Europaudvalget 2015
KOM (2015) 0644
Offentligt
1581247_0001.png
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 16.12.2015
COM(2015) 644 final
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET
Rapport om evaluering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/122/EF af 14.
januar 2009 om beskyttelse af forbrugerne i forbindelse med visse aspekter ved
timeshareaftaler, aftaler om længerevarende ferieprodukter, videresalgs- og bytteaftaler
DA
DA
kom (2015) 0644 - Ingen titel
1581247_0002.png
1. INDLEDNING
Denne rapport indeholder en vurdering af anvendelsen af direktiv 2008/122/EF
(timesharedirektivet) i medlemsstaterne og vurderer virkningerne heraf.
Timesharedirektivet af 2008 ophævede det tidligere direktiv 94/47/EF
1
moderniserede dets bestemmelser for at tage højde for de nye produkter
rejsemarkedet. Det dækker en bredere vifte af ferierelaterede tjenester, som
karakteriseret ved længerevarende forpligtelser
eller betydelige finansielle risici
forbrugerne, nemlig:
-
og
er
for
timeshareaftale,
som er en aftale af mere end et års varighed, hvorved en forbruger
mod vederlag erhverver retten til at benytte et eller flere logier med
overnatningsmulighed i mere end én brugsperiode,
aftale om længerevarende ferieprodukter,
hvorved en forbruger mod vederlag
erhverver retten til at få fordele i forbindelse med logi, alene eller sammen med
transport eller andre tjenesteydelser (f.eks. medlemskab af "loyalitetsklubber", som
giver rabatter på transport og logi på forskellige feriesteder i en fast periode),
bytteaftale,
hvorved en forbruger mod vederlag tilslutter sig en bytteordning,
hvorefter vedkommende får brugsret til et logi med overnatningsmulighed eller
adgang til andre tjenesteydelser mod at give andre personer midlertidig adgang til at
drage fordel af de rettigheder, som den pågældendes timeshareaftale medfører,
videresalgsaftale,
hvorved en erhvervsdrivende mod vederlag bistår en timeshareejer
med at sælge eller købe en timeshare eller et længerevarende ferieprodukt.
-
-
-
Med henvisning til sådanne aftaler fastsætter timesharedirektivet en række
forbrugerrettigheder. De omfatter
strenge regler om oplysninger forud for aftalens
indgåelse og aftaleoplysninger,
som den erhvervsdrivende skal give forbrugeren,
forbrugerens ret til at fortryde aftalen inden for 14 kalenderdage samt et forbud mod
forudbetaling under fortrydelsesfristen.
Timeshare og andre længerevarende ferieprodukter kan ofte være af grænseoverskridende
karakter, hvor markedsføringen og/eller indgåelsen af aftalen finder sted i et andet land end
forbrugerens hjemland, og hvor ejendommene eller de berørte klubber ligger i andre lande.
Denne rapport er baseret på flere kilder:
Siden august 2013 har Kommissionens tjenestegrene arbejdet på at foretage detaljeret
kontrol af medlemsstaternes lovgivning med hensyn til overholdelse af direktiv
2008/122/EF.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/47/EF af 26. oktober 1994 om beskyttelse af køber i forbindelse
med visse aspekter ved kontrakter om brugsret til fast ejendom på timeshare-basis.
1
2
kom (2015) 0644 - Ingen titel
1581247_0003.png
I maj 2014 blev der arrangeret et møde på EU-niveau med alle medlemsstaternes
myndigheder med henblik på at undersøge, hvorledes direktivet fungerer i alle EU's
medlemsstater. Kommissionens tjenestegrene modtog også klager direkte fra
forbrugerne og informerede de nationale myndigheder om de bekymringer, der var
blevet bragt til Kommissionens kundskab.
Undersøgelse om den praktiske anvendelse af direktiv 2008/122/EF om
timeshare:
Arbejdet med denne rapport blev også understøttet af en ekstern undersøgelse fra
2014
2
, herunder en onlineundersøgelse
3
, efterfulgt af interview med individuelle
interessenter
4
, samt fem regionale workshopper.
5
En anden vigtig kilde til oplysninger
var den database for klager, der anvendes af Det Europæiske Netværk af
Forbrugercentre (ECC-Net)
6
.
2. GENNEMFØRELSE AF DIREKTIVET
Medlemsstaterne skulle gennemføre direktivet i national ret senest den 23. februar 2011.
Fjorten medlemsstater overholdt ikke denne frist, og Kommissionen har derfor indledt
traktatbrudssager for manglende meddelelse af gennemførelsesforanstaltninger
7
. Den sidste
medlemsstat, der fuldt ud gennemførte direktivet, var Spanien i marts 2012
8
. Følgelig blev
direktivet gennemført fuldt ud i hele EU over et år senere end planlagt. De manglende
tilgængelige oplysninger påvirkede naturligvis muligheden for at vurdere dets praktiske
anvendelse.
Selv om 15 medlemsstater gennemførte direktivet i sektorspecifik lovgivning, gennemførte de
resterende 13 medlemsstater det i deres civillovgivning, forbrugerlovgivning eller andre
generelle rammer vedrørende forbrugerbeskyttelsesregler.
Evalueringen af anvendelsen af direktiv 2008/122/EF om timeshare udarbejdet af Centre for Strategy and
Evaluation Services (CSES) findes på
http://ec.europa.eu/consumers/consumer_rights/travel/timeshare/index_en.htm.
3
Se s. 3 i den endelige CSES-rapport og bilag B, s. 102. Resultaterne af denne onlineundersøgelse skal fortolkes
med forsigtighed, da den hovedsagelig fangede de forbrugere, der havde haft vanskeligheder i forbindelse med
deres ferieprodukter. Derfor fokuserer resultaterne af onlineundersøgelsen på problemernes struktur – kun
besvarelser fra forbrugere, der har haft problemer, er taget i betragtning. Desuden havde de allerfleste
respondenter (89,1 %) indgået deres aftaler før 2012, dvs. før direktivet trådte i kraft. Knap 60 % af de
forbrugere, der besvarede undersøgelsen, havde indgået deres aftaler i Spanien.
4
Der blev gennemført interview med 88 nationale myndigheder, timeshare- og forbrugersammenslutninger,
specialiserede advokatfirmaer, timesharevirksomheder og individuelle forbrugere.
5
Der blev afholdt workshopper i de EU-medlemsstater, der har et betydeligt timesharemarked, dvs. Det
Forenede Kongerige, Frankrig, Malta, Spanien og Sverige.
6
Oplysninger om klager registreret på ECC-Net i 2007-13 blev analyseret. Oplysningerne omfattede klagerens
oprindelsesland (forbrugeren), den erhvervsdrivendes oprindelsesland, klassificering af klagen i henhold til den
EU-retsakt, der finder anvendelse på situationen, og klassificering af problemet.
7
Der blev indledt traktatbrudssager mod Belgien, Cypern, Tjekkiet, Finland, Italien, Litauen, Luxembourg,
Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige og Ungarn.
8
Sagerne blev afsluttet af Kommissionen den 31. maj 2012. Se også:
http://europa.eu/rapid/press-release_IP-12-
528_en.htm.
2
3
kom (2015) 0644 - Ingen titel
1581247_0004.png
Efter
at
Kommissionen
havde
foretaget
en
detaljeret
analyse
af
gennemførelsesforanstaltningerne, gik den fra august 2013 i dialog med 21 medlemsstater
9
for
at afklare visse problemer med ukorrekt gennemførelse
10
.
Som følge af denne overordnede kontrol af gennemførelsen ændrede adskillige medlemsstater
deres lovgivning, og på nuværende tidspunkt foregår der stadig en dialog med to
medlemsstater
11
.
3. VIRKNINGERNE AF
BESTEMMELSER
DIREKTIVETS
VIGTIGSTE
HORISONTALE
Siden direktivet af 2008 trådte i kraft, er antallet af klager registreret på ECC-Net i hele EU
faldet fra i gennemsnit 2 150 om året i 2008-11 til i gennemsnit 1 820 i 2012-13
12
. Association
of Timeshare Owners Committees (TATOC)
13
registrerede et betydeligt fald i antallet af
klager fra timeshareejere i Det Forenede Kongerige, som udgør over halvdelen af alle klager i
denne sektor ifølge data fra ECC-Net.
Faldet i antallet af klager er sammenfaldende med direktivets ikrafttræden. Statistikken tyder
derfor på, at
timesharedirektivet
samlet set
har haft en positiv virkning
14
.
3.1 Fortrydelsesret
I timesharedirektivet af 2008 blev den tidligere mindste fortrydelsesfrist på 10 dage erstattet
af en fuldt harmoniseret fortrydelsesfrist på 14 dage i hele EU for alle fire relevante aftaler,
der falder ind under dets anvendelsesområde.
Anvendelse af fortrydelsesretten
Onlineundersøgelsen viser, at fuld harmonisering af fortrydelsesretten opfattes som en positiv
udvikling af både de erhvervsdrivende og forbrugerne. En
stor andel (38,5 %)
15
af de
forbrugere, som oplevede problemer, angav stadig, at de ikke kunne udøve deres
fortrydelsesret.
16
Dette tal tyder på, at der er mangler i håndhævelsen af denne
bestemmelse
17
.
Østrig, Bulgarien, Tjekkiet, Danmark, Tyskland, Estland, Irland, Frankrig, Finland, Letland, Litauen, Ungarn,
Malta, Polen, Portugal, Rumænien, Slovenien, Slovakiet, Spanien, Sverige og Det Forenede Kongerige.
10
Se kapitel 2.3, s. 13 i den endelige CSES-rapport. Ukorrekt gennemførelse skyldtes hovedsagelig misforståelse
og fejlfortolkning af de relevante bestemmelser. Et tilbagevendende spørgsmål gik på gennemførelsen af
artikel 9, stk. 2, og artikel 10, stk. 2. Alle medlemsstater undtagen én ændrede deres lovgivning.
11
Spanien (ukorrekt gennemførelse) og Tjekkiet (ukorrekt gennemførelse).
12
Den endelige CSES-rapport, punkt 3.3.1, s. 30.
13
The Association of Timeshare Owners Committees (TATOC) er en forbrugersammenslutning for
timeshareejere i Det Forenede Kongerige (www.tatoc.co.uk). TATOC's statistik viser, at der blev registreret
1 537 klager i 2010 og kun 781 i 2013, se også den endelige rapport fra CSES, tabel 3.11.
14
Det er ikke muligt at drage nogen endelige konklusioner ud fra disse data på grund af manglen på andre
tilgængelige data og det forhold, at direktivet kun er blevet anvendt i et relativt kort tidsrum.
15
Figur 3.6 i den endelige CSES-rapport.
16
Kun 27 % af de respondenter, som havde købt timeshareprodukter eller lignende produkter, inden direktivet af
2008 trådte i kraft, angav det samme problem.
17
Der findes dog ingen yderligere oplysninger fra andre kilder, som kan bekræfte direktivets virkning
9
4
kom (2015) 0644 - Ingen titel
1581247_0005.png
3.2 Oplysninger forud for aftalens indgåelse og sprogkrav
Med direktivet indføres ensartede regler om sprog samt oplysningskrav forud for aftalens
indgåelse og i aftalen. De samme markedsføringsregler gælder i hele EU, hvilket mindsker
virksomhedernes omkostninger til juridisk rådgivning og giver forbrugerne mulighed for at
træffe mere velbegrundede valg. Direktivets bilag indeholder en række skemaer, der
indeholder fuldt harmoniserede
oplysninger forud for aftalens indgåelse,
og et
standardskema til at lette forbrugerens udøvelse af fortrydelsesretten inden for 14 dage. I
henhold til direktivet skal oplysningerne gives, gratis og uændrede, på et varigt medium, der
kan arkiveres.
Hvad angår
sprogkrav,
fastsætter direktivet, at forbrugeren kan vælge at modtage
oplysninger forud for aftalens indgåelse og selve aftalen på sproget i den medlemsstat, hvor
forbrugeren har sin bopæl eller er statsborger.
Anvendelse af krav vedrørende oplysninger forud for aftalens indgåelse
Ifølge undersøgelsen følte 70 % af de forbrugere, der havde indgået en aftale efter direktivets
ikrafttræden og oplevet problemer, at de ikke var blevet tilstrækkeligt oplyst om
aftalevilkårene. Til sammenligning følte 76 % af de forbrugere
18
, som oplevede problemer
med aftaler indgået før direktivet af 2008, at de havde modtaget vildledende oplysninger om
vilkårene, hvilket tyder på, at der ikke er tale om nogen stor forbedring.
Ikke desto mindre opfatter forbrugerne, ifølge undersøgelsen, generelt de nye regler om
oplysninger forud for aftalens indgåelse som en fordel. På den anden side mener
virksomhederne, at de nye krav har medført yderligere papirarbejde og øget
driftsomkostningerne
19
. De mener, at skemaet i direktivets bilag kan forenkles.
Anvendelse af sprogkrav
Undersøgelsen
20
viser, at siden direktivets ikrafttræden har kun 7 % (i forhold til 9 % tidligere)
af de forbrugere, der deltog i undersøgelsen, modtaget oplysninger forud for aftalens
indgåelse på et sprog, de ikke forstod. Set ud fra et forbrugersynspunkt synes dette spørgsmål
derfor ikke at give anledning til bekymring. Nogle timesharevirksomheder betragter imidlertid
sådanne sprogkrav som omkostningskrævende og besværlige
21
.
3.3 Forbud mod forudbetaling
Reglen om forbud mod forudbetaling inden fortrydelsesfristens udløb er overført fra det
tidligere direktiv 94/47/EF. Timesharedirektivet præciserer betingelserne for dette forbud, der
18
19
Disse tal opsummerer undersøgelsesresultaterne i tabel 4.3, s. 39, i den endelige CSES-rapport
Tabel 4.2, s. 40 i den endelige CSES-rapport; i undersøgelsen blev der ikke sat tal på de faktiske stigninger i
virksomhedernes omkostninger.
20
Tabel 4.3, s. - 41 i den endelige CSES-rapport.
21
Oplysningerne er baseret på interview og erhvervsdrivendes besvarelser af onlinespørgeskemaer. Der
foreligger ikke nøjagtige data til at sætte tal på sådanne omkostninger.
