Retsudvalget 2015-16
REU Alm.del Bilag 369
Offentligt
Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplys-
ninger om borgernes elektroniske betalinger mv.
Afgivet af en arbejdsgruppe under Justitsministeriet, juni 2016
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
Indholdsfortegnelse
1. Indledning......................................................................................................................6
1.1. Arbejdsgruppens nedsættelse og kommissorium ...................................................6
1.2. Sammenfatning af arbejdsgruppens overvejelser og anbefalinger .........................8
2. Gældende ret................................................................................................................10
2.1. Persondatalovens regler om beskyttelse af personoplysninger ............................10
2.1.1. Persondatalovens anvendelsesområde...........................................................10
2.1.1.1. Lovens område .......................................................................................10
2.1.1.2. Lovens geografiske område....................................................................12
2.1.2. Persondatalovens bestemmelser om behandlingssikkerhed ..........................14
2.1.2.1. Persondatalovens § 41 ............................................................................14
2.1.2.2. Datasikkerhed i den offentlige forvaltning.............................................16
2.1.2.3. Datasikkerhed i den private sektor .........................................................18
2.1.2.4. Vilkår om datasikkerhed.........................................................................19
2.1.2.5. Persondatalovens § 42 ............................................................................22
2.1.3. Persondatalovens behandlingsregler .............................................................23
2.1.3.1. Grundlæggende principper for behandling af personoplysninger ..........23
2.1.3.2. Betingelser for behandling af personoplysninger...................................25
2.2. Regler om beskyttelse af personoplysninger på det finansielle område...............26
2.2.1. Generelt om den finansielle lovgivning ........................................................26
2.2.2. Lov om finansiel virksomhed........................................................................27
2.2.2.1. Regler om it-sikkerhed og databehandling for pengeinstitutter .............27
2.2.2.2. Regler om it-sikkerhed og databehandling for fællesejede datacentraler
.............................................................................................................................29
2.2.2.3. Regler om videregivelse af fortrolige kundeoplysninger .......................29
2.2.2.4. Whistleblowerordninger .........................................................................30
2.2.3. Lov om betalingstjenester og elektroniske penge .........................................31
2.3. Andre relevante regler om beskyttelse af personoplysninger...............................34
2.3.1. Regler om beskyttelse af personoplysninger på sundhedsområdet ...............34
2.3.1.1. Generelt om lovgivningen på sundhedsområdet ....................................34
2.3.1.2. Regler om databehandling i forbindelse med den primære patientbe-
handling i sundhedsvæsenet ................................................................................35
2.3.1.3. Regler om tavshedspligt .........................................................................41
2.3.2. Straffelovens regler om freds- og ærekrænkelser..........................................41
2.4. Tilsynet med overholdelse af reglerne .................................................................42
2
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
2.4.1. Datatilsynet....................................................................................................42
2.4.1.1. Generelt om tilsynet med persondataloven ............................................42
2.4.1.2. Datatilsynets tilsynsbeføjelse .................................................................42
2.4.1.3. Oplysningspligt over for Datatilsynet ....................................................42
2.4.1.4. Datatilsynets inspektionsadgang ............................................................43
2.4.1.5. Datatilsynets samarbejde med udenlandske tilsynsmyndigheder...........44
2.4.1.6. Datatilsynets beføjelser over for den dataansvarlige..............................44
2.4.1.7. Datatilsynets inspektionsvirksomhed .....................................................46
2.4.1.8. Anmeldelsesordningerne ........................................................................48
2.4.2. Finanstilsynet.................................................................................................49
2.4.2.1. Generelt om Finanstilsynets tilsyn med it-sikkerhed og databehandling
.............................................................................................................................49
2.4.2.2. Oplysningspligt over for Finanstilsynet .................................................51
2.4.2.3 Finanstilsynets inspektionsadgang ..........................................................51
2.4.2.4. Finanstilsynets beføjelser .......................................................................53
2.4.2.5. Tilsyn med reglerne om videregivelse af fortrolige kundeoplysninger..54
2.4.3. Forbrugerombudsmanden..............................................................................54
2.4.3.1. Praksis vedrørende Forbrugerombudsmandens tilsyn............................56
2.4.4. Tilsyn med reglerne om tavshedspligt mv. i sundhedsvæsenet.....................57
2.5. Straffebestemmelser mv. ......................................................................................58
2.5.1. Straffebestemmelser mv. i persondataloven..................................................58
2.5.1.1. Erstatning................................................................................................58
2.5.1.2. Straf ........................................................................................................59
2.5.1.3. Rettighedsfrakendelse.............................................................................61
2.5.2. Straffebestemmelser mv. på det finansielle område......................................61
2.5.2.1. Lov om finansiel virksomhed.................................................................61
2.5.2.2. Lov om betalingstjenester og elektroniske penge ..................................63
2.5.3. Straffebestemmelser i anden relevant lovgivning .........................................63
2.5.3.1. Straffebestemmelser mv. i sundhedsloven .............................................63
2.5.3.2. Straffelovens bestemmelser om freds- og ærekrænkelser ......................65
3. Beskyttelse af personoplysninger på sundhedsområdet ..............................................66
3.1. Kortlægning af eksisterende niveau .....................................................................66
3.1.2. It-sikkerhed i koncern it-strategien................................................................66
3.1.3. It-sikkerhed i praksis .....................................................................................66
3
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
3.2. Teknisk understøttelse af datasikkerhed på sundhedsområdet .............................68
4. Undersøgelser af beskyttelsesniveauet i Se og Hør-sagen ..........................................69
5. Regeringens arbejde med informationssikkerhed .......................................................73
5.1. Strategi for cyber- og informationssikkerhed.......................................................74
5.2. ISO27001 – en international standard til styring af informationssikkerhed.........75
5.3. Ny digitaliseringsstrategi......................................................................................76
5.4. Statens informationssikkerhedsforum ..................................................................77
5.5. Andre initiativer....................................................................................................77
6. Arbejdsgruppens overvejelser .....................................................................................78
6.1. Behov for ændring af reglerne om behandlingssikkerhed (it-sikkerhed) .............80
6.1.1. Generelt .........................................................................................................80
6.1.2. Uddybende regler om behandlingssikkerhed for den private sektor .............80
6.1.3. Efterlevelse af ISO27001 i den private sektor...............................................82
6.1.4. Indførelse af ordning med databeskyttelsesansvarlige ..................................82
6.1.5. Særligt om det finansielle område.................................................................84
6.1.5.1. Generelt ..................................................................................................84
6.1.5.2. Præcisering af krav til indretning og kontrol af it-systemer...................85
6.2. Behov for skærpelse af straffen for overtrædelse af persondataloven og anden re-
levant lovgivning? .......................................................................................................86
6.3. Behov for styrkelse af tilsynsbeføjelser og reaktionsmuligheder for tilsynsmyn-
digheder? .....................................................................................................................88
6.4. Behov for ændring af grænsedragningen mellem tilsynsmyndighedernes kompe-
tencer?..........................................................................................................................90
6.5. Behov for øvrige ændringer?................................................................................90
6.5.1. Indberetningspligt for finansielle virksomheder i forbindelse med videregi-
velse af oplysninger.................................................................................................90
6.5.2. Øget bevilling til Datatilsynet .......................................................................91
6.5.3. Øget bevilling til Finanstilsynet ....................................................................91
7. Bilag ........................................................................................................................92
4
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0005.png
1. Indledning
1.1. Arbejdsgruppens nedsættelse og kommissorium
1.1.1.
BT bragte i foråret 2014 en historie om, at en ansat hos IBM Danmark via sin ad-
gang til Nets’ systemer gennem en årrække angiveligt havde forsynet Se og Hør med
oplysninger om kongelige og kendte personers brug af kreditkort. Kort tid herefter blev
der i medierne bragt historier om, at også ansatte hos flyselskabet SAS, Naviair og
Rigshospitalet havde forsynet Se og Hør med oplysninger om kongelige og kendte per-
soner.
Afsløringerne blev fulgt op af en række andre historier i medierne om læk og andre for-
mer for misbrug af personoplysninger.
Som følge af afsløringerne er der blevet iværksat undersøgelser hos de relevante offent-
lige myndigheder og implicerede virksomheder af, hvad der er foregået i de pågældende
sager, hvilke regelsæt der eventuelt måtte være blevet overtrådt, og om der er grundlag
for sanktioner i den anledning.
Københavns Vestegns Politi indledte således den 28. april 2014 en efterforskning i sa-
gen. Desuden iværksatte Finanstilsynet i efteråret 2014 en ordinær og planlagt undersø-
gelse af sikkerheden hos Nets, ligesom Datatilsynet i foråret 2014 iværksatte undersø-
gelser af Se og Hør og Rigshospitalet.
1
Derudover har Digitaliseringsstyrelsen – som
følge af de brud på sikkerheden, der øjensynligt har været – krævet, at Nets strammer
yderligere op på den i forvejen høje sikkerhed omkring NemID. Endvidere anmodede
transport- og bygningsministeren på baggrund af de forlydender, der har været om, at
også ansatte hos SAS har udleveret oplysninger om kongelige og kendte til Se og Hør,
Trafik- og Byggestyrelsen om at iværksætte en undersøgelse af, hvordan luftfartsselska-
berne og de større lufthavne beskytter personoplysninger.
2
Herudover iværksatte Data-
tilsynet en undersøgelse af SAS. Endelig er det fremgået af mediernes omtale af sagen,
at også IBM, Nets og Aller Media har iværksat undersøgelser i sagen, ligesom Naviair
har afsluttet en intern undersøgelse og afskediget en medarbejder i sagen.
For nærmere oplysninger om status vedrørende disse undersøgelser henvises til punkt 4
nedenfor.
Den daværende regering besluttede i forlængelse af sagerne at kortlægge beskyttelsen af
oplysninger om borgernes elektroniske betalinger mv. med henblik på at få klarlagt, om
der er behov for nye initiativer på området.
Datatilsynet har efterfølgende oversendt Se og Hør-sagen til Københavns Vestegns Politi, idet Aller Me-
dia er sigtet af politiet i sagen og derfor ikke ønskede at udtale sig.
2
Trafik- og Byggestyrelsen har efterfølgende oversendt de oplysninger, styrelsen har modtaget fra luft-
fartsselskaberne og de større lufthavne, til Datatilsynet, som er tilsynsmyndighed på området.
1
5
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
Den daværende justitsminister tilkendegav, at kortlægningen skal danne udgangspunkt
for en politisk drøftelse. Den daværende justitsminister tilkendegav desuden – i forbin-
delse med besvarelsen af forespørgsel nr. F 36 om beskyttelse af danskernes personop-
lysninger den 3. juni 2014, hvor et enigt Folketing tilsluttede sig en vedtagelsestekst
herom – at den politiske drøftelse også vil omfatte udarbejdelsen af en samlet strategi til
sikring af danskernes personoplysninger.
1.1.2.
Justitsministeriet har på den baggrund nedsat en arbejdsgruppe, der ved arbejdets
afslutning havde følgende sammensætning:
Kontorchef Jakob Lundsager, Justitsministeriet (formand)
Kommitteret Birgit Kleis, Datatilsynet
Fungerende kontorchef Mette Tams Kitaj, Erhvervs- og Vækstministeriet
Kontorchef Ulla Brøns Petersen, Finanstilsynet
Chefkonsulent Annette Creve-Fræmohs, Forbrugerombudsmanden
Kontorchef Charlotte Jacoby, Digitaliseringsstyrelsen
Poul Thorlacius-Ussing, Center for Cybersikkerhed
Afdelingschef Birgitte Drewes, Sundhedsdatastyrelsen
Specialkonsulent Per Strand, Trafik- og Byggestyrelsen
Souschef Anders Lotterup og fuldmægtig Kristian Gyde Poulsen, begge Justitsministe-
riet, har fungeret som sekretærer for arbejdsgruppen.
Arbejdsgruppen har fået følgende kommissorium:
”I lyset af de afsløringer af ugebladet Se og Hørs overvågning af kongelige og
kendte personers brug af kreditkort mv., som har været fremme i medierne i den se-
neste tid, er der rejst spørgsmål om nye initiativer til beskyttelse af personoplysnin-
ger.
På den baggrund nedsættes der en arbejdsgruppe, som har til opgave at kortlægge
beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger mv. Kortlægnin-
gen skal ske i lyset af Se og Hør-sagen og de spørgsmål om it-sikkerhed, som den-
ne sag giver anledning til. I den forbindelse skal regelgrundlaget beskrives, herun-
der tilsynet med, at reglerne overholdes.
Arbejdsgruppen skal herudover afklare, om der – inden for de EU-retlige rammer –
er grundlag for at gennemføre nye initiativer på området, herunder ændring af reg-
lerne om behandlingssikkerhed (it-sikkerhed), skærpelse af straffen for overtrædel-
se af persondataloven og anden relevant lovgivning, styrkelse af reaktionsmulighe-
der og tilsynsbeføjelser for Datatilsynet eller andre tilsynsmyndigheder samt æn-
dring af grænsedragningen mellem tilsynsmyndighedernes kompetencer. I bekræf-
tende fald skal arbejdsgruppen komme med anbefalinger til, hvordan disse initiati-
ver kan gennemføres, og om der er behov for lovændringer.
6
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
Arbejdsgruppen skal bestå af repræsentanter for Justitsministeriet (formanden), Er-
hvervs- og Vækstministeriet, Finansministeriet (Digitaliseringsstyrelsen) samt For-
svarsministeriet (Center for Cybersikkerhed). Arbejdsgruppen kan efter behov ud-
vides med yderligere medlemmer. Sekretariatsfunktionen varetages af Justitsmini-
steriet.
Arbejdsgruppen nedsættes som en selvstændig myndighed.
Arbejdsgruppen anmodes om at færdiggøre sit arbejde snarest muligt og inden ud-
gangen af oktober 2014.”
1.1.3.
Kortlægningsarbejdet er mundet ud i nærværende rapport, der er inddelt således,
at afsnit 2 indeholder en beskrivelse af relevante regler på området, som er gældende i
dag. Afsnit 3 indeholder en beskrivelse af, hvordan personoplysninger i praksis beskyt-
tes på sundhedsområdet. Afsnit 4 indeholder en – overordnet – omtale af den sikker-
hedsbrist, som den såkaldte Se og Hør-sag primært har handlet om. Afsnit 5 indeholder
en beskrivelse af regeringens arbejde med informationssikkerhed, mens afsnit 6 inde-
holder en beskrivelse af arbejdsgruppens overvejelser.
Under punkt 1.2 umiddelbart nedenfor følger en sammenfatning af arbejdsgruppens
overvejelser og anbefalinger ligeledes.
1.2. Sammenfatning af arbejdsgruppens overvejelser og anbefalinger
Arbejdsgruppens overvejelser og anbefalinger kan sammenfattes således:
Der gælder i vidt omfang regler om, hvordan personoplysninger, herunder op-
lysninger om, hvor betalere har anvendt deres betalingsinstrument, skal beskyt-
tes mod uvedkommendes adgang mv. Disse regler sikrer efter arbejdsgruppens
opfattelse en god beskyttelse af personoplysninger (jf. punkt 6.1.1).
Arbejdsgruppen vurderer dog, at der med fordel kan foretages en yderligere præ-
cisering af kravene i bekendtgørelsen om ledelse og styring af pengeinstitutter
m.fl. fsva. indretning, styring og kontrol af it-systemer med særlig fokus på ret-
tighedstildelinger og kontroller (jf. punkt 6.1.5.2).
Arbejdsgruppen anbefaler videre som opfølgning på rapporten at undersøge for-
dele og ulemper ved at indføre en pligt for finansielle virksomheder, betalings-
institutter samt fællesejede datacentraler og datacentraler, der udfører væsentlig
it-drift og it-udvikling for den fælles betalingsinfrastruktur, til at indberette til
Finanstilsynet, hvis udenlandske myndigheder har pålagt dem at udlevere perso-
noplysninger (jf. punkt 6.5.1).
Arbejdsgruppen støtter også, at Finanstilsynet styrkes med 1-2 årsværk med hen-
blik på at styrke tilsynet med it-sikkerhed (jf. punkt 6.5.3).
7
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
Det er arbejdsgruppens vurdering, at de fælles retningslinjer vedr. beskyttelse af
fortrolige kundeoplysninger, som den finansielle sektor selv har taget initiativ til
at udarbejde, ventes at højne sektorens fokus på behovet for løbende at styrke
og udbygge god it-adfærd og vil kunne sikre, at branchen selv tager ansvar for
kontinuerligt at følge de højeste standarder for it-sikkerhed (jf. punkt
6.1.5.1).Bødeniveauet for overtrædelse af persondataloven kan efter arbejds-
gruppens opfattelse passende hæves. Det er imidlertid arbejdsgruppens opfattel-
se, at det ikke er hensigtsmæssigt at ændre bødeniveauet for overtrædelse af per-
sondataloven på nuværende tidspunkt (jf. punkt 6.2.2).
Arbejdsgruppen har noteret sig, at et udvalg under Erhvervs- og Vækstministeri-
et netop har færdiggjort sit arbejde med at se på sanktionsniveauet for overtræ-
delse af lov om finansiel virksomhed og at udvalget på den baggrund har fore-
slået en væsentlig forhøjelse af bødeniveauet for overtrædelser begået af virk-
somheder og fysiske personer. (jf. punkt 6.2.3).
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at sikkerhedsstandarden ISO27001 ikke bør
gøres obligatorisk for virksomheder og organisationer i Danmark. Det skyldes
dels,
at de tilfælde af misbrug, som afsløringerne om Se og Hørs overvågning
har afdækket, efter arbejdsgruppens opfattelse næppe kunne være undgået ved,
at Nets eller andre implicerede var forpligtet til at efterleve ISO27001,
dels
at
krav om anvendelse af ISO27001 for alle virksomheder og organisationer vil ri-
sikere at medføre en uproportional byrde, særligt i virksomheder og organisatio-
ner, hvis it-anvendelse ikke er forbundet med en høj risiko for misbrug af perso-
noplysninger. Det er dog arbejdsgruppens generelle anbefaling, at sikkerheds-
standarden med fordel kan implementeres af private virksomheder og organisa-
tioner i situationer, hvor virksomheden eller organisationen ud fra en risikobase-
ret tilgang vurderer, at det vil understøtte deres sikkerhedsarbejde på konstruktiv
vis (jf. punkt 6.1.3).
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der ikke i medfør af persondatalovens § 41,
stk. 5, bør fastsættes nærmere regler om behandlingssikkerhed for den private
sektor. Det skyldes
dels,
at de tilfælde af misbrug, som afsløringerne om Se og
Hørs overvågning har afdækket, efter arbejdsgruppens opfattelse næppe kunne
være undgået ved, at der blev fastsat nærmere regler om behandlingssikkerhed
for den private sektor,
dels
at det i lyset af den nye databeskyttelsesforordning
vil være uhensigtsmæssigt at fastsætte nærmere regler om behandlingssikkerhed
på nuværende tidspunkt (jf. punkt 6.1.2).
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der ikke på nuværende tidspunkt bør indfø-
res en ordning med såkaldte databeskyttelsesansvarlige. Arbejdsgruppen har her-
ved lagt vægt på
dels
det, der er anført i Registerudvalgets betænkning nr.
1345/1997 om baggrunden for ikke at indføre en sådan ordning i Danmark,
dels
8
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0009.png
at den nye databeskyttelsesforordning indeholder regler om databeskyttelsesråd-
givere (jf. punkt 6.1.4).
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der ikke er behov for eller i øvrigt bør fore-
tages en styrkelse af tilsynsbeføjelser og reaktionsmuligheder for tilsynsmyndig-
hederne på området på nuværende tidspunkt. Det skyldes
dels,
at de tilfælde af
misbrug, som afsløringerne om Se og Hørs overvågning har afdækket, efter ar-
bejdsgruppens opfattelse næppe kunne være undgået ved, at de myndigheder,
som fører tilsyn med overholdelsen af reglerne på området, havde haft yderligere
tilsynsbeføjelser og reaktionsmuligheder,
dels
at det i lyset af databeskyttelses-
forordningen vil være uhensigtsmæssigt at fastsætte nærmere regler om tilsyns-
beføjelser og reaktionsmuligheder på nuværende tidspunkt (jf. punkt 6.3).
Arbejdsgruppen foreslår desuden, at det i forbindelse med den forestående revi-
sion af lov om betalingstjenester og elektroniske penge som følge af det revide-
rede betalingstjenestedirektiv og tilpasningen af lovgivningen som følge af data-
beskyttelsesforordningen overvejes, hvordan man bedst fastlægger et klart og
entydigt tilsyn på området og sikrer en klar grænsedragning mellem de relevante
myndigheders kompetencer. (jf. punkt 6.4).
2. Gældende ret
2.1. Persondatalovens regler om beskyttelse af personoplysninger
Persondataloven
3
er i vidt omfang baseret på – og gennemfører – EU’s databeskyttelses-
direktiv
4
. Direktivet indeholder bl.a. bestemmelser om, hvornår der må ske behandling
af personoplysninger, og om, hvordan personoplysninger skal beskyttes. Direktivet sæt-
ter således visse grænser i forhold til, hvilke regler der kan fastsættes herom i de enkelte
medlemsstater.
5
2.1.1. Persondatalovens anvendelsesområde
Persondatalovens anvendelsesområde er nærmere beskrevet i lovens kapitel 1 om
lovens område (§§ 1-2) og kapitel 2 om lovens geografiske område (§ 4). Disse regler
omtales i det følgende.
2.1.1.1. Lovens område
Persondatalovens § 1 beskriver nærmere, hvornår loven som udgangspunkt finder an-
vendelse. Det følger således af lovens § 1, stk. 1, at loven gælder for behandlinger af
personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehand-
Lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger med senere ændringer.
Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer
i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger.
5
Jf. pkt. 2 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 147 af 9. december 1999 og Registerudval-
gets betænkning nr. 1345 (1997) om behandling af personoplysninger, s. 32-34.
3
4
9
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
ling, og for ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive inde-
holdt i et register.
Loven gælder tillige for anden ikke-elektronisk systematisk behandling, som udføres for
private, og som omfatter oplysninger om personers private eller økonomiske forhold,
som med rimelighed kan forlanges unddraget offentligheden, jf. § 1, stk. 2.
Lovens § 5, stk. 1-3, §§ 6-8, § 10, § 11, stk. 1, § 38 og § 40 gælder også for manuel vi-
deregivelse af personoplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, jf. § 1, stk. 3.
Endvidere gælder persondataloven i et vist omfang for behandling af oplysninger om
virksomheder mv., jf. § 1, stk. 4-7.
Persondataloven gælder endelig for enhver form for behandling af personoplysninger i
forbindelse med tv-overvågning, jf. § 1, stk. 8.
Lovens § 2 beskriver en række tilfælde, hvor persondataloven ikke finder anvendelse.
Heraf skal særligt nævnes lovens § 2, stk. 1, hvorefter regler om behandling af perso-
noplysninger i anden lovgivning, som giver den registrerede en bedre retsstilling, går
forud for reglerne i persondataloven. Et eksempel herpå er tavshedspligtsreglerne i den
finansielle lovgivning.
Persondataloven finder anvendelse, hvis regler om behandling af personoplysninger i
anden lovgivning giver den registrerede en dårligere retsstilling. Dette gælder dog ikke,
hvis den dårligere retsstilling har været tilsigtet og i øvrigt ikke strider mod databeskyt-
telsesdirektivet.
Det følger desuden af lovens § 2, stk. 2, at loven ikke finder anvendelse, hvis anvendel-
sen vil være i strid med informations- og ytringsfriheden, jf. Den Europæiske Menne-
skerettighedskonventions artikel 10.
Persondataloven gælder ikke for behandlinger, som en fysisk person foretager med hen-
blik på udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter, jf. lovens § 2, stk. 3.
Udtrykket ”rent privat karakter” dækker over forskellige typer af behandlinger, som pri-
vatpersoner foretager i forbindelse med udøvelse af personlige eller familiemæssige ak-
tiviteter. Der skal være tale om sædvanlige og legitime private aktiviteter, således at be-
stemmelsen ikke anvendes til at omgå reglerne for lovlig behandling. De aktiviteter, der
10
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0011.png
efter bestemmelsen undtages fra lovens område, kan være reguleret i anden lovgivning,
herunder bl.a. i straffelovens kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser.
Lovens § 2, stk. 4, indebærer, at persondatalovens regler om den registreredes rettighe-
der kun i begrænset omfang finder anvendelse på behandlinger, der foretages for dom-
stolene, politiet og anklagemyndigheden inden for det strafferetlige område.
Persondataloven finder ikke anvendelse på behandling af oplysninger, der foretages for
Folketinget og institutioner med tilknytning dertil, jf. § 2, stk. 5.
Reglerne i persondatalovens § 2, stk. 6-10, indebærer endvidere, at mediernes behand-
linger af personoplysninger i vidt omfang er undtaget fra lovens område.
Endelig gælder persondataloven ikke for behandlinger, der udføres for politiets og for-
svarets efterretningstjenester, jf. § 2, stk. 11.
2.1.1.2. Lovens geografiske område
Persondataloven gælder for behandling af oplysninger, som udføres for en
dataansvarlig
6
, der er etableret
7
i Danmark, hvis aktiviteterne finder sted inden for Det
Europæiske Fællesskabs område, jf. § 4, stk. 1. Det bemærkes, at Færøerne og Grønland
ikke anses for dansk område efter bestemmelsen, men for tredjelande
8
.
Uden for bestemmelsen falder de tilfælde, hvor en dataansvarlig, som er etableret uden
for dansk område, f.eks. i en anden medlemsstat, udøver aktiviteter på dansk område.
Dog gælder lovens sikkerhedsregler for behandlinger, som foretages af databehandlere
9
i Danmark, uanset behandlingen i øvrigt er undergivet en anden medlemsstats lovgiv-
ning, jf. § 41, stk. 3, 2. pkt., der omtales nærmere under punkt 2.1.2.1. Endvidere gælder
lovens regler om Datatilsynets jurisdiktionskompetence i relation til sådanne behandlin-
ger, jf. § 64, stk. 1. Tilsynets kompetence udøves i så fald på baggrund af fremmed ret,
jf. det under punkt 2.4.1.5 anførte.
Ved en dataansvarlig forstås ifølge persondatalovens § 3, nr. 4, den fysiske eller juridiske person, offent-
lige myndighed, institution eller ethvert andet organ, der alene eller sammen med andre afgør, til hvilket
formål og med hvilke hjælpemidler der må foretages behandling af oplysninger.
7
Etablering i bestemmelsens forstand foreligger, når der er tale om faktisk udøvelse af aktiviteter gennem
en mere permanent struktur. Den pågældende strukturs retlige form er uden betydning. Omfattet vil såle-
des kunne være aktiviteter, der udøves af såvel filialer som datterselskaber med status som juridisk per-
son.
8
Et tredjeland er en stat, som ikke indgår i Det Europæiske Fællesskab, og som ikke har gennemført afta-
ler, der er indgået med Det Europæiske Fællesskab, og som indeholder regler svarende til direktiv
95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af perso-
noplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, jf. persondatalovens § 3, nr. 9.
9
Ved en databehandler forstås ifølge persondatalovens § 3, nr. 5, den fysiske eller juridiske person, of-
fentlige myndighed, institution eller ethvert andet organ, der behandler oplysninger på den dataansvarli-
ges vegne.
6
11
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
Hvis en dataansvarlig er etableret på dansk område, følger det af § 4, stk. 1, at den
dataansvarliges behandlinger vil være omfattet af lovens regulering, uanset om de akti-
viteter, som behandlingerne knytter sig til, udøves på dansk område eller ej. Dette gæl-
der dog kun, hvis der er tale om aktiviteter, som den dataansvarlige udøver inden for
Det Europæiske Fællesskabs område.
En dataansvarlig, der er etableret i Danmark, og som foretager behandling af oplysnin-
ger i et tredjeland, uden at behandlingen har nogen tilknytning til Det Europæiske Fæl-
lesskabs område, vil således ikke være omfattet af lovens regulering. Derimod vil den
behandling af oplysninger, som en dataansvarlig, der er etableret i Danmark, overlader
til en databehandler i et tredjeland at foretage, være omfattet af lovens anvendelsesom-
råde. En betingelse er dog, at databehandlingen har tilknytning til aktiviteter på Det Eu-
ropæiske Fællesskabs område.
Er en dataansvarlig på samme tid etableret i Danmark og i en anden medlemsstat, finder
lovens regler begrænset anvendelse. Hvis et selskab, som er etableret i en anden med-
lemsstat, etablerer en filial i Danmark, vil lovens regler kun finde anvendelse på denne
filials aktiviteter. Det gælder dog kun i det omfang aktiviteterne finder sted inden for
Fællesskabets område, jf. herved § 4, stk. 1. Den pågældende filial skal i givet fald op-
fylde lovens regler.
Persondataloven finder ifølge § 4, stk. 3, også anvendelse, hvis den dataansvarlige er
etableret i et tredjeland, og behandlingen af oplysninger sker under benyttelse af hjælpe-
midler, der befinder sig i Danmark, medmindre hjælpemidlerne kun benyttes med hen-
blik på forsendelse af oplysninger gennem Det Europæiske Fællesskabs område. Loven
finder endvidere anvendelse, hvis indsamling af oplysninger i Danmark sker med hen-
blik på behandling i et tredjeland.
I de tilfælde, hvor der anvendes hjælpemidler her i landet, skal den dataansvarlige udpe-
ge en repræsentant, som er etableret i Danmark, jf. § 4, stk. 4, og underrette Datatilsynet
om, hvem der er udpeget som repræsentant. Som eksempel på et hjælpemiddel er i for-
arbejderne til loven nævnt teknisk udstyr. Det er uden betydning, om det er edb-baseret
eller ej.
Lovens § 4, stk. 3, indebærer, at hvis en dataansvarlig, der er etableret i et tredjeland,
benytter et edb-servicebureau eller en databehandler i Danmark, gælder persondata-
loven. Persondataloven vil dog kun gælde for den faktiske behandling, der finder sted
her i landet.
12
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0013.png
2.1.2. Persondatalovens bestemmelser om behandlingssikkerhed
Persondatalovens kapitel 11 (§§ 41-42) indeholder bestemmelser om såkaldt behand-
lingssikkerhed, det vil sige krav til, hvordan personoplysninger skal beskyttes mod
uvedkommendes adgang, misbrug eller anden behandling i strid med loven.
