Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
B 118
Offentligt
1647516_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 20. juni 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 7 til B 118, forslag til folketingsbeslutning
om reduktion af miljø- og sundhedsbelastning stillet den 23. maj 2016 af Lisbeth Bech Poulsen (SF).
Spørgsmål nr. 7 til B 118
Det fremgår af ministerens skrivelse af 7. april 2015 til partierne bag bekæmpelsesmiddelstrategien
bl.a. at ”Miljøstyrelsen sender primo april 2016 en ændring af Bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen i
høring om brugen af afdriftsreducerende udstyr. Bekendtgørelsen giver landmænd mulighed for at
drage fordel af at anvende afdriftsreducerende udstyr herunder lavdriftsdyser til sprøjtning af deres
afgrøder…” Formålet med anvendelse af afdriftsreducerende udstyr er angivet at tillade sprøjtning
nærmere vandmiljøet eller natur, end hvad fremgår af etiketten. Afstanden på etiketten er beregnet på
grundlag af en risikovurdering for at undgå skader på vandlevende organismer. Denne vurdering er
baseret på anvendelse uden brug af særligt afdriftsreducerende udstyr. Ved brug af
afdriftsreducerende udstyr bliver den såkaldte bufferzone, dvs. afstanden mellem mark og natur
mindre. Det giver landmanden mulighed for at optimere udbyttet, fordi han kan sprøjte – og dermed
bekæmpe ukrudt, svampe og skadedyr – på et større areal end hidtil. Vil ministeren gøre det
obligatorisk at anvende afdriftsreducerende udstyr således at afdriften af pesticider fra dyrkede marker
minimeres dvs. uden at ændre bufferzonen i overensstemmelse med det foreslåede i
beslutningsforslaget?
Svar
Nej, jeg ser ingen grund til at kræve obligatorisk anvendelse af afdriftsreducerende udstyr uden at give
landmanden mulighed for at mindske afstanden til vandmiljø eller natur tilsvarende. Det
afdriftsreducerende udstyr betyder jo netop en reduktion i belastningen, som gør det muligt at
reducere afstandskravene uden at øge miljøbelastningen.
Esben Lunde Larsen
/
Claus Torp
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk