest tre dage efter, at tvangs-

fikseringen har overskredet 30 sammenhængende dage.«

20.

§ 24, stk. 1,

indsættes efter »anvendelse af fysisk magt,«: »indgivelse af et beroligen-

de middel med magt, «.

21.

§ 27, 2. pkt.,

ændres »af lægelige grunde« til: »i henhold til sundhedslovens § 37, stk.

3,«.

Side 3

23.

§ 34, stk. 1,

indsættes efter

pkt.:

»Lægeforeningen skal så vidt muligt indstille læger, der er speciallæger i psykiatri.«

24.

§ 38, stk. 1,

indsættes efter »anvendelse af fysisk magt,«: »indgivelse af et beroligen-

de middel med magt, «.

25.

§ 40, stk. 3, 2. pkt.,

affattes således:

»Det gælder dog ikke §§ 5-11, §§ 13 og 13 e, § 21, stk. 2, og bestemmelserne i kapitel 10

om klageadgang og domstolsprøvelse med hensyn til afgørelser om tvangsindlæggelse,

tvangstilbageholdelse, tilbageførsel og tvungen opfølgning efter udskrivning.«

§2

Loven træder i kraft den 1. juni 2015.

§3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 1 kan ved kongelig anordning helt

eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

Indledning

Lovforslagets baggrund

2.1. Rapporten fra regeringens udvalg om psykiatri

2.2. Regeringens plan for psykiatri

2.3. Danske Regioners rapport ”Retspsykiatri – kvalitet og sikkerhed”

Lovforslaget

3.1. Lovens område og fastlæggelse af mindreårige psykiatriske patienters rettighe-

der

3.1.1. Gældende ret

3.1.1.1. FN’s konvention om barnets rettigheder

3.1.1.2. Europarådets konvention om menneskerettigheder og biomedicin

3.1.2. Overvejelser om mindreårige psykiatriske patienters rettigheder

3.1.3. Den foreslåede ordning

3.2. Formålsbestemmelse

3.2.1. Gældende ret

3.2.2. Overvejelser om formålsbestemmelse

3.2.2.1. FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap

3.2.3. Den foreslåede ordning

3.3. Forhåndstilkendegivelser og inddragelse af pårørende

3.3.1. Gældende ret

3.3.2. Overvejelser om forhåndstilkendegivelser og inddragelse af pårørende

3.3.3. Den foreslåede ordning

3.4. Tvangsfikseringer

3.4.1. Gældende ret

3.4.2. Overvejelser om tvangsfikseringer

3.4.3. Den foreslåede ordning

Side 4

3.5. Udvidede muligheder for åbning og kontrol af post, undersøgelse af patienters

ejendele og patientstuer samt kropsvisitation m.v.

3.5.1. Gældende ret

3.5.2. Overvejelser om udvidede muligheder for åbning og kontrol af post, un-

dersøgelse af patienters ejendele og patientstuer samt kropsvisitation m.v.

3.5.3. Den foreslåede ordning

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

7. Miljømæssige konsekvenser

8. Lovforslagets forhold til EU-retten

9. Hørte myndigheder m.v.

10. Sammenfattende skema.

1. Indledning

Formålet med forslaget er at øge fokus på ligeværd, patientindflydelse, dialog og samar-

bejde i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling og

dermed sikre, at anvendelse af tvang alene sker, når alle andre muligheder er udtømt.

Lovens formål er således også at nedbringe anvendelsen af tvang i psykiatrien.

Endelig er formålet med forslaget at begrænse forekomsten af rusmidler og farlige gen-

stande på de psykiatriske afdelinger og deraf følgende problemer for såvel behandlingen

som for sikkerheden for patienter og personale.

I forhold til den gældende lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse

nr. 1729 af 2. december 2010, som ændret ved lov nr. 647 af 12. juni 2013 vil forslaget

indebære:

at mindreårige psykiatriske patienters retsstilling fremgår tydeligt af psykiatriloven,

at psykiatriloven får en formålsbestemmelse med fokus på selvbestemmelse, lige-

værd og respekt for den enkelte,

at der er fokus på at indhente forhåndstilkendegivelser fra patienten ved indlæggel-

sessamtalen eller snarest muligt herefter,

at der ved tvangsbehandling er fokus på patientinddragelse og alternativer til den

foreslåede behandling,

at kriterier for og tilsyn med tvangsfiksering skærpes,

at det bliver muligt at foretage åbning og kontrol af post, undersøgelse af patientstuer

og ejendele samt kropsvisitation efter § 19 a, uden at der foreligger en begrundet

mistanke i forhold til en konkret patient,

at Lægeforeningen så vidt muligt skal indstille læger, der er speciallæger i psykiatri til

Det Psykiatriske Patientklagenævn,

2. Lovforslagets baggrund

2.1. Rapport fra regeringens udvalg om psykiatri

Regeringen nedsatte i foråret 2012 et bredt udvalg om psykiatri. Udvalget fik til opgave at

kortlægge og analysere indsatsen for mennesker med psykiske lidelser, samt i forlængelse

heraf komme med forslag til, hvordan indsatsen tilrettelægges og gennemføres bedst

muligt.

Udvalgets arbejde blev afsluttet i oktober 2013 med udgivelsen af rapporten

”En moderne,

åben og inkluderende indsats for mennesker med psykiske lidelser.”

Udvalgets rapport udstikker en ny ramme og retning for hele psykiatrien, herunder i for-

hold til blandt andet selvbestemmelse, inddragelse, dialog, samarbejde, recovery, inklusi-

Side 5

on og deltagelse, og udvalget har indenfor denne ramme adskillige forslag vedrørende

tvang og psykiatrilovens indhold. Helt overordnet foreslår udvalget, at ”psykiatriloven

gennemgås med henblik på en modernisering, herunder i forhold til formålsbestemmelser

og overensstemmelse med den nye ramme og retning”.

I forhold til konkrete ændringer i psykiatriloven foreslår udvalget, at der i forbindelse med

udarbejdelse af en ny formålsparagraf lægges vægt på respekt for patienters rettigheder

og selvbestemmelse, samt mulighed for aktiviteter og mulighed for at opretholde kontakt

med netværk m.v., at mindreåriges retsstilling præciseres i psykiatriloven, at de psykiatri-

ske afdelinger får den nødvendige hjemmel til at sikre, at rusmidler og farlige genstande

holdes ude af afdelingerne, at der er fokus på forhåndstilkendegivelser, at det undersøges,

om der er behov for, at det lægelige medlem i de psykiatriske patientklagenævn er fagligt

udpeget, samt at det undersøges, hvilke muligheder der er for at nedbringe sagsbehand-

lingstiderne i Det Psykiatriske Patientklagenævn i forhold til behandling af klager over

tvangsbehandling.

2.2. Regeringens plan for psykiatri

Forslaget skal også ses i lyset af regeringens plan for psykiatri ”Ligeværd

– et nyt fokus for

indsatsen for mennesker med psykiske lidelser. En langsigtet plan.”,

som blev udgivet i maj

2014.

Det fremgår bl.a. af psykiatriplanen, at regeringen i efteråret 2014 vil foreslå en moderni-

sering af lov om tvang i psykiatrien bl.a. for at sikre, at den nye ramme og retning for psy-

kiatrien, ligestilling, selvbestemmelse og inddragelse afspejler sig i lovgivningen. Det frem-

går også af psykiatriplanen, at andelen af personer, der udsættes for tvang i psykiatrien,

skal reduceres, og at bæltefiksering skal halveres frem mod 2020, samt at regeringen i

2014 indgår partnerskaber med regionerne herom. Der er med finanslovsaftalen for 2014

afsat 50 mio. kr. årligt i permanente midler til partnerskaberne. Derudover er der med

finanslovsaftalen for 2014 udmøntet 100 mio. kr. til forbedring af de fysiske rammer med

henblik på at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien. Desuden er der med satspuljeafta-

len for 2015-2018, som blev indgået i juni 2014, afsat 2,2 mia. kr. til kapacitetsudbygning

og modernisering af den regionale psykiatri, som kan løfte behandlingskvaliteten og sikre

en ligeværdig indsats for psykiatriske patienter.

Det fremgår endvidere af psykiatriplanen, at udover de erfaringer, der allerede er for at

nedbringe anvendelsen af tvang, er der behov for at afprøve helt nye metoder, fx helt at

afskaffe visse former for tvang. Regeringen og de øvrige satspuljepartier har med satspul-

jeaftalen på sundhedsområdet for 2014-17 afsat 74 mio. kr. i alt over fire år til sådanne

forsøg.

Som led i målsætningen om halvering af bæltefikseringer i psykiatrien skal området endvi-

dere monitoreres. Statens Serum Institut har til opfyldelse heraf nedsat en monitorerings-

gruppe, hvor regionerne tillige deltager. Derudover er der nedsat en task force, hvor task

forcens opgave er at følge og fremme udviklingen på psykiatriområdet særligt i forhold til

nedbringelse og forebyggelse af tvang, men også generelt i forhold til psykiatriområdet

herunder øvrige initiativer, hvis formål er at imødegå identificerede udfordringer på om-

rådet.

2.3. Danske Regioners rapport ”Retspsykiatri – kvalitet og sikkerhed”

I Danske Regioners rapport ”Retspsykiatri

– Kvalitet og sikkerhed”

fra februar 2011 anbe-

fales det, at adgangen til at gennemføre undersøgelse af patientstuer i henhold til psykiat-

rilovens § 19 a ændres. Det vurderes i rapporten, at en ændring bør gælde alle psykiatri-

ske afdelinger.

Side 6

Baggrunden for rapporten og det bagvedliggende udvalgsarbejde var, at der i første halvår

af 2010 var en række rømninger fra de retspsykiatriske afdelinger. Udvalgsarbejdet skulle

munde ud i anbefalinger, der øger kvaliteten i behandlingen og sikkerheden. Både kvalitet

og sikkerhed kan forebygge rømninger.

Tilstedeværelsen af narkotika er et stort problem på de psykiatriske afdelinger, og indsat-

sen mod stoffer fylder meget i afdelingernes daglige arbejde. Det forekommer også, at der

forefindes våben eller andre farlige genstande på afdelingerne.

Det fremgår af rapporten, at en tværsnitsundersøgelse har vist, at ca. 50 pct. af de rets-

psykiatriske patienter har et diagnosticeret alkohol- eller stofmisbrug. Dertil må påregnes,

at en betydelig del jævnligt bruger alkohol og stoffer i en grad, der må kategoriseres som

et misbrug.

Rapporten beskriver en række negative konsekvenser af misbrug på afdelingerne. Patien-

ten bliver ofte psykisk dårligere og udviser ofte en uhensigtsmæssig adfærd, hvilket påvir-

ker både medpatienter og personale. Når der er patienter med misbrug på en afdeling,

bliver miljøet også mere råt. Det medfører ofte handel mellem patienterne med deraf

følgende gæld og udestående, der kan lede til uro, intern splid og konflikter mellem pati-

enterne. Patienter uden udgang prøver at presse patienter med udgang til at tage stoffer

med ind på afdelingen. Nogle patienter bliver aggressive og farlige under påvirkning af

stoffer, og generelt modvirker stofferne selve behandlingen.

Ifølge rapporten vil der i personalegruppen på de psykiatriske afdelinger ofte være en

sikker fornemmelse af, hvornår der er stoffer til stede og i omløb. Det gælder for eksem-

pel, når patienter fremtræder påvirkede af stoffer, afdelingen lugter af hash, der er en

øget/hektisk aktivitet og uro i patientgruppen, der forekommer trusler, verbale og fysiske

skærmydsler eller lignende. I de nævnte situationer kan det være svært for personalet at

begrunde mistanken tilstrækkeligt i forhold til en konkret patient.

Det fremgår af rapporten, at udvalget har fundet, at psykiatrilovens krav om begrundet

mistanke er rimelige, for så vidt angår adgangen til kropsvisitation, idet der er tale om et

grænseoverskridende indgreb, som af mange vil blive oplevet som både ydmygende og

krænkende. Af hensyn til patienternes retsstilling fandt udvalget det derfor er rimeligt, at

dette indgreb er begrundet i forhold til den konkrete patient.

Sundhedsstyrelsen har evalueret ordningen om henholdsvis tvungen opfølgning efter

udskrivning og oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen. Evalueringerne er nær-

mere uddybet under afsnit 3.6.2 om oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen og

afsnit 3.8.2 om tvungen opfølgning efter udskrivning.

Lovforslagets hovedindhold

Lovforslaget skal ses i lyset af regeringens målsætning om, at anvendelsen af tvang i psyki-

atrien skal reduceres og på en række områder skal halveres frem mod 2020 og i lyset af de

forslag og den ramme og retning, der fremgår af rapporten fra regeringens udvalg om

psykiatri.

Regeringen ønsker med forslaget at understrege, at der skal lægges stor vægt på, at psyki-

atriske patienter skal have størst mulig indflydelse på egne behandlingsforløb herunder

ved eventuel anvendelse af behandling uden samtykke. Derudover skal der lægges stor

vægt på dialog og samarbejde mellem patient og relevante sundhedspersoner. Regeringen

Side 7

ønsker også med forslaget at understrege, at al anvendelse af tvang skal ske med den

største respekt for patienten og dennes følelse af ligeværdighed og selvfølelse.

Regeringen anerkender, at et tvangsindgreb under alle omstændigheder altid vil opleves

som en krænkelse af det enkelte menneske. Derfor er det vigtigt også at understrege, at

lovforslaget skal ses i lyset af det mindste middels princip, som er lovfæstet i § 4 i psykiat-

riloven, og som skal indfortolkes i enhver anvendelse af tvang efter psykiatriloven. Det er i

§ 4 fastlagt, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt for at opnå

patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en pas-

sende betænkningstid. Derudover skal anvendelse af tvang stå i rimeligt forhold til det,

som søges opnået herved. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse

anvendes. Tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til

patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe. Og endelig må

tvang ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede

formål.

3.1. Lovens område og fastlæggelse af mindreårige psykiatriske patienters rettigheder

3.1.1. Gældende ret

Mindreåriges retsstilling på sundhedsområdet reguleres af forældreansvarsloven, jf. lov-

bekendtgørelse nr. 1085 af 7. oktober 2014, samt sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.

1202 af 14. november 2014.

Efter § 1 i forældreansvarsloven er børn og unge under 18 år under forældremyndighed,

medmindre de har indgået ægteskab. Efter § 2 skal forældremyndighedens indehaver

drage omsorg for barnet, og kan træffe afgørelser om barnets personlige forhold ud fra

barnets interesser og behov. Derudover fremgår det af § 3, at barnet har ret til omsorg og

tryghed, samt at barnet skal behandles med respekt for sin person og ikke må udsættes

for legemlig afstraffelse og anden krænkende behandling.

Disse bestemmelser medfører som udgangspunkt, at det er forældremyndighedens inde-

haver, der har kompetence til at give informeret samtykke på barnets vegne - i barnets

interesse - til undersøgelse og behandling m.v. Bestemmelserne skal forstås således, at

barnet skal medinddrages i beslutningsprocessen, således at barnets synspunkter tillæg-

ges en passende vægt.

Efter psykiatrilovens § 1, stk. 1, lovbekendtgørelse nr. 1729 af 2. december 2012, må fri-

hedsberøvelse og anvendelse af anden tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og

behandling på psykiatrisk afdeling kun må finde sted efter reglerne i loven. Tvang define-

res i § 1, stk. 2, som anvendelse af foranstaltninger, for hvilke der ikke foreligger et infor-

meret samtykke, jf. kapitel 5 i sundhedsloven. Psykiatriloven udgør således undtagelser til

hovedreglen i sundhedslovens kapitel 5 vedrørende patienters medinddragelse i beslut-

ninger og informeret samtykke.

Det fremgår af psykiatrilovens § 1, stk. 3, at der for patienter, der er under 15 år eller

varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, ikke skal forsøges indhentet et sam-

tykke fra forældremyndighedens indehaver, værgen eller de nærmeste pårørende, hvis

omgående gennemførelse af en foranstaltning i henhold til loven er nødvendig for at af-

værge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på

legeme eller helbred eller for at afværge, at patienten øver hærværk af ikke ubetydeligt

omfang.

Side 8

Bestemmelsen skal, for så vidt angår patienter under 15 år, ses i lyset af bestemmelsen i

sundhedslovens § 17, stk. 1, hvorefter en patient, der er fyldt 15 år, selv kan give informe-

ret samtykke til behandling.

Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen finder denne undtagelse alene anvendelse i de

meget akutte situationer, hvor omgående intervention er påkrævet med henblik på at

afværge de i bestemmelsen anførte følger, og hvor det således ikke er muligt at forsøge at

indhente et stedfortrædende samtykke inden iværksættelsen af den pågældende foran-

staltning. Forældremyndighedens indehaver, værgen eller de nærmeste pårørende skal

efterfølgende orienteres om den iværksatte foranstaltning.

