Rådsmøde nr. 3474 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik) den 16.-17. juni 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v.

Europaudvalget 2015-16
Rådsmøde 3474 - Beskæftigelse m.v. Bilag 2
Offentligt

NOTAT

31-05-2016

Samlenotat om EPSCO-rådsmøde dagsordenspunkter

den 16. juni 2016

J.nr. 2016-3109

CAIJ

Tanja Lücking

Bircan Eker

1. Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse

af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser for så vidt angår til-

gængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser (tilgængelighedsdirektiv)

Side 3

2. Kommissionens forslag til revision af udstationeringsdirektivet

side 23

3. Kommissionens forslag til revision af direktiv om kræftfremkaldende stoffer

side 33

4. Forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling

af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering

side 37

Europæisk Semester 2016: Bidrag til Det Europæisk Råd 28.-29. juni 2016

(a) Udkast til Rådets henstillinger vedrørende de Nationale Reformprogrammer

2016 og udkast til forklarende note

(b) Vurdering af Rådets landespecifikke henstillinger 2016 og implementerin-

gen af de landespecifikke henstillinger for 2015

side 80

6. Kompetencepakke (”Skills Package”)

side 82

Direktiv om gennemførelse af aftale om gennemførelse af ILO's 2007-

konvention om arbejdsforhold i fiskerisektoren

(Samlenotatet vedrørende punktet eftersendes)

8. Rådskonklusioner om bekæmpelse af fattigdom og social eksklusion

side 84

Rådsmøde nr. 3474 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik) den 16.-17. juni 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. – beskæftigelses- og socialdelen 16/6-16

9. Rådskonklusioner om ”En ny start på en styrket social dialog”

side 86

10. Rådskonklusioner om ligestilling

side 88

1. Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indbyrdes tilnær-

melse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser for så vidt

angår tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser (tilgængelighedsdi-

rektiv)

Revideret notat

Resumé

Kommissionen har fremsendt forslag om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstater-

nes love og administrative bestemmelser for så vidt angår tilgængelighedskrav til

produkter og tjenesteydelser.

Baggrunden for forslaget er todelt. For det første sigtes der mod at fremme vilkå-

rene for erhvervsdrivende, som i dag står over for forskellige og ofte modstridende

nationale tilgængelighedskrav, der forhindrer dem i at drage fordel af det indre

markeds potentiale. For det andet skal direktivforslaget støtte medlemsstaternes

indsats for at leve op til deres nationale forpligtelser, og deres forpligtelser i med-

før af De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handi-

cap, i relation til tilgængelighed.

Formålet med direktivet er ifølge Kommissionen at bidrage til et velfungerende

indre marked gennem indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og admini-

strative bestemmelser, ved fjernelse af barrierer for den frie bevægelighed for visse

produkter og tjenesteydelser.

Direktivforslaget har et bredt anvendelsesområde, og omfatter en række forskellig-

artede varer og tjenesteydelser. Direktivforslagets beskrivelse af anvendelsesom-

råde og begreber er på en række punkter endnu uklar og kræver nærmere afklaring

og analyse.

Direktivforslaget vil have lovgivningsmæssige konsekvenser i relation til en række

varer og tjenesteydelser, herunder transport, E-handel, finansielle tjenester og

audiovisuelle medietjenester. Direktivforslaget vurderes desuden at medføre væ-

sentlige økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet og staten.

Regeringen støtter helt overordnet intentionerne om at forbedre det indre markeds

funktion og forebygge barrierer for den frie bevægelighed for produkter og tjene-

steydelser. Det fremlagte direktivforslag giver dog anledning til en række betænke-

ligheder, og regeringen vil fortsat analysere de enkelte dele af forslaget nærmere.

Regeringen lægger i den forbindelse betydelig vægt på, at forslagets nationale

omkostninger minimeres mest muligt, og at forslaget ikke pålægger erhvervslivet

eller staten nye økonomiske byrder i form af krav til tilgængelighed i forhold til den

i dag forventede udvikling.

1. Baggrund

Kommissionen har ved COM(2015) 615 final af 2. december 2015 fremsendt for-

slag om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative be-

stemmelser for så vidt angår tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser.

Forslaget er oversendt til Rådet den 3. december 2015 i dansk sprogversion. For-

slaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 114, om harmonisering af medlems-

staternes lovgivninger vedrørende det indre markeds funktion.

Forslaget skal vedtages af Rådet og Europa-Parlamentet efter den almindelige lov-

givningsprocedure, jf. traktatens artikel 294. Rådet træffer afgørelse med kvalifice-

ret flertal.

Baggrunden for forslaget er et ønske om at sikre en indbyrdes tilnærmelse af med-

lemsstaternes love og administrative bestemmelser om tilgængelighedskravene til

produkter og tjenesteydelser. Dette ønske begrundes med to forhold. For det første

sigtes der mod at fremme vilkårene for erhvervsdrivende, som i dag står over for

forskellige og ofte modstridende nationale tilgængelighedskrav, der forhindrer dem

i at drage fordel af det indre markeds potentiale. For det andet skal direktivforslaget

støtte medlemsstaternes indsats for at leve op til deres nationale forpligtelser, og

deres forpligtelser i medfør af De Forenede Nationers konvention om rettigheder

for personer med handicap, i relation til tilgængelighed.

I direktivforslaget fremhæves det, at der i 2020 vil være ca. 120 mio. personer i

Den Europæiske Union med flere og/eller mindre handicap.

2. Formål og indhold

Ifølge Kommissionen er formålet med direktivet at bidrage til et velfungerende

indre marked gennem indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og admini-

strative bestemmelser gennem fjernelse af barrierer for den frie bevægelighed for

visse tilgængelige produkter og tjenesteydelser. Dette vil forbedre adgangen til

tilgængelige produkter og tjenesteydelser på det indre marked.

Kommissionen bemærker, at efterspørgslen efter tilgængelige produkter og tjene-

steydelser er stor, og antallet af borgere med handicap og/eller funktionelle be-

grænsninger vil stige betydeligt med EU's befolknings aldring. Et miljø, hvor pro-

dukter og tjenesteydelser er mere tilgængelige, fremmer et mere inklusivt samfund

og en uafhængig tilværelse for borgere med handicap.

Borgere med handicap defineres i direktivforslaget som

”personer med en langva-

rig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil

med forskellige barrierer kan hæmme dem i fuldt og effektivt at deltage i samfunds-

livet på lige fod med andre.”

Borgere med funktionelle begrænsninger defineres i direktivforslaget om

”perso-

ner med en fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, alders-

relateret handicap eller andre permanente eller midlertidige legemlige begræns-

ninger, som i samspil med forskellige barrierer medfører, at deres adgang til pro-

dukter og tjenesteydelser begrænses, og at sådanne produkter og tjenesteydelser

skal tilpasses disse personers særlige behov.”

Direktivforslaget finder anvendelse på følgende produkter:

a) computerhardware til generelle formål og operativsystemer

b) følgende selvbetjeningsterminaler:

i) pengeautomater

ii) billetautomater

iii) selvbetjeningsautomater til check-in.

c) forbrugerterminaludstyr med avanceret databehandlingskapacitet til tele-

fontjenester

d) forbrugerterminaludstyr med avanceret databehandlingskapacitet relateret

til audiovisuelle medietjenester.

Direktivforslaget finder anvendelse på følgende tjenesteydelser:

a) telefontjenester og relateret forbrugerterminaludstyr med avanceret databe-

handlingskapacitet

b) audiovisuelle medietjenester og relateret forbrugerudstyr med avanceret

databehandlingskapacitet

c) fly-, bus-, tog- og søtransport

d) banktjenester

e) e-bøger

f) e-handel.

Direktivforslaget finder anvendelse på følgende områder:

a) offentlige kontrakter og koncessioner, der er omfattet af direktiv

2014/23/EU, direktiv 2014/24/EU og direktiv 2014/25/EU.

b) udarbejdelse og gennemførelse af programmer i henhold til Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 om fælles bestem-

melser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske

Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Ud-

vikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond, og

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1304/2013.

c) udbudsprocedurer vedrørende offentlig personbefordring med jernbane og

ad vej i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.

1370/2007.

d) transportinfrastruktur i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) nr. 1315/2013.

Der stilles i direktivforslaget krav om, at medlemsstaterne udpeger markedsover-

vågningsmyndigheder, der er ansvarlige for overholdelse af direktivets anførte

krav.

Kommissionen anfører om tidsplanen for gennemførelse af direktivet, at forpligtel-

ser vedrørende tilgængelighed udelukkende påvirker nye produkter, der bringes på

markedet efter ikrafttrædelsesdatoen af direktivet. I forhold til tjenesteydelser vil

kravene finde anvendelse efter direktivets vedtagelse, når servicen ydes.

3. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa Parlamentet har alene i april 2016 afgivet en indledende vurdering af

Kommissionens konsekvensanalyse til direktivforslaget. Det fremgår bl.a. af vur-

deringen, at konsekvensanalysen ikke er klar og tydelig, at der er brugt gammel

data, og at det havde været hensigtsmæssigt, hvis sociale hensyn havde været ud-

forsket yderligere som modvægt til konsekvensanalysens økonomiske fokus.

4. Nærhedsprincippet

Kommissionen har vurderet, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprin-

cippet.

Det er Kommissionens opfattelse, at nationale tiltag ikke i tilstrækkelig grad kan

sikre en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes foranstaltninger og en harmo-

niseret tilgang. Ifølge Kommissionen skaber forskelle i medlemsstaternes frem-

gangsmåder barrierer og lægger byrder på de virksomheder, der forsøger at inter-

agere på tværs af grænserne.

Kommissionen fremhæver, at tiltag på EU-plan vil respektere nærhedsprincippet

ved at fokusere på de produkter og tjenesteydelser, for hvilke der foreligger klare

beviser for et betydeligt problem for det indre marked - fordi forskellige nationale

krav skaber hindringer for samhandelen. Medlemsstaterne skal fortsat være fuldt

ansvarlige for reguleringen af tilgængelighedskravene for andre produkter og tjene-

steydelser.

Regeringen er umiddelbart enig med Kommissionen i, at forslaget er i overens-

stemmelse med nærhedsprincippet.

Regeringen er generelt skeptisk over for som noget nyt at fastsætte EU-regler ved-

rørende tilgængelighed på byggeområdet. Efter regeringens opfattelse bør regler på

dette område overlades til national lovgivning. Regeringen hæfter sig dog ved, at

der er tale om fakultative (valgfrie) og ikke obligatoriske bestemmelser, hvilket

efterlader et råderum til medlemsstaterne.

5. Gældende dansk ret

E-handel(herunder e-bøger)

E-handelsdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni

2000) er gennemført i dansk ret ved e-handelsloven (lov nr. 227 af 22. april 2002).

Selvom e-handelsdirektivet er et minimumsdirektiv, er e-handelsloven en ren gen-

nemførelse af direktivet uden nationale særregler eller overimplementering.

Loven finder anvendelse på tjenester i informationssamfundet. Det vil sige tjene-

ster med et kommercielt sigte, der stilles til rådighed online på en individuel an-

modning fra en tjenestemodtager. Denne definition omfatter e-handel med varer og

tjenesteydelser, herunder e-bøger.

Loven indeholder i § 7 en generel oplysningspligt, hvorefter en tjenesteyder skal

give oplysning om følgende:



den fysiske adresse, hvor tjenesteyderen er etableret,

e-postadresse og eventuelt postadresse og andre oplysninger om tjeneste-

yderen, som gør det muligt at kontakte og kommunikere med tjenesteyde-

ren,



CVR-nummeret, hvis tjenesteyderen er registreret i Det Centrale Virksom-

hedsregister,



tilhørsforhold til eventuelle godkendelsesordninger, herunder den relevante

tilsynsmyndighed.

Dertil kommer nogle specifikke bestemmelser om lovregulerende erhverv.

Lovens § 8 bestemmer, at hvis der gives oplysning om en pris for en informations-

samfundstjeneste, skal prisen angives klart og tydeligt. Det skal endvidere fremgå,

hvorvidt prisen er inklusiv afgifter og leveringsomkostninger.

Lovens § 9 indeholder et krav om, at al kommerciel kommunikation skal kunne

identificeres som kommerciel kommunikation (fx reklamer), samt at det klart skal

fremgå, på hvis vegne den kommercielle kommunikation udsendes.

Lovens § 10 indeholder krav om tjenesteyders oplysningspligt om følgende inden

en ordre afgives:



de forskellige tekniske led i forbindelse med kontraktens indgåelse,



hvorvidt den indgåede kontrakt opbevares af tjenesteyderen, og om den er

tilgængelig,



de tekniske hjælpeværktøjer til at finde og rette indtastningsfejl og



de sprog, kontrakten kan indgås på.

En tjenesteyder skal endvidere angive, hvilke relevante adfærdskodekser tjeneste-

yderen er tilsluttet og den elektroniske adgang til disse.

Finansielle tjenester

Der stilles i dag ikke lovgivningsmæssige krav til den fysiske udformning af pen-

geautomater. Det er således op til pengeinstitutterne selv at beslutte design og det

fysiske udtryk for sådanne automater.

Bankers hjemmesider og netbanker er heller ikke underlagt krav om tilgængelighed

for personer med handicap, og dermed heller ikke til tilgængeligheden af banktje-

nester.

Finansrådet er på frivilligt basis i dialog med handicaporganisationerne om at sikre

den størst mulige tilgængelighed for personer med fysiske handicap adgang til

pengeinstitutternes filialer, pengeautomater og til de elektroniske banktjenester,

som pengeinstitutter udbyder.

Audiovisuelle medietjenester:

Audiovisuelle medietjenester (dvs. traditionelt tv og tv-lignende on demand-

tjenester) reguleres i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse

nr. 255 af 20. marts 2014, som ændret ved lov nr. 1517 af 27. december 2014, og

bekendtgørelser udstedt i medfør heraf. Der er ikke fastsat regler om tilgængelig-

hedskrav til audiovisuelle medietjenester, herunder oplysningskrav om tilgænge-

lighed.



Elektroniske kommunikationstjenester

Elektroniske kommunikationstjenester, jf. direktiv 2002/21/EF (rammedirektivet)

artikel 2, litra c, er reguleret i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

(teleloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 128 af 7. februar 2014 med senere ændringer,

samt i bekendtgørelser udstedt i medfør heraf. Telelovens § 4, stk. 5 og 6, samt § 5,

giver mulighed for at udstede regler om bl.a. udbydere af telefontjenesters oplys-

ningsforpligtelser samt om krav til udbydere af teleterminaludstyr, der anvendes til

mobilkommunikationstjenester, med henblik på at sikre grundlæggende slutbruger-

rettigheder. Telelovens § 4, stk. 5 og 6, samt § 5, er ikke blevet brugt til at fastsætte

tilgængelighedskrav.

Søtransport

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) Nr. 1177/2010 om passagerers

rettigheder ved sørejser og rejser på indre vandveje indeholder regler om ikke-

diskrimination af og assistance til handicappede og bevægelseshæmmede. Forord-

ningen, som gælder direkte i Danmark, har med udspring i artikel 9 i De Forenede

Nationers konvention om handicappedes rettigheder sigte på at give handicappede

og bevægelseshæmmede samme mulighed for at deltage i sørejser og rejser på

indre vandveje som alle andre borgere. Efter forordningens artikel 9 skal transpor-

tører og terminaloperatører således sikre, at der findes eller fastsættes ikke-

diskriminerende og relevante standarder og retningslinjer for og oplysninger om

havneterminalers og skibes tilgængelighed, herunder deres faciliteter for handicap-

pede og bevægelseshæmmede (adgangsbetingelser). Transportører og terminalope-

ratører skal endvidere gøre adgangsbetingelserne offentligt tilgængelige fysisk eller

på internettet, idet der i denne henseende skal tages særligt hensyn til handicappe-

des og bevægelseshæmmedes behov. Transportører, rejseagenter og rejsearrangører

skal endelig sikre, at alle relevante oplysninger, herunder onlinereservation og -

information, om befordringsbetingelserne, oplysninger om rejsen samt adgangsbe-

tingelserne er til rådighed i en form, der er egnet og tilgængelig for handicappede

og bevægelseshæmmede.

Efter sølovens § 440 kan erhvervs- og vækstministeren fastsætte regler med hen-

blik på opfyldelse og anvendelse af forordning nr. 1177. Bemyndigelsen er udnyt-

tet ved bekendtgørelse nr. 74 af 29. januar 2013 om skibspassagerers rettigheder

med senere ændring. Bekendtgørelsen indeholder bl.a. straf- og påbudsbestemmel-

ser i forhold transportører, rejseagenter, rejsearrangører og billetudstedere, som

overtræder forordningen, herunder dennes regler om ikke-diskrimination af og

assistance til handicappede og bevægelseshæmmede.

Bekendtgørelse nr. 491 af 13. maj 2014 (Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, tek-

nisk forskrift om skibes bygning og udstyr mv.) samt bekendtgørelse nr. 556 af 26.

maj 2011 (Meddelelser fra Søfartsstyrelsen D, teknisk forskrift for skibes bygning

og udstyr mv., passagerskibe i national fart), gør IMO's cirkulære 735 (MSC/735)

af 24. juni 1996 vedrørende design og drift af passagerskibe, så de imødekommer

ældre og handicappede personers behov, obligatorisk på danske alle passagerskibe

og højhastighedspassagerfartøjer, der benyttes til offentlig transport, og hvis køl er

lagt, eller som er på et lignende konstruktionsstadium, den 1. oktober 2004 eller

senere samt tillige ved ombygning af danske passagerskibe og højhastighedsfartø-

jer, der benyttes til offentlig transport, og hvis køl er lagt, eller som er på et lignen-

de konstruktionsstadium, før den 1. oktober 2004, i det omfang dette er økonomisk

rimeligt og gennemførligt (de to bekendtgørelsers kapitel II-3, regel 26 hhv. regel

28). Bestemmelserne i bekendtgørelsen vedrørende passagerskibe i national fart er

i øvrigt fastsat i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/45/EF af

6. maj 2009 om sikkerhedsregler og -standarder for passagerskibe, som ligeledes

gør IMO-cirkulæret obligatorisk på de nævnte forudsætninger. Det følger blandt

andet af IMO-cirkulæret, at generel information om tjenesteydelsen samt om assi-

stance til ældre og handicappede på en bestemt rute skal gøres tilgængelige for

offentligheden og potentielle passagerer, og at sådanne oplysninger skal stilles til

rådighed i formater, der er egnede for personer med nedsat syn, for eksempel stor

skrift og lydgengivelse.

Endelig indeholder bekendtgørelse nr. 11447 af 18. august 2000 bestemmelser om

indretning af passagerskibe med henblik på adgang for passagerer med handicap.

Flytransport

For så vidt angår tilgængelighed på luftfartsområdet er dette område omfattet af

forordning nr. 1107/2006 af 5. juli 2006 om handicappede og bevægelseshæmmede

personers rettigheder, når de rejser med fly.

Ifølge disse regler er der pålagt lufthavne og luftfartsselskaber forpligtelser i hen-

hold til handicappede og bevægelseshæmmede personers (PRM) rejse med fly.

Lufthavnens forvaltningsorgan er således ansvarligt for at sikre, at der ydes den i

bilag 1 til forordningen nævnte bistand til PRM’er, når de rejser med fly. Bilag I

nævner en række forhold, bl.a. bistand til PRM til at bevæge sig fra flyets dør til

plads i flyet, bistand til at gå om bord under anvendelse af elevatorer eller kørestole

m.m. Forordningen indeholder ikke tekniske krav til lufthavnen om, hvorledes

denne bistand udføres.

Luftfartsselskaberne skal i henhold til forordningen yde omkostningsfrit den i bilag

II til forordningen angivne bistand til en PRM. Her er bl.a. tale om transport af

medicinsk udstyr, transport af højst 2 stk. hjælpemidler pr. PRM (forudsat at der er

givet 48 timers varsel), formidling af væsentlige oplysninger, der vedrører en flyv-

ning, tilpasning af siddepladsen i flyet, bistand til toiletfaciliteter mm.

Der er ingen tekniske krav i forordningen om flys indretning i forbindelse med

PRM’ers rejse med fly.

Et luftfartsselskab kan endvidere kun af sikkerhedsmæssige årsager eller på grund

af tekniske begrænsninger nægte, at en PRM kan reservere eller gå om bord et fly.

Luftfartsselskaber, deres agenter eller rejsearrangører skal desuden træffe alle for-

nødne foranstaltninger til at modtage PRM’er på alle deres salgssteder og yde bi-

stand, også ved telefonsalg og internetsalg.

Bustransport

Vedrørende tilgængelighed på busområdet så findes der regler i forordning

181/2008 om buspassagerers rettigheder og forpligtelser. Anvendelsesområdet for

forordningen gælder for busrejser, når passagerernes påstignings- eller udstignings-

sted er beliggende på en medlemsstats område, og når den planlagte rejseafstand er

250 km eller mere. Derudover gælder en række minimumskrav til fx information,

når rejsen er mindre end 250 km.

Forordningen giver passagererne en række rettigheder, herunder ret til information,

før og under rejsen samt ret til information om rettigheder. Endvidere foreskriver

forordningen at der skal oprettes en national overvågningsmyndighed.

En del af forordningen omhandler desuden handicappede og bevægelseshæmmede,

og det fremgår, at medlemsstaterne har pligt til at udpege busterminaler (Danmark

har udpeget Aarhus), hvor handicappede og bevægelseshæmmede skal ydes assi-

stance. Dertil kommer, at forordningen foreskriver, at transportørerne skal yde

gratis assistance til handicappede og bevægelseshæmmede ved ombordstigning

samt i bussen, hvis der er personale udover chaufføren tilstede.

Som det ses giver forordningen altså passagererne en række rettigheder vedr. fx

assistance og information, men ikke tekniske krav til hvordan denne information

skal leveres, eller hvilke krav der er til assistancen.

Jernbanetransport

Vedrørende tilgængelighed på jernbaneområdet, så findes der regler i forordning

1371/2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser. Anvendelsesområ-

det for forordningen gælder alle togrejser i Danmark.

Forordningen giver passagererne en række rettigheder, herunder ret til information,

før og under rejsen samt ret til information om rettigheder. Endvidere foreskriver

forordningen, at der skal oprettes en national overvågningsmyndighed.

En del af forordningen omhandler desuden handicappede og bevægelseshæmmede,

og det fremgår, at transportørerne skal yde gratis assistance til handicappede og

bevægelseshæmmede på stationer og i toget.

Som det ses giver forordningen altså passagererne en række rettigheder vedr. fx

assistance og information, men ikke tekniske krav til hvordan denne information

skal leveres eller hvilke krav der er til assistancen.

Forordningen stiller dog et krav om anvendelse af TSI for bevægelseshæmmede

personer (TSI PRM) – dvs. tekniske krav – på stationer, perroner og i tog.

Udover passagerrettighedsforordningen findes der også tilgængelighedsregler i:



Direktiv nr. 2008/57 af 17. juni 2008 om interoperabilitet i jernbanesyste-

met.

Forordning 454/2011 af 5. maj 2011 om den tekniske specifikation for in-

teroperabilitet gældende for delsystemet trafiktelematik for persontrafikken

i det transeuropæiske jernbanesystem (TSI TAP).

Forordning nr. 1300/2014 af 18. november 2014 om den tekniske specifi-

kation for interoperabilitet gældende for tilgængelighed for handicappede

og bevægelseshæmmede personer i EU's jernbanesystem (TSI PRM).

Reglerne skal sikre, at stationer, perroner og tog er indrettet således, at de er til-

gængelige og at adgang for handicappede og bevægelseshæmmede personer lettes

på lige fod med andre.

De to TSI’er udmønter direktivets overordnede krav og indeholder en række tekni-

ske krav til indretning af stationer, perroner og tog, herunder informationssystemer,

samt jernbanevirksomheders håndtering af oplysninger om befordring af og assi-

stance til bevægelseshæmmede og at oplysninger herom stilles til rådighed for

passagerer.

TSI PRM foreskriver desuden, at stationsledere og operatører skal aftale, hvordan

der tilbydes assistance og alternativ transport i overensstemmelse med passagerret-

tighedsforordning, således at det ligger klart, hvem der er ansvarlig for assistance

og for alternativ transport.

Direktivet og TSI PRM gælder for alle togrejser i Danmark undtagen bybaner (S-

tog, letbaner og metro), hvorimod TSI TAP gælder på TEN-T nettet, hvilket i prak-

sis betyder, at privatbaner og Arrivas net samt bybaner er undtaget.

Byggeri

Tilgængelighed til byggeriet for mennesker med handicap reguleres gennem byg-

gelovgivningen og udmøntes i bygningsreglementet. Det fremgår af byggelovens

formålsparagraf, at et af lovens formål er at fremme handicapvenlig indretning af

bebyggelse.

Byggeloven gælder ved opførelse af nye bygninger, herunder tilbygninger, ombyg-

ninger i eksisterende bygninger, samt væsentlige ændringer i benyttelsen af bebyg-

gelsen.

Der er i dag ikke harmoniserede regler for tilgængelighed til byggeriet på fælles-

skabsniveau. Kravene i det danske bygningsreglement har alene hjemmel i bygge-

loven. Der har i gennem en årrække været forhandlet om et ligestillingsdirektiv, der

skal sikre ligestilling på baggrund af seksualitet, religion, race, handicap m.v. Til-

gængelighed har indgået i disse forhandlinger, hvor et forslag om at tilgængeliggø-

re den eksisterende bygningsmasse inden for en tidsramme på 15-20 år har været

bragt frem. Dette har en lang række medlemsstater, herunder Danmark argumente-

ret imod. Et obligatorisk krav om at tilgængeliggøre det eksisterende byggeri vil

indebære store udgifter for bygningsejerne. Der har hidtil ikke kunnet opnås enig-

hed om et sådant direktiv.

6. Konsekvenser

Lovgivningsmæssige konsekvenser:

Der er generelt behov for at analysere de enkelte dele af forslaget nærmere for at

se, om der vil være eventuelle yderligere lovgivningsmæssige konsekvenser.

E-handel (herunder e-bøger)

Det må forventes, at forslaget vil have lovgivningsmæssige konsekvenser. De en-

delige konsekvenser vil afhænge af, hvordan direktivet implementeres.

Finansielle tjenester

Da der ikke i dag findes regulering af tilgængelighed i den finansielle lovgivning,

vil der skulle indføres regler herom for så vidt angår pengeautomater og banktjene-

ster.

Audiovisuelle medietjenester

En vedtagelse af forslaget, for så vidt angår tilgængelighedskrav til audiovisuelle

medietjenester, vil få lovgivningsmæssige konsekvenser.

Tilgængelighed af offentlige organers websteder

Europa-Kommissionen har ud over nærværende forslag til tilgængelighedsdirektiv

for så vidt angår tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser allerede stillet

forslag om direktiv om tilgængelighed af offentlige organers websteder (webdirek-

tivet).

Der kan være overlap mellem de to direktivforslag. Forslaget til tilgængelighedsdi-

rektiv retter sig først og fremmest imod hardware o.l., og finder kun anvendelse på

webbaseret indhold for primært private aktører; banktjenester, e-bøger og e-handel,

mens webdirektivet primært er rettet imod offentlige myndigheder og webbaseret

indhold. Det præciseres dog i forslaget til tilgængelighedsdirektiv, at tilgængelig-

hedskravene i forslaget til webdirektivet vil ligge til grund for tilgængelighedskra-

vene i forslaget til tilgængelighedsdirektivet for så vidt angår offentlige organers

websteder.

Det potentielle gælder ”fly-, bus-, tog og søtransport”, hvor websteder tilhørende

mulige offentlige eller offentligretlige organer, eksplicit nævnes i forslaget til til-

gængelighedsdirektivet. Endvidere har webdirektivet krav til mobile applikationer

til smartphones og tablets, hvor der henvises til EN 310 549 herunder kapitlerne 9,

10 og 1, som således udbredes til at dække andet end krav til websteder og deres

indhold.

I forslaget til tilgængelighedsdirektiv omhandlende tilgængelighedskrav til produk-

ter og tjenesteydelser er der opstillet en række krav til de forskellige tjenesteydelser

og områder. Disse krav er forskellige fra den gældende europæiske standard for

tilgængelighedskrav ved indkøb af it-ydelser, EN 310 549, der benyttes i webdirek-

tivet. Det bør afklares, hvilket af de to sæt af krav der vil være gældende.

Elektroniske kommunikationstjenester

En vedtagelse af forslaget for så vidt angår tilgængelighedskrav til telefontjenester

m.m. vil få lovgivningsmæssige konsekvenser. Det vurderes bl.a., at det vil være

nødvendigt at tilpasse teleloven samt afledt bekendtgørelsesregulering for at skabe

hjemmel til at pålægge de berørte virksomheder oplysningskrav i overensstemmel-

se med direktivforslaget.

