Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget 2015-16
L 62 Bilag 6
Offentligt
1570388_0001.png
Bemærkninger til L62 - forslag til lov om ændring af udlændingeloven.
(Håndtering af flygtninge- og migrantsituationen). J. nr. 2015-572.
I.Generelle bemærkninger.
L62 rummer en række
praktiske forslag,
som skal gøre det muligt at skaffe ekstra
indkvarteringsplads, hvis et større antal
asylansøgere og migranter kommer til
Danmark på kort tid, og nogle mindre
justeringer af udrejsefrister mv., som led i
en indskærpelse af, at myndighederne skal
følge mere konsekvent op på afslag på asyl,
således at afviste asylansøgere udsendes til
deres hjemland hurtigst muligt. Disse
forslag giver ikke anledning til
bemærkninger.
Brud på grundlæggende retsprincipper
Men derudover indeholder lovforslaget
nogle elementer, som bryder afgørende
med vigtige retsprincipper og sædvaner. Og
det uden nogen videre retspolitisk
diskussion om vægtningen af de praktiske
hensyn mod de principielle.
Suspension af obligatorisk domstolskontrol
For det første åbnes der for, at
integrationsministeren kan suspendere den
obligatoriske domstolskontrol med
frihedsberøvelse af udlændinge, hvis
ministeren vurderer, at det vil være
vanskeligt – eller umuligt – for politiet at nå
at fremstille de udlændinge, som man vil
frihedsberøve, inden for de 72 timer, som
loven foreskriver.
Kort sagt: Hvis der er tale om at
frihedsberøve mange udlændinge inden for
kortere tid, skal politiet ikke længere af
egen drift stille udlændingene for en
dommer. Kun hvis udlændingen kender
sine rettigheder – og tør insistere på dem –
vil han eller hun komme for en dommer.
Private vagtværn kan anvende magt
For det andet åbnes der for, at man kan
lade private vagtværn udføre bevogtnings-
og transportopgaver, som ellers hører
under politiet. Det fremgår, at de private
vagtværn kan anvende fysisk magt,
herunder lægge personer i håndjern.
Fravær af retspolitiske overvejelser om
forholdet til væsentlige retsstatsprincipper
Man leder forgæves efter overvejelser i
forslaget om, hvad det betyder, at man
bryder med det århundrede gamle princip
om, at politiet er de eneste, der må
anvende magt over for borgerne her i
landet, og hvad det betyder, at politiet har
en lang, grundig uddannelse, som skal
sætte betjentene i stand til at løse deres
opgaver bedst muligt, og at der er
detaljerede regler om politiets
magtanvendelse og om klageadgang for
borgerne – i forhold til private vagtværn,
som ikke har en tilsvarende uddannelse og
erfaring.
Øget brug af frihedsberøvelse skal følges af
svækket domstolskontrol
For det tredje går det som en rød tråd
gennem forslaget, at frihedsberøvelse skal
anvendes mere end efter gældende
praksis. Der skal ”så vidt muligt
frihedsberøves” går igen i forslagets
enkeltdele.
Hvor udlændingelovens udgangspunkt
hidtil har været det modsatte – der skal kun
frihedsberøves, hvis mindre indgribende
foranstaltninger ikke er tilstrækkelige – skal
der så vidt muligt frihedsberøves a) i den
indledende fase, hvor politiet skal sikre
udlændingens identitet (og asylsagens
grundlag), b) i selve sagsbehandlingsfasen
for at sikre, at udlændingen samarbejder
loyalt om sagens oplysning, og c) efter
afslag på asyl, hvor udlændingen skal
afgive de nødvendige oplysninger,
samarbejde og medvirke til udrejsen.
Man forstår på bemærkningerne, at den
samlede mængde frihedsberøvelse vil blive
forøget – dels fordi myndighederne generelt
skal anvende frihedsberøvelse mere
konsekvent, og dels i situationer, hvor der
kommer større antal udlændinge til landet
L 62 - 2015-16 - Bilag 6: Henvendelse af 19/11-15 fra Amnesty International
1570388_0002.png
på kort tid. Den logistiske, praktiske
udfordring – de betydelige antal
frihedsberøvede, som forventes at følge –
løses ved at give integrationsministeren
beføjelser til at suspendere den
obligatoriske domstolskontrol.
Med forslagets løse beskrivelse af, hvornår
der kan frihedsberøves, og hvor længe, er
der nu et stærkere behov end tidligere for,
at angive kriterierne for det skøn, som
udøves, og for hvordan man vurderer, om
en given frihedsberøvelse fortsat er
proportional i forhold til formålet, hvis den
er et resultat af en generel suspension af
domstolskontrollen.
II. Hastværk blokerer for grundigere
forarbejde, andre løsninger og tydeligere
retspolitiske overvejelser
Det er bekymrende og ærgerligt, at L62
skal hastes igennem på en måde, som for
det første betyder, at man ikke får en
grundig undersøgelse af, om der kunne
være
andre løsninger
på de praktiske
udfordringer, der melder sig, hvis et større
antal asylansøgere og migranter kommer til
Danmark inden for en kortere periode.
Det er tydeligt, at man helt har set bort fra,
om der kunne være andre løsninger på
”flaskehalsproblemer” end at slække på
nogle af de vigtigste principper i et
retssamfund.
