Udenrigsudvalget 2015-16
URU Alm.del
Offentligt
1649176_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
23. juni 2016
Spørgsmål fra Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 3. juni 2016.
URU alm. del – spørgsmål 293.
URU alm. del spørgsmål 293:
”I forbindelse med mødet mellem præsident Obama og de nordiske statsministre den 13. maj
lovede statsministeren, at Danmark vil øge støtten til at opnå global adgang til vedvarende,
pålidelig, prismæssigt overkommelig og sikker energi, blandt andet ved at bruge udviklingsstøtte
til mekanismer, der kan skabe investeringer i vedvarende energi, som f.eks. Power Africa og
Sustainable Energy Fund for Africa. I hvilket omfang og gennem hvilke mekanismer planlægger
Danmark, at den øgede støtte gennemføres?”
Svar:
I topmødeerklæringen fra det amerikansk-nordiske topmøde i maj 2016 bekræfter de nordiske
lande og USA, at landene vil styrke bestræbelserne på at nå målet om, at alle skal have adgang til
bæredygtig, moderne og stabil energiforsyning til rimelige priser. Endvidere bekræftes det, at
indsatsen vil finde sted gennem forskellige kanaler, bl.a. det amerikansk ledede ”Power Africa
initiativ” og den dansk-initierede ”Sustainable Energy Fund for Africa”.
Danmark støtter bestræbelserne på at sikre alle adgang til bæredygtig energi gennem forskellige
initiativer indenfor rammerne af FN generalsekretærens initiativ om bæredygtig energi til alle i
2030 (SE4All). ”Sustainable Energy Fund for Africa” der har som formål at skabe vækst i den
private sektor i afrikanske lande gennem øget adgang til og effektiv anvendelse af store og
ubrugte ressourcer af vedvarende energi i Afrika er en af indsatserne. Andre indsatser
gennemføres bl.a. gennem Verdensbankens energisektorprogram, ESMAP, der arbejder med en
række aktiviteter rettet mod at fremme vedvarende energiformer i udviklingslande. I 2016
planlægges f.eks. en bevilling på 14 millioner kr. til ESMAPs arbejde med udbredelse af såkaldte
”mini-grids”, der har vist sig som et lovende redskab til at skaffe adgang til elektricitet i fattige
områder, der er uden adgang til nationale el-net.
Derudover arbejdes der fra dansk side på at øge de private investeringer i bæredygtig energi.
Den danske Klimainvesteringsfond, der har formået at mobilisere kapital fra danske
institutionelle investorer til bæredygtige klimainvesteringer i udviklingslande, er i den
forbindelseet et lovende og perspektivrigt offentligt-privat partnerskab. Det vil blive overvejet
at basere en fremtidig investeringsfond på et væsentligt større kapitalgrundlag for herved at
kunne investere i flere og større projekter og reducere transaktionsomkostningerne.