I tilknytning til reglerne i kapitel 11 om behandlingssikkerhed har Justitsministeriet i
medfør af § 41, stk. 5, udstedt bekendtgørelse nr. 528 af 15. juni 2000 om sikkerheds-
foranstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles af den offentlige
forvaltning
10
(sikkerhedsbekendtgørelsen) og bekendtgørelse nr. 535 af 15. juni 2000
om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for
domstolene. Sidstnævnte bekendtgørelse omtales ikke yderligere i nærværende rapport.
Der kan endvidere i forbindelse med konkrete behandlinger af personoplysninger fast-
sættes vilkår om bl.a. sikkerhed. Det følger således af lovens § 9, stk. 3, at der kan fast-
sættes vilkår for behandlingen af oplysninger, der sker med henblik på at føre retsinfor-
mationssystemer, ligesom det følger af § 50, stk. 5, at Datatilsynet over for private
dataansvarlige i visse tilfælde kan fastsætte vilkår til beskyttelse af de registreredes pri-
vatliv ved behandling af følsomme oplysninger, behandling af oplysninger i forbindelse
med førelse af advarselsregister/spærreliste, kreditoplysningsbureau, stillingsbesættende
virksomhed og retsinformationssystemer samt ved overførsel af oplysninger til tred-
jelande. Datatilsynet har udnyttet denne mulighed til at fastsætte vilkår, herunder vilkår
om datasikkerhed.
2.1.2.1. Persondatalovens § 41
Det følger af § 41, stk. 1, at personer, virksomheder mv., der udfører arbejde under den
dataansvarlige eller databehandleren, og som får adgang til oplysninger, kun må be-
handle disse efter instruks fra den dataansvarlige, medmindre andet følger af lov eller
bestemmelser fastsat i henhold til lov. Bestemmelsen gælder også for en eventuel data-
behandler
11
.
Der gælder ikke særlige formkrav til instrukserne. En instruks kan efter omstændighe-
derne følge af en bestemt stillingsbetegnelse eller af det forhold, at den dataansvarlige
autoriserer en ansat eller andre til at have adgang til bestemte oplysninger.
Kravet om, at vedkommende person mv. kun må behandle oplysninger i overensstem-
melse med instruks fra den dataansvarlige, indebærer bl.a., at personen mv. ikke må be-
handle oplysninger til andre formål end dem, som den dataansvarlige har fastsat – her-
under ikke til egne formål – samt at vedkommende ikke må behandle oplysninger efter
10
Ved bekendtgørelse nr. 201 af 22. marts 2001 er bekendtgørelsens § 2, stk. 2, ændret.
13
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0014.png
instruks fra andre end den dataansvarlige. Dette gælder dog ikke, hvis andet følger af
lovgivningen.
En databehandler, f.eks. et edb-servicebureau, må ikke anvende oplysningerne til noget
andet formål end til brug for løsning af netop den opgave, som databehandleren efter af-
tale med den dataansvarlige har påtaget sig.
De overordnede krav til den dataansvarliges behandlingssikkerhed fremgår af § 41, stk.
3, 1. pkt., hvoraf følger, at den dataansvarlige skal træffe de fornødne tekniske og orga-
nisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger hændeligt eller ulovligt tilin-
tetgøres, fortabes eller forringes, samt mod, at de kommer til uvedkommendes kend-
skab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med loven.
Det forudsættes i databeskyttelsesdirektivets artikel 17, stk. 2, at foranstaltningerne un-
der hensyn til det aktuelle tekniske niveau og de omkostninger, som er forbundet med
deres iværksættelse, vil tilvejebringe et tilstrækkeligt sikkerhedsniveau i forhold til de
risici, som behandlingen indebærer, og arten af de oplysninger, som skal beskyttes.
Datatilsynet har givet udtryk for, at pligten til at træffe sikkerhedsforanstaltninger efter
persondataloven er ufravigelig og ikke bortfalder, selv om den registrerede har givet sit
samtykke hertil.
12
Det følger af § 41, stk. 3, 2. pkt., at pligten i medfør af 1. pkt. gælder tilsvarende for da-
tabehandlere. Databehandlerens pligt er således ikke begrænset til den aftale, der er ind-
gået mellem den dataansvarlige og databehandleren, men databehandleren har en
selv-
stændig pligt
til at sørge for, at kravene i § 41, stk. 3, bliver overholdt.
Databehandlerens forpligtelser gælder, uanset om der er tale om en databehandler, der
foretager behandling af oplysninger for en dataansvarlig, der er etableret i Danmark, el-
ler en dataansvarlig uden for Danmark, herunder i en anden medlemsstat. Hvis databe-
handleren udøver sin virksomhed på dansk område, gælder reglen om behandlingssik-
kerhed.
Dette indebærer, at de særlige sikkerhedsbestemmelser for
databehandlere,
som er fast-
sat i en EU-medlemsstat, gælder for databehandlere, som er etableret i det pågældende
land, uanset om vedkommende databehandler udfører behandling for dataansvarlige i
andre medlemsstater. Omvendt vil de særlige sikkerhedsbestemmelser for
databehand-
lere,
som er fastsat i den medlemsstat, hvor den dataansvarlige er etableret, ikke gælde
for en sådan behandling, hvis databehandleren er etableret i en anden medlemsstat. Der-
12
Jf. Datatilsynets årsberetning 2005, side 69 f.
14
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0015.png
imod skal den
dataansvarlige
iagttage de sikkerhedsbestemmelser og de behandlings-
regler, regler om rettigheder for den registrerede mv., som er gældende i den medlems-
stat, hvor den dataansvarlige er etableret, uanset om databehandleren er etableret i en
anden medlemsstat.
Lovens § 41, stk. 4, indeholder den såkaldte ”krigsregel”, hvorefter der for så vidt angår
oplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning, og som er af særlig interesse
for fremmede magter, skal træffes foranstaltninger, der muliggør bortskaffelse eller til-
intetgørelse i tilfælde af krig eller lignende forhold.
Bestemmelsen omfatter behandlinger af oplysninger, som en besættelsesmagt eller en
magt, der har erobret en del af landet, vil have særlig interesse i bl.a. for dermed hurtigt
og effektivt at kunne overtage den almindelige administration.
Reglen indebærer ikke, at de omtalte oplysninger nødvendigvis skal bortskaffes eller
destrueres i tilfælde af krig eller lignende forhold. Bestemmelsen sikrer blot, at der lov-
ligt vil kunne træffes beslutning om destruktion mv., hvis det skulle vise sig nødvendigt.
Det påhviler den dataansvarlige at træffe de foranstaltninger, som muliggør destruktion
mv.
Reglen i stk. 4 indebærer, at ikke alle behandlinger – offentlige eller private – vil kunne
udføres af en databehandler i et andet EU-land, hvilket ellers er lovens hovedregel. Det
antages således, at f.eks., at Det Centrale Kriminalregister og Det Centrale Personregi-
ster ikke må føres i udlandet.
Bestemmelsen i § 41, stk. 5, indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fast-
sætte nærmere regler om de i stk. 3 anførte sikkerhedsforanstaltninger. Bemyndigelsen
er som anført under punkt 2.1.2 benyttet til bl.a. at udstede sikkerhedsbekendtgørelsen,
som vedrører sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, der be-
handles for den offentlige forvaltning.
I tilknytning til sikkerhedsbekendtgørelsen har Datatilsynet udstedt sikkerhedsvejled-
ningen
13
, der nærmere beskriver, hvordan kravene i bekendtgørelsen vil kunne opfyldes.
2.1.2.2. Datasikkerhed i den offentlige forvaltning
For så vidt angår fastlæggelsen af kravene til datasikkerhed i den offentlige forvaltning
må der skelnes mellem behandling af oplysninger i manuelle registre og behandling af
oplysninger, der foretages helt eller delvis ved hjælp af elektronisk databehandling, idet
Vejledning nr. 37 af 2. april 2001 til bekendtgørelse nr. 528 af 15. juni 2000 om sikkerhedsforanstalt-
ninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning.
13
15
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
sikkerhedsbekendtgørelsen alene finder anvendelse på sidstnævnte behandlingsform, jf.
bekendtgørelsens § 1.
Kravene til behandling af oplysninger i manuelle registre følger således alene af bestem-
melsen i persondatalovens § 41, stk. 3.
Sikkerhedsbekendtgørelsen stiller bl.a. krav om, at den dataansvarlige myndighed fast-
sætter nærmere interne bestemmelser – der skal gennemgås mindst én gang om året –
om sikkerhedsforanstaltninger i myndigheden til uddybning af de regler, som fremgår af
bekendtgørelsen, jf. § 5.
Af bekendtgørelsens § 5 følger også, at der skal fastsættes retningslinjer for myndighe-
dens tilsyn med overholdelsen af de sikkerhedsforanstaltninger, der er fastsat af myn-
digheden.
Det følger af § 8, at der på steder, hvor der foretages behandling af personoplysninger,
skal træffes forholdsregler med henblik på at forhindre uvedkommendes adgang til op-
lysningerne.
Efter § 9 er det et krav, at den dataansvarlige myndighed i forbindelse med reparation
og service af dataudstyr, samt ved salg og kassation af anvendte datamedier skal træffe
de fornødne foranstaltninger for at sikre, at uvedkommende ikke får adgang til lagrede
oplysninger.
Efter § 11, stk. 1, må kun personer, som autoriseres hertil, have adgang til de personop-
lysninger, der behandles. Der må kun autoriseres personer, som er beskæftiget med de
formål, hvortil personoplysningerne behandles. De enkelte brugere må ikke autoriseres
til anvendelser, som de ikke har behov for, jf. § 11, stk. 2.
Den dataansvarlige myndighed skal, jf. § 12, træffe foranstaltninger for at sikre, at kun
autoriserede brugere kan få adgang, og at disse kun kan få adgang til de personoplysnin-
ger og anvendelser, som de er autoriserede til.
Såfremt der etableres eksterne kommunikationsforbindelser, må disse kun etableres,
hvis der træffes særlige foranstaltninger for at sikre, at uvedkommende ikke gennem
disse forbindelser kan få adgang til personoplysninger, jf. § 14. Det indebærer ifølge
Datatilsynets sikkerhedsvejledning bl.a., at der ved transmission af fortrolige og følsom-
me personoplysninger over åbne net (f.eks. internettet) skal foretages kryptering.
16
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0017.png
Behandlinger af personoplysninger der er anmeldelsespligtige
14
, skal ske under iagtta-
gelse af de supplerende sikkerhedsbestemmelser i sikkerhedsbekendtgørelsens kapitel 3
(§§ 15-19).
Det følger af § 16, at autorisationer skal angive, i hvilket omfang brugeren må forespør-
ge, inddatere eller slette personoplysninger, og mindst hver halve år skal det, jf. § 17,
kontrolleres, om de autoriserede personer fortsat opfylder betingelserne for de tildelte
autorisationer.
Der skal endvidere foretages registrering med alle afviste adgangsforsøg, og hvis der in-
den for en fastsat periode er registreret et nærmere fastsat antal på hinanden følgende af-
viste adgangsforsøg fra samme arbejdsstation eller med samme brugeridentifikation,
skal der blokeres for yderligere forsøg, jf. § 18.
Bekendtgørelsens § 19 fastsætter de nærmere regler for, hvornår det skal foretages log-
ning. Efter § 19, stk. 1, er det som udgangspunkt et krav, at der skal foretages logning af
alle anvendelser af personoplysninger, og at loggen skal opbevares i seks måneder.
2.1.2.3. Datasikkerhed i den private sektor
Der er ikke fastsat uddybende regler for datasikkerheden i den private sektor, hvorfor
det er bestemmelsen i persondatalovens § 41, stk. 3, som spørgsmål herom må afgøres
efter.
Datatilsynet har imidlertid udtalt, at det er tilsynets opfattelse, at § 41, stk. 3, medfører,
at der som udgangspunkt må stilles samme krav til datasikkerheden i den private sektor
som i den offentlige forvaltning
15
. Tilsynet anbefaler derfor generelt, at private
dataansvarlige i videst muligt omfang tilrettelægger deres sikkerhedsforanstaltninger i
overensstemmelse med sikkerhedsbekendtgørelsen.
Der forekommer fravigelser fra dette udgangspunkt. Et eksempel er de divergerende
krav til datasikkerhed ved transmission af oplysninger over internettet.
Private dataansvarlige skal således ifølge Datatilsynet kun foretage kryptering ved over-
førsel af personnumre og følsomme oplysninger via hjemmesider og i de tilfælde, hvor
behandlingen af personoplysninger i den private sektor sker efter tilladelse med vilkår
om konkrete sikkerhedsforanstaltninger ved transmission over internettet. I en række
Reglerne om anmeldelse af behandlinger, der foretages for den offentlige forvaltning, fremgår af per-
sondatalovens kapitel 12 og bekendtgørelse nr. 529 af 15. juni 2000 om undtagelse fra pligten til anmel-
delse af visse behandlinger, som foretages for den offentlige forvaltning. Reglerne er kort omtalt under
punkt 2.4.1.8, men gennemgås ikke herudover nærmere i denne rapport.
15
Jf. Datatilsynets årsberetning 2001, side 68 f.
14
17
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0018.png
andre situationer anbefaler Datatilsynet, at personoplysninger beskyttes, når de overfø-
res via internettet. Datatilsynets vilkår om datasikkerhed omtales under punkt 2.1.2.4.
Derimod skal offentlige myndigheder foretage kryptering ved enhver transmission af
fortrolige og følsomme oplysninger via internettet. Kravene til den offentlige sektor
gælder uanset, hvordan transmissionen sker.
Datatilsynets hjemmesidetekst om krav og anbefalinger i forbindelse med overførsel af
personoplysninger via internettet i den private sektor vedlægges som
bilag 1.
2.1.2.4. Vilkår om datasikkerhed
Persondatalovens § 9 fastsætter de nærmere regler om behandling af oplysninger med
henblik på at føre et retsinformationssystem. Af § 9, stk. 3, fremgår, at tilsynsmyndighe-
den kan meddele nærmere vilkår for behandlingen af oplysninger. Vilkårene fastsættes i
forbindelse med den dataansvarliges anmeldelse til Datatilsynet og tilsynets efterfølgen-
de udtalelse, jf. § 45, stk. 1, nr. 2 (hvis den dataansvarlige er en offentlig myndighed),
eller tilladelse, jf. § 50, stk. 1, nr. 5 (hvis den dataansvarlige er en privat virksomhed
mv.).
Det følger af § 50, stk. 1, at Datatilsynets tilladelse skal indhentes, før der iværksættes
en behandling af oplysninger, som er omfattet af private dataansvarliges anmeldelses-
pligt i § 48, når behandlingen omfatter følsomme oplysninger (§ 50, stk. 1, nr. 1), be-
handlingen sker med henblik på at føre et advarselsregister (nr. 2), behandlingen sker
med henblik på at drive virksomhed som kreditoplysningsbureau (nr. 3), behandlingens
sker med henblik på at drive stillingsbesættende virksomhed (nr. 4), eller behandlingen
sker med henblik på at føre retsinformationssystemer (nr. 5).
Datatilsynets tilladelse skal ifølge § 50, stk. 2, endvidere indhentes ved overførsel af op-
lysninger som nævnt i § 50, stk. 1, til tredjelande i medfør af § 27, stk. 1, og stk. 3, nr.
2-4.
Bestemmelsen i § 50, stk. 3, indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fast-
sætte undtagelser fra bestemmelserne i § 50, stk. 1, nr. 1, og stk. 2. Bestemmelsen er be-
nyttet til at fastsætte bekendtgørelse nr. 534 af 15. juni 2000 om undtagelse fra pligten
til anmeldelse af visse behandlinger, som foretages for en privat dataansvarlig
16
(undta-
gelsesbekendtgørelsen). Undtagelsesbekendtgørelsen fastsætter alene undtagelser fra
bestemmelsen i § 50, stk. 1, nr. 1.
16
Ved bekendtgørelse nr. 202 af 22. marts 2001 er § 2, stk. 3, indsat i bekendtgørelsen, og ved bekendt-
gørelse nr. 410 af 9. maj 2012 er § 2, stk. 3, ændret.
18
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at der forinden iværksættelse af an-
dre anmeldelsespligtige behandlinger end de i § 50, stk. 1 og 2, nævnte skal indhentes
tilladelse fra tilsynet, jf. § 50, stk. 4. Denne bemyndigelse er ikke udnyttet.
Det følger af § 50, stk. 5, at Datatilsynet i forbindelse med meddelelse af tilladelse efter
stk. 1, 2 eller 4 kan fastsætte nærmere vilkår for udførelsen af behandlingerne til beskyt-
telse af de registreredes privatliv, jf. § 50, stk. 5.
Fastsættelsen af vilkår sker principielt altid på grundlag af en konkret vurdering i den
enkelte sag. I praksis har Datatilsynet dog på en række områder fastsat standardvilkår,
der om nødvendigt kan tilpasses den dataansvarlige. Standardvilkårene vil typisk omfat-
te et eller flere vilkår om datasikkerhed.
Datatilsynet har fastsat standardvilkår for (vedlægges samlet som
bilag 2):
private forskningsprojekter – vilkårene vedlægges i bilag 2
privathospitaler – et eksempel på en tilladelse med vilkår vedlægges i bilag 2
advarselsregistre – et eksempel på en tilladelse med vilkår vedlægges i bilag 2
spærrelister – et eksempel på en tilladelse med vilkår vedlægges i bilag 2
kreditoplysningsbureauer – et eksempel på en tilladelse med vilkår vedlægges i
bilag 2
retsinformationssystemer – vilkårene vedlægges i bilag 2
I forhold til private forskningsprojekter vil der således typisk blive fastsat bl.a. følgende
vilkår for så vidt angår elektroniske behandlede oplysninger:
”Identifikationsoplysninger skal krypteres eller erstattes af et kodenummer el.
lign. Alternativt kan alle oplysninger lagres krypteret. Krypteringsnøgle, kode-
nøgle mv. skal opbevares forsvarligt og adskilt fra personoplysningerne.
Adgangen til projektdata må kun finde sted ved benyttelse af et fortroligt pas-
sword. Password skal udskiftes mindst én gang om året, og når forholdene tilsiger
det.
Ved overførsel af personhenførbare oplysninger via Internet eller andet eksternt
netværk skal der træffes de fornødne sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysnin-
gerne kommer til uvedkommendes kendskab. Oplysningerne skal som minimum
være forsvarligt krypteret under hele transmissionen. Ved anvendelse af interne
net skal det sikres, at uvedkommende ikke kan få adgang til oplysningerne.
Udtagelige lagringsmedier, sikkerhedskopier af data m.v. skal opbevares forsvar-
ligt aflåst og således, at uvedkommende ikke kan få adgang til oplysningerne.”
For så vidt angår manuelt behandlede oplysninger, vil der typisk blive fastsat følgende
vilkår i forhold til private forskningsprojekter:
19
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
”Manuelt projektmateriale, udskrifter, fejl- og kontrollister, m.v., der direkte eller
indirekte kan henføres til bestemte personer, skal opbevares forsvarligt aflåst og
på en sådan måde, at uvedkommende ikke kan gøre sig bekendt med indholdet.”
Endvidere vil der i forhold til private forskningsprojekter, hvor der gøres brug af en da-
tabehandler, typisk blive fastsat følgende vilkår:
”Datatilsynets vilkår gælder også ved behandling hos databehandler.
Ved behandling hos databehandler skal der indgås en skriftlig aftale herom mel-
lem den dataansvarlige og databehandleren. Det skal fremgå af aftalen, at databe-
handleren alene handler efter instruks fra den dataansvarlige, og at oplysninger
ikke må anvendes til databehandlerens egne formål. Databehandleren skal desu-
den give den dataansvarlige tilstrækkelige oplysninger til, at denne til enhver tid
kan sikre sig, at Datatilsynets vilkår kan overholdes, og at de bliver overholdt.
Hvis databehandleren er etableret i en anden medlemsstat, skal det desuden frem-
gå af aftalen, at de yderligere bestemmelser om sikkerhedsforanstaltninger for da-
tabehandlere, som eventuelt er fastsat i den medlemsstat, hvor databehandleren er
etableret, også er gældende for databehandleren.”
I forhold til privathospitaler vil der typisk blive fastsat vilkår om, at behandling af per-
sonoplysninger skal ske under iagttagelse af en række sikkerhedsregler, som i vidt om-
fang svarer til sikkerhedsbekendtgørelsens regler.
I forhold til advarselsregistre vil der typisk blive fastsat følgende vilkår om datasikker-
hed:
”Oplysningerne skal ajourføres løbende. Hvis der udsendes advarselslister i pa-
pirform, skal disse udsendes mindst hver 3. måned. Straks efter modtagelsen,
skal medlemmet/deltageren i ordningen destruere tidligere modtagne lister el.
lign., hvilket skal angives af [X] i forbindelse med udsendelsen. Kravet om de-
struktion af tidligere lister gælder også lister i elektronisk form, der er hentet fra
en hjemmeside, eller som medlemmet/deltageren i ordningen har modtaget via e-
post, CD-rom eller diskette.
Der skal hos [X] og medlemmerne/deltagerne i ordningen træffes de fornødne
sikkerhedsforanstaltninger til sikring af, at oplysninger i registeret ikke misbru-
ges eller kommer til uvedkommendes kendskab.
Hvis der anvendes advarselslister i papirform, skal disse opbevares aflåst, når de
ikke benyttes. Det samme gælder lister i elektronisk form, der er hentet fra en
hjemmeside, eller som deltageren i ordningen har modtaget via e-post, CD-rom
eller diskette.
Ved indberetning eller videregivelse via en hjemmeside på internettet eller ved
fremsendelse af indberetninger eller advarselslister ved brug af e-post skal der
anvendes en forsvarlig kryptering.
Hvis der gives brugerne af listen adgang til oplysningerne via en hjemmeside,
må dette alene ske efter indtastning af bruger id og adgangskode (password). [X]
skal være i besiddelse af oplysninger om, hvem der har fået tildelt adgang, såle-
des at forpligtelsen efter vilkår [Y] til at foretage berigtigelse kan efterleves.
Der må ikke videregives oplysninger fra advarselslisten telefonisk.”
20
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
I forhold til spærrelister vil der typisk blive fastsat bl.a. følgende vilkår om datasikker-
hed:
”Oplysningerne på spærrelisten skal ajourføres løbende.
Der skal hos [X] og betalingsmodtagere træffes de fornødne sikkerhedsforanstalt-
ninger til sikring af, at oplysninger på spærrelisten ikke misbruges eller kommer
til uvedkommendes kendskab.”
I forhold til kreditoplysningsbureauer vil der typisk blive fastsat bl.a. følgende vilkår
om datasikkerhed:
”Der skal hos [X] og bureauets abonnenter træffes de fornødne sikkerhedsforan-
staltninger til sikring af, at oplysninger i registeret ikke misbruges eller kommer
til uvedkommendes kendskab
Fremsendelse af oplysninger over det åbne internet må alene ske i forsvarlig
krypteret form.
Hvis der gives bureauets abonnenter adgang til oplysningerne via en hjemmeside,
skal der endvidere etableres en ordning, således at der kun gives adgang til oplys-
ningerne efter indtastning af en adgangskode (password). Hvis oplysningerne gø-
res tilgængelige over det åbne internet, skal oplysningerne sendes i forsvarlig
krypteret form.
Datatilsynet har også fastsat standardvilkår for sikkerhed vedrørende personaleadmini-
stration og
klientjournaler.
Datatilsynet har endvidere fastsat standardvilkår for stillingsbesættende virksomhed.
Disse vedlægges ikke, da de ikke indeholder vilkår om datasikkerhed.
2.1.2.5. Persondatalovens § 42
Det følger af § 42, stk. 1, at den dataansvarlige – når denne overlader en behandling af
oplysninger til en databehandler – skal sikre sig, at databehandleren kan træffe de i § 41,
stk. 3-5, nævnte tekniske og organisatoriske foranstaltninger, og at den dataansvarlige
skal påse, at dette sker.
Den dataansvarlige skal således aktivt sikre, at de krævede sikkerhedsforanstaltninger
overholdes hos databehandleren. Den dataansvarlige kan vælge selv at udføre kontrollen
med databehandleren, men det kan også være relevant at indhente en årlig revisionser-
klæring fra en uafhængig tredjepart.
Gennemførelsen af en behandling af oplysninger ved en databehandler skal ske i hen-
hold til en skriftlig aftale parterne imellem, jf. § 42, stk. 2, 1. pkt. Det skal fremgå af af-
talen, at databehandleren alene handler efter instruks fra den dataansvarlige, og at reg-
lerne i § 41, stk. 3-5, ligeledes gælder for behandlingen ved databehandleren.
21
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
Er den dataansvarlige en offentlig myndighed, følger det af sikkerhedsbekendtgørelsens
§ 7, stk. 1, 1. pkt., at det skal fremgå af den skriftlige databehandleraftale, at reglerne i
sikkerhedsbekendtgørelsen ligeledes gælder for behandlingen ved databehandleren.
Hvis databehandleren er etableret i en anden medlemsstat, skal det fremgå af aftalen, at
de bestemmelser om sikkerhedsforanstaltninger, som er fastsat i lovgivningen i den
medlemsstat, hvor databehandleren er etableret, gælder for denne, jf. § 42, stk. 2, 3. pkt.
2.1.3. Persondatalovens behandlingsregler
I persondatalovens kapitel 4 (§§ 5-14) er fastsat regler om, i hvilket omfang behandling
af personoplysninger må finde sted. Bestemmelserne har til formål at yde den registrere-
de en beskyttelse i vid forstand.
I § 5 er fastsat en række grundlæggende principper for den dataansvarliges behandling
af oplysninger. Disse principper skal ses i sammenhæng med bestemmelserne i §§ 6-13,
hvori de nærmere betingelser for behandling af oplysninger er fastsat. I § 14 er fastsat
regler om arkivering af oplysninger, der er omfattet af loven.
I de følgende afsnit gennemgås § 5 og bestemmelsens betydning for fastlæggelsen af
kravene til datasikkerhed, ligesom de grundlæggende betingelser for behandling af op-
lysninger omtales.
2.1.3.1. Grundlæggende principper for behandling af personoplysninger
Som anført ovenfor indeholder § 5 en række grundlæggende principper for den
dataansvarliges behandling af oplysninger. Disse krav skal altid være opfyldt.
Af § 5, stk. 1, følger, at oplysninger skal behandles i overensstemmelse med god data-
behandlingsskik. Det vil sige, at behandlingen skal være rimelig og lovlig. Heri ligger
navnlig, at den dataansvarlige nøje skal overholde reglerne i loven, såvel i ånd som bog-
stav, og ikke må forsøge at omgå reglerne.
Af persondatalovens § 5, stk. 2, følger, at indsamling af oplysninger skal ske til udtryk-
keligt angivne og saglige formål, og at senere behandling ikke må være uforenelig med
disse formål (finalité-princippet).
Det følger endvidere af § 5, stk. 3, at oplysninger, som behandles, skal være relevante
og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål,
hvortil oplysningerne indsamles, og de formål, hvortil oplysningerne senere behandles.
22
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0023.png
Af lovens § 5, stk. 4, følger, at behandling af oplysninger skal tilrettelægges således, at
der foretages fornøden ajourføring af oplysningerne. Der skal endvidere foretages den
fornødne kontrol for at sikre, at der ikke behandles urigtige eller vildledende oplysnin-
ger. Oplysninger, der viser sig urigtige eller vildledende, skal snarest muligt slettes eller
berigtiges.
Endelig følger det af bestemmelsens stk. 5, at indsamlede oplysninger ikke må opbeva-
res på en måde, der giver mulighed for at identificere den registrerede i et længere tids-
rum end det, der er nødvendigt af hensyn til de formål, hvortil oplysningerne behandles.
De grundlæggende principper har betydning for behandlingen af oplysninger
inden for
den enkelte offentlige myndighed eller private virksomhed mv., idet den dataansvarlige
skal tilrettelægge sin behandling således, at den er i overensstemmelse med § 5 og § 41,
stk. 3 (samt bestemmelserne i sikkerhedsbekendtgørelsen for så vidt angår den offentli-
ge sektor).
Som eksempel herpå kan nævnes, at Datatilsynet i sit høringssvar
17
vedrørende Struk-
turkommissionens betænkning nr. 1434/2004 har påpeget, at en generel adgang til alle
borgerrelaterede oplysninger i kommunale servicecentre efter tilsynets opfattelse er me-
get vidtgående og vanskelig at forene med § 5 og de generelle krav om datasikkerhed i
lovens § 41, stk. 3, som bl.a. er udmøntet i sikkerhedsbekendtgørelsens § 11. Hørings-
svaret vedlægges som
bilag 3.
§ 5 har ligeledes betydning i tilfælde, hvor der har været brud på datasikkerheden. Hvis
oplysninger er kommet til uvedkommendes kendskab eller har været i risiko herfor, er
det således Datatilsynets opfattelse, at det følger af kravet om god databehandlingsskik i
§ 5, stk. 1, at den dataansvarlige bør reagere med henblik på at begrænse skaden.
Afhængig af de konkrete omstændigheder kan det være påkrævet, at den dataansvarlige
tager skridt til:
1. at påse, at data bliver slettet eller eventuelt afhentet eller returneret fra uberetti-
gede modtagere,
2. at sørge for, at data slettes fra internettet, herunder fra søgemaskiner,
3. at sørge for hurtig underretning af de berørte personer,
4. at det langsigtet sikres, at situationen ikke gentager sig, f.eks. ved at interne ret-
ningslinjer og forretningsgange gennemgås, ved bedre instruktion af medarbej-
dere og/eller ved systemteknisk understøttelse af relevante forretningsgange i or-
ganisationen.
17
Brev af 7. april 2004 til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Datatilsynets j.nr. 2004-122-0103.
23
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0024.png
2.1.3.2. Betingelser for behandling af personoplysninger
I lovens § 6, stk. 1, fastsættes de generelle betingelser for, hvornår behandling af oplys-
ninger må finde sted. Bestemmelsen gælder som udgangspunkt for enhver behandling af
oplysninger, der er omfattet af loven. Lovligheden af visse særlige former for behand-
linger skal dog afgøres efter § 6, stk. 2-4, §§ 7-13 eller efter reglerne i lovens kapitel
5-7
18
.
Anvendelsesområdet for § 6 omfatter således i praksis almindelige, ikke-følsomme op-
lysninger, det vil sige alle andre oplysninger end oplysninger om rent private forhold, jf.
§§ 7-8.
En del af de oplysninger, der er omfattet af § 6, vil være fortrolige, mens andre ikke kan
betegnes som fortrolige. I modsætning hertil anses oplysninger, der er omfattet af §§ 7-
8, for såvel følsomme som fortrolige.
Af § 6, stk. 1, følger, at behandling af personoplysninger kun må finde sted, hvis en af
de i nr. 1-7 angivne betingelser er opfyldt. Fælles for disse betingelseer – når bortses fra
samtykkereglen i nr. 1 – at behandling kun kan ske, hvis den er
nødvendig
af hensyn til
en række nærmere angivne interesser.
Efter § 7, stk. 1, må der som udgangspunkt ikke behandles oplysninger om racemæssig
eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæs-
sige tilhørsforhold og oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold.
I § 7, stk. 2-7, angives de nærmere betingelser for, hvornår der alligevel må behandles
følsomme oplysninger af den nævnte karakter. Af § 7, stk. 8, fremgår, at der for den of-
fentlige forvaltning ikke må føres edb-registre med oplysninger om politiske forhold,
som ikke er offentligt tilgængelige.
Det fremgår af bemærkningerne til § 7, at det med bestemmelsen tilsigtes at sikre et højt
beskyttelsesniveau i forhold til den enkelte borger. Det indebærer, at behandlingsregler-
ne i bestemmelsens stk. 2-7 i videst muligt omfang forudsættes administreret på den
måde, at der ikke uden samtykke registreres og videregives personoplysninger i videre
udstrækning end efter den tidligere registerlovgivning.
§ 8 vedrører behandlingen af oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale pro-
blemer og andre rent private forhold end de i § 7, stk. 1 nævnte.
18
Som anført under punkt 2.1.1.1 vedrørende persondatalovens § 2, stk. 1, kan lovens regler om behand-
ling af personoplysninger endvidere være fraveget ved regler i anden lovgivning.
24
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0025.png
Sådanne oplysninger må som udgangspunkt ikke behandles for den offentlige forvalt-
ning, medmindre det er nødvendigt for varetagelsen af myndighedens opgaver, jf. § 8,
stk. 1. § 8, stk. 2 og 3, angiver de nærmere betingelser for, hvornår en offentlige
dataansvarlig kan videregive oplysninger omfattet af § 8.
Private må kun behandle sådanne andre følsomme personoplysninger, hvis den registre-
rede har givet sit udtrykkelige samtykke hertil, eller hvis det er nødvendigt til varetagel-
se af en berettiget interesse, og denne interesse klart overstiger hensynet til den registre-
rede, jf. § 8, stk. 4. § 8, stk. 5 angiver de nærmere betingelser for, hvornår en privat
dataansvarlig kan videregive § 8-oplysninger.
For så vidt angår behandlingen af oplysninger om personnummer – der er en ikke-føl-
som, men fortrolig personoplysning – følger det af § 11, stk. 1, at offentlige myndighe-
der kan behandle oplysninger herom med henblik på en entydig identifikation eller som
journalnummer.
Private må som udgangspunkt behandle oplysninger om personnummer, når det følger
af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, eller den registrerede har givet sit ud-
trykkelige samtykke hertil, jf. § 11, stk. 2. nr. 1 og 2. Af § 11, stk. 2, nr. 3, og stk. 3,
fremgår yderligere betingelser for, hvornår private kan behandle, herunder videregive,
oplysninger om personnummer.
Som det fremgår, er der – afhængig af oplysningernes karakter – ganske betydelige for-
skelle på, hvor restriktive betingelser der gælder for behandling af personoplysninger,
ligesom der i nogle tilfælde gælder forskellige betingelser afhængig af, om den
dataansvarlige er en offentlig myndighed eller en privat virksomhed mv.
2.2. Regler om beskyttelse af personoplysninger på det finansielle område
2.2.1. Generelt om den finansielle lovgivning
Et grundlæggende formål med den finansielle lovgivning er at sikre den finansielle sta-
bilitet. Derfor indeholder lovgivningen en række krav til finansielle virksomheder
19
, der
skal sikre, at virksomhederne drives på en forsvarlig måde, så kunderne kan have tiltro
til, at deres midler bliver behandlet forsvarligt, og så virksomhederne ikke eksponeres
for at lide tab som følge af misbrug og kriminalitet. Den finansielle lovgivnings krav til
it-sikkerhed skal ses som udtryk herfor.
19
Finansielle virksomheder er pengeinstitutter, forsikringsselskaber, realkreditinstitutter, fondsmæglersel-
skaber og investeringsforeningsselskaber.
25
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0026.png
Fokus for reglerne om beskyttelse af kundedata i den finansielle lovgivning er således at
sikre, at der kun sker de transaktioner med kundernes midler, som kunderne ønsker, og
som er aftalt med virksomhederne. Reglerne er udformet med henblik på at sikre, at de
betalingsdata, der befinder sig i de finansielle virksomheder, og som udveksles mellem
virksomhederne, er beskyttet imod at gå tabt, blive forvansket, ændret eller misbrugt til
uretmæssigt at flytte eller fjerne midler. Udgangspunktet for den finansielle lovgivning
er således fortrinsvis i økonomisk forstand at søge at sikre kundernes midler, men heri
ligger også et behov for at sikre ægtheden af data, og at de ikke kan tilgås eller manipu-
leres af uvedkommende.
Dette afspejles også i det tilsyn med finansielle virksomheders it-sikkerhed, som Finan-
stilsynet udøver, og som alene er rettet mod de finansielle virksomheder og datacentra-
ler mv. Finanstilsynet er således ikke en klageinstans i forhold til offentligheden. Hvis
tilsynet modtager generelle klager over manglende datasikkerhed, vil tilsynet på grund
af den skærpede tavshedspligt, som tilsynsarbejdet er underlagt, være afskåret fra at op-
lyse klageren om, hvorvidt klagen giver Finanstilsynet anledning til at tage en sag op,
og hvilke tilsynsreaktioner oplysningerne i givet fald giver anledning til.
Den finansielle lovgivning indeholder tillige regler om finansielle virksomheders tavs-
hedspligt, der har til formål at beskytte kunder imod, at ansatte i finansielle virksomhe-
der uberettiget videregiver deres fortrolige oplysninger. Disse regler, der er klassiske
tavshedspligtsregler, somikke er særligt knyttet til it-sikkerhed, forbyder ansatte i finan-
sielle virksomheder og andre personer med tilknytning til virksomheden, herunder le-
delsesmedlemmer, revisorer mv., uberettiget at videregive fortrolige oplysninger om
kunder i virksomheden. Modtager Finanstilsynet en konkret klage over en uberettiget
videregivelse, har tilsynet mulighed for at tildele klageren visse partsrettigheder og ori-
entere vedkommende om eventuelle tilsynsreaktioner som følge af klagen.
2.2.2. Lov om finansiel virksomhed
2.2.2.1. Regler om it-sikkerhed og databehandling for pengeinstitutter
Lov om finansiel virksomhed
20
stiller i § 71 krav om, at en finansiel virksomhed, herun-
der et pengeinstitut, skal have effektive former for virksomhedsstyring, herunder betryg-
gende kontrol- og sikringsforanstaltninger.
Disse krav er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1321 af 25. november 2015 om ledelse og
styring af pengeinstitutter m.fl., herunder i bekendtgørelsens bilag 5 om it-sikkerhed.
Ifølge bekendtgørelsen skal virksomhedens bestyrelse fastsætte en it-sikkerhedspolitik,
der ud fra den ønskede risikoprofil på it-området skal indeholde en overordnet stillingta-
gen til alle væsentlige forhold vedrørende it-sikkerheden. Hvad der er væsentligt, af-
20
Lovbekendtgørelse nr. 182 af 18. februar 2015 med senere ændringer.
26
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
hænger bl.a. af virksomhedens størrelse samt omfanget og kompleksiteten af virksom-
hedens it-anvendelse. Væsentlige forhold omfatter bl.a. beskyttelse af systemer, data,
maskinel og kommunikationsveje, funktionsadskillelse samt kontrol og rapportering.
Mere konkret, når der ses på eksempelvis området rettighedstildeling, adgangsstyring
og logiske adgangskontroller, vil følgende være emner på en inspektion foretaget af Fi-
nanstilsynet:
Periodisk revurdering af tildelte rettigheder, herunder vurdering af funktionsad-
skillelse/kompenserende kontroller ved tildeling af rettigheder.
Funktionsadskillelse mellem udviklings-, test- og driftsmiljø. Politik for eksterne
adgange til kritiske systemer. Udvidet adgang, systemadministratoradgange, ad-
gang til kritiske data, konfigurationsfiler, logs, backup/produktionsdata mv. (ri-
sikovurderinger).
Anvendelse af nødbrugere og midlertidige udvidede rettigheder og adgange.
Virksomhedens direktion er ansvarlig for, at it-sikkerhedspolitikken efterleves og uddy-
bes i procedurer, herunder at funktionsadskillelsen bliver overvåget, at systemer og data
klassificeres og prioriteres, at der sker adgangskontrol til systemer og data, samt at der
udarbejdes en it-beredskabsplan.
Det følger endvidere af bekendtgørelsen, at pengeinstituttet m.fl. skal have metoder og
procedurer, der er egnede til at opdage og mindske risikoen for virksomhedens mang-
lende overholdelse af den for virksomheden gældende lovgivning, markedsstandarder
eller interne regelsæt. Desuden skal virksomheden have en
compliance-funktion,
der
fungerer uafhængigt, og som har til opgave at føre kontrol med virksomhedens overhol-
delse af lovgivning, markedsstandarder eller interne regelsæt.
Et pengeinstitut kan outsource opgaver, herunder databehandling.
Hvis et pengeinstitut outsourcer opgaver, skal instituttet sikre, at den virksomhed, opga-
ven outsources til, har betryggende sikkerheds- og kontrolprocedurer, og instituttet skal
føre kontrol med, at outsourcing-virksomheden følger disse procedurer. Outsourcing af
væsentlige opgaver skal meddeles Finanstilsynet.
27
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0028.png
2.2.2.2. Regler om it-sikkerhed og databehandling for fællesejede datacentraler
Fællesejede datacentraler
21
er reguleret af § 343 q i lov om finansiel virksomhed. Det
følger af bestemmelsen, at en datacentral skal opfylde de samme krav til datasikkerhed,
som gælder for finansielle virksomheder efter lovens § 71, jf. ovenfor.
En fællesejet datacentral er derudover underlagt bekendtgørelse om systemrevisionens
gennemførelse i fælles datacentraler. Ved systemrevision forstås i henhold til denne be-
kendtgørelse intern og ekstern revision af, at de generelle it-kontroller, det vil sige sty-
ringen af den grundlæggende it-sikkerhed, men ikke sikkerheden i specifikke it-syste-
mer, er og fungerer betryggende.
I bekendtgørelsen stilles der krav til den eksterne og interne systemrevision, den ekster-
ne og interne systemrevisions protokol samt til erklæringer om system-, data- og drifts-
sikkerheden i henhold til bekendtgørelsen. Revisionen skal blandt andet påse, om kravet
om betryggende kontrol- og sikringsforanstaltninger tilgodeses i tilstrækkeligt omfang
ved udvikling, vedligeholdelse og drift af datacentralens systemer, som har relation til
de tilsluttede virksomheder, og om datacentralens forretningsgange, som har relation til
de tilsluttede virksomheder, er tilrettelagt og fungerer på betryggende vis.
Reglerne for fælles datacentraler gælder også for datacentraler, der udfører både væsent-
lig it-drift og it-udvikling for den fælles betalingsinfrastruktur, jf. lov om finansiel virk-
somhed § 343 q, stk. 2.
2.2.2.3. Regler om videregivelse af fortrolige kundeoplysninger
Kapitel 9 i lov om finansiel virksomhed indeholder regler om finansielle virksomheders
videregivelse og udnyttelse af fortrolige oplysninger.
Hovedbestemmelsen om videregivelse og udnyttelse af fortrolige oplysninger findes i §
117 og angiver, at ansatte og andre personer tilknyttet finansielle virksomheder ikke
uberettiget må udnytte eller videregive fortrolige oplysninger, som de bliver bekendt
med under udøvelsen af deres hverv.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at den – foruden at beskytte mod udleve-
ring af fortrolige oplysninger om den finansielle virksomhed selv – også beskytter virk-
somhedens kunder mod uberettiget videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysnin-
ger.
Ved fælles datacentraler forstås ifølge § 343 q, stk. 1, virksomheder, hvis væsentligste aktiviteter om-
fatter it-drifts- eller -udviklingsopgaver for flere finansielle virksomheder, finansielle holdingvirksomhe-
der eller sådanne virksomheders dattervirksomheder, og som overvejende er ejet af 1) en eller flere finan-
sielle virksomheder, finansielle holdingvirksomheder eller sådanne virksomheders dattervirksomheder i
forening eller 2) en eller flere foreninger, hvis medlemmer overvejende er finansielle virksomheder, fi-
nansielle holdingvirksomheder eller sådanne virksomheders dattervirksomheder.
21
28
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
Begrebet fortrolige oplysninger skal forstås bredt og omfatter alle oplysninger, som ikke
er offentligt tilgængelige, herunder oplysninger om hvem der er kunder i en finansiel
virksomhed og oplysninger om deres transaktioner.
Forbuddet mod videregivelse er begrænset til ”uberettiget videregivelse”. Ved vurderin-
gen af, om en videregivelse er berettiget, skal der foretages en konkret afvejning af den
finansielle virksomheds interesse i at kunne videregive oplysninger over for kundens
berettigede forventning om, at oplysninger hemmeligholdes. Dette indebærer, at en fi-
nansiel virksomhed f.eks. har mulighed for at videregive fortrolige kundeoplysninger i
forbindelse med outsourcing af opgaver, hvis en interesseafvejning fører til, at virksom-
hedens interesse i at kunne foretage en outsourcing overstiger kundernes forventning
om hemmeligholdelse.
Videregives kundeoplysninger f.eks. som led i outsourcing, følger tavshedspligten op-
lysningerne efter, jf. § 117, stk. 2. Det indebærer, at personer, som de fortrolige oplys-
ninger videregives til, vil være bundet af den samme tavshedspligt som gælder efter §
117, stk. 1.
Dette indebærer eksempelvis, at hvis et pengeinstitut videregiver fortrolige kundeoplys-
ninger til en fællesejet datacentral, der løser opgaver for pengeinstituttet, vil de kunde-
data, som videregives, fortsat være beskyttet mod uberettiget videregivelse fra ansatte i
datacentralen.
Reglerne i kapitel 9 træder i stedet for behandlingsreglerne i persondatalovens §§ 6-8,
jf. punkt 2.1.1.1.
2.2.2.4. Whistleblowerordninger
I forbindelse med implementeringen af kapitalkravsdirektivet i dansk ret er der i lov om
finansielle virksomheder § 75 a indført regler om, at alle finansielle virksomheder og
betalingsinstitutter skal etablere whistleblowerordninger, så medarbejdere i virksomhe-
den via en særlig, uafhængig og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser eller po-
tentielle overtrædelser af den finansielle lovgivning, herunder også af reglerne om, at
virksomheden skal have et tilstrækkeligt it-sikkerheds- og kontrolniveau. Indberetnin-
gen sker til virksomheden selv med henblik på, at den kan rette op på de fejl eller svag-
heder, som kommer til dens kendskab. Finanstilsynet har samtidig indført en ordning, så
man har mulighed for anonymt at orientere tilsynet om forhold, som tilsynet bør være
opmærksomt på i forhold til de relevante virksomheder under tilsyn.
29
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0030.png
2.2.3. Lov om betalingstjenester og elektroniske penge
2.2.3.1.
Lov om betalingstjenester og elektroniske penge (betalingstjenesteloven)
22
re-
gulerer de virksomheder, som udfører betalingstjenester. Eksempler på betalingstjene-
ster er blandt andet gennemførelse af betalingstransaktioner, herunder overførsel af mid-
ler til en betalingskonto, gennemførelse af betalingstransaktioner via et kreditkort, og
udstedelse og indløsning af betalingsinstrumenter, f.eks. betalingskort.
Desuden indeholder loven de regulatoriske krav til virksomheder, der udfører betalings-
tjenester, og som ikke er pengeinstitutter omfattet af lov om finansiel virksomhed. Så-
danne virksomheder er betalingsinstitutter og skal have tilladelse efter § 7 i betalingstje-
nesteloven.
En betingelse for at opnå og bevare en tilladelse som betalingsinstitut er, at virksomhe-
dens forretningsgange, administrative forhold, organisation, regnskabsmæssige proce-
durer, revisionsmæssige foranstaltninger og kontrol- og sikkerhedsmæssige foranstalt-
ninger er forsvarlige.
Desuden foreskriver lovens § 19, at et betalingsinstitut bl.a. skal have fyldestgørende in-
terne kontrolprocedurer og betryggende kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger på it-om-
rådet. Kravet om betryggende it-forhold er analogt til kravene efter ledelsesbekendtgø-
relsen udstedt i medfør af lov om finansiel virksomhed § 71. Finanstilsynet vil derfor
vurdere it-sikkerheden i sådanne institutter på samme måde som i finansielle virksom-
heder og fælles datacentraler.
Hvis et betalingsinstitut outsourcer opgaver, skal virksomheden sikre, at den virksom-
hed, opgaven outsources til, har betryggende sikkerheds- og kontrolprocedurer, herun-
der på it-området, og betalingsinstituttet skal føre kontrol med, at outsourcing-virksom-
heden følger disse.
Finanstilsynet skal endvidere give tilladelse til outsourcing af væsentlige opgaver. Det
er i den forbindelse sædvanligt, at Finanstilsynet knytter betingelser til tilladelsen, sær-
ligt i form af
governance-krav
til styring og kontrol.
En outsourcende virksomhed skal føre løbende kontrol med, at leverandøren lever op til
forpligtelserne i henhold til kontrakten. Når outsourcing vedrører it-funktioner, skal den
outsourcende virksomhed have procedurer og retningslinjer til sikring af, at leverandø-
ren overholder de relevante dele af outsourcers it-sikkerhedspolitik og sikkerhedsregler,
og der skal aftales procedurer med leverandøren om, at outsourcer regelmæssigt kan
kontrollere dette.
22
Lovbekendtgørelse nr. 613 af 24. april 2015 med senere ændringer.
30
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
Der er endvidere krav om, at leverandøren forpligtes til at give Finanstilsynet, outsour-
cer og dennes revision alle nødvendige oplysninger om de outsourcede opgaver, lige-
som Finanstilsynet mod behørig legitimation skal have adgang til leverandøren vedrø-
rende den outsourcede aktivitet.
2.2.3.2.
Betalingstjenestelovens § 85 indeholder regler om behandling af personoplys-
ninger, herunder transaktionsdata.
Det følger af § 85, at der kun må ske behandling af oplysninger om, hvor betalere har
anvendt deres betalingsinstrument, og hvad de har købt, når det er nødvendigt til gen-
nemførelse eller korrektion af betalingstransaktioner, eller når det på anden saglig måde
er nødvendigt. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
Ӥ
85.
Lov om behandling af personoplysninger finder anvendelse med de ændrin-
ger, der følger af stk. 2-6.
Stk. 2. Betalerens udbyder skal sikre, at betalerens cpr-nummer på et betalings-
instrument ikke kan aflæses fysisk eller elektronisk af andre end betalerens udby-
der.
Stk. 3. Der må kun ske behandling af oplysninger om, hvor betalerne har an-
vendt deres betalingsinstrumenter, og hvad de har købt, når det
1) er nødvendigt til gennemførelse eller korrektion af betalingstransaktioner el-
ler andre funktioner, som betalerens udbyder har knyttet til betalingsinstrumen-
tet,
2) er nødvendigt til retshåndhævelse eller for at hindre misbrug eller
3) er hjemlet ved anden lovgivning.
Stk. 4. Der må endvidere ske behandling af oplysninger om, hvor betalerne har
anvendt deres betalingsinstrumenter, når
1) det er nødvendigt for betalerens udbyders rådgivning af en betaler med hen-
blik på en hensigtsmæssig anvendelse af betalingsinstrumenter, og når de oplys-
ninger, der frembringes, alene angår, hvilke typer betalingstransaktioner beta-
leren foretager, eller
2) behandlingen er nødvendig for udstederens tilpasning af betalingssystemer,
således at disse er sikre, effektive og tidssvarende og der ikke frembringes op-
lysninger på enkeltbrugerniveau.
Stk. 5. Økonomi- og erhvervsministeren kan bestemme, at stk. 3 fraviges i forsk-
ningsøjemed.
Stk. 6. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter indhentet udtalelse fra Datatil-
synet fastsætte regler om behandling i udlandet af de i stk. 3 nævnte oplysninger.”
Betalingstjenestelovens § 85 finder som udgangspunkt anvendelse på både udbydere af
betalingstjenester og på andre virksomheder. Undtaget herfra er § 85, stk. 2, der kun fin-
der anvendelse på udbydere af betalingstjenester.
Betalingstjenestelovens § 85 finder anvendelse på alle de betalingsinstrumenter, der er
omfattet af loven, f.eks. et betalingskort eller en adgangskode til en netbank, og indehol-
31
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0032.png
der en udtømmende angivelse af, til hvilke formål der kan ske behandling af oplysnin-
ger om, hvor betalerne har anvendt deres betalingsinstrumenter, og hvad de har købt.
Betalingstjenestelovens § 85 omfatter som udgangspunkt behandling af oplysninger om
både fysiske og juridiske personer, der optræder som betalere. Bestemmelsen er præcep-
tiv i forbrugerforhold, jf. lovens § 5, stk. 1 og 2, modsætningsvis, hvilket betyder, at for-
brugere ikke kan give samtykke til behandling af oplysninger, der er omfattet af § 85,
med henblik på andre formål end dem, der er nævnt i § 85. Bestemmelsen kan fraviges
ved aftale i erhvervsmæssige kundeforhold.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at oplysninger om hvor betalingsinstrumenterne
har været anvendt, og hvad der er købt, ikke benyttes til uvedkommende formål eller i
integritetskrænkende øjemed, idet oplysningerne kan være meget følsomme. Oplysnin-
gerne må således ikke benyttes til for eksempel opstilling af forbrugsprofiler eller kort-
lægning af brugernes forbrugsmønstre. Sådanne oplysninger vil kunne danne grundlag
for den erhvervsdrivendes egen markedsføring eller vil kunne sælges eller videregives
til andre erhvervsdrivende med henblik på f.eks. markedsføring, kreditvurdering eller ri-
sikovurdering i forbindelse med tegning af forsikringer.
Betalingstjenestelovens § 85, stk. 1, præciserer, at persondataloven også gælder for den
behandling af persondata, som finder sted i forbindelse med brug af betalingstjenester.
Det antages i teorien, at betalingstjenestelovens § 85 er mere restriktiv end persondata-
loven.
Ud over persondataloven supplerer også markedsføringsloven
23
betalingstjenestelovens
§ 85 for så vidt angår anvendelse af oplysninger til markedsføringsmæssige formål.
Hertil kommer, at kapitel 9 i lov om finansiel virksomhed om videregivelse af fortrolige
oplysninger, herunder tavshedspligtsbestemmelsen i § 117, finder anvendelse for de
virksomheder, der er omfattet af lov om finansiel virksomhed, og som udbyder betaling-
stjenester, jf. herom punkt 2.2.2.3 ovenfor.
Betalingstjenestelovens § 85, stk. 3, slår fast, at der kun må behandles oplysninger om,
hvor en betaler har anvendt sit betalingsinstrument, og hvad han har købt, når det er
nødvendigt enten for at gennemføre eller korrigere betalingstransaktioner eller andre
funktioner, som betalerens udbyder har knyttet til betalingsinstrumentet, eller nødven-
digt på grund af retshåndhævelse eller for at hindre misbrug. Derudover vil behandlin-
gen af oplysninger være lovlig, hvis den har hjemmel i anden lovgivning.
23
Lovbekendtgørelse nr. 1216 af 25. september 2013 om markedsføring.
32
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0033.png
Derudover må der efter betalingstjenestelovens § 85, stk. 4, ske behandling af oplysnin-
ger om, hvor betaleren har brugt sit kort, når det er nødvendigt for rådgivning af betale-
ren for hensigtsmæssig anvendelse af betalingsmidler, eller hvor det er nødvendigt for
udstederen for at tilpasse betalingssystemer under forudsætning af, at der ikke frembrin-
ges oplysninger på enkeltbrugerniveau.
Udtrykket ”behandling” svarer til sprogbrugen og definitionen i persondataloven og
dækker over ”enhver operation eller række af operationer med eller uden brug af elek-
tronisk databehandling, som oplysninger gøres til genstand for”, jf. persondatalovens §
3, nr. 2. Det antages, at begrebet ”behandling” ikke blot omfatter registrering, opbeva-
ring, videregivelse og samkøring af oplysninger, men enhver form for håndtering af op-
lysninger.
24
Betalingstjenestelovens § 85, stk. 2–6, vedrører kun behandling af oplysninger om beta-
lere, f.eks. brugere af betalingskort. Eventuel behandling af oplysninger om betalings-
modtagere (f.eks. forretninger, der modtager betaling med et betalingskort) er derimod
alene underlagt den almindelige databeskyttelseslovgivning, markedsføringsloven, lov
om finansiel virksomhed mv.
2.3. Andre relevante regler om beskyttelse af personoplysninger
2.3.1. Regler om beskyttelse af personoplysninger på sundhedsområdet
2.3.1.1. Generelt om lovgivningen på sundhedsområdet
I sundhedsvæsenet behandles en række følsomme oplysninger om borgernes helbred og
sygdomme. Både i forbindelse med den primære patientbehandling og til sekundære
formål såsom kvalitetssikring af behandlingen, forskning i nye behandlingsformer samt
analyser af f.eks. af forbruget af sundhedsydelser og ventetider til undersøgelse og be-
handling.
Samtidig ændres behandlingsformerne, og en større og større del af patientens behand-
ling sker nu i et samarbejde mellem sygehuse, egen læge, kommunen og andre. Derfor
bliver behovet for at kunne dele data også større. Borgerne har en forventning om, at
den sundhedsperson, der skal behandle dem, har de nødvendige oplysninger til rådig-
hed, og kan ikke forstå, hvis de bliver spurgt om de samme oplysninger flere gange.
Hertil kommer, at manglende adgang til nødvendige oplysninger kan forsinke behand-
lingen eller føre til fejlbehandling.
Derfor skal der i sundhedsvæsenet ske en konstant afvejning mellem behovet for pa-
tientsikkerhed og informationssikkerhed. Relevante data skal være til rådighed for det
24
Jf. Lov om behandling af personoplysninger med kommentarer (Henrik Waaben og Kristian Korfits Ni-
elsen, 3. udgave, 2015), s. 145-146.
33
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0034.png
relevante personale, når det er nødvendigt. Samtidig skal borgerne føle sig trygge og op-
leve sikkerhed om dataanvendelsen i sundhedsvæsenet.
Tidligere var antallet af medarbejdere, der havde adgang til elektroniske patientoplys-
ninger meget mindre, og de havde typisk kun adgang til data inden for f.eks. eget syge-
hus eller område. Efterhånden er der etableret flere fælles nationale løsninger, og data
deles i stigende grad på tværs af sundhedsvæsenet og mellem forskellige sektorer. Dette
skyldes et øget behov for at kunne tilgå informationerne, uanset deres oprindelse eller
fysiske placering, da patienten bevæger sig rundt i sundhedsvæsenet og på tværs af sek-
torer.
Patientoplysninger anvendes ikke kun i den primære patientbehandling, men også til
forskning, administrative formål og til kvalitetssikring, både på lokalt og nationalt ni-
veau. I mange tilfælde sker dette ved at etablere særskilte databaser, f.eks. de regionale
og nationale kvalitetsdatabaser samt datavarehuse, hvor data bliver struktureret på en
måde, som tilgodeser statistiske og forskningsmæssige formål.
For sundhedsdata gælder de almindelige regler i persondataloven om it-sikkerhed, men
der er herudover fastsat regler i andre love, f.eks. sundhedsloven
25
, om videregivelse og
indberetning af oplysninger.
2.3.1.2. Regler om databehandling i forbindelse med den primære patientbehandling i
sundhedsvæsenet
Databehandling i forbindelse med den primære patientbehandling skal sikre, at sund-
hedspersoner har de relevante oplysninger til rådighed om patienten i behandlingssitua-
tionen.
Persondatalovens krav om, at ansatte kun må have adgang til oplysninger, som de har
behov for i forbindelse med løsningen af deres arbejdsopgaver, suppleres af bestemmel-
serne i sundhedsloven om, at adgangen skal være bestemt af, at der findes en eksisteren-
de behandlingsrelation og af patientens ret til i visse tilfælde at frabede sig videregivelse
eller elektronisk indhentning af deres patientoplysninger.
Sundhedslovens bestemmelser om videregivelse, indhentning af og adgang til oplysnin-
ger findes dels i sundhedslovens kapitel 9 om tavshedspligt, videregivelse og indhent-
ning af helbredsoplysninger mv., dels i specifikke bestemmelser om konkrete regi-
stre/systemer, f.eks. §§ 156, 157 og 157 a om henholdsvis det Centrale Tilskudsregister,
det Fælles Medicinkort og det Danske Vaccinationsregister.
25
Lovbekendtgørelse nr. 1202 af 14. november 2014 med senere ændringer.
34
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
Databehandling sker i sundhedssektoren også til sekundære formål, det vil sige som led
i andet end den direkte behandling. Formålet hermed er dels at sikre grundlaget for ad-
ministrationen af sundhedsvæsenet (afregning, kvalitetssikring mv.), dels at give mulig-
hed for registerforskning og statistisk bearbejdning og analyse til gavn for patienterne
og samfundet.
Fælles for databehandlingerne er, at det er relevant at behandle store mængder person-
henførbare oplysninger for at generere resultater, der ikke er personhenførbare. Neden-
for er det generelle regelsæt nærmere gennemgået.