Efter § 15 i sundhedsloven må ingen behandling indledes eller fortsættes uden patientens

informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i hen-

hold til lov eller af sundhedslovens §§ 17-19.

Behandling omfatter bl.a. undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling og sund-

hedsfaglig pleje m.v., jf. § 5 i sundhedsloven.

§§ 17-19 i sundhedslovens kapitel 5 vedrører mindreårige patienter samt midlertidigt og

varigt inhabile patienter. Det fremgår af § 17, at patienter, der er fyldt 15 år, selv kan give

informeret samtykke til behandling, samt at forældremyndighedens indehaver tillige skal

have information og inddrages i den mindreåriges stillingtagen. Det fremgår endvidere, at

såfremt sundhedspersonen efter en individuel vurdering skønner, at patienten, der er

fyldt 15 år, ikke selv er i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, kan foræl-

dremyndighedens indehaver give informeret samtykke.

Hvis en patient, der midlertidigt eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke

eller er under 15 år, befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet

for patientens overlevelse eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for over-

levelse eller for et væsentligt bedre resultat af behandlingen, kan en sundhedsperson

indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra patienten eller fra forældremyn-

dighedens indehaver, nærmeste pårørende eller værge, jf. sundhedslovens § 19.

Det fremgår af sundhedslovens § 20, at en patient, der ikke selv kan give informeret sam-

tykke, skal informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen i det omfang, patienten

forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade patienten. Det fremgår desu-

den, at patientens tilkendegivelser i det omfang, de er aktuelle og relevante, skal tillægges

betydning.

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9427 af 20. januar 2011 om forhåndstil-

kendegivelser, behandlingsplaner, tvangsfiksering og tvungen opfølgning efter udskrivning

m.v. for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger, at såfremt lægen vælger at ordinere

en behandling som barnet modsætter sig, skal lægen, selvom forældrene samtykker, altid

opveje fordele og ulemper og vælge den til enhver tid for barnet mest skånsomme løs-

ning. Mindste middels princip skal altid følges. Ligeledes må overvejelser om forholdet

mellem forældre og barn inddrages i lægens beslutning.

Derudover fremgår det, at forældremyndighedens indehaver skal informeres om, at denne

har mulighed for at frasige sig stillingtagen til anvendelse af magt over for den mindreåri-

ge. Såfremt forældremyndighedens indehaver ikke ønsker at tage stilling, vil den mindre-

årige være omfattet af psykiatriloven, hvis de øvrige betingelser for anvendelse af de en-

kelte tvangsforanstaltninger er opfyldt. Dette indebærer beskikkelse af patientrådgiver og

klagemuligheder m.v.

Side 9

3.1.1.1. FN’s konvention om barnets rettigheder (Børnekonventionen)

Børnekonventionen indeholder fire grundlæggende værdier; retten til at blive hørt og

inddraget, retten til ikke-diskrimination, retten til liv og udvikling og det primære hensyn

til barnets bedste.

Det fremgår af artikel 12, at deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udfor-

me sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der

vedrører barnet, og barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse

med dets alder og modenhed. Det fremgår videre, at barnet med henblik herpå især skal

gives mulighed for at udtale sig i enhver behandling ved dømmende myndighed eller for-

valtningsmyndighed af sager, der vedrører barnet, enten direkte eller gennem en repræ-

sentant eller et passende organ i overensstemmelse med de i national ret foreskrevne

fremgangsmåder.

Det fremgår af vejledningen til konventionen, at bestemmelsen refererer til barnets kapa-

citet, som skal vurderes, for at kunne tillægge barnets synspunkt passende vægt. Det føl-

ger af art. 12, at det ikke er fyldestgørende alene at lytte til barnet. Derudover følger det,

at barnets synspunkter nøje skal vurderes, når barnet er i stand til at udtrykke egne syns-

punkter.

Modenhed refererer til evnen til at forstå og vurdere implikationer af en given sag eller

begivenhed og skal derfor vurderes som led i at bestemme barnets individuelle evner.

Modenhed er vanskeligt at definere. I art. 12 er det barnets evne til at udtrykke sit syns-

punkt på en fornuftig og uafhængig måde. Indvirkning af den givne sag eller forhold skal

også tages i betragtning. Jo større indvirkning forholdet har på barnets liv, jo mere rele-

vant er det med en passende vurdering af barnets modenhed.

Børnekomitéen understreger, at art. 12 ikke fastslår en aldersgrænse for barnets ret til at

blive hørt, og komitéen fraråder medlemsstaterne at fastlægge en aldersgrænse i lov eller

i praksis, der vil begrænse barnets ret til at blive hørt i alle sager, der påvirker den pågæl-

dende.

I artikel 24 anerkender deltagerstaterne barnets ret til at nyde den højest opnåelige sund-

hedstilstand, adgang til at få sygdomsbehandling og genoprettelse af helbredet. Deltagen-

de stater skal stræbe mod at sikre, at intet barn fratages sin ret til adgang til at opnå sådan

behandling og pleje

3.1.1.2. Europarådets konvention om menneskerettigheder og biomedicin

Det følger af konventionens artikel 6, stk. 2, at i tilfælde, hvor en mindreårig ifølge loven

ikke kan give samtykke til en intervention, kan interventionen kun foretages med bemyn-

digelse fra en repræsentant for denne person eller en myndighed eller en person eller et

organ foreskrevet ved lov. I så fald skal den mindreåriges synspunkter betragtes som en

stadig mere afgørende faktor jo ældre og mere moden vedkommende er.

3.1.2. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses overvejelser om mindreårige psykiatriske

patienters rettigheder

Forud for revisionen af psykiatriloven i 2007 fik det daværende Indenrigs- og Sundhedsmi-

nisterium udarbejdet ”Undersøgelse

af psykiatrilovsrevisionen af 1999”,

som blev udgivet i

maj 2005. Der blev i forbindelse med undersøgelsen gennemført interview med medar-

bejdere, afdelingsledelse, indlagte børn og pårørende på en børne- og ungdomspsykiatrisk

afdeling med det formål at afdække, om der var særlige problemstillinger, som var gæl-

dende i forhold til børne- og ungepsykiatriske afdelinger for så vidt angår de ændringer,

Side 10

der blev foretaget i psykiatriloven i 1999. En af de særlige problemstillinger, der peges på,

er det forhold, at der for børn og unge under 18 år skal iagttages et samspil mellem tre

lovgivninger: psykiatriloven, lov om patienters retsstilling (nu sundhedsloven) og lov om

forældremyndighed og samvær (nu forældreansvarsloven).

I forhold til samspillet mellem lovene konkluderes det i undersøgelsen, at psykiatriloven

finder anvendelse i forhold til sindssyge mindreårige forudsat, at de har opnået en vis

alder.

Det fremgår af undersøgelsen, at det af interviewene med medarbejdere og afdelingsle-

delse fremgår, at der eksisterer en grundlæggende bevidsthed om de nævnte problemstil-

linger, og at der kan være tale om skøn inden for en bestemt aldersgruppe. Det anføres

således, at der arbejdes efter et fornuftsprincip, baseret på de konkrete forhold, der gør

sig gældende i de enkelte sager. Det vurderes i rapporten, at der på det foreliggende

grundlag ikke bør ske en ændring af psykiatriloven, idet det ikke vil kunne undgås, at der

vil være tilfælde, hvor den skønsmæssige stillingtagen til barnets modenhed vil være en

væsentlig baggrund for, hvilke handlinger der iværksættes.

Der har efterfølgende været anlagt den fortolkning, at forældremyndighedens indehavers

mulighed for at give samtykke til indlæggelse, ophold og behandling i forhold til børn un-

der 15 år også omfatter anvendelse af foranstaltninger mod den mindreåriges vilje. Det er

i denne fortolkning antaget, at mindreårige under 15 år i udgangspunktet ikke har den

fornødne modenhed til at forstå og dermed kunne træffe beslutning om indlæggelse,

ophold og behandling på psykiatrisk afdeling. Et sådant samtykke fra forældremyndighe-

dens indehaver har ifølge den anlagte fortolkning den virkning, at der i sådanne tilfælde

ikke vil være tale om et tvangsindgreb i henhold til psykiatriloven. Det medfører, at den

mindreårige i sådanne tilfælde ikke får den retssikkerhedsmæssige beskyttelse, som pati-

enter, der er omfattet af psykiatrilovens regler, har. Det vil sige, at barnet ikke har selv-

stændig klageadgang og ikke får beskikket patientrådgiver m.v.

Denne fortolkning har været kritiseret blandt andet med den begrundelse, at patienter

under 15 år dermed ikke har samme retssikkerhed som voksne, når de behandles mod

deres vilje, samt at der i bemærkningerne til psykiatriloven og sundhedslovens kapitel 5

ikke findes støtte for denne fortolkning.

Det centrale spørgsmål i forhold til mindreårige patienter har været, om barnet eller den

unge har den fornødne modenhed og kapacitet til at forstå og tage stilling til behandlingen

med den virkning, at den pågældendes protest skal tillægges betydning i forhold til en

beslutning om indlæggelse eller behandling og med den virkning, at sker det mod den

mindreåriges protester, sker det efter reglerne i psykiatriloven.

Psykiatrilovundersøgelsen fra 2005 fandt, at en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling

selv fastsatte aldersgrænser for, hvilken lovgivning der administreres efter, og at det må

antages, at også de øvrige afdelinger, der behandler mindreårige, fastsætter sådanne

vejledende aldersgrænser. Dette åbner mulighed for, at afgørelser vedr. tvangsbehandling

m.v. træffes ud fra forskellige lokale fortolkninger af reglerne.

Det vurderes på baggrund af ovenstående uhensigtsmæssigt, at der i lovgivningen ikke er

fastsat regler, der præciserer, hvad der gælder i forhold til behandling m.v. af mindreårige

patienter. Mindreårige patienters retsstilling i forbindelse med indlæggelse, ophold og

behandling på psykiatrisk afdeling bør derfor fremgå direkte af psykiatriloven.

Side 11

Det vurderes endvidere, at det vil være hensigtsmæssigt at følge de samme aldersgræn-

ser, som i sundhedslovens § 17, (som beskrevet ovenfor) dog således, at alle 15-17-årige

har selvstændig samtykkekompetence, uanset modenhedsvurderingen.

I de tilfælde, hvor patienten under 15 år, modsætter sig en behandling m.v., som foræl-

dremyndighedens indehaver har givet samtykke til, skal barnet eller den unge, jf. sund-

hedslovens § 20 som beskrevet ovenfor, informeres og inddrages i drøftelserne af behand-

lingen i det omfang, barnet eller den unge forstår behandlingssituationen, medmindre

dette kan skade den pågældende, og patientens tilkendegivelser skal tillægges betydning i

det omfang, de er aktuelle og relevante.

3.1.3. Den foreslåede ordning

I den gældende § 1 i psykiatriloven foreslås der indsat en ny § 1, stk. 1, der fastslår, at

indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling sker på baggrund af informeret

samtykke efter reglerne i sundhedslovens kapitel 5, med mindre andet følger af psykiatri-

loven. På den måde bliver det understreget, at udgangspunktet altid vil være, at indlæg-

gelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling er et frivilligt tilbud til borgerne. Dette

medfører, at 15-17 årige, som ikke giver samtykke til behandlingen, er omfattet af psykiat-

rilovens regler om anvendelse af tvang i psykiatrien og de deraf følgende retssikkerheds-

garantier.

Derudover foreslås det, at det i forlængelse af lovens tvangsdefinition bliver fastsat, at der

ikke foreligger tvang i de tilfælde, hvor en patient er under 15 år, og der foreligger infor-

meret samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Bestemmelsen skal ses i sammen-

hæng med sundhedslovens § 17, stk. 1, hvorefter patienter, der er fyldt 15 år, selv kan

give informeret samtykke til behandling, samt at forældremyndighedens indehaver tillige

skal have information og inddrages i den mindreåriges stillingtagen.

For så vidt angår patienter, der er under 15 år, foreligger der ikke tvang, hvis forældrene

har givet informeret samtykke til behandlingen. I sådanne tilfælde vil forældremyndig-

hedsindehaveren således kunne samtykke til behandlingen på den mindreåriges vegne

uanset, at barnet protesterer.

Der vil således være tale om magtanvendelse i forhold til den mindreårige under 15 år, i

de situationer hvor der foreligger informeret forældresamtykke til indgrebet, mens der er

tale om tvang i de situationer, hvor forældrene ikke har givet informeret samtykke til be-

handlingen.

I modsætning til reglerne i sundhedslovens § 17, stk. 2, vil der med forslaget ikke skulle

foretages en modenhedsvurdering af de 15-17-årige. Forslaget vil således medføre, at der

vil foreligge tvang i alle tilfælde, hvor en 15-17-årig ikke vil give informeret samtykke til

behandling m.v., eller hvor den pågældende modsætter sig behandling m.v. Der skal der-

med ikke forsøges indhentet samtykke fra forældremyndighedens indehaver i forhold til

15-17-årige patienter.

Ud fra proportionalitetsprincippet skal der være et rimeligt forhold mellem den udøvede

tvang og det, der søges opnået med tvangsanvendelsen, herunder set i forhold til alvoren

af den tilstand, der søges behandlet, og de deraf afledte konsekvenser. Der skal også fore-

tages vurdering i forhold til de konsekvenser, der kan være af at bruge konkrete tvangs-

indgreb. Jo mere indgribende et tvangstiltag er, og jo yngre den mindreårige patient er, jo

mere vil tale for, at det vurderes, om behandlingens formål kan opnås via alternative me-

toder. Fx bør et alvorligt indgreb som tvangsfiksering i udgangspunktet ikke anvendes over

for mindreårige.

Side 12

Mindreårige under 15 år, hvor forældrene har givet samtykke til behandlingen, så vel som

forældrene vil få tilbudt en opfølgende samtale efter ophør af indgrebet.

Som reglerne er i dag fremgår det af Sundhedsstyrelsens vejledning om udfyldelse af

tvangsprotokoller (VEJ nr. 9713 af 20. december 2011), at styrelsen henstiller til, at det

registreres i tvangsprotokollen, når der foretages foranstaltninger over for mindreårige

med samtykke fra forældrene/forældremyndighedsindehaveren.

Med lovforslaget indføres der en pligt for overlægen på afdelingen til at indberette ind-

grebet udført over for børn under 15 år til Statens Serum Institut uanset, om indgrebet er

sket med forældresamtykke.

Eftersom de 15-17 årige, som ikke har givet samtykke til indgrebet, vil være omfattet af

retssikkerhedsgarantierne i psykiatriloven, følger det implicit heraf, at indgreb foretaget

uden samtykke skal registreres i tvangsprotokollen og indberettes til Statens Serum Insti-

tut.

Sundhedsstyrelsens bekendtgørelser og vejledninger vil blive justeret i overensstemmelse

hermed.

Ministeriet vil efter 3 år foretage en evaluering af den nye klageadgang for de 15-17 årige,

der tidligere er vurderet umodne til selv at give informeret samtykke til behandling. I den

forbindelse overvejes det, om der er grundlag for at justere ordningen blandt andet i for-

hold til den aldersgruppe, der har klageadgang. Ministeriet vil endvidere evaluere ordnin-

gen om eftersamtale for alle mindreårige, ligesom indberetningspligten i forhold til min-

dreårige under 15 år, i de tilfælde hvor der foreligger forældresamtykke til et indgreb,

også vil blive evalueret, jf. lovforslagets § 1, stk. 5.

3.2. Formålsbestemmelse

3.2.1. Gældende ret

Grundlæggende er psykiatrilovens formål at give patienter, der undergives tvang, en høj

retssikkerhed. Psykiatriloven indeholder ikke en egentlig formålsbestemmelse, men der er

i de almindelige bestemmelser en hensigtserklæring om god psykiatrisk sygehusstandard i

§ 2, samt et mindstemiddelsprincip i § 4.

Det er i § 2 bestemt, at regionerne med henblik på at forebygge anvendelse af tvang skal

tilbyde sygehusophold, behandling, pleje og omsorg, som svarer til god psykiatrisk syge-

husstandard. God psykiatrisk sygehusstandard omfatter bygningsmæssige forhold, senge-

og personalenormering, personalets kompetencer, patient- og pårørendepolitikker, mu-

lighed for udendørs ophold samt beskæftigelses-, uddannelses- og andre aktivitetstilbud.

Bestemmelsen er en målsætningsbestemmelse, der har til formål at begrænse eller fore-

bygge anvendelse af tvang. Bestemmelsen indeholder således ingen materielle rettigheder

for patienterne.

Bestemmelsen i psykiatrilovens § 4, stk. 1- 4 indebærer en lovfæstelse af det såkaldte

mindste middels princip, der er udtryk for et proportionalitetsprincip om i den givne situa-

tion altid at anvende den mindst muligt indgribende foranstaltning og at begrænse den

tidsmæssige udstrækning af foranstaltningen til det absolut nødvendige.