Søtransport

Der vurderes ikke umiddelbart at være behov for ændring af de love, som snævert

set regulerer søfartsområdet, dvs. regler som primært vedrører sikkerhed til søs.

Direktivforslagets krav til websteder, tjenester til mobile enheder, billetsystemer,

selvbetjeningsterminaler mv. går imidlertid videre end det, som traditionelt regule-

res i søfartslovgivningen. Behovet for eventuel lovændring i relation hertil vil for-

udsætte en nærmere analyse.

I lyset af den omfattende EU- og internationale regulering om tilgænglighed for

skibspassagerer med nedsat funktionsevne, som allerede findes, herunder navnlig

de direkte gældende EU-regler om ikke-diskrimination af og assistance til handi-

cappede og bevægelseshæmmede, som følger af Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) Nr. 1177/2010 om passagerers rettigheder ved sørejser og rejser

på indre vandveje, er det endvidere umiddelbart vurderingen, at der formentlig

næppe vil være behov for andet end justeringer i diverse administrative forskrifter.

Det bemærkes i den forbindelse, at Danmarks Rederiforening og Bilfærgernes Re-

deriforening på frivillig basis har fået udarbejdet en fælles standard (SBI 2014:17),

som giver retningslinjer for, hvordan passagerskibe kan indrettes, så de er ligevær-

digt tilgængelige for alle uanset funktionsnedsættelse.

Transportområdet i øvrigt

Idet der allerede eksisterer regler om handicaptilgængelighed på transportområdet

for hhv. luftfart, jernbane og bus, skal det undersøges nærmere, i hvilket omfang

der med direktivet stilles nye og skærpede krav til tjenesteydere og medlemsstater-

ne samt i hvilket omfang direktivet overlapper med allerede eksisterende regler.

Såfremt der er tale om nye krav, er det umiddelbart forventningen, at direktivet vil

have lovgivningsmæssige konsekvenser. Fælles for luftfart-, jernbane- og busom-

rådet er, at der med direktivforslaget stilles nye og skærpede krav til de respektive

operatører og infrastrukturforvaltere, som vil have lovgivningsmæssige konsekven-

ser.

Byggeri

For så vidt angår nyt byggeri henholdsvis byggeri, der ombygges væsentligt, og

bygninger, hvor der sker væsentlige anvendelsesændringer, vurderes det, at forsla-

get i den nuværende form ikke vil have nationale lovgivningsmæssige konsekven-

ser i forhold til reguleringen af byggeriet.

Økonomiske konsekvenser:

Generelt vurderes det, at forslaget kan medføre væsentlige administrative konse-

kvenser for erhvervslivet. De forventede administrative konsekvenser vil bestå i, at

der stilles krav om at påføre oplysninger om de omfattede produkter og tjeneste-

ydelsers anvendelse på selve produktet. Dette vil både betyde en administrativ om-

stillingsbyrde i form af ændringer af mærkning, brugsanvisninger og lignende, og

samtidig vil nye produkter også løbende skulle påføres disse nye krav. Kravene

indføres for at øge tilgængeligheden af produkterne for personer med funktions-

nedsættelser.

Der stilles i direktivforslaget endvidere krav om, at medlemsstaterne udpeger de

markedsovervågningsmyndigheder, der er ansvarlige for tjenesteydelsers overhol-

delse af kravene. Dette vurderes umiddelbart at kunne medføre væsentlige admini-

strative byrder for staten.

Baseret på den nuværende forståelse af direktivet kan de forventede implemente-

ringsudgifter for staten og erhvervet med opgøres til at overstige samlet 500 mio.

kr. som følge af krav til ændring af eksisterende produkter og tjenester samt omstil-

ling for så vidt angår nye erhvervelser.

E-handel(herunder e-bøger)

Forslaget forventes at have konsekvenser for erhvervslivet for at disse kan leve op

til direktivets foreslåede krav.

Finansielle tjenester

Direktivforslaget om at stille krav til tilgængeligheden af pengeautomater og bank-

tjenester vil have betydelige erhvervsøkonomiske konsekvenser. Finansrådet har

foreløbigt angivet følgende konsekvenser for pengeinstitutter:

I relation til pengeautomater, stiller forslaget krav til indretning, dog i relativt over-

ordnede termer og uden at specificere eventuelle tekniske krav nærmere. Det frem-

går dog, at det eksempelvis kan være relevant at brugergrænsefladen sikrer kom-

munikation via mere end én sensorisk kanal, hvilket eksempelvis må betyde en

oplæsningsfunktion i pengeautomaten.

Der vil være tale om tilpasninger både i form af systemtilpasninger og fysiske æn-

dringer. Der vil derudover kunne forekomme udfordringer med at opfylde kravene,

idet ikke alle lokalplaner giver tilladelse til at der bliver opsat ramper/opkørsler til

pengeautomater.

Det estimeres, at de gennemsnitlige ændringer pr. pengeautomat vil beløbe sig til

ca. 50.000 kr. Da der er ca. 2.500 pengeautomater i Danmark betyder dette en for-

ventet samlet omkostning på ca. 125 mio. kr. for sektoren.

Direktivforslagets krav til tilgængeligheden af websteder, der anvendes til levering

af banktjenester og banktjenester til mobile enheder, bl.a. om at brugerne kan op-

fatte, bruge og forstå indholdet og interaktionsformen samt krav om at sikre, at

tjenesteydelserne er rettet mod behovene hos personer med funktionelle begræns-

ninger, er meget overordnede krav. Det er derfor vanskeligt udlede præcist at udle-

de hvad forpligtelserne indbefatter, men det må antages, at eksempelvis funktioner

som oplæsning, eller tekstning af videoer kunne være en måde at imødekomme

behov hos personer med funktionsnedsættelse på.

I forhold til net- og mobilbankløsninger er der ligeledes stor forskel på hvordan

pengeinstitutterne vil skulle foretage ændringer afhængigt af de eksisterende løs-

ninger.

Overordnet set vil der skulle ske ændringer i bl.a. software i form af fleksible juste-

ringer af layout tilpasset den enkelte kunde, hvilket ud over omkostningen i forhold

til at ændre eksisterende løsninger også vil give ekstraomkostninger ved fremstil-

ling af fremtidigt indhold. Omfanget af disse omkostninger forventes at ville være

betragtelige, men det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at angive det mere

præcist.

Audiovisuelle medietjenester

Forslaget lægger op til, at offentlige og private aktører skal levere audiovisuelle

medietjenester – dvs. traditionelt tv og tv-lignende on demand-tjenester såsom

”catch-up”-tjenester og video on demand-tjenester (såsom eksempelvis Netflix,

HBO) på en sådan måde, at personer med funktionsnedsættelser, herunder personer

med handicap, kan maksimere deres forventede anvendelse af de audiovisuelle

medietjenester. Det indebærer blandt andet, at leverandører af audiovisuelle medie-

tjenester skal oplyse om tilgængelighedsfunktioner- og faciliteter, gøre websteder

tilgængelige på en ensartet måde, der sikrer, at brugerne kan opfatte, bruge, og

forstå indholdet, og i det hele taget have fokus på behovene hos personer med

funktionelle begrænsninger.

Rækkevidden af flere af de foreslåede krav er fortsat vanskelige at opgøre, og kra-

vene er endnu ikke konkretiserede i en audiovisuel kontekst, herunder kravet om at

gøre websteder tilgængelige på en ensartet måde. Hertil kommer, at der endnu ikke

foreligger en oversigt over antallet af udbydere af audiovisuelle on demand-

tjenesteudbydere i Danmark.

Det betyder, at det på nuværende tidspunkt er vanskeligt at vurdere forslagets stats-

finansielle og erhvervsøkonomiske konsekvenser på det audiovisuelle område.

Med en række forbehold og på grundlag af den nuværende forståelse af forslaget

estimeres det, at forslaget i sin nuværende form for det audiovisuelle område vil

kunne medføre direkte omkostninger for staten og erhvervet på ca 80-90 mio. kr.

samt ca. 30 mio. kr. i årlige drifts- og vedligeholdelsesomkostninger.

Elektroniske kommunikationstjenester

Uagtet direktivets proportionalitetsbestemmelse vurderes det, at en stor del af tele-

branchen vil være omfattet af forslagets bestemmelser. Telebranchen har på nuvæ-

rende tidspunkt ikke har kunnet give et overblik over deres forventede efterlevel-

sesomkostninger forbundet med tilgængelighedsdirektivet. Kommissionen har i sin

konsekvensanalyse anslået, at den administrative byrde af forslaget for teleselska-

ber beløber sig til 80 arbejdstimer pr. selskab. Dette omfatter alene tilrådighedsstil-

lelse af information om tjenester og produkters tilgængelighed. Kommissionens

konsekvensanalyse adresserer ikke omkostningerne for tilpasning af hjemmesider,

samt inklusion af funktioner, praksis, politikker og procedurer og ændringer i udfø-

relsen af tjenesteydelser, der er rettet mod handicappede. I betragtning af ovenstå-

ende, samt at der fortsat hersker usikkerhed om anvendelsen af direktivets undta-

gelsesbestemmelser, kan der ikke på nuværende tidspunkt gives et fuldt ud under-

bygget estimat af implementeringsomkostningerne på teleområdet. Bruger man

imidlertid konsekvensanalysens beregningsmetode for de danske teleselskaber,

anslås udgiften hertil at beløbe sig til ca. 2,25 mio. kr. Hertil kommer udgifter til

tilpasning af hjemmesider, samt inklusion af funktioner, praksis, politikker og pro-

cedurer og ændringer i udførelsen af tjenesteydelser, der er rettet mod handicappe-

de. Som det fremgår af ovenstående er dette estimat dog forbundet med en betyde-

lig usikkerhed, men er under omstændighederne det bedst mulige bud.

Udpegning af markedsovervågningsmyndigheder og administrative konsekvenser

Kommissionen har tilkendegivet, at ”markedsovervågningsmyndighed” i direktiv-

forslaget skal forstås i overensstemmelse med markedsovervågningsforordningen,

forordning 765/2008. Forordningen indeholder bl.a. bestemmelser om oplysnings-

pligt over for Kommissionen, varetagelse af markedsovervågningsopgaven herun-

der bestemmelser om markedsovervågningsforanstaltninger og sikring af tilstræk-

kelige ressourcer til markedsovervågningsmyndigheder.

Direktivforslaget giver et vist spillerum for organisering af opgaven på nationalt

plan. Implementering vil senest fra seks år efter vedtagelse medføre omkostninger i

form af øgede tilsyns- og kontrolopgaver samt håndtering af klager og indberetnin-

ger. Det præcise omfang er på nuværende tidspunkt uvist, da det bl.a. vil afhænge

af direktivforslagets endelige form og den fremtidige mængde af klager og indbe-

retninger. På det foreliggende grundlag vurderes det, at markedsovervågningsop-

gaven for så vidt angår bestemmelserne om elektronisk kommunikation vil kræve

mellem et kvart og et halvt årsværk.

Søtransport

Forslaget forventes ud fra en foreløbig vurdering ikke at have væsentlige statsfi-

nansielle, samfundsøkonomiske eller erhvervsøkonomiske konsekvenser. Den en-

delige vurdering vil imidlertid bero på en nærmere analyse af forslagets konkrete

elementer, herunder ikke mindst i hvor høj grad den eksisterende regulering vedrø-

rende tilgængelighed for skibspassagerer med nedsat funktionsevne, herunder den

relevante EU- og internationale regulering, i forvejen tilgodeser direktivforslaget

krav.

Der er i sektoren forskellige forhold, der skal iagttages for at sikre tilgængelighed i

relation til direktivforslaget, og der er derfor stor forskel på, hvilke og hvor store

ændringer der skal foretages, og dermed på hvilke omkostninger ændringerne ind-

befatter.

Flytransport

Forslaget vurderes at have omfattende erhvervsøkonomiske konsekvenser for luft-

havne og luftfartselskaber, der pålægges nye tekniske krav til etablering af webste-

der, tjenester til mobile enheder, intelligente billetsystemer, selvbetjeningstermina-

ler og billetautomater og selvbetjeningsautomater til check-in. Det er ikke muligt

præcist at angive hvilken størrelsesorden, der er tale om, da der er tale om teknolo-

gi, som endnu ikke er udviklet og krav, som ikke endeligt er specificeret.

For så vidt angår oprettelsen af en markedsovervågningsmyndighed på luftfartsom-

rådet undersøges det, hvilke ressourcer, der kan forventes behov for i forbindelse

med varetagelsen af den opgave. Det er uklart på baggrunde af den foreliggende

direktivtekst, hvorvidt der stilles krav om uafhængighed. Såfremt det er tilfældet,

vil der være yderligere udgifter forbundet med oprettelsen af et nyt organ eller evt.

udvidelse af et eksisterende af et organ. I det omfang der ikke stilles krav om uaf-

hængighed, forventes det, at opgaven kan løses af Trafik- og Byggestyrelsen, der i

forvejen håndterer klager relateret til handicappede og bevægelseshæmmede per-

soners rejser med fly.

Bustransport

På busområdet kan det på det foreliggende grundlag som minimum forventes, at

der vil være implementeringsudgifter for trafikselskaberne i størrelsesordenen 98-

142 mio. kr. Dertil kommer øgede omkostninger til drift og vedligehold. Det skal

understreges, at der for alle parter er tale om foreløbige estimater, blandt andet

grundet usikkerhed om direktivets anvendelsesområde samt undtagelsesbestem-

melsernes rækkevidde. I hvilken grad eksisterende udstyr kan tilpasses eller om der

skal købes nyt udstyr er heller ikke afklaret. Rejsekort A/S udgifter i medfør af

forslaget er medtaget her, men en del af udgifterne hører rettelig til under afsnittet

om ”Jernbanetransport” nedenfor.

For så vidt angår oprettelsen af en markedsovervågningsmyndighed på busområdet

undersøges det, hvilke ressourcer, der kan forventes behov for i forbindelse med

varetagelsen af den opgave. Det er uklart på baggrund af den foreliggende direktiv-

tekst, hvorvidt der stilles krav om uafhængighed. Der vil under alle omstændighe-

der være tale om yderligere udgifter forbundet med oprettelsen af det pågældende

organ.

Jernbanetransport

På jernbaneområdet kan det på det foreliggende grundlag som minimum forventes,

at der vil være implementeringsomkostninger for erhvervslivet i størrelsesordenen

74-80 mio. kr. Dertil kommer øgede omkostninger til drift og vedligehold. Estima-

tet er baseret på tilbagemeldinger fra Banedanmark, DSB, Arriva, lokalbanerne og

trafikselskaberne. Det skal understreges, at der for alle parter er tale om foreløbige

estimater, blandt andet grundet usikkerhed om direktivets anvendelsesområde samt

undtagelsesbestemmelsernes rækkevidde. I hvilken grad eksisterende udstyr kan

tilpasses eller om der skal købes nyt er ikke afklaret, ligesom afgrænsningen af

hvilke tjenesteydelser, der er omfattet, ikke ligger fast.

Etableringen af en markedsovervågningsmyndighed på jernbaneområdet forventes

ikke at medføre væsentlige statsfinansielle omkostninger såfremt denne opgave kan

placeres hos Jernbanenævnet.

Billet- og pengeautomater på transportområdet

Udgifter til billetautomater er medtaget i vurderingen ovenfor.

Byggeri

Forslaget vurderes ikke at have statsfinansielle, samfundsmæssige eller erhvervs-

økonomiske konsekvenser for byggeriet, dog under forudsætning af, at den del af

den eksisterende bygningsmasse, der ikke ombygges eller ændrer anvendelse i

væsentlig grad, ikke omfattes af forslaget.

Regeringen vil følge forhandlingerne tæt, herunder særligt i forhold til vurderingen

af forslagets økonomiske konsekvenser.

Andre konsekvenser og beskyttelsesniveauet:

Rapporten har i sig selv ingen konsekvenser for beskyttelsesniveauet.

7. Høring

Forslaget har været i almindelig høring hos berørte interessenter, herunder special-

udvalget for arbejdsmarkedet og sociale forhold. Hovedindholdet af høringssvarene

fremgår af nedenstående.

Danmarks Biblioteksforening: Danmarks Biblioteksforening er generelt enig i de

anførte formål, men kan tilslutte sig de synspunkter og betænkeligheder, der anfø-

res i notatet. Der er tale om et direktivforslag med et meget bredt anvendelsesom-

råde, som også kan få betydning for de ydelser, som bibliotekerne tilbyder, fx når

det drejer sig om digitale medietjenester. Danmarks Biblioteksforening vil i den

forbindelse understrege, at konsekvenserne er uklare både hvad angår e-

bogsformidling som eReolen, samt for film og musikformidling via bibliotekerne i

Danmark. Danmarks Biblioteksforening kan derfor tilslutte sig notatets bemærk-

ninger om, at det fremlagte direktivforslag giver anledning til betænkelighed, og at

omfanget er uklart.

Dansk Industri (DI): DI kan tilslutte sig regeringens foreløbige generelle holdning

til direktivforslaget. Det er DI’s opfattelse, at forslagets krav ikke er proportionale

med målet og risikerer at føre til betydelige omkostninger for virksomhederne og

dermed højere priser og mindre produktudbud for forbrugerne.

DI hæfter sig ved, at definitionerne af ”tilgængelige produkter og tjenesteydelser”,

af ”personer med funktionelle begrænsninger”, samt af ”personer med handicap”,

jf. direktivforslagets artikel 2, nr. 1, 3 og 4, er meget brede. Det giver anledning til

at tro, at de berørte produkter og tjenesteydelser skal tilpasses, så de er tilgængelige

for personer med funktionelle begrænsninger og handicaps, uanset graden og ka-

rakteren af en funktionel begrænsning eller et handicap. Afhængig af hvordan di-

rektivet konkret vil blive implementeret, kan det betyde, at virksomhederne vil

skulle tilpasse produkter og tjenester i et uforholdsmæssigt omfang. Direktivforsla-

get anerkender tilsyneladende ikke, at der desværre er nogle typer af funktionsned-

sættelser og handicaps, som har en sådan natur og karakter, at det - uanset hvor

kreativ en virksomhed er - ikke er muligt at tilpasse et produkt eller en tjeneste-

ydelse, så produktet eller tjenesten er tilgængelig for personer med sådanne alvorli-

ge funktionsnedsættelser eller handicaps. Direktivforslaget anerkender heller ikke,

at der er nogle produkter og tjenester, som i sin natur ganske enkelt ikke henvender

sig til personer med visse funktionsnedsættelser eller handicaps, ligesom der vil

være produkter i forskellige prisklasser med forskelligt udstyr.

Forslaget til direktivets artikel 12 giver ganske vist mulighed for, at virksomheden

på visse betingelser kan undlade at overholde tilgængelighedskravene, hvis det vil

indebære en væsentlig ændring af produktet eller tjenesteydelsen eller medføre en

uforholdsmæssig stor byrde for virksomheden. For at imødegå de bekymringer,

som DI har nævnt ovenfor, bør det imidlertid også være muligt at indfortolke en

modifikation til virksomhedens forpligtelser i udtrykket "den forventede anvendel-

se", som benyttes i direktivforslagets Bilag I, der beskriver tilgængelighedskravene

nærmere. Udtrykket bør efter DI´s opfattelse fortolkes under hensyntagen til, at

personer med visse former for funktionsnedsættelse eller handicaps kan være helt

uden for en virksomheds målgruppe, og at virksomheden derfor må kunne gå ud

fra, at disse personer ikke har nogen forventet anvendelse af produktet eller tjene-

steydelsen.

En yderligere bekymring ligger i forslaget til direktivets artikel 12.6., hvor en sær-

lig notifikationsprocedure introduceres, hvis produktet ikke lever op til kravene. Et

sådant krav om notifikation til alle myndigheder i lande, hvor produktet eller tjene-

steydelsen forventes markedsført, synes helt ude af proportioner, især når der

sammenlignes med, hvad der kræves i forhold til overholdelse af sikkerhedskrav i

fx lavspændingsdirektivet.

Generelt set bør der indføres en artikel, der åbner mulighed for, at produktet, hvis

det ikke i sig selv tilbyder de krævede alternative muligheder, kan være kompati-

belt med andre produkter, der åbner mulighed herfor.

Danske Handicaporganisationer (DH): DH synes, det er meget positivt, at kommis-

sionen er kommet med sit forslag til et tilgængelighedsdirektiv. Mennesker med

handicap møder på nuværende tidspunkt mange barrierer, der gør det meget svært

at bidrage i alle samfundets aspekter. Med det rette indhold kan en europæisk ”til-

gængelighedslov” være med til at ændre dette og sikre tilgængelighed for alle på

tværs af grænserne i EU. DH mener derfor, at den danske regering skal støtte initia-

tivet og arbejde for, at det bliver vedtaget.

DH finder det meget positivt, at regeringen støtter direktivets overordnede målsæt-

ning om at forbedre adgangen til tilgængelige produkter og tjenesteydelser på det

indre marked. DH ser det desuden som meget positivt, at regeringen vil analysere

de enkelte dele af forslaget nærmere og ser frem til at se resultatet.

Dog mener DH, at notatet fokuserer meget på ikke at pålægge erhvervslivet unød-

vendige byrder. DH mener ikke, der er tale om unødvendige byrder. Der er behov

for at stille krav til erhvervslivet for at sikre adgang til samfundet for personer med

handicap og hermed direktivets overordnede målsætning. Desuden er DH af den

opfattelse, at ikke alle tilgængelighedskrav giver ekstra omkostninger eller arbejds-

gange, men f.eks. kan handle om en omlægning af arbejdsgange og processer, der

efterfølgende resulterer i tilgængelige produkter eller tjenesteydelser. Et ”tilgænge-

lighedsdirektiv” vil bidrage til at skabe den fornødne opmærksomhed og viden om

tilgængelighed. Her er det også vigtigt at tilføje, at direktivet vil have en gennem-

førelsesperiode, i hvilken erhvervslivet kan forberede sig på at leve op til kravene.

Direktivets anvendelsesområde kan efter DH's opfattelse med fordel udvides til at

omhandle flere områder som bl.a. det bebyggede område, husholdningsprodukter

og overnatningsmuligheder. DH mener endvidere, at tilgængelighedskravet i for-

slaget til direktivets artikel 3 kan forbedres ved at stille krav om, at bygningerne

skal være tilgængelige.

Det er endvidere meget vigtigt, at forslaget til direktivets artikel 12, der giver mu-

lighed for, at virksomheden på visse betingelser kan undlade at overholde tilgænge-

lighedskravene, hvis det vil indebære en væsentlig ændring af produktet eller tjene-

steydelsen eller medføre en uforholdsmæssig stor byrde for virksomheden, ikke

bliver en kattelem. Derfor skal brugen af denne artikel overvåges. DH foreslår der-

for nedsættelse af nationale rådgivende brugerorganer, som kan vurdere, om de

tilgængelighedsløsninger, som tilbydes, er relevante. Det er endvidere vigtigt, at

den dedikerede komité, som skal nedsættes under kommissionen, udsteder klare og

dækkende retningslinjer.

Det er vigtigt, at personer med handicap inddrages i standardiseringsarbejdet, der

kan føre frem til fælles tekniske specifikationer, som forudsat i forslaget til direkti-

vets artikel 14. Risikoen ved at benytte det i forslaget til artikel 16 foreslåede CE-

mærkning er bl.a. selvevalueringen. Desuden er det ikke et mærke, som forbrugere

forbinder med tilgængelighed. Der skal derfor iværksættes en form for markedsfø-

ring af CE-mærket og tilgængelighed. Markedsovervågningsmyndighedernes op-

lysninger om erhvervsdrivendes overholdelse af de gældende tilgængelighedskrav

skal systematisk gøres tilgængelige for forbrugerne. Der skal udvikles et certifice-

ringssystem for tjenesteydelser, der kan sikre, at tilgængelighedskravet overholdes.

Det er endvidere vigtigt, at man i direktivet præciserer, hvordan forholdet er til

andre EU-retsakter. Der skal også være et system, der sikrer kontrol med overhol-

delsen af bestemmelserne i direktivet, så muligheden for som enkeltperson at ind-

bringe en sag for domstolene bliver sidste udvej. Der skal allokeres ressourcer til at

håndhæve sanktionerne og til investering i tilgængelighedsrelaterede initiativer.

Den foreslåede gennemførelsesperiode på seks år er for lang. Hvis anvendelsesom-

rådet udvides til også at omfatte det bebyggede område, kan perioden derimod

forlænges.

Det Kongelige Bibliotek: Det Kongelige Bibliotek er generelt enigt i at fremme

tilgængelighed. Det Kongelige Bibliotek kan tilslutte sig notatets bemærkninger

om, at der er behov for nærmere afklaring og analyse af direktivforslagets anven-

delsesområde og begreber.

Det Kongelige Bibliotek er bekendt med, at Statsbiblioteket har afgivet et hørings-

svar, hvori der gøres opmærksom på, at direktivforslaget vil kunne have konse-

kvenser for dette biblioteks audiovisuelle medietjenester. Disse tjenester har Det

Kongelige Bibliotek som pligtafleveringsinstitution i dag adgang til, og det vil

være problematisk, hvis direktivforslaget betyder, at bibliotekets brugere mister

denne adgang. Tilgængelighedskrav i forhold til bygninger kan eventuelt også få

betydning for Det Kongelige Bibliotek.

Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA): FA vil henstille, at regeringen fasthol-

der, at forslaget ikke må pålægge erhvervslivet unødvendige eller uforholdsmæssi-

ge byrder. FA skal i den forbindelse henvise til, at Finansrådet over for Finanstil-

synet har vurderet, at forslaget vil medføre merudgifter på mellem 150 og 250 mio.

kr. for danske pengeinstitutter. Der er tale om et konservativt skøn. Merudgifter i

denne størrelsesorden må forventes at kunne få betydning for beskæftigelsen i fi-

nanssektoren i Danmark. Det er vigtigt, at regeringen fortsat er opmærksom på de

meget vidtgående økonomiske konsekvenser af forslaget.

Forbrugerådet Tænk: Forbrugerrådet Tænk hilser direktivforslaget meget velkom-

ment. En række forhold peger i høj grad på et øget og efter Forbrugerrådet Tænks

opfattelse nødvendigt og vigtigt fokus på, at samfundet generelt skal være tilgæn-

geligt for alle forbrugere. Forbrugerrådet Tænk henviser til Danmarks underskri-

velse af FN´s Handicapkonvention, Kommissionens vedtagelse af en europæisk

handicapstrategi 2010-2010 COM(2010) 636 final, og det forhold, at der i EU er

ca. 80 millioner mennesker, der i et vist omfang er ramt af et handicap, og at tallet

forventes at stige støt i takt med, at antallet af ældre øges.

For så vidt angår kommunikationsterminaler (computere og telefoner) og kommu-

nikationstjenester, produceres og forhandles de i stigende grad på tværs af græn-

serne i EU eller af selskaber, der opererer i flere lande. Det vil derfor være af be-

tydning for både selskaber og forbrugere, at der kommer fælles regler om tilgænge-

lighed i EU. Om effekten for forbrugerne er positiv, vil naturligvis afhænge af det

niveau for tilgængelighed, der stilles krav om. Men under alle omstændigheder vil

fælles krav kunne lede til lavere produktionsomkostninger for de tilgængeligheds-

skabende elementer i produkter og tjenester. Dermed gøres tilgængeligheden billi-

gere i de lande, der allerede har udbyggede krav, f.eks. i Danmark på visse områ-

der. Og ved at lægge barren højt i direktivet kan man undgå, at danske virksomhe-

der belastes mere end andre europæiske virksomheder. I dag skal virksomhederne,

der leverer tilgængelighed, producere efter landenes forskellige lovgivning, men

med ét sæt fælles regler i EU kunne det være relevant at få analyseret, hvorledes et

sådant direktiv kan skabe arbejdspladser og billigere tilgængelighed gennem at

udvide markedet for tilgængelighedselementer.

Statsbiblioteket: Statsbiblioteket er generelt enig i de anførte formål, men kan til-

slutte sig de synspunkter og betænkeligheder, der anføres i notatet. Der er tale om

et direktivforslag med et meget bredt anvendelsesområde, som også kan få betyd-

ning for de ydelser, som Statsbiblioteket tilbyder, fx når det drejer sig om audiovi-

suelle medietjenester. Der er tale om specialdesignede og særudviklede audiovisu-

elle medietjenester, som det har krævet store it-ressourcer at udvikle, og som stiller

særlige udviklingskrav, fordi de særlige tekniske og juridiske behov ikke kan løses

på anden måde. Såfremt disse tjenester skal ændres til at opfylde de krav vedrøren-

de audiovisuelle tjenester, som blandt andet er beskrevet i bilaget til direktivforsla-

get, vil det være så krævende både teknisk og økonomisk, at det ikke skønnes mu-

ligt inden for de bevillingsmæssige rammer. Det vil ud fra en umiddelbar vurdering

kræve omfattende tilførsel af ressourcer eller opgivelse af tjenesteydelser.