5
kom (2015) 0644 - Ingen titel
1581247_0006.png
sikrer, at alle former for vederlag
ikke kun til den erhvervsdrivende, men også til tredjemand
er forbudt. Det gælder også under hele den forlængede fortrydelsesfrist, hvis den
erhvervsdrivende ikke har givet alle de krævede oplysninger i aftalen. Forskningen viser, at
forbrugerne ser denne bestemmelse som en fordel. Erhvervsdrivende opfatter imidlertid
forbuddet som skadeligt for deres virksomhed og hævder, at mange forbrugere ikke tager
deres forpligtelser i henhold til timeshareaftalen alvorligt
22
.
Selv om bestemmelsen har været i kraft i næsten 20 år, er der forskningsresultater, der tyder
på, at blandt de forbrugere, der købte timeshareprodukter eller lignende produkter i 2012 eller
senere, og som oplevede problemer, blev 80,8 %
23
bedt om at betale inden fortrydelsesfristens
udløb.
Det viser, at de erhvervsdrivende ikke overholder denne bestemmelse, og at
håndhævelsen bør forbedres.
4. FERIESERVICEPRODUKTER, DER ER OMFATTET AF DIREKTIVET
4.1 Timeshareaftaler
Nu er det tilstrækkeligt, at en timeshareaftale løber i et år, i stedet for tre år som tidligere, for
at den kan høre ind under timesharedirektivet.
I timesharedirektivet blev det tidligere direktivs stive henvisning til "fast" ejendom fjernet, så
logi om bord på krydstogtskibe, kanalfartøjer og i campingvogne også er omfattet.
Sammenlignelige data (resultater af forbrugerundersøgelse, klager på ECC-Net)
Undersøgelsesresultaterne viser en betydelig nedgang i den procentvise andel af problemer for
traditionelle timeshareejere, siden timesharedirektivet trådte i kraft
24
. Det bekræftes af data fra
ECC-Net, som viser, at siden timesharedirektivets ikrafttræden har kun 16 % af klagerne i
forbindelse med dette direktiv været rettet mod traditionelle udbydere af timeshare. Det tyder
på, at
direktivet
samlet set
har haft en positiv virkning på markedet for traditionel
timeshare, hvad angår forbrugerbeskyttelse.
Emner, der ikke er omfattet af direktiv 2008/122/EF om timeshare
På tidspunktet for opdateringen af det tidligere direktiv 94/47/EF manglede der
dokumentation for problemerne med det indre marked eller forbrugerbeskyttelsen på dette
område. Det nye timesharedirektiv fastsætter derfor ikke særlige regler om forbrugernes ret til
at ophæve aftalen eller om deres deltagelse i beslutningsprocessen vedrørende
timeshareejendomme og de dermed forbundne vedligeholdelsesgebyrer. Da disse spørgsmål
ikke er reguleret på EU-plan, kan medlemsstaterne frit fastsætte nationale love for at sikre et
passende forbrugerbeskyttelsesniveau.
22
Oplysningerne er baseret på interview og erhvervsdrivendes besvarelser af onlinespørgeskemaer. Der
foreligger ingen nøjagtige tal for disse omkostninger.
23
Figur 3.6 i den endelige CSES-rapport.
24
46,3 % før direktivet af 2008 i forhold til 17,1 % derefter.
6
kom (2015) 0644 - Ingen titel
1581247_0007.png
1. Vedligeholdelsesgebyrer
Undersøgelsen viser, at timeshareejere ofte oplever stigninger i vedligeholdelses- eller
servicegebyrer uden saglig grund. Blandt de respondenter i undersøgelsen, som havde
problemer, oplevede 71,7 % dette for aftaler, der blev indgået, før direktivet trådte i kraft, dvs.
på et tidspunkt, hvor erhvervsdrivende ikke var underlagt harmoniserede EU-krav om
oplysninger forud for aftalens indgåelse
25
. Tallet er faldet til blot 15,4 %
26
siden da.
Disse
data tyder på, at de gennemsigtighedskrav, der blev indført ved direktivet, som
udgangspunkt har haft en god virkning.
2. Opsigelse af aftalen
Forskning har vist, at opsigelse af timeshareaftalen er et af de mest problematiske områder for
forbrugerne
27
. Procedurerne og betingelserne for at opsige timeshareaftaler varierer på tværs
af medlemsstaterne. Navnlig er der rapporteret om problemer vedrørende evighedsklausuler
eller klausuler om en meget lang periode, der er knyttet til timeshareaftaler, hvilket især har
betydning, når timeshareejeren dør og arvingerne ønsker at opsige aftalen. Sådanne klausuler
kan og bør anfægtes i henhold til direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår
28
. De fleste
timeshareejere er imidlertid tilsyneladende uvidende om den mulighed, lovgivningen giver.
Det kan ændres gennem en mere proaktiv holdning fra de nationale
håndhævelsesmyndigheders side, en øget national indsats for at udbrede kendskabet hertil
samt, hvor det er muligt, målrettede retlige foranstaltninger fra sammenslutninger af
timeshareejere eller forbrugerorganisationer. Situationen er mere indviklet i nogle lande
(f.eks. Italien, Spanien, Portugal og Frankrig), hvor en timesharerettighed betragtes som en
rettighed til fast ejendom (og dermed skal timeshareejerne registreres i de nationale
matrikelregistre). Da de derefter opfattes som uløseligt forbundet med den pågældende faste
ejendom, arves sådanne aftaler automatisk næsten uden mulighed for, at arvingerne kan
opsige dem, medmindre det lykkes dem at sælge dem til en anden person. Den seneste
lovgivningsmæssige udvikling i nogle af disse lande (navnlig Frankrig) tager sigte på at løse
problemet ved at tillade arvingerne at træde ud af aftalen inden for en bestemt tidsramme.
Den manglende mulighed for at opsige eksisterende timeshareaftaler blev behandlet på en
interessant måde i et land uden for EU, hvor timeshareejere havde disse problemer
29
.
Branchen har også selv indført regler for at imødegå dette problem, f.eks. bad Resort
Se især en detaljeret beskrivelse af pris, herunder yderligere obligatoriske udgifter og andre tilbagevendende
gebyrer, i standardoplysningsskemaet i direktivets bilag I.
26
Figur 3.6 i den endelige CSES-rapport.
27
Forskningsprojektet fra juli 2014 fra Competition and Markets Authority (CMA) i Det Forenede Kongerige,
"Disposal
of timeshares and other long-term holiday products
a report for BIS and the European
Commission
"
. Dette drejer sig specifikt om de vanskeligheder, som britiske ejere af timeshare og
længerevarende ferieprodukter står over for med hensyn til at sælge deres rettigheder eller på anden måde opsige
deres aftaler.
28
Denne situation analyseres yderligere i afsnit 6. 2.
29
Ifølge den ovennævnte forskning fra CMA i Det Forenede Kongerige giver den seneste ændring af Israels
lovgivning om forbrugerbeskyttelse forbrugerne mulighed for at ophæve timeshareaftaler indgået inden den
24. marts 2014 blot ved at sende en skriftlig meddelelse. Ophævelsen træder i kraft ved udgangen af den
følgende årlige periode, og den erhvervsdrivende må ikke opkræve ophævelsesgebyr. Denne lov trådte i kraft
den 24. september 2014 og gælder for timeshare beliggende i Israel. Den vil således også gælde for EU-borgere,
der ejer timeshare der.