Mindstemiddelsprincippet er et generelt princip, der gælder ved såvel tvangsanvendelse

efter psykiatriloven, som i situationer, hvor det overvejes at anvende tvang.

Side 13

3.2.2. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses overvejelser om formålsbestemmelse

3.2.2.1. FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap (Handicapkonventio-

nen)

Det fremgår af Institut for Menneskerettigheders juridiske notat fra september 2013 om

tvang i psykiatrien, at handicapkonventionens artikel 12 fastslår, at mennesker med han-

dicap har retlig handleevne på lige fod med andre. Der skal træffes passende foranstalt-

ninger til at give personer med handicap adgang til den støtte, de måtte have behov for at

kunne udøve denne evne. Det betyder en adgang til støttet beslutningstagen. Målet er at

gøre op med tilfælde, hvor personer med handicap ikke har indflydelse på egen situation.

Institut for Menneskerettigheder har i september 2013 udgivet ”Menneskerettigheder og

tvang i psykiatrien. Anbefalinger”. Det fremgår heraf, at det i artikel 12 i FN’s Handicap-

konvention understreges, at stater har en pligt til at anvende støttet beslutningstagning

fremfor at fratage personer med handicap deres retlige handleevne. En tvangsbehandling

udgør en form for fratagelse af den retlige handleevne på et snævert område, nemlig i

forhold til behandlingen af en psykisk sygdom. Det følger derfor, at staterne har pligt til i

videst muligt omfang at støtte den enkelte person til at træffe beslutninger om behandlin-

gen af hans eller hendes sygdom, frem for at anvende tvang. Det har også stor betydning,

at der i henhold til FN’s Handicapkonvention gælder et krav om rimelig tilpasning for per-

soner med handicap. Tilpasning består i, at man i en konkret situation tager hensyn til den

enkeltes særlige behov. Det kan fx være, at der ved information om en påtænkt behand-

ling gives information på en måde, der fuldt og helt tager højde for den enkeltes særlige

behov, sprog osv. Manglende tilpasning i rimeligt omfang for særlige behov, som har for-

bindelse til et handicap, herunder et psykosocialt handicap, kan udgøre diskrimination.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler på den baggrund, at der er større opmærk-

somhed på støttet beslutningstagning og tilpasning. Det fremgår heraf, at det følger af

FN’s Handicapkonventions artikel 12, at staterne er forpligtede til at fremme den enkeltes

selvbestemmelse, og at udøvelsen af den enkeltes selvbestemmelse bør ske med støtte

fra staten, hvor det er nødvendigt. Denne forpligtelse til at yde støtte til at træffe beslut-

ninger er også relevant i konkrete situationer, hvor alternativet er en tilsidesættelse af den

enkeltes selvbestemmelse. FN’s Handicapkonvention forpligter endvidere medlemsstater-

ne til at sikre adgang til tilpasning i rimeligt omfang for et handicap i konkrete situationer.

Tilpasning i rimeligt omfang kan for eksempel være kommunikation på en måde, som

tager højde for den enkeltes forudsætninger.

Institut for Menneskerettigheder peger på, at der i psykiatrilovens bestemmelse om, at

tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad det er muligt for at opnå patientens frivillige

medvirken, kan ligge overvejelser om støttet beslutningstagen.

Derudover peger instituttet på, at tankegangen om rimelig tilpasning til en vis grad allere-

de kendes på sundhedsområdet i Danmark, idet det fremgår af sundhedsloven, at infor-

mation skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens individuelle

forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring m.v.

Det påpeges, at der, hvis en borger med handicap har svært ved at udtrykke sig, og ikke

får den nødvendige hjælp hertil, er en risiko for, at relevante hensyn ikke kommer med i

afvejningen mellem samfundets omsorgsansvar og borgerens selvbestemmelse. Med

andre ord, at der træffes afgørelser om tvang, som kunne være undgået.

Psykiatriudvalget har i sin rapport fastslået behovet for en åben, moderne og inddragende

ramme og retning for indsatsen i psykiatrien, og udvalget har foreslået, at der i forbindelse

Side 14

med udarbejdelse af en ny formålsparagraf til lov om tvang i psykiatrien lægges vægt på

respekt for patienters rettigheder og selvbestemmelse, samt mulighed for aktiviteter og

mulighed for at opretholde kontakt med netværk m.v.

Regeringen ønsker at understøtte den ramme og retning, som psykiatriudvalget udstikker,

og som det fremgår af regeringens plan for psykiatri ønsker regeringen at indføre en for-

målsbestemmelse, der er i overensstemmelse med det nye fokus på ligeværd. Formålsbe-

stemmelsen skal understrege og dermed medvirke til at sikre, at der også i forhold til situ-

ationer, hvor der overvejes at anvende tvang eller anvendes tvang, tages udgangspunkt i

patientens behov og med størst mulige respekt for patientens værdighed og ret til selvbe-

stemmelse.

Regeringen ønsker også med forslaget at få større opmærksomhed på støttet beslutnings-

tagning og tilpasning, jf. ovenfor.

3.2.3. Den foreslåede ordning

Med forslaget indføres som noget nyt en egentlig formålsbestemmelse i psykiatriloven.

Der vil med forslaget ikke blive indført en patientret, men formålsbestemmelsen vil være

retningsgivende for den tilgang, der skal være til patienter og patientbehandlingen i psyki-

atrien, herunder ikke mindst i forhold til behandling m.v. uden patientens samtykke.

Med forslaget kommer det til at fremgå af loven, at formålet med loven er at sikre, at

iværksættelse og gennemførelse af tvang efter psykiatriloven sker i overensstemmelse

med grundlæggende retssikkerhedsprincipper, som bl.a. vil sige, at borgeren skal oplyses

om baggrunden for en myndigheds afgørelse og skal høres, samt at afgørelsen skal kunne

påklages.

Det kommer med forslaget også til at fremgå, at også i de tilfælde, hvor indlæggelse, op-

hold og behandling sker uden patientens samtykke, skal det i videst mulige omfang ske

som led i at understøtte patientens muligheder for at komme sig (recovery). Derudover

kommer det til at fremgå, at loven har til formål at sikre, at anvendelse af tvang i videst

mulige omfang tager udgangspunkt i patientens behov og med respekt for patienten og

dennes værdighed. Det bliver dermed understreget, at eventuelle tvangsforanstaltninger

skal anvendes på en sådan måde, at det i udgangspunktet understøtter patientens recove-

ry og med størst mulig inddragelse af patienten selv. Det er ikke hensigten med forslaget

at begrænse sundhedspersoners muligheder for også at tage hensyn til patientens og

andres sikkerhed, men at sikre at det indgår i enhver overvejelse om anvendelse af tvang,

at indgrebet i udgangspunktet skal bidrage til at fremme en bedring af patientens tilstand

og ikke må skade patienten, herunder patientens selvværd og selvrespekt.

Forslaget vil endvidere medføre, at det fremgår direkte af loven, at patienten, henset til

formålet med indlæggelsen og den enkeltes tilstand, skal have mulighed for i videst mulige

omfang selv at træffe beslutninger. I den forbindelse understreges det, at der skal tages

størst mulige hensyn til den enkeltes livssyn og kulturelle baggrund, samt at tvang aldrig

må erstatte omsorg, behandling og pleje.

Forslaget medfører ikke en ændring i den gældende bestemmelse i § 2 om god psykiatrisk

sygehusstandard, som med forslaget bliver § 2, stk. 5.

3.3. Forhåndstilkendegivelser og inddragelse af pårørende

3.3.1. Gældende ret

Side 15

Spørgsmålet om forhåndstilkendegivelser er ikke reguleret i psykiatriloven, men i afsnit 2 i

Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9427 af 20. januar 2011 om forhåndstilkendegivelser,

behandlingsplaner, tvangsfiksering og tvungen opfølgning efter udskrivning mv. for pati-

enter indlagt på psykiatriske afdelinger behandles spørgsmålet om forhåndstilkendegivel-

ser .

Efter § 26 i sundhedsloven, kan enhver, der er fyldt 18 år og ikke er under værgemål, der

omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, oprette

et livstestamente. I livstestamentet kan den pågældende udtrykke sine ønsker med hen-

syn til behandling, hvis vedkommende måtte komme i en tilstand, hvor selvbestemmelses-

retten ikke længere kan udøves af patienten selv. I et livstestamente kan optages be-

stemmelser om, at

1) der ikke ønskes livsforlængende behandling i en situation, hvor testator er uafvende-

ligt døende, og

2) der ikke ønskes livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom, fremskreden

alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop el.lign. har medført så svær invaliditet, at te-

stator varigt vil være ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt.

Ved livsforlængende behandling forstås behandling, hvor der ikke er udsigt til helbredelse,

bedring eller lindring, men alene til en vis livsforlængelse.

Testators ønske i medfør af nr. 1 er bindende for sundhedspersonen, medens et ønske

efter nr. 2 er vejledende for sundhedspersonen og skal indgå i dennes overvejelser om

behandling.

Livstestamentet giver således patienten indflydelse på sin behandling, hvis den pågælden-

de skulle komme i en situation, hvor sundhedspersonen og pårørende ikke længere kan

komme og aldrig vil kunne komme i kontakt med patienten.

Andre tilkendegivelser om behandlingen m.v., som patienten eventuelt måtte give udtryk

for, herunder i forbindelse med indhentelse af patientens informerede samtykke, skal

noteres i patientjournalen. Reglerne om sundhedspersoners journalføringspligt er fastsat i

bekendtgørelse nr. 3 af 2. januar 2013 om autoriserede sundhedspersoners patientjourna-

ler. Det fremgår af bekendtgørelsen, at der ved patientjournal forstås optegnelser, som

oplyser om patientens tilstand, den planlagte og udførte behandling m.v., herunder hvil-

ken information der er givet, og hvad patienten på den baggrund har tilkendegivet.

Med hensyn til pårørendeinddragelse fremgår det af Sundhedsstyrelsens vejledning, som

nævnt ovenfor, at pårørende i videst mulige omfang skal søges inddraget om behand-

lingsplanen og dennes indhold.

3.3.2. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses overvejelser om forhåndstilkendegivelser

og inddragelse af pårørende

Også dette forslag skal ses i lyset af den nye ramme og retning for indsatsen i psykiatrien.

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9427 af 20. januar 2011 om forhåndstil-

kendegivelser, behandlingsplaner, tvangsfiksering og tvungen opfølgning efter udskrivning

mv. for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger, at patienten forud for og i forbindelse

med indlæggelsen har ret til at fremsætte sine personlige ønsker til behandlingens form

og indhold. Dette gælder også behandling uden samtykke. Den endelige tilrettelæggelse af

behandlingstilbuddet kan nødvendigvis kun finde sted efter den kliniske vurdering ved

indlæggelsen og i forbindelse med udformning af behandlingsplanen. Patientens tilkende-

givelser skal indføres i journalen og skal så vidt muligt inddrages som vejledende for over-

Side 16

lægens overvejelser om behandling, også i tilfælde hvor behandling uden samtykke kom-

mer på tale. Patienten skal informeres om, at der kan opstå situationer, hvor det kan være

nødvendigt at fravige forhåndstilkendegivelsen. Ved tilrettelæggelse af behandlingstilbud-

det skal det inddrages, hvad der kunne have forebygget anvendelse af tvang i et tidligere

indlæggelsesforløb.

Patientens tilkendegivelser skal også fremgå af den behandlingsplan, som overlægen, jf. §

3, stk. 3, i psykiatriloven, har ansvaret for at opstille for enhver, der indlægges på psykia-

trisk afdeling. Overlægen har endvidere ansvaret for, at patienten vejledes om planens

indhold, samt at patientens samtykke til dens gennemførelse til stadighed søges opnået.

Det nærmere indhold af behandlingsplanen er fastsat i Sundhedsstyrelsens vejledning nr.

9427 af 20. januar 2011 om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, tvangsfiksering

og tvungen opfølgning efter udskrivning mv. for patienter indlagt på psykiatriske afdelin-

ger. Det fremgår heraf, at behandlingsplanen, der skal udarbejdes senest en uge efter

indlæggelsen, bl.a. skal indeholde oplysning om patientens holdning til behandlingspla-

nen.

Det fremgår endvidere af vejledningen, at lægen i forbindelse med udarbejdelsen af be-

handlingsplanen skal informere patienten om formålet med behandlingen og søge patien-

tens samtykke til den påtænkte behandling, herunder overveje og diskutere patientens

eventuelle forslag til andre behandlingsformer. Patientens tilkendegivelser og resultatet af

drøftelsen skal indføres i journalen. Behandlingsplanen er en del af journalen, hvad enten

den er indskrevet i selve journalen eller foreligger som et selvstændigt notat.

Endelig fremgår det i forhold til behandlingsplanen, at patienten skal vejledes om dens

indhold, og patientens samtykke skal til stadighed søges opnået. Under hele behandlings-

forløbet bør der i videst muligt omfang træffes klare aftaler om samarbejdet mellem pati-

ent og behandlere. Disse aftaler skal journalføres. En kopi af behandlingsplanen og de

efterfølgende reviderede behandlingsplaner skal udleveres til patienten, medmindre pati-

enten frabeder sig dette. Planen skal ajourføres ved ændringer i patientens tilstand eller i

den overordnede behandlingsstrategi.

Der indføres med forslaget ikke en ny materiel patientrettighed, men med bestemmelsen

understreges det i loven, at patienten skal have størst mulig indflydelse på sit eget be-

handlingsforløb, herunder ved anvendelse af behandling uden samtykke. Endvidere un-

derstreges det med forslaget, at dialog og samarbejde mellem patient og relevante sund-

hedspersoner er et vigtigt redskab med henblik på at give patienten det bedst mulige

indlæggelsesforløb og reducere risikoen for tvangsanvendelse. Den foreslåede bestem-

melse præciserer dermed, at den indlæggelsessamtale, der allerede finder sted, også

omfatter indhentelse af patientens tilkendegivelser i forhold til behandlingen m.v., herun-

der hvis anvendelse af tvang kommer på tale.

Det vurderes, at indhentelse af forhåndstilkendegivelser i samtalen med patienten under-

støtter et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem patient og sundhedsperson og hermed

medvirker til at forebygge anvendelsen af tvang. Derudover giver forhåndstilkendegivelser

patienten mulighed for selv at definere, hvilken form for tvang, der er mindst indgribende,

og sikrer hermed, at patienten i en tvangssituation oplever mindst mulig krænkelse.

Psykiatriudvalget vurderer i sin rapport (s. 217), at der skal sættes øget fokus på at sikre

gode rammer og strukturer for pårørendeinddragelse, samt at pårørendesamarbejdet i

højere grad skal anerkendes som en del af behandlingstilbuddet.

Side 17

Der peges i rapporten (s. 216) på et vellykket forsøg med styrket pårørendeinddragelse -

”Projekt Pårørende i Psykiatrien”. Der er tale om et projekt, som i 2009 blev igangsat af

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Danske Regioner. Projektet omfattede 15

voksenpsykiatriske sengeafsnit og 6 ambulante centre fordelt over hele landet og Færøer-

ne. I løbet af projektperiodens 15 måneder blev der arbejdet målrettet på at forbedre

pårørendes tilfredshed i forhold til kontakt, information og samarbejde, samt på at for-

bedre den faglige og organisatoriske kvalitet af arbejdet med pårørende i psykiatrien.

Det fremgår af rapporten, at de deltagende psykiatriske enheder oplevede store forbed-

ringer uden at blive tilført flere økonomiske midler. Der var kun tale om praktiske ændrin-

ger i behandlingsforløbet og en ny tilgang til de pårørende. Fra projektet foreligger meget

konkrete best practices m.v. om, hvordan medarbejderne i psykiatrien meget enkelt kan

sikre bedre pårørendeinddragelse og skabe en mere ligeværdig dialog med de pårørende.

Det fremgår endvidere af rapporten, at det er centralt, at borgerens ret til at frabede sig,

at pårørende informeres og inddrages, respekteres, men det kan også i nogle tilfælde

være relevant at motivere borgeren til at arbejde med relationen til pårørende. Der er i

forbindelse med ”Projekt Pårørende i Psykiatrien” afprøvet en motiverende samtale. For-

målet med samtalen er at arbejde motiverende med de borgere, der i udgangspunktet

ikke ønsker inddragelse af pårørende i behandlingsforløbet. Samtalen tages løbende med

borgeren og ikke kun ved start eller afslutning af sygdomsforløb. Erfaringerne fra projektet

har vist, at fem ud af syv patienter besluttede, at de alligevel gerne ville have, at deres

pårørende blev inddraget i behandlingsforløbet efter, at de havde været igennem en pro-

ces med den motivationsskabende samtale.

