Orientering til Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget om resultatet af COP21
Parterne til FN’s klimakonvention vedtog den 12. december 2015 en juridisk
bindende global klimaaftale,
’The
Paris Agreement’.
Aftalen er et vendepunkt i
den globale klimaindsats og sætter rammen for det globale klimasamarbejde.
Samtidig sender den et vigtigt signal til den private sektor om, at klimainvesteringer
er fremtiden.
Samlet set er aftalen mere ambitiøs end forventet, hvilket bl.a. skyldes, at det
lykkedes EU at styrke alliancer med de progressive parter og sætte en række
markante fingeraftryk, herunder særligt på ambitionsniveauet. Det kan især
fremhæves, at EU, Norge og Marshall Islands m.fl. den 9. december 2015
lancerede en ’High
Ambition Coalition’,
som voksede til over 100 parter inden
COP21’s afslutning.
Ambitionsniveau og reduktionsindsats
Aftalen indeholder en målsætning om at holde den globale temperaturstigning ”et
godt stykke” under to grader og at arbejde for at begrænse den til halvanden
grad. Herudover fastsættes en målsætning om, at de globale udledninger skal
toppe så hurtigt som muligt og derefter reduceres hurtigt mhp. i anden halvdel af
århundredet at opnå en balance, hvor der ikke udledes flere drivhusgasser, end der
samtidig optages i skove mm. Danmark og EU arbejdede til det sidste for et mere
ambitiøst og konkret globalt langsigtet reduktionsmål i aftalen, f.eks. 50 pct.
reduktion i 2050 ift. 1990, hvilket det dog som ventet ikke var muligt at opnå
enighed om.
Det har været en prioritet for Danmark og EU samt sårbare ulande, at aftalen som
helhed skulle være internationalt juridisk bindende. Det var dog på forhånd kendt,
at flere centrale parter ikke kunne acceptere konkrete internationalt bindende
reduktionsforpligtelser. Som ventet blev det endelige kompromis derfor, at den
overordnede aftale er juridisk bindende, mens selve reduktionsmålene ikke er
juridisk bindende. I stedet forpligter aftalen parterne til at forberede, kommunikere
og opretholde nationalt fastsatte reduktionsbidrag samt gennemføre nationale
reduktionsindsatser med henblik på at opfylde disse. Reduktionsbidragene vil
således ikke fremgå af selve aftalen, men indgå i et register, der skal administreres
af klimakonventionens sekretariat.
En væsentlig prioritet for Danmark, EU og mange progressive lande var at etablere
en ambitionsmekanisme, som skal bidrage til at øge parternes reduktionsbidrag
fremadrettet efter aftalens forventede ikrafttrædelse i 2020. Derfor var det
afgørende, at det lykkedes at opnå enighed om, at parterne hvert femte år vurderer
implementeringen af aftalens langsigtede mål (et såkaldt ’global
stocktake’)
med
det formål at informere parterne i forbindelse med forøgelse, opdatering eller
genbekræftelse af deres nationalt bestemte reduktionsbidrag. Aftalen fastsætter
desuden et vigtigt princip om, at disse skal være mere ambitiøse end hidtidige
bidrag.
Det første ’stocktake’ under selve aftalen finder sted i 2023, hvorefter parterne i
2025 skal fremlægge nye reduktionsmål for perioden efter 2030. Parter, der alene
har fremlagt femårige mål for perioden 2020-2025, skal derfor i 2020 kommunikere
et nyt reduktionsbidrag for perioden efter 2025. Parter, der derimod har fremlagt
tiårige bidrag, herunder EU og mere end 160 andre lande, skal genbekræfte eller
opdatere deres allerede fremlagte 2030-mål i 2020. Parter med reduktionsbidrag
for 2030 er således ikke forpligtet til at fremlægge nye bidrag før 2025, hvor alle
parter ventes at fremlægge reduktionsbidrag for tiden efter 2030. Allerede før
Dato
21. december 2015
J nr.
2015-3917
Energi-, Forsynings- og
Klimaministeriet
Stormgade 2-6
1470 København K
T: +45 3392 2800
Side 1/3
www.efkm.dk