2.3.1.2.1. Videregivelse af helbredsoplysninger mv. i forbindelse med og efter behand-
ling af patienter
Det følger af sundhedslovens § 41, stk. 2, at sundhedspersoner til andre sundhedsperso-
ner kan videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private for-
hold og andre fortrolige oplysninger i forbindelse med behandling af patienten eller be-
handling af andre patienter uden patientens samtykke, når:
1) det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for patienten, og vi-
deregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og behov,
2) videregivelsen omfatter et udskrivningsbrev fra en læge, der er ansat i sygehus-
væsenet, til patientens alment praktiserende læge eller den praktiserende special-
læge, der har henvist patienten til sygehusbehandling,
3) videregivelsen omfatter et udskrivningsbrev fra en læge, der er ansat på private-
jet sygehus, klinik m.v., til de i nr. 2 nævnte læger, når behandlingen er ydet ef-
ter aftale med et regionsråd eller en kommunalbestyrelse i henhold til denne lov,
4) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen inter-
esse eller af væsentlige hensyn til patienten, herunder en patient, der ikke selv
kan varetage sine interesser, sundhedspersonen eller andre,
5) videregivelsen sker til patientens alment praktiserende læge fra en læge, der vir-
ker som stedfortræder for denne,
6) videregivelsen sker til en læge, tandlæge eller jordemoder om en patient, som
modtageren tidligere har deltaget i behandlingen af, når
a) videregivelsen er nødvendig og relevant til brug for evaluering af modta-
gerens egen indsats i behandlingen eller som dokumentation for erhverve-
de kvalifikationer i et uddannelsesforløb og
b) videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og behov,
eller
7) videregivelsen sker til en studerende, der som led i en sundhedsvidenskabelig el-
ler sundhedsfaglig uddannelse deltager i behandlingen af en patient uden at være
medhjælp, når
35
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0036.png
a) videregivelsen er nødvendig for den studerendes forståelse af behandlings-
situationen eller evaluering af den studerendes deltagelse i behandlingssi-
tuationen og
b) videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og behov.
Det følger endvidere af sundhedslovens § 41, stk. 1, at videregivelse af helbredsoplys-
ninger mv. i forbindelse med behandling af patienten eller behandling af andre patienter
kan ske til andre sundhedspersoner med patientens samtykke. Samtykket kan være
mundtligt eller skriftligt. Samtykket kan afgives til den sundhedsperson, der videregiver
oplysninger, eller til den sundhedsperson, der modtager oplysninger. Samtykket skal
indføres i patientjournalen.
Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt vide-
regivelse efter de nævnte bestemmelser er berettiget.
Patienten kan ifølge § 41, stk. 3, frabede sig, at oplysninger videregives efter stk. 2, nr.
1-3, 6 og 7. Frabedelse af videregivelse skal dokumenteres på samme måde som et
samtykke.
2.3.1.2.2. Indhentning af elektroniske helbredsoplysninger mv. i forbindelse med be-
handling af patienter
Det følger af sundhedslovens § 42 a, stk. 1, at læger, tandlæger, jordemødre, sygeplejer-
sker, sundhedsplejersker, social- og sundhedsassistenter, radiografer og ambulancebe-
handlere med særlig kompetence ved opslag i elektroniske systemer i fornødent omfang
kan indhente oplysninger om en patients helbredsforhold, øvrige rent private forhold og
andre fortrolige oplysninger, når det er nødvendigt i forbindelse med aktuel behandling
af patienten. Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om, at andre sundheds-
personer, der som led i deres virksomhed deltager i behandling af patienter, kan indhen-
te oplysninger efter samme regler. Hjemlen er benyttet til at give kiropraktorer adgang
til indhentning af helbredsoplysninger når det er nødvendigt i forbindelse med aktuel
behandling af patienten, jf. bekendtgørelse om kiropraktorers adgang til indhentning af
helbredsoplysninger mv. i elektroniske systemer
26
.
Ovennævnte sundhedspersoner kan endvidere indhente oplysninger efter den såkaldte
"værdispringsregel" i § 42 a, stk. 5, hvis indhentningen er nødvendig til berettiget vare-
tagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, herunder
en patient, der ikke kan varetage sine interesser, sundhedspersonen eller andre patienter.
Jf. bekendtgørelse nr. 13 af 11. januar 2013 om kiropraktorers adgang til indhentning af helbredsoplys-
ninger m.v. i elektroniske systemer.
26
36
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
Andre sundhedspersoner end de ovennævnte kan ifølge § 42 a, stk. 2, ved opslag i elek-
troniske systemer, hvori adgangen for den pågældende sundhedsperson teknisk er be-
grænset til de patienter, der er i behandling på samme behandlingsenhed, som den på-
gældende sundhedsperson er tilknyttet, i fornødent omfang indhente oplysninger om ak-
tuel behandling, når det er nødvendigt i forbindelse med aktuel behandling af patienten.
En læge, tandlæge eller jordemoder kan ifølge § 42 a, stk. 6, endvidere indhente oplys-
ninger som nævnt i stk. 1 om patienter, som modtageren tidligere har deltaget i behand-
lingen af, hvis indhentningen er nødvendig og relevant til brug for evaluering af modta-
gerens egen indsats i behandlingen eller som dokumentation for erhvervede kvalifikatio-
ner i et uddannelsesforløb og indhentningen sker under hensyntagen til patientens inter-
esse og behov. Indhentningen må kun ske i umiddelbar forlængelse af behandlingsforlø-
bet og senest 6 måneder efter den indhentende læges, tandlæges eller jordemoders af-
slutning af behandlingen eller viderehenvisning af patienten, medmindre indhentningen
er påkrævet som led i speciallæge- eller specialtandlægeuddannelsen.
Sundhedspersoner kan endvidere med patientens samtykke ved opslag i elektroniske sy-
stemer indhente oplysninger i forbindelse med behandling af patienter. Patienten kan
frabede sig, at en sundhedsperson indhenter oplysninger, dog ikke indhentelse i medfør
af den såkaldte "værdispringsregel", jf. ovenfor. Samtykket eller tilkendegivelse om fra-
bedelse af indhentning af oplysninger kan være mundtligt eller skriftligt. Samtykket el-
ler tilkendegivelsen skal meddeles til den sundhedsperson, som indhenter oplysninger-
ne, eller under hvis ansvar oplysningerne indhentes. Samtykket eller tilkendegivelsen
skal indføres i patientjournalen, jf. sundhedslovens § 42 b.
Det følger af § 42 a, stk. 10, at en sundhedsperson under dennes ansvar kan lade sekre-
tærer yde teknisk bistand til opslag i oplysninger, som den pågældende sundhedsperson
selv har adgang til.
2.3.1.2.3. Videregivelse af helbredsoplysninger mv. til andre formål
Det følger af sundhedslovens § 43, stk. 1, at sundhedspersoner med patientens samtykke
til andre formål end behandling kan videregive oplysninger om patientens helbredsfor-
hold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til sundhedspersoner,
myndigheder, organisationer, private personer m.fl. Samtykket skal være skriftligt. Kra-
vet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øv-
rigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen. Samtykket bortfalder senest
1 år efter, at det er givet.
Videregivelse af oplysninger til andre formål kan ifølge § 43, stk. 2, ske uden patientens
samtykke ske, når
37
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1.
2.
3.
det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal
videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den
modtagende myndigheds sagsbehandling,
videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen inter-
esse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre, eller
videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og
kontrolopgaver.
Hvis der videregives oplysninger efter bestemmelsen i § 43, stk. 2, nr. 2, skal den, op-
lysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet her-
med, medmindre orientering kan udelades efter anden lovgivning eller af hensyn til of-
fentlige eller private interesser svarende til dem, der beskyttes i denne lovgivning, jf. §
43, stk. 4.
2.3.1.2.4. Videregivelse af helbredsoplysninger til pårørende og læge vedrørende afdø-
de patienter
Det følger af sundhedslovens § 45, at en sundhedsperson efter anmodning kan og skal
videregive oplysninger om en afdød patients sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde til
afdødes nærmeste pårørende, afdødes alment praktiserende læge og den læge, der havde
afdøde i behandling, såfremt det ikke må antages at stride mod afdødes ønske og hensy-
net til afdøde, eller andre private interesser ikke taler afgørende herimod.
2.3.1.2.5. Videregivelse af helbredsoplysninger til særlige formål (forskning, statistik
mv.)
Det følger af sundhedslovens § 46, stk. 1, at oplysninger om enkeltpersoners helbreds-
forhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger fra patientjournaler
mv. kan videregives til en forsker til brug for et konkret sundhedsvidenskabeligt forsk-
ningsprojekt, såfremt der er meddelt tilladelse til projektet efter lov om et videnskabse-
tisk komitésystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter (nu lov om vi-
denskabsetisk behandling af sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter).
Oplysningerne kan, når et forskningsprojekt ikke er omfattet af lov om videnskabsetisk
behandling af sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter, endvidere videregives til en
forsker til brug ved et konkret forskningsprojekt af væsentlig samfundsmæssig interesse
efter godkendelse af Sundhedsstyrelsen, som fastsætter vilkår for videregivelsen, jf. §
46, stk. 2.
38
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0039.png
Det følger i den forbindelse af § 46, stk. 3, at der kun må ske efterfølgende henvendelse
til enkeltpersoner, i det omfang de sundhedspersoner, der har behandlet de pågældende,
giver tilladelse hertil.
Oplysninger som nævnt i § 46 kan videregives til brug for statistik eller planlægning ef-
ter godkendelse af Sundhedsstyrelsen, som fastsætter vilkår for oplysningernes anven-
delse mv., jf. § 47, stk. 1. Videregivelse af oplysninger kan dog ske uden godkendelse af
Sundhedsstyrelsen, når det følger af lov, at oplysningerne skal videregives, jf. § 47, stk.
2.
Oplysninger, der er indhentet til brug for forskning, statistik eller planlægning, må ikke
senere behandles i andet end statistisk eller videnskabeligt øjemed, jf. § 48, stk. 1. Of-
fentliggørelse af oplysninger må kun ske i en form, hvori oplysningerne ikke kan henfø-
res til enkeltpersoner, jf. § 48, stk. 2.
2.3.1.2.6. Særlige regler om adgang til nationale registre
Som nævnt ovenfor er der fastsat særlige regler for adgang til det Centrale Tilskudsregi-
ster (CTR), det Fælles Medicinkort (FMK) og det Danske Vaccinationsregister (DDV) i
sundhedslovens §§ 156, 157 og 157 a.
Det Centrale Tilskudsregister indeholder oplysninger, der er nødvendige for beregning
af lægemiddeltilskud, når patienterne køber medicin på apotek, jf. sundhedslovens §
156.
I bekendtgørelse om det Centrale Tilskudsregister (CTR)
27
er der fastsat regler om, at
apotekere og apotekspersonale har adgang til oplysningerne i forbindelse med beregning
af tilskud, kommunalt helbredstillæg og egenbetaling i forbindelse med udlevering af
lægemidler, samt til information af patienten. Læger har adgang til oplysningerne, når
lægen har patienten i aktuel behandling, og Sundhedsstyrelsen har adgang til oplysnin-
gerne i forbindelse med sikring af registerets drift og datakvalitet.
Det Fælles Medicinkort (FMK) er reguleret i sundhedslovens § 157 om Statens Serum
Instituts elektroniske registrering af borgernes medicinoplysninger. Dataansvaret for
FMK blev tidligere varetaget af Lægemiddelstyrelsen, men i forbindelse med ressor-
tomlægningen i 2012 er ansvaret overgået til Statens Serum Institut, og ved ressortom-
lægning i 2015 er ansvaret overgået til Sundhedsdatastyrelsen. Det Danske Vaccina-
tionsregister er reguleret i sundhedslovens § 157 a. Statens Serum Institut er dataansvar-
lig.
27
Bekendtgørelse nr. 1449 af 4. december 2015.
39
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0040.png
I bekendtgørelsen om FMK og DDV (bekendtgørelse om adgang til og registrering mv.
af lægemiddel- og vaccinationsoplysninger
28
) er der fastsat regler om, at sundhedsperso-
nale har adgang til lægemiddel- og vaccinationsoplysninger i forbindelse med aktuel be-
handling af patienten, at Sundhedsstyrelsen har adgang til sådanne oplysninger i forbin-
delse med behandling af sager om bivirkningsindberetninger, at Sundhedsdatastyrelsen
hhv Statens Serum Institut har adgang til oplysningerne som data-/systemansvarlig, og
at borgeren har adgang til oplysninger, som er registreret om vedkommende selv.
2.3.1.3. Regler om tavshedspligt
Tavshedspligt og fortrolighed er to grundlæggende principper i dansk sundhedsret.
Tavshedspligten følger af sundhedslovens § 40, hvorefter en patient har krav på, at
sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfa-
rer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og
andre fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne om videregivelse og indhentelse af oplys-
ninger. Tavshedspligten gælder også for studerende, der som led i en sundhedsvidenska-
belig eller sundhedsfaglig uddannelse deltager i behandlingen af en patient uden at være
medhjælp.
Derudover finder de almindelige bestemmelser om tavshedspligt for den offentlige for-
valtning anvendelse, herunder forvaltningslovens § 27 og straffelovens §§ 152-152 f.
2.3.2. Straffelovens regler om freds- og ærekrænkelser
Straffelovens kapitel 27 indeholder bestemmelser om freds- og ærekrænkelser.
Det er efter straffelovens § 263, stk. 2, strafbart uberettiget at skaffe sig adgang til en
andens oplysninger, der er bestemt til at bruges i et informationssystem.
Det fremgår af § 264 c, at § 263 tilsvarende finder anvendelse på den, der uden at have
medvirket til gerningen skaffer sig eller uberettiget udnytter oplysninger, som er frem-
kommet ved overtrædelsen.
Herudover er det efter § 264 d strafbart uberettiget at videregive meddelelser eller bille-
der vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under
omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden.
28
Bekendtgørelse nr. 460 af 8. maj 2014.
40
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
2.4. Tilsynet med overholdelse af reglerne
2.4.1. Datatilsynet
Persondatalovens kapitel 16 (§§ 55-66) omhandler Datatilsynet, og reglerne i dette kapi-
tel beskriver tilsynets organisation samt tilsyns- og inspektionskompetence. I det følgen-
de omtales de bestemmelser i kapitlet, der er relevante i den aktuelle sammenhæng.
2.4.1.1. Generelt om tilsynet med persondataloven
Ifølge persondatalovens § 55 fører Datatilsynet tilsyn med enhver behandling, der om-
fattes af loven, jf. herved reglerne i lovens kapitel 1 og 3.
Tilsynet med behandling af personoplysninger, der foretages for domstolene, føres dog
af Domstolsstyrelsen og de overordnede retter, jf. lovens kapitel 17.
Endvidere kan det i lovgivningen være bestemt, at tilsynet inden for andre lovgivnings-
områder hører under andre myndigheder.
Som eksempel herpå kan nævnes, at Forbrugerombudsmanden i medfør af betalingstje-
nestelovens § 97 bl.a. fører tilsyn med visse behandlinger af oplysninger i forbindelse
med brug af betalingsinstrumenter, jf. herom punkt 2.4.3 nedenfor.
2.4.1.2. Datatilsynets tilsynsbeføjelse
Datatilsynet påser af egen drift eller efter klage fra en registreret, at behandlingen af op-
lysninger finder sted i overensstemmelse med persondataloven og regler udstedt i med-
før af loven, jf. lovens § 58, stk. 1.
Enhver registreret person eller virksomhed mv., som er beskyttet af persondataloven,
kan i overensstemmelse med det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb klage til
Datatilsynet over en behandling, som vedkommende føler sig forurettet af. Som ud-
gangspunkt vil Datatilsynets behandling af en klage dog være betinget af, at eventuelle
klagemuligheder inden for det konkrete sagsområde er udtømt.
Herudover kan Datatilsynet tage sager op af egen drift, hvis tilsynet finder anledning
hertil. Tredjemand har ikke en ret til at klage til Datatilsynet med den følge, at tilsynet
skal
behandle sagen, men tilsynet kan og vil i sådanne tilfælde tage sagen op af egen
drift, hvis der vurderes at være anledning dertil.
2.4.1.3. Oplysningspligt over for Datatilsynet
Det følger af lovens § 62, stk. 1, at Datatilsynet kan kræve enhver oplysning, der er af
betydning for tilsynets virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind
under lovens bestemmelser.
41
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0042.png
Undladelse af at efterkomme Datatilsynets krav om oplysninger er strafsanktioneret, jf.
§ 70, stk. 1, nr. 3.
Private dataansvarliges behandling af oplysninger i strid med loven er i meget vidt om-
fang strafsanktioneret, jf. § 70. Oplysningspligten over for Datatilsynet er derfor under-
givet de begrænsninger, der følger af retssikkerhedslovens
29
§ 1, stk. 3, jf. § 10, om ret-
ten til ikke at inkriminere sig selv.
2.4.1.4. Datatilsynets inspektionsadgang
Det følger af 62, stk. 2, at Datatilsynets medlemmer og personale til enhver tid – mod
behørig legitimation – uden retskendelse har adgang til alle lokaler, hvorfra en behand-
ling af oplysninger, som foretages for den offentlige forvaltning, administreres, eller
hvorfra der er adgang til de oplysninger, som behandles, samt til lokaler, hvor oplysnin-
gerne eller tekniske hjælpemidler opbevares eller anvendes.
Bestemmelsen finder anvendelse i forhold til behandlinger af oplysninger, der foretages
for den offentlige forvaltning,
og gælder dermed også, hvis behandlingen foretages af en
privat databehandler på en dataansvarlig myndigheds vegne. Tilsynets inspektionsad-
gang gælder også i de tilfælde, hvor en offentlig myndighed har etableret hjemmear-
bejdspladser, hvorfra der behandles oplysninger, der er omfattet af loven.
Det er en forudsætning, at Datatilsynet har mulighed for selv at gøre sig bekendt med
behandlede oplysninger efter at have fået adgang til lokaler, hvorfra der er adgang til
oplysningerne. Datatilsynets medarbejdere vil derfor i forbindelse med en inspektion
selv kunne foretage opslag i et register og foretage udskrivning af oplysninger. I praksis
gennemføres inspektioner dog i tæt samarbejde med medarbejdere fra den pågældende
offentlige myndighed.
Datatilsynet har ret til at gennemføre sine inspektioner uanmeldt, men i praksis varsles
langt de fleste inspektioner i forvejen for at sikre, at de relevante medarbejdere er til ste-
de.
Inspektionerne er omfattet af begrebet ”husundersøgelser” i retssikkerhedslovens § 1,
stk. 1, nr. 1, og denne lovs kapitel 2 og 3 finder dermed anvendelse.
Det følger af § 62, stk. 3, at bestemmelsen i stk. 2 tilsvarende gælder for behandlinger,
som foretages
for private dataansvarlige.
Datatilsynets inspektionskompetence over for
Lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplys-
ningspligter med senere ændringer.
29
42
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
den private sektor er dog begrænset til de typer af behandlinger, der er undergivet et
krav om forudgående tilladelse efter reglerne i § 50, eller som foretages for private
dataansvarlige i forbindelse med tv-overvågning.
Endelig gælder bestemmelsen i stk. 2 for så vidt angår den behandling, der udføres af
databehandlere som nævnt i § 53 (edb-servicebureauer), jf. § 62, stk. 4.
2.4.1.5. Datatilsynets samarbejde med udenlandske tilsynsmyndigheder
Det følger af § 64, stk.1, at Datatilsynet af egen drift eller efter anmodning fra en anden
medlemsstat kan påse, at en behandling af oplysninger, som finder sted i Danmark, er
lovlig, uanset at den pågældende behandling er undergivet en anden medlemsstats lov-
givning.
Datatilsynet vil kunne kræve oplysninger af en eventuel databehandler, som er etableret
i Danmark, eller af en repræsentant for en dataansvarlig, som befinder sig i Danmark, li-
gesom tilsynet efter omstændighederne vil kunne udføre inspektioner, jf. det under
punkt 2.4.1.3 og punkt 2.4.1.4 anførte.
Herudover har Datatilsynet kompetence til at realitetsbehandle og afgøre sagen efter den
pågældende medlemsstats materielle lovgivning. Dette må forventes at ske på grundlag
af oplysninger fra tilsynsmyndigheden i den pågældende medlemsstat.
Endelig kan Datatilsynet meddele forbud eller påbud til en databehandler eller en repræ-
sentant for den dataansvarlige, såfremt disse befinder sig i Danmark.
Uanset ordlyden af § 64, stk. 1, forudsættes det, at tilsynsmyndighederne i medlemssta-
terne samarbejder i det omfang, det er nødvendigt for at opfylde deres pligter.
Datatilsynet kan videregive oplysninger til tilsynsmyndigheder i andre medlemsstater i
det omfang, det er nødvendigt for at påse overholdelsen af bestemmelserne i personda-
taloven eller den pågældende medlemsstats databeskyttelseslovgivning, jf. § 64, stk. 2.
2.4.1.6. Datatilsynets beføjelser over for den dataansvarlige
2.4.1.6.1. Private dataansvarlige
Persondatalovens § 59, stk. 1-3, regulerer Datatilsynets beføjelser til at meddele forbud
og påbud over for private dataansvarlige. Det følger således af stk. 3, at Datatilsynet kan
påbyde en privat dataansvarlig at træffe bestemte tekniske og organisatoriske sikker-
hedsforanstaltninger mod, at der behandles oplysninger, som ikke må behandles, at op-
lysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes, samt mod, at de
43
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med
loven.
Bestemmelsen i stk. 3 skal ses i sammenhæng med § 41, stk. 3, om, at der skal træffes
fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger.
I medfør af § 59, stk. 4, kan Datatilsynet i særlige tilfælde meddele databehandlere på-
bud eller forbud, jf. stk. 1-3.
Bestemmelsen i stk. 4 medfører, at Datatilsynet vil kunne meddele en databehandler på-
bud eller forbud, jf. stk. 1-3. Dette kan være relevant, såfremt det ikke er muligt for til-
synet at meddele den dataansvarlige de nødvendige påbud eller forbud, f.eks. fordi det
ikke er muligt at komme i kontakt med den dataansvarlige, eller hvis den dataansvarlige
ikke ønsker at efterleve en afgørelse, som er truffet af tilsynet i henhold til stk. 1-3. Det
er en forudsætning, at der ikke umiddelbart er udsigt til, at tilsynet kan meddele den
dataansvarlige sin afgørelse efter stk. 1-3 eller til, at den dataansvarlige efterlever tilsy-
nets afgørelse, såfremt denne allerede er truffet og meddelt den dataansvarlige. Det er
endvidere en forudsætning, at den fortsatte behandling er til skade for den registrerede
eller for andre, f.eks. fordi der foregår en ulovlig videregivelse eller anden udbredelse af
personoplysninger.
2.4.1.6.2. Offentlige dataansvarlige
Datatilsynet har efter bestemmelsen i § 60, stk. 1, kun afgørelseskompetence med bin-
dende virkning over for andre myndigheder i sager vedrørende § 7, stk. 7, § 9, stk. 3, §
10, stk. 3, § 13, stk. 1, § 27, stk. 4, §§ 28-31, § 32, stk. 1, 2 og 4, §§ 33-37, § 39 samt §
58, stk. 2. I andre situationer har tilsynet alene kompetence til at afgive uforbindende
udtalelser, jf. stk. 2.
Tilsynet har således som udgangspunkt alene en udtalelsesret over for offentlige myn-
digheder.
I sager, hvor Datatilsynet alene har en udtalelseret, og hvor tilsynet ikke kan tiltræde ud-
førelsen af en behandling af oplysninger, der foretages for en underordnet myndighed
eller en regional eller kommunal myndighed, kan sagen for så vidt angår behandlinger
der udføres for en underordnet myndighed, forelægges for vedkommende minister, og
med hensyn til behandlinger der udføres for en kommunal myndighed, økonomi- og in-
denrigsministeren, jf. § 47.
44
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
2.4.1.7. Datatilsynets inspektionsvirksomhed
Datatilsynet har i 2013 udarbejdet en inspektionsstrategi, som fastlægger overordnede
rammer, mål og principper for tilsynets inspektionsindsats i årene 2013-2015. Strategien
suppleres af diverse vejledninger og hjælpeværktøjer. Strategien skal bl.a. sikre størst
mulig effekt af tilsynets inspektioner.
Strategien har resulteret i ti konkrete initiativer. Ét af initiativerne er, at Datatilsynet har
udvalgt seks kategorier af virksomheder, myndigheder og databehandlinger, hvor der er
særligt behov for regelmæssigt tilsyn. Inspektionerne vil som følge deraf primært ske
inden for følgende kategorier: lokale politiembeder og Rigspolitiet, kommuner, sygehu-
se og sundhedsdatabaser, kreditoplysningsbureauer og advarselsregistre, privat og of-
fentlig forskning samt tv-overvågning.
Valget af disse fokuspunkter udelukker ikke, at der foretages inspektioner i andre kate-
gorier.
Blandt strategiens øvrige initiativer indgår bl.a. følgende:
Datatilsynet vil påtale alle væsentlige brud på persondataloven, udtale kritik eller
beklagelse samt stille krav om, at forholdene bringes i orden.
Datatilsynet vil følge op på, at de påtalte forhold bringes i orden.
Datatilsynet vil udnytte den viden, som tilsynet indsamler via inspektionerne.
Datatilsynet vil tilstræbe høj grad af transparens omkring tilsynets praksis og til-
synsaktiviteter.
Datatilsynet har i perioden fra tilsynets oprettelse i 2000 gennemført følgende antal til-
synsbesøg:
År:
2000:
2001:
2002:
2003:
2004:
2005:
2006:
2007:
2008:
2009:
2010:
Antal inspektioner:
23
76
116
71
68
61
63
66
94
83
64
45
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
2011:
2012:
2013:
2014:
2015:
54
43 (hertil kommer 2 skriftlige inspektioner og 21 online-undersøgelser)
46 (hertil kommer 1 skriftlig inspektion og 15 online-undersøgelser)
48 (hertil kommer 20 online-undersøgelser)
32 (hertil kommer 10 skriftlige inspektioner og 27 online-undersøgelser)
Datatilsynet har primo 2016 oprettet en ny tilsynsenhed. Den nye tilsynsenhed får an-
svaret for alle Datatilsynets planlagte tilsyn samt Datatilsynets ad hoc tilsyn vedrørende
brud på persondatalovens sikkerhedskrav.
Ved udvælgelse af emner for planlagte tilsyn skal der ifølge Datatilsynets tilsynsstrategi
for 2016-2018 navnlig fokuseres på behandlinger af personoplysninger, som på grund af
deres omfang eller formål kan indebære en særlig risiko for at krænke de registreredes
ret til databeskyttelse og privatliv, samt på behandlinger, som indebærer brug af ny tek-
nologi.
Ved udvælgelsen af såvel emner som de dataansvarlige, der skal indgå i de planlagte til-
syn, tager Datatilsynet bl.a. i betragtning, om der på et område er fremkommet oplys-
ninger – herunder ved henvendelser fra borgere eller via medieomtale – der kunne tyde
på et særligt behov for tilsyn. Datatilsynets tilsynsenhed fokuserer i 2016 på udvalgte
emner hos en række dataansvarlige.
Kontrol af følgende emner vil gå igen på 30 tilsyn overfor offentlige myndigheder:
• Uddybende sikkerhedsregler,
• myndighedens eget tilsyn,
• databehandleraftaler, og
• myndighedens egen kontrol med databehandlere.
Hos 20 private dataansvarlige vil følgende emner gå igen:
• Iagttagelse af Datatilsynets vilkår,
• databehandleraftaler, og
• virksomhedens egen kontrol med databehandlere.
På alle tilsyn vil der blive anvendt oplysningsindsamling ved hjælp af spørgeskema.
Overfor mindst 5 dataansvarlige vil Datatilsynet endvidere følge op med egentlige til-
synsbesøg.
46
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0047.png
2.4.1.8. Anmeldelsesordningerne
Som det fremgår under punkt 2.1.2.2 (vedrørende rækkevidden af sikkerhedsbekendtgø-
relsens kapitel 3), punkt 2.1.2.4 (vedrørende muligheden for at fastsætte vilkår om data-
sikkerhed) og punkt 2.4.1.4 (vedrørende Datatilsynets inspektionskompetence over for
private dataansvarlige) er visse datasikkerhedsmæssige tiltag afhængige af, om behand-
lingen af oplysninger er omfattet af anmeldelsesordningerne
30
.
Udgangspunktet for anmeldelsesordningerne er, at alle behandlinger skal anmeldes for-
udgående til Datatilsynet. Desuden skal visse behandlinger tillige kontrolleres inden
iværksættelsen. Kravet om kontrol kommer med hensyn til de offentlige dataansvarlige
til udtryk i et krav om
forudgående udtalelse,
mens der for private dataansvarlige er
etableret en
tilladelsesordning.
Mange typer af behandlinger, hvor det i betragtning af
de behandlede oplysninger ikke er sandsynligt, at registreredes rettigheder krænkes, er
fritaget fra anmeldelse.
Reglerne om anmeldelse af behandlinger og de tilhørende regler om offentlig tilgænge-
lighed af behandlinger af oplysninger tjener en række formål, først og fremmest
gen-
nemsigtighed
og
kontrol:
Det sikres, at en behandlings formål samt dens vigtigste karak-
teristika gøres offentligt kendt med henblik på kontrol af behandlingens overensstem-
melse med loven. Herved tilvejebringes gennemskuelighed for borgerne, hvilket styrker
borgernes muligheder for at gøres deres rettigheder ifølge loven gældende. Hertil kom-
mer hensynet til at sikre, at vedkommende tilsynsmyndighed får det fornødne indseende
med, hvilke typer behandlinger der foretages for offentlige eller private dataansvarlige,
såvel konkret som i almindelighed. Herved styrkes tilsynsmyndighedens muligheder for
at føre et effektivt tilsyn.
Bestemmelserne om anmeldelse har deres baggrund i databeskyttelsesdirektivets artikel
18-20, og reglerne om behandlingernes offentlige tilgængelighed har baggrund i direkti-
vets artikel 21.
Databeskyttelsesdirektivets artikel 18 giver endvidere mulighed for at forenkle anmel-
delsesordningen eller helt at fritage for anmeldelse, hvis medlemsstaten etablerer en
ordning, hvorefter den dataansvarlige udpeger en databeskyttelsesansvarlig, som bl.a.
har til opgave i fuld uafhængighed at sikre den interne anvendelse af de nationale be-
stemmelser, der er truffet i medfør af databeskyttelsesdirektivet, for på den måde at sik-
re, at det ikke er sandsynligt, at de registreredes rettigheder og frihedsrettigheder vil
kunne krænkes som følge af behandlingen.
30
Anmeldelsesordningerne og de tilhørende regler om offentlig tilgængelighed af behandlinger af oplys-
ninger er reguleret af persondatalovens kapitel 12-15.
47
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
Denne del af direktivet er ikke implementeret i Danmark. Dette er imidlertid tilfældet i
Sverige, Tyskland og Norge (direktivet gælder også for EØS-landene, jf. EØS-komite-
ens beslutning nr. 83/1999 af 25. juni 1999), som alle synes at have gode erfaringer
med, at de dataansvarlige udpeger interne databeskyttelsesansvarlige.
Muligheden for at udpege databeskyttelsesansvarlige indgår også i den nye databeskyt-
telsesforordning.
2.4.2. Finanstilsynet
2.4.2.1. Generelt om Finanstilsynets tilsyn med it-sikkerhed og databehandling
Et hovedformål med den finansielle lovgivning er at sikre den finansielle stabilitet og
tillid til de finansielle virksomheder og markeder. Med afsæt heri indeholder lovgivnin-
gen en række krav til finansielle virksomheder, der skal sikre, at virksomhederne drives
på en forsvarlig måde, så kunderne kan have tiltro til, at deres midler bliver behandlet
forsvarligt, og virksomhederne ikke lider tab som følge af misbrug og kriminalitet. Den
finansielle lovgivnings krav til it-sikkerhed skal ligeledes ses på denne baggrund. Finan-
stilsynet fører et tilsvarende tilsyn med it-sikkerheden i betalingsinstitutter efter lov om
betalingstjenester.
Kravene til it-sikkerhed tilgodeser således flere forskellige hensyn, der med udgangs-
punkt i den konkrete virksomhed bl.a. har afsæt i:
Fortrolighed: Sikrer at data opbevares betryggende, ikke kan tilgås af uvedkom-
mende, er sikret mod interne og eksterne trusler mv.
Integritet: Sikrer ægtheden af data, at data ikke kan manipuleres eller ændres
mv.
Tilgængelighed: Sikrer at tjenester og systemer er tilgængelige, driftsstabile mv.
It-sikkerhed skal ses i virksomhedens konkrete kontekst, herunder virksomhedens stør-
relse, kompleksitet og forretningsmodel. It-sikkerhed tjener således flere formål fra be-
skyttelse af systemer og data til sikker og stabil drift mv.
Finanstilsynets it-tilsyn angår bl.a. en vurdering af, om virksomheden, ud fra Finanstil-
synets risikobetragtning, virksomhedens egne målsætninger og risikovurderinger mv.,
har forholdt sig til alle relevante it-sikkerhedsforhold og ud fra dette har etableret be-
tryggende kontrol- og sikringsforanstaltninger på it-området.
Finanstilsynet fører bl.a. tilsyn med overholdelse af de krav om betryggende kontrol- og
sikringsforanstaltninger på it-området, der følger af lov om finansiel virksomhed § 71,
48
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0049.png
stk. 1, nr. 8, og som er uddybende beskrevet i bilag 5 til den bekendtgørelse, der er ud-
stedt i medfør af § 71, stk. 2, jf. herom punkt 2.2.2.1 ovenfor.
Som led heri førte Finanstilsynet frem til 2012 også et indirekte tilsyn med fællesejede
datacentraler, som håndterer en betydelig del af de finansielle virksomheders it-anven-
delse. I 2012 blev tilsynets beføjelser udvidet til også at omfatte mere direkte tilsynsop-
gaver i forhold til fællesejede datacentraler. Finanstilsynet fik herunder mulighed for at
foretage inspektioner og give påbud til datacentralerne.
Tilsynet er baseret på, at lovændringen alene medfører, at fælles datacentraler bliver
omfattet af samme regler om betryggende kontrol- og sikringsforanstaltninger på it-om-
rådet som finansielle virksomheder såsom banker, forsikringsselskaber, pensionskasser
og realkreditinstitutter mv., jf. herved følgende formulering fra det bagvedliggende lov-
forslag
31
:
”Med
lovforslaget vil Finanstilsynet få mulighed for at kræve ændringer i it-sikker-
heden i de fælles datacentraler, ligesom Finanstilsynet vil få mulighed for at gribe
ind, hvis outsourcingen fra de fælles datacentraler ikke lever op til kravene i out-
sourcingbekendtgørelsen. For at ligestille datacentralerne med de finansielle virk-
somheder, foreslås tillige, at Finanstilsynet imod behørig legitimation og uden ret-
skendelse kan få adgang til en datacentral.”
Finanstilsynet fik i forbindelse med lovændringen tilført yderligere ét årsværk til it-til-
synet. Finanstilsynet har herefter i alt 3 årsværk, som varetager tilsynet med, at finansi-
elle virksomheder og datacentraler mv. overholder lovens krav om betryggende kontrol-
og sikringsforanstaltninger på it-området.
I det omfang datacentralerne lader opgaver udføre hos underleverandører, finder lov om
finansiel virksomheds regler om outsourcing tilsvarende anvendelse for datacentraler,
og Finanstilsynets tilsyn omfatter outsourcingen.
Finanstilsynet fører som udgangspunkt tilsyn med den generelle it-anvendelse hos fi-
nansielle virksomheder og fælles datacentraler mv. Herved forstås styringen af den
grundlæggende it-sikkerhed i forlængelse af ledelsens strategier, risikovurderinger og
heraf afledte politikker og kontroller mv., men typisk ikke en gennemgang af funktio-
nerne i specifikke it-systemer.
Finanstilsynets metode tager afsæt i en risikobaseret tilgang. Opgaven tilskæres i plan-
lægningsfasen med afsæt i den konkrete risikovurdering og systemisk vigtighed. Der vil
herunder eksempelvis blive foretaget en gennemgang af it-sikkerhedsstyring, adgang til
31
Lovforslag nr. L 59 af 14. december 2011.
49
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0050.png
systemer og data, it-drift og -udvikling, logisk sikkerhed (som eksempelvis password,
logning og kryptering af data), it-organisationen mv.
2.4.2.2. Oplysningspligt over for Finanstilsynet
Finanstilsynet kan efter lov om finansiel virksomhed § 347 og lov om betalingstjenester
§ 86 kræve alle oplysninger, som tilsynet skønner nødvendige for tilsynsvirksomheden.
Undlader en finansiel virksomheds bestyrelse, direktion m.v. at efterkomme de pligter,
som påhviler dem i medfør af loven, kan Finanstilsynet som tvangsmiddel pålægge dem
daglige eller ugentlige bøder.
Undlader et betalingsinstitut at efterkomme Finanstilsynets krav om oplysninger, kan
virksomheden straffes med bøde i medfør af lovens § 107, stk. 3. I det omfang der ind-
hentes oplysninger, der kan føre til strafferetlig forfølgning, er oplysningspligten over
for Finanstilsynet dog undergivet de begrænsninger, der følger af retssikkerhedslovens
32
§ 1, stk. 3, jf. § 10, om retten til ikke at inkriminere sig selv.
2.4.2.3 Finanstilsynets inspektionsadgang
Finanstilsynet har – i lighed med Datatilsynet – til enhver tid og mod behørig legitima-
tion uden retskendelse adgang til virksomheder under tilsyn og til virksomheder, hvortil
der er outsourcet opgaver, med henblik på indhentelse af oplysninger, herunder ved in-
spektioner. Dette følger af henholdsvis lov om finansiel virksomhed § 347, stk. 2, og
lov om betalingstjenester § 87, stk. 4.
Desuden har tilsynet i henhold til § 346, stk. 1, en eksplicit forpligtelse til at undersøge
finansielle virksomheders og fællesejede datacentralers forhold.
Der føres i udgangspunktet ikke målrettet tilsyn med anvendelse af specifikke systemer,
som der kan være hundredvis af i større virksomheder.
Finanstilsynet modtager løbende indberetninger fra de finansielle virksomheder og data-
centraler mv., som behandles og vurderes løbende. Herudover foretages der også in-
spektioner på stedet hos disse.
Turnusfrekvens for inspektioner bliver generelt fastsat på baggrund af en vurdering af
den pågældende virksomheds størrelse og betydning for den finansielle sektor og den fi-
nansielle stabilitet. Som udgangspunkt vil eksempelvis fælles datacentraler have en 4-
Lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplys-
ningspligter med senere ændringer.
32
50
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
årig inspektionsfrekvens på it-inspektioner. Der omprioriteres løbende ved indikation på
behov herfor.
Fælles datacentraler er underlagt krav om ekstern systemrevision, som blandt andet skal
påse, at betryggende kontrol- og sikringsforanstaltninger tilgodeses i tilstrækkeligt om-
fang ved udvikling, vedligeholdelse og drift af datacentralens systemer, og at forret-
ningsgange er tilrettelagt og fungerer betryggende. Der skal føres et særskilt systemrevi-
sionsprotokollat til datacentralens bestyrelse herom. Har datacentralen tillige en intern
systemrevision, kan den eksterne systemrevision aftale, at visse erklæringer alene frem-
går af den interne systemrevisions protokollat. Finanstilsynet modtager disse protokolla-
ter på samme vis som andre revisionsprotokollater, der således indgår i Finanstilsynets
grundlag for planlægning af tilsynsindsatsen.
Det bemærkes, at systemrevisionen skal påse, at Finanstilsynet straks modtager meddel-
else, bl.a. hvis den må formode, at datacentralens samlede system-, data- og driftssik-
kerhed på centrale områder ikke er betryggende.
For nogle virksomhedstyper gennemføres der også årlige møder med virksomhedernes
ledelser med en bred dagsorden. Hvis løbende indberetninger eller andre oplysninger in-
dikerer et ændret risikobillede af den enkelte virksomhed, vil ændret turnusfrekvens for
den pågældende virksomhed blive overvejet.
Finanstilsynets it-inspektører har fra 2008 til medio 2016 foretaget i alt 38 it-inspektio-
ner hos større kreditinstitutter, forsikringsselskaber, fælles datacentraler mv.
Herudover er der foretaget mindre omfattende gennemgang af it-området på andre in-
spektioner i særligt mindre betydende virksomheder ved øvrige undersøgere, i nogle til-
fælde dog med bistand fra it-inspektørerne.
Som en del af it-tilsynet følger Finanstilsynet også straks op på væsentlige it-hændelser.
Opfølgningen består hovedsageligt i en indledende orientering til Finanstilsynet om det
passerede, og de tiltag der iværksættes i anledning heraf. Hurtigst muligt efter modtager
Finanstilsynet en nærmere redegørelse om samme. Finanstilsynet vurderer på den bag-
grund, om de igangsatte tiltag skønnes relevante og tilstrækkelige, eller om der skal
kræves yderligere opfølgning, herunder en eventuel målrettet inspektion fra tilsynets si-
de.
Finanstilsynet har ved årsskiftet 2013/14 fremsendt en vejledning om indberetning i for-
bindelse med opfølgning til de største finansielle virksomheder og datacentraler mv.
51
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
2.4.2.4. Finanstilsynets beføjelser
Hvis en finansiel virksomhed, en fællesejet datacentral eller et betalingsinstitut ikke har
levet eller ikke lever op til kravene om at have en betryggende it-sikkerhed, vil Finan-
stilsynet enten som led i en inspektion eller i forbindelse med behandling af konkrete
sager have en række reaktionsmuligheder til rådighed:
1) Påtaler: Finanstilsynet anvender en påtale, hvis der konstateres en lovovertrædelse,
der ikke længere består. Situationen foreligger både, hvor lovovertrædelsen vedrører
en situation af midlertidig karakter, der nu er afsluttet, samt hvor virksomheden af
egen drift har bragt forholdet i orden.
2) Påbud: Et påbud anvendes i de situationer, hvor Finanstilsynet påbyder en bestemt
adfærd eller handling fremover. Det kan både være, fordi en virksomhed handler på
en lovstridig måde, eller fordi virksomheden undlader at handle, hvor handling er
påkrævet.
3) Risikooplysninger: Hvis Finanstilsynet vurderer, at der er behov for at henlede en
virksomheds opmærksomhed på, at virksomheden har en væsentlig forøget risiko på
et område, f.eks. i forhold til it-sikkerhed eller uholdbare elementer i forretningsmo-
dellen, uden der foreligger en lovovertrædelse, kan der anvendes risikooplysninger.
Selvom der ikke eksisterer en eksplicit hjemmel til at give en risikooplysning, anses
det at ligge i selve Finanstilsynets virksomhed, at tilsynet har mulighed for at påpe-
ge forhold, hvor en finansiel virksomhed udsætter sig selv for en forhøjet risiko. Fi-
nanstilsynet vil som hovedregel følge op på, hvordan virksomheden har forholdt sig
til risikooplysningen.
Hjemlen til at give påtaler og påbud følger af tilsynets generelle adgang og pligt til at
påse overholdelsen af lovgivningen efter § 344 i lov om finansiel virksomhed. Et påbud
vil indeholde en rimelig frist til opfyldelse, normalt inden for et par måneder efter, at
påbuddet er meddelt virksomheden skriftligt. Senest ved udløbet af denne frist skal virk-
somheden sende en erklæring til Finanstilsynet om, at forholdet nu er bragt i orden.
Herefter kan kontrollen enten udføres af Finanstilsynet selv eller af en revisor, eventuelt
i den førstkommende revisionsprotokol.
Da der er tale om et risikobaseret tilsyn, skal karakteren af opfølgningen af det enkelte
påbud afspejle dette. Mindre alvorlige påbud kan opfølges ved virksomhedens revision.
Mere alvorlige forhold vil Finanstilsynet sædvanligvis følge op på inden for en kortere
tidshorisont. Der henvises i øvrigt til punkt 2.5.2 nedenfor.
52
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0053.png
2.4.2.5. Tilsyn med reglerne om videregivelse af fortrolige kundeoplysninger
Finanstilsynet fører ikke et systematisk tilsyn med overholdelsen af reglerne om videre-
givelse af fortrolige kundeoplysninger, eksempelvis i form af målrettede inspektioner,
men behandler sager på baggrund af henvendelser fra kunder eller fra finansielle virk-
somheder, typisk i form af forespørgsler om, hvorvidt en videregivelse i en konkret situ-
ation vil være berettiget.
Finanstilsynet har i behandlingen af sager vedrørende uberettiget videregivelse de sam-
me tilsynsbeføjelser, som gælder for Finanstilsynets tilsyn med it-sikkerhed, jf. herom
punkt 2.4.2.2-2.4.2.4 ovenfor.
Finanstilsynet har således i forbindelse med behandling af sager om uberettiget videre-
givelse af fortrolige oplysninger mulighed for at kræve alle nødvendige oplysninger til
belysning af sagen, ligesom tilsynet kan give en virksomhed en påtale og/eller påbyde
den at træffe foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre den fremtidige overholdelse
af tavshedspligten. Endvidere er bestemmelsen i § 117 strafbelagt, hvorfor tilsynet tilli-
ge har mulighed for at politianmelde eventuelle overtrædelser. Dette gælder både i for-
hold til virksomheden og de personer som konkret måtte have overtrådt tavshedspligten.
§ 355 i lov om finansiel virksomhed angiver specifikt, hvem der er parter i forhold til
Finanstilsynet. Sædvanligvis er kunder i finansielle virksomheder ikke omfattet af parts-
begrebet. Finanstilsynet har dog – når tilsynet tager en sag op om videregivelse af for-
trolige oplysninger – mulighed for efter § 355, stk. 6, at tildele visse partsbeføjelser til
andre fysiske og juridiske personer, herunder til kunder i finansielle virksomheder, for
så vidt angår den del af sagen, som har en direkte og væsentlig betydning for den pågæl-
dende.
2.4.3. Forbrugerombudsmanden
Det er som udgangspunkt Finanstilsynet, der fører tilsyn med overholdelsen af betaling-
stjenestelovens regler, jf. lovens § 86, stk. 1.
Af betalingstjenestelovens § 97, stk. 1, følger imidlertid, at Forbrugerombudsmanden er
tilsynsmyndighed for så vidt angår udbydere af betalingstjenester, som gennemføres
med betalingsinstrumenter, f.eks. et betalingskort, jf. § 6, nr. 9, udbydere af betalingstje-
nester som er omfattet af lovens bilag 1, nr. 7, samt betalingsmodtagere og andre.
Det er også omtalt i forarbejderne
33
til betalingstjenestelovens § 86, at der således er to
myndigheder, der fører tilsyn med de samme bestemmelsers anvendelse på forskellige
typer af betalingstjenester, og at dette forudsætter en koordinering af tilsynet. Denne
33
Lovforslag nr. L 119 af 28. januar 2009, jf. Folketingstidende 2008-09, Tillæg A, s. 3576.
53
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0054.png
konstruktion blev indført med betalingstjenesteloven i 2009. Efter den tidligere beta-
lingsmiddellov lå tilsynet hos Forbrugerombudsmanden alene.
Det er Forbrugerombudsmanden, der skal føre tilsyn med de af lovens regler, der vedrø-
rer en udbyders adfærd i forbindelse med udbud af betalingstjenester, der gennemføres
ved hjælp af betalingsinstrumenter, for eksempel betalingskort og netbanker.
Ved en lovændring i 2014
34
blev betalingstjenestelovens § 97 præciseret således, at For-
brugerombudsmanden også kan håndhæve de i § 97 nævnte bestemmelser i forhold til
”betalingsmodtagere og andre” og ikke kun udbyderne. Ændringen bringer Forbru-
gerombudsmandens tilsynskompetence i overensstemmelse med, hvad der var gældende
efter den tidligere betalingsmiddellov, og hvad der også var tiltænkt med betalingstjene-
steloven.
Forbrugerombudsmanden kan i forbindelse med sit tilsyn kræve alle oplysninger, som
findes nødvendige for Forbrugerombudsmandens virksomhed, herunder til afgørelse af,
om et forhold falder ind under lovens bestemmelser, jf. betalingstjenestelovens § 97,
stk. 2. Undladelse af at meddele afkrævede oplysninger kan straffes med bøde, jf. beta-
lingstjenestelovens § 107, stk. 4.
Såfremt en ændring af forhold, der strider mod de i betalingstjenestelovens § 97, stk. 1,
opregnede bestemmelser, herunder § 85, ikke kan ske ved forhandling, kan Forbru-
gerombudsmanden udstede påbud herom. Påbuddet kan forlanges indbragt for domsto-
lene af den, som påbuddet retter sig imod. Anmodning skal fremsættes skriftligt over for
Forbrugerombudsmanden senest fire uger efter, at påbuddet er meddelt, hvorefter For-
brugerombudsmanden skal indbringe sagen for domstolene inden en uge, jf. betalings-
tjenestelovens § 97, stk. 3. Denne bestemmelse svarer til markedsføringslovens § 27,
stk. 3. Overtrædelse af et påbud udstedt i medfør af betalingstjenestelovens § 97, stk. 3,
er strafbelagt, jf. lovens § 107, stk. 4.
Retten kan bestemme, at indbringelse af et påbud for domstolene har opsættende virk-
ning, jf. betalingstjenestelovens § 97, stk. 4.
Forbrugerombudsmandens afgørelser efter betalingstjenesteloven kan ikke indbringes
for anden administrativ myndighed, jf. lovens § 97, stk. 5.
Ved overtrædelse af de i betalingstjenestelovens § 97, stk. 1, opregnede bestemmelser,
herunder § 85, kan Forbrugerombudsmanden anlægge sag om forbud, påbud, erstatning
og tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede beløb, jf. lovens § 97, stk. 6. Forbrugerom-
34
Lov nr. 403 af 28. april 2014 om ændring af lov om finansiel virksomhed m.fl.
54
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0055.png
budsmanden kan tillige udpeges som grupperepræsentant efter reglerne i retsplejelovens
kapitel 23 a. Bestemmelsen er en pendant til § 348 i lov om finansiel virksomhed.
Ifølge betalingstjenestelovens § 97, stk. 7, varetager Datatilsynet efter bestemmelserne i
persondatalovens § 64 samarbejdet med udenlandske myndigheder i samråd med For-
brugerombudsmanden.
Da markedsføringsloven supplerer anden lovgivning, kan Forbrugerombudsmanden
som led i sit tilsyn anvende markedsføringsloven, medmindre andet følger af lovgivnin-
gen. Forbrugerombudsmandens tilsyn udføres i øvrigt efter reglerne i markedsføringslo-
ven, herunder bekendtgørelse om Forbrugerombudsmandens virksomhed
35
. Af bekendt-
gørelsen fremgår det blandt andet, at Forbrugerombudsmanden ikke er forpligtet til at
behandle klager, men har adgang til at prioritere hvilke klager, han eller hun vil behand-
le.
I 2006 blev der i markedsføringslovens § 22 a indført en hjemmel til, at Forbrugerom-
budsmanden kan foretage kontrolundersøgelser hos private eller offentlige virksomhe-
der. Bestemmelsen gælder dog kun for behandlingen af klager, som Forbrugerombuds-
manden modtager fra håndhævelsesmyndigheder i andre EU-lande efter forordning
2006/2004 om forbrugerbeskyttelsessamarbejde, det såkaldte CPC-samarbejde.
Forbrugerombudsmanden har ikke herudover hjemmel til at foretage inspektioner hos
erhvervsdrivende.
2.4.3.1. Praksis vedrørende Forbrugerombudsmandens tilsyn
Forbrugerombudsmanden har taget stilling til netbankers brug af kundeoplysninger til
dannelse af generelle oversigter over udgifter og indtægter i forhold til betalingstjene-
stelovens § 85. Forbrugerombudsmandens vurderede, at der ved dannelsen af oversigter
i netbanken sker en behandling af data om, hvor brugerne har anvendt deres betalingsin-
strumenter, som ligger ud over, hvad der er nødvendigt til gennemførelse eller korrek-
tion af betalingstransaktionerne. Forbrugerombudsmanden udtalte derfor, at den om-
handlede behandling af data ikke er i overensstemmelse med betalingstjenestelovens §
85, stk. 3. Forbrugerombudsmanden lagde vægt på, at det ikke i sig selv er afgørende, at
kun betaleren har adgang til de pågældende oversigter, og at oversigterne ikke kan læses
eller bruges af bankens medarbejdere og derfor heller ikke benyttes i markedsføringen,
da der er tale om en offentligretlig regel, som ikke kan fraviges ved et samtykke fra for-
brugeren. Bankerne tilkendegav i lyset af denne udtalelse, at bankerne ville søge er-
hvervs- og vækstministeren om en dispensation, jf. betalingstjenestelovens § 1, stk. 3.
35
Bekendtgørelse nr. 1249 af 25. november 2014 om regler for Forbrugerombudsmandens virksomhed.
55
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0056.png
Finanstilsynet meddelte efter bemyndigelse fra erhvervs- og vækstministeren d. 25.
april 2014 dispensation til denne form for databehandling under følgende betingelser:
Betaler kan frabede sig behandlingen.
Behandlingen kun sker, når en betaler, der ønsker et betalingsoverblik, logger på
sin netbank eller mobile platform, og den datasammenstilling, der er fortaget,
ophører, når betaler logger af, så der ikke gemmes oplysninger om kundens an-
vendelse af betalingsinstrumentet, efter at betaler har logget af.
Ansatte i instituttet, bortset fra enkelte driftsmedarbejdere, har ikke adgang til
oplysninger om, hvor en betaler har anvendt sit betalingsinstrument, og må ikke
opfordre betaler til at overlade oplysningerne til sig, herunder særlig ikke i for-
bindelse med rådgivning eller kreditgivning.
It-sikkerheden i forbindelse med behandlingen skal leve op til samme standarder
for it-sikkerhed som pengeinstituttets øvrige it-systemer.
Derudover kan nævnes en sag, hvor Forbrugerombudsmanden i forbindelse med en er-
hvervsdrivendes anmodning om forhåndsbesked har vurderet lovligheden af et loyali-
tets-/rabatkoncept i relation til betalingstjenestelovens § 85. Forbrugerombudsmanden
tilkendegav, at loyalitets-/rabatkonceptet måtte anses at være lovligt efter betalingstjene-
stelovens § 85, da oplysninger om, hvor betalerne havde anvendt deres betalingsinstru-
menter, og hvad de havde købt, alene anvendes i et rabatkoncept, hvor rabatten ydes ef-
ter en generel, forud fastlagt rabatstruktur, og ikke er baseret på en segmentering ud fra
kundes konkrete købsdata. Forbrugerombudsmanden lagde endvidere til grund, at even-
tuelle markedsføringstiltag, herunder ad hoc tilbud, alene er baseret på en segmentering
på baggrund af data oplyst af kunden i forbindelse med selve tilmeldingen til konceptet,
ikke ud fra kundes konkrete købsdata. Forbrugerombudsmanden lagde ved sin vurde-
ring vægt på, at det følger af forarbejderne, at en rabatordning er nævnt som en funk-
tion, som lovligt kan knyttes til et betalingsinstrument, når brugeren anvender betalings-
funktionen.
Forbrugerombudsmanden har ikke på nuværende tidspunkt af egen drift taget sager op
med henblik på undersøgelse af overholdelse af lovens § 85.
2.4.4. Tilsyn med reglerne om tavshedspligt mv. i sundhedsvæsenet
Det følger af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet
36
, at Sty-
relsen for Patientsikkerhed behandler klager over sundhedsvæsenets sundhedsfaglige
virksomhed (klager over behandlingssteder/forløbsklager) og forhold omfattet bl.a. af
sundhedslovens kapitel 9 om tavshedspligt, indhentelse og videregivelse af oplysninger.
Styrelsen for Patientsikkerhed træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virk-
36
Lovbekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 med senere ændringer.
56
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
somhed har været kritisabel, eller om sundhedsvæsenet har handlet i strid med lovgiv-
ningens regler.
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler tilsvarende klager over sundhedsfaglig
virksomhed (klager over konkrete sundhedspersoner). Sundhedsvæsenets Disciplinær-
nævn afgiver udtalelse om, hvorvidt sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed
har været kritisabel, eller om sundhedspersonen har handlet i strid med bl.a. sundhedslo-
vens kapitel 9. Nævnet kan udtale kritik med indskærpelse eller søge iværksat sanktio-
ner. Sidstnævnte reaktionsmulighed vedrører bl.a. tilfælde, hvor sagen efter nævnets op-
fattelse giver grundlag for berettiget mistanke om, at sundhedspersonen kan have gjort
sig skyldig i grovere eller gentagen skødesløshed, og hvor Disciplinærnævnet på den
baggrund kan anmode anklagemyndigheden om at overveje at rejse tiltale.
Herudover behandler Sundhedsdatastyrelsen klager over uberettiget adgang til data,
hvor instituttet er dataansvarlig, bl.a. i forhold til det Fælles Medicinkort, jf. sundheds-
lovens § 157. Instituttet foretager også af egen drift stikprøvevis opfølgning på logs for
at afdække eventuelt misbrug. I tilfælde, hvor Statens Serum Institut vurderer, at en ad-
gang har været uberettiget, foretager instituttet politianmeldelse.
2.5. Straffebestemmelser mv.
2.5.1. Straffebestemmelser mv. i persondataloven
Persondatalovens sanktionsmuligheder – erstatning, straf og rettighedsfrakendelse – be-
skrives i lovens kapitel 18 (§§ 69-71).
2.5.1.1. Erstatning
Det følger af persondatalovens § 69, at den dataansvarlige skal erstatte skade, der er for-
voldt ved behandling i strid med bestemmelserne i persondataloven, medmindre det
godtgøres, at skaden ikke kunne have været afværget ved den agtpågivenhed og omhu,
der må kræves i forbindelse med behandling af oplysninger.
Bestemmelsen fastlægger et præsumptionsansvar for den dataansvarlige, men indebærer
i øvrigt ikke ændringer i dansk rets almindelige erstatningsretlige regler, herunder reg-
lerne om kausalitet, adækvans mv., som fortsat finder anvendelse i bedømmelsen af, om
den dataansvarlige i forbindelse med behandling af oplysninger har pådraget sig et er-
statningsansvar over for den registrerede.
Godtgørelse for tort i anledning af en krænkelse af lovens regler om beskyttelse af den
registreredes personlige integritet, der ikke medfører formuetab, kan alene kræves i det
omfang, lovgivningen i øvrigt giver adgang hertil – det vil i praksis sige i medfør af er-
statningsansvarslovens § 26.
57
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
Erstatningskrav efter § 69 skal indbringes for domstolene og vil ikke kunne forelægges
Datatilsynet.
2.5.1.2. Straf
Med mindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, er persondatalovens
strafferamme, jf. § 70, bøde eller fængsel i indtil fire måneder.
Det følger af § 70, stk. 1, at medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgiv-
ning, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder den, der i forbindelse med en be-
handling, som udføres for private:
1) Overtræder bl.a. § 5, stk. 2-5, § 41, stk. 1 og 3, § 42, § 50, stk. 1 og 2, og § 53,
2) Undlader at efterkomme Datatilsynets afgørelse efter bl.a. § 5, stk. 1, og § 50,
stk. 2,
3) Undlader at efterkomme Datatilsynets krav efter § 62, stk. 1,
4) Hindrer Datatilsynet i at få adgang efter § 62, stk. 3 og 4,
5) Tilsidesætter vilkår som nævnt i bl.a. § 9, stk. 3, og § 50, stk. 5, eller
6) Undlader at efterkomme et forbud eller påbud, der er meddelt i henhold til § 59
eller i henhold til regler udstedt i medfør af loven.
I straffedomme over private vil der endvidere kunne pålægges fortløbende tvangsbøder
med henblik på at gennemtvinge en forpligtelse, der påhviler dataansvarlige eller data-
behandlere. Forpligtelsen følger direkte af lovgivningen (persondataloven eller bekendt-
gørelser udstedt i henhold hertil) eller af et forbud eller påbud meddelt af Datatilsynet i
henhold til persondatalovgivningen. Hjemlen til at pålægge tvangsbøder følger af rets-
plejelovens § 997, stk. 3.
Ligeledes kan den, der i forbindelse med en behandling, som udføres for offentlige
myndigheder, overtræder § 41, stk. 3, eller § 53 eller tilsidesætter vilkår som nævnt i
f.eks. § 9, stk. 3, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, jf. § 70, stk. 2.
Strafansvar vil endvidere efter omstændighederne kunne pålægges i medfør af bestem-
melser i straffelovens kapitel 16 om forbrydelse i offentlig tjeneste eller hverv mv. En-
delig vil der kunne skrides disciplinærretligt ind over for offentlige ansattes tilsidesæt-
telse af persondatalovgivningen.
Efter § 70, stk. 3, kan der pålægges straf i forbindelse med behandlinger, som er omfat-
tet af en anden medlemsstats lovgivning, men som Datatilsynet efter § 64, stk. 1, påser
lovligheden af. Med bestemmelsen sikres det, at der vil kunne pålægges databehandlere
58
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
strafansvar, hvis de ikke efterlever Datatilsynets forbud eller påbud efter § 59, hvis de
ikke opfylder tilsynets krav efter § 62, stk. 1, eller hvis de hindrer tilsynet i at udføre in-
spektioner, jf. § 62, stk. 3 og 4.