25
7
kom (2015) 0644 - Ingen titel
1581247_0008.png
Development Organisation alle sine medlemmer
30
om at have et exitprogram for
timeshareejere, der ønskede at opsige deres timeshareaftaler inden udgangen af 2012
31
.
Denne udvikling viser, at problemet kan løses, uden at der er behov for et specifikt
lovindgreb for hele EU. Et sådant indgreb kan medføre en række udfordringer i lyset af
det generelle princip om forbud mod tilbagevirkende kraft af ny EU-lovgivning og af
proportionalitetsprincippet.
4.2 Længerevarende ferieprodukter
På tidspunktet for revisionen af direktiv 94/47/EF blev det klart, at den manglende regulering
af længerevarende ferieprodukter skabte betydelige problemer for forbrugerne og de
erhvervsdrivende, således som det fremgår af antallet af klager, der er indgivet til ECC-Net,
forbrugerorganisationer, offentlige myndigheder og Europa-Kommissionen. Derfor omfatter
direktiv 2008/122/EF om timeshare også aftaler vedrørende sådanne produkter. Et
længerevarende ferieprodukt kan f.eks. være medlemskab af en ferieklub, som giver
forbrugerne mulighed for at reservere logi med rabat over hele verden. Det nye direktiv
fastsætter, at betalinger til sådanne aftaler skal foregå som årlige afdrag af samme værdi
32
.
Desuden præciseres det, at sådanne aftaler kan bringes til ophør uden nogen sanktioner fra det
øjeblik, forbrugeren modtager opfordringen til at betale det andet afdrag
33
.
Sammenlignelige data (undersøgelsesresultater, klager på ECC-Net)
Det fremgår tydeligt af forbrugerundersøgelsen, at antallet af problemer, som forbrugere har
oplevet i forbindelse med længerevarende ferieprodukter, er steget kraftigt fra 11,9 % før
direktivet til 57,2 % efter direktivet
34
. På tilsvarende måde viser data fra ECC-Net, at 57,6 %
af alle klager i forbindelse med timesharedirektivet blev indgivet mod
ferieklubvirksomheder
35
.
Det viser, at
det er nødvendigt, at erhvervsdrivende i forbindelse med længerevarende
ferieprodukter i højere grad overholder retsforskrifterne, og at problemerne i
forbindelse med denne handel skal være genstand for styrkede håndhævelsesaktiviteter.
4.3 Bytte
Før timesharedirektivet kom der ofte klager over aftaler om bytte af timesharerettigheder,
herunder situationer, hvor professionelle gav forbrugere det vildledende indtryk, at de tilbød
et næsten ubegrænset udvalg af timeshareejendomme til sådanne bytteformål. Disse aftaler
30
Resort Development Organisation er den EU-dækkende brancheforening for ferieejerskab i hele Europa. Den
samler erhvervsdrivende for forskellige typer ferieprodukter. Se også:
http://www.rdo.org/.
31
Sådanne udtrædelsesordninger består i at give ejere mulighed for at flytte til et kortvarigt produkt, der ophører
efter et nærmere bestemt antal år, eller at føre ejerne hen til en "exitklub", som giver medlemmerne mulighed for
at forlade ordningen uden sanktion efter en minimumsperiode (typisk 2-5 år).
32
Artikel 10, stk. 1, i direktiv 2008/122/EF.
33
Artikel 10, stk. 2, i direktiv 2008/122/EF om timeshare.
34
Det hyppigste problem i forhold til længerevarende ferieprodukter vedrører manglende overholdelse af
kravene om oplysninger forud for aftalens indgåelse (vildledende oplysninger om produktet, vildledende
oplysninger om muligheden for videresalg og om fortrydelsesret), se figur 3.2 i den endelige CSES-rapport.
35
Tabel 3.10 i den endelige CSES-rapport.
8
kom (2015) 0644 - Ingen titel
1581247_0009.png
var ikke omfattet af det tidligere direktiv 94/47/EF. I dag gælder forbrugernes ret til
detaljerede oplysninger forud for aftalens indgåelse og til at træde tilbage inden for 14 dage
og forbuddet mod, at erhvervsdrivende modtager forudbetaling for bytteaftaler.
Sammenlignelige data (undersøgelsesresultater, klager på ECC-Net)
Undersøgelsen afslører et betydeligt fald i den procentvise andel af problemer i forbindelse
med feriebytteordninger, siden timesharedirektivet trådte i kraft, fra 31 % til 5,7 %. Data fra
ECC-Net viser, at der nu kun er marginale problemer med bytteaftaler (kun 0,6 % af alle
klager vedrørte aftaler underlagt timesharedirektivet). Dataene fra TATOC,
sammenslutningen af timeshareejere i Det Forenede Kongerige, viste et lignende resultat
36
.
Det tyder således på, at direktivet har haft en meget positiv virkning, hvad angår
feriebytteordninger.
4.4. Videresalg
Videresalgsaftaler blev specifikt medtaget i anvendelsesområdet for timesharedirektivet af
2008. Det skulle yderligere sikre forbrugernes beskyttelse i aftaler, hvor en erhvervsdrivende
bistår timeshareejeren med at videresælge dennes timesharerettighed eller længerevarende
ferieprodukt. Ved videresalg kan forbrugerne ofte være i en sårbar position af forskellige
årsager (f.eks. sundhedstilstand, alder, vanskelig økonomisk situation). Mange klager vedrørte
dette, især når videresalgsagenter opkrævede et depositum, selv om der ikke var tale om
videresalg. Foruden de generelle bestemmelser indfører timesharedirektivet nu et forbud mod
forudbetaling, indtil salget af timeshare eller et længerevarende ferieprodukt reelt finder sted.
Sammenlignelige data (undersøgelsesresultater, klager på ECC-Net)
Ifølge data på ECC-Net har andelen af klager i forbindelse med videresalgsproblemer ligget
stabilt og relativt lavt både før og efter direktivets ikrafttræden (ca. 10 %).
Ifølge undersøgelsen lykkedes det ikke for 93,5 % af forbrugerne at sælge deres timeshare
eller ferieprodukt
37
. Forbrugerbeskyttelsesmyndigheder og forbrugere rapporterede om
forskellige eksempler på svindelnumre under interviewprogrammet og workshopperne
38
.
Disse eksempler omfatter videresalgsvirksomheder, som udnytter sårbare ejere, idet de
overbeviser dem om at tilslutte sig ordninger med supplerende betalinger i stedet for det
lovede salg af deres produkter.
De nationale håndhævende myndigheder skal sikre en korrekt håndhævelse af
timesharedirektivet af 2008 sammen med al anden forbrugerbeskyttelseslovgivning i
EU-regi (navnlig direktivet om urimelig handelspraksis og direktivet om urimelige
36
Tabel 3.11 i den endelige CSES-rapport (kun 14 sager i 2013 mod 277 sager i forbindelse med
videresalgsaftaler i samme periode).
37
Tabel 4.6 og 4.7 i den endelige CSES-rapport – dette kan dog blot være en indikation på den nuværende
situation på timesharemarkedet og markedet for længerevarende ferieprodukter.
38
Begge er organiseret inden for rammerne af CSES-undersøgelsen.
9
kom (2015) 0644 - Ingen titel
1581247_0010.png
kontraktvilkår). En korrekt anvendelse af disse retsakter er derfor afgørende for at
bekæmpe svindel fra videresalgsvirksomheder.
