EU-note - 2015-16 - E 57: EU-note om deleøkonomi og udbud af onlinetjeneste- og serviceydelser

Europaudvalget 2015-16
EUU Alm.del EU-note E 57
Offentligt

Europaudvalget, Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget, Transportudval-

get

EU-konsulenten

EU-note

Til:

Dato:

Udvalgets medlemmer og stedfortrædere

18. august 2016

EU-note om deleøkonomi og udbud af onlinetjeneste- og serviceydelser

I juli måned 2016 faldt der i Danmark dom i sagen mod seks chauffø-

rer, der har leveret service under onlinetjenesten UBER. Tilsvarende

retssager i andre EU-lande har ført til bødestraf og forbud mod udbud

eller selve udvekslingen af de omfattede tjenesteydelser.

Andre lignende tjenester skyder i disse år op i Danmark og resten af

EU, og udfordrer de konventionelle markeder, både i detailhandlen og i

servicefagene.

Serviceudbyderne udmærker sig ved via online platforme at udbyde et

større antal alternative tjenesteydelser, oftest til en lavere pris og via

forenklet udveksling. Platformene, der administreres af en overordnet

udbyder, bruges af professionelle og enkeltindivider til formidling af

den egentlige tjenesteydelse, der typisk leveres lokalt.

Denne note ser nærmere på de udfordringer, som de eksisterende

markeder og de nationale regeringer i EU står overfor i forhold til det

relativt nye fænomen: deleøkonomi. Noten ser især på deleøkonomi i

forhold til eksisterende EU-lovgivning og set i lyset af en meddelelse

fra Kommissionen om ”En europæisk dagsorden for deleøkonomi”.

En europæisk dagsorden for deleøkonomi

Deleøkonomi er fællesbetegnelsen for en række nye markedsformer, som

især digitaliseringen har skabt. Denne relativt nye markedsform er med til at

1/1

EU-note - 2015-16 - E 57: EU-note om deleøkonomi og udbud af onlinetjeneste- og serviceydelser

udvikle og udfordre det eksisterende marked, og det skaber nye muligheder

for vækst.

I Danmark såvel som i resten af verden er udviklingen i deleøkonomien stadig

relativ ny. Hvad der driver udbredelsen af deleøkonomien i dag, er skitseret i

figur 1:

Kilde: Dalberg research

Det første kendte eksempel er time-share, altså princippet om at dele et ind-

købt gode, som ejerne kun har adgang til i klart definerede perioder og altså

deler. Fænomenet opstod i USA med computere, der oprindeligt var meget

dyre, men blev hurtigt overtaget, og er siden blev udviklet på boligmarkedet,

særlig ferieboligmarkedet.

Denne første generation af deleøkonomien blev videreudviklet til en anden

signifikant anderledes model, da internettet blev en realitet og dets udbredel-

se tog fart. Tjenester som eBay, PayPal, YouTube, Facebook og Linked-In

blev udviklet, og her var særligt deling af information på nettet det nye, som

brugerne kunne kapitalisere på. For eBay var det information, for PayPal var

det transaktioner og for Facebook og LinkedIn relationer.

Ifølge forfatteren bag bogen

Remix

om deleøkonomi, Lawrence Lessig udgør

den samlede markedsværdi for disse fem tjenester mellem 300 og 400 mia.

dollars.

Den tredje bølge af deleøkonomi er den vi nu befinder os i. En myriade af

virksomheder, onlinetjenester og andre form for deling og udveksling af tjene-

2/1

EU-note - 2015-16 - E 57: EU-note om deleøkonomi og udbud af onlinetjeneste- og serviceydelser

ster og service på nettet er vokset frem, og både professionelle og individuelle

udbydere af tjenester med forskellig markedsmodeller er udviklet. Uber, Air-

bnb og GoMore er blot nogle af de større netbaserede tjenesteudbydere, der

er dukket op.

Op igennem årtierne har drivkraften bag udviklingen været udveksling/deling

frem for egentlig salg, minimering af omkostninger for såvel udbyder som

kunde, og online bestilling og betaling.

Kommissionens meddelelse om deleøkonomi.