Endelig kan selskaber (juridiske personer) pålægges strafansvar efter reglerne i straffe-
lovens 5. kapitel, jf. § 70, stk. 5.
2.5.1.2.1. Praksis vedrørende overtrædelse af persondataloven
Datatilsynet har oplyst, at tilsynet har en intern oversigt over sager, der har ført til bøde-
vedtagelse eller dom. Oversigten vedrører dels sager, hvor Datatilsynet har indgivet po-
litianmeldelse, dels andre sager, som tilsynet har fået kendskab til.
Oversigten indeholder en bred vifte af overtrædelser af persondataloven, men henset til
kortlægningens formål har Datatilsynet særligt fremhævet følgende overtrædelser:
1) Opslag i RKI-registeret
Datatilsynet har oplyst at have kendskab til flere bødevedtagelser og en enkelt dom ved-
rørende uberettigede opslag i kreditoplysningsbureauet Experian A/S’ register over dår-
lige betalere – det såkaldte RKI-register. Der var tale om overtrædelse af persondata-
lovens § 5, stk. 2, og § 6, stk. 1. En af sagerne vedrørte tre journalisters opslag i RKI-re-
gistret via deres arbejdsgivers – en avis – RKI-abonnement og efterfølgende videregi-
velse af oplysningerne i forbindelse med udgivelse af artikler vedrørende et medlem af
Folketinget. Uberettigede opslag i RKI-registret takseres normalt til en bøde på 5.000
kroner, men i den nævnte sag vedtog den ene af de tre journalister et bødeforelæg på
10.000 kroner.
2) Opslag i Det Central Motorregister (CRM)
Datatilsynet har oplyst at have kendskab til én sag, hvor en ansat i et forsikringsselskab
på sin arbejdsplads ved opslag i CRM indsamlede personoplysninger om seks køretøjers
ejerforhold og efterfølgende videregav oplysningerne til personer med tilhørsforhold til
bandemiljøet. Der var tale om overtrædelse af persondatalovens § 5, stk. 2, og § 6, stk.
1. Der blev i sagen vedtaget et bødeforelæg på 5.000 kroner.
3) Opslag i Det Centrale Personregister (CPR)
Datatilsynet har oplyst at have kendskab til, at Østre Landsret i 2012 stadfæstede Retten
i Glostrups dom på 30 dages ubetinget fængsel til en byrådspolitiker for misbrug af sit
hverv som borgmester ved at pålægge en ansat i kommunen at indhente oplysninger af
personlig og fortrolige karakter med henblik på fremme borgmesterens karriere ved at
skade et andet byrådsmedlems omdømme. Borgmesteren blev ligeledes dømt for at ha-
ve videregivet oplysningerne til tredjemand. Der var tale om overtrædelse af straffe-
59
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0060.png
lovens § 152, stk. 2, jf. stk. 1, og § 155, 1. og 2. pkt. Anklagemyndigheden frafaldt som
led i sin anke den subsidiære tiltale for overtrædelse af persondatalovens § 6.
4) Sikkerhedsbrister
Datatilsynet har oplyst at have kendskab til to bødevedtagelser og en dom i sager, hvor
butikker har videresolgt computere med harddiske indeholdende oplysninger om tidlige-
re ejere. I disse sager var der tale om overtrædelse af persondatalovens § 41, stk. 3, idet
der ikke var truffet de fornødne tekniske og organisatoriske foranstaltninger mod, at op-
lysninger kom til uvedkommendes kendskab. I den ældste sag blev der afsagt dom mod
en detailhandelskæde lydende på betaling af en bøde på 3.000 kr., og i den næstældste
sag blev der vedtaget et bødeforelæg på 5.000 kr. I den nyeste sag blev der vedtaget et
bødeforelæg på 15.000 kr. til detailhandelskæden i den førstnævnte sag, idet der var tale
om et gentagelsestilfælde.
I sager, hvor offentligt ansatte har misbrugt deres adgang til personoplysninger og ube-
rettiget har videregivet oplysninger til uvedkommende, er det Datatilsynets opfattelse, at
et sådant misbrug bør imødegås med følelige disciplinære foranstaltninger. Tilsynet har
i den forbindelse henvist til sin udtalelse af 28. juni 2001 til Holstebro Kommune vedrø-
rende videregivelse af personoplysninger fra et kommunalt register til en avis
37
. Udtalel-
sen vedlægges som
bilag 4.
2.5.1.3. Rettighedsfrakendelse
Ifølge persondatalovens § 71, 1. pkt., kan den, der driver eller er beskæftiget med virk-
somhed som nævnt i § 50, stk. 1, nr. 2-5 (advarselsregister/spærreliste, kreditoplys-
ningsbureau, stillingsbesættende virksomhed og retsinformationssystem), eller § 53
(edb-servicebureau), ved dom for strafbart forhold frakendes retten hertil, såfremt det
udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug.
Straffelovens bestemmelser om tidsmæssig begrænsning af frakendelsen af retten og om
umiddelbar udelukkelse af denne under sagens behandling mv. finder tillige anvendelse,
jf. henvisningen til straffelovens § 79, stk. 3 og 4, i § 71, 2. pkt.
2.5.2. Straffebestemmelser mv. på det finansielle område
2.5.2.1. Lov om finansiel virksomhed
Finanstilsynets tilsynsbeføjelser er nærmere beskrevet under punkt 2.4.2 ovenfor, her-
under muligheden for at give virksomheder påbud, der er nødvendige for efterlevelse af
reglerne i lov om finansiel virksomhed. Hvis en virksomhed omfattet af lov om finansi-
el virksomhed undlader at efterleve et påbud fra Finanstilsynet, kan den straffes med bø-
de jf. § 374, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed.
37
Datatilsynets j.nr. 2000-632-0002.
60
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
Finanstilsynets tilsyn med finansielle virksomheder og fællesejede datacentraler efter
lov om finansiel virksomhed er generelt omfattet af en skærpet tavshedspligt, jf. lov om
finansiel virksomhed § 354. Imidlertid indeholder loven en række bestemmelser, der
sikrer offentligheden informationer om tilsynet.
Det følger af § 354 a, at afgørelser og politianmeldelser, der har været behandlet af Fi-
nanstilsynets bestyrelse, og som dermed er af principiel eller vidtrækkende karakter,
som alt overvejende hovedregel skal offentliggøres med angivelse af virksomhedens
navn.
Efter hver inspektion i en finansiel virksomhed udarbejder Finanstilsynet en redegørel-
se, som virksomheden er forpligtet til at offentliggøre. Redegørelsen skal give offentlig-
heden – herunder eksisterende og potentielle kunder, journalister og investorer – bedre
indsigt i virksomhedens risikoprofil. Redegørelsens indhold skal være sammenfaldende
med de hovedbudskaber, som Finanstilsynet giver til virksomheden, herunder de væ-
sentligste tilsynsreaktioner. Redegørelsen indeholder både de centrale påbud, påtaler og
risikooplysninger, som Finanstilsynet giver i forbindelse med inspektionerne og en sam-
menfattende risikovurdering af virksomheden.
Pr. 1. januar 2015 skal også fællesejede datacentraler offentliggøre sine inspektionsrap-
porter.
Overtrædelser af bestemmelsen om tavshedspligt i § 117 i lov om finansiel virksomhed
straffes jf. lovens § 373, stk. 1, med bøde eller fængsel i 4 måneder, medmindre højere
straf er forskyldt efter anden lovgivning. Der kan efter § 373, stk. 5, pålægges selskaber
mv. strafansvar. Dette indebærer, at en finansiel virksomhed eller en ansat i en finansiel
virksomhed, som uberettiget udnytter eller videregiver fortrolige oplysninger, herunder
oplysninger om virksomhedens kunder, kan ifalde straf.
Da tavshedspligten efter § 117, stk. 2, følger oplysningerne, vil det tillige være muligt at
strafforfølge en person eller virksomhed, som har fået videregivet oplysningerne, for ek-
sempel i forbindelse med en finansiel virksomheds outsourcing af opgaver, herunder
outsourcing af databehandlingsopgaver, og som uberettiget videregiver sådanne oplys-
ninger.
Der findes ikke egentlig domspraksis på området, men der er i 2013 vedtaget et udenret-
ligt bødeforlæg på 25.000 kr. af en person, der uberettiget havde udnyttet visse fortroli-
ge oplysninger om et pengeinstitut.
61
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
2.5.2.2. Lov om betalingstjenester og elektroniske penge
Overtrædelse af betalingstjenestelovens § 85, stk. 2-4, straffes med bøde, jf. lovens §
107, stk. 2. Forbrugerombudsmanden er ikke bekendt med, at der har været rejst straf-
fesager om overtrædelse af betalingstjenestelovens § 85 eller tilsvarende bestemmelser i
tidligere love. Lovens forarbejder giver i øvrigt ikke anvisninger om strafniveauet for
overtrædelse af bestemmelsen.
Finanstilsynet har i tilsynet med betalingsinstitutter de samme sanktionsmuligheder,
som tilsynet kan anvende i forhold til finansielle virksomheder og fællesejede datacen-
traler. Det vil sige, at tilsynet som led i sin tilsynsvirksomhed efter betalingstjeneste-
lovens § 86 kan anvende påtaler, påbud og risikooplysninger, hvis Finanstilsynet i for-
bindelse med en inspektion eller behandlingen af konkrete tilsynssager konstaterer, at
virksomheden ikke lever op til/har opfyldt lovens krav om en betryggende it-sikkerhed.
Hvis et betalingsinstitut ikke efterkommer et påbud, f.eks. om at indføre konkrete sik-
kerhedsprocedurer, kan virksomheden straffes med bøde, jf. betalingstjenestelovens §
107, stk. 3.
Tilsynet med betalingsinstitutter er ligesom tilsynet med finansielle virksomheder og
fællesejede datacentraler generelt omfattet af en skærpet tavshedspligt, jf. lovens § 92.
Dog skal afgørelser og politianmeldelser, der har været behandlet af Finanstilsynets be-
styrelse, og som dermed er af principiel eller vidtrækkende karakter, offentliggøres efter
reglerne i lov om finansiel virksomhed.
Ligeledes skal Finanstilsynet i forbindelse med inspektioner udarbejde en inspektionsre-
degørelse efter samme regler, som gælder efter lov om finansiel virksomhed, og som
skal offentliggøres af det undersøgte betalingsinstitut.
2.5.3. Straffebestemmelser i anden relevant lovgivning
2.5.3.1. Straffebestemmelser mv. i sundhedsloven
2.5.3.1.1.
Overtrædelse af sundhedslovens bestemmelser om indhentning og videregi-
velse af oplysninger er strafbelagt, jf. lovens § 271. Strafbelagt er ifølge denne bestem-
melse:
1) Videregivelse af oplysninger i strid med § 41, stk. 1-3, § 43, stk. 1 og 2, og § 45,
2) Indhentelse af oplysninger i strid med § 42 a, stk. 1-10,
3) Uberettiget udnyttelse af oplysninger omfattet af § 41, stk. 1, eller
62
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0063.png
4) Indhentelse, videregivelse eller udnyttelse oplysninger i strid med § 157, stk. 2-4,
6 eller 11, eller § 157 a, stk. 2 eller 3, eller i strid med regler fastsat i medfør af §
157, stk. 5, eller § 157 a, stk. 4.
På samme måde straffes andre end de personer, der er nævnt i §§ 41, 42 a, 43, 45, 157
og 157 a, ved uberettiget indhentning, videregivelse eller udnyttelse af oplysninger om-
fattet af disse bestemmelser. Sanktionsmuligheden retter sig primært mod personer, der
ikke har en berettiget adgang til systemerne, men som desuagtet bliver bekendt med op-
lysninger.
Strafferammen i sundhedslovens § 271 er bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
Det følger herudover af § 16, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 460 af 8. maj 2014 om adgang
til og registrering af lægemiddel- og vaccinationsoplysninger, at medmindre højere straf
er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der uberettiget indhenter,
overfører, videregiver eller undlader at indberette lægemiddel- og vaccinationsoplysnin-
ger i strid med bekendtgørelsens §§ 6-11.
Herudover vil en uberettiget indhentelse eller videregivelse af patientoplysninger kunne
få ansættelsesretlige konsekvenser, ligesom overtrædelse af regelsættet kan indbringes
for Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.
Endelig kan der meddeles et fagligt påbud til en autoriseret sundhedsperson om ændring
af dennes virksomhed, hvis styrelsen finder, at sundhedspersonen har udvist alvorlig el-
ler gentagen kritisabel faglig virksomhed. På baggrund af en sådan indskærpelse kan en
sundhedsperson fratages autorisationen, hvis vedkommende ikke efterkommer et sådant
påbud, jf. autorisationslovens
38
§ 7.
Styrelsen for Patientsikkerhed kan i en række tilfælde midlertidigt fratage en sundheds-
person autorisationen helt eller delvist, jf. autorisationslovens § 8. Midlertidig fratagelse
af autorisationen kan ske i påtrængende tilfælde, hvor den fortsatte virksomhed skønnes
at frembyde overhængende fare. Midlertidig indskrænkelse af retten til virksomhedsu-
døvelse kan ske i påtrængende tilfælde, hvor der er begrundet mistanke om, at en autori-
seret sundhedsperson er til fare for patientsikkerheden på et eller flere faglige områder,
mens mistanken undersøges.
2.5.3.1.2. Praksis vedrørende overtrædelse af lovgivningen på sundhedsområdet
38
Lovbekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011 om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfag-
lig virksomhed med senere ændringer.
63
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
I konkrete tilfælde er der sket afskedigelser begrundet i uberettiget adgang til oplysnin-
ger. Der kendes ikke til eksempler på, at en sundhedsperson er blevet frataget sin autori-
sation som følge af uberettiget indhentelse eller videregivelse af oplysninger.
For så vidt angår uberettiget adgang til det Fælles Medicinkort, jf. sundhedslovens §
157, modtog Sundhedsdatastyrelsen i 2015 ca. 60 henvendelser om potentielle uberetti-
gede opslag. Af disse sager førte ca. 20 til politianmeldelse på baggrund af uberettiget
adgang. Sagerne er typisk endt med vedtagelse af bødeforelæg i størrelsesordenen 4.000
kr.
Sagerne opdages oftest som følge af, at en borger retter henvendelse til Sundhedsdata-
styrelsen på baggrund af logoplysninger udstillet i ”Min Log” på Sundhed.dk. Sager om
uberettiget adgang falder typisk i to kategorier:
Sager, hvor den pågældende kliniker ikke har været opmærksom på regelsættet,
har fejlanvendt sit system eller lignende, og
sager, hvor der er en personlig relation mellem klinikeren, og den borger der fo-
retages opslag på.
Herudover er der eksempler på sager, hvor borgeres CPR-numre er blevet misbrugt af
andre til at få udstedt recepter og udleveret medicin, idet én person har udgivet sig for at
være en anden (”identitetstyveri”). I sådanne sager er der typisk tale om, at ”identitetsty-
ven”, ved at udgive sig for at være en anden, formår at få en læge til at tilgå den anden
persons data og f.eks. udstede recepter til sig, hvorefter apoteket tilgår den anden per-
sons data i forbindelse med udleveringen.
I denne type sager sker der en udredning og en berigtigelse af registrerede oplysninger,
der fejlagtigt er blevet registreret. Der sker ikke politianmeldelse af de involverede
sundhedspersoner, da de har befundet sig i en faktisk vildfarelse om at have den pågæl-
dende person i aktuel behandling, men ”identitetstyven” vil kunne blive straffet i med-
før af straffeloven eller anden lovgivning.
2.5.3.2. Straffelovens bestemmelser om freds- og ærekrænkelser
Overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 2, straffes ifølge bestemmelsen med bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
Overtrædelse af straffelovens § 264 d straffes ifølge bestemmelsen med bøde eller
fængsel indtil 6 måneder.
64
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
3. Beskyttelse af personoplysninger på sundhedsområdet
Som nævnt under punkt 1.1.1 ovenfor, blev der i forlængelse af afsløringerne om Se og
Hørs overvågning af en række kongelige og kendte personers brug af kreditkort bragt
historier i medierne om, at også ansatte hos bl.a. Rigshospitalet havde forsynet Se og
Hør med oplysninger om kongelige og kendte personer.
På den baggrund omtales beskyttelse af personoplysninger på sundhedsområdet i det
følgende.
3.1. Kortlægning af eksisterende niveau
3.1.1.
Sundheds- og Ældreministeriet har lavet en kortlægning af koncernens arbejde
med datasikkerhed.
Kortlægningen omfatter Statens Serum Institut (herunder National Sundheds-IT (nu
Sundhedsdatastyrelsen)), Sundhedsstyrelsen, Patientombuddet (nu Styrelsen for Patient-
sikkerhed), departementet og MedCom, og tager udgangspunkt i følgende emner: Ad-
gang til persondata, kriterier for adgang, logning, fysisk lagring af data, øvrige relevante
sikkerhedsprocedurer, eksempler på misbrug, planlagte forbedringer af sikkerhedsni-
veauet og ansvar for overholdelse af sikkerhedsprocedure.
Overordnet viser gennemgangen, at der sker logning på alle relevante it-systemer af kli-
nikeradgang. Der er konstateret ét tilfælde af misbrug som medførte afskedigelse. Som
led i koncernstrategi for it-sikkerhed indføres logning på alle systemer, herunder på ad-
ministrator-niveau.
3.1.2. It-sikkerhed i koncern it-strategien
Sundheds- og Ældreministeriet har i sin koncern it-strategi for 2013-2016 fokus på it-
sikkerhed. Sundheds- og Ældreministeriet har igangsat initiativer, som skal sikre, at he-
le koncernen kan opfylde statens krav til informationssikkerhed gennem efterlevelse af
gældende love og regler samt relevante standarder, herunder ISO/IEC 27001 – en stan-
dard, der indeholder krav til, hvorledes et informationssikkerhedsledelsessystem skal
implementeres og vedligeholdes.
3.1.3. It-sikkerhed i praksis
Statens Serum Institut (National Sundheds-IT)
National Sundheds-IT (nu Sundhedsdatastyrelsen) har ikke konstateret konkrete tilfælde
af intern misbrug, hverken i deres egne systemer eller i de systemer, de drifter for de an-
dre styrelser.
65
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0066.png
Klinikernes datahåndtering logges i overensstemmelse med sikkerhedsbekendtgørelsens
krav, og der er etableret en række sikkerhedstiltag hos Sundhedsdatastyrelsen og leve-
randører, herunder vedrørende logning og begrænsninger på fysisk adgang. For så vidt
angår Fælles Medicinkort og dets forgænger, Medicinprofilen, konstateredes der frem
til 2014 i alt ca. 5 tilfælde årligt, hvor uberettiget adgang førte til politianmeldelse. I
2015 steg antallet af henvendelser, bl.a. på baggrund af en informationskampagne over-
for borgerne om mulighed for at kontrollere adgangen til egne data, og der var ca. 20 til-
fælde af politianmeldelse.
I forbindelse med koncernens fælles IT-strategi vurderes mulighederne for at konsolide-
re brugeradministrationen, så der opnås en større sikkerhed i administrationen af ad-
gangsrettigheder. Der er konkret planlagt etablering af systematisk overvågning og log-
ning af systemadministratorer med udvidede rettigheder.
Sundhedsstyrelsen og nu Lægemiddelstyrelsen
Sundhedsstyrelsen har ikke konstateret konkrete tilfælde af misbrug. Styrelsen har udar-
bejdet særlige retningslinjer og procedure for tildeling af brugeradgange for både styrel-
sens egne medarbejderne samt for Sundhedsdatastyrelsen og KMD, som drifter Sund-
hedsstyrelsens og Lægemiddelstyrelsens it-systemer. Der foretages logning på alle sy-
stemer hos KMD, og der er ved at blive udarbejdet en instruks for regelmæssig log-gen-
nemgang.
Langt de fleste af Sundhedsstyrelsens systemer er enten kun tilgængelige for et meget
lille antal medarbejdere, eller også er der mulighed for i hvert enkelt system at niveau-
dele rettighederne, således at medarbejderne kun har adgang til deres eget fagområde/re-
levante data i systemet.
Patientombuddet (nu Styrelsen for Patientsikkerhed)
Patientombuddet har ikke konstateret konkrete tilfælde af misbrug. Der sker logning i
alle it-systemer hos Patientombuddet, enten af Patientombuddet eget system, eller af
den part som drifter systemet. Der er i dag ikke etableret faste kontroller eller stikprøver
af loggene, men det forventes indført i forlængelse af koncern it-strategiens fokus på da-
tasikkerhed.
MedCom
39
For et af MedCom’s systemer har der været en enkelt episode, hvor der har været kon-
stateret misbrug, hvilket resulterede i afskedigelse af den pågældende medarbejder.
MedCom blev stiftet i 1994 og er en non-profit organisation, ejet og finansieret af Sundheds- og Ældre-
ministeriet, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening. Formålet med etableringen af MedCom
var at standardisere og digitalisere de hyppigst forekommende kommunikationsstrømme mellem praktise-
rende læger, sygehuse og kommuner.
39
66
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
Endvidere har der været episoder, hvor sundhedsfaglige personer har kigget i egen jour-
nal, hvilket har medført advarsler.
Der sker logning for alle MedComs it-systemer, og for de systemer, som leverer oplys-
ninger til Sundhedsjournalen, er alle logninger endvidere tilgængelige i MinLog på
sundhed.dk, så borgeren kan følge med i, hvem der har kigget i journalen.
3.2. Teknisk understøttelse af datasikkerhed på sundhedsområdet
MinLog
På www.sundhed.dk kan borgerne se oplysninger om, hvem der har haft adgang til de-
res oplysninger i eJournal, sundhedsjournal eller det Fælles Medicinkort og på den bag-
grund selv tage affære, hvis de mener, at der er nogen, der uretmæssigt har tilgået oplys-
ninger om dem.
Opfølgning på log
Der gælder efter sikkerhedsbekendtgørelsen i visse tilfælde krav om logning, jf. punkt
2.1.2.2 ovenfor. Loggen skal som udgangspunkt opbevares i 6 måneder, så den kan bru-
ges, hvis man har mistanke om misbrug. Myndigheder med et særligt behov kan opbe-
vare loggen i op til 5 år. For så vidt angår det Fælles Medicinkort og det Danske Vacci-
nationsregister har de dataansvarlige myndigheder vurderet, at der er et særligt behov
for at opbevare data i to år, svarende til den strafferetlige forældelsesfrist for uberettige-
de opslag. Opbevaringen af logoplysninger i to år er anmeldt til Datatilsynet.
Som dataansvarlig bør der etableres en proaktiv opfølgning på logdata mhp. at identifi-
cere anomalier og uberettigede adgange. Det er derfor nødvendigt at opstille regler for,
hvad der udgør normal og atypisk adfærd.
Mængden af transaktioner til fælles nationale services og på tværs i sundhedsvæsenet er
i en markant stigning, hvilket øget behovet for en automatiseret opfølgning. Derfor har
man etableret en såkaldt ”behandlingsrelationsservice”, der kan benyttes til at identifice-
re transaktioner, hvor der ikke er tvivl om berettigelsen af et opslag. Dermed kan en op-
følgning koncentrere sig om atypiske opslag.
Behandlingsrelationsservice sammenstiller datakilder for at vurdere, om der har været
en behandlingsrelation mellem sundhedspersonen og patienten, f.eks. at der er sket af-
regning for en konsultation. Hermed kan man reducere mængden af transaktioner, der
skal behandles manuelt.
Fortsat fokus på sikkerhedsarbejde
67
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
Af Økonomiaftalen for 2015 fremgår det, at adgang til data er afgørende for en god, ef-
fektiv og sammenhængende behandling af borgerne. Regeringen, KL og Danske Regio-
ner er enige om, at arbejdet med data- og it-sikkerhed skal styrkes yderligere med hen-
blik på at sikre fortrolighed om personoplysninger og et højt sikkerhedsniveau i den di-
gitale infrastruktur og i brug af sundhedsdata.
4. Undersøgelser af beskyttelsesniveauet i Se og Hør-sagen
4.1.
I lyset af afsløringerne om Se og Hørs overvågning af kendte og kongelige gennem-
førte Nets en intern undersøgelse af de faktiske forhold. Det fremgår af en redegørelse
fra oktober 2014 udarbejdet til arbejdsgruppen (vedlagt som
bilag 5).
Den interne undersøgelse viste bl.a., hvordan den omtalte IBM-operatør i perioden fra
2008 til 2012 lykkedes med at lække oplysninger om kendte og kongelige til Se og Hør.
Det skete ifølge Nets for det første ved at foretage forespørgsler om transaktioner på et
givent betalingskort, som IBM-operatørens jobfunktion gav mulighed for, til at spore
udvalgte personer. For det andet benyttede IBM-operatøren sig af muligheden for at
nulstille adgangskoden for medarbejdere i Nets’ kundeservice, hvilket var muligt i den-
nes jobfunktion uden for normal arbejdstid. Hermed kunne IBM-operatøren midlertidigt
(om aftenen, i ferier mv.) overtage medarbejderens identitet og på denne måde tilgå op-
lysninger, som IBM-operatøren ellers var afskåret fra. Nets skriver i redegørelsen, at det
ikke længere er muligt for IBM-operatører hos Nets at foretage søgninger i transaktioner
eller at nulstille adgangskoder.
Nets oplyser derudover, at der som opfølgning på Se og Hør-sagen er taget en række
initiativer:
”Nets har således udvidet adfærdsmonitoreringen og omfanget af stikprøvekontrol-
ler, ligesom der er foretaget en ekstraordinær gennemgang og indsnævring af bru-
geradgange til et absolut minimum. Alle ansættelseskontrakter er desuden blevet
opdateret med skærpning og tydeliggørelse af konsekvenser ved overtrædelser. Al-
le ansatte i Nets har derudover modtaget ekstraordinær sikkerhedsundervisning.
Der er endvidere oprettet en ekstern whistleblower-hotline for ansatte, der måtte få
mistanke om misbrug.”
Finanstilsynet var over årsskiftet 2014/2015 på en ordinær og planlagt funktionsunder-
søgelse på it-området hos Nets. Finanstilsynets inspektion gav som følge af de konstate-
rede svagheder anledning til seks påbud. De seks påbud er relateret til it-sikkerhed- og
risikostyring, herunder styrkelse af it-sikkerhedsorganisationen med klart definerede
roller og ansvar for organisering af it-arbejdet, outsourcing, adgang til systemer og data
samt sikring af tilstrækkeligt fokus på at udbedre svagheder konstateret af systemrevi-
sionen.
68
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
Finanstilsynet bemærkede dog samtidig, at der allerede var igangsat flere initiativer til
at styrke it-sikkerheden i Nets, jf. følgende fra den offentlige redegørelse om it-inspek-
tionen i Nets (vedlagt som
bilag 6):
”Finanstilsynet har konstateret, at Nets har igangsat flere væsentlige forbedringstil-
tag, der fremadrettet skal styrke Nets` generelle it-sikkerhedsstyring, og i forlæn-
gelse heraf er det Finanstilsynets vurdering, at de planlagte forbedringstiltag, hvis
tilstrækkeligt implementeret, herunder med fastholdt ledelsesmæssigt fokus og pri-
oritering, vil imødekomme Finanstilsynets påbud”.
Nets har i marts 2016 udarbejdet en opdateret redegørelse til arbejdsgruppen (vedlagt
som
bilag 7).
Her oplyser Nets, at man siden Finanstilsynets inspektion har arbejdet på
at imødegå påbuddene samt på generelt at højne niveauet for it-sikkerhed og it-risi-
kostyring:
”Umiddelbart efter IT-inspektionen nedsatte Nets en intern task force med fuld
støtte og bevågenhed hos koncernledelsen, der skal sikre, at Nets imødegår påbud-
dene. Alene i 2015 og 2016 investerer Nets et trecifret millionbeløb i udbygning af
sikkerhedsorganisationen med henblik på at styrke sikkerheden på en måde, der ik-
ke blot imødegår påbuddene, men også sikrer, at Nets fremadrettet vil have en IT-
sikkerhedsorganisation, der afspejler det højst mulige niveau for risikostyring og
informationssikkerhed. Hvor Nets’ afdeling for IT-sikkerhed i 2014 bestod af 10
personer, består den i dag af 40 interne og 15 eksterne konsulenter, der udelukken-
de beskæftiger sig med opgave som logning og monitorering af transaktioner, lø-
bende trusselsopsamling, statistiske beregninger af trusselsscenarier, gennemførel-
se af prøvecases og screeninger af kommende medarbejdere.
Nets’ interne systemrevision monitorerer løbende arbejdet med at imødegå påbud-
dene og implementere Nets’ nye og forbedrede IT-sikkerhedsorganisation. Nets vil
inden årets udgang have imødekommet samtlige påbud og anmodninger fra Finan-
stilsynet, samtidig med Nets implementerer det højst mulige niveau for risikosty-
ring og informationssikkerhed, som man kan forvente af en virksomhed, der bl.a.
arbejder med digitale betalinger.”
Finanstilsynet foretager rutinemæssigt opfølgende undersøgelser i virksomheder, hvor
der er fundet svagheder eller lignende af en karakter, som det har været tilfældet med
Nets. En ny inspektion i Nets er således også planlagt.
4.2.
Som nævnt under punkt 1.1.1 ovenfor, indledte Københavns Vestegns Politi den
28. april 2014 en efterforskning i sagen om Se og Hørs overvågning af en række konge-
lige og kendte personers brug af kreditkort. Der verserer på den baggrund en straffesag
ved Retten i Glostrup, og der er forhåndsberammet retsmøder i sagen i efteråret 2016.
4.3.
I forhold til de undersøgelser, som Datatilsynet som nævnt under punkt 1.1.1 oven-
for har iværksat, kan følgende oplyses:
69
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0070.png
Se og Hør
Datatilsynet blev via presseomtale i april 2014 bekendt med, at Se og Hør angiveligt sy-
stematisk havde indsamlet og brugt oplysninger fra Nets (tidligere PBS) om kendte dan-
skeres brug af kreditkort. Datatilsynet anmodede Se og Hør om en redegørelse til brug
for tilsynets overvejelser om, i hvilket omfang der kunne være tale om behandling af
oplysninger i strid med persondataloven. I den forbindelse bemærkede Datatilsynet, at
Se og Hør ikke sås at have anmeldt en redaktionel informationsdatabase til tilsynet efter
§ 3 i lov om massemediers informationsdatabaser.
Datatilsynets henvendelse blev i juli 2014 besvaret af Aller Media A/S’ advokat, der
bl.a. henviste til, at Aller Media A/S var blevet sigtet af politiet og derfor ikke ønskede
at udtale sig til Datatilsynet.