5. FERIESERVICEPRODUKTER,
DER
IKKE
ER
OMFATTET
AF
DIREKTIVET, OG SVIG
Den forskning, der ligger bag denne rapport, belyser nye produkters skadevirkninger for
forbrugerne, f.eks. produkter som kortvarige rabatferieklubber (medlemskab i under et år)
samt fritidskreditordninger
39
, som ofte ser ud til at være konstrueret til at omgå direktivet
40
.
Der er opstået andre former for handelspraksis, som sandsynligvis vil forvirre forbrugerne og
gøre det sværere for dem at udøve deres rettigheder (f.eks. en anden aftale, der kræver et
depositum, med sigte på at omgå forbuddet mod forudbetaling, eller tilbud, der på vildledende
vis averteres som "ikkeværende timeshare"). Direktivet synes således at have været genstand
for aktioner, der har til formål at omgå direktivets krav. Der bør nu fokuseres på, hvordan man
på effektiv vis kan imødegå disse aktiviteter og bringe dem til ophør. Det fremgik tydeligt af
Kommissionens konsekvensanalyse, der ledsagede revisionen af direktivet af 1994, at det nye
direktiv i sig selv ikke kunne sætte en stopper for de virksomheder, som har til hensigt at
undgå kravene heri eller at handle på en svigagtig måde. Onlineundersøgelsen bekræfter, at
timesharebranchen deler dette synspunkt. Bedre håndhævelse og samarbejde mellem de
relevante myndigheder, herunder retshåndhævende myndigheder, er af afgørende betydning
for at sætte en stopper for sådanne svigagtige virksomheder og uhæderlige
erhvervsdrivende
41
.
6. SAMSPIL MED ANDRE RELEVANTE EU-RETSAKTER
Timesharedirektivet er sektorspecifikt og supplerer andre horisontale EU-direktiver om
forbrugerbeskyttelse, navnlig direktivet om urimelig handelspraksis
42
som er relevant for
håndtering af vildledende og aggressiv handelspraksis i sektoren
og direktivet om urimelige
kontraktvilkår
43
, som er relevant for vurderingen af, om kontraktvilkår er urimelige. Aftaler,
som falder ind under direktiv 2008/122/EF om timeshare, er imidlertid ikke omfattet af
direktivet 2011/83/EU om forbrugerrettigheder
44
. Det er vigtigt at understrege, at blandt alle
klager på ECC-Net, der vedrørte timeshare og lignende produkter, var kun 22,7 % registreret
som direkte omhandlende spørgsmål, der er reguleret af enten direktivet af 1994 eller
direktivet af 2008:
De fleste klager omhandler i stedet spørgsmål vedrørende den
korrekte anvendelse af andre forbrugerbeskyttelsesbestemmelser.
Fritidskreditordninger varer normalt mindre end 365 dage (typisk 360 dage) med løfte om gratis eller nedsatte
fremtidige feriereservationer. De tilbyder en række tjenester, og logi er kun en af dem (selv om det nogle gange
ikke engang er nævnt i den skriftlige aftale).
40
Det europæiske forbrugercenter i Det Forenede Kongerige har rapporteret, at forbrugerklager om
fritidskreditordninger steg med 140 % i løbet af året frem til ultimo marts 2013 – 60 klager i forhold til 25 i 2012.
41
Se afsnit 10 i denne rapport: Håndhævelse af direktivet, underafsnittet "Politiefterforskning og strafferetlig
forfølgning".
42
Direktiv 2005/29/EF (EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22).
43
Direktiv 93/13/EØF (EFT L 95 af 5.4.1993, s. 29).
44
Direktiv 2011/83/EU (EUT L 304 af 22.11.2011, s. 64).
39
10
kom (2015) 0644 - Ingen titel
1581247_0011.png
6.1. Direktivet om urimelig handelspraksis
I perioden 2007-13 handlede 29,2 % af alle klager registreret på ECC-Net vedrørende
timeshare og lignende produkter om urimelig handelspraksis. Onlineundersøgelsen viser
endnu mere slående tal: blandt de respondenter, der oplevede problemer, følte hele 75 % og
68,6 %, at de var blevet vildledt af tilbud om henholdsvis et længerevarende ferieprodukt og et
timeshareprodukt. Henholdsvis 40 % og 54,3 % følte, at de var blevet presset til at indgå en
transaktion om et længerevarende ferieprodukt eller et timeshareprodukt. Direktivet om
urimelig handelspraksis finder anvendelse på al handelspraksis over for forbrugerne, herunder
handelspraksis, der fører til aftaler, som er underlagt timesharedirektivet. På grund af de
principbaserede regler, der forbyder vildledende handlinger og vildledende udeladelser og
aggressiv handelspraksis, giver direktivet om urimelig handelspraksis de ansvarlige
myndigheder mulighed for at beskytte forbrugerne før, under og efter indgåelse af en aftale.
Salgsmetoder med anvendelse af pres og videresalgssvindel forekommer stadig hyppigt i
denne feriesektor. Offentlige håndhævelsesmyndigheder bør derfor anvende direktivet om
urimelig handelspraksis strengt i denne sektor.
6.2 Direktivet om urimelige kontraktvilkår
45 % af timesharerelaterede klager registreret på ECC-Net i 2012-13
45
vedrørte
kontraktvilkår. Eftersom direktivet om urimelige kontraktvilkår finder anvendelse på aftaler
mellem erhvervsdrivende og forbrugere i almindelighed, omfatter det også timeshare- og
ferieaftaler. Det hindrer betydelige skævheder i parternes rettigheder og forpligtelser til skade
for forbrugeren ved f.eks. at kræve, at kontraktvilkår, der ikke har været genstand for
individuel forhandling, skal affattes klart og forståeligt, at tvetydigheder skal fortolkes til
fordel for forbrugeren, og at urimelige standardkontraktvilkår erklæres ikke-bindende for
forbrugeren. Direktivet om urimelige kontraktvilkår supplerer således timesharedirektivet, når
det gælder forbrugerbeskyttelse, efter at aftalen er indgået. De retshåndhævende myndigheder
bør gøre yderligere brug heraf efter aftalens indgåelse (f.eks. i tilfælde, hvor
vedligeholdelsesgebyret ensidigt forhøjes uden nogen begrundelse, eller hvis aftalen omfatter
evighedsklausuler). Eftersom individuelle forbrugere kan have vanskeligt ved at iværksætte
søgsmål for at anfægte deres aftaler i henhold til direktivet om urimelige kontraktvilkår,
kunne forbrugerorganisationer gå mere aktivt ind i at hjælpe enkeltpersoner med at forsvare
deres interesser og spille en mere aktiv rolle, også i retssager.
6.3 Direktivet om forbrugerrettigheder
Direktiv 2011/83/EU om forbrugerrettigheder, der gælder fra den 13. juni 2014, styrker
forbrugernes rettigheder, især hvad angår fuldt harmoniserede krav om oplysninger forud for
indgåelse af aftalen og fortrydelsesret i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg og aftaler
indgået uden for fast forretningssted. Det er værd at bemærke, at direktiv 2008/122/EF om
timeshare var en forløber for disse forbrugerrettigheder.