Domstolsprøvelsen af lovligheden af en
frihedsberøvelse efter udlændingeloven er
ikke meget langvarig og kompleks. I forhold
til forbrug af tid og mandskab er det
formentlig en større udfordring at
transportere de frihedsberøvede til en
byret, ligesom en uforholdsmæssigt stor del
af sagerne behandles ved nogle få byretter,
herunder Hillerød Ret.
En løsning, (som er introduceret i visse
sammenhænge), som ikke først og
fremmest sparer tid ved at svække den
frihedsberøvedes retssikkerhed, kunne
være at inddrage
alle landets byretter
i
opgaven med at kontrollere
frihedsberøvelsernes lovlighed, ved at
benytte videotransmission af retsmøderne,
så den frihedsberøvede ikke behøver at
blive transporteret over lange afstande til
den nærmeste byret.
Men dét og andre alternative løsninger har
ikke fundet vej til lovforslaget.
III. Konkrete bemærkninger
I forhold til den foreslåede adgang til
administrativt at suspendere den
obligatoriske domstolskontrol leder man
forgæves efter nogle blot antydningsvis
objektiverede kriterier for, hvornår den
udøvende magt (ministeren) kan
suspendere den dømmende magt. Vi kan
ikke vide, om forskellige ministre vil have
samme (eller forskellige) tærskler for,
hvornår domstolskontrollen suspenderes og
hvor længe – fordi ”nu er der for mange
udlændinge, som skal frihedsberøves”. Vi
kan ikke vide, om forskellige politichefer vil
have samme tærskler for, hvornår
domstolskontrollen må suspenderes. Det
fremgår heller ikke, hvordan man vil sikre
en ensartet praksis i forhold til brugen af
private vagtværn, og hvilke krav der skal
stilles til dem.
Der er ikke tegn på, at man har overvejet
den løsning at lade
domstolene
afgøre, om
man midlertidigt er i en sådan situation, at
reglen om fremstilling for en dommer inden
for 72 timer, må suspenderes – og
midlertidigt erstattes af f.eks. en 4, 5, 6
eller 7-dages regel. (Hvad der i forhold til
forudsigelighed og retssikkerhed langt ville
være foretrække).
Retligt paradoks
Det er et retligt paradoks, at forslaget i det
hele lægger op til en betydeligt forøget
anvendelse af frihedsberøvelse af
asylansøgere og migranter, som har søgt
om opholdstilladelse eller har fået afslag på
deres ansøgning og skal rejse, og at den
rent praktiske udfordring, som den øgede
brug af frihedsberøvelse forudses at få,
tænkes løst ved, at man suspenderer den
obligatoriske domstolskontrol.
Hvis der er for mange, som skal for en
dommer, ophæver man politiets pligt til – af
egen drift - at fremstille udlændingen for en
dommer.
Det fremgår af bemærkningerne og nogle
af de svar, som er givet, at en udlænding
fortsat kan
insistere
på at få
frihedsberøvelsen indbragt for en dommer.
L 62 - 2015-16 - Bilag 6: Henvendelse af 19/11-15 fra Amnesty International
1570388_0003.png
Men der er næppe nogen tvivl om, at
mange udlændinge vil være uvidende om
deres ret – eller bange for at insistere på at
få den. Integrationsministeriet må være af
samme opfattelse. Forslaget ville ikke give
mening, hvis ikke ministeriet havde en ret
klar forventning om, at ændringen
(suspensionen) vil medføre, at mange
udlændinge vil kunne frihedsberøves uden
retlig prøvelse.
Bemærkningernes gennemgang af
forholdet til menneskerettighederne – som
konkluderer, at den påtænkte ordning er i
overensstemmelse med konventionernes
regler om domstolskontrol ved
frihedsberøvelse af udlændinge,
overbeviser ikke.
Uanset hvordan man vender og drejer det,
så får den enkelte udlænding ikke nogen
konkret og individuel (domstols-) vurdering
af ”sin” frihedsberøvelse, så længe
”suspensionsperioden” løber. Udlændinge,
som ikke insisterer og anmoder om at
komme for en dommer, får således ikke
nogen individuel vurdering af, om
frihedsberøvelsen er lovlig og proportional
med den konkrete sags omstændigheder.
Overordnet set har man med L62 samlet
en række ubetænkelige, rent praktiske
stramninger med nogle forslag, som burde
have været undergivet en langt grundigere,
retspolitisk drøftelse – herunder
spørgsmålet om mulige alternativer til
svækkelse af retssikkerheden.
Det er ikke klart, hvorfor vedtagelsen af L62
vurderes at haste så meget, at man valgte
at fravige Folketingets Forretningsorden,
hvis sigte blandt andet er at sikre
Folketinget mulighed for en grundig
behandling af de forslag, som fremlægges.
Til gengæld kan man konstatere, at de
sidste ti års anti-terrorlovgivnings
væsentligste argument for en række
svækkelser af domstolskontrollen med den
udøvende magt, nu genfindes som eneste
argument i dette lovforslag – at
domstolskontrollen kan tilsidesættes eller
fjernes, når opretholdelsen af den findes
tidskrævende og upraktisk.
Amnesty International er selvsagt
bekymrede over dette ræsonnement.
Amnesty International, den 19. november
2015.