På grund af forbuddet mod selvinkriminering i retssikkerhedslovens
40
§ 10 havde Data-
tilsynet ikke mulighed for – som det ellers er tilfældet – at afkræve Aller Media A/S de
oplysninger, som var nødvendige til sagens behandling.
Datatilsynet sendte på den baggrund sagen til Københavns Vestegns Politi med anmod-
ning om, at spørgsmålet om eventuel overtrædelse af persondataloven blev inddraget i
politiets sag mod Aller Media A/S.
I den forbindelse gjorde Datatilsynet opmærksom på, at det følger af persondatalovens §
2, stk. 6, at loven ikke finder anvendelse på behandlinger, der er omfattet af lov om
massemediers informationsdatabaser. Datatilsynet anførte endvidere, at det efter tilsy-
nets opfattelse er en forudsætning for, at en behandling er undtaget fra persondatalovens
regler, at informationsdatabasen er anmeldt til Datatilsynet, jf. lov om massemediers in-
formationsdatabaser § 3, stk. 1.
Den 18. marts 2015 oplyste Københavns Vestegns Politi over for Datatilsynet, at poli-
tikredsen ikke foretog sig yderligere i anledning af tilsynets henvendelse. Politikredsen
henviste til, at Aller Media A/S havde oplyst, at selskabet - efter at have anmeldt Se og
Hørs redaktionelle informationsdatabaser til Datatilsynet i september 2014 - var af den
opfattelse, at de behandlinger, som måtte have fundet sted hos Se og Hør, er undtaget
fra persondatalovens anvendelsesområde, jf. lovens § 2, stk. 6.
Ved brev af 20. maj 2015 til Københavns Vestegns Politi anførte Datatilsynet, at Aller
Media A/S på tidspunktet for den eventuelle behandling af oplysninger fra Nets ikke
havde foretaget anmeldelse af en redaktionel informationsdatabase til Datatilsynet. Det
Lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplys-
ningspligter med senere ændringer.
40
70
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
er på den baggrund Datatilsynets opfattelse, at den behandling af personoplysninger, der
skete hos Se og Hør forud for anmeldelsen af (bl.a.) Se og Hørs redaktionelle informa-
tionsdatabase, var omfattet af persondatalovens regler.
Datatilsynet indgav samtidig politianmeldelse mod Aller Media A/S for overtrædelse af
persondatalovens § 6, stk. 1, og § 5, stk. 2, jf. § 70, stk. 1, nr. 1, ved over en længere pe-
riode at have indsamlet og gjort brug af oplysninger fra Nets (tidligere PBS) om kendte
danskeres brug af kreditkort.
Rigshospitalet
Datatilsynet anmodede i maj 2014 Region Hovedstaden om en udtalelse, idet tilsynet
via presseomtale var blevet bekendt med, at Se og Hør fra medarbejdere på Rigshospita-
let angiveligt havde modtaget oplysninger om kendte personers scanninger på hospita-
let.
Region Hovedstaden oplyste i maj 2014 bl.a., at chefredaktøren for Se og Hør telefonisk
havde oplyst til den lægelige direktør for Rigshospitalet, at Se og Hør ikke havde udbe-
talt penge til ansatte fra Rigshospitalet for oplysninger, og at ingen ansatte fra Rigsho-
spitalet havde leveret oplysninger til Se og Hør.
Datatilsynet foretog herefter i august 2014 en inspektion på Rigshospitalet. Inspektionen
tog udgangspunkt i sikkerhedsmæssige spørgsmål omkring de oplysninger og it-syste-
mer, der kunne være relevante i den aktuelle sag om muligt misbrug af oplysninger om
kendte personers scanninger.
I forlængelse af inspektion anmodede Datatilsynet i december 2014 Region Hovedsta-
den – som dataansvarlig for Rigshospitalets behandling af personoplysninger – om sup-
plerende oplysninger vedrørende to af de i sagen omhandlede elektroniske systemer.
Region Hovedstaden besvarede Datatilsynets henvendelse den 15. januar 2015.
Region Hovedstadens svar rejste efter Datatilsynets opfattelse problemstillinger, som
tilsynet fandt mest hensigtsmæssigt at behandle separat. Datatilsynet anmodede derfor i
juni 2015 Region Hovedstaden om at besvare en række spørgsmål, særligt vedrørende
medarbejderes brugeradgange til personoplysninger på regionens hospitaler. Datatilsy-
net meddelte samtidig, at regionens svar også vil kunne indgå i Datatilsynets sag om
muligt læk af patientoplysninger, herunder tilsynets inspektionssag.
Region Hovedstaden har i brev af 28. august 2015 besvaret Datatilsynets seneste
spørgsmål. Datatilsynet forventer umiddelbart at kunne træffe afgørelse i sagerne medio
2016.
71
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
SAS og Naviair
Datatilsynet anmodede i maj 2014 SAS om en udtalelse i anledning af, at tilsynet via
presseomtale var blevet bekendt med, at Se og Hør fra medarbejdere i SAS angiveligt
havde modtaget oplysninger fra SAS’ it-systemer om kendte personers flyrejser.
SAS afgav i breve af 20. maj og 8. september 2014 oplysninger til sagen.
Sideløbende besluttede datatilsynsmyndighederne i Norge, Island, Finland og Danmark
i foråret 2015 som led i et nordisk samarbejde at gennemføre inspektioner af flere nordi-
ske flyselskaber. Datatilsynet gennemførte i den forbindelse en inspektion af SAS’ be-
handling af personoplysninger.
Datatilsynet anmodede i første omgang skriftligt SAS om at besvare en række spørgs-
mål om selskabets behandling af kundeoplysninger. På baggrund af svaret fra SAS be-
sluttede Datatilsynet at gennemføre en fysisk inspektion hos SAS. Inspektionen blev fo-
retaget den 25. juni 2015.
Ved e-mail af 21. august 2015 afgav SAS bemærkninger til Datatilsynets udkast til in-
spektionsreferat. Datatilsynet forventer at træffe afgørelse i august eller september 2016.
Datatilsynet har i øvrigt fra Trafik- og Byggestyrelsen bl.a. modtaget en redegørelse fra
Naviair. Redegørelsen gav ikke Datatilsynet anledning til at indlede en undersøgelse af
forholdene hos Naviair. Datatilsynet måtte på baggrund af det oplyste lægge til grund, at
der var tale om et enkeltstående tilfælde, som virksomheden effektivt havde taget hånd
om.
5. Regeringens arbejde med informationssikkerhed
Finansministeriet har ansvaret for informationssikkerhed og privatlivsbeskyttelse i den
offentlige sektor. Dette indebærer ansvaret for:
National strategi for cyber- og informationssikkerhed i samarbejde med Center
for Cybersikkerhed.
Implementering af den internationale sikkerhedsstandard ISO27001 i statslige
institutioner.
Ny digitaliseringsstrategi 2016-20 med fokus på bl.a. informationssikkerhed.
Statens informationssikkerhedsforum (SISF) for statslige informationssikker-
hedskoordinatorer.
De fællesoffentlige login-sikkerhedsløsninger, NemLogin og NemID.
72
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
I det følgende omtales regeringens arbejde på disse områder kort.
5.1. Strategi for cyber- og informationssikkerhed
For at styrke og professionalisere arbejdet med cyber- og informationssikkerhed i staten
nedsatte den daværende regering i foråret 2014 en tværministeriel arbejdsgruppe med
det opdrag at udarbejde en strategi for cyber- og informationssikkerhed.
Den stigende digitalisering indebærer en øget koncentration af oplysninger og centrale
it-systemer, og den øgede anvendelse af digitale løsninger indebærer et øget behov for,
at myndighederne har stort fokus på at styrke deres arbejde på cyber- og informations-
sikkerhedsområdet. Endvidere er der behov for fokus på tværgående koordinering, så
det sikres, at de informationer og systemer, der indgår i den digitale infrastruktur, er be-
skyttet på bedst mulig vis.
På den baggrund lancerede den daværende regering i december 2014 en national strategi
for cyber- og informationssikkerhed.
Strategien er målrettet de statslige myndigheder, men indeholder også en indsats rettet
mod virksomheder på energiområdet og teleområdet med infrastruktur af væsentlig
samfundsmæssig betydning.
De overordnede målsætninger for regeringens arbejde med at styrke cyber- og informa-
tionssikkerhedsarbejdet er:
Borgere og virksomheder skal have tillid til, at cyber- og informationssikkerheden i
staten og blandt leverandører af samfundsmæssig væsentlig infrastruktur håndteres
professionelt og betryggende. Indsatsen for at styrke cyber- og informationssikker-
heden skal samtidig muliggøre en brugervenlig og effektiv udnyttelse af nye tekno-
logiske muligheder.
Der skal ske en styrket beskyttelse af vigtige samfundsfunktioner og af den nationa-
le sikkerhed mod cyberangreb.
Derudover beskriver strategien en klar ansvarsfordeling mellem myndighederne på cy-
ber- og informationssikkerhedsområdet og danner således grundlag for en styrket koor-
dinering af aktiviteterne på området. Strategien skal sikre, at den offentlige sektor kan
agere aktivt i forhold til nye muligheder og trusler, således at digitaliseringens potentia-
ler kan udnyttes uden uacceptable sikkerhedsrisici.
Til at understøtte målsætningen har regeringen udpeget seks strategiske indsatsområder,
der skal løfte samfundets cyber- og informationssikkerhed. Disse er:
73
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1.
2.
3.
4.
5.
6.
Stærkt it-tilsyn og professionalisering
Klare krav til leverandører
Styrket cybersikkerhed og mere viden på området
Robust infrastruktur i energisektoren og telesektoren
Danmark som stærk international medspiller
Stærk efterforskning og klar information til borgere, virksomheder og myndigheder
Under disse indsatsområder er der 27 initiativer, herunder på det styringsmæssige områ-
de udvikling af et fælles koncept for it-tilsynet i staten, krav om efterlevelse af sikker-
hedsstandarden ISO27001, obligatoriske, privatlivsrelaterede og sikkerhedsmæssige ri-
sikovurderinger i it-projekter til over 10 mio. kr. samt opfølgning på den sikkerheds-
mæssige leverandørstyring. Med dette adresserer strategien, at myndighederne fremad-
rettet skal professionalisere deres sikkerhedsledelse og skærpe deres fokus på sikring af
data, herunder borgernes følsomme personoplysninger, gennem bedre leverandørstyring
og privatlivsvurderinger.
Endelig skal der sikres en bedre fællesoffentlig koordinering, videndeling og hændelses-
håndtering mellem statslige myndigheder, ligesom der skal gennemføres en informa-
tionsindsats målrettet borger og virksomheder i Danmark.
5.2. ISO27001 – en international standard til styring af informationssikkerhed
Den internationale informationssikkerhedsstandard ISO27001 skal som følge af den na-
tionale cyber- og informationssikkerhedstrategi være implementeret i statslige myndig-
heder primo 2016. Standarden stiller en række krav til styring af arbejdet med informa-
tionssikkerhed, herunder at arbejdet er risikobaseret og forankret i topledelsen. Dette in-
debærer, at ledelsen gennem en risikovurdering gøres bekendt med organisationens risi-
ci. Derudfra kan ledelsen prioritere ressourcerne og igangsætte initiativer for at sikre, at
organisationen ikke udsætter sig for større risici, end det kan accepteres.
Arbejdet med informationssikkerhed i en organisation handler grundlæggende om at
sikre organisationens samlede informationsaktivers
fortrolighed, tilgængelighed og inte-
gritet.
Med informationsaktiver forstås informationer og data, som organisationen bru-
ger i sin drift, f.eks. notater, korrespondance, arbejdsdokumenter, kalenderaftaler, forret-
ningsdokumenter, og som kan indgå i et journalsystem, e-mailsystem, papirbaseret ar-
kiv, en selvbetjeningsløsning mv.
Implementering af ISO27001 i en organisation medfører, at der skal opbygges et ledel-
sessystem, der betoner en ledelsesforankret, forretningsorienteret og risikobaseret til-
gang til beskyttelse af organisationens informationer. Ledelsessystemet for informa-
74
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
tionssikkerhed, det såkaldte
Information Security Management System
(ISMS), beskri-
ver, de processer og aktiviteter som organisationen skal implementere i sit ledelsessy-
stem for at strukturere, implementere, vedligeholde og forbedre et passende informa-
tionssikkerhedsniveau.
Et ledelsessystem for informationssikkerhed består således af alle de politikker, proce-
durer, retningslinjer og tilhørende ressourcer og aktiviteter, som organisationen admini-
strerer for at beskytte sine informationsaktiver. Alt sammen elementer, der understøtter
organisationen i at nå sine mål. ISO-standarden er på den måde et relevant ledelsessy-
stem at anvende for organisationer, der har behov for en systematiseret tilgang til at vur-
dere informationsaktivernes betydning for organisationen.
Ledelsessystemet tager udgangspunkt i en særlig metode til kvalitetssikring og struktu-
rering af alle processer. Med det opnår institutionerne at etablere et systematiseret fokus
på institutionernes informationsaktiver og -processer og en vurdering af den forretnings-
orienterede betydning.
Implementering af ISO-standarden anviser således muligheden for ledelsen til at etable-
re den nødvendige viden om organisationens risikobillede til at kunne igangsætte de be-
slutninger og den indsats, der giver størst sikkerhed i forhold til ressourceforbruget.
Dermed styrkes forudsætningerne for, at niveauet for informationssikkerhed og robust-
heden over for cyberangreb kan øges ud fra en prioritering af ressourcerne. Med efterle-
velse af sikkerhedsstandarden er der mulighed for, at sikkerhedsarbejdet håndteres i fa-
ste rammer i myndigheden og bliver tænkt ind i alle sammenhænge. Målet er, at myn-
digheden derved bliver bedre til f.eks. at opdage sårbarheder, sådan at der forhåbentlig
vil komme færre konkrete sikkerhedshændelser, hvor borgerne data udstilles.
For at støtte arbejdet med sikkerhedsdagsordenen har Digitaliseringsstyrelsen publiceret
en række vejledninger om implementering af standarden.
5.3. Ny digitaliseringsstrategi
Kommunerne, regionerne og staten har i maj 2016 lanceret en ny fællesoffentlig digita-
liseringsstrategi, som skal sikre, at den offentlige sektor frem mod 2020 tilbyder en til-
gængelig, hurtig og sammenhængende offentlig service, der er omkostningseffektiv og
understøtter vækst og produktivitet i virksomhederne. Digitaliseringsstrategien tager af-
sæt i de resultater, der allerede nu er opnået med den nuværende digitaliseringsstrategi
for 2011-2015. Strategien sætter et højt ambitionsniveau for digitalisering af den offent-
lige sektor og understøtter, at borgere og virksomheder for alvor er rykket over på de of-
fentlige digitale kanaler.
75
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0076.png
I den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi indgår informationssikkerhed med betydelig
vægt. Baggrunden for dette fokus er bl.a., at kravene til sikkerhed er øget i takt med
koncentrationen af data i centrale it-systemer. Dette nødvendiggør, at det offentlige sør-
ger for, at sikkerheden i deres håndtering af borgere og virksomheders oplysninger har
et passende niveau, således at borgere og virksomheder kan have tillid til, at det offentli-
ge behandler deres data forsvarligt.
5.4. Statens informationssikkerhedsforum
Statens informationssikkerhedsforum (SISF) består af sikkerhedskoordinatorer i statsli-
ge myndigheder. Forummet samles til fire møder og fire workshops om året med hen-
blik på at sikre fælles læring og erfaringsudveksling mellem koordinatorerne.
Forummet sikrer, at sikkerhedskoordinatorerne kan drøfte forskellige aspekter af sikker-
hedsarbejdet med ligesindede såsom etablering af sikkerhedskultur, sikring af ledelses-
involvering, processer til risikovurdering, håndtering af hændelser og
awareness.
Med
forummet er der etableret et stærkt netværk blandt fagpersoner, hvis fælles læring og di-
alog medvirker til et øget fokus på sikkerhedsdagsordenen og et højere sikkerhedsni-
veau i statens institutioner.
5.5. Andre initiativer
Den tidligere regering traf samtidig med iværksættelse af arbejdet med en national stra-
tegi for cyber- og informationssikkerhed beslutning om at igangsætte en række initiati-
ver for at styrke cybersikkerheden i staten umiddelbart. Tiltagene skulle styrke forebyg-
gelsen af hackerangreb og dermed forhindre eller reducere en væsentlig del af de mål-
rettede angreb fra internettet. Blandt tiltagene var en positivliste af godkendte program-
mer, sikkerhedsopdatering af programmer, begrænsning af brugeradgang med særlige
administrator-privilegier, logning mv. – tiltag som kan forbedre sikkerheden hos myn-
dighederne.
Som netsikkerhedstjeneste udsender Center for Cybersikkerhed varsler om potentielle
cyberangreb og assisterer andre myndigheder med at klarlægge forløbet ved større cybe-
rangreb på samfundsvigtig informations- og kommunikations-infrastruktur og med af-
hjælpning af konsekvenserne af angrebet. Et eksempel er håndteringen af det sikker-
hedsbrud, der fandt sted hos CSC i 2013, hvor Center for Cybersikkerhed i samarbejde
med henholdsvis Justitsministeriet og Finansministeriet har spillet en væsentlig rolle.
Regeringen har i forlængelse af sikkerhedsbruddet hos CSC udarbejdet to afsluttende
rapporter. Formålet med rapporterne har været at sikre både en fyldestgørende undersø-
gelse af sikkerhedsbruddet samt at give en række konkrete anbefalinger til styrkelse af
danske myndigheders it-sikkerhed.
76
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
Endelig udarbejdede Digitaliseringsstyrelsen i samarbejde med Center for Cybersikker-
hed på baggrund af CSC-sagen rapporten ’Styrkelse af sikkerheden i statens outsource-
de it-drift’ i august 2014. Rapporten indeholder en række fremadrettede anbefalinger til
statslige myndigheder vedrørende sikring af outsourcet it-drift. Anbefalingerne skal
styrke informationssikkerheden i de statslige myndigheders outsourcede it.
Formålet med rapportens anbefalinger er at understøtte en styrkelse af såvel sikkerheden
i de outsourcede statslige løsninger samt myndighedernes kontrol hermed. Rapporten og
dens anbefalinger danner baggrund for, at statslige myndigheder i højere grad kan agere
kompetent, rettidigt og – i passende omfang – koordineret i forhold til it-sikkerheden i
nye og eksisterende outsourcede løsninger. Rapporten anbefaler bl.a. højere grad af dia-
log med leverandørerne om, hvordan den ønskede sikkerhed i de leverede ydelser op-
nås, og at myndighedernes risikovurdering og risikoledelse tager udgangspunkt i et op-
dateret trusselsbillede både ved nyudvikling, drift og videreudvikling af it-løsninger.
6. Arbejdsgruppens overvejelser
Som det fremgår under punkt 2 ovenfor, gælder der i dag i vidt omfang regler om, hvor-
dan personoplysninger, herunder oplysninger om hvor betalere har anvendt deres beta-
lingsinstrument, skal beskyttes mod uvedkommendes adgang mv. Som det endvidere
fremgår, føres der af en række myndigheder – Datatilsynet, Finanstilsynet og Forbru-
gerombudsmanden – tilsyn med, at disse regler overholdes, og myndighederne har i den
forbindelse en række tilsynsbeføjelser. I tilfælde af, at reglerne ikke overholdes, har de
pågældende myndigheder en række reaktionsmuligheder, ligesom manglende overhol-
delse af reglerne kan sanktioneres med straf mv.
Afsløringerne om Se og Hørs overvågning rejser naturligt nok det spørgsmål, om de
regler, der gælder i dag, og det tilsyn, der føres i dag, er godt nok til at sikre en effektiv
beskyttelse af personoplysninger.
Afsløringerne om Se og Hørs overvågning må – ud fra det kendskab hertil, arbejdsgrup-
pen har til sagen, bl.a. fra politiet, fra Nets’ redegørelse til arbejdsgruppen og fra Finan-
stilsynets redegørelse om it-inspektion i Nets (jf. punkt 4 ovenfor) – efter arbejdsgrup-
pens opfattelse anses som udtryk for, at enkeltpersoner i strid med gældende regler har
misbrugt oplysninger, de som led i deres arbejde har været nødt til at have adgang til.
Sådanne former for misbrug vil efter arbejdsgruppens opfattelse aldrig helt kunne for-
hindres. Det, man imidlertid kan overveje, er, om der kan gøres mere for at forhindre så-
danne former for misbrug, f.eks. ved at højne sikkerhedsniveauet for beskyttelse af bor-
gernes oplysninger.
77
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
1651466_0078.png
Arbejdsgruppen har på den baggrund overvejet, om den beskyttelse af oplysninger, som
efter de gældende regler er påkrævet, i tilstrækkeligt omfang sikrer mod misbrug. Ar-
bejdsgruppen har i den forbindelse fokuseret på følgende to it-sikkerhedsmæssige
spørgsmål: spørgsmålet om
adgang
til oplysninger og spørgsmålet om
sporing (log-
ning)
af foretagne behandlinger af oplysninger.
Arbejdsgruppen har desuden overvejet, om der er anledning til at gøre mere for at sikre,
at de til enhver tid gældende regler efterleves. Manglende efterlevelse af reglerne kan
efter arbejdsgruppens opfattelse både skyldes, at dem, reglerne er rettet imod, ikke i til-
strækkeligt omfang er bekendt med indholdet heraf, eller at de sanktioner, som er for-
bundet med manglende efterlevelse af reglerne, ikke i tilstrækkelig grad motiverer til ef-
terlevelse af reglerne.
Arbejdsgruppen har herudover overvejet, om der er behov for at ændre på det tilsyn, der
føres med reglerne på området – både i forhold til beføjelser og reaktionsmuligheder -
samt i forhold til grænsedragningen mellem tilsynsmyndighederne på området.
Arbejdsgruppen har i sine overvejelser taget udgangspunkt i, at der bør være balance
mellem på den ene side de krav, der stilles til sikkerhedsniveauet for beskyttelse af op-
lysninger, og på den anden side behovet for, at virksomheder og myndigheder kan løse
deres opgaver effektivt. Det er således på den ene side arbejdsgruppens opfattelse, at be-
skyttelse af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger mv. skal prioriteres, og at
beskyttelsesniveauet bør være så højt som muligt. På den anden side er arbejdsgruppen
opmærksom på den hindring, som unødigt høje krav til it-sikkerhed mv. kan være for
virksomheders og myndigheders løsning af deres opgaver.
Arbejdsgruppen har i sine overvejelser desuden taget udgangspunkt i, at persondata-
lovens regler, jf. punkt 2.1. ovenfor, i vidt omfang er baseret på og gennemfører EU’s
databeskyttelsesdirektiv. Direktivets bestemmelser om, hvornår der må ske behandling
af personoplysninger, og om, hvordan personoplysninger skal beskyttes, indebærer såle-
des visse begrænsninger i adgangen til at fastsætte nationale regler om behandling af
personoplysninger.
Det er herudover indgået i arbejdsgruppens overvejelser, at en ny databeskyttelsesfor-
ordning, som skal erstatte det gældende databeskyttelsesdirektiv fra 1995, blev vedtaget
i april 2016 og skal anvendes fra den 25. maj 2018, jf. forordning nr. 679 af 27. april
2016. En forordning gælder direkte i medlemsstaterne
41
, og danske myndigheder, virk-
somheder og borgere har således pligt til at rette sig efter en forordning. Eventuelle nye
krav på nationalt niveau til beskyttelse af personoplysninger kan således meget vel vise
41
Jf. EUF-Traktatens artikel 288.
78
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
sig at skulle ændres, når databeskyttelsesdirektivet bliver erstattet af den nye databe-
skyttelsesforordning.
Endelig er det indgået i arbejdsgruppens overvejelser, at justitsministeren senest i for-
bindelse med behandlingen af beslutningsforslag nr. B 140 om datasikkerhed har tilken-
degivet, at den under punkt 1.1.1 ovenfor nævnte politiske drøftelse også vil omfatte ud-
arbejdelsen af en samlet strategi til sikring af danskernes personoplysninger.
6.1. Behov for ændring af reglerne om behandlingssikkerhed (it-sikkerhed)
6.1.1. Generelt
Som det fremgår af punkt 2.1.2, 2.2.2.1 og 2.2.2.2 ovenfor, gælder der i vidt omfang
regler om, hvordan personoplysninger, herunder oplysninger om, hvor betalere har an-
vendt deres betalingsinstrument, skal beskyttes mod uvedkommendes adgang mv. Disse
regler sikrer efter arbejdsgruppens opfattelse en god beskyttelse af personoplysninger.
Det er som nævnt ovenfor desuden arbejdsgruppens opfattelse, at afsløringerne om Se
og Hørs overvågning må anses som udtryk for, at enkeltpersoner – i strid med gældende
regler – har misbrugt oplysninger, de som led i deres arbejde har været nødt til at have
adgang til. Sådanne former for misbrug vil aldrig helt kunne forhindres, og sagen giver
efter arbejdsgruppens opfattelse ikke i sig selv anledning til at ændre de gældende gene-
relle regler om behandlingssikkerhed (it-sikkerhed), jf. punkt 6.1.2-6.1.4 nedenfor.
I forhold til spørgsmålet om, at der ud fra en generel betragtning kan siges at være be-
hov for at ændre de gældende regler om behandlingssikkerhed, bemærkes, at der som
nævnt er vedtaget en ny databeskyttelsesforordning. Denne forordning indeholder nye
regler om behandlingssikkerhed. En forordning vil som nævnt være umiddelbart gæl-
dende i medlemsstaterne. På den baggrund må en eventuel ændring af i hvert fald per-
sondatalovens regler om behandlingssikkerhed på nuværende tidspunkt anses for uhen-
sigtsmæssig. Det vil således kunne medføre betydelige udgifter for virksomheder mv.,
hvis de flere gange i løbet af kortere tid vil skulle ændre de sikkerhedsforanstaltninger,
der er truffet for at leve op til de gældende regler på området.
Arbejdsgruppens nærmere overvejelser om behovet for at ændre reglerne om behand-
lingssikkerhed følger af punkt 6.1.2-6.1.5 nedenfor.
6.1.2. Uddybende regler om behandlingssikkerhed for den private sektor
Som nævnt under punkt 2.1.2 ovenfor er der i medfør af persondatalovens § 41, stk. 5,
fastsat uddybende regler om behandlingssikkerhed for den offentlige sektor i sikker-
hedsbekendtgørelsen. I tilknytning hertil har Datatilsynet udstedt sikkerhedsvejlednin-
gen, der nærmere beskriver, hvordan kravene i bekendtgørelsen vil kunne opfyldes.
79
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
Som nævnt under punkt 2.1.2.3 ovenfor, er der ikke fastsat sådanne uddybende regler
om behandlingssikkerhed for den private sektor, hvorfor det er bestemmelsen i person-
datalovens § 41, stk. 3, som spørgsmål herom må afgøres efter.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i persondatalovens § 41, stk. 5, at det
var hensigten ved lovens ikrafttræden at udstede en bekendtgørelse om sikkerhedsforan-
staltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for
den offentlige for-
valtning
helt eller delvis ved hjælp af elektronisk databehandling. Endvidere var det for-
udsat, at der skulle udstedes en tilsvarende bekendtgørelse for
domstolene.
Derimod var
det ikke en forudsætning, at der (straks) ved lovens ikrafttræden skulle fastsættes nær-
mere regler om behandlingssikkerheden i
den private sektor.
Arbejdsgruppen har overvejet, om der på nuværende tidspunkt i medfør af persondata-
lovens § 41, stk. 5, bør fastsættes nærmere regler om behandlingssikkerhed for den pri-
vate sektor.
Som nævnt under punkt 2.1.2.3 er det Datatilsynets opfattelse, at bestemmelsen i per-
sondatalovens § 41, stk. 3, medfører, at der som udgangspunkt må stilles samme krav til
datasikkerheden i den private sektor som i den offentlige forvaltning, og tilsynet anbefa-
ler generelt, at private dataansvarlige i videst muligt omfang tilrettelægger deres sikker-
hedsforanstaltninger i overensstemmelse med sikkerhedsbekendtgørelsen.
Efter arbejdsgruppens opfattelse vil de tilfælde af misbrug, som afsløringerne om Se og
Hørs overvågning har afdækket, næppe kunne være undgået ved, at der blev fastsat nær-
mere regler om behandlingssikkerhed for den private sektor. Som det fremgår af punkt 4
ovenfor, har eksempelvis Nets således i vidt omfang tilrettelagt sin it-sikkerhed i over-
ensstemmelse med kravene i den sikkerhedsbekendtgørelse, der gælder for den offentli-
ge sektor, herunder ved at foretage logning, indsnævre brugeradgange, undervise ansatte
i sikkerhed, foretage intern og ekstern auditering samt løbende tilpasse kontrol- og sik-
kerhedsforanstaltninger i takt med behovet herfor.
Hertil kommer, at det i lyset af den nye databeskyttelsesforordning som nævnt vil være
uhensigtsmæssigt at fastsætte nærmere regler om behandlingssikkerhed på nuværende
tidspunkt.
Det er på den baggrund arbejdsgruppens opfattelse, at der ikke i medfør af persondata-
lovens § 41, stk. 5, bør fastsættes nærmere regler om behandlingssikkerhed for den pri-
vate sektor.
80
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
6.1.3. Efterlevelse af ISO27001 i den private sektor
Som nævnt under punkt 5.2 ovenfor, blev alle statslige myndigheder forpligtede til at
implementere den internationale informationssikkerhedsstandard ISO27001 primo
2016.
Arbejdsgruppen har overvejet, om det også bør gøres obligatorisk for private virksom-
heder, organisationer mv. at følge denne informationssikkerhedsstandard.
Som det fremgår af punkt 5.2 ovenfor, er informationssikkerhedsstandarden ISO27001
risikobaseret, hvilket betyder, at indsatsen primært skal fokuseres på områder, hvor der
er høj risiko. I forbindelse med anvendelse af eksterne leverandører skal statslige myn-
digheder vurdere, om en potentiel leverandør kan træffe de fornødne tekniske og organi-
satoriske sikkerhedsforanstaltninger til at beskytte data. Som en del af dette skal kunden
undersøge, om leverandøren kan opfylde de sikkerhedsmæssige krav, som kunden har
defineret på grundlag af gennemførte it-risikovurderinger, herunder hvorledes leveran-
døren har organiseret sit sikkerhedsarbejde, eksempelvis om leverandøren har imple-
menteret sikkerhedsstandarden ISO27001 eller arbejder på tilsvarende vis efter andre
anerkendte standarder.