Direktivet om forbrugerrettigheder omfatter kun aftaler, som ikke er omfattet af
timesharedirektivet. Derfor falder alle nye ferieprodukter, som er beregnet til at omgå
45
Figur 3.8 i den endelige CSES-rapport.
11
kom (2015) 0644 - Ingen titel
1581247_0012.png
timesharedirektivet, principielt ind under direktivet om forbrugerrettigheder. Det omfatter
f.eks. aftaler af mindre end et års varighed eller aftaler, der ikke vedrører logi. I disse tilfælde
finder retten til at modtage oplysninger forud for aftalens indgåelse i henhold til direktivet om
forbrugerrettigheder anvendelse. Desuden gælder der en fortrydelsesret på 14 dage fra
aftalens indgåelse for alle aftaler, der indgås uden for fast forretningssted eller ved hjælp af
fjernkommunikation. Hvis forbrugeren ikke er tilstrækkeligt oplyst om sin fortrydelsesret,
inden aftalen indgås, forlænges fortrydelsesfristen med et år, hvilket resulterer i en
fortrydelsesperiode på et år og 14 dage.
7. BEVIDSTGØRELSE
Onlineundersøgelsen har vist, at
respondenterne generelt ikke er tilstrækkeligt bevidste
om eventuelle ulovlige metoder i timeshare- og ferieklubbranchen
46
.
En række medlemsstater har iværksat bevidstgørelsesforanstaltninger, også inden anvendelsen
af timesharedirektivet.
I Danmark blev der sendt et tv-program om undersøgelse af feriesvindel på en af de vigtigste
tv-kanaler i efteråret 2013. Efterfølgende har det europæiske forbrugercenter i Danmark
modtaget mange henvendelser fra forbrugere, der søger hjælp.
I Det Forenede Kongerige blev der oprettet en særlig taskforce
"Action Fraud"
for at
informere forbrugerne om svindel på ferieområdet og for at finde frem til og undersøge svig.
Office of Fair Trading (nu Competition and Markets Authority) har kørt kampagner i
lufthavne for at advare forbrugerne om de risici, der er forbundet med køb af timeshare i
udlandet og eventuelle ferierelaterede svindelnumre. Ikke desto mindre er forbrugere i Det
Forenede Kongerige stadig blandt de hyppigste ofre for svigagtige erhvervsdrivende
47
.
I 2014 blev der iværksat et fælles projekt, som inddrager flere europæiske forbrugercentre, og
som skal udvikle ideer til effektive forebyggelseskampagner. Det indebærer udvikling af tips
til forbrugere og vil give materiale til en oplysningskampagne på internettet. De europæiske
forbrugercentre vil lægge tips ud på deres websteder og aktivt fremme dem.
Flere bevidstgørelsesaktiviteter for at forbedre forbrugeroplysningen vil være en klar fordel.
De europæiske forbrugercentres arbejde er et skridt i den rigtige retning.
8. SELVREGULERING I BRANCHEN OG ADFÆRDSKODEKSER
Adfærdskodekser
Forskningen viser, at både
erhvervs- og forbrugersammenslutninger er parate til at bidrage
til bedre håndhævelse af timesharedirektivet.
Både Resort Development Organisation og
TATOC
48
kræver, at deres erhvervsdrivende medlemmer skal overholde deres
46
33,2 % af respondenterne var slet ikke og yderligere 35,3 % var ikke særlig godt informeret om det. Kun 10 %
af respondenterne havde et godt kendskab til de ulovlige metoder i timeshare- og feriebranchen. Se tabel 4.8 i
den endelige CSES-rapport.
47
Data fra ECC-Net viser, at omkring halvdelen af alle klager mellem 2007 og 2013 vedrørende timeshare og
lignende produkter blev indgivet af britiske forbrugere.
48
TATOC (se fodnote 12) giver mulighed for, at lovlige virksomheder kan blive tilknyttede virksomheder.
TATOC har sin egen adfærdskodeks og ordning for alternativ bilæggelse af tvister.
12
kom (2015) 0644 - Ingen titel
1581247_0013.png
adfærdskodekser. De har også truffet andre foranstaltninger vedrørende alternativ
tvistbilæggelse for at forbedre branchens image som helhed. Disse kodekser udgør en
ramme for selvregulering, der kan styrkes gennem samarbejde med offentlige
myndigheder om at fremme bevidstheden blandt forbrugerne om deres rettigheder og
om faren for uhæderlige erhvervsdrivende.
9. ALTERNATIV OG ONLINE TVISTBILÆGGELSE (ATB OG OTB)
I hele EU kan de europæiske forbrugercentre hjælpe forbrugerne med håndtering af klager til
erhvervsdrivende gennem deres ordning for bilæggelse af tvister. Timesharedirektivets
artikel 14 kræver, at medlemsstaterne tilskynder de erhvervsdrivende til at etablere alternative
procedurer til bilæggelse af tvister. I forbindelse med timeshare er dette stadig i sin vorden,
men det forventes, at direktivet om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på
forbrugerområdet (direktivet om ATB på forbrugerområdet), som skulle anvendes i alle
medlemsstater fra den 9. juli 2015, vil forbedre situationen. Det vil sikre, at alternative
tvistbilæggelsesinstanser og -procedurer er til rådighed for forbrugerne i hele EU, og at
forbrugerne er klar over, at der findes alternativ tvistbilæggelse gennem indførelse af
informationsforpligtelser for de erhvervsdrivende.
EU's forordning om onlinetvistbilæggelse forventes også yderligere at fremme anvendelsen af
sådanne mekanismer både i indenlandske og grænseoverskridende kontraktlige tvister
vedrørende kontraktlige forpligtelser i forbindelse med købs- eller tjenesteydelsesaftaler
online. Fra den 9. januar 2016 vil platformen for onlinetvistbilæggelse give forbrugere
mulighed for at indgive disse tvister online og vil henvise dem til seriøse alternative
tvistbilæggelsesinstanser, der er meddelt Kommissionen i henhold til direktivet om ATB på
forbrugerområdet. Nogle virksomheder og sammenslutninger af timeshareejere har allerede
indført alternative tvistbilæggelsesordninger. For eksempel oprettede Resort Development
Organisation i 2005 sin tvistbilæggelsesordning for timesharebranchen. Selv om dette er en
positiv udvikling, er disse mekanismer stadig ikke særlig effektive i forbindelse med
svigagtige operatører.
10. HÅNDHÆVELSE AF DIREKTIVET
Håndhævelsesproblemer afhængigt af forbrugerens og den erhvervsdrivendes land
Omkring halvdelen af alle klager mellem 2007 og 2013 vedrørende timeshare og relaterede
produkter, der blev registreret i ECC-Net-databasen, blev indgivet af britiske forbrugere
49
.
Forbrugerklager registreret på ECC-Net blev i langt de fleste tilfælde indgivet mod
erhvervsdrivende, der er etableret i Spanien
50
.
Næsten en ud af fem klager kommer fra forbrugere, der er bosiddende i de nordiske lande (især Sverige og
Norge). Andre berørte forbrugere kommer fra Tyskland, Belgien og Nederlandene. Se kapitel 3.3.2 i den
endelige CSES-rapport.
50
Over 75 % af alle klager, der blev registreret mellem 2007 og 2013, vedrørte spanske erhvervsdrivende,
efterfulgt af 10 %, der vedrørte erhvervsdrivende etableret i Grækenland og 5 % over erhvervsdrivende etableret i
Malta.