3.3.3. Den foreslåede ordning

Forslaget vil medføre, at det kommer til at fremgå af loven, at der skal indhentes for-

håndstilkendegivelser i forbindelse med indlæggelsessamtalen eller snarest muligt heref-

ter, hvis patientens tilstand ved indlæggelsen ikke muliggør en sådan samtale.

Forslaget vil endvidere medføre, at det præciseres i loven, at eventuelle forhåndstilkende-

givelser fra patienten, herunder vedrørende behandling uden samtykke, skal fremgå af

patientjournalen, som de almindelige journalføringsregler allerede tilsiger, samt at de i

videst muligt omfang skal inddrages i behandlingsplanen. Hvis der i forbindelse med an-

vendelse af tvang afviges fra de ønsker til behandling, patienten har tilkendegivet i forbin-

delse med indlæggelsessamtalen, skal det fremgå af journalen, hvorfor der er afveget fra

patientens tilkendegivne ønsker.

I forbindelse med indhentelse af forhåndstilkendegivelser bør der være opmærksomhed

på at sikre, at patienten ydes støtte til at træffe beslutninger og på at sikre adgang til til-

pasning i rimeligt omfang, jf. det i afsnit 3.2.2.1. anførte.

Forhåndstilkendegivelser kan, som det fremgår under afsnit 3.3.1., indeholde oplysninger

om patientens ønsker til behandlingen, herunder behandling uden samtykke, i tilfælde af

at patienten på grund af sin psykiske tilstand er i en situation, hvor denne ikke kan vareta-

ge sine egne interesser.

I indlæggelsessamtalen berøres også hvilke reaktionsmuligheder, patienten foretrækker,

sundhedspersonalet gør brug af i en tilspidset situation, eller hvilken behandling patienten

foretrækker, hvis den pågældende får det dårligt. Hvis det er relevant i den konkrete situa-

tion, kan det endvidere drøftes, hvilke behandlingsformer patienten vil foretrække, hvis

anvendelse af tvang kommer på tale.

Side 18

Med forslaget bliver det fastsat, at der i forbindelse med indlæggelsessamtalen sammen

med patienten tages stilling til inddragelse af pårørende eller andre i patientens netværk i

behandlingsforløbet, samt at det, hvis det på grund af patientens tilstand efter en læge-

faglig vurdering ikke er muligt at indhente sådanne oplysninger ved indlæggelsen, skal ske

snarest muligt herefter.

3.4. Tvangsfiksering

3.4.1. Gældende ret

Psykiatrilovens § 14, stk. 1, indeholder en udtømmende opremsning af de midler, der må

anvendes til tvangsfiksering. Det fremgår heraf, at alene bælte, hånd- og fodremme samt

handsker må anvendes.

Det er i psykiatrilovens § 14, stk. 2, fastsat, at tvangsfiksering kun må anvendes, i det om-

fang det er nødvendigt for at afværge, at en patient:

1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller hel-

bred,

2) forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter, eller

3) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Beslutning om tvangsfiksering træffes af en læge, efter at denne har tilset patienten, jf. §

15, stk. 1. Beslutningen om, at der foruden bælte skal anvendes hånd- og fodremme, skal

dog træffes af overlægen, jf. § 15, stk. 2.

Det fremgår af § 15, stk. 3, at såfremt det i et tilfælde, som nævnt i § 14, stk. 2, nr. 1, af

hensyn til patientens egen eller andres sikkerhed ville være uforsvarligt at afvente lægens

tilsyn, kan personalet på egen hånd beslutte at fiksere den pågældende med bælte. Lægen

skal da straks tilkaldes og træffe afgørelse vedrørende anvendelsen af tvangsfiksering med

bælte.

Det er en forudsætning for den lægelige ordination, at lægen på grundlag af patientens

aktuelle tilstand har vurderet nødvendigheden af tvangsfiksering, og at anvendelse af

andre midler, for eksempel øget tilsyn, har vist sig utilstrækkelige eller uigennemførlige

som følge af patientens tilstand, jf. § 19, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1338 af 2. december

2010 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger.

Det er i psykiatrilovens § 16 fastsat, at en patient, der er tvangsfikseret, skal have fast

vagt. Det fremgår af § 21, stk. 2, i ovenstående bekendtgørelse, at en fast vagt er en hertil

udpeget sygeplejerske, plejer eller andet kvalificeret personale, som ikke samtidig har

andre arbejdsopgaver end at tage sig af den eller de bæltefikserede patienter. Tilsynet skal

udføres under hensyntagen til patientens ønsker og med respekt for dennes værdighed og

selvfølelse. Patienten skal have ret til et vist privatliv, når dette ikke er uforeneligt med

hensyn til patientens sikkerhed.

Så længe en tvangsfiksering opretholdes, skal der foretages fornyet lægelig vurdering af

spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfikseringen, så ofte som forholdene tilsiger

det, dog mindst 4 gange i døgnet, jævnt fordelt, efter at beslutningen om anvendelse af

tvangsfiksering er truffet, jf. § 21, stk. 4. Derudover har overlægen en løbende tilsynspligt i

henhold til § 21, stk. 1, hvoraf det fremgår, at overlægen til stadighed har ansvaret for, at

tvangsfikseringen ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt.

Hvis tvangsfikseringen udstrækkes i længere tid end 48 timer, er det i § 21, stk. 5, fastsat,

at en læge, der ikke er ansat på det pågældende psykiatriske afsnit, hvor indgrebet finder

sted, som ikke har ansvaret for patientens behandling, og som ikke står i et underordnel-

Side 19

sesforhold til den behandlende læge, skal foretage en vurdering af spørgsmålet om fortsat

anvendelse af tvangsfiksering. Vurderingen må ikke foretages af en læge, der i øvrigt er

inhabil. Inhabilitet foreligger i samme tilfælde, som nævnt i forvaltningslovens § 3, jf. § 22,

stk. 2, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 1338 af 2. december 2010 om anvendelse af anden

tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger.

Efter § 21, stk. 6, skal vurderingen i henhold til stk. 5, gentages en gang om ugen, så længe

foranstaltningen pågår.

3.4.2. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses overvejelser om tvangsfiksering

I 2002, 2008 og igen i 2014 har Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur (CPT) kriti-

seret Danmark for brugen af langvarige tvangsfikseringer. CPT udtalte i rapporten vedr.

besøget i 2008, at CPT ”forbliver alvorligt bekymret” over brugen af langvarige tvangsfik-

seringer og henviser til sin rapport om besøget i 2002, hvori det understreges, at fikserin-

ger i dagevis ikke har nogen medicinsk berettigelse, og efter CPT’s opfattelse er at ligestille

med nedværdigende behandling. Dette gentages i 2014-rapporten. CPT udstikker i rappor-

ten det princip, at en tvangsfiksering bør anvendes i så kort tid som muligt, normalt kun

nogle minutter eller nogle få timer. Derudover anbefaler CPT, at tvangsfiksering alene bør

anvendes i de tilfælde, hvor en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare

for at lide skade på legeme eller helbred, jf. pkt. 125 i rapporten over komitéens besøg i

Danmark fra den 4. – 13. februar 2014.

Bl.a. på baggrund af kritikken blev der ved revision af psykiatriloven i henholdsvis 2007 og

2010 indsat bestemmelser om øget tilsyn med tvangsfikserede patienter.

Ca. hver femte patient indlagt på en psykiatrisk afdeling bliver udsat for én eller flere

tvangsforanstaltninger. I 2013 blev 2.084 patienter udsat for tvangsfiksering, heraf 83 i

børne- og ungdomspsykiatrien, mens det drejede sig om 1993 patienter i 2012, heraf 78

børne- og ungdomspsykiatrien. En del patienter bliver tvangsfikseret flere gange under

indlæggelse. Der blev foretaget i alt 6.165 bæltefikseringer i 2013, heraf 946 i børne- og

ungdomspsykiatrien, mod 5.657 tvangsfikseringer i 2012, heraf 482 i børne- og ungdoms-

psykiatrien. Omkring halvdelen af alle bæltefikseringer varer under 1 døgn. Omkring 90

pct. af alle bæltefikseringer er afsluttet indenfor tre døgn. Langvarige bæltefikseringer, der

strækker sig over uger, forekommer, men er relativt sjældne.

I forbindelse med det nationale gennembrudsprojekt om nedbringelse af tvang i psykiatri-

en, som blev gennemført i perioden 2004-2007 på forskellige psykiatriske afdelinger, blev

de mest anvendte former for tvang nedbragt med 50 pct. på hver femte af de deltagende

afdelinger og 20 pct. på 40 pct. af afdelingerne. Imidlertid har det ikke været muligt for

afdelingerne at fastholde de gode resultater. Det erkendes, at det ikke har været muligt at

opnå en varig, nævneværdig reduktion i anvendelsen af tvangsfikseringer.

Psykiatriudvalget har i sin rapport foreslået, at der sættes fælles mål for en markant og

varig reduktion af tvang frem mod 2020, herunder et mål om, at en tvangsfiksering som

udgangspunkt ikke må udstrække sig over 48 timer, med mindre helt specielle hensyn

taler herfor, herunder patientens, personalets eller andres sikkerhed.

I rapporten beskrives en række evidensbaserede metoder i forhold til at nedbringe antal-

let af tvangsfikseringer.

Som nævnt i indledningen til lovforslaget fremgår det også af regeringens plan for psyki-

atri, at andelen af personer, der udsættes for tvang i psykiatrien, skal reduceres, og at

bæltefiksering skal halveres frem mod 2020. Det er afgørende for regeringen, at brugen af

Side 20

tvangsfiksering reduceres i både antal og tidsmæssig udstrækning. Det vurderes, at der er

behov for bl.a. at skærpe reglerne for tvangsfiksering med henblik på at opnå en sådan

reduktion.

Det vurderes, at det ikke vil være hensigtsmæssigt i loven at fastsætte en absolut tidsbe-

grænsning i forhold til varigheden af en tvangsfiksering, idet sundhedspersonalet dermed

vil kunne blive frataget muligheden for at yde den nødvendige omsorg for de patienter,

der efter den fastsatte tidsgrænse fortsat befinder sig i den tilstand, der oprindeligt førte

til tvangsfikseringen.

3.4.3. Den foreslåede ordning

Forslaget vil medføre, at det af lovens § 14, stk. 2, kommer til at fremgå, at en tvangsfikse-

ring kun må anvendes kortvarigt. Der forslås samtidig indsat en undtagelsesbestemmelse

hertil for at tage højde for de tilfælde, hvor der undtagelsesvist kan være væsentlige grun-

de til at fortsætte en tvangsfiksering ud over nogle få timer, herunder hensynet til patien-

tens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed.

En yderligere skærpelse er indeholdt i forslaget om, at det er overlægen, der skal træffe

beslutning om anvendelse af tvangsfiksering i modsætning til gældende ret, hvor en be-

slutning om tvangsfiksering kan træffes af en læge. Der er dog med forslaget til § 1, nr. 5,

lagt op til, at beslutningen, jf. lovens § 4 a, i overlægens fravær kan træffes af en anden

læge, men at overlægen i så fald efterfølgende snarest skal tage stilling til beslutningen.

Ifølge bemærkningerne til psykiatrilovens § 4 a indebærer udtrykket »snarest«, at overlæ-

gen skal tage stilling hurtigst muligt efter, at overlægen igen er mødt på sygehuset. Resul-

tatet af overlægens stillingtagen skal tilføres tvangsprotokollen.

Med hensyn til de tilsyn med tvangsfikserede patienter, der er fastlagt i lovens § 21, nr. 4

og 5, vil forslaget til § 1, nr. 19, medføre, at de tilsyn, der efter lovens § 21, stk. 4, skal ske

mindst 4 gange i døgnet, fremover skal ske mindst 3 gange i døgnet. Forslaget skal ses i

lyset af forslaget til § 1, nr. 20, som vil medføre, at den eksterne lægefaglige vurdering, der

jf. lovens § 21, stk. 5, skal ske i forhold til tvangsfikseringer, der udstrækkes i længere tid

end 48 timer, vil blive fremrykket til 24 timer efter tvangsfikseringens iværksættelse. Der-

udover skal forslaget ses i lyset af, at overlægen i henhold til lovens § 21, stk. 1, har en

løbende tilsynspligt, således at overlægen til stadighed har ansvaret for, at tvang, herun-

der tvangsfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt. Sundhedsstyrelsen

vurderer, at der ikke er øget patientsikkerhedsmæssige risici ved at ændre tilsynet med

bæltefikserede patienter fra 4 til 3 gange i døgnet. Endvidere gennemføres omkring 4

tilsyn af bæltefikserede patienter i døgnet, da der efter 24 timer skal gennemføres et eks-

ternt tilsyn, såfremt patienten fortsat er bæltefikseret.

Den eksterne lægefaglige vurdering, der skal ske i forhold til tvangsfikseringer, der ud-

strækkes i længere tid end 48 timer, bliver som nævnt fremrykket til 24 timer efter tvangs-

fikseringens iværksættelse. Der er således krav om, at fortsat anvendelse af tvangsfikse-

ring, skal godkendes af en uvildig speciallæge i psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri.

Den pågældende overlæge, der skal foretage vurderingen, må ikke være ansat på afdelin-

gen, hvor indgrebet finder sted, have ansvaret for patientens behandling og må ikke stå i

et underordnelsesforhold til den behandlende læge. Med andre ord foretages der en uvil-

dig ”second opinion” efter 24 timer mod i dag, hvor grænsen er 48 timer. Vurderingen må

ikke foretages af en læge, der i øvrigt er inhabil.

I de tilfælde, hvor der er tale om tvangsfikseringer over 48 timer, vil der desuden blive

indført en yderligere revurdering efter 48 timer og på 4. dagen efter iværksættelsen af

Side 21

indgrebet under de samme betingelser, som gælder for vurdering efter 24 timer. Derefter

gentages revurdering en gang om ugen, så længe foranstaltningen pågår.

Den eksterne faglige vurdering efter 24 timer, 48 timer og 4. dagen kan foretages af sam-

me læge, forudsat at lægen fortsat opfylder betingelserne om uvildighed, jf. ovenfor.

Fristen for foretagelse den eksterne faglige vurdering efter 24 timer, 48 timer, på 4. dagen

og 1 gang om ugen regnes fra det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsfiksering blev

truffet første gang.

Derudover foreslås det, at den nedsatte Task Force på psykiatriområdet som fast punkt på

dagsordenen drøfter, hvordan "second opinion ordningen" efterleves i praksis - herunder

hvordan bedste praksis kan udbredes til regionerne, som herved kan gøre brug af hinan-

dens erfaringer.

Sundhedsstyrelsens bekendtgørelser og vejledninger herom justeres i overensstemmelse

med lovforslaget.

Ordningen om revurdering efter 48 timer og på 4. dagen vil blive evalueret efter 3 år.

3.5. Udvidede muligheder for åbning og kontrol af post, undersøgelse af patienters ejende-

le og patientstuer samt kropsvisitation

3.5.1. Gældende ret

Det fremgår af psykiatrilovens § 19 a, at overlægen ved begrundet mistanke om, at medi-

kamenter, rusmidler eller farlige genstande er blevet eller vil blive forsøgt indført til pati-

enten, kan beslutte,

1. at patientens post skal åbnes og kontrolleres,

2. at patientens stue og ejendele skal undersøges, eller

3. at der skal foretages kropsvisitation af patienten. Undersøgelse af kroppens hulrum er

ikke tilladt.

Åbning og kontrol af patientens post og undersøgelse af patientens stue samt ejendele

skal så vidt muligt foretages i patientens nærvær, jf. stk. 2. Derudover kan overlægen, jf.

stk. 3, beslutte, at medikamenter, rusmidler og farlige genstande, som bliver fundet ved

indgreb efter stk. 1, skal beslaglægges. Overlægen kan overlade det til politiet at afgøre,

om medikamenter, rusmidler og farlige genstande besiddes i strid med den almindelige

lovgivning, herunder lovgivningen om euforiserende stoffer og lovgivningen om våben

m.v. Politiet kan beslutte, om disse medikamenter, rusmidler og genstande skal destrue-

res.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A,

s. 4213 f., at hensynet bag bestemmelsen er, at der skal være mulighed for at forhindre, at

patienten er eller kommer i besiddelse af medikamenter, rusmidler eller farlige genstande,

som kan udgøre en fare for patienten selv eller andre. Der kan endvidere være tale om fx

rusmidler og medikamenter, som kan have en negativ indflydelse på patientens behand-

ling.