Forslaget kan muligvis også få betydning for Statsbiblioteket på andre områder fx

vedrørende e-bøger og e-ressourcer. Tilgængelighedskrav i forhold til bygninger

kan eventuelt også få betydning for Statsbiblioteket.

TDC: TDC støtter den foreslåede danske holdning. TDC bemærker, at det uanset

bl.a. hensynet til proportionalitet som beskrevet i Artikel 12 er vanskeligt at se

begrundelsen endsige behovet for, at det foreslåede direktiv skal omfatte telefon-

tjenester. Dette gælder særligt med hensyn til telefontjenester ikke mindst i lyset af,

at udbydere af sådanne tjenester må forventes at få fastsat krav om hensyn til han-

dicappede i det kommende Forsyningspligtdirektiv. Krav om information, som det

fremgår af Bilag 1, Afsnit 3, vil således i givet fald kunne betyde en yderligere

administrativ byrde uden værdi for brugerne.

8. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Forhandlingerne er fortsat på et meget tidligt stadie, hvor landene er mere fokuseret

på at forstå forslagets betydning og konsekvenser, end på at kommunikere holdnin-

ger. Således er der generet opbakning blandt landene til formålene om at sikre til-

gængelighed generelt, men også en væsentlig skepsis ift. de forskellige konkrete

elementer i forslaget, herunder fra blandt andet Frankrig, England og Tyskland,

Finland Portugal og Spanien

Rådets Juridiske Tjeneste (RTJ) afgav, forud for arbejdsgruppemøde den 20. maj,

en særdeles kritisk note om tilgængelighedsdirektivets retsgrundlag. Det fremgår af

noten, at RTJ vurderer, at den indre markedshjemmel i princippet kan benyttes som

retsgrundlag for at harmonisere tilgængelighedskrav, men at RTJ omvendt vurde-

rer, at direktivets anvendelsesområde bør indsnævres til de områder hvor Kommis-

sionens konsekvensanalyse retfærdiggør, at der findes et indre markedsrationale

(websider og bygninger).

9. Regeringens foreløbige generelle holdning

Forhandlingerne er fortsat på et meget tidligt stadie, hvor landene er mere fokuseret

på at forstå forslagets betydning og konsekvenser, end på at kommunikere holdnin-

ger. Således er der generet opbakning blandt landene til formålene om at sikre til-

gængelighed generelt, men også en væsentlig skepsis ift. de forskellige konkrete

elementer i forslaget, herunder fra en række store lande.

Rådets Juridiske Tjeneste (RTJ) afgav, forud for arbejdsgruppemøde den 20. maj,

en særdeles kritisk note om tilgængelighedsdirektivets retsgrundlag. Det fremgår af

noten, at RTJ vurderer, at den indre markedshjemmel i princippet kan benyttes som

retsgrundlag for at harmonisere tilgængelighedskrav, men at RTJ omvendt vurde-

rer, at direktivets anvendelsesområde bør indsnævres til de områder hvor Kommis-

sionens konsekvensanalyse retfærdiggør, at der findes et indre markedsrationale

(websider og bygninger).

10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Der er oversendt grund og nærhedsnotat d. 7. januar 2016 samt supplerende grund-

og nærhedsnotat d. 22. januar 2016.

2. Kommissions forslag til revision af udstationeringsdirektivet

Revideret notat - ændringer i forhold til grund- og nærhedsnotat er markeret med

streg i venstre margin.

Resumé

EU-Kommissionen har den 8. marts 2016 fremsat forslag til Europa-Parlamentets

og Rådets ændring af direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af

arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser. KOM(2016) 128 endelig.

Som følge af ”det gule kort” overvejer EU-kommissionen aktuelt sin reaktion på de

modtagne begrundede udtalelser. Formandskabet har indtil videre sat behandlin-

gerne i ro og punktet er på i form af en fremskridtsrapport fra formandskabet. Der

sker således ikke nogen forhandling på rådsmødet.

Formålet med forslaget er at sikre lige konkurrencevilkår mellem udstationerende

og lokale virksomheder i værtslandet blandt andet ved at indføre et princip om, at

samme arbejde på samme sted bør aflønnes på samme måde.

Den væsentligste ændring i forhold til de gældende regler er forslaget om at fjerne

henvisningen til ”mindsteløn” og i stedet indsætte en bestemmelse om, at den ud-

stationerede skal sikres ”aflønning”, som omfatter alle lønelementer, som er gjort

obligatoriske i henhold til lov, administrative bestemmelser eller alment gældende

overenskomster. Hvis der ikke findes en ordning til konstatering af, at kollektive

aftaler finder generel anvendelse, kan overenskomster indgået efter art. 3, stk. 8 i

direktivet lægges til grund.

Derudover indeholder forslaget en 24 måneders overgrænse for udstationering, før

værtslandets regler finder anvendelse, samt mulighed for at stille forpligtelser over

for underleverandører i forhold til hvilket niveau af forpligtelser, de kan blive un-

derlagt for at sikre deres ansatte. Endelig indeholder forslaget et krav om, at nati-

onale bestemmelser om vikararbejde finder anvendelse, når udenlandske vikarbu-

reauer udstationerer vikarer, samt en forpligtelse til at offentliggøre obligatoriske

lønelementer på det nationale websted, som medlemsstaterne allerede er forpligtet

til at oprette i medfør af håndhævelsesdirektivet.

1. Baggrund

EU-Kommissionen har ved KOM(2016) 128 endelig af 8. marts 2016 fremsat for-

slag til Europa-Parlamentets og Rådets ændring af direktiv 96/71/EF af 16. decem-

ber 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydel-

ser.

Det fremgår af Kommissionens arbejdsprogram for 2016, at Kommissionen vil

foreslå en ”målrettet” revision af udstationeringsdirektivet. Kommissionen ønsker

med revisionen at modvirke social dumping og ”brain drain” ved, at det slås fast i

direktivet, at udstationerede lønmodtagere skal sikres ”lige løn for samme arbejde

på samme arbejdsplads”.

Udstationering af arbejdstagere forekommer, når tjenesteydelser udbydes på tværs

af grænserne i det indre marked. En udstationeret arbejdstager er ansat i én EU-

medlemsstat, men sendes af sin arbejdsgiver midlertidigt ud for at arbejde i en an-

den medlemsstat.

Udstationering af arbejdstagere anvendes især i bygge- og anlægssektoren, i frem-

stillingsindustrien og i servicesektoren i forbindelse med personlige tjenesteydelser

(uddannelse, sundhed og sociale foranstaltninger) og forretningsservice (admini-

strative, liberale og finansielle tjenesteydelser).

Mellem 2010 og 2014 steg antallet af udstationeringer med næsten 45 pct. I 2014

var der ca. 1,9 mio. udstationerede arbejdstagere i andre EU-lande.

I EU-retten er der fastsat en række obligatoriske regler vedrørende arbejds- og an-

sættelsesvilkår, der skal anvendes på udstationerede arbejdstagere. Disse regler er

fastsat ved direktiv 96/71/EF, der blev vedtaget i 1996, og udgør rammen for den

frie udveksling af tjenesteydelser og beskyttelse af udstationerede arbejdstagere og

dermed at sikre lige konkurrencevilkår mellem udenlandske og lokale virksomhe-

der.

Ved direktivet fra 1996 er det fastsat, at selv om arbejdstagere, der er udstationeret

i en anden medlemsstat, stadig er ansat af den udsendende virksomhed og derfor

omfattet af den pågældende medlemsstats lovgivning (Rom-konventionen), har

arbejdstagerne en lovfæstet ret til et sæt af minimumsrettigheder i den medlemsstat,

hvor opgaven udføres.

De beskyttede minimumsrettigheder omfatter:



mindsteløn, herunder overtidsbetaling



maksimal arbejdstid og minimal hviletid



mindste antal betalte feriedage pr. år



betingelser for at stille arbejdstagere til rådighed, herunder via vikarbu-

reauer



sikkerhed, sundhed og hygiejne på arbejdspladsen



beskyttelsesforanstaltninger for gravide og børn og unge



ligebehandling samt andre regler om ikke-forskelsbehandling

Direktivet omfatter ikke regler om social sikring. Bestemmelserne om social sik-

ring findes i forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikrings-

ordninger.

I 2014 blev direktiv 2014/67/EU (det såkaldte håndhævelsesdirektiv) vedtaget.

Formålet med direktivet er at styrke den praktiske anvendelse af bestemmelserne

om udstationering af arbejdstagere ved at behandle problemer i forbindelse med

svig og omgåelse af regler samt forbedre udvekslingen af oplysninger mellem med-

lemsstaterne. Således supplerer de to direktiver hinanden.

Håndhævelsesdirektivet giver ikke nye rettigheder for udstationerede, men giver de

nationale myndigheder værktøjer til at sondre mellem reel udstationering og mis-

brug og omgåelse. Myndighederne i en modtagende medlemsstat kan f.eks. anmo-

de myndighederne i den udsendende medlemsstat om at kontrollere, om den udsta-

tionerende virksomhed reelt udøver væsentlige aktiviteter ud over udelukkende

administrative aktiviteter i det pågældende land. Om udstationerede arbejdstagere

er ansat i det pågældende land, er et af de relevante kriterier, som kan indgå i myn-

dighedernes vurdering af, om en virksomhed er reelt etableret.

Medlemsstaterne skal have gennemført håndhævelsesdirektivet inden den 18. juni

2016. Beskæftigelsesministeriet har sendt et lovforslag i høring, og det forventes

fremsat og vedtaget i indeværende samling.

Hjemmelsgrundlag

Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 53 (1) og artikel 62 og omfattet

af den almindelige lovgivningsprocedure.

2. Formål og indhold

Kommissionen har blandt andet begrundet forslaget med, at arbejdsmarkedssituati-

onen i EU i høj grad har ændret sig siden 1996. Dels er det indre marked vokset de

sidste to årtier, dels er lønforskellene blevet større, hvilket giver incitamenter til at

bruge udstationering til at udnytte disse forskelle. Ifølge Kommissionen er de lov-

rammer, der blev indført med direktivet fra 1996, ikke længere egnede til de nye

realiteter. Eftersom udsendende virksomheder kun skal leve op til mindstelønsni-

veauet i værtslandet, giver dette ifølge Kommissionen ofte markante lønforskelle

mellem udstationerede og lokale arbejdstagere, især i medlemsstater med relativt

høje lønninger. Udstationerede arbejdstagere tjener op til 50 % mindre end lokale

arbejdstagere i nogle sektorer og medlemsstater.

Kommissionen har endvidere begrundet forslaget med, at store lønforskelle giver

ulige konkurrencevilkår for virksomhederne og på den måde underminerer det

indre marked. Det er derfor nødvendigt at opdatere reglerne om udstationering af

arbejdstagere, så de svarer til de aktuelle økonomiske og sociale forhold.

Revisionen vil desuden give mulighed for at skabe bedre sammenhæng med anden

EU-lovgivning, der er vedtaget efter direktivet fra 1996. Der er et vist misforhold

mellem det eksisterende direktiv og andre EU-retsakter såsom forordning (EF) nr.

883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og direktivet om vikar-

arbejde. Hvis relevante bestemmelser tilpasses hinanden, bliver reglerne meget

klarere for virksomhederne, håndhævelsesorganerne og arbejdstagerne.

Med initiativet ønsker Kommissionen at skabe en stærkere ramme for udstatione-

ring i EU og på den måde fremme et mere fair og dybere indre marked.

Forslaget indeholder følgende elementer:

Udvidet anvendelsesområde

Forslaget indeholder en bestemmelse om at udvide direktivets minimumsrettighe-

der vedrøre arbejdsvilkår, der følger af overenskomster, til at omfatte alle økono-

miske sektorer udover de aktiviteter, som er angivet i bilaget til direktivet og, som i

dag alene omfatter bygge- og anlægssektoren.

Udstationering udover 24 måneder

Forslaget indeholder en ny bestemmelse om, at udstationeringer, som forventes

eller faktisk varer udover 24 måneder, bliver omfattet af værtslandets regler. Vært-

landets regler kommer som udgangspunkt til at gælde, medmindre der er foretaget

et andet lovvalg af arbejdsgiver og arbejdstager. Dog kan et lovvalg ikke medføre,

at værtslandets beskyttelsesregler fraviges til ugunst for arbejdstageren.

Aflønning af udstationerede arbejdstagere

Forslaget indeholder en ændret bestemmelse om sikring af ”mindsteløn” til den

udstationerede. Det foreslås i stedet, at udstationerede arbejdstagere skal have ret

til en ”aflønning”, som omfatter alle de bestanddele af aflønning, som er gjort obli-

gatoriske i henhold til national lov eller administrative bestemmelser, kollektive

aftaler eller voldgiftskendelser, der finder generel anvendelse. Hvis der ikke findes

en ordning til konstatering af, at kollektive aftaler eller voldgiftskendelser finder

generel anvendelse, kan overenskomster indgået efter artikel 3, stk. 8, i det gæl-

dende direktiv lægges til grund.

Således vil aflønningen ikke kun omfatte mindstelønnen, men også andre lønele-

menter, som er gjort obligatoriske.

Medlemsstaterne forpligtes til at offentliggøre obligatoriske lønelementer på det

nationale websted, som medlemsstaterne allerede er forpligtet til at oprette i medfør

af håndhævelsesdirektivet.

Den gældende bestemmelse i direktivets artikel 3, stk. 1, sidste sætning, hvoraf det

fremgår, at løn defineres i overensstemmelse med national praksis i den medlems-

stat på hvis område arbejdstageren er udstationeret, er ikke bibeholdt i forslaget,

men er i stedet erstattet med en betragtning om, at det henhører under medlemssta-

tens kompetence at fastsætte bestemmelser om aflønning i overensstemmelse med

national lovgivning og praksis. Det fremgår dog samtidig af betragtningen,

at ”imidlertid skal nationale bestemmelser om aflønning af udstationerede arbejds-

tagere være begrundet i behovet for at beskytte udstationerede arbejdstagere, og de

må ikke uforholdsmæssigt begrænse den grænseoverskridende levering af tjeneste-

ydelser”.

Forslaget indeholder ikke ændringer i bestemmelsen i udstationeringsdirektivet

(artikel 3 (8)), som giver lande uden erga omnes eller lovfastsat mindsteløn mulig-

hed for at bruge en anden mekanisme for fastsættelse af løn.

Underleverandører

Forslaget giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte, at en virksomhed (ho-

vedkontrahenten) kun kan indgå aftale med en underleverandør, der garanterer sine

ansatte den samme løn, som hovedentreprenøren giver sine ansatte. En medlems-

stat kan kun indføre et sådant krav, hvis det gøres på en ikke-diskriminerende må-

de, dvs. den samme regel skal gælde for både indenlandske og grænseoverskriden-

de underkontrahenter. En medlemsstat vil kunne vælge at anvende de samme be-

stemmelser om aflønning, som gælder for hovedkontrahenten i forhold til udstatio-

nerede arbejdstagere, også selv om bestemmelserne stammer fra kollektive over-

enskomster, der ikke finder generel anvendelse.

Vikarer

Forslaget indeholder en bestemmelse om, at udstationerede vikarer skal sikres de

samme rettigheder, som gælder værtsstatens vikarer i henhold til artikel 5 i vikardi-

rektivet. Som en konsekvens foreslås det samtidig, at art. 3, stk. 9, i udstatione-

ringsdirektivet ophæves, hvorefter en medlemsstat kan fastsætte bestemmelser,

som skal sikre, at udstationerede vikarer får de samme vilkår, som nationale vika-

rer.

3. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet skal i henhold til TEUF art. 294 høres. Der foreligger endnu

ikke en udtalelse og tidspunktet for Europa-Parlamentets behandling kendes endnu

ikke.

4. Nærhedsprincippet

Kommissionen har anført, at en ændring af det eksisterende direktiv kun kan ske gen-

nem vedtagelsen af et nyt direktiv. Regeringen er enig heri.

Imidlertid vurderer et flertal i Folketinget (S, DF, EL, ALT og SF), at dele af forslaget

ikke er i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Et flertal har således sendt en

begrundet udtalelse til EU-Kommissionen med henblik på at give et ”gult kort” og

anmode EU-kommissionen om at genoverveje forslaget.

Regeringen finder, at der er behov for at få afklaret, hvorvidt medlemsstaternes kom-

petence til at definere aflønning og vilkår for vikarer berøres eller begrænses af for-

slaget. Det er derfor afgørende at få bibeholdt en eksplicit passus i direktivet om, at

løn defineres i overensstemmelse med national praksis, således at det nationale råde-

rum ikke begrænses.

5. Gældende dansk ret

Udstationeringsdirektivet (direktiv 96/71/EF af 16. december 1996) er implementeret

ved lov om udstationering af lønmodtagere m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 342 af 3.

april 2014 med senere ændring.

Bortset fra tilrådighedsstillelse af arbejdstagere og løn er de øvrige kerneområder, der

er opregnet i direktivet, reguleret i arbejdsmiljølovgivningen, lov om gennemførelse

af dele af arbejdstidsdirektivet, ferieloven, ligebehandlingsloven, ligelønsloven, for-

skelsbehandlingsloven og funktionærloven.

Derimod er løn i Danmark reguleret via de kollektive overenskomster. I Danmark

gælder overenskomsterne kun for de parter, som har indgået dem, eller som har til-

trådt dem. I forhold til løn og arbejdsvilkår i forbindelse med udstationeret arbejds-

kraft er udstationeringsdirektivets mindstelønsbestemmelse ikke udnyttet i forbindelse

med implementeringen af udstationeringsdirektivet. Udstationeringslovens § 6 a fast-

sætter rammerne for anvendelse af kollektive kampskridt til støtte for indgåelse af

kollektive overenskomster med udenlandske tjenesteydere, der udstationerer lønmod-

tagere til Danmark. Det er dermed overladt til arbejdsmarkedets parter at regulere

lønvilkår via kollektiv overenskomst også for udstationerede lønmodtagere.

Der er som udgangspunkt ikke nogen fast øvre grænser for, hvor længe en virksom-

hed kan udstationere en lønmodtager, og dermed hvor længe lønmodtageren alene er

omfattet af minimumsrettigheder i værtslandet, som der er henvist til i udstatione-

ringsdirektivet.

6. Konsekvenser

Der kan blive behov for at foretage visse ændringer i lov om udstationering af løn-

modtagere mv.

På det foreliggende grundlag, vurderes meget foreløbigt at forslaget medfører ad-

ministrative konsekvenser under 4 mio. kr. årligt. Konsekvenserne kan ikke kvali-

ficeres yderligere på nuværende tidspunkt.

Forslaget vil eventuelt kunne få betydning for danske virksomheder, som udstatione-

rer ansatte til øvrige EU-lande, idet forslaget blandt andet kan medføre, at virksomhe-

der får yderligere forpligtelser, herunder lønelementer, som er gjort obligatoriske i

andre medlemslande.

7. Høring

Forslaget har været sendt i høring i EU Specialudvalget vedrørende Arbejdsmarkedet

og Sociale Forhold med frist den 18. marts 2016. Der er modtaget svar fra Dansk

Arbejdsgiverforening (DA), et fællesbrev fra Landsorganisationen i Danmark (LO),

FTF og Akademikerne, samt svar fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) og

KL.

DA finder generelt, at forslaget giver EU-medlemslandene muligheder for at fastsæt-

ter regler, der vil kunne begrænse virksomhedernes muligheder for at udstationere

ansatte til andre EU-lande, og at forslaget derfor kan medvirke til at begrænse mobili-

teten i Europa til skade for EU’s konkurrenceevne.

DA finder derudover, at der er behov for at sikre, at forslaget ikke kommer til at be-

grænse medlemsstaternes kompetence til at fastlægge aflønning, og DA stiller dermed

spørgsmål ved, om forslaget overholder nærhedsprincippet. DA henviser til, at forsla-

get ikke indeholder formuleringen fra det gældende direktiv om, at ”I forbindelse med

dette direktiv defineres begrebet mindsteløn, jf. stk. 1, litra c), i overensstemmelse

med national lovgivning og/eller praksis i den medlemsstat, på hvis område arbejdsta-

geren er udstationeret”. Formuleringen af erstattet af en mere uklar bestemmelse om

forståelsen af ”aflønning”.

DA henviser til, at formuleringen i det gældende direktiv ligger til grund for be-

stemmelsen i udstationeringslovens § 6 a, som blev udarbejdet efter drøftelser med

arbejdsmarkedets parter som opfølgning på EU-Domstolens afgørelse i Laval-

sagen. Bestemmelsen fastlægger, hvilke lønkrav en organisation kan stille på

grundlag af en overenskomst, som klart specificerer, hvad en udenlandsk tjeneste-

yder skal betale, og fastslår desuden, hvilket lønkrav en fagforening kan konflikte

for. Bestemmelsen i § 6 a, berører grundlæggende elementer i den danske aftale-

model, nemlig den aftalebaserede løndannelse og rammerne for at udøve konflikt-

retten til støtte for overenskomstkrav. Det er derfor afgørende for DA, at det sikres,

at forslaget ikke berører medlemsstaternes kompetence til at fastsætte indholdet af

lønbegrebet og ikke medfører ændringer i udstationeringslovens § 6 a.

DA opfordrer derfor til, at den hidtidige bestemmelse om medlemsstaternes kom-

petence i forhold til definition af lønbegrebet opretholdes. Hvis ikke bestemmelsen

opretholdes, mener DA ikke at nærhedsprincippet er overholdt. Hvis ikke det er

muligt at få bindende tilsagn fra Kommissionen om at opretholde den gældende

formulering om national kompetence i forhold til definition af løn, opfordrer DA

regeringen til at samle et tilstrækkeligt antal medlemsstater til at gøre indsigelse

overfor Kommissionen efter proceduren i protokollen om nærheds- og proportiona-

litetsprincippet.

LO, FTF og Akademikerne

LO, FTF og Akademikerne har i et fælles brev overordnet anført, at når EU-

Kommissionen vælger at åbne direktivet, havde organisationerne gerne set, at

Kommissionens forslag fuldt ud ville gennemføre princippet om ”lige løn for lige

arbejde på det samme sted”. Organisationerne henviser til, at princippet fremgik af

DA og LO’s aftale om udstationering fra 1992, der havde følgende formål at: ”ud-

stationerede arbejdstagere, hvad angår løn- og arbejdsforhold, kan få samme ret-

tigheder som danske kolleger beskæftiget med tilsvarende arbejde.”

Organisationerne ser Kommissionens udspil som et kompromis i forhold til den

europæiske diskussion om udstationeredes rettigheder, som er opstået i kølvandet

på en række afgørelser fra EU-Domstolen, blandt andet Laval-afgørelsen. Som

opfølgning på Laval-afgørelsen foretog man i Danmark - på baggrund af et udred-

ningsarbejde med deltagelse af arbejdsmarkedets parter - en tilpasning af udstatio-

neringsloven med hensyn til konfliktgrundlaget overfor udenlandske tjenesteydere.

Organisationerne støtter fortsat denne løsning, og det er derfor afgørende, at ad-

gangen til at definere lønbegrebet i overensstemmelse med national lovgivning og

praksis opretholdes.

Organisationerne finder, at forslaget på enkelte punkter er i strid med nærheds- og

proportionalitetsprincippet. Det gælder i forhold til medlemsstaternes adgang til at

definere, hvad der nationalt forstås ved ”aflønning”, og adgangen til at fastsætte, at

udstationerede vikarer skal sikres de samme vilkår, der gælder for vikarer i værts-

landet, (jf. bestemmelsen i art. 3, stk. 9, som Kommissionen foreslår afskaffet).

Organisationerne finder det problematisk, at forslaget ikke opretholder den nuvæ-

rende formulering i direktivet om, at løn defineres i overensstemmelse med natio-

nal lovgivning og/eller praksis. Udeladelsen af denne formulering kan indikere, at

der introduceres et nyt EU-retligt lønbegreb, hvis nærmere indhold vil skulle fast-

lægges af EU-domstolen, hvis der opstår tvivl om fortolkningen. Organisationerne

hæfter sig blandt andet ved, at der i betragtning 12 i forslaget er henvist til, at nati-

onale bestemmelser om aflønning af udstationerede arbejdstagere skal være be-

grundet i behovet for at beskytte disse, og at de ikke uforholdsmæssigt må begræn-

se grænseoverskridende levering af tjenesteydelser. Samlet set bevirker det, at der

sker en forskydning af kompetence fra medlemsstaterne over til EU-Domstolen i

relation til at fastlægge betydning af direktivets ”lønbegreb”. Organisationerne

finder, at en sådan forskydning af kompetence ikke er nødvendig for at opnå for-

målet med forslaget, samt at lønforhold er national kompetence, jf. TEUF art. 153,

stk. 5. Organisationerne finder det afgørende, at forslaget kommer til at indeholde

den gældende formulering om at: ”I forbindelse med dette direktiv defineres begre-

bet mindsteløn, jf. stk. 1, litra c), i overensstemmelse med national lovgivning og/eller

praksis i den medlemsstat, på hvis område arbejdstageren er udstationeret”.

Det er ligeledes afgørende at få afklaret, om der er forskel på det lønbegreb, der

følger af § 6 a, i den danske udstationeringslov, og forslagets bestemmelse om

aflønning.

Organisationerne finder det positivt, at udstationerende vikarer efter forslaget

fremover skal sikres de samme rettigheder, som gælder værtsstatens vikarer i hen-

hold til art. 5 i vikardirektivet. Men organisationerne finder det problematisk, hvis

art. 3, stk. 9, i udstationeringsdirektivet ophæves, hvis det betyder, at medlemssta-

terne ikke længere har mulighed for at ligestille udstationerede vikarer med natio-

nale vikarer for så vidt angår afskedigelsesregler, løn i opsigelsesperioden, regler

om akkumulering af anciennitet, samt regler om information og høring, informati-

on om ledige stillinger og adgang til kollektive faciliteter. Det skal nærmere afkla-

res, hvilke konsekvenser en ophævelse af art. 3, stk. 9, har i forhold til overens-

komsternes vikarbestemmelser.

Organisationerne finder ikke, at forslaget om en udstationerings tidsmæssige ud-

strækning er tilstrækkelig og giver fortsat ikke svar på, hvor længe man kan være

udstationeret, og hvad der ligger i begrebet ”udstationering”. Der er tale om en

lovvalgsbestemmelse, som kun vil få begrænset omfang i forhold til at kunne sikre

ufravigelige danske ansættelsesretlige regler.

I forhold til forslagets bestemmelse, som giver medlemsstaterne mulighed for at

kræve, at en virksomhed kun indgår aftaler med underleverandører, der garanterer

overholdelse af de samme lønvilkår, som førstnævnte virksomhed skal overholde,

bemærker organisationerne, at bestemmelsen synes at være en blåstempling af

brugen af arbejdsklausuler i offentlige udbudskontrakter.

KL har som generel bemærkning, at direktivet rejser en række spørgsmål som er

centrale i forhold til den danske arbejdsmarkedsregulering, forhold som i sidste

ende påvirker prisen på de tjenesteydelser, som kommunerne køber af udenlandske

tjenesteydere. KL mener, at elementer i forslaget skal afklares nærmere. Det gælder

blandt andet de økonomiske konsekvenser af forslaget, når det foreslås udbredt til

alle sektorer og ikke kun bygge- og anlæg. KL har en række spørgsmålet til forstå-

else af EU-Kommissionens forslag om aflønningsbegreb med hensyn til, hvilke

elementer, som omfattes, og hvordan de skal være gjort obligatoriske.

Det er KL’s vurdering, at hvis forslaget skal forstås sådan, at udstationerede skal

kunne påberåbe sig danske overenskomster, uanset at disse ikke er almengjorte, vil

det udgøre en særlig udfordring for Danmark og for mobiliteten i EU.

KL er bekymret for, om forslaget får betydning for EU-Domstolens kompetence i

forhold til at regulere løn og KL henviser til, at EU-traktaten ikke giver domstolen

kompetence hertil. KL stiller desuden spørgsmål ved, om der med implementerin-

gen af håndhævelsesdirektivet i dansk ret vil opfylde den del af forslaget, som for-

pligter medlemslandene til at offentliggøre bestanddele af aflønningen.

Endelig bemærker KL, at KL er imod lovgivning om kædeansvar og henviser til, at

kommuner frit skal kunne vælge, i hvilket omfang, der fastsættes kædeansvar i

kontraktsforhold.