49
13
kom (2015) 0644 - Ingen titel
1581247_0014.png
Tilgængelige sanktioner
Håndhævelse og sanktioner varierer betydeligt fra den ene medlemsstat til den anden.
Medlemsstaterne har skønsbeføjelser, hvad angår overholdelse af timesharedirektivet med
hensyn til at have effektive håndhævelsesmidler og at pålægge effektive, forholdsmæssige og
afskrækkende sanktioner for at sikre, at direktivets bestemmelser overholdes af de
erhvervsdrivende.
De sanktioner, som håndhævelsesmyndighederne har til rådighed i tilfælde af misligholdelse
af direktivet, varierer betydeligt mellem medlemsstaterne
fra administrative bøder på
EUR 1 500 til bøder på over EUR 100 000 eller bøder, som er baseret på den
erhvervsdrivendes årlige omsætning, f.eks. op til 10 %
51
.
Politiefterforskning og strafferetlig forfølgning
I betragtning af det store antal forbrugerklager, som forskellige organisationer har registreret,
er sanktionerne i national forbrugerlovgivning tilsyneladende ikke effektive nok til at
afskrække svigagtige erhvervsdrivende
52
. Der findes ingen EU-definition af "svig" som en
strafbar handling
53
, men det er tilsyneladende ikke noget problem, fordi alle medlemsstater
under visse omstændigheder klassificerer svig som en strafbar handling i deres strafferet. Svig
omfatter typisk handlinger, der har til formål at bedrage forbrugerne med vilje og lokke penge
fra dem uden nogen intention om at yde den pågældende service eller levere produktet med de
lovede egenskaber. Der er således intet, der tyder på, at der er behov for en EU-definition af
svig, men der er snarere behov for en mere ambitiøs anvendelse af strafferetten på det
pågældende område. Medlemsstaterne bør derfor tilskyndes til en mere aktiv tilgang til
efterforskning og retsforfølgelse af svigagtig praksis
54
.
Nogle medlemsstater prioriterer tilsyneladende ikke efterforskning og retsforfølgning af
svigagtige erhvervsdrivende, der er involveret i forbrugersvindelnumre, særlig højt. Ved
vurderingen af alvoren af, hvor grov lovovertrædelsen er, bør der også tages hensyn til dens
omfang (herunder hvidvaskning af penge) og eventuel involvering af kriminelle
organisationer også tages i betragtning.
Forbruger- og erhvervssammenslutninger har spillet en meget aktiv rolle i at bistå
håndhævelsesmyndighederne med at efterforske og retsforfølge svigagtig adfærd begået
51
Estland – det land, der har det laveste sanktionsniveau – har ændret lovgivningen for nylig. Bøden er nu på
EUR 9 600 i stedet for EUR 640. Se kapitel 6.3 i den endelige CSES-rapport.
52
Se kapitel 4.6 og tabel 4.9 i den endelige CSES-rapport: omkring 60 % af de erhvervsdrivende, der deltog i
undersøgelsen, mener, at direktivet ganske vist sikrer en betydelig forbrugerbeskyttelse, men at det ikke er
effektivt nok over for uhæderlige erhvervsdrivende, der overtræder forbrugerlovgivningen med vilje.
53
Der findes en EU-definition af svig i tilfælde af svig, der påvirker Unionens finansielle interesser, som nu
indgår i konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser af 26. juli 1995.
Denne konvention vil blive erstattet af et direktiv om bekæmpelse af svig til skade for Unionens finansielle
interesser ved hjælp af strafferetlige bestemmelser. Dette forslag til direktivet er genstand for forhandlinger i
Europa-Parlamentet og Rådet (se KOM(2012) 363 af 11.7.2012.
54
Effektiviteten af et sådant tiltag kan illustreres ved et eksempel, nemlig det betydelige fald i antallet af klager,
der blev registreret af det svenske forbrugercenter i 2013. Faldet var sammenfaldende med to store
politiindsatser i 2013 mod uhæderlige erhvervsdrivende i feriesektoren i Spanien (som er den største
feriedestination for svenske forbrugere). Som følge heraf blev 18 virksomheder i Spanien lukket.
14
kom (2015) 0644 - Ingen titel
1581247_0015.png
af selskaber.
Som følge af denne bistand har det været muligt at anlægge en række vigtige
straffesager mod svigagtige erhvervsdrivende
55
.
Den grænseoverskridende dimension af denne svigagtige praksis og effektiviteten af de
foranstaltninger, der er truffet af de retshåndhævende myndigheder (politi,
anklagemyndighed, domstole), afhænger i høj grad af, at det etablerede strafferetlige
samarbejde mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder fungerer godt. EU's
eksisterende retsakter for samarbejde i straffesager udgør en omfattende retlig ramme til dette
formål.
Direktiv 2014/41/EU
om den
europæiske efterforskningskendelse
i straffesager vil
gøre det lettere for judicielle myndigheder at indsamle bevismateriale fra en anden EU-
medlemsstat under en efterforskning
56
. De efterforskningsforanstaltninger, der er underlagt
dette direktiv, omfatter f.eks. vidneafhøring, fremskaffelse af oplysninger eller bevismateriale,
der allerede er i fuldbyrdelsesmyndighedens besiddelse, og (med supplerende
sikkerhedsforanstaltninger) aflytning af telekommunikation og oplysninger om og
overvågning af bankkonti. Hvad angår retsforfølgning, er den
europæiske arrestordre
(indført ved Rådets rammeafgørelse
2002/584/JHA)
et meget effektivt redskab til at få en
eftersøgt person anholdt eller overgivet med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af
en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.
Tilbageførsel til kredit- eller debetkort som retsmiddel
Tilbageførselsmulighederne fra udbydere af betalingsmidler anses for at være en af de mest
effektive kortsigtede muligheder for klageadgang, når direktiv 2008/122/EF om timeshare er
blevet overtrådt. Denne procedure gør det muligt for forbrugerne at anmode deres kredit- eller
debetkortudbyder om at tilbageføre en korttransaktion, hvis der er et problem med den
indkøbte vare eller tjenesteydelse, især hvis en ulovlig aktivitet kan påvises. Undersøgelsen
har vist, at den er blevet anvendt med succes til at sikre klageadgang for forbrugere, som blev
anmodet om at betale et forskud og derefter blev nægtet at udøve deres fortrydelsesret.
Direktiv 2007/64/EF om betalingstjenester i det indre marked
57
og direktiv 2008/48/EF om
forbrugerkreditaftaler
58
udgør det vigtigste retsgrundlag for anmodninger om tilbageførsel.
Hvad angår tilbageførsel ved manglende overensstemmelse af varer eller tjenesteydelser,
gælder artikel 15
59
i direktiv 2008/48/EF, som omfatter tilbageførsel i forbindelse med
55
Mindtimeshare, en registreret sammenslutning i Spanien, som repræsenterer europæiske timeshareejere, der
har været ofre for svig, har meget aktivt bistået offentlige myndigheder med at træffe foranstaltninger over for
skrupelløse virksomheder. Som følge heraf blev 18 virksomheder etableret i Spanien lukket i 2013. I Frankrig er
forbrugersammenslutningen APAF-VTP meget aktiv og bidrog til domfældelse af svigagtige erhvervsdrivende,
f.eks. Hakim Bouri-sagen den 9. januar 2014 og Christine Dricot-sagen den 24. januar 2014 (den endelige
CSES-rapport, kapitel 6.5, s. 83).