I Kommissionens årlige vækstundersøgelse 2016

nævner man deleøkono-

mien, som eksempel på nye rammevilkår for markedet, der potentielt kan

skabe vækst. Området er stadig i udvikling, og de nationale markeder er me-

get forskellige i deres tilgang til deleøkonomien.

I en offentlig høring gennemført af Kommissionen i samtlige medlemslande

har Kommissionen via en række spørgsmål ønsket, at afdække status for

brugen og udviklingen af deleøkonomien i medlemslandene.

På den baggrund har Kommissionen udarbejdet en meddelelse

, som dels

opsamler hidtidig erfaring, dels henleder medlemslandene på gældende reg-

ler på markedet. Endelig ser Kommissionen på, hvilke områder den vil over-

våge med henblik på eventuel fremtidig lovgivning.

Det overordnede indhold og formål med meddelelsen er:



At skabe overblik over de fordele deleøkonomien umiddelbart giver

At diskutere de udfordringer og problemer som deleøkonomien ska-

ber på markedet og i forhold til eksisterende EU-lovgivning

At udarbejde juridisk vejledning og politiske retningslinjer til offentlige

myndigheder, aktører på markedet og interesserede borgere i forhol-

det mellem gældende EU-lovgivning og de forskellige medlemslandes

vilkår for deleøkonomi.

Følgende spørgsmål er blevet belyst i den forberedende høring af medlems-

landene:

Krav vedrørende markedsadgang

Ansvarsordninger

Læs Kommissionens vækstundersøgelse for 2016

her

Læs Kommissionens meddelelse

her

3/1

EU-note - 2015-16 - E 57: EU-note om deleøkonomi og udbud af onlinetjeneste- og serviceydelser

Brugerbeskyttelse

Selvstændige og arbejdstagere i deløkonomien

Skat.

At det er fokus på netop disse fem områder skyldes, at de alle enten helt eller

delvis er reguleret af EU-lovgivning (markedsadgang, brugerbeskyttelse og

ansvarsordninger), eller at EU-lovgivningen foreskriver ikkediskrimination på

de gældende områder (beskatning og arbejdsgiver/lønmodtagerforhold).

Den eksisterende EU-lovgivning er grundlagt i EU-traktaten i artiklerne 49 om

etableringsfrihed, i artiklerne 56-62 om tjenesteydelser og mere specifikt i

direktivet om e-handel

og servicedirektivet

. Udgangspunktet for Kommissio-

nens meddelelse om deleøkonomi er bestemmelserne om forbud mod at

pålægge restriktioner på udviklingen af markedet for udveksling af tjeneste-

ydelser.

Kommissionens fem prioriterede indsatsområder

Hvilke krav vedrørende markedsadgang kan deleøkonomi blive mødt af?

Kommissionen vurderer de særlige egenskaber, der kendetegner forret-

ningsmodellerne i deleøkonomien, og ser på de foranstaltninger i national

lovgivning, der regulerer grundlæggende retsprincipper, som eksempelvis

adgang, kvalitet og sikkerhed.

I EU-traktaten og i servicedirektivet, gør det sig gældende at tjenesteudbydere

ikke må pålægges krav vedrørende markedsadgang. Dette kan f.eks. være

tilladelser eller licenser, med mindre dette sker for at fastholde målsætninger

af offentlighedens interesse og altid så disse krav er forholdsmæssige i for-

hold til at leve op til målsætningerne. Sådanne målsætninger er nævnt speci-

fikt i servicedirektivet og omfatter bl.a. offentlig orden, sundhed, beskyttelse af

forbrugerne, bekæmpelse af bedrageri og beskyttelse af miljøet.

Aktører

Hvad angår markedsadgang er der ifølge Kommissionen foruden de traditio-

nelle relationer mellem udbyder og kunder (B2C – business til kunde) og B2B

(business til business), også peer-to-peer (P2P), hvor enkeltindivider udbyder

og modtager ydelser, enten i bytte eller for en aftalt pris.