Efter arbejdsgruppens opfattelse vil de tilfælde af misbrug, som afsløringerne om Se og
Hørs overvågning har afdækket, næppe kunne være undgået ved, at Nets eller andre im-
plicerede var forpligtet til at efterleve sikkerhedsstandarden ISO27001.
Endvidere vurderer arbejdsgruppen, at det umiddelbart vil blive særdeles omkostnings-
tungt, hvis alle danske virksomheder og organisationer forpligtes til at anvende sikker-
hedsstandarden ISO27001. Der er stor sandsynlighed for, at krav om anvendelse af sik-
kerhedsstandarden for alle virksomheder og organisationer vil blive anset som en upro-
portional administrativ byrde, særligt af virksomheder og organisationer, hvis it-anven-
delse ikke er forbundet med en høj risiko for misbrug af personoplysninger.
Det er på den baggrund arbejdsgruppens opfattelse, at sikkerhedsstandarden ISO27001
ikke bør gøres obligatorisk for private virksomheder og organisationer i Danmark. Det
er dog arbejdsgruppens generelle anbefaling, at private virksomheder og organisationer
implementerer sikkerhedsstandarden i situationer, hvor virksomheden eller organisatio-
nen ud fra en risikobaseret tilgang vurderer, at det vil understøtte deres sikkerhedsarbej-
de på konstruktiv vis.
6.1.4. Indførelse af ordning med databeskyttelsesansvarlige
Som anført under punkt 2.4.1.8 ovenfor giver databeskyttelsesdirektivets artikel 18 mu-
lighed for at forenkle anmeldelsesordningen eller helt at fritage for anmeldelse, hvis
81
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
medlemsstaten etablerer en ordning, hvorefter den dataansvarlige udpeger en databe-
skyttelsesansvarlig, som bl.a. har til opgave i fuld uafhængighed at sikre den interne an-
vendelse af de nationale bestemmelser, der er truffet i medfør af databeskyttelsesdirekti-
vet, for på den måde at sikre, at det ikke er sandsynligt, at de registreredes rettigheder
og frihedsrettigheder vil kunne krænkes som følge af behandlingen.
Muligheden for at forenkle anmeldelsesordningen og gøre brug af en ordning, hvorefter
den dataansvarlige udpeger en databeskyttelsesansvarlig, er ikke implementeret i Dan-
mark. Arbejdsgruppen er imidlertid bekendt med, at dette er tilfældet i Sverige, Tys-
kland og Norge (direktivet gælder også for EØS-landene, jf. EØS-komitéens beslutning
nr. 83/1999 af 25. juni 1999).
Arbejdsgruppen har på den baggrund overvejet, om indførelse af en ordning med data-
beskyttelsesansvarlige, eventuelt kombineret med en forenkling af anmeldelsesordnin-
gen, vil kunne føre til øget beskyttelse af personoplysninger.
Om muligheden for at indføre en sådan ordning er anført følgende i Registerudvalgets
betænkning nr. 1345/1997 om behandling af personoplysninger, der danner baggrund
for persondataloven, s. 336-337:
”Den i [persondatadirektivets] artikel 18, stk. 2, 2. pind, skitserede mulighed for
undtagelse er ikke anvendt. Undtagelsesbestemmelsen forudsætter udpegelsen af
en person med ansvar for beskyttelse af personoplysninger. Den udpegede person
skal bl.a. have til opgave i fuld uafhængighed at sikre den interne anvendelse af de
nationale bestemmelser, der er truffet i medfør af direktivet. Endvidere skal ved-
kommende have til opgave at føre et register over de behandlinger, der gennemfø-
res af den dataansvarlige, og som omfatter de i artikel 21, stk. 1, omhandlede op-
lysninger. Der findes ingen tilsvarende konstruktion i den nugældende registerlov-
givning. I den føderale tyske databeskyttelseslov er der i dag regler om udpegning
af en uafhængig ”databeskyttelsesofficer” i virksomheder m.v. med over et vist an-
tal ansatte. Denne ”officer” skal føre et vist tilsyn med overholdelsen af lovgivnin-
gen på området samt føre en fortegnelse over de behandlinger, som finder sted i
den pågældende virksomhed.
Indførelsen af en sådan ordning vil rejse en række problemstillinger af ansættelses-
retlig og ledelsesmæssig karakter, navnlig som følge af kravet om at den pågælden-
de person skal fungere i fuld uafhængighed. F.eks. vil der kunne opstå problemer i
tilfælde af uenighed mellem ledelsen i en myndighed eller virksomhed og den på-
gældende person, ligesom der også i det daglige samarbejde vil kunne opstå pro-
blemer. Udvalget er endvidere af den opfattelse, at et krav om udpegelse af en per-
son, som har ansvaret for at påse overholdelsen af reglerne i lovudkastet, vil pålæg-
ge virksomhederne en stor byrde. Hertil kommer, at udvalget finder det væsentligt,
at tilsynet føres centralt af instanser med en særlig ekspertise på området samt erfa-
ringer med behandlinger, som foretages for
alle
typer af virksomheder, hvorved det
sikres, at praksisdannelsen bliver ensartet og sammenhængende. Ordningen er un-
der alle omstændigheder heller ikke egnet til at finde anvendelse i mindre virksom-
heder, institutioner m.v. På denne baggrund har udvalget ikke foreslået indførelsen
af en sådan ordning.”
82
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
Henset til det i betænkningen anførte om baggrunden for ikke at indføre en sådan ord-
ning i Danmark og til, at der er vedtaget en ny databeskyttelsesforordning, som vil inde-
holde nye regler om behandlingssikkerhed, herunder krav om brug af databeskyttelses-
ansvarlige i visse situationer, er det arbejdsgruppens opfattelse, at der ikke på nuværen-
de tidspunkt bør indføres en ordning med databeskyttelsesansvarlige.
Det bemærkes i den forbindelse dog, at det følger af artikel 37 i den nye databeskyttel-
sesforordning, at den dataansvarlige og databehandleren altid skal udpege en databe-
skyttelsesrådgiver, når a) behandling foretages af en offentlig myndighed eller et offent-
ligt organ, undtagen domstole, der handler i deres egenskab af domstol, b) den
dataansvarliges eller databehandlerens kerneaktiviteter består af behandlingsaktiviteter,
der i medfør af deres karakter, omfang og/eller formål kræver regelmæssig og systema-
tisk overvågning af registrerede i stort omfang, eller c) den dataansvarliges eller databe-
handlerens kerneaktiviteter består af behandling i stort omfang af særlige kategorier af
oplysninger, jf. artikel 9, og oplysninger vedrørende straffedomme og straffelovsover-
trædelser, jf. artikel 10.
6.1.5. Særligt om det finansielle område
6.1.5.1. Generelt
Som nævnt under punkt 2.2.2 og 2.4.2 ovenfor er finansielle virksomheder, der håndte-
rer fortrolige betalingsdata, alle underlagt regulering med krav til virksomhedernes in-
dretning og kontrolsystemer og et løbende tilsyn. Der er over de seneste 6-7 år sket en
række opstramninger af reglerne på området, og den finansielle lovgivning komplemen-
terer samtidig de almindelige regler om beskyttelse af personoplysninger i persondata-
loven.
Herudover har Nets som beskrevet under punkt 4 taget en række initiativer til at styrke
datasikkerheden i forlængelse af Se og Hør-sagen. Disse forbedringstiltag vurderes, så-
fremt de bliver tilstrækkeligt implementeret og forankrede, fremadrettet at kunne styrke
Nets’ generelle it-sikkerhedsstyring, hvor der i forbindelse med Finanstilsynets inspek-
tion blev konstateret væsentlige svagheder på flere områder, jf. punkt 4 ovenfor.
Ydermere har bankernes interesseorganisation, Finansrådet, vedtaget fælles retnings-
linjer vedrørende beskyttelse af fortrolige kundeoplysninger. Retningslinjerne vedrører
henholdsvis 1) håndtering af adgangskontrol og logning for medarbejdere med adgang
til fortrolige kundedata samt 2) sikring af medarbejdernes viden om behandling af for-
trolige oplysninger, jf.
bilag 8.
83
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
For så vidt angår adgangskontrol lægges der med retningslinjerne op til, at der skal være
et arbejdsbetinget behov for at kunne opnå adgang til fortrolige kundeoplysninger, og at
der bør være en risikovurdering forbundet hermed samt en løbende vurdering af, om de
oprindelige kriterier for at tildele rettighed fortsat er aktuelle. Derudover lægges op til,
at der bør ske en logning af anvendelsen af adgangen til kundeoplysninger for at kunne
dokumentere, hvem der har foretaget opslag, registreringer og transaktioner, og på hvil-
ke kunder.
For så vidt angår medarbejdernes viden om behandling af fortrolige oplysninger lægges
der med retningslinjerne op til, at medarbejdere og eksterne konsulenter bør underskrive
en tavshedserklæring, inden de får adgang til fortrolige oplysninger og i denne forbin-
delse oplyses om gældende regler på området og konsekvenserne ved overtrædelse.
Derudover lægges op til, at der skal ske en løbende indsats for at styrke relevante med-
arbejderes viden. Finansrådet vil ét år efter vedtagelse af retninglinjerne følge op på dis-
se awareness-indsatser.
Arbejdsgruppen anerkender sektorens indførelse af fælles retningslinjer og vurderer, at
disse vil kunne højne sektorens fokus på behovet for løbende at styrke og udbygge god
it-adfærd og vil kunne sikre, at branchen selv tager ansvar for kontinuerligt at følge de
højeste standarder for it-sikkerhed.
Set i lyset af ovenstående har arbejdsgruppen ikke umiddelbart identificeret områder,
hvor der er et åbenbart behov for at foretage nye gennemgribende reguleringsmæssige
tiltag over for finansielle virksomheder. Det vurderes dog, at der med fordel kan foreta-
ges visse præciseringer af den gældende lovgivning på udvalgte områder.
6.1.5.2. Præcisering af krav til indretning og kontrol af it-systemer
Som beskrevet under punkt 2.2.2.1 ovenfor indeholder lovgivningen i dag generelle reg-
ler i forhold til finansielle virksomheders ledelse og styring, herunder i forhold til in-
dretning, kontrol og styring af it-systemer. I dag er reglerne i bekendtgørelsen om ledel-
se og styring af pengeinstitutter m.fl. relativt generelt formuleret, og Finanstilsynet kan
konstatere, at der i virksomhederne i dag ofte er vide muligheder for at tildele rettighe-
der og adgang til data mv. og for svage kontroller og risikostyring, hvilket også er illu-
streret af Se og Hør-sagen, jf. bl.a. Finanstilsynets redegørelse på baggrund af inspektio-
nen hos Nets (bilag 6).
Arbejdsgruppen har overvejet, om der er behov for yderligere at præcisere bekendtgø-
relsens krav til indretning, styring og kontrol af it-systemer med særlig fokus på rettig-
hedstildelinger og kontroller, således at det bliver klarere for virksomhederne, hvad der
anses for at være en hensigtsmæssig eller tilstrækkelig praksis på disse områder. Der
84
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
kan dermed opnås et større fokus i virksomhederne på netop de områder, hvor Finanstil-
synet har konstateret, at der ofte kan være udfordringer.
En yderligere præcisering af bekendtgørelsens krav forventes ikke i sig selv at medføre
øgede administrative byrder for virksomhederne, da ændringen blot vil tydeliggøre for
virksomhederne, hvilke krav der allerede gælder i dag.
Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund en yderligere præcisering af bekendtgørelsens
krav til indretning, styring og kontrol af it-systemer med særlig fokus på rettighedstilde-
linger og kontroller.
En præcisering kan bl.a. omfatte Finanstilsynets forventninger til virksomhedens over-
blik over kombinationer af rettigheder, der tilsammen kan omgå den organisatoriske
funktionsadskillelse, logning af rettighedstildeling og rettighedsanvendelse, nulstilling
af kodeord, nødbrugeradgange, særlig kontrol af tildelte rettigheder, når ansatte skifter
arbejdsområde internt i virksomheden samt leverandørers og konsulenters adgange til
systemer og rettigheder i disse.
6.2. Behov for skærpelse af straffen for overtrædelse af persondataloven og anden
relevant lovgivning?
6.2.1.
Strafferammen for overtrædelse af persondataloven er bøde eller fængsel indtil fi-
re måneder, jf. punkt 2.5.1.2 ovenfor. Som det fremgår af punkt 2.5.1.2.1 ovenfor, har
man i retspraksis lagt sig fast på et relativt beskedent niveau hvad angår den straf, der
udmåles for overtrædelse af relevante regler i persondataloven, der sædvanlig lyder på
en bøde på 5.000 kr., men dog har varieret fra 3.000 til 15.000 kr.
Overtrædelse af bestemmelsen om tavshedspligt i § 117 i lov om finansiel virksomhed
kan ligeledes straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder. Som nævnt under
punkt 2.5.2.1 ovenfor er der indtil videre vedtaget én bøde på 25.000 kr. for overtrædel-
se af bestemmelsen.
Virksomheder, som ikke efterlever et påbud fra Finanstilsynet givet efter lov om finan-
siel virksomhed om f.eks. at styrke it-sikkerheden straffes med bøde, jf. ligeledes punkt
2.5.2.1 ovenfor.
Manglende efterlevelse af et påbud fra Finanstilsynet givet efter betalingstjenesteloven
om f.eks. at indføre konkrete sikkerhedsprocedurer kan ligeledes straffes med bøde, jf.
punkt 2.5.2.2 ovenfor.
85
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
Betalingsinstitutter, der overtræder betalingstjenestelovens § 85 er straffes som nævnt
under punkt 2.5.2.2 ovenfor med bøde.
6.2.2.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at strafferammen for overtrædelse af de omtal-
te regler om beskyttelse af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger mv. må an-
ses for passende.
Det strafniveau, man i praksis har lagt sig fast på for overtrædelse af persondatalovens
regler, er imidlertid relativt beskedent. Muligheden for at idømme fængselsstraf for
overtrædelse af persondatalovens regler ses i øvrigt aldrig at være udnyttet.
Arbejdsgruppen har på den baggrund overvejet, om der er behov for at skærpe straffen
for overtrædelse af persondataloven.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at straffen for overtrædelse af persondatalovens reg-
ler bør afspejle disse lovovertrædelsers grovhed og indgribende betydning for de perso-
ner, oplysningerne vedrører. Der er således tale om krænkelser af privatlivets fred i
form af misbrug af personoplysninger, som bl.a. kan have betydning for de omhandlede
personers velfærd og omdømme.
Hertil kommer, at sådan, som vores samfund er indrettet i dag, er der i vidt omfang be-
hov for, at store mængder personoplysninger, herunder følsomme personoplysninger,
kan tilgås af ansatte hos virksomheder og myndigheder. Denne adgang til personoplys-
ninger må naturligvis ske under den forudsætning, at oplysningerne behandles med den
fornødne omhu og ikke misbruges. Det styrker efter arbejdsgruppens opfattelse behovet
for, at de sanktioner, som kan være forbundet med manglende efterlevelse af reglerne, i
tilstrækkelig grad motiverer til efterlevelse af reglerne.
Arbejdsgruppen finder på den baggrund, at der er behov for en skærpelse af bødestraf-
fen for overtrædelse af persondataloven.
Den nærmere fastlæggelse af bødeniveauet må efter arbejdsgruppens opfattelse bero på
en række overvejelser, herunder om lovovertrædelsens karakter og grovhed, de mis-
brugte oplysningers karakter og mængde samt lovovertrædelsens betydning for de(n)
berørte person(er).
I den nye databeskyttelsesforordning indgår der imidlertid bestemmelser om, at de na-
tionale tilsynsmyndigheder skal have mulighed for at udstede administrative bøder, og
om størrelsen af disse bøder, jf. forordningens artikel 83. Det taler efter arbejdsgruppens
86
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
opfattelse imod, at bødeniveauet for overtrædelse af persondataloven ændres på nuvæ-
rende tidspunkt.
Der opereres i forordningen med et bødeniveau på op til 20.000.000 euro eller 4 % af
årlig global omsætning. En ordning med
administrative
bøder giver anledning til grund-
lovsmæssige betænkeligheder for Danmark, idet en sådan ordning vil indebære et brud
med det grundlæggende princip om, at straf alene kan idømmes af domstolene. Der er
på den baggrund i forordningens artikel 83, stk. 9, tilføjet en bestemmelse, som giver
mulighed for at implementere bestemmelserne om administrative bøder i det nationale
strafferetlige
system. De bøder, som fastlægges i det strafferetlige system, skal dog have
en virkning, som svarer til virkningen af de administrative bøder, og skal være effekti-
ve, proportionale og afskrækkende.
6.2.3.
Arbejdsgruppen har overvejet, om der er behov for skærpede sanktioner ved over-
trædelser af den finansielle lovgivning.
Arbejdsgruppen bemærker hertil, at der har været nedsat et udvalg i regi af Erhvervs- og
Vækstministeriet, der netop har set på sanktionsniveauet på det finansielle område. Ud-
valget afsluttede sit arbejde i [juni] 2016. Udvalget har vurderet, at der er behov for en
skærpelse af bødeniveauet for overtrædelse af lov om finansiel virksomhed og anbefaler
i sin betænkning, at der fremadrettet skal kunne tildeles bøder til virksomheder på op til
50 millioner kroner og til fysiske personer på op til 2 gange en månedsløn. Udvalget
vurderer, at der herved skabes en bedre sammenhæng mellem strafudmålingen og dels
grovheden af overtrædelsen, dels størrelsen af den finansielle virksomhed, der har begå-
et overtrædelsen.
Der er tale om en væsentlig forhøjelse af bødeniveauet, der som nævnt ovenfor, i dag
ligger på omkring 25.000 – 30.000 kroner for virksomheder for en førstegangsovertræ-
delse.
Erhvervs- og vækstministeren har annonceret, at der vil blive fremsat det nødvendige
lovforslag til gennemførsel af udvalgets anbefalinger i næste folketingssamling.
6.3. Behov for styrkelse af tilsynsbeføjelser og reaktionsmuligheder for tilsynsmyn-
digheder?
De myndigheder, som fører tilsyn med overholdelsen af reglerne om, hvordan perso-
noplysninger, herunder oplysninger om, hvor betalere har anvendt deres betalingsinstru-
ment, skal beskyttes mod uvedkommendes adgang mv., har som beskrevet under punkt
2.4 ovenfor en række beføjelser og reaktionsmuligheder.
87
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
Datatilsynet har således bl.a. mulighed for at kræve oplysninger af betydning for dets
virksomhed, at få adgang til lokaler uden retskendelse og at meddele forbud og påbud til
private dataansvarlige, herunder om iværksættelse af bestemte sikkerhedsforanstaltnin-
ger. Hertil kommer, at Datatilsynet i sager, hvor der er begået en strafbar overtrædelse
af persondataloven, har mulighed for at foretage politianmeldelse.
Finanstilsynet har bl.a. mulighed for at kræve oplysninger af betydning for dets virk-
somhed, at få adgang til lokaler uden retskendelse, at påtale forhold, at meddele påbud
og at anvende såkaldte risikooplysninger. Hertil kommer, at Finanstilsynet i sager, hvor
der er begået en strafbar overtrædelse af lov om finansiel virksomhed, har mulighed for
at foretage politianmeldelse.
Forbrugerombudsmanden har bl.a. mulighed for at kræve oplysninger af betydning for
ombudsmandens virksomhed, udstede påbud samt anlægge sag om forbud, påbud og er-
statning, ligesom ombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgs-
mål.
På sundhedsområdet er der mulighed for at klage til Styrelsen for Patientsikkerhed,
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn og Sundhedsdatastyrelsen over manglende over-
holdelse af reglerne på området. Disse myndigheder vil bl.a. kunne udtale kritik og fore-
tage politianmeldelse i tilfælde af, at lovgivningen på området ikke overholdes.
Efter arbejdsgruppens opfattelse vil de tilfælde af misbrug, som afsløringerne om Se og
Hørs overvågning har afdækket, næppe kunne være undgået ved, at de myndigheder,
som fører tilsyn med overholdelsen af reglerne på området, havde haft yderligere til-
synsbeføjelser og reaktionsmuligheder. Det er således arbejdsgruppens opfattelse, at
muligheden for at afdække misbrug af personoplysninger, som begås af enkeltpersoner i
det skjulte, næppe vil blive nævneværdigt forøget ved, at tilsynsmyndighederne tildeles
flere beføjelser og reaktionsmuligheder. Arbejdsgruppen henviser herved til, at sådanne
beføjelser og reaktionsmuligheder i højere grad må antages at hjælpe til at
afdække
mis-
brug af personoplysninger og i mindre grad til at
forebygge
sådan misbrug.
Hertil kommer, at det i lyset af, at den nye databeskyttelsesforordning, må anses for
uhensigtsmæssigt at fastsætte nye regler om tilsynsbeføjelser og reaktionsmuligheder på
nuværende tidspunkt.
Det er på den baggrund arbejdsgruppens opfattelse, at der ikke er behov for eller i øvrigt
bør foretages en styrkelse af tilsynsbeføjelser og reaktionsmuligheder for tilsynsmyn-
dighederne på området på nuværende tidspunkt.
88
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
6.4. Behov for ændring af grænsedragningen mellem tilsynsmyndighedernes kom-
petencer?
Beskyttelsen af persondata er i dag omfattet af regler i flere forskellige love (bl.a. per-
sondataloven, lov om finansiel virksomhed og lov om betalingstjenester) og under tilsyn
af flere myndigheder (bl.a. Datatilsynet, Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden).
Det er ikke i alle tilfælde en klar afgræsning mellem myndighedernes kompetencer.
Samtidig findes der i dag ikke et formaliseret samarbejde mellem de tre myndigheder,
og koordinering og håndteringen af klager sker således på ad hoc-basis.
Arbejdsgruppen har noteret sig, at lov om betalingstjenester og elektroniske penge vil
skulle revideres som følge af vedtagelsen af det reviderede betalingstjenestedirektiv i
EU.
Arbejdsgruppen anbefaler, at det – i forbindelse med den forestående revision af lov om
betalingstjenester og tilpasningen af dansk lovgivning som følge af den nye databeskyt-
telsesforordning – overvejes, hvordan man bedst fastlægger et klart og entydigt tilsyn på
hele det finansielle område og sikre en klar grænsedragning mellem de relevante myn-
digheders kompetencer.
Spørgsmålet om ændring af grænsedragningen mellem tilsynsmyndighedernes kompe-
tencer kan i øvrigt efter arbejdsgruppens opfattelse passende indgå som et element i den
under punkt 5 ovenfor omtalte samlede strategi til sikring af danskernes personoplysnin-
ger.
6.5. Behov for øvrige ændringer?
6.5.1. Indberetningspligt for finansielle virksomheder i forbindelse med videregi-
velse af oplysninger
I foråret 2014 solgte de danske banker Nets til ATP og to amerikanske kapitalfonde. I
den forbindelse blev der fra politisk side fremført en del bekymringer, bl.a. hvorvidt
Nets som følge af den amerikanske lovgivning, som de to amerikanske kapitalfonde er
underlagt, potentielt kan blive tvunget til at udlevere persondata om danske statsborgere
til de amerikanske myndigheder.
I forhold til dansk lovgivning vil en videregivelse af oplysninger fra virksomheder, der
er etableret i Danmark, til udenlandske myndigheder skulle ske inden for rammerne af
persondataloven. Persondataloven sondrer mellem videregivelse af personoplysninger
inden for EU og videregivelse af personoplysninger til tredjelande (fx USA). Der stilles
efter loven strengere krav til den sidstnævnte. Dette kan ske, enten hvis der er tale om et
tredjeland, som sikrer et ”tilstrækkeligt beskyttelsesniveau”, eller – hvis dette ikke er til-
fældet – i en række nærmere angivne tilfælde, jf. persondatalovens § 27, stk. 3, eller
89
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
hvis Datatilsynets tilladelse til overførslen foreligger. Det bemærkes, at der i 2012 er fo-
retaget en ændring af persondataloven, hvorved det er gjort muligt uden tilladelse fra
Datatilsynet at overføre personoplysninger til tredjelande på grundlag af kontrakter, der
er i overensstemmelse med standardkontraktbestemmelser, som er godkendt af Kom-
missionen.
Det kan imidlertid ikke afvises, at udenlandsk ejede virksomheder etableret i Danmark
vil kunne stå i et dilemma imellem overholdelsen af lovgivning i landet, hvor modersel-
skabet er etableret, og persondataloven. F.eks. kan man forestille sig en situation, hvor
en virksomhed efter amerikansk lov vil være forpligtet til at udlevere oplysninger til de
amerikanske myndigheder, men hvor en sådan udlevering samtidig vil være i strid med
persondataloven.
For at imødegå problemstillingen om, at udenlandsk ejede virksomheder kan blive
klemt imellem dansk lovgivning og et andet lands lovgivning (f.eks. amerikansk), har
arbejdsgruppen overvejet at etablere en hjemmel, der pålægger dansk etablerede (men
udenlandsk ejede) finansielle virksomheder, betalingsinstitutter samt fællesejede data-
centraler at indberette til Finanstilsynet, såfremt udenlandske myndigheder pålægger
virksomheden, f.eks. fordi den er datterselskab til en udenlandsk virksomhed, at udleve-
re personoplysninger til den udenlandske myndighed. Gældende dansk lovgivning inde-
holder ikke hjemmel til, at Finanstilsynet kan kræve, at virksomhederne informerer Fi-
nanstilsynet herom.
Formålet med at skabe hjemmel til en sådan indberetningspligt vil være at give de dan-
ske myndigheder viden om tilfælde, hvor danske virksomheder anmodes om at videre-
give personoplysninger til udenlandske myndigheder.
En sådan lovbestemt indberetningspligt må ske med respekt for forbuddet mod selvin-
kriminering, som følger af retssikkerhedslovens § 10. Forbuddet mod selvinkriminering
indebærer, at virksomheder ikke vil have pligt til at oplyse om en konkret videregivelse
af oplysninger til udenlandske myndigheder, hvis der er mistanke om, at virksomheden
har begået en (strafsanktioneret) lovovertrædelse.
Selve den omstændighed, at en virksomhed etableret i Danmark er blevet anmodet om
at udlevere oplysninger til en udenlandsk myndighed, vil imidlertid formentlig sjældent
i sig selv indebære, at der foreligger en konkret mistanke om, at den pågældende virk-
somhed har begået en (strafsanktioneret) lovovertrædelse. Et eventuelt krav om, at virk-
somhederne skal oplyse til de danske myndigheder, såfremt de er blevet anmodet om at
udlevere oplysninger til en udenlandsk myndighed, vurderes på den baggrund at kunne
etableres uden generelt at indebære selvinkriminering.
90
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
Det bemærkes dog, at de eksisterende regler om udlevering af data til tredjelande er
fastlagt ud fra nøje overvejelser om behovet for at give myndighederne indseende i for-
hold til behandling af personoplysninger, herunder overførsler af personoplysninger i et
tredjeland. Det er derfor uklart, hvor effektiv en sådan indberetningspligt til Finanstilsy-
net vil være.
Der er således usikkerhed omkring effektiviteten af at indføre indberetningspligten. Det-
te bør undersøges nærmere. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at regeringen som opfølg-
ning på rapporten undersøger fordele og ulemper ved at etablere en indberetningspligt
for dansk etablerede (men udenlandsk ejede) finansielle virksomheder, betalingsinstitut-
ter samt fællesejede datacentraler om at indberette til Finanstilsynet, såfremt udenland-
ske myndigheder pålægger virksomheden at udlevere personoplysninger.
6.5.2. Øget bevilling til Datatilsynet
Arbejdsgruppen har noteret sig, at justitsministeren i forbindelse med 1. behandlingen
den 17. maj 2016 af beslutningsforslag B 148 om datasikkerhed oplyste, at regeringen
lægger op til at styrke Datatilsynet i 2016 og med ca. 2 mio. kr. årligt fra 2017 og frem,
hvilket svarer til en bevillingsforøgelse på ca. 10 %. Justitsministeren oplyste derud-
over, at spørgsmålet om tilsynets ressourcer løbende vil blive overvejet i forbindelse
med arbejdet med databeskyttelsesforordningen.
6.5.3. Øget bevilling til Finanstilsynet
Finanstilsynet har i dag 3 it-inspektør stillinger til it-tilsynet med alle finansielle virk-
somheder. På denne baggrund udføres der for tiden 7-8 planlagte it-inspektioner årligt
af finansielle virksomheder mv. Tillige udføres mange forskelligartede ad hoc-opgaver
eksempelvis i forbindelse med tilladelser og internationalt arbejde.
Arbejdsgruppen har overvejet, om der er behov for at styrke Finanstilsynets tilsyn med
it-sikkerhed. De tilførte årsværk kan blandt andet anvendes til både hyppigere inspektio-
ner af virksomheder, som er væsentlige for den finansielle it-sikkerhed, samt flere gen-
nemførte it-inspektioner om året generelt. Idet it-området er et stadig mere betydnings-
fuldt område i konstant forandring, vil tilførsel af ekstra årsværk også bidrage til det
voksende arbejde med at opdatere og yderligere udfolde de nuværende regler mv.
På den baggrund anbefaler arbejdsgruppen at styrke Finanstilsynets tilsyn med it-sikker-
hed med 1-2 årsværk.
91
REU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 369: Rapport om kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger m.v.
7. Bilag
En liste over rapportens bilag følger her:
Bilag 1: Datatilsynets krav og anbefalinger i forbindelse med overførsel af per-
sonoplysninger via internettet i den private sektor.
Bilag 2: Datatilsynets standardvilkår vedr. private forskningsprojekter, privatho-
spitaler mv.
Bilag 3: Datatilsynets høringssvar af 7. april 2004 vedr. Strukturkommissionens
betænkning (Datatilsynets j.nr. 2004-122-0103).
Bilag 4: Datatilsynets udtalelse af 28. juni 2001 til Holstebro Kommune vedr.
videregivelse af personoplysninger fra et kommunalt register til en avis (Datatil-
synets j.nr. 2000-632-0002).
Bilag 5: Nets’ redegørelse fra oktober 2014 til arbejdsgruppen.
Bilag 6: Finanstilsynets redegørelse om it-inspektionen i Nets.
Bilag 7: Nets’ opdaterede redegørelse fra marts 2016 til arbejdsgruppen.
Bilag 8: Finansrådets fælles retningslinjer vedrørende beskyttelse af fortrolige
kundeoplysninger.
92