FA er generelt betænkelig ved forslaget og anbefaler, at forslaget afventer imple-

menteringen og evalueringen af håndhævelsesdirektivet, samt at der foretages en

grundig analyse af forslagets konsekvenser i forhold almengørelse af overenskom-

ster og hjemmelsgrundlaget i traktaten. FA finder, at rækkevidden af forslaget – og

særligt bestemmelsen om løn – er uklar, fx med hensyn til, om forslaget forpligter

til at almengøre overenskomster. I givet fald vil det gribe ind i den danske model.

FA finder, at forslaget begrænser den frie bevægelighed og stiller spørgsmål ved,

om forslaget er afbalanceret og proportionalt.

8. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der er stor uenighed mellem medlemslandene om behovet og hensigtsmæssighe-

den i en genåbning af direktivet og formålet hermed. På den ene side er der en

række lande, som støtter EU-Kommissionens forslag til en revision af udstatione-

ringsdirektivet, og som ønsker at få fremmet princippet om, at samme arbejde på

samme sted skal aflønnes på samme måde. På den anden side er der en gruppe

lande – først og fremmest de øst-europæiske lande - som er imod primært fordi de

mener, at det begrænser landenes mulighed for lønkonkurrence og kan medføre

øget protektionisme.

Parlamenter fra følgende lande har sendt en begrundet udtalelse til Kommissionen:

Danmark, Bulgarien, Tjekkiet, Estland, Kroatien, Ungarn, Litauen, Letland, Polen,

Rumænien og Slovakiet. EU-kommissionen skal således genoverveje forslaget, jf.

bestemmelserne i protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionali-

tetsprincippet.

9. Regeringens foreløbige generelle holdning

Regeringen vurderer, at der med forslagets centrale bestemmelse om vilkår under

udstationeringen, fortsat tages højde for, at ikke alle medlemslande har lovregulering

af løn eller almengjorte overenskomster.

Regeringen finder det afgørende, at det nationale råderum for regulering af vilkår,

herunder lønvilkår, ikke begrænses, og at der ikke sker en forskydning af kompe-

tence fra medlemsstaterne til EU-domstolen. Det gælder blandt andet i forhold til at

definere løn. Derfor bør det i lighed med det gældende direktiv fremgå af selve

direktivteksten, at løn defineres i overensstemmelse med national praksis i den

medlemsstat, på hvis område arbejdstageren er udstationeret.

Regeringen finder, at forslaget indeholder en række elementer, som skal afklares yder-

ligere forud for endelig stillingtagen. Det angår blandt bestemmelsen om anvendelse

af værtslandets regler ved udstationering udover 24 måneder og sammenhængen med

reglerne i forordning 883 om social sikring, samt betydningen af at ophæve udstatio-

neringsdirektivets art. 3, stk. 9, om at fastsætte nationale regler som ligestiller udstati-

onerede vikarer med nationale vikarer.

I forhold til forslagets bestemmelse om underleverandører noterer regeringen sig, at

det overlades medlemslandene at tage stilling til, om man vil anvende bestemmelsen.

I regeringens overvejelser omkring direktivforslaget indgår også, at et flertal i Folke-

tinget har vurderet, at dele af direktivforslaget ikke er i overensstemmelse med nær-

hedsprincippet.

Endelig er det vigtigt for regeringen, at forslaget ikke medfører øget protektionisme,

der kan bremse vækst og beskæftigelse i EU, herunder i forhold til danske virksomhe-

ders levering af tjenesteydelser på tværs af grænserne.

10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Udvalget blev mundtligt orienteret om forslaget på udvalgets møde den 20. maj

2016, forud for konkurrenceevnerådsmødet den 25. maj, hvor sagen var på dagsor-

denen med henblik på en orientering fra formandskabet om status for forhandlin-

gerne (”state of play”). EPSCO-rådet (beskæftigelse og socialpolitik) er ressort for

forhandlingerne om forslaget.

3. Kommissionen forslag til revision af direktiv om kræftfremkaldende stoffer

Nyt notat

Resumé

Kommissionens forslag vedrører ændring af direktiv 2004/37/EC om beskyttelse af

arbejdstagerne mod kræftfremkaldende stoffer. Ændringen medfører hhv. en udvi-

delse af visse arbejdsprocesser, der er omfattet af direktivet, en udvidelse af listen

om grænseværdier med yderligere ti kræftfremkaldende stoffer, samt en revision af

eksisterende grænseværdier for træstøv og vinyl klorid i lyset af tilgængelig viden-

skabelige og tekniske data.

Formålet med forslaget er at forbedre beskyttelsen af arbejdstagerne mod er-

hvervssygdomme i forbindelse med udsættelse for kræftfremkaldende stoffer, at

forøge effektiviteten af EU lovgivningen på dette område, og at skabe større klar-

hed og ensartede konkurrenceforhold for virksomhederne.

Forslaget vil give anledning til at ændre enkelte grænseværdier i gældende dansk

lovgivning.

1. Baggrund

Kommissionen har ved KOM (2016) 248 af 13. maj 2016 vedtaget forslag til Euro-

pa-Parlamentet og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2004/37/EC om beskyt-

telse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at være udsat for kræftfrem-

kaldende stoffer (sjette særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv

89/391/EØF).

Det fremgår således bl.a.,



at forslaget er prioriteret i Kommissionens arbejdsprogram for 2016,



at udsættelse af arbejdstagerne for kræftfremkaldende stoffer i øjeblikket og i

fremtiden vil udgøre en væsentlig byrde i form af udgifter til behandling af er-

hvervssygdomme, og at 53% af de arbejdsbetingede dødsfald skyldes kræft,



at forslaget, som reviderer grænseværdier for kræftfremkaldende stoffer og fast-

sætter nye værdier, er estimeret til at ville hindre 100.000 dødsfald som følge af

kræft, og



at det seneste kræftdirektiv fra 2004 indeholder en række minimumskrav og en

bestemmelse om, at Rådet skal fastsætte grænseværdier på basis af den tilgæn-

gelige videnskabelige dokumentation i det omfang, det er muligt.

Kommissionen har foretaget en omfattende konsekvensanalyse forud for forslaget.

I forhold til den dokumentation, som Kommissionen har fremlagt i forbindelse med

forslaget, fremgår det, at der er stor variation mellem de foranstaltninger i form af

grænseværdier, der er fastsat i medlemsstaterne.

Forslaget vil således have den konsekvens, at der for de i forslaget medtagne 13

stoffer og materialer sker en højere grad af tilnærmelse mellem niveauerne på nati-

onalt plan i medlemslandene. Kommissionen har endvidere meldt ud, at det er pla-

nen, at forslaget vil blive suppleret med grænseværdier for yderligere 12 kræft-

fremkaldende stoffer med sigte på yderligere tilnærmelse af medlemsstaternes lov-

givning.

Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 153(2)(b), som har til formål at

forbedre arbejdstagernes sikkerhed og sundhed. Forslaget skal vedtages af Europa-

Parlamentet og Rådet ved den fælles beslutningsprocedure med hjemmel i artikel

46.

2. Formål og indhold

Formålet med forslaget er at forbedre beskyttelsen af arbejdstagerne mod erhvervs-

sygdomme i forbindelse med udsættelse for kræftfremkaldende stoffer, at forøge

effektiviteten af EU lovgivningen på dette område og at skabe en større klarhed og

mere ensartede konkurrenceforhold for virksomhederne.

Forslaget henviser til, at der i direktiv 2004/37/EC om beskyttelse af arbejdstagerne

mod risiko for udsættelse af kræftfremkaldende stoffer fastsættes minimumsregler

for at opnå denne beskyttelse, herunder ved fastsættelse af grænseværdier, og at

disse grænseværdier skal revideres, når der er videnskabelig basis herfor.

Kommissionen foreslår at revidere bindende grænseværdier og introducere nye

grænseværdier for i alt 13 kemiske agenser i direktiv 2004/37/EC. Det sker på føl-

gende måde:



Udsættelse for respirabel krystallinsk kvarts medtages i bilag I, som indeholder

omfattede arbejdsprocesser. Samtidig fastsættes en grænseværdi for respirabel

krystallinsk kvarts i bilag III.



Der fastsættes grænseværdier for 10 nye kræftfremkaldende stoffer i bilag III.



De eksisterende grænseværdier for træstøv fra løvtræ og for vinyl klorid, i bilag

III, revideres.

Forslaget om at medtage udsættelse for støv fra krystallinsk kvarts skal ses i lyset

af den tilgængelige information om videnskabelige og tekniske data og anbefaling

fra den videnskabelige komite SCOEL. Der henvises endvidere til den sociale dia-

log om beskyttelse af arbejdstagerne mod krystallinsk kvarts i nogle brancher, der

er indgået mellem de relevante parter, og som bør gælde alle arbejdstagere.

Generelt henvises der til de videnskabelige og tekniske data samt til anbefalingerne

fra den videnskabelige komité, og at det på baggrund heraf faktisk er muligt at

fastsætte en grænseværdi for de 10 nye kræftfremkaldende stoffer, der er medtaget

i forslaget.

Tilsvarende gælder det for revisionen af grænseværdien for træstøv fra løvtræ og

for vinyl klorid, som med forslaget sættes ned.

I forslaget henvises der til, at tilføjelserne til direktivet er med til at styrke beskyt-

telsen af arbejdstagerne på arbejdspladsen, og at grænseværdierne vil blive overvå-

get i forhold til de informationer, der skal følge med de kemiske produkter i medfør

af REACH forordningen (Forordning om registrering, vurdering og godkendelse af

samt begrænsninger for kemikalier (REACH)).

3. Europa-Parlamentets udtalelser

Forslaget skal vedtages af Europa- Parlamentet og Rådet ved den fælles beslut-

ningsprocedure med hjemmel i artikel 46. Europa-Parlamentet har ikke udtalt sig

om forslaget endnu.

4. Nærhedsprincippet

Kommissionen argumenterer i forhold til nærhedsprincippets overholdelse med at

formålet med direktivet er at forbedre leve- og arbejdsforholdene generelt, at be-

skytte arbejdstagerne mod den specielle risiko, der følger af udsættelse for kræft-

fremkaldende stoffer, samt at store forskelle i beskyttelsesniveauerne kan have

indvirkning på konkurrenceevnen landene imellem. Medlemsstaterne kan ikke

alene sikre en ensartet beskyttelse, hvorfor dette bør ske på EU niveau.

Regeringen er enig i Kommissionens vurdering.

5. Gældende dansk ret

I den danske arbejdsmiljølovgivning har der siden 1975 været regulering om fore-

byggelse af udsættelse for kræftfremkaldende stoffer. Lovgivningen er over årene

blevet udbygget, herunder ved implementering af det oprindelige EU-kræftdirektiv

fra 1990, og ved fastsættelse af grænseværdier for en lang række stoffer og mate-

rialer.

I forhold til Kommissionens forslag til 13 nye grænseværdier vil fem af de foreslå-

ede grænseværdier være på niveau med de danske. For fem stoffers vedkommende

er de danske grænseværdier markant højere end forslaget. Disse grænseværdier er

dog fastsat for mange år siden, og for tre af disse stoffer vurderer Arbejdstilsynet,

bl.a. på grundlag af produktregistrets oplysninger, at anvendelsen er yderst begræn-

set, mens ét stof bruges i begrænset mængde. For tre stoffers vedkommende ligger

de danske regler i dag under det foreslåede niveau.

Forslaget forventes følgelig at forudsætte enkelte ændringer i Arbejdstilsynets be-

kendtgørelse nr. 507 af 17. maj 2011 med senere ændringer om grænseværdier for

stoffer og materialer.

6. Konsekvenser

Lovmæssige konsekvenser:

Der skal ske opdatering af enkelte grænseværdier i arbejdsmiljølovgivningen (Ar-

bejdstilsynets bekendtgørelse nr. 507 af 17. maj 2011 med senere ændringer om

grænseværdier for stoffer og materialer).

Forslaget vurderes i øvrigt ikke at medføre statsfinansielle eller samfundsøkonomi-

ske konsekvenser, ligesom administrative konsekvenser for erhvervslivet og kon-

sekvenser for beskyttelsesniveauet i lyset af omfang og eksisterende danske græn-

seværdier vil være begrænset.

7. Høring

Forslaget er sendt i høring i Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale for-

hold.

8. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Forslaget forventes at kunne støttes af medlemsstaterne, men ventes at forudsætte

afklaring af en række spørgsmål

9. Regeringens foreløbige generelle holdning

Det er regeringens generelle holdning, at beskyttelse af arbejdstagerne er vigtig og

ikke bør udgøre en konkurrencebarriere. Niveauet i EU bør derfor tilnærmelsesvist

mindst ligge på niveau med de medlemsstater, som har det højeste beskyttelsesni-

veau af arbejdstagerne, som fx Danmark. Forslaget vil fremme arbejdstagernes

sundhed gennem hele arbejdslivet, og det vil samtidig have en positiv betydning

for virksomhedernes produktivitet og konkurrenceevne.

Regeringen er positiv overfor forslaget.

10. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Forslaget har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

4. Forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehand-

ling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering

Revideret notat. Ændringer er markeret med streg i venstre margin.

Resumé

Kommissionen har den 2. juli 2008 for Rådet fremsat et forslag til direktiv om lige-

behandling uden for arbejdsmarkedet af alle uanset religion eller tro, handicap,

alder eller seksuel orientering. Der er nedsat en tværministeriel følgegruppe med

henblik på at analysere forslagets juridiske og økonomiske konsekvenser. Regerin-

gen er som udgangspunkt positiv over for en styrket indsats mod diskrimination og

bakker op om håndhævelsen af menneskerettighederne. Forslaget til direktiv, som

det er fremlagt, giver dog anledning til en række betænkeligheder, idet forslaget

indeholder en række vagt afgrænsede bestemmelser og ligeledes vagt udformede

undtagelser fra direktivets anvendelsesområde. Det er derfor nødvendigt at få be-

lyst en række spørgsmål vedrørende forslagets nærmere juridiske og økonomiske

konsekvenser - herunder rækkevidden af flere mere generelle afgrænsede bestem-

melser, inden en nærmere holdning fastlægges. Regeringen vil arbejde for en af-

klaring af de afgrænsnings- og fortolkningsspørgsmål, der knytter sig til direktiv-

forslaget, navnlig i relation til beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af

alder og handicap.

Siden forelæggelsen af forslaget i juli 2008 har forslaget været behandlet under det

franske, tjekkiske, svenske, spanske, belgiske, ungarske, polske, danske, cyprioti-

ske, irske, litauiske, græske, italienske, lettiske og luxembourgske formandskab.

Sagen har ligeledes været drøftet under nederlandske formandskab. Der forventes

en fremskridtsrapport inden rådsmødet.

1. Baggrund

Baggrunden for forslaget er at gennemføre princippet om ligebehandling mellem

mennesker uden for arbejdsmarkedet uanset deres religion eller tro, handicap, alder

eller seksuelle orientering. Der fastsættes regler om forbud mod diskrimination af

de nævnte årsager, og der etableres en ensartet minimumsbeskyttelse inden for EU

af mennesker, som har været udsat for en sådan diskrimination.

Forslaget supplerer eksisterende EU-lovgivningsrammer, under hvilke der er for-

bud imod diskrimination på grundlag af religion eller tro, handicap, alder eller sek-

suel orientering alene i henseende til beskæftigelse, ansættelse og erhvervsuddan-

nelse.

Forslaget bygger på de strategier, der er udviklet siden Amsterdam Traktaten, om

at bekæmpe diskrimination og er konsistent med EU’s tværgående mål, herunder

især Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse (og efterfølgende Europa

2020-strategien) og målene for processen vedrørende social beskyttelse og social

inklusion.

Lignende diskriminationsforbud findes bl.a. i artikel 26 i FN’s konvention om bor-

gerlige og politiske rettigheder, hvoraf det fremgår, at alle mennesker er lige for

loven og er berettiget til lovens ligelige beskyttelse uden nogen forskelsbehandling.

I denne henseende skal loven forbyde enhver forskelsbehandling og sikre alle lige-

lig og effektiv beskyttelse imod forskelsbehandling af nogen grund, herunder race,

hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social

herkomst, formueforhold, fødsel eller anden stilling. Tilsvarende indeholder artikel

14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention et generelt diskriminations-

forbud, men i modsætning til artikel 26 i FN’s konvention om borgerlige og politi-

ske rettigheder finder diskriminationsforbuddet i Den Europæiske Menneskerettig-

hedskonvention alene anvendelse i forhold til de rettigheder, der omfattes af denne

konvention med tilhørende protokoller.

EU’s Charter om grundlæggende rettigheder indeholder også et generelt diskrimi-

nationsforbud i artikel 21.

2. Formål og indhold

Der tages i det følgende udgangspunkt i den oprindelige direktivtekst af juli 2008,

da der ikke siden er fremlagt en ny version af teksten.

Formålet med direktivet er ifølge forslagets art. 1 at bekæmpe forskelsbehandling

på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering og at gen-

nemføre princippet om ligebehandling uden for arbejdsmarkedet. Direktivet forby-

der ikke ulige behandling på grund af køn, som er omfattet af EUF-traktatens arti-

kel 19 og 157 og dertil knyttet afledt ret.

De øvrige artikler:

Artikel 2: Begrebet forskelsbehandling

Definitionen af princippet om ligebehandling er baseret på den definition, der

fremgår af de tidligere direktiver, der er vedtaget i henhold til den tidligere EF-

traktats art. 13, stk. 1.

Direkte forskelsbehandling består i at behandle nogen anderledes udelukkende på

grund af vedkommendes alder, handicap, religion eller tro eller seksuelle oriente-

ring. Indirekte forskelsbehandling foreligger, hvor en bestemmelse eller praksis,

som forekommer neutral, reelt kan have en særlig ufordelagtig konsekvens for en

person eller en gruppe af personer, for hvem særlige forhold gør sig gældende.

Som i direktiv 2000/43/EF, 2000/78/EF og 2002/73/EF er det muligt at retfærdig-

gøre indirekte forskelsbehandling, hvis den pågældende bestemmelse, betingelse

eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det

hensigtsmæssige og nødvendige.

Chikane er forskelsbehandling, hvis en persons optræden har til formål at krænke

en anden persons værdighed og skabe et truende, nedværdigende eller ubehageligt

klima m.v. Denne definition er identisk med definitionerne i de andre direktiver

vedtaget med den tidligere EF-traktats art. 13, stk. 1, som retsgrundlag.

Manglende "tilpasninger i rimeligt omfang" i relation til mennesker med handicap

anses for at være forskelsbehandling. Dette er ifølge forslaget i overensstemmelse

med FN-konventionen om rettigheder for mennesker med handicap og med direk-

tiv 2000/78/EF.

Ulige behandling på grund af alder kan være lovlig, hvis den er begrundet i et legi-

timt formål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæs-

sige og nødvendige (proportionalitetsprincippet). Forslaget er således ikke til hin-

der for, at der fastsættes en bestemt aldersgrænse for adgang til sociale goder, til

uddannelse og til visse varer og tjenester, i det omfang ovenstående betingelser

opfyldes.

De allerede vedtagne direktiver giver mulighed for undtagelser fra forbuddet mod

direkte forskelsbehandling i tilfælde af "regulære og afgørende erhvervsmæssige

krav", hvad angår forskelsbehandling på grund af alder og i forbindelse med for-

skelsbehandling på grund af køn, med hensyn til adgang til varer og tjenester.

Der er indsat en særlig bestemmelse om finansiel virksomhed, idet alder og handi-

cap kan være en afgørende faktor for risikovurderingen i forbindelse med bestemte

produkter og dermed for prisen. Anvendelsen af alder og handicap ved risikovurde-

ringen skal være baseret på nøjagtige data og statistikker.

Direktivet berører ikke nationale foranstaltninger, der er nødvendige af hensyn til

den offentlige sikkerhed, den offentlige orden, for at forebygge forbrydelser, for at

beskytte sundheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Artikel 3: Anvendelsesområde

Forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel ori-

entering foreslås forbudt i både den offentlige og den private sektor med hensyn til

social beskyttelse, herunder social sikring, sundhedsydelser, sociale goder, uddan-

nelse, adgang til varer og tjenester, herunder boliger, som er tilgængelige for of-

fentligheden.

Med hensyn til adgang til varer og tjenester er kun faglig eller erhvervsmæssig

virksomhed omfattet.

De forskellige områder er kun omfattet i det omfang, spørgsmålet falder ind under

Unionens kompetence. Således henhører f.eks. tilrettelæggelsen af skolesystemet

og indholdet af undervisningen og aktiviteter i forbindelse hermed, herunder tilret-

telæggelsen af undervisning for handicappede, under medlemsstaternes kompeten-

ce, og de kan have bestemmelser om ulige behandling i forbindelse med adgang til

uddannelsesinstitutioner og indholdet af og aktiviteter i undervisningen, herunder

undervisning af personer med særligt behov. Medlemsstaterne kan endvidere give

mulighed for ulige behandling ved adgang til uddannelsesinstitutioner baseret på

religion eller tro.

Teksten gør det klart, at spørgsmål i forbindelse med civilstand og familiemæssig

status, herunder adoption, falder uden for direktivets anvendelsesområde. Dette

indbefatter reproduktive rettigheder. Medlemsstaterne kan frit beslutte, om de øn-

sker at indføre og anerkende

retligt

registrerede partnerskaber. Hvis imidlertid

sådanne forhold i national ret anerkendes som ligestillet med ægteskaber, finder

princippet om ligebehandling anvendelse.

Det foreslås, at direktivet ikke finder anvendelse på national lovgivning om statens

og dens institutioners sekulære status eller om religiøse organisationers status.

Direktivet omfatter ikke forskelsbehandling på grund af nationalitet og berører ikke

bestemmelser og betingelser vedrørende tredjelandsstatsborgeres og statsløse per-

soners indrejse og ophold i medlemsstaterne og heller ikke nogen form for behand-

ling, der skyldes de pågældendes retsstilling.

Artikel 4: Ligebehandling af mennesker med handicap

Det forudsættes i forslaget, at der indføres reel og lige adgang for mennesker med

handicap til social beskyttelse, sociale goder, sundhedsydelser og uddannelse samt

adgang til varer og tjenester, herunder boliger og transport, som er tilgængelige for

offentligheden. Denne forpligtelse er begrænset i det omfang, den ville medføre en

uforholdsmæssig stor byrde eller ville kræve grundlæggende ændringer inden for

de pågældende områder. I bestemte tilfælde kan individuelle tilpasninger i rimeligt

omfang være nødvendige for at sikre, at en bestemt handicappet har reel adgang.

Dette er dog kun tilfældet, hvis det ikke indebærer en uforholdsmæssig stor byrde.

Artiklen indeholder en ikke-udtømmende liste over, hvilke faktorer der kan tages i

betragtning ved vurderingen af, om byrden er uforholdsmæssig stor, herunder or-

ganisationens størrelse og ressourcer, de skønnede omkostninger og de mulige

fordele ved forbedret adgang for mennesker med handicap.

Artikel 5: Positiv særbehandling og særforanstaltninger

Bestemmelsen er identisk med andre direktiver med den tidligere EF-traktats arti-

kel 13 som retsgrundlag. Der gives mulighed for at opretholde eller vedtage sær-

foranstaltninger med henblik på at forebygge eller opveje ulemper knyttet til religi-

on eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Artikel 6: Mindstekrav

Bestemmelsen er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den giver medlemsstaterne mulighed for at

fastlægge et højere beskyttelsesniveau end garanteret ved direktivet og forbyder

omvendt, at medlemsstaternes niveau for beskyttelse mod forskelsbehandling bør

sænkes ved gennemførelsen af direktivet.

Artikel 7: Klageadgang

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Det foreslås, at borgere, der mener, at de har

været udsat for forskelsbehandling, bør kunne anvende administrative eller retlige

procedurer, også efter at det forhold, under hvilket forskelsbehandlingen angiveligt

har fundet sted, er ophørt.

Organisationer, der har en legitim interesse i at bekæmpe forskelsbehandling, gives

mulighed for at hjælpe ofre for forskelsbehandling i retslige eller administrative

procedurer. Nationale regler om søgsmålsfrister berøres ikke af denne bestemmel-

se.

Artikel 8: Bevisbyrde

Bestemmelsen er identisk med tilsvarende bestemmelser i direktiver med den tidli-

gere EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag samt med bevisbyrdedirektivet, jf.

direktiv 97/80/EF om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grund-

lag af køn.

I alle sager, hvor princippet om ligebehandling hævdes krænket, foreslås det, at

princippet om delt bevisbyrde skal finde anvendelse. Som i de tidligere direktiver

finder delt bevisbyrde ikke anvendelse i tilfælde, hvor den påståede forskelsbe-

handling forfølges strafferetligt.

Artikel 9: Beskyttelse mod repressalier (victimisering)

Bestemmelsen er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Der foreslås indført foranstaltninger til beskyt-

telse af enkeltpersoner mod repressalier som følge af, at de har gjort deres rettighe-

der i henhold til direktivet gældende.

Artikel 10: Formidling af oplysninger

I denne bestemmelse, der er den samme som i de andre direktiver med den tidligere

EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag, foreslås det, at medlemsstaterne skal in-

formere om direktivet og nationale bestemmelser.

Artikel 11: Dialog med relevante interessenter

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den har til formål at fremme dialogen mellem

de relevante offentlige myndigheder og organer som f.eks. ngo'er, der har en legi-

tim interesse i at bidrage til bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af religi-

on eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Artikel 12: Organer til fremme af ligebehandling

Denne bestemmelse er den samme som i to andre direktiver vedtaget i henhold til

den tidligere EF-traktats artikel 13. I henhold til denne artikel skal medlemsstaterne

have et eller flere organer ("ligebehandlingsorgan") på nationalt plan til fremme af

ligebehandling af alle uden forskel på grund af religion eller tro, handicap, alder

eller seksuel orientering.

Bestemmelsen er en gengivelse af bestemmelsen i direktiv 2000/43/EF vedrørende

adgang til varer og tjenester og bygger på tilsvarende bestemmelser i direktiv

2002/73/EF25 og 2004/113/EF. Den fastsætter minimumskompetencen for organer

på nationalt plan, der bør handle uafhængigt for at fremme princippet om ligebe-

handling. Medlemsstaterne kan beslutte, at disse organer skal være de samme som

dem, der allerede er oprettet i henhold til de tidligere direktiver.

En af ligebehandlingsorganernes opgaver er at give uafhængig bistand til ofre for

forskelsbehandling. De skal også kunne foretage uafhængige undersøgelser af for-

skelsbehandling og offentliggøre rapporter og fremsætte henstillinger på ligebe-

handlingsområdet.

Artikel 13: Overholdelse

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Medlemsstaterne forpligtes til at ophæve alle

love og administrative bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehand-

ling. Endvidere kan alle aftaleretlige bestemmelser, virksomheders interne regler

og vedtægter for foreninger, der strider mod ligebehandlingsprincippet, erklæres

ugyldige eller ændres.

Artikel 14: Sanktioner

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. I overensstemmelse med EF-Domstolens prak-

sis fastsættes det, at der ikke bør være nogen øvre grænse for den godtgørelse, der

skal betales i tilfælde af krænkelser af princippet om ligebehandling. Godtgørelsen

skal være effektiv, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en præventiv

effekt.

Artikel 15: Gennemførelse

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den giver medlemsstaterne en frist på to år til

at inkorporere direktivet i national ret og at meddele Kommissionen teksten til de

nationale bestemmelser. Medlemsstaterne kan bestemme, at forpligtelsen til at

sikre reel adgang for mennesker med handicap først skal gælde fire år efter vedta-

gelsen af direktivet.

Artikel 16: Rapport

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Kommissionen skal i henhold til denne artikel

aflægge rapport over for Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af direkti-

vet på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne. Der skal i rapporten tages

hensyn til de synspunkter, der fremsættes af arbejdsmarkedets parter, de relevante

ngo'er og Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder.

Artikel 17: Ikrafttræden

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Direktivet træder i kraft på dagen for offent-

liggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 18: Adressater

Denne bestemmelse, hvoraf det fremgår, at direktivet er rettet til medlemsstaterne,

er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-traktats artikel 13

som retsgrundlag.

3. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet afgav en udtalelse om forslaget den 2. april 2009.

