Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
B 118
Offentligt
1647581_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 20. juni 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 9 til B 118, forslag til folketingsbeslutning
om reduktion af miljø- og sundhedsbelastning fra pesticider stillet den 23. maj 2016 af Lisbeth Bech
Poulsen (SF).
Spørgsmål nr. 9 til B 118
”Under 1. behandlingen sagde ministeren bl.a. om restindhold af pesticider i fødevarer ”En automatisk
sanktionering ved enhver overskridelse vil kunne stå i vejen for Fødevarestyrelsens muligheder for at
bruge vejledning og dialog. Ofte er vejledning og dialog netop de bedste virkemidler, i forhold til at
virksomhederne fremadrettet overholder reglerne.” Kan ministeren dokumentere at dialog er bedre
end sanktion ved overskridelser hvor det må forventes at producenten og importøren skærper
egenkontrollen for at forhindre sanktioner?”
Svar
Udtalelsen om, at vejledning og dialog ofte er bedre virkemidler end automatisk bødesanktionering,
bygger på erfaringer med brugen af begge dele. Der blev som led i nultoleranceplanen fra 2006 indført
den såkaldte konsekvente bødesanktionering, som indebar, at fødevarekontrollen ved klare
overtrædelser af klare regler også ved førstegangsovertrædelser, som udgangspunkt skulle sanktionere
med en administrativ bøde.
Der blev i 2008 gennemført en evaluering af dele af nultoleranceplanen, som på grundlag af
høringssvarerne fra organisationer sammenholdt med Fødevarestyrelsens erfaringer viste, at blandt
andet den konsekvente bødesanktionering havde givet negative og utilsigtede virkninger. Som det
fremgår af bemærkningerne til den ændring af fødevareloven (LF 67, 2008/1), hvori den konsekvente
bødesanktionering blev ophævet, blev det således blandt andet fremhævet, at denne praksis ikke var
tilstrækkelig fleksibel og medførte, at sanktioneringen var ude af proportioner samt, at den gav
anledning til mistillid mellem virksomheder og fødevarekontrollen.
Dialog og vejledning vil ofte være effektive virkemidler for kontrollen. Vejledning kommer således også
til udtryk i både det gældende som de to foregående fødevareforlig. I alle tre forlig er den
dialogbaserede fødevarekontrol med vejledning som et væsentligt virkemiddel tildelt en central rolle.
Esben Lunde Larsen
/
Hanne Larsen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk