Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
L 7
Offentligt
1568522_0001.png
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2015 - 6147
Doknr.
280892
Dato
16-11-2015
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 26. oktober 2015 stillet følgende
spørgsmål nr. 5 (L 7) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pernille Skipper (EL).
Spørgsmål nr. 5:
”Vil ministeren redegøre for Den Europæiske Menneskerettighedskonventions be-
stemmelse om ret til familieliv i forhold til adopterede børns ret til at have kontakt med
sin biologiske familie?”
Svar:
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) indeholder i artikel 8 følgen-
de bestemmelse:
”Artikel
8
Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespon-
dance.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen
for så vidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk
samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets
økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden
eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.”
Bestemmelsens stk. 1 kan bl.a. beskytte et adoptivbarns ret til respekt for sit familieliv
med sine oprindelige forældre, men efter stk. 2 kan offentlige myndigheder gøre ind-
greb i denne ret, når bestemmelsens betingelser for dette er opfyldt.
Retten til et familieliv i form af kontakt med de oprindelige forældre er generelt beskyt-
tet efter stk. 1. Spørgsmålet om indgreb i denne ret til familieliv reguleres efter stk. 2,
som skal fortolkes i lyset af relevante folkeretlige principper som fastlagt i navnlig FN’s
børnekonvention, den europæiske konvention af 27. november 2008 om adoption af
børn og Haagerkonventionen.
I FN’s børnekonventions artikel 3, stk. 1 fastslås det, at barnets tarv generelt skal
komme i første række i alle foranstaltninger vedrørende børn. Efter artikel 21 skal de
deltagerstater, der anerkender og/eller tillader adoption, bl.a. sikre at barnets tarv skal
være af altafgørende betydning, at adoption er tilladelig i betragtning af barnets stilling
i forhold til forældre, pårørende og værger, at – om nødvendigt – personer, der berø-
res, på oplyst grundlag har givet deres accept af adoptionen på baggrund af den for-
nødne rådgivning, og at et barn ved international adoption nyder beskyttelse efter
regler svarende til dem, der gælder for national adoption. Konventionen indeholder
ikke nærmere om retsvirkningerne af en adoption.
L 7 - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelse om ret til familieliv i forhold til adopterede børns ret til at have kontakt med deres biologiske familie, til social- og indenrigsministeren
1568522_0002.png
Europarådets Adoptionskonvention af 2008, der omfatter både nationale og internati-
onale adoptioner, fastslår ligeledes i artikel 4, at den kompetente myndighed ikke må
bevilge en adoption, hvis ikke myndigheden vurderer, at adoptionen vil være til bar-
nets bedste. Efter artikel 11, stk. 1 bliver et barn ved adoption et fuldgyldigt medlem af
adoptantens/-ernes familie og får de samme rettigheder og pligter over for adoptan-
ten/-erne og dennes/deres familie som et barn af adoptanten/-erne, hvis forældreskab
er retligt konstateret. Adoptionen ophæver det retlige forhold mellem barnet og dets
oprindelige far, mor og familie. Efter stk. 3 kan deltagerstaterne dog med hensyn til
ophævelsen af det retlige forhold mellem barnet og dets oprindelige familie gøre und-
tagelser i spørgsmål vedrørende barnets efternavn, ægteskabshindringer og hindrin-
ger for indgåelse af registreret partnerskab. Endvidere kan deltagerstaterne efter stk.
4 træffe bestemmelse om andre former for adoption med mere begrænsede virknin-
ger. Bestemmelsen i stk. 1 ses ikke at være til hinder for, at barnet og dets oprindelige
slægt har ret til at opretholde kontakt med hinanden.
En adoption medfører efter dansk ret, at der gennemføres et fuldstændigt familieskifte,
sådan at de juridiske bånd mellem adoptivbarnet og dets oprindelige forældre ophæ-
ves. Denne retsvirkning kendes også fra en række andre lande. At der er tale om et
fuldt familieskifte ses imidlertid ikke at afskære de oprindelige forældre og deres bort-
adopterede barn fra at have ret til at opretholde kontakt med hinanden.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter Domstolen) har i praksis lagt til
grund, at de oprindelige forældre og deres bortadopterede barn ved adoption uden
samtykke har ret til at opretholde kontakt med hinanden med henblik på at opretholde
et familieliv, der var etableret inden adoptionen.
På baggrund af en begrænset retspraksis må det antages, at retten for et adoptivbarn
og dets oprindelige forældre til at opretholde et familieliv, som var etableret før adopti-
onen, i form af kontakt med hinanden, som udgangspunkt er beskyttet af artikel 8, stk.
1, selvom retsforholdet mellem dem er blevet ophævet ved adoptionen, fordi der er
sket et fuldstændigt familieskifte.
En afbrydelse af en sådan kontakt (familieliv) er derfor kun berettiget, hvis betingel-
serne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt, navnlig at afbrydelsen er ”nødvendig i et demokra-
tisk samfund”. Denne betingelse må anses som opfyldt, når afbrydelsen er til barnets
bedste. Ved vurderingen af om afbrydelsen af en kontakt er berettiget, indgår en ræk-
ke faktorer, bl.a. resultatet af eventuelle sagkyndige undersøgelser, barnets alder og
kontakt med sine oprindelige forældre, adoptivforældre, andre familiemedlemmer og
eventuelle plejeforældre, årsagen til adoptionen, om adoptionen er gennemført med
eller uden samtykke m.v.
Retten for forældre, der har givet et informeret samtykke til bortadoption af et barn, til
at opretholde kontakt (familieliv) med barnet er muligvis kun beskyttet i særlige situati-
oner, eksempelvis hvor forældrene er blevet presset eller forledt til at give samtykket,
eller hvor de ikke har forstået rækkevidden af deres samtykke.
I det omfang retten til familieliv er beskyttet efter artikel 8, har medlemsstaterne en
positiv forpligtelse til at give parterne mulighed for at udnytte deres rettigheder. Derfor
vil den relevante myndighed altid skulle vurdere, om der i den enkelte situation er
grundlag for at afbryde kontakten.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann
2