PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2014-15 (1. samling)
L 137
Offentligt

Holbergsgade 6

DK-1057 København K

T +45 7226 9000

F +45 7226 9001

[email protected]

sum.dk

Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg

Dato: 7. april 2015

Enhed: Primær Sundhed

Sagsbeh.: SUMBGB

Sags nr.: 1300459

Dok nr.: 1676956

Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg har den 25. marts 2015 stillet

følgende spørgsmål nr. 26 (L 137 – forslag til lov om ændring af lov om an-

vendelse af tvang i psykiatrien (fastlæggelse af mindreårige psykiatriske pati-

enters retsstilling, indførelse af ny formålsbestemmelse, skærpede kriterier for

tvangsfiksering, ændring af kriterierne for åbning og kontrol af post, undersø-

gelse af patientstuer og ejendele, samt kropsvisitation m.v.)), som hermed be-

svares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Sundhedsudvalget.

Spørgsmål nr.26:

’’Vil ministeren redegøre for, hvordan man håndterede spørgsmål om børns

rettigheder i psykiatrien før lovændringen i 2006? Vil ministeren sende udval-

get opgørelser over tvangsforanstaltninger og magtanvendelse overfor børn

før 2006 i det omfang opgørelserne foreligger? ”

Svar:

Efter lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i psyki-

atrien fremgår det af § 1, skt. 2, at der ved tvang forstås anvendelse af foran-

staltninger, som patienten modsætter sig.

Af kommentaren til lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien af

Poul Dahl Jensen og Jørgen Paulsen fra 1991 fremgår det vedrørende defini-

tionen af tvang s. 36:

”Det følger af bestemmelsen i § 1, stk. 2, at der ved tvang forstås anvendelse

af foranstaltninger og midler – være sig indlæggelse, fortsat ophold, behand-

ling, fiksering m.v. – som den pågældende patient modsætter sig.

En foranstaltning er herefter frivillig, hvis patienten udtrykkeligt samtykker,

uanset at patienten ikke besidder den fornødne habilitet til, at samtykket i an-

dre retlige sammenhænge ville blive accepteret som gyldigt. En foranstaltning

anses også som frivillig – eller rettere som ikke-tvungen – hvis patienten hver-

ken verbalt eller i sin adfærd protesterer mod foranstaltningen, men f.eks. for-

holder sig passiv.

Begrebsbestemmelsen i § 1, stk. 2, indebærer en begrænsning af tvangsbe-

grebet og en tilsvarende udvidelse af frivillighedsbegrebet i forhold til sædvan-

lig juridisk teori, hvor der normalt stilles krav om gyldigt samtykke som betin-

gelse for, at der foreligger frivillighed. ”

For så vidt angår mindreårige under 18 år fremgår det af kommentaren s.40:.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 2

”På baggrund af forarbejderne må det konstateres, at der ikke med vedtagel-

sen af den nye psykiatrilov er tilsigtet nogen særlige ændringer i retstilstanden

for så vidt angår spørgsmålet om lovens anvendelse på mindreårige psykiatri-

ske patienter.”

Retstilstanden sammenfattes i kommentaren side 40:

”Modsætter forældremyndighedens indehaver sig, at den mindreårige indlæg-

ges, behandles eller tilbageholdes på en psykiatrisk afdeling, må der i givet

fald gås frem efter bistandslovens § 123. Det vil dog næppe være udelukket at

anvende psykiatrilovens bestemmelser, hvis betingelserne herfor i øvrigt er

opfyldt.

…

Er forældremyndighedens indehaver og vedkommende læge enige om, at ind-

læggelse og behandling af den mindreårige er nødvendig, men den mindreåri-

ge protesterer imod det, har det betydning, om den mindreårige anses for habil

til at protestere ligesom det har betydning, om den mindreårige er omfattet af

psykiatrilovens tvangskriterier. Mindreårige mellem 15-18 år vil normalt blive

anset for habile, mens mindreårige mellem 10-15 år afhængig af konkret mo-

denhed, evne til at overskue konsekvenserne af protest o.lign. vil blive det.

Mindreårige under 10 år vil kun helt undtagelsesvist kunne anses for habile i

denne retlige relation.

Er en mindreårig, der efter det anførte anses for habil til at protestere mod ind-

læggelse og behandling, sindssyg eller i en tilstand, der ganske må ligestilles

hermed, må lovens regler iagttages, herunder med hensyn til førelse af

tvangsprotokol og beskikkelse af patientrådgiver.”

I 2006 blev tvangsdefinitionen ændret, således der ved tvang forstås anven-

delse af foranstaltninger, for hvilke der ikke foreligger et informeret samtykke,

jf. kap. 5 i sundhedsloven. Med ændringen blev psykiatrilovens grænser æn-

dret for, hvornår en given foranstaltning er frivillig eller hvornår der modsat er

tale om tvang i overensstemmelse med samtykkereglerne i sundhedsloven.

Med ændringen sikres det, at en foranstaltning i forhold til en patient, der ikke

selv har afgivet et informeret samtykke, betragtes som en tvangsmæssig for-

anstaltning med mindre der foreligger et stedfortrædende samtykke.

I sundhedslovens § 17, stk. 1, fastsættes det, at en patient, der er fyldt 15 år

selv kan give informeret samtykke. Forældremyndighedens indehaver skal til-

lige have information og inddrages i den mindreåriges stillingtagen.

Baggrunden for ændringen i 2006 var blandt andet, at grænserne for, hvornår

behandling m.v. kan siges at være frivillig i sundhedslovens og psykiatrilovens

forstand ikke var overensstemmende. Efter den daværende psykiatrilov ansås

behandlingen m.v. som frivillig, hvis patienten forholdt sig passiv i forhold til et

foreslået behandlingstiltag, mens der i henhold til sundhedsloven er krav om et

informeret samtykke. Tærsklen for et gyldigt samtykke var efter psykiatriloven

fra 1989 lavere for psykiatriske patienter end for patienter med somatiske li-

delser.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 3

En patient, der i henhold til reglerne i kapitel 5 i sundhedsloven på grund af in-

habilitet ikke selv kan give informeret samtykke til behandling m.v. på grund af

mindreårighed eller nedsat psykisk funktionsevne skal inddrages mest muligt i

beslutningsprocessen, også selv om der er legale repræsentanter, dvs. foræl-

dremyndighedens indehaver, der er bemyndiget til at varetage patientens inte-

resser gennem det informerede samtykke.

For at opsummere, så var retstilstanden med lovændringen i 1989, at såfremt

en mindreårig mellem 10-15 år protesterede mod et indgreb, var det afgøren-

de, om den pågældende mindreårige blev anset for moden i forhold til at forstå

konsekvenserne ved sin protest. Det skal i den forbindelse fremhæves, at

tærsklen i 1989 loven for, hvornår der var givet et samtykke var lavere, end

hvad der gælder efter loven fra 2006, hvor der var krav om et informeret sam-

tykke i forbindelse med tvangsdefinitionen.

./.

Jeg vedlægger til Sundhedsudvalget orientering opgørelse over anvendelse af

tvang i psykiatrien 2001-2013.

Med venlig hilsen

Nick Hækkerup

Birgitte Gram Blenstrup