4. Nærhedsprincippet

Kommissionen har beskrevet forslagets forhold til nærheds- og proportionalitets-

princippet således:

”Subsidiaritetsprincippet

finder anvendelse, for så vidt som forslaget ikke er omfat-

tet af Fællesskabets ene kompetence. Målene for forslaget kan ikke i tilstrækkelig

grad opfyldes af medlemsstaterne alene, fordi kun foranstaltninger på fællesskabs-

plan kan sikre, at der er et minimumsniveau for beskyttelse mod forskelsbehandling

på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering i alle med-

lemsstaterne. En fællesskabsretsakt giver retssikkerhed med hensyn til borgernes

og de økonomiske aktørers rettigheder og forpligtelser, også hvis de bevæger sig

mellem medlemsstaterne. Erfaringerne med de tidligere direktiver, der er blevet

vedtaget i henhold til EF-traktatens artikel 13, stk. 1 (EUF-traktatens artikel 19,

stk. 1), viser, at de har haft en positiv virkning med hensyn til at opnå en bedre

beskyttelse mod forskelsbehandling. I overensstemmelse med proportionalitets-

princippet går det foreslåede direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at

nå de fastlagte mål.

Nationale traditioner og tilgange på områder som f.eks. sundhedsydelser, social

beskyttelse og uddannelse er desuden generelt mere forskellige end på beskæftigel-

sesområdet. Disse områder er kendetegnet ved legitime samfundsmæssige valg på

områder, hvor medlemsstaterne har kompetencen.

De europæiske samfunds forskelligartethed er en af Europas styrker og skal re-

spekteres i henhold til subsidiaritetsprincippet. Spørgsmål som tilrettelæggelse af

uddannelsessystemet og undervisningens indhold, anerkendelse af civilstand eller

familiemæssig status, adoption, reproduktive rettigheder og andre lignende

spørgsmål afgøres bedst på nationalt plan. Ingen medlemsstat skal derfor som

følge af direktivet ændre sin gældende lovgivning eller praksis med hensyn til disse

spørgsmål. Det berører heller ikke nationale bestemmelser om kirkers eller andre

religiøse organisationers aktiviteter eller deres forhold til staten. Det vil således

f.eks. fortsat være medlemsstaterne alene, der træffer afgørelse om spørgsmål som

tilladelse til selektiv adgang til skoler, forbud mod eller accept af at bære eller

bruge religiøse symboler i skolen, anerkendelse af ægteskab mellem personer af

samme køn og eventuel regulering af forholdet mellem organiseret religion og

staten.”

Regeringen kan tilslutte sig denne vurdering.

5. Gældende dansk ret

I den danske lovgivning opereres der i vidt omfang med aldersgrænser i forskellige

sammenhænge. Bestemmelsen i direktivforslaget er i sin nuværende form så elasti-

ske, at det ikke kan udelukkes, at Danmark vil kunne komme i en situation, hvor

Kommissionens og EU-Domstolens opfattelse af, hvornår en aldersgrænse er fast-

sat efter objektive og rimeligt begrundede kriterier, og hvad der er et legitimt for-

mål, ikke nødvendigvis vil være sammenfaldende med den danske opfattelse.

På den baggrund vurderes det, at i det omfang alder skal være omfattet af direkti-

vet, skal direktivforslaget være mere præcist i form af angivelser af områder, der

kan undtages helt fra direktivet.

Direktivforslaget indeholder desuden en særlig bestemmelse om ligebehandling af

mennesker med handicap. Artiklen skal sikre reel og lige adgang for mennesker

med handicap til social beskyttelse, sociale goder, sundhedsydelser og uddannelse

samt adgang til varer og tjenesteydelser, herunder boliger og transport, som er til-

gængelige for offentligheden. Denne forpligtelse er begrænset, i det omfang den

ville medføre en uforholdsmæssig stor byrde eller vil kræve grundlæggende æn-

dringer inden for de pågældende områder. Artiklen er uklar, hvilket gør det vanske-

ligt at afgrænse bestemmelsens omfang. Eksempelvis fremgår det af artiklen, at

medlemsstaterne kan foretage ”rimelig tilpasning” for at sikre gennemførelsen af

rettighederne, så længe disse ikke medfører ”uforholdsmæssig stor byrde”.

Der er taget udgangspunkt i det oprindelige fremsatte direktivforslag som grundlag

for de juridiske overvejelser på de enkelte ressortministeriets område, som beskri-

ves nærmere nedenfor, da forhandlingerne fortsat ikke har ført til nye konkrete

tekstforslag, som alle medlemmer er enige om.

Social- og Indenrigsministeriets område

Det må overordnet antages, at aldersbestemmelser i forhold til Social- og Inden-

rigsministeriets område er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål og

derfor ikke udgør forskelsbehandling i direktivets forstand. Når en endelig direktiv-

tekst foreligger, vil regeringen på baggrund af denne vurdere, hvorvidt der måtte

være behov for ændringer som følge af vedtagelse af direktivforslaget. Det gælder

for eksempel ydelser efter serviceloven.

Handicap

Serviceloven indeholder en del bestemmelser om tilbud til personer med handicap,

herunder bestemmelser om positiv særbehandling i form af kompensation for at

sikre reel ligestilling. Følgende bestemmelsers relation til direktivforslaget vurde-

res at skulle undersøges nærmere.

Hjælp til dækning af merudgifter

§ 100 i serviceloven pålægger kommunalbestyrelserne at yde hjælp til dækning af

nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem 18 år og

folkepensionsalderen med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og til

personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der efter § 15 a i lov

om social pension har opsat udbetalingen af folkepensionen.

Det skal bemærkes, at Social- og Indenrigsministeriet er indstævnet i en sag om,

hvorvidt det er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel

14 sammenholdt med tillægsprotokol 1, artikel 1, at en borger ikke længere tildeles

dækning af merudgifter efter serviceloven samt invaliditetsbeløb efter førtidspensi-

onsloven.

Ledsageordning

§ 97, stk. 2 i serviceloven pålægger kommunalbestyrelserne at tilbyde 15 timers

ledsagelse om måneden til personer mellem 12 år og folkepensionsalderen, dog

således at aldersgrænsen ikke kan blive mindre end 67 år, der ikke kan færdes ale-

ne på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. §97,

Stk. 2 fastslår, at personer, der er visiteret til 15 timers ledsagelse om måneden ved

det fyldte 67. år bevarer denne ret efter det fyldte 67. år.

Beskyttet beskæftigelse

§ 103 i serviceloven pålægger kommunalbestyrelserne at tilbyde beskyttet beskæf-

tigelse til personer mellem 18 år og folkepensionsalderen, som på grund af betyde-

lig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke

kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, og

som ikke kan benytte tilbud efter anden lovgivning.

Beskyttet beskæftigelse adskiller sig fra beskæftigelse efter reglerne på Beskæfti-

gelsesministeriets område ved at blive betragtet som en social foranstaltning. Dette

indebærer bl.a., at personer i beskyttet beskæftigelse ikke har krav på at modtage

feriepenge og sygedagpenge mv. i lighed med personer på det ordinære arbejds-

marked.

Botilbud

For botilbud til længerevarende ophold for personer med betydelig og varigt nedsat

fysisk eller psykisk funktionsevne efter servicelovens § 108 er der ikke fastsat reg-

ler om specifikke indretningskrav i lovgivningen, men botilbuddet skal være egnet

til formålet.

For almene ældreboliger, herunder boliger der udlejes til mennesker med handicap,

er der derimod fastsat specifikke indretningskrav i lovgivningen, f.eks. at hver bo-

lig skal være forsynet med selvstændigt toilet og bad.

Handleplaner

§ 141 i serviceloven forpligter kommunalbestyrelserne til at skønne, om det er

hensigtsmæssigt at tilbyde at udarbejde en handleplan for indsatsen, når der ydes

hjælp til personer under folkepensionsalderen efter lovens afsnit 5.

Indhentelse af samtykke fra børn over 15 år

Ifølge serviceloven skal der ved visse afgørelser indhentes samtykke fra forældre-

myndighedsindehaveren og fra den unge, hvis denne er over 15 år.

Dette gælder eksempelvis i forbindelse med anbringelse uden for hjemmet, jf. § 53.

Er der tale om børn under 15 år, vil der således ikke være krav om, at den pågæl-

dende har givet samtykke til den iværksatte foranstaltning.

Klagereglerne

For en række afgørelser om foranstaltninger efter serviceloven, der vedrører børn

og unge er aldersgrænsen for partsstatus og klageadgang fastsat til 12 år. Det gæl-

der eksempelvis i afgørelser om valg af anbringelsessted og afgørelser om samvær

og kontakt jf. § 167 i serviceloven.

Efterværn

Efter servicelovens § 76 kan kommunalbestyrelsen tilbyde støtte, der har til formål

at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge mellem 18-

22 år, når det må anses for af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov

for støtte, og hvis den unge er indforstået hermed.

Børn og unge, der er tvangsanbragt

umiddelbart inden

det 18. år,

har

ret til at få

efterværn i form af en kontaktperson frem til det fyldte 23. år. Støtten tilbydes un-

ge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af døgnophold efter § 76, stk. 3,

nr. 1.

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er

eller var anbragt uden for hjemmet, jf. § 52, stk.3, nr. 7, på eget værelse, kollegium

eller kollegielignende opholdssteder, støtte i form af en kontaktperson frem til det

19. år. Støtten tilbydes unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af

døgnophold efter § 76, stk. 3, nr. 1.

Tilbuddene efter § 76 ophører ved det fyldte 23. år. I flere situationer vil der imid-

lertid være mulighed for, at der kan iværksættes en foranstaltning efter voksenreg-

lerne i serviceloven som eksempelvis § 85, der bl.a. vedrører hjælp, omsorg og

støtte i tilfælde af psykiske, fysiske eller sociale problemer.

Efter servicelovens § 76 a skal kommunalbestyrelsen tilbyde hjælp efter stk. 2 og

3. til unge i alderen 18 til 22 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til

den unges behov for støtte, og hvis den unges værge er indforstået hermed.

For unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der

umiddelbart inden det fyldte 18. år er anbragt uden for hjemmet efter reglerne i

kapitel 11 i en plejefamilie efter § 66, stk. 1 1-3 kan kommunalbestyrelsen træffe

afgørelse om, at døgnopholdet, jr. § 52, opretholdes. Såfremt den unges plejefami-

lie ikke længere vurderes egnet som plejefamilie for den pågældende unge, kan

kommunalbestyrelsen tilbyde den unge anbringelse i en anden plejefamilie, som

den unge har en nær relation til og er tryg ved. Ved tilbud om anbringelse hos en

anden plejefamilie skal betingelserne i stk. 1 være opfyldt.

Opretholdelsen af døgnophold skal ophøre, når det ikke længere opfylder sit formål

under hensyn til den unges behov for støtte, dog senest når den unge fylder 23 år.

Beskæftigelsesministeriets område

Arbejdsløshedsforsikringslovgivningen, sygedagpengeloven og kontanthjælps-

lovgivningen indeholder aldersgrænser på en lang række områder i relation til er-

hvervelse af ret til f.eks. arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge m.v. F.eks. ophø-

rer retten til arbejdsløshedsdagpenge/efterløn, når en person når folkepensionsalde-

ren.

Ligeledes findes der aldersbestemmelser i efterlønsordningen, i fleksydelsesregler-

ne, delpensionsreglerne, fleksjobreglerne, i de særlige ungeregler og i reglerne om

medlemskab/optagelse i en arbejdsløshedsforsikringsordning.

Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

Forskelsbehandlingsloven indeholder et forbud mod direkte og indirekte forskels-

behandling på grund af en række kriterier, bl.a. race og etnisk oprindelse, religion

eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering på arbejdsmarkedet. Loven base-

rer sig bl.a. på EU-direktiv 2000/43/EF og EU-direktiv 2000/78/EF.

Lønmodtagere og ansøgere til ledige stillinger er beskyttet mod forskelshandling i

forbindelse med ansættelse, under ansættelsen, i forbindelse med afskedigelse,

forflyttelse, forfremmelse og med hensyn til løn og arbejdsvilkår. En arbejdsgiver

må ikke forskelsbehandle ansatte med hensyn til adgang til erhvervsmæssig vide-

reuddannelse, omskoling, m.v. Loven gælder for både arbejdsgivere, for enhver,

der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed og for enhver, der anviser be-

skæftigelse.

Loven indeholder en pligt for arbejdsgiveren til at foretage hensigtsmæssige tilpas-

ninger i betragtning af de konkrete behov for at give personen med handicap ad-

gang til beskæftigelse. Pligten til at foretage tilpasninger må imidlertid ikke være

urimelig byrdefuld for arbejdsgiveren. Hvis byrden lettes i tilstrækkeligt omfang

gennem offentlige foranstaltninger, anses byrden ikke for at være uforholdsmæssig

stor.

Arbejdsløshedsforsikring

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vurderet, at aldersgrænserne i

arbejdsløshedsforsikringsloven ikke umiddelbart udgør et problem i forhold til

direktivet. Det forudsætter, at de aldersbestemte regler i arbejdsløshedsforsikrings-

loven kan undtages fra begrebet forskelsbehandling efter artikel 2, stk. 6, og ikke er

omfattet af anvendelsesområdet som beskrevet i artikel 3, stk. 1, litra a-b).

For at blive optaget som medlem i en dansk i a-kasse er det en betingelse, at man er

fyldt 18 år og ikke er mindre end 2 år fra folkepensionsalderen. Hvis man har gen-

nemført en uddannelse, der giver grundlag for optagelse i en a-kasse, kan man op-

tages som medlem, selv om man ikke er fyldt 18 år. Medlemskabet af en a-kasse

ophører ved udgangen af den måned, hvor man når folkepensionsalderen.

Det er en betingelse for ret til arbejdsløshedsdagpenge, at man er medlem af en a-

kasse. Hvis man ikke opfylder aldersbetingelserne for ret til medlemskab, kan man

derfor heller ikke få arbejdsløshedsdagpenge.

Arbejdsskadelovgivningen

Bestemmelser, der relaterer sig til handicapkriteriet

Erstatning samt godtgørelse efter lov om arbejdsskadesikring fastsættes på grund-

lag af arbejdsskadens følger. Dette betyder, at erstatningen kan nedsættes eller efter

omstændighederne bortfalde, hvis tilskadekomnes aktuelle lægelige og sociale

situation ikke udelukkende kan henføres til arbejdsskaden. Der ydes således ikke

kompensation for tilskadekomnes samlede helbredsmæssige og/eller erhvervsmæs-

sige forringelse fuld erstatning, når tilskadekomnes helbredsmæssige og/eller er-

hvervsevne allerede var nedsat før skaden. Det samme gælder, når den forudbestå-

ende sygdom med sikkerhed på et senere tidspunkt ville have medført i det væsent-

lige de samme følger, selvom skaden ikke var sket.

Følgerne af forudbestående skader eller handicap kan have betydning for erstat-

ningsudmålingen. Det betyder, at erstatning og godtgørelse kan nedsættes, når det

er dokumenteret, at hele eller dele af det varige mén/tab af erhvervsevne skyldes

andre forhold end arbejdsskadens følger. Det bemærkes, at personer med handicap

kan kompenseres økonomisk efter anden social lovgivning.

Bestemmelser, der relaterer sig til alderskriteriet

Godgørelse for varigt mén er en økonomisk kompensation for de varige ikke-

økonomiske følger af en arbejdsskade. Godtgørelsen nedsættes med en procent for

hvert år, tilskadekomne er ældre end 39 pr ved arbejdsskadens indtræden. Var til-

skadekomne fyldt 60 år ved arbejdsskadens indtræden, nedsættes godtgørelsen med

yderligere 1 pct. for hvert år, den pågældende var ældre end 59 år ved arbejdsska-

dens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år.

ikke yderligere efter det fyldte 69. år. Baggrunden, for at det er valgt at lade godt-

gørelsen nedsætte for ældre personer, er, at ældre personer ikke skal leve så længe

med det varige mén som yngre personer.

Erstatning for tab af erhvervsevne tilkendes som løbende erstatning. Udbetalingen

af den løbende erstatning ophører, når modtageren opnår ret til folkepension. Den

løbende erstatning skal i nogle sager (endelige afgørelser om tab af erhvervsevne

på mindre end 50 procent) og kan i andre sager omsættes til et engangsbeløb (kapi-

talbeløb) op til et beløb, der svarer til et tab af erhvervsevne på 50 pct.. Kapitalise-

ringsfaktorerne, der anvendes til omsætning af løbene erstatning til kapitalerstat-

ning, fastsættes efter aktuarmæssige principper. Dette betyder, at kapitaliseringsbe-

løbet er forskelligt i forhold til alder, således at det udbetalte kapitalbeløb er mindre

jo ældre tilskadekomne er.

Beskæftigelsesindsatsen

Adskillige ordninger under beskæftigelseslovgivningen har snæver sammenhæng

med folkepensionsalderen. Det gælder fx efterløn, fleksydelse og delpension, som

er tilbagetrækningsordninger før folkepensionsalderen.

Beskæftigelsesindsatsen (lov om en aktiv beskæftigelsesindsats) indeholder

en række målgruppeafgrænsninger, som knytter sig til alder eller handicap (be-

grænsninger i arbejdsevnen). Der kan opstilles følgende (foreløbige) liste over

beskæftigelsesrelaterede ordninger, der indeholder bestemmelser – direkte eller

indirekte – om alder/handicap:

Ordning

Fleksjob

Afgrænsning

Væsentlig og mere end midlertidig begrænsning

i arbejdsevnen. Ophører ved folkepensionsalde-

ren eller ved overgang til fleksydelse.

Forudsætter førtidspension (som kræver væsent-

lig og varig begrænsning i arbejdsevnen).

Væsentlig begrænsning i arbejdsevnen med mu-

lighed for selvforsørgelse ved f.eks. skift af er-

hvervsområde. Revalideringsydelse er subsidiær

ift. alle andre former for forsørgelse.

Varig og betydelig psykisk/fysisk funk-

tionsnedsættelse.

Dagpenge-, kontant- og starthjælpsmodtagere

over 55 år med mindst et års ledighed kan blive

ansat med et særligt højt løntilskud, såfremt de

Løntilskud til førtids-

pensionister (skåne-

job)

Revalidering

Personlig assistance til

handicappede (kom-

pensationsloven)

Løntilskud til over 55-

årige

Seniorjob

Løntilskud til elev-

/lærlingeforløb (LAB

§ 51, stk. 3, nr.2)

selv finder arbejde i en privat virksomhed. Ord-

ningen bygger på objektive kriterier, og løntil-

skuddet kan gives i max 6 måneder. Ordningen

er ophævet med virkning fra 1. januar 2013. Der

er stadig nogen på ordningen.

Forsikrede ledige, hvis ret til dagpenge, udløber

tidligst 5 år før efterlønsalderen, har ret til ansæt-

telse i et seniorjob, når dagpengeretten er udlø-

bet og indtil efterlønsalderen. Det er en betingel-

se, at personen betaler til efterlønsordningen, og

at personen vil kunne opfylde anciennitetskravet

for efterløn, når vedkommende når efterlønsal-

deren.

Personer med omfattende psykiske, fysiske eller

sociale problemer, der kun kan yde en meget be-

grænset arbejdsindsats.

Fleksjob

Hvis alderskriteriet i direktivforslaget skal forstås således, at man kan fastsætte en

aldersgrænse ud fra objektive kriterier - f.eks. at folkepensionsalderen er 65 år for

alle - og at forskellige ydelser ophører (for alle), når de opnår folkepensionsalderen

(fordi pensionen så træder i stedet), så er det Styrelsen for Arbejdsmarked og

Rekrutterings vurdering, at der ikke er udgifter ift. fleksjobordningen ved direktiv-

forslaget. Dog skal det nævnes, at der er det særlige forhold knyttet til fleksjobord-

ningen, at fleksjob ophører ved 65 år, selvom man i øvrigt kan fortsætte på det

ordinære arbejdsmarked efter 65 år. Umiddelbart er det vurderingen, at heller ikke

dette har betydning i forhold til direktivforslaget, da man ikke mister retten til at

arbejde, og derfor stadig er ansat hos arbejdsgiveren, indtil man bliver afskediget.

Når et fleksjob ophører, er det således kun arbejdsgiveren, der mister retten til en

ydelse/tilskud.

Mht. handicapkriteriet i fleksjobordningen er det endvidere umiddelbart vurderin-

gen, at direktivets bestemmelser om handicap ikke giver problemer, da det fortsat

må være muligt at afgrænse en ordning til nogle bestemte handicap/et væsentlig-

hedskriterium, som så omfatter alle borgere. Også ud fra den betragtning er det

opfattelsen, at der ikke er udgifter til fleksjobordningen ved direktivforslaget.

Reglerne om kompensation til mennesker med handicap i erhverv

I relation til reglerne om kompensation til mennesker med handicap i erhverv

m.v. gælder, at personer med handicap som udgangspunkt er omfattet af den ordi-

nære beskæftigelsesindsats. Er der behov for kompensation for den nedsatte ar-

bejdsevne, er der regler i lov om kompensation til mennesker med handicap m.v.

om fortrinsadgang, personlig assistance til handicappede i erhverv og om isbryder-

ordningen. Her er de væsentligste regler reglerne om personlige assistance, der kan

ydes til ledige, lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, som på grund af

en varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har behov for særlig

personlig bistand.

Formålet med reglerne om kompensation til mennesker med handicap i erhverv er

at give personer med handicap kompensation for handicappet, således at disse per-

soner bliver ligestillet med personer uden handicap og dermed får samme mulighe-

der for erhvervsudøvelse.

Umiddelbart er det vurderingen, at det også i denne sammenhæng ikke er i strid

med direktivforslaget at afgrænse en ordning ud fra et væsentlighedskriterium, som

omfatter alle borgere. Det er derfor vurderingen, at der ikke er udgifter ift. ordnin-

gen om kompensation til mennesker med handicap i erhverv ved direktivforslaget.

Kontanthjælpssystemet

På kontanthjælpsområdet afhænger en persons sats blandt andet af, om personen er

under 25 år, fyldt 25 år eller fyldt 30 år. Aldersgrænserne er politisk bestemte og

begrundes i ”den sædvanlige uddannelsesalder”, hvorfor satserne for de yngre al-

dersgrupper er fastsat ud fra SU-niveauet for at sikre, at det ikke er det sociale

ydelsesniveau, der forhindrer de unge i at starte på en uddannelse med SU. Dog

kan unge, der ikke vurderes uddannelsesparate fx på grund af sociale eller

sundhedsmæssige problemer, få et aktivitetstillæg oven i satsen, ud fra en betragt-

ning om at de ikke kan reagere på et økonomisk incitament til uddannelse i form af

en lavere sats.

Bestemmelsen i art. 6, 1. pkt., i direktivet angiver, at forskelsbehandlingen kan

retfærdiggøres ud fra tre kriterier 1) den skal være objektivt retfærdiggjort ud fra et

legitimt mål, 2) den skal være passende og 3) den skal være nødvendig. Indholdet

af disse tre kriterier vil i sidste ende bero på en fortolkning hos EU-domstolen.

Dette er ikke uproblematisk, da EU-domstolen i andre sammenhænge har pålagt en

meget snæver fortolkning af lignende proportionalitetshensyn. Der er således en vis

risiko for, at den aldersafgrænsning, der politisk er fastsat i kontanthjælpssystemet,

vil blive underkendt, fordi de ikke lever op til de tre kriterier, der er opregnet i be-

stemmelsen, og derfor vil blive betragtet som udtryk for diskrimination.

Sygedagpenge

På sygedagpengeområdet er der som udgangspunkt ikke nogen aldersbegrænsning

for udbetalingen af sygedagpenge. Der er dog en aldersbegrænsning mht. varig-

hedsbegrænsningen, dvs. spørgsmålet om, i hvor lang tid, der kan udbetales syge-

dagpenge. Mens udbetaling af sygedagpenge som udgangspunkt ophører, når der er

udbetalt sygedagpenge i 22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder, ophører

sygedagpengene for personer, der har nået folkepensionsalderen, når der er udbetalt

sygedagpenge i mere end 26 af de forudgående 12 kalendermåneder. Der er desu-

den ikke de samme forlængelsesmuligheder som for den øvrige personkreds.

Begrundelsen herfor er, at der er adgang til en anden forsørgelsesydelse, nemlig

folkepensionen. Det ville være uhensigtsmæssigt, hvis man ved at sygemelde sig

før folkepensionen kunne sikre sig en langt højere ydelse i en årrække.

Jobafklaringsforløb

Sygemeldte, som fortsat er uarbejdsdygtige, og som ikke kan få forlænget deres

sygedagpenge, har ret til jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse i en peri-

ode på op til 2 år. I jobafklaringsforløb er der fastsat den aldersgrænse, at jobafkla-

ringsforløb ophører på det tidspunkt, hvor personen når folkepensionsalderen.

Integrationsloven

Integrationsloven indeholder aldersgrænser for så vidt angår tilbud om introdukti-

onsprogram, som retter sig mod voksne mennesker og iværksættes med henblik på

at skabe mulighed for selvforsørgelse. Aldersgrænsen knytter sig til myndighedsal-

deren, men introduktionsprogrammet kan også efter en konkret vurdering tilbydes

til uledsagede mindreårige asylansøgere. Disse aldersgrænser findes objektivt og

rimeligt begrundet.

Integrationsloven indeholder endvidere enkelte bestemmelser om særlige tilbud og

tilskudsordninger, som kan iværksættes i forhold til bestemte aldersgrupper. Disse

bestemmelser er begrundet i behovet for en særlig indsats i forhold til disse alders-

grupper med henblik på at hjælpe de pågældende i uddannelse eller beskæftigelse.

Bestemmelserne er således udtryk for positiv særbehandling.

Folkepension, førtidspension mv.

Kontantydelser er:



Lov om højeste, mellem, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.



Lov om social pension



Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag



Lov om en børnefamilieydelse

For disse ydelser gælder, at retten til ydelser er afhængig af, at den enkelte har

opnået myndighedsalderen på 18 år eller pensionsalderen på 65 år. Det må antages,

at aldersbestemmelser i forhold til disse ydelser er objektivt og rimeligt begrundet i

et legitimt formål og derfor ikke udgør forskelsbehandling i direktivets forstand.

Beskæftigelsesministeriet er ikke bekendt med, at de gældende regler på området

har ført til domfældelse, der har statueret aldersdiskrimination

Der er ikke foretaget en tilbundsgående analyse af aldersdiskrimination efter direk-

tivteksten i relation til alle dele af ydelsesområdet herunder særligt ydelser, fx han-

dicapkompenserende ydelser, der ophører ved overgangen til folkepension, og

ydelser, fx gunstigere boligstøtteregler, der kun gives til folkepensionister.

Kulturministeriets område

Der findes ikke på Kulturministeriets område love, der indebærer direkte diskrimi-

nation af mennesker som følge af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel

orientering.

Ophavsretsloven

Der er foreskrevet positiv særbehandling af blinde, svagtseende, døve og taleliden-

de samt personer i øvrigt, der på grund af handicap er ude af stand til at læse trykt

tekst, fx ordblinde, i ophavsretsloven, jf. § 17. Ifølge bestemmelsen er det tilladt at

gengive og sprede eksemplarer af udgivne værker til brug for de ovennævnte, når

gengivelsen og de spredte eksemplarer er særligt bestemt til brug for disse perso-

ner.

Licensbekendtgørelsen

DR Licens kan efter ansøgning bevilge blinde og stærkt svagtseende personer, der

bor alene eller bor i husstande udelukkende med andre blinde eller stærkt svagt-

seende personer og/eller hjemmeboende børn uanset alder, fritagelse for medieli-

cens. Ved blinde og stærkt svagtseende forstås personer, som er medlem af Dansk

Blindesamfund eller opfylder betingelserne for at blive medlem af Dansk Blinde-

samfund.

Sundheds- og Ældreministeriets område

Spørgsmål om især alder er reguleret i en række sammenhænge i sundhedslovgiv-

ningen. Som eksempler kan nævnes bestemmelserne vedr. mindreåriges adgang til

at samtykke til behandling og aktindsigt (Sundhedslovens § 17), adgangen til at

oprette livstestamenter (Sundhedslovens § 26), transplantation fra levende og afdø-

de personer (Sundhedslovens §§ 52 og 53), reglerne vedr. valg af sikringsgruppe

og praktiserende læge (Sundhedslovens §§ 58 og 59), gratis tandpleje til børn og

unge under 18 år, en række alderskriterier i forbindelse med vaccinations- og

screeningsprogrammer (f.eks. i forbindelse med influenzavaccine, HPV-vaccine og

screening for brystkræft og livmoderhalskræft) og tilskud til behandling af angst

ved privatpraktiserende psykolog. Hertil kommer regler om aldersgrænser ift. steri-

lisation (sundhedslovens § 105) og kastration (sundhedslovens § 115). Endvidere

er det i om lov om assisteret reproduktion fastsat, at assisteret reproduktion ikke må

finde sted i de tilfælde, hvor den person med livmoder og æggestoksvæv, der skal

føde barnet, er ældre end 45 år (§ 6).