56
Direktivet skal være gennemført af medlemsstaterne senest den 22. maj 2017.
57
Direktiv 2007/64/EF udgør et juridisk grundlag for tilbageførsel ved uautoriseret brug af kort.
58
Direktiv 2008/48/EF danner retsgrundlag for tilbageførsel i tilfælde af manglende overensstemmelse af varer
eller tjenesteydelser.
59
Artikel 15, stk. 1. Hvis en forbruger har udøvet en fortrydelsesret baseret på fællesskabsretten i forbindelse
med en aftale om levering af en vare eller tjenesteydelse, er forbrugeren ikke længere bundet af en tilknyttet
kreditaftale.
2. Hvis de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af den tilknyttede kreditaftale, ikke leveres eller kun leveres
delvis eller ikke er i overensstemmelse med aftalen om levering deraf, har forbrugeren ret til at tage retsmidler i
anvendelse mod kreditgiveren, såfremt forbrugeren ikke fra leverandøren har opnået den fyldestgørelse, som
15
kom (2015) 0644 - Ingen titel
1581247_0016.png
kreditkort. Ikke desto mindre kan køb med debetkort være omfattet af national lovgivning
60
eller af kortselskabernes forretningsregler. Nationale forbrugerbeskyttelsesmyndigheder og de
europæiske forbrugercentre bør, hvis det er relevant, systematisk rådgive forbrugerne til at
anmode bankerne om tilbageførsel og så hurtigt som muligt, da der kan gælde en frist for
dette
61
.
11. KONKLUSIONER
På grundlag af ovenstående resultater drager Kommissionen følgende konklusioner om
direktivets anvendelse:
Hvad angår timeshare, længerevarende ferieprodukter, videresalg og
bytteaftaler, der falder inden for direktivets anvendelsesområde, synes
timesharedirektivet overordnet set at være et nyttigt værktøj i beskyttelsen af
forbrugerne inden for denne specifikke feriesektor.
Hvad angår aspekter, der falder uden for direktivets anvendelsesområde
(f.eks.
ophør af aftaler),
er der stadig problemer.
Analysen viser imidlertid, at disse
aspekter kan behandles gennem målrettede indsatser på nationalt plan, effektiv
selvregulering og en bedre håndhævelse af andre relevante EU-retsakter på
forbrugerområdet.
Der skal ikke desto mindre rettes særlig opmærksomhed mod juridiske konstruktioner
og praksis, hvis formål er at omgå direktivet.
Direktivet om forbrugerrettigheder,
direktivet om urimelige kontraktvilkår og direktivet om urimelig handelspraksis
kan alle sammen hjælpe med at hindre en sådan omgåelse.
Den reviderede
vejledning til direktivet om urimelig handelspraksis vil bl.a. omhandle samspillet
mellem dette direktiv og timesharedirektivet
62
.
På nuværende tidspunkt synes der ikke at være noget behov for at ændre
direktivets omfang eller bestemmelser.
For at gøre direktivet mere effektivt
er der behov for at tilskynde nationale
håndhævelsesmyndigheder til at fokusere på visse former for forretningspraksis
og erhvervsdrivende. Dette er især tilfældet i Spanien, som er involveret i
halvdelen af alle klager til de europæiske forbrugercentre i hele EU, Island og
Norge.
Når en adfærd synes at udgøre en overtrædelse af strafferetten, bør de
retshåndhævende myndigheder underrettes hurtigt med henblik på at indlede en
strafferetlig efterforskning. Den grænseoverskridende dimension af svigagtig praksis
vedkommende har krav på ifølge loven eller aftalen om levering af varer eller tjenesteydelser. Medlemsstaterne
bestemmer, i hvilket omfang og på hvilke betingelser disse retsmidler kan iværksættes.
60
F.eks. i Danmark eller Portugal.
61
Se en detaljeret ECC-Net rapport om tilbageførsel i EU/EØS:
http://ec.europa.eu/consumers/ecc/docs/chargeback_report_en.pdf.
62
Den reviderede vejledning vil blive offentliggjort inden sommeren 2016 og vil være tilgængelig på
http://ec.europa.eu/consumers/consumer_rights/unfair-trade/unfair-practices/index_en.htm.
16
kom (2015) 0644 - Ingen titel
1581247_0017.png
kan behandles mere effektivt ved at gøre bedre brug af de etablerede foranstaltninger
vedrørende strafferetligt samarbejde mellem de retshåndhævende myndigheder i
medlemsstaterne. EU's eksisterende retsakter om samarbejde i straffesager udgør
allerede en omfattende retlig ramme til dette formål.
Mulige alternative måder at løse eksisterende problemer på, f.eks.
oplysningskampagner, selvregulering og alternative tvistbilæggelsesordninger, kan
også have en positiv indvirkning. I den forbindelse vil de europæiske forbrugercentre
snart lancere et websted med tips til forbrugerne
63
.
Mere omfattende strategier de for nationale forbrugerbeskyttelsesmyndigheder
kan øge forbrugernes bevidsthed og dermed sikre, at deres egne statsborgere er
bedre informeret om potentielle svindelnumre.
Forebyggelse er den mest effektive
metode til at beskytte forbrugerne. Forskning viser, at
lovlige erhvervsdrivende
arbejder aktivt på at pleje deres rygte, og at de gerne vil opfattes som
erhvervsdrivende, der overholder EU's regelsæt.
Sammenslutninger, der
repræsenterer disse virksomheder og deres kunder, udarbejder udkast til
adfærdskodekser, opretter alternative tvistbilæggelsesordninger og samarbejder med
retshåndhævende myndigheder i forbindelse med afsløring af svigagtige
erhvervsdrivende i denne feriesektor.
Kommissionen har truffet de nødvendige foranstaltninger i henhold til artikel 258 i
traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde i de tilfælde, hvor en
medlemsstat har undladt at opfylde sine gennemførelsesforpligtelser. Kommissionen
vil også udøve sine beføjelser i henhold til denne artikel, når en medlemsstat ikke
overholder sine håndhævelsesforpligtelser. Det er grunden til, at Kommissionens
tjenestegrene har indledt en dialog med Spanien vedrørende korrekt håndhævelse af
direktivet.
Kommissionen vil om nødvendigt yderligere tilskynde medlemsstaterne til at øge
deres
håndhævelsesindsats,
herunder
via
netværket
for
forbrugerbeskyttelsessamarbejde
64
, og sikre, at alle medlemsstater overholder
direktivets bestemmelser. Det vil blive overvejet at træffe yderligere foranstaltninger,
såsom målrettede workshopper med de vigtigste interessenter. Hvis det anses for
relevant i lyset af størrelsen og virkningen af de aktiviteter, der gennemføres på
nationalt plan som reaktion på denne rapport, kan det komme på tale at foretage endnu
en evaluering om den generelle anvendelse af direktivet om ca. tre år.
63
64
Se kapitel 7 i denne rapport vedrørende bevidstgørelse
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om samarbejde mellem
nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (EUT 2004 L 364, af
9.12.2004, s. 1).
17