De forskellige typer af relationer er illustreret i denne figur 2:

Direktivet om e-handel kan læses

her

Servicedirektivet kan læses

her

4/1

EU-note - 2015-16 - E 57: EU-note om deleøkonomi og udbud af onlinetjeneste- og serviceydelser

Kilde: Analyse af barrierer og udviklingsmuligheder for peer-to-peer virksom-

heder i Danmark – læs mere

her

Kendetegnende for forretningsmodellerne i deleøkonomien er, at de formidles

via onlineplatforme, og at udbyderen af onlinetjenesten gør udvekslingen af

ydelser enklere og ofte billigere. Dette uanset om der er tale om udveksling

mellem en professionel udbyder og en privat kunde, eller om der er tale om

udveksling af serviceydelser mellem enkeltindivider.

I de tilfælde, hvor der i national lovgivning er fastlagt rammer for indhentning

af tilladelser, skal ”betingelserne for at indhente tilladelserne være entydige,

forholdsmæssige og objektive”, ifølge Kommissionens meddelelse, og bør

principielt udstedes for ubegrænset tid.

Kommissionen fastslår altså at EU-lovgivningen tillader specifikke krav til

markedsadgang, men at indhentningen af tilladelser skal være enkel og lige

for alle.

Kommissionen nævner i meddelelsen, at flere medlemslande har valgt at

fastsætte en grænseværdi, der betyder, at indtjening og aktivitet under en vis

grænse ikke behøver at blive underlagt de samme krav til markedsadgang,

som de mere omfattende tjenesteudbydere. Kommissionen vurderer at denne

model kan være hensigtsmæssig i forhold til at skabe en entydig lovgivnings-

ramme for ikkeprofessionelle udbydere.

Online tjenester

Hvilke onlinetjenester, der er omfattet af EU-lovgivning om markedsadgang,

defineres af hvilke typer af aktiviteter onlinetjenesten udbyder. Følgende ele-

menter skal ifølge e-handelsdirektivet indgå i en overordnet vurdering af, om

der kan/skal pålægges markedsadgangskrav:



Pris, vilkår og betingelser, anvisninger på kriterier for, hvordan en

ydelse leveres, og om onlinetjenesten ejer nøgleaktiviteter, der an-

vendes til udførelse af den underliggende tjenesteydelser

5/1

EU-note - 2015-16 - E 57: EU-note om deleøkonomi og udbud af onlinetjeneste- og serviceydelser

Hvis et eller flere af disse forhold kendetegner tjenesten, og udbyderen har

markant indflydelse eller kontrol over brugeren (udbyderen af tjenesteydel-

sen), kan onlinetjenesten betragtes som udbyderen, og der kan derfor påføres

markedsadgangskrav på lige fod med andre aktører på markedet. Afholder

tjenesten omkostninger, bærer den hel eller delvis risikodækning, eller er der

tale om ansættelseslignende forhold, gælder det samme.

Når en online tjeneste ifølge Kommissionen tilbyder ”fjernsalg via elektroniske

midler og på individuel opfordring fra modtageren af tjenesteydelsen” som det

er formuleret i e-handel direktivet, er der tale om informationssamfundstjene-

ste. eBay og Wikipidia er sådanne tjenester. I disse tilfælde betragtes udbyde-

ren af onlinetjenesten udelukkende som den, der stiller tjenesten til rådighed

uden yderligere indflydelse på brugeren (udbyderen af serviceydelsen) og kan

ikke

underlægges krav og forudgående tilladelser. Det samme gælder, når

der er tale om onlinetjenester, der tilbyder tjenester ud over andre medlems-

staters grænser.

Når onlinetjenester derfor ud over at formidle information bruges til, at tilbyde

formidling af kontakt, forsikring, betaling, verifikation etc. mellem serviceudby-

der og kunde, som eksempelvis UBER og AirBnB, vurderer Kommissionen

eksempelvis, at medlemslandene kan pålægge markedsadgangskrav, på lige

fod med resten af markedet.

Kommissionen påpeger, at jo mere kontrol og direkte styring og organisering

af udbyderen af de underliggende tjenesteydelser, der finder sted via online-

platformen, jo stærkere er argumenterne for, at der er tale om, at platformen

også står direkte for del af serviceydelsen og altså ikke alene formidler infor-

mation.