Det er overordnet vurderingen, at aldersbestemmelserne i sundhedslovgivningen er

objektivt og sagligt begrundet i legitime og faglige hensyn. Det kan dog ikke på

nuværende tidspunkt udelukkes, at der vil kunne blive behov for ændringer heri

som følge af en vedtagelse af direktivforslaget.

I forhold til direktivudkastets forbud mod diskrimination på grund af seksuel ori-

entering bemærkes, at ifølge Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 768 af 10. juli

2008 om sikkerhed ved bloddonation skal blodbankerne forud for tapning af hu-

mant blod undersøge, om donor er egnet til donation efter kriterier nævnt i bilag 2

til bekendtgørelsen. Et af disse kriterier er seksuel adfærd, og dette kan indebære

udelukkelse af donorer "som på grund af deres seksuelle adfærd er udsat for stor

risiko for at påføre sig alvorlige smitsomme sygdomme, der kan overføres med

blodet".

Begrundelsen for kravene i bekendtgørelsen er dels at sikre bloddonorer bedst mu-

ligt mod komplikationer ved tapning, dels at opnå bedst mulig sikkerhed ved an-

vendelse af lægemidler, der er fremstillet af humant blod. For at opnå det-

te udelukkes personer, hvor der er en potentiel risiko for overførsel af infektion

med blodet.

Bekendtgørelsen er gennemførelse af direktiv 2004/33/EF.

Endvidere er det forhold, at en mand har haft sex med en anden mand, nævnt som

én blandt flere risikofaktorer ved vurderingen af en sæddonorkandidats egnethed.

Det er imidlertid ikke en udelukkelsesgrund, at en mand har haft sex med en anden

mand, og en homoseksuel mand kan således efter en konkret vurdering være at

være egnet som sæddonor, jf. Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 753 af 3. juli

2006 om kvalitet og sikkerhed ved donation, udtagning og testning (humane væv

og celler).

Ældre

Generelt gives hjælp til ældre borgere i Danmark på baggrund af en behovsvurde-

ring og dermed ikke på baggrund af aldersafgrænsning eller anden afgrænsning,

såsom køn, etnisk oprindelse eller økonomisk formåen. Kommunalbestyrelsen skal

eksempelvis tilbyde personlig pleje og praktisk hjælp i hjemmet til borgere, som på

grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller

særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver. Kommunalbestyrel-

sen skal i den forbindelse træffe afgørelse om tildeling af hjælpen på baggrund af

en konkret, individuel vurdering.

Forebyggende hjemmebesøg

Serviceloven forpligter kommunerne til at tilbyde forebyggende hjemmebesøg

mindst 1 gang om året til alle over 75 år. Kommunalbestyrelsen kan vælge at und-

tage de borgere, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp, fra ordnin-

gen om forebyggende hjemmebesøg.

Miljø- og Fødevareministeriets område

Direktivet vurderes ikke at have konsekvenser indenfor Miljø- og Fødevareministe-

riets område.

Det kan dog nævnes, at der i Miljø- og Fødevareministeriets lovgivning findes

visse regler, som indeholder krav om, at en ansøger skal have en vis alder for at få

del i et gode eller lignende. Der kan til eksempel være tale om den såkaldte "Yngre

jordbruger-ordning", hvor en ansøger bl.a. skal være under 40 år for at kunne opnå

de særligt gunstige lån, som er omfattet af ordningen. Men sådanne eksempler,

hvor der er fastsat særlige alderskriterier i national lovgivning på Ministeriet for

Miljø- og Fødevareministeriets område, er ikke i strid med direktivforslaget, idet

kriterierne er objektive, sagligt begrundet og proportionelle, jf. forslagets artikel 2,

stk. 6.

Erhvervs- og Vækstministeriets område

Finanstilsynet har oplyst, at det fremgår af nr. 15 i præambel teksten, at "Inden for

bank- og forsikringsvirksomhed og i forbindelse med andre finansielle tjenester

anvendes der aktuarmæssige faktorer og risikofaktorer i tilknytning til handicap og

alder. Dette bør ikke betragtes som forskelsbehandling, hvis de pågældende fakto-

rer må anses for at være afgørende for risikovurderingen".

Faktorerne baseret på handicap og alder er her baseret på faglige vurderinger og er

ikke udtryk for forskelsbehandling. Hvis det ønskes, at Finanstilsynet skal have

ansvaret for og derved føre tilsyn med, at der alene anvendes aktuarmæssige fakto-

rer og risikofaktorer i tilknytning til handicap og alder, som anses for afgørende for

risikovurderingen, således at usaglig forskelsbehandling undgås, skal der indarbej-

des en lovhjemmel hertil i den finansielle lovgivning

Frekvensloven

Frekvensloven fastsætter regler om adgangen til at anvende frekvenser. Loven har

ikke forskellige regler for anvendelse af frekvenser afhængig af brugeren - regler-

nes forskellighed beror i stedet på den konkrete frekvensanvendelse. Det betyder,

at nogle former for frekvensanvendelse er fritaget for krav om tilladelse - det gæl-

der så i givet fald alle brugere, der anvender de pågældende frekvenser. På nogle

områder forudsætter anvendelsen af frekvenser, at man har bestået en prøve - det

gælder på det maritime område, luftfartsområdet og radioamatørområdet. Da der er

tale om skriftlige prøver, kan det være vanskeligt for f.eks. en svært synshandicap-

pet radioamatør at gå til prøve.

Derfor giver loven mulighed for at fastsætte regler om afholdelse af særlige prøver

for brugere med et handicap. Hjemlen er udnyttet, ligesom muligheden for afhol-

delse af sådanne specialprøver med jævne mellemrum udnyttes.

Bekendtgørelse om digitale radio- og tv-tjenester (hjemmel i teleloven og tv-

standardloven)

Bekendtgørelsen fastsætter en række regler, der sikrer modtagelsen af digita-

le radio- og tv-tjenester. I forbindelse med den nye teledirektivpakke fra 2009 er

reglerne blevet revurderet, herunder i forhold til handicappede lyttere og seere.

Vurderingen er, at reglerne i deres nuværende form er tilstrækkeligt rummelige

også i forhold til denne seergruppe. Der vurderes derfor ikke umiddelbart at være

behov for ændringer i forbindelse med implementeringen af ligebehandlingsdirek-

tivet.

R&TTE-loven (lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold)

R&TTE-loven fastsætter regler om markedsføring og brug af radioudstyr, teleter-

minaludstyr og elektriske og elektroniske apparater. Loven skelner således ale-

ne på baggrund af brugerens funktion i den konkrete situation - det vil sige bruge-

ren som fabrikant, ansvarlig for markedsføring, almindelig bruger etc. Der vurderes

derfor ikke umiddelbart at være behov for ændringer i forbindelse med implemen-

teringen af ligebehandlingsdirektivet.

Regler om forsyningspligt eller slutbrugerforhold

Forslaget til ligebehandlingsdirektiv synes ikke at give anledning til ændring af

regler om forsyningspligt eller slutbrugerforhold.

Der er både i den gældende lov om konkurrence og forbrugerforhold på telemarke-

det og i bekendtgørelse nr. 701 af 26. juni 2008 om forsyningspligtydel-

ser (forsyningspligtbekendtgørelsen) særregler om adgang til elektroniske kommu-

nikationsnet og -tjenester for personer med handicap. Eksempelvis er der i forsy-

ningspligtbekendtgørelsen regler om etablering af en teksttelefonitjeneste med

tilhørende formidlingscentral samt nummeroplysning og automatisk gennemstilling

til reduceret pris for nærmere afgrænsede grupper af handicappede. Disse forsy-

ningspligtregler er baseret på direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerret-

tigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. Særreg-

lerne for personer med handicap udgør "særforanstaltninger" og er derfor i over-

ensstemmelse med ligebehandlingsdirektivets forslag til artikel 5, der tillader "Po-

sitiv særbehandling og særforanstaltninger".

Det bemærkes i øvrigt, at der er vedtaget en ny lov om elektroniske kommunikati-

onsnet og -tjenester (lov nr. 169 af 3. marts 2011), der bl.a. implementerer en ræk-

ke særbestemmelser vedr. personer med handicap, jf. direktiv 2009/136/EF om

ændring af bl.a. direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i

forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester mv.

Det bemærkes, at den gældende lov om elektroniske kommunikationsnet og -

tjenester (lov nr. 169 af 3. marts 2011), bl.a. implementerer en række særbestem-

melser vedr. personer med handicap, jf. direktiv 2009/136/EF om ændring af bl.a.

direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med

elektroniske kommunikationsnet og -tjenester mv.

Justitsministeriets område

Forslaget ses umiddelbart at berøre følgende regler inden for Justitsministeriets

område:

Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race

Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv., jf. lovbekendtgørelse

nr. 626 af 29. september 1987, som ændret ved lov nr. 433 af 31. maj 2000, inde-

holder et forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv. inden for erhvervs-

mæssig eller almennyttig virksomhed. Det er ifølge denne lov forbudt på grund af

en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle

orientering at nægte at betjene den pågældende på samme vilkår som andre eller at

give en person adgang på samme vilkår som andre til sted, forestilling, udstilling,

sammenkomst eller lignende, der er åben for almenheden. Overtrædelse af denne

lov straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Den nævnte lov omfatter ikke

forskelsbehandling på grund af handicap eller alder, og loven omfatter endvidere

ikke uagtsomme forhold.

De i straffeloven og retsplejeloven (vedrørende behandlingen af straffesager) inde-

holdte bestemmelser med aldersgrænser mv. omfattes ikke af direktivforslagets

anvendelsesområde, jf. forslaget til artikel 3, stk. 1.

Samlet set vurderes forslaget ikke at have konsekvenser indenfor Justitsministeriets

område.

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets område

For så vidt angår udlændingeområdet lægges til grund, at det fremgår af direktiv-

forslaget, at det ikke omfatter udlændingeområdet, jf. artikel 3, stk. 5. I sin nuvæ-

rende form kan bestemmelsen dog forstås således, at det kun er reglerne

muligheden

for at indrejse og opholde sig i medlemsstaten, der falder uden for

direktivet. Formuleringen bør derfor præciseres, så det klart fremgår, at også de

betingelser, som tredjelandsstatsborgere og statsløse personer

opholder sig på i

medlemsstaten,

falder uden for direktivet. Det bør ligeledes sikres, at "betingelser

vedrørende ophold" også omfatter udvisning, afvisning og udrejse.

Integrationsloven

Integrationsloven indeholder aldersgrænser for så vidt angår tilbud om integrati-

onsprogram, som retter sig mod voksne mennesker og iværksættes med henblik på

at skabe mulighed for selvforsørgelse. Aldersgrænsen knytter sig til myndighedsal-

deren, men introduktionsprogrammet kan også efter en konkret vurdering tilbydes

til uledsagede mindreårige flygtninge. Disse aldersgrænser findes objektivt og ri-

meligt begrundet.

Integrationsloven indeholder endvidere enkelte bestemmelser om særlige tilbud og

tilskudsordninger, som kan iværksættes i forhold til bestemte aldersgrupper. Disse

bestemmelser er begrundet i behovet for en særlig indsats i forhold til disse alders-

grupper med henblik på at hjælpe de pågældende i uddannelse eller beskæftigelse.

Bestemmelserne er således udtryk for positiv særbehandling.

Repatrieringsloven

I repatrieringsloven er størrelsen af den støtte til repatriering, der kan udbetales til

en udlænding, der ønsker at vende tilbage til sit hjemland eller tidligere opholds-

land, knyttet til en aldersgrænse på 18 år.

Repatrieringsloven indeholder endvidere aldersgrænser for så vidt angår mulighe-

den for at opnå reintegrationsbistand, som er knyttet til en antagelse om manglende

muligheder for at skaffe sig et forsørgelsesgrundlag i hjemlandet på grund af alder

og f.eks. helbredsforhold. Disse aldersgrænser er således udtryk for positiv særbe-

handling.

Lov om etnisk ligebehandling

Lov nr. 374 af 28. maj 2003 om etnisk ligebehandling indeholder et forbud mod

direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse uden

for arbejdsmarkedet. Loven baserer sig bl.a. på EU-direktiv 2000/43/EF.

Loven indeholder forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling. Lovens

forbud mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed, for så

vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje, sociale

goder, uddannelse samt adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder

bolig, der er tilgængelige for offentligheden. Forbuddet mod forskelsbehandling

gælder endvidere for medlemskab af og deltagelse i en organisation, hvis medlem-

mer udøver et bestemt erhverv, samt de fordele, sådanne organisationer giver med-

lemmerne. Loven gælder ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Det følger af bestemmelsen i § 3, stk. 1, at ingen må udsætte en anden person for

direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tred-

jemands race eller etniske oprindelse. Lov om etnisk ligebehandling indeholder

ikke nogen nærmere afgrænsning af den beskyttede personskreds. Det bemærkes i

den forbindelse, at når der ikke i lovgivningen udtrykkeligt er angivet en person-

kreds, for hvilken loven gælder, finder loven anvendelse for enhver, der opholder

sig på dansk territorium.

Almene boliger

Almene familieboliger er åbne for alle befolkningsgrupper.

Man skal være fyldt 15 år for at kunne blive opnoteret på venteliste til en ledig

bolig. Denne aldersgrænse er objektiv og rimeligt begrundet i et legitimt formål.

Bestemmelsen udgør derfor ikke forskelsbehandling i direktivets forstand.

Herudover er der fastsat regler om boliger specielt for unge og ældre samt handi-

cappede (almene ungdomsboliger og almene ældreboliger). Der er her tale om at

stille boliger til rådighed for grupper med et særligt boligbehov - dvs. positiv sær-

behandling.

Der findes ikke regler, der udgør diskrimination eller forskelsbehandling i direkti-

vets forstand.

Privat udlejningsbyggeri

Der er ikke i lejelovgivningen fastsat bestemmelser om udlejningskriterier og ven-

telister. I privat udlejningsbyggeri bestemmer ejeren derfor i kraft af ejendomsret-

ten, hvem boligerne skal udlejes til, idet loven om forbud mod forskelsbehandling

på grund af race m.v. sætter bestemte grænser herfor.

Der findes ikke regler for udlejning af private boliger, der udgør diskrimination

eller forskelsbehandling i direktivets forstand.

Forsvarsministeriets område

Uddannelserne på Forsvarets og Beredskabets områder er primært målrettet opga-

veløsningen på disse områder, hvorfor fysisk og psykisk egnethed til at løse opga-

verne inddrages i vurderinger om optagelse på uddannelserne.

Basisuddannelsen ligger til grund for alle uddannelser i Forsvaret. Det er en betin-

gelse for at kunne blive optaget på Basisuddannelsen, at man erklæres egnet eller

begrænset egnet til værnepligtstjeneste. Ved optagelsen til efterfølgende uddannel-

ser i Forsvaret lægges der vægt på, at ansøgeren kan håndtere både de studiemæs-

sige krav, der er til selve uddannelsen, og de fysiske og mentale krav, der retter sig

mod det militære fagområde.

På samme måde kræver især de grundlæggende uddannelser i redningsberedskabet,

at deltagerne har en vis fysisk styrke, hvorfor der stilles krav til deltagernes hel-

bred. Samtidig kræver redningsarbejde i al almindelighed en robust psyke. Den

ansvarlige udbyder af den enkelte uddannelse skal vurdere den enkelte deltagers

egnethed til at gennemføre uddannelsen og dennes egnethed til efterfølgende at

virke i redningsberedskabet. Det sikres blandt andet gennem tests og helbredsun-

dersøgelser. Derudover udbyder Beredskabsstyrelsen seks uddannelser, hvor der

udover ovenstående kræves en helbredsattest.

For elever (værnepligtige) på redningsspecialistuddannelsen ved Beredskabsstyrel-

sen stilles samme krav om egnethed til værnepligtstjeneste som gælder for optagel-

se på Forsvarets basisuddannelse. For fysisk handicappede stiller dette en hindring

i forhold til værnepligtstjeneste.

Der foreligger en aldersgrænse i forhold til værnepligtstjeneste på tilsvarende vis

som Forsvaret. Det fremgår af værnepligtsloven (LBK nr. 225 af 13. marts 2006) §

25, stk. 2, ”at værnepligtige, der ikke inden deres fyldte 32. år har påbegyndt vær-

nepligtstjenesten, kan ikke indkaldes til sådan tjeneste”.

Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings område

Forbud mod diskrimination på grund af alder

For så vidt angår direktivudkastets forbud mod diskrimination pga. alder skal Mini-

steriet for Børn, Undervisning og Ligestilling gøre opmærksom på, at der i love og

bekendtgørelser findes alderskrav og aldersbegrænsninger. Som eksempler kan

især nævnes bestemmelser, der udgør kriterier for udløsning af statstilskud for ele-

ver og kursister på skolerne:



§ 13, stk. 1, i lov om efterskoler og frie fagskoler, jf. lovbekendtgørelse nr.

785 af 15. juni 2015, indeholder krav til minimums- og maksimumsalder

for elever på efterskoler og frie fagskoler.

§ 8, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 702 af 30. juni 2008 med senere ændringer,

om tilskud til friskoler og private grundskoler m.v. med senere ændringer,

indeholder minimums- og maksimumsalder for, at elever kan indgå i opgø-

relsen af skolens elevtal og dermed få statstilskud.

Alderskriterierne for statstilskud til frie grundskoler og efterskoler følger

undervisningspligten, som er fastlagt i lov om folkeskolen, jf. teksten ne-

denfor om folkeskolen.



Ved lov nr. 1570 af 21. december 2010 om ændring af lov om institutioner for

almengymnasiale uddannelser og almen voksenundervisning mv., lov om pri-

vate gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen

(hf-kurser) og lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) mv.

blev det vedtaget, at ministeren for børn, undervisning og ligestilling fastsætter

regler om, at kursister, der modtager efterløn eller en aldersbetinget pension,

og som ikke eller kun i mindre omfang har en arbejdsmarkedstilknytning, skal

yde en deltagerbetaling, der er højere end den almindelige deltagerbetaling.

Loven vedrører AVU og gymnasiale uddannelser tilrettelagt som enkeltfag.

Kursister, der modtager efterløn eller en aldersbetinget pension, og som har en

videregående uddannelse, skal ikke betale den forhøjede deltagerbetaling, men

den fulde deltagerbetaling som alle andre kursister med videregående uddan-

nelse. Forhøjelse af deltagerbetalingen fastsættes i de årlige finanslove og ud-

gør i finansåret 2015 750 kr.

§ 1, stk. 1, i lov om produktionsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 781 af 15. juni

2015, indeholder maksimumalder for påbegyndelse af produktionsskoletilbud

med statstilskud (op til 25 år), og § 1, stk. 2, i lov om erhvervsgrunduddannelse

mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 987 af 16. august 2010, er der fastsat en maksi-

mumalder for påbegyndelse af erhvervsgrunduddannelse (op til 30 år).

§ 66 m i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 789 af 16. juni

2015 indeholder en maksimumsalder for adgang til et særligt afslutningsforløb

i erhvervsuddannelserne (eud+) og § 66 v i samme lov indeholder en maksi-

mumsalder for adgang til erhvervsuddannelse tilrettelagt for unge, som samti-

dig er en minimumsalder for adgang til erhvervsuddannelse tilrettelagt for

voksne.



Af andre eksempler kan nævnes skoleydelse, jf. § 17, stk. 2, i lov om produktions-

skoler, hvor skoleydelsens størrelse differentieres efter, om eleven er over eller

under 18 år, samt for så vidt angår elever over 18 år, om disse er ude – eller hjem-

meboende. Tilsvarende gør sig gældende for skolepraktikydelse som er fastsat med

hjemmel i § 66 k i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 789 af 16,

juni 2015.

Det kan endvidere nævnes, at der i folkeskoleloven lovbkg. 665 af 20. juni 2014 er

fastsat aldersgrænser for undervisningspligtens indtræden (1. august i det kalender-

år, hvor barnet fylder 6 år) og ophør (den 31. juli ved afslutningen af undervisnin-

gen på 9. klassetrin eller senest den 31. juli i det kalenderår, hvor barnet fylder 17

år eller har afsluttet uddannelse, der er ligestillet med grundskolen) (se § 34, stk. 1).

Der endvidere bestemmelser om alder ved indskrivning i folkeskolen før undervis-

ningspligtens indtræden (barnet kan indskrives fra begyndelsen af det kalenderår,

hvor det fylder 5 år) (se § 36, stk. 1) og om alder ved optagelse i børnehaveklassen

før undervisningspligtens indtræden (barnet kan optages i børnehaveklassen i det

kalenderår, hvor barnet inden den 1. oktober fylder 5 år) (se § 37).

Forbud mod diskrimination for religion eller tro

For så vidt angår direktivudkastets forbud mod diskrimination p. g. a. religion eller

tro skal Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling gøre opmærksom på, at

de frie grundskoler som udgangspunkt selv beslutter, hvilke elever skolen vil opta-

ge. Det fremgår dog af bemærkningerne til L 105, folketingssamling 2004-05 (2.

samling), at: "De frie grundskoler er omfattet af lov om etnisk ligebehandling og

lov om inkorporering af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Skolerne

må således ikke forskelsbehandle på grund af race eller etnisk oprindelse, herunder

i forbindelse med beslutningen om, hvem de vil have som elever. I øvrigt henvises

til bemærkningerne til forslag 3 nedenfor." Og af bemærkningerne til nr. 3 fremgår

det: "Det vil som følge heraf være i strid med bestemmelsen, hvis skolen i sin op-

tagelsespraksis udøver diskrimination på baggrund af køn eller etnisk oprindelse.

Bestemmelsen vil derimod ikke afskære skoler, der bygger på en bestemt religiøs

overbevisning, fra kun at have elever med den samme religiøse overbevisning som

skolen eller kun at have elever, hvis forældre har den samme overbevisning som

skolen." Tilsvarende principper gælder for efterskoler, husholdningsskoler og

håndarbejdsskoler (frie fagskoler).

Forbud mod diskrimination af mennesker med handicap

Det kan indledningsvis nævnes, at der i folkeskoleloven (lovbkg. 665 af 20. juni

2014) er regler for elever med særlige behov (handicap). Der henvises til § 3, stk.

2, hvorefter børn, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte, gives

specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand i specialklasser eller

specialskoler. Der gives desuden specialundervisning og anden specialpædagogisk

bistand til børn, hvis undervisning i den almindelige klasse kun kan gennemføres

med støtte i mindst 9 undervisningstimer ugentligt. Af folkeskolelovens § 3 a føl-

ger endvidere, at børn, der har behov for støtte, og som ikke alene kan understøttes

ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse, skal tilbydes suppleren-

de undervisning eller anden faglig støtte. Hvis der er behov herfor, skal der gives

personlig assistance, der kan hjælpe barnet til at overvinde praktiske vanskelighe-

der i forbindelse med skolegangen.

Herudover findes på ministeriets område en del regelsæt om pligt til at tilbyde spe-

cialundervisning og om tilskud til specialundervisning og lignende, der foregår på

de selvejende uddannelsesinstitutioner.

Det er umiddelbart vanskeligt at vurdere forslagets konsekvenser på området, her-

under med hensyn til eventuelle merudgifter i form af krav om større tilskud til

mennesker med handicap.

Det er desuden vanskeligt at vurdere forslagets konsekvenser i forhold til den aktu-

elle udmøntning af sektoransvaret. Der er på de forskellige uddannelsesniveauer og

-områder forskel på, hvorvidt der er en lovreguleret forpligtelse til at yde special-

pædagogisk støtte. På nogle områder er der lagt op til, at der kan tages hensyn til

personer med funktionsnedsættelse, mens der på andre områder i uddannelseslove-

ne er en direkte forpligtelse for institutionerne til at yde specialpædagogisk støtte.

Ydermere er det vanskeligt at vurdere konsekvenserne af forslagets begreb ’proak-

tivitet’, såvel i forhold til merudgifter som i forhold til praksis for støttetildeling,

m.v.

På det frie skoleområde findes følgende regler om specialundervisning og anden

specialpædagogisk bistand samt inklusion og om statstilskud hertil:

Efter friskolelovens § 3, stk. 1, nr. 1- 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 786 af 15. juni

2015, skal en fri grundskole

1) give specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til elever i medfør

af § 3, stk. 2, 2. pkt., i lov om folkeskolen, jf. dog stk. 2

2) tilbyde supplerende undervisning eller anden faglig støtte til en elev, der har

brug for støtte, og som ikke kan understøttes alene ved brug af undervisningsdiffe-

rentiering og holddannelse, med henblik på elevens inklusion i den almindelige

undervisning, jf. § 3 a, 1. pkt., i lov om folkeskolen,

3) yde personlig assistance, der kan hjælpe en elev til at overvinde praktiske van-

skeligheder i forbindelse med skolegangen, hvis der er behov herfor, jf. § 3 a, 2.

pkt., i lov om folkeskolen.

Ifølge friskolelovens § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, litra a og c, fastsættes der på finanslo-

ven af driftstilskudsbevillingen et særligt tilskud til specialundervisning og anden

specialpædagogisk bistand, til personlig assistance, til hjælpemidler til elever i

tilfælde, hvor der er et særligt behov herfor, samt et særligt tilskud til ekstraudgifter

til befordring af elever med svære handicap. Ifølge friskolelovens § 11, stk. 1, nr. 4,

fastsættes der et særligt tilskud til supplerende undervisning eller anden faglig støt-

te til en elev, der har brug for støtte, og som ikke kan understøttes alene ved brug af

undervisningsdifferentiering og holddannelse, med henblik på elevens inklusion i

den almindelige undervisning.

Efter § 3, stk. 1, i lov om efterskoler og fri fagskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 785

af 15. juni 2015 kan efterskoler, og frie fagskoler tilbyde specialundervisning og

anden specialpædagogisk bistand til elever i medfør af § 3, stk. 2, i lov om folke-

skolen. Efter § 3 a i samme lov skal efterskoler og frie fagskoler tilbyde suppleren-

de undervisning eller anden faglig støtte til en elev, der har brug for støtte, og som

ikke alene kan understøttes ved brug af undervisningsdifferentiering og holddan-

nelse, med henblik på elevens inklusion i den almindelige undervisning, jf. § 3 a, 1.

pkt., i lov om folkeskolen. Hvis der er behov herfor, skal skolerne give personlig

assistance, der kan hjælpe en elev til at overvinde praktiske vanskeligheder i for-

bindelse med undervisningen, jf. § 3 a, 2. pkt., i lov om folkeskolen.

I henhold til § 25, stk. 1, i lov om efterskoler og frie fagskoler yder staten tilskud til

specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Endvidere yder staten

efter samme lovs § 25 a tilskud til dækning af ekstraudgifter, der er godkendt af

ministeren for børn, undervisning og ligestilling, til personlig assistance, jf. § 3 a,

2. pkt., og hjælpemidler til elever i tilfælde, hvor der er et særligt behov herfor.

Efter samme lovs § 24 a yder staten endelig tilskud til efterskoler, husholdnings-

skoler og håndarbejdsskoler til støtte til elever, der er omfattet af § 3 a, til inklusion

af disse elever i den almindelige undervisning.

Det fremgår endvidere af § 15, stk. 2, i lov om efterskoler og frie fagskoler, jf.

lovbekendtgørelse nr. 685 af 15. juni 2015, at kurset skal være åbent for alle, der

opfylder kravene til minimumsalder. Deltagelse i et kursus kan dog gøres betinget

af højere alder, men ikke af bestemte kundskaber, uddannelser, stillinger, erhverv

eller ansættelsesforhold og lign. eller af medlemskab af bestemte foreninger eller

organisationer.

På ungdomsuddannelsesområdet kan der ydes særlige tilskud til institutionernes

udgifter til specialpædagogisk bistand. Efter § 29 i lov om erhvervsuddannelser

skal skolerne give specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til

elever, der har behov for det. Efter § 18 i lov om kombineret ungdomsuddannelse,

jf. lovbekendtgørelse nr. 779 af 15. juni 2015 og endvidere efter § 18 a, i lov om

institutioner for erhvervsrettet uddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 776 af 10. juni

2015 og efter § 44 i lov om institutioner for almene gymnasiale uddannelser og

almen voksenuddannelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 777 af 10. juni 2015, kan

der ydes særlige tilskud til institutionens udgifter til elever og kursister, der efter

følgende love skal have tilbud om specialpædagogisk bistand:



lov om uddannelsen til studentereksamen (stx) (gymnasieloven), jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 766 af 9. juni 2015.

lov om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf-loven), jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 767 af 9. juni 2015.

lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 781 af 15. juni 2015

lov om uddannelserne til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk

eksamen (htx), jf. lovbekendtgørelse nr. 768 af 9. juni 2015.