Det fremgår endvidere, at overlægen kan beslutte, at de pågældende indgreb skal foreta-

ges ved

begrundet mistanke

om, at medikamenter, rusmidler eller farlige genstande aktu-

elt er blevet eller vil blive forsøgt indført til patienten. Det skal anføres i journalen, hvilke

konkrete forhold mistanken bygger på. Den omstændighed, at patienten fx har en kendt

misbrugshistorie, er ikke i sig selv tilstrækkelig til at opfylde kravet om en begrundet mis-

tanke om, at patienten aktuelt er i besiddelse af rusmidler. Der skal endvidere være tale

Side 22

om en individuel vurdering af sandsynligheden for, at patienten er i besiddelse af de på-

gældende genstande m.v. Der kan således ikke etableres faste rutiner på afdelingen, hvor-

efter de pågældende foranstaltninger generelt foretages i forhold til samtlige eller en

gruppe af de indlagte patienter.

Det kan efter bestemmelsen undersøges, om patienten er i besiddelse af medikamenter,

rusmidler eller farlige genstande. Der kan være tale om genstande eller midler, der kan

udgøre en fare for patienten selv, fx selvmordstruede patienter, eller andre, hvis de findes

på afdelingen. Der kan fx være tale om knive eller andre våben, men der kan også være

tale om genstande, som normalt vil blive betragtet som ufarlige, fx værktøj, nåle, glasfla-

sker m.v. Af rusmidler omfattet af bestemmelsen kan fx nævnes alkohol og narkotiske

stoffer. Medikamenter omfattet af bestemmelsen kan i princippet være alle former for

medicin, både receptpligtig medicin og håndkøbsmedicin.

Hjemlen til at åbne og kontrollere patientens post for de i bestemmelsen nævnte objekter

indebærer, at både breve og pakker kan undersøges. Posten kan alene undersøges for, om

de i bestemmelsen nævnte genstande, medikamenter og rusmidler findes i posten. Der er

derimod ikke hjemmel til at læse det skriftlige indhold i posten. Kun forsendelser til pati-

enten er omfattet af bestemmelsen, hvorimod breve og pakker, som patienten sender,

ikke er omfattet.

En beslutning om undersøgelse af stue og ejendele omfatter for eksempel undersøgelse af

skabe og skuffer på stuen, men også patientens personlige tasker og andre ejendele kan

med hjemmel i denne bestemmelse undersøges.

Med hensyn til kropsvisitation af patienten fremgår det, at undersøgelse af kroppens hul-

rum ikke er tilladt, hvilket også omfatter mundhulen. Undersøgelse af kroppens hulrum

ved fx en endetarmsundersøgelse er så indgribende en foranstaltning, at dette ikke skal

være muligt indenfor rammerne af psykiatriloven. Disse undersøgelser kan foretages på

frivillig basis i behandlingsøjemed. Undersøgelse af armhulerne er ikke omfattet af be-

grænsningen i andet led. Mindste middel princippet, jf. § 4, skal iagttages i forbindelse

med kropsvisitation af patienten, hvilket bl.a. indebærer, at indgrebet skal udføres så

skånsomt som muligt og med størst muligt hensyntagen til patienten, således at der ikke

forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

3.5.2. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses overvejelser om udvidede muligheder for

åbning og kontrol af post, undersøgelse af patienters ejendele og patientstuer samt krops-

visitation

Som beskrevet i afsnit 2.3. fremgår det af Danske Regioners rapport om retspsykiatri, at

forekomsten af narkotika er et stort problem på de psykiatriske afdelinger, samt at indsat-

sen mod stoffer fylder meget i afdelingernes daglige arbejde. Det forekommer også, at der

forefindes våben eller andre farlige genstande på afdelingerne.

Det fremgår endvidere af rapporten, at misbrug har en række negative konsekvenser for

både patienter og personale. Patienten bliver ofte psykisk dårligere, udviser ofte en uhen-

sigtsmæssig adfærd, og miljøet på afdelingen bliver mere råt. Derudover bliver nogle pati-

enter aggressive og farlige under påvirkning af stoffer, og generelt modvirker stofferne

selve behandlingen.

På den baggrund anbefales det i rapporten, at adgangen til at gennemføre undersøgelser

af patientstuer i henhold til psykiatrilovens § 19 a lempes, samt at dette bør gælde alle

psykiatriske afdelinger og ikke kun i retspsykiatrien.

Side 23

Det kan således udledes af rapporten, at forekomsten af narkotika på afdelingerne udgør

et voldsomt problem såvel behandlingsmæssigt som sikkerhedsmæssigt. Dertil kommer,

at alkohol- og stofmisbrug er en faktor, der betragteligt øger risikoen for selvmord blandt

psykiatriske patienter. Disse faktorer taler for at lempe betingelserne i § 19 a, så patien-

ternes behandlingsforløb bliver så godt som muligt, når afdelingerne får bedre muligheder

for at forhindre forekomsten af bl.a. rusmidler på afdelingerne.

Også Regeringens Psykiatriudvalg finder i sin rapport fra 2013, at det af hensyn til sikker-

heden for såvel patienter som personale er et problem, at der er stor forekomst af rusmid-

ler på de psykiatriske afdelinger og anbefaler, at de psykiatriske afdelinger får den nød-

vendige hjemmel til at sikre, at rusmidler og farlige genstande holdes ude af afdelingerne.

I England og Wales er der blevet forsket i forekomsten af rusmidler på psykiatriske afde-

linger og mulige løsninger. Det fremgår af en artikel om rusmiddelmisbrug på psykiatriske

afdelinger i tidsskriftet

The Psychiatrist,

at rusmidlerne kan have alvorligt skadelige virk-

ninger for de enkelte patienter og have foruroligende konsekvenser for afdelingerne som

helhed. Det kan føre til konflikter mellem såvel personale og patienter som mellem pati-

enterne, og det kan skade den fysiske sikkerhed for patienter og personale.

Der peges i artiklen på følgende konsekvenser af psykiatriske patienters misbrug (i forhold

til de patienter, der alene har en psykiatrisk diagnose):



det kan medføre, at den medicinske behandling ikke gavner,



der er markant øget risiko for, at behandlingen ikke overholdes,



der er markant øget risiko for tilbagefald,



der er øget risiko for aggressiv og asocial adfærd,



det kan fordoble antal indlæggelsesdage,



det øger risikoen for at begå drab.

Ministeriet har på baggrund af ovenstående overvejet mulighederne for at ændre § 19 a.

Det bemærkes i den forbindelse, at der fx ikke fremgår et krav om begrundet mistanke i

straffuldbyrdelseslovens regler om indgreb over for indsatte i fængslerne, når det drejer

sig om undersøgelse af indsattes ejendele i cellen eller undersøgelse med henblik på at

afdække, hvilke effekter den indsatte er i besiddelse af på sin person (heri indgår ikke

undersøgelse af legemets hulrum). Det fremgår således af denne lovs § 60, at institutionen

kan undersøge, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse i sit opholdsrum eller på sin

person, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelser

overholdes eller sikkerhedshensyn iagttages.

Det er ministeriets vurdering, at hensynet til patienternes behandling samt patienternes

og personalets sikkerhed taler for, at regionerne bør have mulighed for i højere grad at

kunne begrænse forekomsten af medikamenter, rusmidler og farlige genstande på de

psykiatriske afdelinger.

En begrænsning i forekomsten af medikamenter, rusmidler og farlige genstande kan efter

ministeriets vurdering opnås ved at give overlægen mulighed for at foretage de i den gæl-

dende § 19 a nævnte undersøgelser m.v., uden at skulle opfylde kravet om begrundet

mistanke. Ministeriet vurderer med henvisning til anbefalingerne i rapporten om retspsy-

kiatri, at en sådan ændring bør gælde alle psykiatriske afdelinger og ikke kun for eksempel

retspsykiatriske afdelinger.

Efter ministeriets vurdering bør ændringen omfatte alle elementer i bestemmelsen, her-

under kropsvisitation, hvis ændringen skal have en reel betydning for afdelingernes mulig-

hed for at begrænse indførelse og forekomst af rusmidler, og dermed bl.a. muligheden for

Side 24

at øge sikkerheden i afdelingerne generelt. Det er hensigten, at en sådan ændring skal

medvirke til at forebygge de alvorlige konsekvenser, der kan være af patienters misbrug,

herunder øget risiko for at blive udsat for tvang.

Det bør efter ministeriets vurdering fortsat ikke være muligt at undersøge kroppens hul-

rum, idet sådanne indgreb er særligt grænseoverskridende, hvis de foretages uden patien-

tens samtykke.

Ministeriet vurderer i øvrigt, at det er hensigtsmæssigt også i psykiatrilovens § 19 a at

præcisere, at indgreb efter bestemmelsen kan foregå uden retskendelse. Det bemærkes i

den forbindelse, at lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens anven-

delse af tvangsindgreb og oplysningspligter vil finde anvendelse på de pågældende ind-

greb. Grundlovens hovedregel om, at et indgreb kræver retskendelse, kan fraviges ved en

lovbestemmelse, der udtrykkeligt fastsætter, at det pågældende indgreb kan foretages

”uden retskendelse”. Det er imidlertid antaget, at en undtagelse til grundlovens hovedre-

gel også kan støttes på en fortolkning af loven, jf. Danmarks Riges Grundlov med kommen-

tarer, redigeret af Henrik Zahle, (2. udgave), 2006, side 460).

For så vidt angår nyere lovgivning fremgår det af Justitsministeriets vejledning om lovkvali-

tet, at fravigelse af kravet om retskendelse bør fremgå udtrykkeligt af lovteksten.

3.5.3. Den foreslåede ordning

Med forslaget til § 19 a gives der hjemmel til, at overlægen ved mistanke om, at der er

medikamenter, rusmidler eller farlige genstande i afdelingen, med henblik på at sikre at

disse ikke er blevet indført eller vil blive forsøgt indført til en eller flere patienter i afdelin-

gen, uden retskendelse kan beslutte:

1. at en patients post skal åbnes og kontrolleres,

2. at en patients stue og ejendele skal undersøges, eller

at der skal foretages kropsvisitation af en patient.

Forslaget medfører således, at kravet om ”begrundet mistanke” bortfalder. Formålet med

forslaget er at begrænse forekomsten af medikamenter, rusmidler og farlige genstande på

de psykiatriske afdelinger af hensyn til patienternes behandlingsmuligheder samt sikker-

heden for såvel patienter som personale, herunder at forhindre, at patienter begår per-

sonfarlig kriminalitet under indlæggelsen. Formålet er endvidere at nedbringe anvendel-

sen af tvang, idet patienter under indflydelse af rusmidler bl.a. har øget risiko for at blive

udsat for tvang.

Med forslaget kommer det til at fremgå udtrykkeligt af lovteksten, at de indgreb, der kan

foretages efter bestemmelsen, kan ske uden retskendelse.

Med forslaget udgår den gældende bestemmelses stk. 3, 3. pkt., hvorefter politiet kan

beslutte, at medikamenter, rusmidler og genstande, der er i strid med den almindelige

lovgivning, kan destrueres, idet denne bestemmelse vurderes at være overflødig. De ulov-

lige midler og genstande, som politiet får overdraget fra overlægen, vil kunne destrueres

m.v. efter de almindelige regler, der gælder for politiets håndtering af sådanne effekter.

Forslaget medfører ikke en ændring i den gældende regel i stk.1, nr. 3, om, at kropsvisita-

tion ikke omfatter undersøgelse af kroppens hulrum, samt den gældende regel i stk. 2 om,

at åbning og kontrol af patientens post og undersøgelse af patientens stue samt ejendele

så vidt muligt skal foretages i patientens nærvær.

Side 25

Det er med bestemmelsen alene hensigten, at patientens post kan åbnes med henblik på

kontrol af, om posten indeholder medikamenter, rusmidler eller farlige genstande. Be-

stemmelsen indeholder således ikke hjemmel til at læse patientens post.

For så vidt angår kropsvisitation af patienten skal denne så vidt muligt foretages af en

person af eget køn.

Det er med forslaget ikke hensigten, at der med henvisning til bestemmelsen kan foreta-

ges rutinemæssige undersøgelser på afdelingen i forhold til samtlige eller en gruppe af de

indlagte patienter. Der skal foreligge en mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler

eller farlige genstande på afdelingen.

Mistankebegrebet vil blive beskrevet nærmere i bekendtgørelse om undersøgelse af post,

patientstuer og ejendele, kropsvisitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse af gen-

stande m.v. på psykiatrisk afdeling, som justeres i forhold til det fremsatte forslag.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Forslaget om en justering af mindreåriges retsstilling forventes ikke at ville medføre bety-

delige merudgifter for regionerne. Det samme gælder forslaget om en ny formålsbestem-

melse samt forslaget om indhentelse af forhåndserklæringer. Regionerne har ansvaret for

at drive sygehusvæsenet, og derfor påhviler det allerede i dag regionerne at sikre, at be-

handlingen af de psykiatriske patienter sker i overensstemmelse med den foreslåede for-

målsbestemmelse og bestemmelsen om forhåndserklæringer.

Forslaget om fremrykning af de eksterne lægelige tilsyn med tvangsfikserede patienter fra

48 timer til 24 timer vil have økonomiske konsekvenser for regionerne. Dette opvejes dog

af den mindreudgift, der opnås i forhold til forslaget om at reducere antallet af tilsyn med

den tvangsfikserede patient fra 4 gange i døgnet til 3 gange i døgnet.

Forslaget om, at beslutning om tvangsfiksering skal træffes af overlægen, vurderes ikke at

få økonomiske konsekvenser af betydning for det offentlige, idet der samtidig er stillet

forslag om mulighed for, at en læge i overlægens fravær kan træffe beslutningen, som ved

førstkommende lejlighed skal godkendes af overlægen.

Endvidere forventes forslaget om en revurdering efter henholdsvis 48 timer og på 4. da-

gen ikke at ville medføre betydelige merudgifter for regionerne.

Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt at medføre økonomiske eller administrative konsekven-

ser for det offentlige af betydning.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

8. Forhold til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Side 26

Et udkast til lovforslaget har i perioden fra den 11. juli 2014 til den 29. august været sendt

i høring hos følgende myndigheder, organisationer m.v.: Bedre Psykiatri – Landsforenin-

gen for pårørende, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening, Dansk Selskab for

Almen Medicin, Dansk Selskab for Distriktspsykiatri, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk

Sygeplejeråd, Danske Fysioterapeuter, Danske Handicaporganisationer, Danske Regioner,

Den Danske Dommerforening, Det Centrale Handicapråd, Det Etiske Råd, Det Sociale Net-

værk, Dommerfuldmægtigforeningen, Ergoterapeutforeningen, FOA, Foreningen af Of-

fentlige Anklagere, Foreningen af Socialchefer i Danmark, Galebevægelsen, Institut for

Menneskerettigheder, KL, Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere,

Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger, Landsforeningen Sind, Lægefor-

eningen, Patientombuddet, Psykiatrifonden, Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region

Syddanmark, Region Midtjylland, Region Nordjylland, Retspolitisk Forening, Rådet for

Socialt Udsatte, Socialpædagogernes Landsforbund, Statsforvaltningen.

10. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser /

mindreudgifter

Ingen

Negative konsekvenser /

merudgifter

Ingen

Økonomiske konsekvenser

for det offentlige, stat,

kommuner og regioner

Administrative konsekven-

ser for det offentlige, stat,

kommuner og regioner

Økonomiske konsekvenser

for erhvervslivet

Administrative konsekven-

ser for erhvervslivet

Miljømæssige konsekvenser

for borgerne

Administrative konsekven-

ser for borgerne

Forholdet til EU-retten

Ingen

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 1, stk. 1)

Udgangspunktet i sundhedsvæsenet, herunder i forhold til indlæggelse, ophold og be-

handling på psykiatrisk afdeling, er, at det er et frivilligt tilbud til borgerne.

Forslaget vil medføre, at det indledningsvist i psykiatriloven bliver fastslået, at indlæggelse

ophold og behandling på psykiatrisk afdeling sker på baggrund af informeret samtykke

efter reglerne i sundhedslovens kapitel 5, med mindre andet følger af psykiatriloven.

Der henvises til bemærkningerne til gældende lovs §§ 1 og 2, der er indsat i loven ved lov

nr. 331 af 24. maj 1989.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1.1. i de almindelige bemærkninger i lovforslaget.

Side 27

Til nr. 2 ( § 1, stk. 4-6)

Det er i den gældende lov ikke fastsat, hvilken retsstilling mindreårige patienter generelt

har i forhold til tvangsanvendelse, herunder i de tilfælde hvor der foreligger informeret

samtykke fra forældremyndighedens indehaver.

Forslaget vil medføre, at der vil foreligge tvang i de tilfælde, hvor en 15-17-årig patient

ikke vil give informeret samtykke til indlæggelse, ophold og behandling, herunder de i

psykiatriloven nævnte tvangstiltag. Det gælder også i de tilfælde, hvor patienten i henhold

til sundhedsloven vil være omfattet af § 17, stk. 2, i sundhedsloven.

For mindreårige patienter under 15 år vil forslaget medføre, at der vil foreligge tvang i

henhold til psykiatriloven, hvis der ikke foreligger informeret samtykke fra forældremyn-

dighedens indehaver.