Kommissionen anbefaler, at medlemslandene i deres vurdering af markeds-

adgangskrav i deleøkonomien tager højde for de særlige forretningsmodeller i

deleøkonomien.

Privatpersoner, der tilbyder tjenester på onlineplatforme, bør ikke umiddelbart

sidestilles med professionelle udbydere, og fastsættelse af grænseværdier,

under hvilke en aktivitet ikke vurderes som professionel, er en model, Kom-

missionen anbefaler.

Endelig anbefaler Kommissionen, at medlemslandene benytter lejligheden til

at revidere, forenkle og modernisere krav til markedsadgang, som generelt

gælder for aktører på markedet, for at undgå fragmentering af det indre mar-

ked.

6/1

EU-note - 2015-16 - E 57: EU-note om deleøkonomi og udbud af onlinetjeneste- og serviceydelser

Ansvarsordninger

Ansvarsordninger handler om kontraktretlige og ikkekontraktretlige ansvar, og

er som udgangspunkt fastlagt i national lovgivning.

Hvad angår onlineplatforme, er de som udgangspunkt underlagt kontraktretligt

og ikkekontaktretligt ansvar, men principperne er specificeret i e-

handelsdirektivet. Der er undtagelser, men primært i relation til opbevaring af

informationer. Fritagelse fra ansvar gælder primært, hvor online-tjenesten

udelukkende er teknisk, automatisk og passiv.

Under alle omstændigheder er tjenesterne ikke fritaget fra ansvar i forhold til

aktiv deltagelse i kontrol med eller kendskab til illegale informationer: det så-

kaldte formidleransvar.

Kommissionen vurderer, at det er nødvendigt at vurdere fra sag til sag, om en

onlineplatform er i besiddelse af og har kontrol med informationer, som den er

vært for, og om de dermed kan betragtes som ansvarlig og i hvilket omfang.

Kommissionen anbefaler at onlineplatforme fortsætter med at indføre frivillige

foranstaltninger til bekæmpelse af illegalt onlineindhold, hvilket dog ikke au-

tomatisk fratager platformene deres ansvar.

Brugerbeskyttelse

Ifølge Kommissionens meddelelse tager forbrugerbeskyttelseslovgivning tra-

ditionelt udgangspunkt i, at der findes en ”svag” part – forbrugeren. Ifølge

Kommissionen synes dette forhold delvis at være udvisket i deleøkonomien.

Ikke desto mindre er tilliden mellem udbyder og kunde afgørende også i dele-

økonomien.

EU-lovgivning om forbrugerbeskyttelse gælder også for deleøkonomiens ak-

tører, når serviceudbyderen agerer som handlende. Dette skal vurderes på

individuelt basis og fra sag til sag i relation til den specifikke tjenesteydelse.

Om udbydere agerer som handlende kan defineres ud fra, hvor ofte de udby-

der deres tjeneste, i hvor høj grad de er drevet af profit, og hvor stor en fortje-

neste de har. Hvor der er tale om udbud af enkeltstående tjenesteydelser, vil

kravene være tilsvarende mindre.

Kommissionen har i forbindelse med offentliggørelse af reviderede guidelines

i forbindelse med unfair konkurrence nævnt behovet for gennemsigtighed og

generel sikring mod vildledelse af kunderne.

7/1

EU-note - 2015-16 - E 57: EU-note om deleøkonomi og udbud af onlinetjeneste- og serviceydelser

Kommissionen anbefaler fremme af brugen af brugervurdering af de tjeneste-

ydelser der formidles via onlineplatformene – det fremmer gennemsigtighed

og tillid mellem udbyder og kunde.

Hvem kvalificere som arbejdstagere i deleøkonomien?

Ifølge EU-lovgivningen, hvilket er bekræftet af EU-Domstolen, er der tre krite-

rier der definere et ansættelsesforhold:



Om man arbejder under anvisninger fra onlinetjenesten (fastsættelse

af opgaver, løn- og arbejdsforhold)

Opgavens natur (er det reelt, effektivt og regelmæssigt)

Fastsættelse af løn.

Det er dog fortsat op til medlemslandene endeligt at fastsætte, hvem der be-

tragtes som ansatte under nationale love og regler. Det står medlemslandene

frit for at udvide definitionen til forhold, der ikke er omfattet af EU-

lovgivningen.