Der kan knytte sig en særlig problemstilling i forhold til efter- og videreuddannel-

sesområdet, idet der bortset fra arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) og enkelt-

fags HF ikke findes en støtteordning for specialpædagogisk bistand.

Specialpædagogisk bistand til AMU-deltagere ydes som en forsøgsordning med

hjemmel i tekstanmærkning 20.98.31.30. Bevillingen anvendes til videreførelse af

forsøgsordningen vedrørende forbedring af handicappedes vilkår på AMU-

uddannelser ved institutioner for erhvervsrettet uddannelse ved udvikling og an-

skaffelse af kompenserende undervisningsmaterialer og udstyr. Der kan af den

afsatte bevilling udbetales specialpædagogisk støtte til deltagere på arbejdsmar-

kedsuddannelser, så deltagere med et særligt behov får mulighed for at gennemføre

en arbejdsmarkedsuddannelse. Der er tale om en bevilling, som kan bruges til per-

soner med særlige behov, herunder blandt andet hørehæmmede, synshandicappede,

bevægelseshandicappede, ordblinde og læsesvage samt andre, f.eks. psykisk udvik-

lingshæmmede.

Midlerne kan blandt andet bruges til særligt udstyr, udvikling af egnede undervis-

ningsmaterialer, afholdelse af særligt tilrettelagte uddannelsesforløb for psykisk

udviklingshæmmede, rådgivning af uddannelsesstederne, efteruddannelse af lærer-

ne og informationsspredning. Indsatsen er en forlængelse af den forsøgsordning,

der blev iværksat i 1998, og er en fortsættelse af initiativerne inden for denne ram-

me.

Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling skal betone, at området adskiller

sig fra de fleste andre uddannelser, ved at der i meget vidt omfang er tale om kort-

varige kurser. Det vil formentlig kunne udløse ganske betydelige merudgifter, hvis

der bliver fastlagt en forpligtelse til at betjene disse deltagere på samme måde som

personer, som deltager i mere langvarige uddannelser, især hvis ordblinde og per-

soner med tilsvarende vanskeligheder omfattes af reglerne.

Forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne samt al-

men voksenuddannelse

Lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, jf.

lovbekendtgørelse nr. 380 af 19. april 2011 og lov om almen voksenuddannelse og

om anerkendelse af realkompetence i forhold til fag i almen voksenuddannelse, i

hf-uddannelsen og i uddannelsen til studentereksamen (avu-loven), jf. lovbekendt-

gørelse nr. 1073 af 4. september 2013 indeholder ikke regler om specialpædago-

gisk støtte. Der er heller ikke mulighed for at yde specialpædagogisk støtte hertil i

henhold til lov om specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser, jf. lov-

bekendtgørelse nr. 748 af 16. maj 2015 (denne lov hører under Uddannelses- og

Forskningsministeriets ressortområde). Det må imidlertid forventes, at en gennem-

førelse af forslaget vil kunne medføre krav om en tilsvarende ordning, som er gæl-

dende for de videregående uddannelser efter lov om specialpædagogisk støtte ved

videregående uddannelser.

Det fremgår af artikel 14, at sanktionen for forskelsbehandling på baggrund af reli-

gion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, er en økonomisk godtgørel-

se. Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling antager på den baggrund, at

der vil blive tale om en godtgørelsesordning svarende til den, der følger af lov om

ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 645 af 8. juni 2011 med senere ændringer, og at der således ikke

som i dansk rets almindelige erstatningsregler forudsættes, at der er lidt et tab.

Ligebehandling af kvinder og mænd uden for arbejdsmarkedet

Ligebehandling af kvinder og mænd uden for arbejdsmarkedet i Danmark er regu-

leret af Lov om ligestilling af kvinder og mænd.

Uddannelses - og Forskningsministeriets område

For så vidt angår Lov om Åben Uddannelse, hvor der ikke er nogen eksplicit

hjemmel til specialpædagogisk støtte, må en nærmere vurdering af problemstillin-

gen imidlertid bero på en nærmere redegørelse for direktivets rækkevidde i forhold

til eksempelvis den af Danmark undertegnede FN-konvention om rettigheder for

personer med handicap og en nærmere udredning af Åben Uddannelseslovens

sammenhæng med handicapkompenserende foranstaltninger i anden lovgivning.

SU-loven

Lov om statens uddannelsesstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 39 af 15. januar 2014

med senere ændringer, indeholder to aldersgrænser vedrørende den studerende

selv, en 18 års grænse og en 20 års grænse.

Det er efter § 2, stk. 1, nr. 3 i SU-loven en betingelse for at få SU til ungdomsud-

dannelse, at den uddannelsessøgende er fyldt 18 år. Indtil dette tidspunkt er den

uddannelsessøgende omfattet af forældrenes forsørgelsespligt. Der kan tidligst

gives SU fra begyndelsen af det kvartal, der følger efter den dato, hvor den uddan-

nelsessøgende er fyldt 18 år. For uddannelsessøgende, der søger SU-stipendium til

videregående uddannelser, gælder 18 års grænsen ikke, jf. SU-lovens § 2, stk. 3.

For uddannelsessøgende under 20 år i ungdomsuddannelser er satsen for SU altid

afhængig af forældrenes indkomst, og støtten udbetales som udgangspunkt med

satsen for hjemmeboende.

For uddannelsessøgende over 20 år i ungdomsuddannelse, samt uddannelsessøgen-

de i videregående uddannelse udbetales SU med satsen for udeboende, hvis de er

udeboende med satsen for hjemmeboende, hvis de er hjemmeboende. Satsen for

hjemmeboende er for alle afhængig af forældrenes indkomst. Se § 8 i SU-loven.

Efter § 8 stk. 1, nr. 4, i SU-bekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 1662 af 14. decem-

ber 2015, får udenlandske statsborgere, der sammen med deres forældre har taget

fast ophold i Danmark og ved indrejsen i landet ikke var fyldt 20 år, SU på samme

betingelser som danske statsborgere til uddannelser i Danmark. Man har ikke øn-

sket at afskære personer, der i en så ung alder bosætter sig her i landet sammen

med deres forældre, fra at få SU.

Handicaptillæg er et tillægsstipendium, der gives sammen med SU-stipendium eller

sammen med slutlån til uddannelsessøgende i videregående uddannelse med varig

funktionsnedsættelse. Tillægget blev indført med virkning fra den 1. august 2004.

Handicaptillægget gives til studerende på videregående uddannelser, der på grund

af varige fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser har meget betydelige be-

grænsninger i evnen til at påtage erhvervsarbejde.

Der gives endvidere tillægsstipendium og/eller supplerende lån til uddannelsessø-

gende, der er forsørgere, det vil sige, at de har deres eget barn under 18 år boende

hos sig. Enlige forsørgere får det højeste tillægsstipendium, mens forsørgere, der

bor sammen med en anden SU-modtager, får et lavere tillægsstipendium. Alle for-

sørgere

har

dog

ret

til

supplerende

lån.

Ordningerne med handicaptillæg og forsørgertillæg giver ikke anledning til andre

bemærkninger end de allerede fremførte om SU vedr. aldersaspektet.

SVU-loven

I lov om statens voksenuddannelsesstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 340 af 1. april

2015, findes der både øvre og nedre aldersgrænser. Baggrunden for SVU-loven er

at skabe økonomisk grundlag for, at voksne kortuddannede på ministeren for børn,

undervisning og ligestillings område kan deltage i uddannelse på folkeskoleniveau

og i gymnasial uddannelse, og at voksne på uddannelses- og forskningsministerens

område kan deltage i videregående uddannelse.

Det fremgår af § 2, stk. 1, nr. 1, i SVU-loven, at der gives SVU til uddannelsessø-

gende, der er i alderen fra 25 år og indtil nået folkepensionsalder efter § 1 a i lov

om socialpension, jf. dog stk. 5, hvorefter ministeren for børn, undervisning og

ligestilling kan fastsætte regler om, at uddannelsessøgende, der er fyldt 20 år, kan

få SVU til uddannelse efter lovens § 4, stk.1. Med hjemmel i § 2, stk. 5, er der med

§ 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 286 af 26. marts 2015 om statens voksenuddannel-

sesstøtte bestemt, at uddannelsessøgende, der er fyldt 20 år kan få SVU til forbere-

dende voksenundervisning (FVU), ordblindeundervisning for voksne, specialun-

dervisning for voksne og danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.. Endelig er

der med hjemmel i § 2, stk. 4, fastsat regler om, at aldersbetingelsen kan fraviges i

forbindelse med jobrotation.

Skatteministeriets område

Skatteministeriets lovgivning indeholder ikke bestemmelser med det sigte at dis-

kriminere. Forslaget er imidlertid så bredt formuleret, at det umiddelbart kan med-

føre en del fortolkningsspørgsmål. Det oplyses, at skattelovgivningen indeholder

en række afgrænsninger i forhold til alder. Dette gælder både mht. forholdet

børn/voksne og ældre/pensionister, men også inden for disse kategorier, jf. børne-

familieydelsens tre satser (afhængig af alder), og det i sidste samling gennemførte

lovforslag om skattenedslag for seniorer, der fylder 64 år i 2010-16. Sidstnævnte

omfatter således ikke andre aldersgrupper, herunder personer, der allerede er fyldt

64 år.

Transport- og Bygningsministeriets område

Individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede

Ordningen om individuel handicapkørsel i § 11 i lov om trafikselskaber gælder

kørsel til fritidsformål for svært bevægelseshæmmede. Hvis borgeren er svært be-

vægelseshæmmet, har man ret til at benytte ordningen. Personer med andet handi-

cap er ikke omfattet af denne ordning, men vil ofte være omfattet af andre ordnin-

ger. Den individuelle handicapkørsel kan kun benyttes til fritidsformål og ikke til

fx læge- eller tandlægebesøg. Der er en risiko for, at direktivets § 4 vil blive fortol-

ket således, at der er tale om forskelsbehandling, når ét handicap giver adgang til

den individuelle kørselsordning, mens et andet ikke gør.

Rabatordninger afhængige af alderskriterier

Direktivets artikel 13 indeholder bestemmelse om, at ikke kun love men også ad-

ministrative bestemmelser og virksomheders aftaleretlige bestemmelser vil kunne

rammes af direktivets diskriminationsforbud. På denne baggrund må det bemærkes,

at der overalt i den kollektive transport findes eksempler på rabatordninger, som

enten direkte eller indirekte er afhængige af alder. Som eksempler kan nævnes, at

børn under 12 år de fleste steder rejser gratis med bus og tog, når de ledsages af en

voksen, og at personer, som er fyldt 65 år eller som modtager social pension, kan få

50 % rabat på billetprisen. Endvidere findes der eksempler på studierabatter, lejr-

skolerabatter og familierabatter. I de fleste tilfælde fastsættes rabatterne af de of-

fentlige transportudbydere, f.eks. DSB og trafikselskaberne. I andre tilfælde er der

indgået særlige aftaler mellem Transportministeriet og enkelte private transport-

virksomheder om at yde visse rabatter til pensionister og studerende. Det må anta-

ges, at disse rabatordninger kan være i strid med direktivets forbud mod aldersdis-

krimination.

Forbedringer af adgangen til den kollektive transport

Tilgængelighedsforbedringer med ”tilbagevirkende kraft”, hvor transportsektoren

qua direktivet pålægges inden for en aftalt årrække, jf. artikel 15, at udføre f.eks.

tilgængelighedsforbedringer af eksisterende infrastruktur, der ikke er planlagt som

led i det almindelige renoveringsarbejde eller udbygning af infrastrukturen, vil

imidlertid kunne indebære en ganske betydelig økonomisk byrde. På denne bag-

grund er det vigtigt, at der fastsættes klare definitioner af, hvilke forbedringer der

kan kræves, som en direkte følge af direktivet.

For så vidt angår bygningsområdet vil direktivet kunne indebære et øget krav om

tilgængeliggørelse af byggeriet. Det er dog på nuværende tidspunkt ikke klart i

hvilket omfang og for hvilke dele af byggeriet, direktivet vil være gældende. Efter

Transport- og Bygningsministeriets opfattelse kan der både være tale om tiltag i

forhold til nybyggeri og i det eksisterende byggeri.

Transport- og Bygningsministeriet vurderer, at de gældende regler for nybyggeri

og ombygninger i form af byggeloven og bygningsreglementets bestemmelser le-

ver fuldt op til direktivforslagets målsætninger for tilgængelighed for mennesker

med handicap. Såfremt direktivet indebærer, at der skal ske væsentlige tilpasninger

i forhold til tilgængelighed i den eksisterende bygningsmasse, viser beregninger, at

det vil kunne blive forholdsvis omkostningsfuldt set i relation til omfanget af de

krævede tiltag.

Direktivets konsekvenser for ministeriets ressortområde vil således være afhængige

af de endelige formuleringer af direktivteksten, især i forbindelse med krav om

tilgængelighed til den eksisterende bygningsmasse. Dette indebærer, at direktivets

virkefelt i forhold til bygningsmassen, samt omfanget og tidshorisonten for tilgæn-

geliggørelse af det eksisterende byggeri, vil have stor betydning for omkostnings-

niveauet for såvel offentlige som private bygningsejere.

Kirkeministeriets område

Direktivet vurderes ikke at have konsekvenser for folkekirkens virksomhed, idet

dens forhold til staten er undtaget fra direktivets anvendelsesområde.

Finansministeriets område

Tilgængelige it-løsninger i den offentlige sektor

For så vidt angår tilgængelige it-løsninger i den offentlige sektor, er der på Digita-

liseringsstyrelsens ressortområde ingen egentlig lovgivning på området. Dog er

offentlige myndigheder, som følge af aftalen om de obligatoriske, åbne standarder,

forpligtet til at overholde WCAG 2.0-standarden for tilgængeligt indhold på inter-

nettet i forbindelse med nye eller relancerede hjemmesider. Denne aftale giver

mulighed for afvigelse gennem "Følg eller forklar"-modellen, som til dels vurderes

at kunne adressere spørgsmål ang. "rimelige tilpasninger".

Det bemærkes, at der, som det er tilfældet på en række andre områder, som berøres

af direktivet, allerede i dag stilles krav om tilgængelig digital information og tjene-

steydelser fra både offentlige og private informations- og tjenesteudbydere i artik-

ler i FN's handicapkonvention.

EU-Kommissionen har den 3. december 2012 fremslag forslag til direktiv om til-

gængelighed af offentlige hjemmesider. En vedtagelse af direktivet forventes at

medføre behov for ændringer i dansk lovgivning.

6. Konsekvenser

Forslaget er fortsat under forhandling, og der stilles derfor fortsat ændringsforslag,

herunder vedrørende tilgængelighed og ikrafttrædelsesperioder. Hertil kommer, at

Europa-Kommissionen har oplyst, at den agter at fremsætte forslag til et såkaldt

tilgængelighedsdirektiv, som må formodes, at have konsekvenser for nærværende

forslag. Der kan derfor ikke på nuværende tidspunkt gives et realistisk bud på for-

slagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet og beskyt-

telsesniveauet, herunder tilgængeligheden til offentlige bygninger. Det bemærkes

dog, at forslagets potentielle konsekvenser for statsfinanserne må forventes at være

væsentlige. Forslaget er for tiden blokeret, og der er ikke udsigt til ændring heri i

nærmeste fremtid. Skulle forslaget antage en mere endelig form og en vedtagelse

være inden for realistisk rækkevidde, vil der blive igangsat et tværministerielt ar-

bejde med at fastlægge konsekvenserne af forslaget.

7. Høring

Forslaget er sendt i høring i Specialudvalget for arbejdsmarkedet og sociale forhold

og har været drøftet på flere møder i udvalget.

KL finder det problematisk, at alder indgår på lige fod med de resterende rettighe-

der. KL anmodede i forbindelse med høringen om EU traktatens artikel 13 om at

alderskriteriet udgik. En tilsvarende anmodning fremsatte KL i forbindelse med

høringen vedrørende direktiv 2000/78.

Løsningen med at indsætte en undtagelsesbestemmelse om at ulige behandling på

grund af alder ikke er forskelsbehandling, såfremt der er et objektivt og rimeligt

begrundet legitimt formål (artikel 6 i direktiv 200/78 og artikel 2 stk. 6 i det nye

direktivforslag) – er ikke en god løsning. Belært af erfaringerne fra EU retssagerne

C-411/05, C-361/07, C-555/07, C88/08 og C-299/08 finder KL det nødvendigt, at

der tages et klart forbehold for alder, og at det inddrages som diskriminationskrite-

rium i direktivforslaget.

Alder bliver ofte brugt som et objektivt kriterium dels i forhold til lovgivning dels i

forhold til administration for eksempel: erhvervelse af kørekort, ret til stemmeaf-

givning ved demokratiske valg og meget mere. Det er alle disse lovmæssige og

administrative bestemmelser som efter direktivets vedtagelse pludselig er potentiel

EF-stridige og ulovlige.

Artikel 3 litra c) siger, at uddannelse er et af de områder, hvor direktivet finder

anvendelse. KL finder at uddannelse er et nationalt anliggende at artikel 3 litra c)

derfor bør udgå – uanset artikel 3 stk. 3. Derved er artikel 3 stk. 3 redundant og bør

ligeledes udgå.

I artikel 7 indføres bestemmelser om klageadgang. KL finder at dette er et nationalt

anliggende som allerede er reguleret via EF domstolens afgørelser. Artiklen bør

udgå.

Artikel 8 omhandler i realiteten krav om omvendt bevisbyrde. KL finder, at dette

selv om det kendes fra andre direktiver, at det er meget kritisabelt i forhold til rets-

sikkerheden. KL skal anmode om at bestemmelsen udgår. KL skal erindre om de

meget store betænkeligheder der fra dommers side kom til udtryk efter gennemfø-

relsen af omvendt bevisbyrde i ligestillingssagerne.

Efter artikel 11 tilføjes: ”Medlemsstaterne tilskyndes at inddrage arbejdsmarkedets

parter, i det omfang arbejdsmarkedet berøres”.

Artikel 13 om overholdelse er en nyskabelse. Dette er et nationalt anliggende og

KL skal anmode om, at det udgår.

Artikel 14 om sanktioner har vi set flere forslag. Sanktionsbestemmelser er et nati-

onalt anliggende i EF retten. Der er en eksisterende EF domstolspraksis der på en

balanceret måde varetager de tværnationale hensyn. Bestemmelsen bør derfor ud-

gå.

KL skal afslutningsvis takke for fremsendelsen af høringen og anmode om, at sa-

gen efterfølgende behandles i Specialudvalget således, at der kan gives et klart

mandat i de forestående europæiske forhandlinger til de danske forhandlere.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har forstået direktivforslaget således, at det skal

regulere beskyttelse mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet, og at det

skal supplere de eksisterende direktiver for så vidt angår diskriminationskriterierne,

religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Det vil sige, at nærvæ-

rende direktivforslag vedrører området social beskyttelse, sociale goder, uddannel-

se og adgang til varer og tjenesteydelser.

DA skal oplyse, at DA på den baggrund vil koncentrere sig om en række princi-

pielle væsentlige dimensioner af forslaget og vedrørende forskelsbehandlingsom-

rådet, der rækker ud over direktivforslagets direkte og umiddelbare reguleringssig-

te, og som efter DA’s opfattelse skal indgå i den danske samt europæiske politiske

proces vedrørende direktivforslaget.

Der er efter DA’s vurdering tale om, at man med forslaget bekræfter og forstærker

en udvikling – herunder via EF-Domstolen – der ligger langt ud over den ramme

for regulering, der umiddelbart kan læses af direktivet.

DA skal på det kraftigste understrege, at DA finder, at

alle

mennesker har ret til en

retfærdig, fair og saglig behandling, og at

ingen

skal diskrimineres – det vil sige

uden saglig grund forskelsbehandles. DA tager således afstand fra diskrimination

af mennesker på baggrund af religion, tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Det er derimod efter DA’s opfattelse en forudsætning for civilisation og demokrati,

at mennesker legitimt kan behandles forskelligt i varierende retlige og civile sam-

menhænge. Efter DA’s opfattelse er det helt nødvendigt, at man fra dansk politisk

side fra regeringen til Folketinget gør sig forslaget og dets generelle implikationer

på forskelsbehandlingsområdet helt klart. Forslaget kan efter DA’s opfattelse også

få implikationer for arbejdsmarkedet og det almindelige kernestof i arbejds-og

ansættelsesretten. Det er herunder vigtigt, at man tager EF-Domstolens fortolk-

ningsmetode med i betragtning allerede nu, når direktivet skrives og dermed i den

politiske proces om vedtagelsen af et direktiv. Direktiverne på navnlig diskrimina-

tionsområdet skaber en retsusikkerhed med hensyn til forhold, der i øvrigt i sam-

fundet må betragtes som legitime. Med hensyn til alderskriteriet vil forslaget f.eks.

medføre, at sådanne forhold fremover skal bedømmes ud fra et juridisk perspektiv,

om de (undtagelsesvis) kan opretholdes og dermed genstand for tvivl og klagemål

hos myndigheder, retsinstanser m.v.

Ophøjes til absolut beskyttelse

Direktivforslaget henviser bl.a. til Traktatens art. 6 samt forskellige internationale

instrumenter, herunder i FN samt i den Europæiske Menneskerettighedskonventi-

on, EU's charter m.v. særligt med hensyn til de i direktivet nævnte beskyttelseskri-

terier. Disse henvisninger er isoleret set korrekte, men det er vigtigt at erkende, at

disse henvisninger ikke alene er ”henvisninger i snæver forstand”. Henvisningerne

skal derimod ses som et element, der i sig selv ikke alene bekræfter, men også gi-

ver juridisk samt politisk rum for, at man via direktivforslaget bidrager til at regule-

re diskriminations- og forskelsbehandlingsområdet mere vidtgående og intenst end

direktivforslaget selv.

DA skal bemærke, at disse internationale instrumenter er af mangeartet forskellig

karakter og uens for de forskellige diskriminationskriterier. Dette medfører, at man

f.eks. via nærværende direktivforslag giver alle de nævnte kriterier en juridisk ab-

solut beskyttelse på allerhøjeste juridiske niveau via den højeste fællesnævner. DA

kan konstatere, at man på diskriminationsområdet generelt og fejlagtigt opererer

med en teori om, at beskyttelsesniveauer fra grunden må betragtes som et ”retstomt

rum”, såfremt et område ikke er eller belægges med eksplicit lovgivning. Et ek-

sempel på denne fejlslutning kan f.eks. henvise til almindelige forvaltningsretlige

regler – herunder lighedsgrundsætningen og saglighedskravet i dansk offentlig ret,

som jo vil være dækkende uanset nærværende direktivforslag!

Trædestensprincippet

Direktivforslaget vil som nævnt løfte beskyttelse op på det allerhøjeste niveau i den

retlige trinfølge. Dette medfører dels den nævnte absolutte karakter af beskyttelsen,

men også at det må formodes, at de bagvedliggende instrumenter, som er baggrund

for direktivforslaget samt det nye direktiv, gensidigt anvendes til generelt at fortol-

kes gensidigt udvidende, da de jo bekræfter hinanden netop via direktivforslaget.

Det medfører f.eks., at beskyttelseselementer, som er eller kan indfortolkes i det

ene instrument, men ikke i et andet via retspraksis vil blive fortolket ind i det andet

instrument alene ud fra en formålsfortolkning. Det ene instrument anvendes således

som trædesten for en beskyttelse på et andet område, og omvendt således at beskyt-

telsen alt andet lige konstant fremmes på et stadigt højere niveau.

Ingen lukket liste af beskyttelseskriterier

Der ligger i selve den nævnte henvisning i direktivforslaget og dermed den angivne

baggrund for direktivforslaget i andre retsinstrumenter en principiel stillingtagen

og virkning, som man allerede nu bør gøre sig klart: Der er ikke tale om en lukket

liste af diskriminationskriterier heller ikke med vedtagelsen af dette direktivforslag.

Det må vurderes, at man med tiden tillige på EU-niveau vil regulere andre af de

ikke-forskelsbehandlingskriterier, som også ligger i de nævnte internationale in-

strumenter, hvor man i alt opregner mindst ca. 25 ikke forskelsbehandlingskriterier.

Der må således på relativt kortere sigt imødeses et yderligere pres fra EU-niveau

for at indsætte andre diskrimineringskriterier uden for og på arbejdsmarkedet.

Hertil kommer, at man som nævnt neden for ikke kan udelukke, at EF-Domstolen

på egen hånd – i kraft af bl.a. dette direktiv – lægger nye diskrimineringskriterier

ind i sin praksis. Dette kan være kriterier, der er opregnet i de internationale in-

strumenter, eller det kan være helt nye kriterier, som EF-Domstolen måtte finde

frem til som forhold, der kan findes af en eller anden art i europæisk ret – herunder

i national ret. Se bl.a. herom nedenfor.

Yderligere diskriminationsbeskyttelse

Man skal også gøre sig klart, at der heller ikke med dette direktivforslag er tale om

en slutregulering af diskriminationsområdet. Det må tillige vurderes, at der på rela-

tivt kortere sigt må imødeses et yderligere pres fra EU-niveau for at indsætte nye

og strammere diskrimineringsredskaber i direktiverne m.v. uden for og på arbejds-

markedet. Hertil kommer, at man som nævnt nedenfor ikke kan udelukke, at EF-

Domstolen på egen hånd – i kraft af bl.a. dette direktiv – strammer beskyttelsesni-

veauet via sin praksis. Dette kan være stramninger, f.eks. forbud, der er opregnet i

andre internationale instrumenter, visse medlemsstater, eller det kan være helt nye

krav eller udvidende fortolkninger, som EF-Domstolen måtte kunne finde frem til.

Tage højde for EF-Domstolens fortolkningsmetode allerede nu

DA skal anbefale, at alle de indledende betragtninger, der skal indskrænke direkti-

vets område,

flyttes

fra direktivets såkaldte betragtninger og

indsættes

i selve direk-

tivteksten, da man kan frygte, at de ellers ikke tillægges vægt af EF-Domstolen

eller fortolkes indskrænkende. Omvendt skal man tage højde for, at begreber i øv-

rigt i direktivet, hvis de ikke er meget skarpt formuleret i selve direktivets egentlige

normerende tekst, vil blive fortolket udvidende henholdsvis indskrænkende af-

hængig af sagens karakter. DA skal i den forbindelse f.eks. henvise til EF-

Domstolens afgørelser i dels den såkaldte Mangold-sag (C 144/04) fra 2006 og

Coleman-sagen (C 303/06) fra 2008. Også andre afgørelser fra EF-Domstolen i og

uden for arbejdsmarkedet kan dokumentere dette.

I Mangold-sagen kom EF-Domstolen frem til, at fællesskabsretten som sådan –

som navnlig udviklet via praksis af EF-Domstolen selv – og ikke direktivet om

forskelsbehandling indeholder det egentlig princip om forbud mod forskelsbehand-

ling på grund af alder. Den fællesskabsretlige norm udfyldes nok af direktivet, men

normen gælder uanset direktivet. I Coleman-sagen kom EF-Domstolen frem til, at

da direktivet om forskelsbehandling skal bekæmpe alle former for forskelsbehand-

ling, vil den gælde alle, således også en pårørende til en handicappet, hvor den

pårørende påstod sig forskelsbehandlet på grund af sin tilknytning til en handicap-

pet. Man kan på baggrund af bl.a. ovennævnte vurdere, at direktiverne og deres

udsagn som sådan ikke er afgørende for EF-Domstolens vurdering af de enkelte

sager, og hvor langt beskyttelsesniveauet mod diskrimination reelt kan siges at

være i EU.

Direktiverne bruges derimod af EF-Domstolen som en bekræftelse af, at den bag-

vedliggende ret er en del af EU-retten uanset dens juridiske styrke. Dette er jo bl.a.

dette, som bekræftes i f.eks. dette direktivforslag, hvor man fra medlemsstaternes

side direkte erklærer, at en række internationale instrumenter og EU-ret uanset

forskellig juridisk styrke i forvejen er og fremover skal og kan anvendes af EF-

Domstolen.

Det følger heraf, at EF-Domstolen formentlig vil kunne antage den fortolkning, at

beskyttelse med hensyn til de ovennævnte forskelsbehandlingskriterier allerede

eksisterer, jf. ræsonnementet i Mangold-dommen eller med henvisning til de prin-

cipper i EU-retten, internationale instrumenter m.v., som direktivforslaget selv

henviser afhængigt og absolut allerede er gældende i EU-retten og med en styrke,

der ligger langt ud over f.eks. direktivets direkte udsagn og begrænsninger samt

præciseringer. Allerede nu må man således på grundlag af afgørelsen i ovennævnte

Coleman- sag vurdere, at begrebet ”ingen” i direktivforslaget art. 2 (”1.

