Spørgsmål nr. 11 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til
lov om ændring af straffeloven (Tilslutning til fjendtlig væbnet styr-
ke):
”Vil ministeren, i forlængelse af den oversigt over udsendelse
af danske styrker med mandat til magtanvendelse, der er ved-
lagt svaret på spørgsmål nr. 1, og idet oversigten indeholder en
række danske FN-styrkebidrag, oplyse, om der i tilfælde af ud-
sendelse af dansk militær som led i en fredsbevarende FNind-
sats i lovforslagets forstand vil være tale om, at alle parter i
konflikten, fraset selve FN-styrkerne, vil være at anse som
Danmarks fjender, og at dette i eksemplet med udsendelse af
danske soldater til UNPROFOR i Eksjugoslavien i 1990’erne
eksempelvis gjaldt for både statslige og ikke-statslige serbiske,
kroatiske og bosniakiske styrker?”
Svar:
Udenrigsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet oplyst føl-
gende:
”Et grundlæggende princip for FN’s fredsbevarende missioners
tilstedeværelse i en væbnet konflikt er et samtykke fra de pri-
mære parter i konflikten. Med henblik på at understøtte et så-
dant samtykke er et andet grundlæggende princip for FN’s
fredsbevarende missioner, at FN-missionen forholder sig upar-
tisk i konflikten. Dette indebærer som udgangspunkt, at FN’s
fredsbevarende missioner ikke deltager som part i den væbne-
de konflikt.
Imidlertid kan FN-styrker blive involveret i kamphandlinger i
en sådan grad som led i selvforsvar eller i forsvar af FN-
missionens mandat, at FN-missionen bliver part i den væbnede
konflikt over for den part, som deltager i kamphandlinger mod
FN-missionen.
Dette indebærer som udgangspunkt ikke, at de til FN-
missionen troppebidragsydende stater, som fx Danmark, selv
bliver part i den væbnede konflikt. Dette skyldes, at FN-
styrkernes deltagelse i implementering af FN-missionens man-
dat, herunder eventuelle kamphandlinger, sker på vegne af FN-
missionen, når denne har kommando og kontrol over FN-
styrkerne.”
2