Mindreårige mellem 15-17 år, der ikke har givet samtykke til behandlingen og mindreårige

under 15 år, hvor forældrene ikke har givet samtykke til behandlingen vil være omfattet af

de retssikkerhedsgarantier, der er fastsat i psykiatriloven, fx beskikkelse af patientrådgiver

og klageadgang. Patienten og dennes forældre vil også have ret til en eftersamtale.

Det er imidlertid ikke kun mindreårige mellem 15-17 år, der vil have ret til en eftersamta-

le. Med lovforslaget vil også mindreårige under 15 år, hvor forældrene har givet samtykke

til behandlingen, og dennes forældrene få tilbudt en opfølgende samtale efter ophør af

indgrebet.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1.3. i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede

§ 1, stk. 5 og stk. 6,

svarer til gældende lovs § 1, stk. 3, bortset fra at der

med lovforslaget ikke længere skal lægges et modenhedskriterium til grund i en akut situ-

ation, hvor omgående intervention er påkrævet med henblik på at afværge de i bestem-

melsen anførte følger, og hvor det ikke er muligt at forsøge at indhente et stedfortræden-

de samtykke inden iværksættelsen af den pågældende foranstaltning. Der henvises endvi-

dere til bemærkningerne til gældende lovs § 1, stk. 3, der er indsat i loven ved lov nr. 534

af 8. juni 2006.

Til nr. 3 (§ 2, stk. 1-4)

Der er i den gældende lov ingen formålsbestemmelse. Med forslaget vil psykiatriloven

komme til at indeholde en formålsbestemmelse.

Den foreslåede

§ 2, stk. 1,

vil medføre, at det kommer til at fremgå af loven, at formålet

med loven er at sikre, at iværksættelse og gennemførelse af tvang efter psykiatriloven sker

på en forsvarlig måde og i overensstemmelse med grundlæggende retssikkerhedsprincip-

per.

Forslaget vil derudover medføre, at det kommer til at fremgå, at også i de tilfælde, hvor

indlæggelse, ophold og behandling sker uden patientens samtykke, skal det ske som led i

at understøtte patientens muligheder for at komme sig. Derudover vil det fremgå, at for-

målet med loven endvidere er at sikre, at tvangsanvendelse efter reglerne i loven tager

udgangspunkt i patientens behov og udføres med respekt for patienten og dennes vær-

dighed.

Det vil med forslagets

§ 2, stk. 2,

blive understreget, at tvang aldrig må erstatte omsorg,

behandling og pleje.

Side 28

Forslaget vil med den foreslåede

§ 2, stk. 3 og 4,

endvidere medføre, at det fastlægges, at

patienten, henset til formålet med indlæggelsen og den enkeltes tilstand, skal have mulig-

hed for i videst mulige omfang selv at træffe beslutninger, samt at der skal tages størst

mulige hensyn til den enkeltes livssyn og kulturelle baggrund.

Forslaget skal ses i lyset af den nye ramme og retning for psykiatrien, som psykiatriudval-

get har udstukket, og som danner den værdimæssige ramme for regeringens plan for

psykiatri.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2. i de almindelige bemærkninger.

Gældende lovs § 2, stk. 1, som bliver

stk. 5.

§ 2, stk. 1, blev indsat i loven ved lov nr. 403 af

26. juni 1998.

Til nr. 4 (§ 3, stk. 3, 1. pkt.)

I den gældende § 3, stk. 3, er det fastsat, at overlægen har ansvaret for, at der opstilles en

behandlingsplan for enhver, der indlægges på psykiatrisk afdeling, og at patienten vejledes

om planens indhold, samt at patientens samtykke til dens gennemførelse til stadighed

søges opnået. En kopi af behandlingsplanen skal udleveres til patienten, medmindre den-

ne frabeder sig dette.

Formålet med bestemmelsen er at have dialog med borgeren om behandlingsplanen og

dermed øge mulighederne for borgerens samtykke til planen.

For yderligere at sikre at patienten i videst mulige omfang inddrages i sin egen behandling,

vil der med forslaget blive ændret i bestemmelsen, således at patienten skal inddrages og

høres om planens indhold i stedet for blot at blive vejledt om planens indhold. Dermed

deltager patient aktivt i drøftelsen og tilrettelæggelsen af den langsigtede behandlings-

plan.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til gældende lovs § 3, stk. 3, som er indsat ved lov

nr. 403 af 26. juni 1998 og lov nr. 534 af 8. juni 2006.

Til nr. 5 (§ 3, stk. 4-6)

Forslaget skal ses i lyset af den nye ramme og retning for indsatsen i psykiatrien.

Forslagets

§ 3, stk. 4,

vil medføre, at det fremgår af loven, at patienten i forbindelse med

indlæggelsessamtalen skal høres om sine personlige ønsker i forhold til behandlingens

form og indhold, herunder hvis anvendelse af tvang kommer på tale. Hvis det på grund af

patientens tilstand efter en lægefaglig vurdering ikke er muligt at indhente en sådan for-

håndstilkendegivelse ved indlæggelsen, skal det ske snarest muligt herefter.

Forhåndstilkendegivelsen er ikke juridisk bindende, men skal så vidt muligt inddrages som

vejledende for overlægens overvejelser om behandling, også i tilfælde hvor behandling

uden samtykke kommer på tale.

Forslagets

§ 3, stk. 5,

vil endvidere medføre, at det præciseres i loven, at eventuelle for-

håndstilkendegivelser fra patienten vedrørende dennes behandling under indlæggelsen,

herunder behandling uden samtykke, skal fremgå af patientjournalen og i videst mulige

omfang skal inddrages i behandlingsplanen.

Begrebet ”behandling” skal i denne bestemmelse forstås bredt, således at det omfatter

undersøgelse, sygdomsbehandling, sundhedsfaglig pleje samt tvangstiltag i henhold til

Side 29

loven og forebyggelse heraf. Der er ingen formkrav til en forhåndstilkendegivelse, og den

kan fremsættes på ethvert tidspunkt, uanset om patienten er indlagt eller ej.

Forhåndstilkendegivelser er vejledende og kan ikke medføre en fravigelse af psykiatrilo-

vens regler om anvendelse af tvang.

Med forslagets

§ 3, stk. 6,

skal der sammen med patienten tages stilling til, om pårørende

eller andre personer i patientens netværk skal inddrages i behandlingsforløbet.

Netværket bør forstås bredt, og den enkelte definerer selv, hvem der er vedkommendes

netværk, og om det skal inddrages. En del af netværket kan fx også være den enkeltes

kontaktperson og andre professionelle, fx i psykiatrien eller på et kommunalt bosted.

Der skal i øvrigt henvises til afsnit 3.3. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (§ 4, stk. 6)

Med forslaget indføres der en bestemmelse om, at Sundhedsstyrelsen får hjemmel til at

fastsætte regler om, at mindreårige under 15 år, hvor forældrene har givet samtykke til et

indgreb, får ret til en eftersamtale. Det samme gælder for forældre, der har givet samtyk-

ke til et indgreb over for en mindreårig under 15 år.

Eftersamtalen skal være en systematisk gennemgang og bearbejdning af patientens ople-

velser i forbindelse med udøvelsen af indgrebet. Det er hensigten, at samtalen skal med-

virke til at give den mindreårige og dennes forældre en større forståelse for årsagen til, at

det i situationen blev vurderet nødvendigt at foretage indgrebet. Samtalen gennemføres

af en kvalificeret sundhedsperson på den afdeling, hvor indgrebet har fundet sted.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 4, stk. 5 i lov nr. 534 af 8. juni 2006, s. 28-29.

Til nr. 7 (§ 4 a, 1. pkt.)

Med forslaget fastsættes det, at bestemmelsen i § 4 a, hvorefter de anførte beslutninger i

bestemmelsen i overlægens fravær kan træffes af en anden læge, udvides til også at om-

fatte overlægens beslutning om tvangsfiksering eller ophør af frihedsberøvelse.

Således vil forslaget medføre, at også beslutningen om, at en frihedsberøvelse skal ophø-

re, samt at en patient skal tvangsfikseres, er omfattet af § 4 a. Overlægen skal i disse til-

fælde snarest muligt tage stilling til beslutningen.

Baggrunden for forslaget er, at det er overlægen, der efter forslagets § 11, 1. pkt. har

kompetencen til at træffe afgørelse om, hvorvidt betingelserne for at frihedsberøve er til

stede.

Til nr. 8 (§ 11, 1. pkt.)

Det fremgår af § 11, at frihedsberøvelsen straks skal bringes til ophør, når betingelserne i

lovens § 5 ikke længere er til stede.

Det følger endvidere af § 9, stk. 2, og § 10, stk. 1, at det er overlægen, der har kompetence

til at træffe afgørelse om, hvorvidt betingelserne for at frihedsberøve en patient er til

stede.

Med forslaget bliver det præciseret, at det er overlægen, der har kompetence til at træffe

beslutning om ophør af en frihedsberøvelse.

Side 30

Til nr. 9 (§ 14, stk. 2)

Det fremgår af lovens § 14, stk. 2, at tvangsfiksering kun må anvendes kortvarigt, og i det

omfang det er nødvendigt for at afværge, at en patient:

1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller hel-

bred,

2) forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter, eller

3) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lov nr. 331 af 24. maj 1989 (Folketingstidende

tillæg A, sp. 2066 f.)

Forslaget vil medføre, at det kommer til at fremgå af § 14, stk. 2, at tvangsfiksering kun må

anvendes kortvarigt. Ved ”kortvarigt” forstås ”ikke ud over nogle få timer”.

Der henvises endvidere til almindelige bemærkninger afsnit 3.4.3.

Til nr. 10 (§ 14, stk. 3)

Af forslagets

§ 14, stk. 3,

fremgår det, at patienten kan tvangsfikseres i længere tid end

angivet i § 14, stk. 2, hvis der er væsentlige grunde til det, herunder hensynet til patien-

tens eller andres liv, førlighed og sikkerhed.

Et eksempel på væsentlige grunde kan være, at patienten udsætter sig selv eller andre for

nærliggende fare. Farlighedsindikationen kan foreligge enten som fare for personen selv,

typisk i form af risiko for selvmord eller alvorlig selvlemlæstelse, eller som fare for andre.

Der stilles krav om, at faren skal være væsentlig. En fjern og uvis risiko for, at faren vil

manifestere sig, er ikke tilstrækkelig. Verbale forulempelser, der ikke indeholder trusler

om vold eller selvlemlæstelse falder også uden for farlighedsbegrebet.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lov nr. 331 af 24. maj 1989.

Det er formålet, at forslaget skal medvirke til at nedbringe anvendelsen af tvangsfikserin-

ger, herunder især langvarige tvangsfikseringer. Derudover vil forslaget være i overens-

stemmelse med de principper for varigheden af en tvangsfiksering, som Den europæiske

torturforebyggelseskomité (CPT) har udstukket, jf. det i afsnit 3.4.2. anførte.

Der skal i øvrigt henvises til afsnit 3.4. i de almindelige bemærkninger samt bemærknin-

gerne til nr. 20.

Til nr. 11 (§ 15, stk. 1)

Forslaget vil indebære, at beslutningen om tvangsfiksering fremover skal træffes af over-

lægen og ikke som efter gældende ret af en læge. Som det fremgår af bemærkningerne til

nr. 6 kan beslutningen i overlægens fravær kan træffes af en anden læge. Overlægen skal i

disse tilfælde snarest muligt tage stilling til beslutningen.

Med forslaget skærpes reglerne for tvangsfiksering med henblik på at opnå en reduktion

af antallet af tvangsfikseringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 3.4.2.

Til nr. 12 (kapitel 5 a og § 19 a)

Med forslaget ændres overskriften på kapitel 5 a, således at kapitlet alene omfatter kon-

trol og åbning af post, undersøgelse af patientstuer og ejendele samt kropsvisitation m.v.

Side 31

I forslaget til

§ 19 a, stk. 1,

angives, under hvilke betingelser overlægen kan beslutte, at en

patients post skal åbnes og kontrolleres, at en patients stue og ejendele skal undersøges,

eller at der skal foretages kropsvisitation af en patient. Forslaget vil præcisere, at de

grundlæggende betingelser for de nævnte indgreb er, at der er mistanke om, at der er

medikamenter, rusmidler eller farlige genstande i afdelingen, samt at det er nødvendigt

for at sikre, at medikamenter, rusmidler eller farlige genstande ikke er blevet indført eller

vil blive forsøgt indført til en eller flere patienter i afdelingen.

Forslaget medfører, at kravet om begrundet mistanke bortfalder.

Forslaget vil endvidere medføre, at det vil komme til at fremgå udtrykkeligt af bestemmel-

sen, at de pågældende indgreb kan foretages uden retskendelse.

Med forslaget udgår den gældende bestemmelse i stk. 3, 3. pkt., hvorefter politiet kan

beslutte, at medikamenter, rusmidler og genstande, der er i strid med den almindelige

lovgivning, kan destrueres, idet denne bestemmelse vurderes at være overflødig. De ulov-

lige midler og genstande, som politiet får overdraget fra overlægen, vil kunne destrueres

m.v. efter de almindelige regler, der gælder for politiets håndtering af sådanne effekter.

Ved udførelse af de pågældende indgreb skal psykiatrilovens § 4 om mindste middel iagt-

tages. Det indebærer bl.a., at indgrebet skal være proportionalt i forhold til det, der søges

opnået med indgrebet, og hvis mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige, skal

disse anvendes. Kropsvisitation skal udføres så skånsomt som muligt og med størst muligt

hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

Der etableres med forslaget ikke hjemmel til at foretage indgreb udover, hvad der er gæl-

dende efter lov om anvendelse af tvang i psykiatrien. Der henvises i den forbindelse til

bemærkningerne til lov nr. 534 af 8. juni 2006, s. 37-38.

Som det fremgår af bemærkningerne til afsnit 3.6.3. er det ikke hensigten med forslaget,

at der med henvisning til bestemmelsen kan foretages rutinemæssige undersøgelser på

afdelingen i forhold til samtlige eller en gruppe af indlagte patienter.

Det er endvidere ikke hensigten med forslaget, at sundhedspersonen får adgang til at læse

patienten post.

Endelig er det hensigten med forslaget, at kropsvisitation af patienten så vidt muligt skal

foretages af en person af eget køn.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5. i de almindelige bemærkninger.

Efter bestemmelsens

stk. 5,

fastsætter ministeren for sundhed og forebyggelse nærmere

regler om kontrol og åbning af patientens post, undersøgelse af patientstuer og ejendele

samt kropsvisitation m.v., – herunder om mistankebegrebet.

Til nr. 13 (§ 20, stk. 1, 2. pkt.)

Det er i § 20, stk. 1, bestemt, at tvangsindgreb efter psykiatrilovens §§ 5-10 a, 12, 13, 13 d,

14-17 a, 18, 18 a, 18 c, 18 d, stk. 2 for så vidt angår personlig skærmning, der uafbrudt

varer mere end 24 timer, og § 18 f, skal tilføres afdelingens tvangsprotokol.

Forslaget til ændringen i § 20, stk. 1, 2. pkt. vil medføre, at også indgreb, som nævnt i

denne lov, der anvendes over for mindreårige, hvor forældremyndighedens indehaver, jf.

Side 32

§ 1, stk. 4, giver informeret samtykke på den mindreåriges vegne, skal tilføres afdelingens

tvangsprotokol.

Forslaget vil medføre, at indgreb efter psykiatrilovens §§ 5-10 a, 12, 14-17 a, 18, 18 d, stk.

2, for så vidt angår personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, og § 18 f,

der anvendes over for mindreårige, hvor forældrene har givet samtykke til indgrebet, skal

tilføres afdelingens tvangsprotokol.

Formålet med forslaget er at sikre, at indgreb over for mindreårige, der udføres med sam-

tykke fra forældremyndighedens indehaver også registreres og indgår i Statens Serum

Instituts tvangsstatistik.

Til nr. 14 (§21, stk. 1)

I den gældende § 21, stk. 1, er det fastsat, at overlægen til stadighed har ansvaret for, at

frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvungen opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering,

fysisk magt, beskyttelsesfiksering, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse,

personlig skærmning, aflåsning af døre i afdelingen, personlig hygiejne under anvendelse

af tvang, åbning og kontrol af post, undersøgelse af patientstuer og ejendele, kropsvisita-

tion, beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande m.v., samt oppegående tvangsfikse-

ring og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Regi-

on Sjælland, ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt.

Forslaget medfører, at det alene fremgår af bestemmelsen, at overlægen har ansvaret for,

at frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang efter reglerne i loven ikke anvendes i

videre omfang end nødvendigt.

Formålet med ændringen er at forenkle bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne i lov nr. 331 af 24. maj 1989 i Folketingstidende,

sp. 2088-2089 og lov nr. 534 af 8. juni 2006, s. 38-39.