Om der er tale om et ansættelsesforhold, bør vurderes case-by-case, som

minimum med udgangspunkt i de tre kriterier. Derudover nævner Kommissio-

nen en række kriterier, der kan danne grundlag for yderligere vurdering:



Underleverandørers relation til onlinetjenestenen



Arbejdets natur



Vederlag eller godtgørelse.

Arbejdsretten – hvor og hvordan gælder den?

Den europæiske arbejds- og sociallovgivning gælder, når et ansættelsesfor-

hold er etableret, idet følgende standarder skal være på plads:



Sundheds og sikkerhedsregler, især begrænsninger i arbejdstid

Retten til årlig ferie og daglig og ugentlig pause

Beskyttelse i forbindelse med natarbejde

Oplysning om individuelle ansættelsesforhold

Beskyttelse mod diskrimination af arbejdere i ikkestandard ansættelse

(deltid, ansatte fra vikarbureauer etc.)

Beskyttelse i forbindelse med arbejdsgiverens insolvens, kollektive

afskedigelser etc.).

Medlemslandene opfordres af Kommissionen til at vurdere om den nationale

lovgivning på området omfatter deleøkonomiens onlinetjenesteudbydere. Hvis

8/1

EU-note - 2015-16 - E 57: EU-note om deleøkonomi og udbud af onlinetjeneste- og serviceydelser

det ikke er tilfældet skal aktørerne inddrages fremadrettet, hvor det er nød-

vendigt og hensigtsmæssigt.

Beskatning – hvilke regler skal gælde for deleøkonomien?

Udbydere af online tjenesteydelser skal ifølge Kommissionen beskattes på

lige fod med andre økonomiske aktører. Relevant beskatning kan inkludere

personskat, selskabsskat og anden værdibeskatning.

Hvad angår momsbetaling, anser Kommissionen det naturligt for, at deleøko-

nomien er omfattet af momsbetaling, men påpeger, at mange aktører ved

fastsættelse af minimumsgrænser for eksempelvis indtægt ikke vil skulle beta-

le moms.

Kommissionen anbefaler at medlemslandene finder modeller for beskatning,

der så vidt muligt afspejler tilsvarende beskatning i den eksisterende økono-

mi, samtidig med at de administrative byrder mindskes mest muligt for at op-

timere deleøkonomiens generelle princip om at minimere udgifter og admini-

stration.

Kommissionen anbefaler, at udviklingen af et beskatningssystem for deleøko-

nomien, så vidt muligt skal ske i samarbejde med skattemyndigheder og de-

leøkonomiens aktører for at sikre gennemsigtighed, efterlevelse og opkræv-

ning af skat, samtidig med at databeskyttelsesregler respekteres.

En styrkelse af skattemyndighedernes inddrivelseskapacitet er et af de områ-

der, hvor Kommissionen arbejder på at udvikle fælles standarder.

Overvågning

Det er Kommissionens målsætning at overvåge området for deleøkonomi i de

kommende år med henblik på at sikre, at medlemslandene på den ene side

respekterer gældende EU-lovgivning på området for etablering og serviceud-

bud og dermed sikrer de bedst mulige vilkår for udviklingen af deleøkonomi-

en, og på den anden side sikrer, at der ikke sker særbehandling eller diskri-

mination i forhold til det etablerede eksisterende marked.

På den baggrund vil Kommissionen:



Foretage periodiske undersøgelser

Kortlægge udviklingen i reguleringen af deleøkonomien i medlems-

landene

Være i dialog med aktører inden for rammen af forummet for Det In-

dre Marked

Opdatere resultattavlen for Det Indre Marked

9/1

EU-note - 2015-16 - E 57: EU-note om deleøkonomi og udbud af onlinetjeneste- og serviceydelser

Herigennem vil Kommissionen sikre, at EU-lovgivningen fortsat implemente-

res korrekt, men at der samtidig sker en videreudvikling af deleøkonomien og

om nødvendigt også EU-lovgivningen.