Til nr. 15

Efter den gældende bestemmelse i § 21, stk. 4, skal der, så længe en tvangsfiksering op-

retholdes, foretages fornyet lægelig vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af

tvangsfikseringen så ofte, som forholdene tilsiger det, dog mindst 4 gange i døgnet, jævnt

fordelt, efter at beslutningen om anvendelse af tvangsfiksering er truffet.

Den foreslåede ændring i § 21, stk. 4, vil indebære, at disse tilsyn skal foretages 3 gange i

døgnet. Forslaget skal ses i lyset af, at den eksterne faglige vurdering, der skal ske i forhold

til tvangsfikseringer, der udstrækkes i længere tid en 48 timer, vil blive fremrykket til 24

timer.

Efter lovens § 21, stk. 1, er der en generel pligt for overlægen til løbende at revurdere

enhver anvendelse af tvang. Det følger af bestemmelsen, at det er overlægen, der til sta-

dighed har ansvaret for, at der ikke anvendes tvang i videre omfang end nødvendigt, både

i relation til det mindste middels princip, jf. lovens § 4 og med hensyn til den tidsmæssige

udstrækning af tvangsanvendelsen. Overlægen er ansvarlig for, at der til stadighed føres

det fornødne tilsyn hermed, og skal i den forbindelse tilrettelægge arbejdsgangen på afde-

lingen herefter.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til § 1, nr. 20.

Der skal i øvrigt henvises til afsnit 3.4. i de almindelige bemærkninger.

Side 33

Til nr. 16 (§ 21, stk. 5, 1. pkt.)

Med forslaget vil den eksterne lægefaglige vurdering, der skal ske i forhold til tvangsfikse-

ringer, der udstrækkes i mere end 48 timer, blive fremrykket til 24 timer efter tvangsfikse-

ringens iværksættelse.

Som det fremgår af afsnit 3.4.3 i de almindelige bemærkninger, er der krav om, at en fort-

sat anvendelse af tvangsfiksering skal godkendes af en uvildig speciallæge i psykiatri eller

børne – og ungdomspsykiatri.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lov nr. 534 af 8. juni 2006, s. 39.

Til nr. 17-18 (§ 21, stk. 6)

Det fremgår af lovens § 21, stk. 5, at hvis en tvangsfiksering udstrækkes i længere tid end

48 timer, skal en læge, der ikke er ansat på det pågældende psykiatriske afsnit, hvor ind-

grebet finder sted, som ikke har ansvaret for patientens behandling, og som ikke står i et

underordnelsesforhold til den behandlende læge, foretage en vurdering af spørgsmålet

om fortsat anvendelse af tvangsfiksering.

Denne vurdering skal foretages af en læge, der er speciallæge i psykiatri eller i børne- og

ungdomspsykiatri. Ved uenighed mellem de to lægers vurdering af situationen er den

behandlende læges vurdering afgørende. Uenighed mellem de to lægers vurdering af

situationen skal dog mundtligt og skriftligt oplyses over for patienten.

Med forslaget fremrykkes den eksterne lægefaglige vurdering, således at vurderingen skal

foretages, hvis en tvangsfiksering udstrækkes i længere tid end 24 timer mod 48 timer

efter de gældende regler.

Som der fremgår af afsnit 3.4.2. i de almindelig bemærkninger er det regeringens mål, at

andelen af personer, der udsættes for tvang i psykiatrien, skal reduceres, og at bæltefikse-

ring skal halveres frem mod 2020. Det er endvidere afgørende for regeringen, at brugen af

tvangsfiksering reduceres både i antal og tidsmæssig udstrækning.

I de tilfælde, hvor der er tale om tvangsfikseringer over 48 timer, vil der desuden blive

indført en yderligere revurdering efter 48 timer og på 4. dagen under de samme betingel-

ser, som gælder for vurdering efter 24 timer.

Den eksterne faglige vurdering efter 24 timer, 48 timer og 4. dagen kan foretages af sam-

me læge, forudsat at lægen fortsat opfylder betingelserne om uvildighed

Med forslaget bliver det understreget, at tvangsfikseringer ud over et døgn anses for at

være så langvarige, at der er behov for en skærpet retssikkerhedsgaranti for de pågæl-

dende patienter. Forslaget vil medføre, at der efter et døgns tvangsfiksering er skærpet

fokus på, om kriterierne for tvangsfiksering er til stede, og om der kan være alternativer til

tvangsfikseringen. Formålet med forslaget er, at det skal medvirke til at nedbringe anven-

delsen af langvarige tvangsfikseringer.

Der skal i øvrigt henvises til afsnit 3.4. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 19 (§ 21 a)

Forslaget vil medføre, at der bliver pligt til at foretage indberetning til Sundhedsstyrelsen,

hvis en tvangsfiksering udstrækkes i længere tid end 30 dage.

Side 34

Bestemmelsen vil ikke udelukke de tilsyn, der skal foretages efter § 21, stk. 1, (frihedsbe-

røvelse og anvendelse af anden tvang i henhold til psykiatrilovens regler) og stk. 4-5. læge-

lig vurdering 3 gange i døgnet og ekstern lægefaglig vurdering efter 24. timer, 48 timer og

på 4. dagen.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne i afsnit 3.4.3 i de almindelige bemærkninger og til

nr 15 og 16.

Formålet med Sundhedsstyrelsens tilsyn er at øge patientsikkerheden og medvirke til at

begrænse langvarig tvangsfiksering.

Stk. 2,

medfører, at indberetningen skal sendes til Sundhedsstyrelsen senest tre dage

efter, at tvangsfiksering af patienten har overskredet de 30 sammenhængende dage. Det

er overlægen på afdelingen, der er ansvarlig for indberetningen. Indberetningen skal inde-

holde en redegørelse over forløbet og kopi af patientjournalen og tvangsprotokoller.

Sundhedsstyrelsen vil herefter vurdere, om der skal iværksættes tilsynstiltag over for den

pågældende afdeling.

Tilsynstiltag kan for eksempel indebære, at afdelingen bliver pålagt at revurdere behand-

lingen af den pågældende patient på anden vis. Endelig kan sagen medføre, at Sundheds-

styrelsen pålægger afdelingen at bringe andre forhold i orden, der strider mod lovgivnin-

gen eller er til risiko for patientsikkerheden.

Det bemærkes særligt, at indberetning til Sundhedsstyrelsen sker med henblik på Sund-

hedsstyrelsens tilsynsvirksomhed. Sundhedsstyrelsens tilsyn er ikke en lægelig second

opinion, der vurderer tvangsforanstaltningen.

Klager over tvangsfiksering skal fortsat ske til det psykiatriske patientklagenævn.

Til nr. 20 (§ 24, stk. 1)

Efter den gældende bestemmelse i § 24, stk. 1, skal der beskikkes en patientrådgiver for

enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangsbehandling,

tvungen opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyt-

telsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, per-

sonlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen

efter § 18 f, stk. 1, nr. 2, samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på

Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, jf. dog § 40, stk. 4.

Forslaget medfører, at det i bestemmelsen præciseres, at anvendelse af fysisk magt også

omfatter indgivelse af et beroligende middel med magt, jf. lovens § 17, stk. 2. Dette med-

fører, at der også skal beskikkes patientrådgiver i de tilfælde, hvor der indgives et beroli-

gende middel med magt.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lov nr. 331 af 24. maj 1989, Folketingstidende,

sp. 2067 og sp. 2085-2086.

Til nr. 21 (§ 27, 2. pkt.)

I § 27, 2. pkt., ændres »af lægelige grunde« til: »i henhold til sundhedslovens § 37, stk. 3,«.

Det fremgår af § 37, stk. 1, i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1202 af 14. novem-

ber 2014, at den,

om hvis helbredsforhold der er udarbejdet patientjournaler m.v., på

anmodning har ret til aktindsigt heri. Patienten har endvidere på anmodning ret til på en

Side 35

let forståelig måde at få meddelelse om, hvilke oplysninger der behandles i patientjourna-

len m.v. efter 1. pkt., formålet hermed, kategorierne af modtagere af oplysningerne og

tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger stammer. Det fremgår endvidere af

§ 37, stk. 3, at for

optegnelser, journalført før den 1. januar 2010, kan retten efter stk. 1,

begrænses, i det omfang patientens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne

findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private

interesser.

Undtagelsesbestemmelsen kan bl.a. anvendes i forbindelse med behandlingen af patien-

ter med psykiske lidelser, hvor afgørende hensyn til patientens udsigt til bedring i forbin-

delse med en igangværende behandling kan bevirke, at der er behov for at afslå en an-

modning om aktindsigt. Ved afgørende hensyn til patienten selv forstås særligt, at patien-

ten må antages at ville tage alvorligt skade ved at blive gjort bekendt med oplysningerne.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lov nr. 1521 af 27. december 2009 om æn-

dring af sundhedsloven, som gav udvidet adgang til aktindsigt i egne helbredsoplysninger.

Forud for lovændringen var der, jf. sundhedslovens § 37, stk. 3, adgang til, om nødvendigt,

at begrænse adgangen til aktindsigt efter sundhedslovens § 37, stk. 1, i det omfang, pati-

entens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne fandtes at burde vige for afgø-

rende hensyn til den pågældende selv eller til andre private interesser. Begrænsningen

blev med lovændringen videreført, dog alene for så vidt angår optegnelser i patientjourna-

ler m.v., som er journalført før lovens ikrafttræden den 1. januar 2010.

Med den foreslåede ændring vil det i psykiatrilovens § 27 blive præciseret, at de begræns-

ninger, der kan være, i forhold til hvilke oplysninger patientrådgiveren kan gives, alene

angår optegnelser i patientjournaler m.v., som er journalført før den 1. januar 2010.

Til nr. 22 (§ 34, stk. 1)

Det fremgår af § 34, stk. 1, at der ved statsforvaltningen oprettes et psykiatrisk patientkla-

genævn bestående af direktøren for statsforvaltningen som formand, jf. dog stk. 2, samt 2

medlemmer. Det følger endvidere af bestemmelsen, at ministeren for sundhed og fore-

byggelse beskikker et antal medlemmer efter indstilling fra henholdsvis Lægeforeningen

og Danske Handicaporganisationer.

Det lægelige medlem i Det Psykiatriske Patientklagenævn er ikke speciallæge i psykiatri. I

andre klagenævn på sundhedsområdet anvender man fagligt udpegede medlemmer (ud-

peget ud fra sagens fagområde). Der er således forskel på tilstedeværelsen af lægefaglig

ekspertise i klagesagsbehandlingen af henholdsvis klager over behandlingen på det soma-

tiske område og klager over tvangsanvendelse.

Forslaget vil indebære, at Lægeforeningen så vidt muligt skal indstille læger, der er special-

læger i psykiatri.

Til nr. 23 (§ 38, stk. 1)

Det fremgår af lovens § 38, stk. 1, at afgørelser fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved

statsforvaltningen om tvangsbehandling, anvendelse af fysisk magt, personlige alarm- og

pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24

timer, samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling,

Region Sjælland, kan påklages til Det Psykiatriske Ankenævn.

Med forslaget bliver det præciseret, at også indgivelse af beroligende medicin efter psyki-

atrilovens § 17, stk. 2, er omfattet af bestemmelsen, hvilket medfører, at afgørelser fra

Det Psykiatriske Patientklagenævn herom kan påklages til Det Psykiatriske Ankenævn.

Side 36

Til nr. 24 (§ 40, stk. 3, 2. pkt.)

Den foreslåede ændring er en konsekvens af § 1, nr. 1, i lov nr. 533 af 26. maj 2010 om

ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje, som trådte i

kraft den 1. oktober 2010, hvormed tvungen opfølgning efter udskrivning blev indført.

Med forslaget kommer det til at fremgå udtrykkeligt af bestemmelsen, at lovens §§ 13 d

og 13 e samt bestemmelserne i lovens kapitel 10 om klageadgang og domstolsprøvelse

med hensyn til afgørelser om tvungen opfølgning efter udskrivning ikke finder anvendelse

på personer anbragt på Sikringsafdelingen efter § 40, stk. 1.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juni 2015.

Til § 3

Denne bestemmelse fastsætter lovens territoriale anvendelsesområde. Som det fremgår,

gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, men § 1 kan ved kongelig anordning helt

eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de færøske forhold tilsiger.

Side 37

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§1

I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien,

jf. lovbekendtgørelse nr. 1729 af 2. decem-

ber 2010 foretages følgende ændringer:

§ 1.

Frihedsberøvelse og anvendelse af

anden tvang i forbindelse med indlæggelse,

ophold og behandling på psykiatrisk afde-

ling må kun finde sted efter reglerne i den-

ne lov.

Stk. 2.

Ved tvang forstås i denne lov an-

vendelse af foranstaltninger, for hvilke der

ikke foreligger et informeret samtykke, jf.

kapitel 5 i sundhedsloven.

Stk. 3.

For patienter, der er under 15 år

eller varigt mangler evnen til at give et

informeret samtykke, skal der ikke forsøges

indhentet et samtykke fra forældremyn-

dighedens indehaver, værgen eller de

nærmeste pårørende, hvis omgående gen-

nemførelse af en foranstaltning i henhold

til denne lov er nødvendig for at afværge,

at en patient



1) udsætter sig selv eller andre for nær-

liggende fare for at lide skade på lege-

me eller helbred eller



2) øver hærværk af ikke ubetydeligt

omfang.

Forældremyndighedens indehaver, værgen

eller de nærmeste pårørende skal efterføl-

gende orienteres herom.

Stk. 4.

For patienter, der er imellem 15 og

18 år, hvor sundhedspersonen efter en

individuel vurdering skønner, at vedkom-

mende ikke selv er i stand til at forstå kon-

sekvensen af sin stillingtagen, jf. sundheds-

lovens § 17, stk. 2, finder stk. 3 tilsvarende

anvendelse.

§ 1

indsættes før stk. 1 som nyt stykke:

»Stk.

Indlæggelse ophold og behandling

på psykiatrisk afdeling sker på baggrund af

informeret samtykke efter reglerne i kapi-

tel 5 i sundhedsloven, med mindre andet

følger af denne lov.

§ 1, stk. 3 og 4

ophæves, og i stedet

indsættes:

Stk. 4.

Tvang foreligger ikke i de

tilfælde, hvor en patient er under

15 år, og

2) der foreligger informeret samtyk-

ke fra forældremyndighedens in-

dehaver.

Stk. 5.

For patienter, der er omfattet af stk.

4, skal der ikke forsøges indhentet et sam-

tykke fra forældremyndighedens indeha-

ver, værgen eller de nærmeste pårørende,

hvis omgående gennemførelse af en foran-

staltning i henhold til denne lov er nødven-

dig for at afværge, at en patient

1) udsætter sig selv eller andre for

nærliggende fare for at lide skade

på legeme eller helbred eller

2) øver hærværk af ikke ubetydelig

omfang.

Stk. 6.

Forældremyndighedens indeha-

ver, værgen eller de nærmeste pårø-

rende skal efterfølgende orienteres

herom.

Stk. 6.

Forældremyndighedens indehaver,

værgen eller de nærmeste pårørende skal

efterfølgende orienteres herom.«

Side 38

§ 2.

Med henblik på i videst muligt omfang

at forebygge anvendelse af tvang skal sy-

gehusmyndigheden tilbyde sygehusophold,

behandling, pleje og omsorg, som svarer til

god psykiatrisk sygehusstandard, herunder

med hensyn til de bygningsmæssige for-

hold, senge- og personalenormering, per-

sonalets kompetencer, politikker i relation

til patienter og pårørende, mulighed for

udendørs ophold samt beskæftigelses-,

uddannelses- og andre aktivitetstilbud.

§ 2

indsættes før stk. 1 som nye styk-

ker: »Stk.

Formålet med loven er at

sikre,

1) at iværksættelse og gennemførel-

se af tvang efter denne lov sker i

overensstemmelse med grund-

læggende retssikkerhedsprincip-

per,

2) at i de tilfælde, hvor indlæggelse,

ophold og behandling sker uden

patientens samtykke, sker som led

i at understøtte patientens mulig-

heder forbedring,

3) at tvangsanvendelse efter regler-

ne i denne lov tager udgangspunkt

i patientens behov og udføres

med respekt for patienten og

dennes værdighed.

Stk. 2.

Tvang må aldrig erstatte omsorg,

behandling og pleje.

Stk. 3.

Patienten skal under hensyntagen til

formålet med indlæggelsen og den enkel-

tes tilstand, have mulighed for i videst

mulige omfang selv at træffe beslutninger.

Stk. 4.

Der skal tages størst mulige hensyn

til den enkelte patients livssyn og kulturelle

baggrund.

§ 3, stk. 3, 1. pkt.,

ændres »vejledes«

til: »inddrages og høres«.

§ 3. ---

Stk. 3.

Overlægen har ansvaret for, at der

opstilles en behandlingsplan for enhver,

der indlægges på psykiatrisk afdeling, og at

patienten vejledes om planens indhold,

samt at patientens samtykke til dens gen-

nemførelse til stadighed søges opnået. En

kopi af behandlingsplanen skal udleveres til

patienten, medmindre denne frabeder sig

dette

§ 3.

Indlæggelse, ophold og behandling på

psykiatrisk afdeling skal så vidt muligt finde

sted med patientens samtykke.

Stk. 2.

Lægen skal vejlede patienten om

formålet med indlæggelsen, opholdet og

behandlingen samt om udsigterne til en

§ 3

indsættes som

stk. 4-6:

»Stk.

I forbindelse med indlæggelses-

samtalen skal patienten høres om eventu-

elle tilkendegivelser om præferencer i

forhold til behandlingen, herunder hvis

anvendelse af tvang kommer på tale. Er det

Side 39

bedring af helbredstilstanden.

Stk. 3.

Overlægen har ansvaret for, at der

opstilles en behandlingsplan for enhver,

der indlægges på psykiatrisk afdeling, og at

patienten vejledes om planens indhold,

samt at patientens samtykke til dens gen-

nemførelse til stadighed søges opnået. En

kopi af behandlingsplanen skal udleveres til

patienten, medmindre denne frabeder sig

dette.

på grund af patientens tilstand efter en

lægefaglig vurdering ikke muligt at indhen-

te en sådan forhåndstilkendegivelse ved

indlæggelsen, skal det ske snarest muligt

herefter.

Stk.5.

Patientens forhåndstilkendegivelser

vedrørende dennes behandling under ind-

læggelsen, herunder behandling uden

samtykke, skal fremgå af patientjournalen

og i videst mulige omfang inddrages i be-

handlingsplanen.

Stk. 6.

I forbindelse med indlæggelsessam-

talen tages sammen med patienten stilling

til inddragelse af pårørende eller andre i

patientens sociale netværk i behandlings-

forløbet. Er det på grund af patientens

tilstand efter en lægefaglig vurdering ikke

muligt at indhente forhåndstilkendegivel-

ser om præferencer ved indlæggelsen, skal

det ske snarest muligt herefter.«

§ 4.

Tvang må ikke benyttes, før der er

gjort, hvad det er muligt for at opnå pati-

entens frivillige medvirken. Når forholdene

tillader det, skal patienten have passende

betænkningstid.

Stk. 2.

Anvendelse af tvang skal stå i rime-

ligt forhold til det, som søges opnået her-

ved. Er mindre indgribende foranstaltnin-

ger tilstrækkelige, skal disse anvendes.

Stk. 3.

Tvang skal udøves så skånsomt som

muligt om med størst mulig hensyntagen

til patienten, således at der ikke forvoldes

unødig krænkelse eller ulempe.

Stk. 4.

Tvang må ikke anvendes i videre

omfang, end hvad der er nødvendigt for at

opnå det tilsigtede formål.

Stk. 5.

Efter ophør af enhver tvangsforan-

staltning skal patienten tilbydes en eller

flere samtaler. Sundhedsstyrelsen fastsæt-

ter regler herom.

§ 4 a.

Bestemmelserne i § 9, stk. 2, § 10,

stk. 1, § 10 a, stk. 1, 1. pkt., § 12, stk. 4, §

13, stk. 2, 1. pkt., § 15, stk. 2, § 18 g, § 19 a,

stk. 1 og 3, og § 21, stk. 2, er ikke til hinder

for, at en beslutning i overlægens fravær

træffes af en anden læge. I sådanne tilfæl-

de skal overlægen efterfølgende snarest

tage stilling til beslutningen.

§ 11.

Når betingelserne i § 5 ikke længere

§ 4

indsættes efter stk. 5, som nyt stk.

»Stk.

Mindreårige under 15 år, hvor

forældrene har givet samtykke til behand-

lingen, skal tilbydes en opfølgende samtale

efter ophør af indgrebet. Det samme gæl-

der den mindreåriges forældre. Sundheds-

styrelsen fastsætter nærmere regler her-

om.

§ 4 a, 1. pkt.

indsættes efter »§ 10 a,

stk. 1, 1. pkt.,«: »§ 11,«, og »§ 15, stk. 2«

ændres til: »§ 15, stk. 1 og 2«.

§ 11

indsættes efter »Når«: »overlæ-

Side 40

er til stede, skal frihedsberøvelsen straks

bringes til ophør. Patienten og patientråd-

giveren underrettes straks herom.

gen finder, at«.

§ 14. ---

Stk. 2.

Tvangsfiksering må kun anvendes, i

det omfang det er nødvendigt for at afvær-

ge, at en patient:

1) udsætter sig selv eller andre for nærlig-

gende fare for at lide skade på legeme eller

helbred,

2) forfølger eller på anden lignende måde

groft forulemper medpatienter eller

3) øver hærværk af ikke ubetydeligt om-

fang.

§ 14, stk. 2,

affattes således:

»Stk.

Tvangsfiksering må kun anvendes

kortvarigt og i det omfang, det er nødven-

digt for at afværge, at en patient:

1) udsætter sig selv eller andre for nærlig-

gende fare for at lide skade på legeme eller

helbred,

2) forfølger eller på anden lignende måde

groft forulemper medpatienter, eller

3) øver hærværk af ikke ubetydeligt om-

fang.«.

§ 14.

Som midler til tvangsfiksering må

alene anvendes bælte, hånd- og fodremme

samt handsker.

Stk. 2.

Tvangsfiksering må kun anvendes, i

det omfang det er nødvendigt for at afvær-

ge, at en patient:



1) udsætter sig selv eller andre for nær-

liggende fare for at lide skade på lege-

me eller helbred,



2) forfølger eller på anden lignende

måde groft forulemper medpatienter

eller



3) øver hærværk af ikke ubetydeligt

omfang.

§ 15. ---

Stk. 1.

Beslutning om tvangsfiksering træf-

fes af en læge, efter at denne har tilset

patienten.

Undersøgelse af post, patientstuer og ejen-

dele, kropsvisitation samt beslaglæggelse

og tilintetgørelse af genstande m.v.

10.

§ 14

indsættes som

stk. 3:

»Stk.

En patient kan tvangsfikseres i

længere tid end nogle få timer, som angi-

vet i stk. 2, når hensynet til patientens eller

andres liv, førlighed og sikkerhed tilsiger

dette.«

11.

§ 15, stk. 1,

ændres »en læge« til:

»overlægen«.

12.

Kapitel 5 a affattes således:

»Kapitel

5 a

Åbning og kontrol af post, undersøgelse af

patientstuer og ejendele samt kropsvisita-

tion m.v.«

§ 19 a

affattes således:

»§

19 a.

Ved mistanke om, at der er medi-

kamenter, rusmidler eller farlige genstande

i afdelingen, kan overlægen, med henblik

Side 41

§ 19 a.

Ved begrundet mistanke om, at

medikamenter, rusmidler eller farlige gen-

stande er blevet eller vil blive forsøgt ind-

ført til patienten, kan overlægen beslutte,



1) at patientens post skal åbnes og

kontrolleres,



2) at patientens stue og ejendele skal

undersøges, eller



3) at der skal foretages kropsvisitation

af patienten. Undersøgelse af kroppens

hulrum er ikke tilladt.

Stk. 2.

Undersøgelse af patientens post og

patientens stue samt ejendele skal så vidt

muligt foretages i patientens nærvær.

Stk. 3.

Overlægen kan beslutte, at medi-

kamenter, rusmidler og farlige genstande,

som bliver fundet ved indgreb efter stk. 1,

skal beslaglægges. Overlægen kan overlade

til politiet at afgøre, om medikamenter,

rusmidler og farlige genstande besiddes i

strid med den almindelige lovgivning, her-

under lovgivningen om euforiserende stof-

fer og lovgivningen om våben m.v. Politiet

kan beslutte, om disse medikamenter,

rusmidler og genstande skal destrueres.

Stk. 4.

Ministeren for sundhed og forebyg-

gelse fastsætter regler om undersøgelse af

post, patientstuer og ejendele, kropsvisita-

tion samt beslaglæggelse og tilintetgørelse

af genstande m.v.

på at sikre at disse ikke er blevet indført

eller vil blive forsøgt indført til en eller flere

patienter i afdelingen, uden retskendelse

beslutte:

1) at en patients post skal åbnes og kon-

trolleres,

2) at en patients stue og ejendele skal

undersøges, eller

at der skal foretages kropsvisitation af

en patient.

Stk. 2.

Kropsvisitation efter stk. 1, nr. 3,

omfatter ikke undersøgelse af kroppens

hulrum.

Stk. 3.

Åbning og kontrol af patientens post

og undersøgelse af patientens stue samt

ejendele skal så vidt muligt foretages i

patientens nærvær.

Stk. 4.

Overlægen kan beslutte, at medi-

kamenter, rusmidler og farlige genstande,

som bliver fundet ved indgreb efter stk. 1,

tages i bevaring. Overlægen kan overlade

til politiet at afgøre, om medikamenter,

rusmidler og farlige genstande besiddes i

strid med den almindelige lovgivning, her-

under lovgivningen om euforiserende stof-

fer og lovgivningen om våben m.v.

Stk. 5.

Ministeren for sundhed og forebyg-

gelse fastsætter nærmere regler om åbning

og kontrol af post, undersøgelse af patient-

stuer og ejendele samt kropsvisitation

m.v.«

13.

§ 20, stk. 1, 2. pkt.

indsættes efter »§

18«: »samt indgreb i henhold til denne

lovforetaget over for mindreårige, hvor

forældremyndighedens indehaver, jf. § 1,

stk. 4, giver informeret samtykke på den

mindreåriges vegne, og hvor den mindre-

årige ikke selv er enig i tiltaget.«

§ 20.

---

Stk. 1.

Oplysning om enhver anvendelse af

tvang, jf. §§ 5-10 a, 12, 13, 13 d, 14-17 a,

18 a, 18 c, § 18 d, stk. 2, for så vidt angår

personlig skærmning, der uafbrudt varer

mere end 24 timer, og § 18 f, skal tilføres

afdelingens tvangsprotokol med angivelse

af indgrebets nærmere indhold og begrun-

delse. Det samme gælder enhver ordinati-

on efter § 18.

§ 21. ---

Stk. 4.

Så længe en tvangsfiksering opret-

holdes, skal der foretages fornyet lægelig

vurdering af spørgsmålet om fortsat an-

vendelse af tvangsfikseringen, så ofte som

forholdene tilsiger det, dog mindst 4 gange

i døgnet, som skal være jævnt fordelt, efter

at beslutningen om anvendelse af tvangs-

fiksering er truffet.

14.

§ 21, stk. 4,

ændres »4 gange i døg-

net« til: »3 gange i døgnet«.

Side 42

§ 21. ---

Stk. 5.

Hvis en tvangsfiksering udstrækkes i

længere tid end 48 timer, skal en læge, der

ikke er ansat på det pågældende psykiatri-

ske afsnit, hvor indgrebet finder sted, som

ikke har ansvaret for patientens behand-

ling, og som ikke står i et underordnelses-

forhold til den behandlende læge, foretage

en vurdering af spørgsmålet om fortsat

anvendelse af tvangsfiksering. Denne vur-

dering skal foretages af en læge, der er

speciallæge i psykiatri eller i børne- og

ungdomspsykiatri. Ved uenighed mellem

de to lægers vurdering af situationen er

den behandlende læges vurdering afgø-

rende. Uenighed mellem de to lægers vur-

dering af situationen skal dog mundtligt og

skriftligt oplyses over for patienten. Mini-

steren for sundhed og forebyggelse fast-

sætter regler om den lægelige vurdering

efter denne bestemmelse.

§ 21. ---

Stk. 6.

Vurderingen, der skal foretages i

henhold til stk. 5, skal efterfølgende god-

kendes efter en gang om ugen, så længe

foranstaltningen pågår.

15.

§ 21, stk. 5, 1. pkt.

ændres »48 timer«

til: »24 timer«.

16.

§ 21

indsættes efter stk. 5 som nyt

stk. 6:

»Hvis en tvangsfiksering udstrækkes i læn-

gere tid end 48 timer, skal en læge, der

ikke er ansat på det pågældende psykiatri-

ske afsnit, hvor indgrebet finder sted, som

ikke har ansvaret for patientens behand-

ling, og som ikke står i et underordnelses-

forhold til den behandlende læge, foretage

en vurdering af spørgsmålet om fortsat

anvendelse af tvangsfiksering efter 48

timer og på 4. dagen efter indgrebet iværk-

sættelse under de samme betingelser un-

der samme betingelser, som er nævnt i stk.

5, 2. – 4. pkt.«

17.

§ 21, stk. 6,

indsættes efter »stk. 5«:

»og stk. 6.«

18.

Efter § 21 indsættes i kapitel 6:

»§ 21 a. Overlægen har ansvaret for, at en

tvangsfiksering, der udstrækkes i længere

tid end 30 dage, indberettes til Sundheds-

styrelsen.

Stk. 2. Indberetningen skal sendes til Sund-

hedsstyrelsen senest tre dage efter, at

tvangsfikseringen har overskredet 30

sammenhængende dage.«

§ 24.

---

Stk. 1. Der beskikkes en patientrådgiver for

enhver, der tvangsindlægges, tvangstilba-

geholdes eller undergives tvangsbehand-

ling, tvungen opfølgning efter udskrivning,

tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt,

beskyttelsesfiksering, anvendelse af per-

sonlige alarm- og pejlesystemer og særlige

dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt

varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i

afdelingen efter § 18 f, stk. 1, nr. 2, samt

oppegående tvangsfiksering og aflåsning af

patientstue på Sikringsafdelingen under

Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland,

jf. dog § 40, stk. 4.

19.

I § 24, stk. 1, indsættes efter »anven-

delse af fysisk magt,«: «indgivelse af et

beroligende middel med magt,».

Side 43

§ 27.

Personalet på afdelingen skal give

patientrådgiveren enhver oplysning, som

er nødvendig for, at denne kan varetage sit

hverv på forsvarlig måde. En oplysning,

som af lægelige grunde ikke gives til pati-

enten, må heller ikke gives til patientrådgi-

veren.

§ 34. ---

Stk. 1.

Ved statsforvaltningen oprettes et

psykiatrisk patientklagenævn bestående af

direktøren for statsforvaltningen som for-

mand, jf. dog stk. 2, samt 2 medlemmer.

Ministeren for sundhed og forebyggelse

beskikker et antal medlemmer efter indstil-

ling fra henholdsvis Lægeforeningen og

Danske Handicaporganisationer. Ministe-

ren for sundhed og forebyggelse beskikker

endvidere stedfortrædere for medlem-

merne. Beskikkelserne gælder for en peri-

ode på 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted.

§ 38. ---

Stk. 1.

Afgørelser fra det psykiatriske pati-

entklagenævn ved statsforvaltningen om

tvangsbehandling, anvendelse af fysisk

magt, personlige alarm- og pejlesystemer

og særlige dørlåse, personlig skærmning,

der uafbrudt varer mere end 24 timer,

samt aflåsning af patientstue på Sikringsaf-

delingen under Retspsykiatrisk afdeling,

Region Sjælland, kan påklages til Det Psyki-

atriske Ankenævn.

§ 40. ---

Stk. 3.

Bestemmelserne i denne lov finder

tilsvarende anvendelse på personer, der

anbringes i sikringsafdelingen efter stk. 1.

Det gælder dog ikke §§ 5-11, § 21, stk. 2,

og bestemmelserne i kapitel 10 om klage-

adgang og domstolsprøvelse med hensyn

til afgørelser om tvangsindlæggelse,

tvangstilbageholdelse og tilbageførsel.

20.

§ 27, 2. pkt.,

ændres »af lægelige

grunde« til: »i henhold til sundhedslovens

§ 37, stk. 3,«.

21.

§ 34, stk. 1,

indsættes efter

2. pkt.:

»Lægeforeningen skal så vidt muligt indstil-

le læger, der er speciallæger i psykiatri.«

22.

§ 38, stk. 1,

indsættes efter »anven-

delse af fysisk magt,«: «indgivelse af et

beroligende middel med magt,»

23.

§ 40, stk.3, 2. pkt.,

affattes således:

»Det gælder dog ikke §§ 5-11, § 13 d, § 13

e, § 21, stk. 2, og bestemmelserne i kapitel

10 om klageadgang og domstolsprøvelse

med hensyn til afgørelser om tvangsind-

læggelse, tvangstilbageholdelse, tilbagefør-

sel og tvungen opfølgning efter udskriv-

ning.«

§2

Loven træder i kraft den 1. juni 2015

§3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grøn-

Side 44

land, men § 1 kan ved kongelig anordning

helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne

med de afvigelser, som de færøske forhold

tilsiger.

Side 45