Det danske perspektiv

I regeringens grund- og nærhedsnotat

om Kommissionens meddelelse, ud-

trykker regeringen generel støtte til Kommissionens tilgang til deleøkonomien,

og regeringen ser deleøkonomien som et potentielt økonomisk vækstområde.

Det er ifølge regeringen nødvendigt at finde den rette balance mellem på den

ene side et godt grundlag for lige konkurrence mellem traditionelle virksom-

heder og deleøkonomiske virksomheder, og på den anden side den nødven-

dige plads til innovation og nye forretningsmodeller.

Regeringer understreger sin støtte til, at Kommissionen i sin fremadrettede

overvågning af området offentliggør resultaterne i et brugervenligt format, så

aktørerne på markedet også kan følge med.

Endelig foreslår regeringen, at der etableres nationale kontaktpunk-

ter/erhvervsservice, så nye deleøkonomiske virksomheder kan orientere sig

om, hvorvidt deres forretningsmodel er i overensstemmelse med reguleringen

på området.

Af høringssvarene fremgår det, at også arbejdsmarkedets parter, DA, DI og

LO og FTF, i udgangspunktet er positive over for Kommissionens udspil.

Hvor DA og DI peger på behovet for at finde skræddersyede løsninger, der

tager højde for, at en one-fits-all løsning ikke er velegnet til at regulere udvik-

lingen af deleøkonomien. DI peger på, at der er behov for at styrke informati-

onen om beskatning ved brug af deleøkonomiske tjenester og for, at brugere

såvel som udbydere gøres bekendt med både forpligtelser og rettigheder i

gældende lovgivning.

LO og FTF mener at begrebet platformsøkonomi eller onlinetjenester, er et

mere korrekt og dækkende begreb end deleøkonomi eller kollaborativ øko-

nomi, som Kommissionen taler om, da der ifølge LO og FTF i høj grad er tale

om profitbaserede aktiviteter.

LO og FTF ønsker, at Kommissionen og medlemslandene ser nærmere på

det reelle vækstpotentiale, da meget af deleøkonomien i virkeligheden blot er

en ny form for ydelse der betales, frem for en nyskabelse.

Læs grund- og nærhedsnotatet

her

10/

EU-note - 2015-16 - E 57: EU-note om deleøkonomi og udbud af onlinetjeneste- og serviceydelser

Endelig peger LO og FTF på at det er vigtigt, at der i reguleringen af deleøko-

nomien ikke svækkes på kravene til arbejdstagerrettigheder og arbejdsvilkår.

Fremtiden for deleøkonomien

Som nævnt i Kommissionens vækstundersøgelse for 2016 er deleøkonomien

et potentielt økonomisk vækstområde. Når Kommissionen forholder sig afven-

tende i forhold til at præsentere ny EU-lovgivning, skal det ses på bagrund af

mindst to forhold:



De nationale markeder er kun indledningsvis ved at tilpasse den se-

neste generation af onlinetjenesteydelser til det eksisterende marked,

der udvikler sig meget forskelligt afhængig af de eksisterende mar-

kedsbetingelser i medlemslandene

I flere lande er verserende retssager mod onlinetjenesteudbydere un-

dervejs, og retten i Barcelona har i efteråret 2015 bedt EU-Domstolen

om en præjudiciel afgørelse vedrørende UBER

. Afgørelsen i disse

spørgsmål kan meget vel komme til at danne præcedens for national

fortolkning af, hvad og hvordan de nationale markeder skal imøde-

komme denne markedsmodel i form af ny eller tilpasset lovgivning,

som bringer UBER og andre tjenesteudbydere i overensstemmelse

med gældende national lov.



Om udviklingen i deleøkonomien vil blive udfordret af den træghed, der synes

at kendetegne det eksisterende marked, er svært at spå om, men deleøko-

nomien har i hvert fald Kommissionens uddelte opmærksomhed, og uanset

udfaldet ved EU-domstolen er onlinetjenesterne nok kommet for at blive. Det

er nok mere et spørgsmål om hvornår end om, Kommissionen tager initiativ til

EU-lovgivning på området.

Med venlig hilsen,

Christine Sidenius

(3356)

Læs anmodningen fra den spanske domstol i Barcelona

her.

Afgørelsen afventes stadig

11/