I dette

direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for direkte

eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde”) mindst

skal fortolkes i overensstemmelse med denne, således at ”ingen” gælder enhver

med nogen som helst tilknytning af nogen art til de pågældende diskriminationskri-

terier. I samme retning kan formentlig begrebet ”nogen” i pågældende bestemmel-

se fortolkes.

På den baggrund må man f.eks. også vurdere, at det forhold, at direktivet betegner

sig i art. 1 som givende (alene) en ”ramme for bekæmpelse” af forskelsbehandling

som værende af meget begrænset juridisk værdi. Som eksempel kan tilsvarende

nævnes betragtning 16) hvorefter:

”Enhver har frihed til at indgå aftaler, herunder

frihed til at vælge en aftalepartner til en given transaktion. Dette direktiv bør ikke

finde anvendelse på økonomiske transaktioner foretaget af private, for hvem disse

transaktioner ikke udgør en faglig eller erhvervsmæssig virksomhed.”

Dette er en

klart stærkere bestemmelse end den tilhørende artikeltekst, hvorefter: ”Litra

finder kun anvendelse på privatpersoner i det omfang, de udøver faglig eller er-

hvervsmæssig virksomhed.”

Her må man f.eks. nødvendigvis forholde sig til spørgsmål om tilfælde, hvor den

private aktivitet kun udgør eller kan siges at udgøre en mindre eller alene accesso-

risk ”faglig eller erhvervsmæssig virksomhed”, ligesom begreberne ”private” og

”økonomiske transaktioner” samt ”faglig eller erhvervsmæssig virksomhed” levner

stort rum for fortolkninger.

Også andre dele af direktivet må man vurdere vil blive tillagt en udvidende for-

tolkning af EF-Domstolen henset til direktivets baggrund og formål. Det gælder

f.eks. art. 3, stk. 1 ”social beskyttelse”, ”sociale goder” og ”uddannelse”. Særligt

vedrørende alder kan påpeges, at art. 2, stk. 6 tilsvarende indeholder et relativt stort

fortolkningsrum.

DA har også noteret sig, at direktivforslaget på en række områder i foranledning

godt nok bygger på elementer i eksisterende direktiver, men der er også nye formu-

leringer, der kan have indholdsmæssige betydninger. DA skal heller ikke undlade

at bemærke, at man generelt uden refleksion i øvrigt og således også i almindelige

privatretlige retsforhold overfører princippet om delt bevisbyrde, der er en undta-

gelse af det almindelige bevisbyrdeprincip.

Danske Handicaporganisationer (DH) takker for muligheden for at fremkomme

med bemærkninger til Europa-kommissionens nyligt fremsatte forslag til direktiv

om ligebehandling udenfor arbejdsmarkedsområdet. DH skal dog fremhæve, at en

uges frist for at indkomme med bemærkninger til så omfattende et forslag, er meget

uhensigtsmæssig. Det giver os ringe muligheder for at inddrage vores medlemsor-

ganisationer, hvilket selvsagt er dybt problematisk. Det er ikke befordrende for den

demokratiske proces, der skal sikre den organisatoriske opbakning til direktivet

specifikt og EU’s initiativer på handicapområdet generelt.

Når dette er sagt, vil vi gerne understrege, at vi betragter det som et positivt skridt,

at Kommissionen endelig har fremsat et forslag til direktiv på dette område. Vi

forventer, at den danske regering vil arbejde aktivt for vedtagelsen af direktivet,

men samtidig vil vi også understrege, at der er et fundamentalt behov for at styrke

visse bestemmelser i direktivforslaget med henblik på en effektiv diskriminations-

beskyttelse for personer med handicap samt de øvrige grupper, som direktivforsla-

get dækker.

Det er vigtigt at fremhæve, at vores bemærkninger naturligt primært tager ud-

gangspunkt i de behov, der er for at sikre personer med handicap imod diskrimina-

tion. Det er det område, der interesserer os mest – og det er her, vi har vores særli-

ge ekspertise.

DH betragter det som et helt nødvendigt skridt at sikre sammenlignelig beskyttelse

imod diskrimination for alle grupper, der er dækket af Amsterdam-traktatens arti-

kel 13. Det er ikke rimeligt, at man i øjeblikket har et de facto hierarki mellem de

forskellige diskriminationsgrunde.

Det er positivt, at personer med handicap i fremtiden klart sikres imod de typer af

diskrimination, som er dækket af parallelle direktiver gældende for andre grupper,

dvs. direkte og indirekte forskelsbehandling, chikane samt tilskyndelse til forskels-

behandling. Desuden må det betragtes som positivt, at manglende rimelig tilpas-

ning, som i arbejdsmarkedsdirektivet (2000/78/EF), nu generelt defineres som for-

skelsbehandling.

Yderligere er der så i direktivforslagets artikel 4 fastsat en forpligtelse til i rimeligt

omfang at sikre lige adgang og tilgængelighed til varer, tjenester etc., hvilket set fra

DH’s synspunkt er et konstruktivt element.

Vi er dog dybt bekymrede i forhold til fortolkningen af og konsekvenserne ved

disse bestemmelser, ikke mindst undtagelserne fra dem, mere herom nedenfor.

DH mener, at dansk støtte til direktivforslaget vil være i overensstemmelse med

den øgede vægtning af rettigheder og beskyttelse imod diskrimination, der er blevet

en integreret del af dansk handicappolitik, særligt i lyset af Danmarks tilslutning til

FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.

DH deler Kommissionens opfattelse, som den er fremsat i dennes konsekvensvur-

dering af direktivforslaget, nemlig at direktivforslaget på nær meget få detaljer ikke

pålægger medlemsstaterne forpligtelser, som ikke er indeholdt i konventionen.

Samtidig må det dog understreges, at en gennemførelse af direktivforslaget i dansk

ret, som det fremstår på nuværende tidspunkt, ikke i sig selv vil kunne udgøre en

fyldestgørende efterlevelse af FN-konventionen. Områder som eksempelvis adgang

til retsvæsenet, familierettigheder, deltagelse i det politiske liv, adgang til kulturli-

vet, tilgængelighed til det offentlige rum samt adgangen til information og kom-

munikation, herunder eksempelvis tilgængelige informationsformater og tegnsprog,

er ikke dækket af direktivforslaget, men i FN-konventionen findes vægtige be-

stemmelser om disse forhold.

Derudover er en hel række af de forpligtelser for offentlige instanser til aktivt at

fremme deltagelsen for personer med handicap i samfundet, som er indeholdt i

konventionen, ikke dækket af direktivforslaget. Vi mener ikke, at det er tilfredsstil-

lende, at direktivforslaget på så mange områder har en lavere overligger end kon-

ventionen, når det gælder forebyggelse og bekæmpelse af diskrimination af perso-

ner med handicap. Konventionen og direktivet må kunne ses som instrumenter, der

supplerer hinanden og må som sådan ses som retskilder, der til sammen kan være

med til at sætte rammer for dansk lovgivning vedrørende ligebehandling af perso-

ner med handicap. Således er der brug for en højere grad af overensstemmelse mel-

lem konventionens principper og direktivteksten.

Nedenfor følger specifikke bemærkninger til de enkelte bestemmelser i direktivfor-

slaget.

Artikel 1

Det skal bemærkes, at direktivet kun kan dække de områder, der er omfattet af

EU’s kompetence, hvilket også anføres i de indledende betragtninger til direktiv-

forslaget. Dette er ligeledes illustreret ovenfor under bemærkningerne om sam-

menhængen med FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.

Det skal således tages med betydelige forbehold, når det i artikel 1 hedder, at hele

spektret udenfor arbejdsmarkedet er dækket. En yderligere klargøring af anvendel-

sesområdet er som følge heraf nødvendig med henblik på en gennemskuelig og

effektiv gennemførelse af direktivet i medlemsstaternes lovgivning.

Derudover skal kommende dansk diskriminationslovgivning i forhold til handicap

tage højde for, at direktivforslaget ikke dækker alle relevante aspekter af FN’s

konvention om rettigheder for personer med handicap. I den sammenhæng ville det

være naturligt, og i overensstemmelse med EU’s tilslutning til FN-konventionen,

ikke at lade selve direktivteksten anlægge en så indsnævret fortolkning af, hvor

langt EU-kompetencen går, når det gælder vigtige områder for personer med han-

dicap, se eksempelvis bemærkningerne vedr. uddannelsesområdet til artikel 3 ne-

denfor.

Artikel 2, stk. 2, litra b)

DH foreslår, at bestemmelsen præciseres med henblik på at sikre, at den udtrykke-

ligt omfatter diskrimination på baggrund af handicap ved associering. Som be-

stemmelsen er formuleret nu, kan den læses sådan, at diskrimination kun kan knyt-

te sig til en bestemt person med et bestemt handicap. Således vil f.eks. forældre,

der diskrimineres som følge af tilknytningen til et barn med handicap ikke være

eksplicit dækket af bestemmelsen om indirekte diskrimination. Dette er åbenlyst

urimeligt, jf. den nyligt afsagte kendelse i den såkaldte Coleman-sag, og derfor skal

teksten formuleres, så der ikke opstår tvivl om dette.

Artikel 2, stk. 5

Det skal bemærkes, at det, som ovenfor anført, er positivt, at manglende rimelig

tilpasning, jf. forslagets artikel 4, stk. 1, litra b), er defineret som forskelsbehand-

ling. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at manglende adgang og tilgængelighed for

personer med handicap kan afhjælpes gennem generelle bestræbelser og andre

foranstaltninger (universelt design mv.) på at gøre ligebehandling og tilgængelig-

hed til en del af de tilbud, der udbydes offentligt. Dette er der taget delvis højde for

i artikel 4, stk. 1, litra a), men det er for DH uklart, hvilken retlig status overtrædel-

ser af disse bestemmelser har. Vil sådanne overtrædelser skulle forstås som for-

skelsbehandling, eller er det noget andet?

Det er helt centralt at holde sig for øje, at den diskrimination af personer med han-

dicap, som ligger i ikke at tilpasse samfundet til alle mennesker, i lige så høj grad

som andre typer af diskrimination udgør betydelige hindringer for fuld deltagelse i

samfundslivet for personer med handicap. Det kan tydeligt ses af de barrierer, der

er skabt inden for f.eks. byggeri, transport og kommunikation gennem de seneste

mange årtier. Det er den type diskrimination, som artikel 4, stk. 1, litra a) tager

delvist fat få. Det må derfor sikres, at manglende efterlevelse af denne bestemmelse

i lige så høj grad som direktivets øvrige antidiskriminationsbestemmelser har bin-

dende retsvirkning, samt at der er knyttet effektive sanktioner til manglende efter-

levelse.

Artikel 2, stk. 6

DH ser det som en risiko, at muligheden for at forskelsbehandle på baggrund af

alder kan benyttes til indirekte at diskriminere personer med handicap. Frekvensen

af personer med handicap blandt ældre borgere er højere end frekvensen blandt

yngre borgere. Der er personer, der først bliver handicappede, efter at de er blevet

”gamle”. Særligt derfor vil en beskyttelse mod indirekte diskrimination af denne

gruppe på grund af handicap være væsentlig.

Det skal derfor præciseres, at det udelukkende er kravet om et forbud mod diskri-

mination på baggrund af biologisk alder, som der kan gøres undtagelser fra. Det

skal også præciseres, at der ikke er mulighed for at diskriminere på baggrund af

sammenhængen mellem alder og handicap. Dette vil være i overensstemmelse med

den generelle målsætning fra EU's side om at bekæmpe multipel diskrimination.

Artikel 2, stk. 7

Indskrænkningerne af direktivets gyldighed i forhold til aktuarmæssige og statisti-

ske beregninger udgør et væsentligt problem, da sådanne beregninger må forventes

at blive benyttet i forbindelse med f.eks. pensionsordninger, sundhedsforsikringer

og kriterier for långivning.

Der synes dermed at opstå en modsigelse af artikel 12 i FN’s konvention om ret-

tigheder for personer med handicap vedr. retlig handleevne, som også berører den

lige ret til at opnå lån og ejendomsret, artikel 25 om lige ret til sundhed samt sam-

me konventions artikel 28, stk. 2, litra e) om pensionsordninger.

Den tilsvarende bestemmelse i det parallelle direktiv, om ligebehandling i forhold

til køn fra 2004, indeholder snævrere muligheder for medlemsstaterne i henseende

til at tillade forskelsbehandling på dette punkt. DH er derfor meget forundret over

valget af et større råderum i forhold til handicap. DH foreslår, at der som minimum

specificeres meget klare kriterier for, hvornår handicap kan indgå som en faktor i

aktuarmæssige og statistiske beregninger. Som bestemmelsen er formuleret nu, er

det ikke klart, hvornår handicap kan indgå og under hvilke betingelser.

Derudover mener DH, at det er relevant at rejse spørgsmålet om, hvorvidt lige ad-

gang til forsikringslignende ordninger ikke er en opgave, der bør løses solidarisk

enten af forsikringstagerne i fællesskab eller af samfundet som sådan. Dette er

eksempelvis i overensstemmelse med den nuværende tilgang, når det gælder grup-

pelivsforsikringer og øvrige lignende kollektive forsikringer.

Artikel 2, stk. 8

Det skal bemærkes, at en tilsvarende bestemmelse ikke er fastsat i de parallelle

direktiver om henholdsvis ligebehandling i forhold til køn og race. For DH er den

praktiske betydning af en sådan bestemmelse uklar i forhold til gruppen af personer

med handicap. DH savner en konkret begrundelse for bestemmelsens optræden i

forslaget, ikke mindst i forhold til dets konsekvenser for gruppen af personer med

handicap.

Artikel 3, stk. 1, litra a)

Bestemmelserne vedr. aktuarmæssige og statistiske data i artikel 2, stk. 7, kan tæn-

kes at have indflydelse på rækkevidden i forhold til visse sociale sikringsordninger

og sundhedsordninger. DH finder en afklaring af dette spørgsmål helt nødvendig.

Det er vigtigt, at der ikke kan finde diskrimination sted. Der skal være fuld og lige

adgang for alle til sociale sikrings- og sundhedsordninger.

Artikel 3, stk. 1, litra d)

En indskrænkning, der ligner den i litra d), findes ikke i de parallelle direktiver

vedr. henholdsvis race og køn. Indskrænkningen rejser nogle spørgsmål i forhold

til, hvilken status tilbud, som udbydes af eksempelvis private foreninger og andre

typer af non-profit foretagender, har i forhold til direktivets anvendelsesområde. I

Danmark kunne dette f.eks. være andelsboligforeninger. DH efterlyser en afklaring

af dette spørgsmål. DH savner en konkret begrundelse for, at indskrænkningen

skulle være særligt relevant i dette direktivforslag.

Artikel 3, stk. 2

Det skal bemærkes, at dette er et område, hvor FN’s konvention om rettigheder for

personer med handicap indeholder væsentlige bindende bestemmelser.

Artikel 3, stk. 3

En lignende indskrænkning i forhold til uddannelse findes ikke i det parallelle di-

rektiv vedr. race.

Det skal bemærkes, at indskrænkningen tilsyneladende åbner for, at hensyn til or-

ganisering, herunder formentlig også økonomiske hensyn, kan gå forud for eksem-

pelvis hensynet til en elev med et handicap, f.eks. i forhold til at sikre inklusion i

mainstream skolesystemet. Dette finder DH fuldstændig uacceptabelt. Som mini-

mum må dette tages i betragtning ved en dansk implementering af direktivet. Det

må ikke være sådan, at man kan diskriminere personer med handicap på nogen

måde eller noget sted i undervisningssystemet. Organiseringen af undervisningen

kan i sig selv være diskriminerende.

Der er fastlagt vigtige bindende rettigheder på uddannelsesområdet i FN’s konven-

tion om rettigheder for personer med handicap, og eftersom EU har tilsluttet sig

konventionen, er man i lige så høj grad som medlemsstaterne bundet af denne. DH

er opmærksom på, at EU har en begrænset kompetence i forhold til uddannelses-

området. Men der er intet i traktaten, der tilsiger, at denne begrænsning lige nøjag-

tig er relevant i forhold til specialundervisning og organisationen omkring denne.

Det synes på den baggrund at være en fuldstændig uhensigtsmæssigt og arbitrær

disposition at lade en indskrænkning af direktivets rækkevidde gå på dette og på

den måde sætte spørgsmålstegn ved den fulde og hele tilslutning til FN-

konventionens principper om et inkluderende skole system – disse principper har

været den internationalt anerkendte politiske linje siden først i halvfemserne.

I forhold til artikel 3 generelt skal det konkluderes, der må forventes betydelige

fortolkningsproblemer i henseende til afgrænsningen af de politikområder, hvor

direktivet har gyldighed. Så meget desto vigtigere vil det være at sikre en bred

lovgivning i Danmark, der går videre end direktivet, sådan at afgrænsningsproble-

mer ikke kommer til at stå i vejen for en effektiv og gennemskuelig beskyttelse

mod diskrimination af personer med handicap i Danmark.

Artikel 4, stk. 1, litra a)

Det skal bemærkes, at noget synes at være faldet ud af den danske oversættelse af

Kommissionens forslag. Af den engelsksprogede version af forslaget fremgår det,

at tilpasningerne skal ske ”in anticipation”, dvs. under en generel forudsætning om,

at personer med handicap benytter tjenester osv. Dette lille begreb er yderst cen-

tralt, idet det introducerer en proaktiv forpligtelse til at sikre ligebehandling af per-

soner med handicap. Der må derfor foretages en ændring af den danske oversættel-

se!

Indskrænkningerne af litra a), der går på tilvejebringelsen af alternativer eller

grundlæggende forandringer, er dybt problematiske. Som eksempel kan nævnes

tilgængelighed til hjemmesider. Det kan i nogle tilfælde kræve grundlæggende

forandringer at sikre en hjemmesides tilgængelighed. Men tilgængeligheden vil i

mange tilfælde jo være en forudsætning for, at man kan benytte sig af en offentlig

eller privat ydelse. DH savner som minimum en klarlæggelse af, hvad disse ind-

skrænkninger indebærer.

DH står uforstående overfor, at det mere velkendte kriterium om uforholdsmæssigt

store byrder ikke er tilstrækkeligt i denne sammenhæng, særligt i lyset af at rele-

vante tilpasninger langt fra altid koster ekstra ressourcer.

Indskrænkningerne af bestemmelsen kan komme til at stå i vejen for, at strukturel

forskelsbehandling kan bekæmpes ved hjælp af direktivet. Det er således yderst

centralt, at deres rækkevidde begrænses så meget som overhovedet muligt.

DH efterlyser, at bestemmelsen refererer til begrebet universelt design, som er

gennemgående i FN-konventionen. En sådan tilgang vil kraftigt nedsætte behovet

for tilpasninger i konkrete tilfælde. En tilgang gående på realisering af universelt

design i forhold til nye varer og tjenesteydelser ville være et særdeles nødvendigt

skridt. Særligt vil det være relevant at koble en sådan tilgang til eksisterende og

kommende europæiske standarder, sådan at tilgængelighed ville være klart define-

ret i hele EU. Dette ville også øge gennemskueligheden af bestemmelsen for aktø-

rer på markedet. DH foreslår derfor, at manglende efterlevelse af europæiske stan-

darder vedr. tilgængelighed for personer med handicap indskrives i artikel 4 som

en form for diskrimination.

DH ser desuden et behov for at præcisere, at bestemmelsen ikke kun drejer sig om

fysisk tilgængelighed for eksempelvis kørestolsbrugere. Personlig assistance, tilve-

jebringelsen af information i alternative formater og tolkebistand, herunder tegn-

sprogstolkning, er eksempler på relevante tilpasninger, som efter DH’s opfattelse

ikke må kunne fortolkes ud af direktivet. Derfor bør artikel 4 reformuleres med

henblik på også at inkorporere disse aspekter af adgangen for personer med handi-

cap.

Artikel 4 stk. 2

Det skal bemærkes, at der åbnes for en hel række muligheder for at begrunde und-

tagelser fra artikel 4, stk. 1. DH foreslår derfor, at der som en yderligere afbalance-

ring af disse mulige begrundelser også indføres et kriterium, der går på de mulige

fordele for andre borgere og samfundet generelt, som tilpasninger til fordel for

personer med handicap i rigtig mange tilfælde indebærer. Som eksempel kan blot

nævnes, at øget tilgængelighed for kørestolsbrugere og gangbesværede i offentlige

transportmidler også kan give betydelige fordele for personer i følgeskab med

småbørn, med barnevogne, cykler eller bagage. Hertil kommer den ikke ubetydeli-

ge effekt i form af forbedring af arbejdsmiljøet i bred forstand.

Yderligere står DH i overensstemmelse med bemærkningen ovenfor til litra a) i

nærværende artikel uforstående overfor, at det er nødvendigt at indføre en række

undtagelser udover den velkendte om uforholdsmæssigt store byrder. Vi efterlyser

derfor en begrundelse af denne disposition. Man kommer let i tvivl om, hvorvidt

man reelt vil afskaffe diskrimination af personer med handicap.

Artikel 5 og 6

Disse artikler sikrer muligheden for en effektiv dansk lovgivning til fremme af reelt

lige muligheder for personer med handicap. Dette betragter DH som meget positivt

og opfordrer samtidig indtrængende den danske regering til at følge dette spor i

overensstemmelse med FN’s konvention om rettigheder for personer med handi-

cap.

Artikel 7, stk. 1

Multipel diskrimination skal indgå som et element i klagebehandlingen. Dette skal

præciseres i direktivet.

Artikel 7, stk. 2

Handicapfaglig ekspertise skal indgå i vurderingen af sager om handicap. Direktiv-

forslaget skal åbne for denne mulighed, sådan at vurderingen ikke udelukkende

baseres på juridisk ekspertise. Behovet kan ikke opfyldes fuldt ud ved at lade f.eks.

organisationer af personer med handicap indtræde på klagerens side i en sag. Også

selve vurderingen af sagen bør være baseret på handicapfaglig viden. Det er et

faktum, at kun ganske få juridiske eksperter har viden om handicapområdet, der

kan sikre, at de særlige forhold/oplevelser ved at have et handicap kommer til vur-

dering i forbindelse med afgørelse af sager om diskrimination.

Artikel 10

Omfanget af informationsindsatsen skal præciseres yderligere. Det er vigtigt at få

fastslået, at indsatsen ikke kun skal rette sig imod de grupper, som kan komme til

at stå over for diskrimination. Også udbydere af varer og tjenesteydelser skal mod-

tage fyldestgørende information om deres proaktive pligter i henhold til direktivet.

Desuden foreslår DH, at det overvejes at pålægge medlemsstaterne en forpligtelse

til at udvikle redskaber, der kan støtte offentlige og private vare- og tjenesteudby-

dere i at leve op til direktivets bestemmelser.

Derudover skal det fremgå klart af direktivet, at informationsindsatsen som helhed

skal tilrettelægges på en måde, der sikrer tilgængelighed for personer med handicap

af alle typer, herunder eksempelvis information i tilgængelige formater, på tegn-

sprog og forfattet i klar og let forståelig tekst.

Artikel 11

DH vil opfordre til, at man allerede nu efterlever artiklens ånd, og med baggrund i

denne, indleder en formel og substantiel involveringsproces af organisationer, af

personer med handicap og andre relevante grupper, både på europæisk og nationalt

plan med henblik på at sikre en tæt dialog om direktivets udformning og imple-

mentering.

Artikel 13

DH vil opfordre til, at den gennemgang af dansk lovgivning, som bestemmelsen

indebærer, sammentænkes med den gennemgang af dansk lovgivning, som gen-

nemføres med henblik på ratifikation af FN’s konvention om rettigheder for perso-

ner med handicap. En sådan sammentænkt gennemgang bør bestå i en tæt konsulta-

tion af handicapbevægelsen og involvere direkte inddragelse af denne.

Artikel 15, stk. 2

DH savner i høj grad en begrundelse for, at der kan gives forlængelse af fristen for

implementering, for så vidt angår direktivforslagets artikel 4. Det har ikke været

muligt at finde en sådan i Kommissionens lovforberedende arbejder. Hvis begrun-

delsen er, at det skønnes at være vanskeligt at leve op til artikel 4, er der så meget

desto større grund til at give dens bestemmelser retlig virkning så hurtigt som mu-

ligt. Den reelle forskelsbehandling af personer med handicap, som manglende ef-

terlevelse af principperne i artikel 4 indebærer, er nemlig ensbetydende med stærke

begrænsninger for lige samfundsdeltagelse.

Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) bemærker, at direktivforslaget regule-

rer beskyttelse mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet og således sup-

plerer de eksisterende direktiver, for så vidt angår diskriminationskriterierne, reli-

gion, tro, handikap, alder eller seksuel orientering. Som konsekvens heraf vil direk-

tivforslaget vedrøre området om socialbeskyttelse, sociale goder, uddannelse og

adgang til service- og tjenesteydelser.

Indledningsvis skal FA henlede opmærksomheden på, at vi finder det problematisk,

at alder indgår på lige fod med de resterende rettigheder. Alder bliver ofte anvendt

som et objektivt kriterium dels i forhold til lovgivning dels i forhold til administra-

tion f.eks. af erhvervelse af kørekort, ret til stemmeafgivning ved demokratiske

valg og m.m. Det er alle disse lovmæssige og administrative bestemmelser, som

efter direktivets vedtagelse pludselig er potentielt EF stridige og ulovlige.

Det betyder også, at forslaget bekræfter og forstærker en udvikling, herunder via

EF domstolen der ligger langt ud over den ramme for regulering, som umiddelbart

kan læses af direktivet. Den forslåede løsning med at indsætte en undtagelsesbe-

stemmelse om at ulige behandling pga. af alder ikke er forskelsbehandling såfremt

der er et objektivt og rimelig begrundet legitimt formål (art. 2 stk. 6 i direktivfor-

slaget) er ikke en god løsning. FA finder det derfor nødvendigt, at der tages et klart

forbehold for, at alder inddrages som diskriminationskriterium i direktivforslaget.

Om uddannelse siger direktivforslagets artikel 3 litra C, at uddannelse er et af de

områder, hvor direktivet finder anvendelse. FA finder, at uddannelse er et nationalt

anliggende, og at artikel 3 litra C derfor bør udgå.

Vedrørende spørgsmålet om klageadgang anføres i artikel 7 en bestemmelse her-

om. FA finder, at dette er et nationalt anliggende, som allerede er reguleret via EF

domstolens afgørelser og må derfor anbefale, at artikel 7 udgår af direktivforsla-

get.

Hvad angår artikel 8 om bevisbyrde, er det FA’s opfattelse, at der i realiteten her

indføres en omvendt bevisbyrde. FA skal anføre, at vi finder dette kritisabelt, uan-

set at det kendes fra andre direktiver, men finder ikke, at det bør anvendes i forbin-

delse med dette direktivforslag, og skal derfor bede om at bestemmelsen om bevis-

byrde udgår.

I artikel 11, der omhandler dialog med relevante berørte parter, skal vi anmode om,

at der tilføjes følgende formulering ”medlemsstaterne tilskyndes til at inddrage

arbejdsmarkedets parter i det omfang arbejdsmarkedet berøres”. Dette harmonerer

også med artikel 16 i direktivforslaget, der omhandler arbejdsmarkedets parter i

forbindelse med en udarbejdelse af en rapport om anvendelsen af direktivet. Vi ser

derfor gerne, arbejdsmarkedets parter rykket frem også til artikel 11.

Artikel 13 om overholdelse er en ny bestemmelse, og FA er af den opfattelse, at

der her er tale om et nationalt anliggende, og at artikel 13 derfor bør udgå.

Artikel 14 der handler om sanktioner, skal FA anføre, at dette er et nationalt anlig-

gende i EF retten, og bestemmelsen bør derfor udgå, idet EF domstolspraksis vare-

tager de tværnationale hensyn, og at der derfor ikke specifikt, som der anføres i

forslaget, bør anføres typer af sanktioner.

Afslutningsvis anfører FA, at der i direktivforslaget henvises til Traktatens artikel 6

samt forskellige internationale instrumenter i FN samt i den Europæiske menneske-

rettighedskonvention EU’s charter mv. særligt med hensyn til de i direktivet nævn-

te beskyttelseskriterier. Uanset at disse henvisninger er korrekte, er det væsentligt,

at der ikke er tale om henvisninger i snæver forstand, men at de skal ses som et

element, der giver juridisk mulighed for, at man via direktivforslaget bidrager til at

regulere diskrimination og forskelsbehandlingsområdet mere vidtgående og intens

end selve direktivforslaget

FA finder det uheldigt, idet direktivforslaget får en meget bredere anvendelse, end

det fremgår af selve direktivforslaget.

8. Generelle forventninger til andre landes holdninger.

Visse delegationer har opretholdt et generelt forbehold og anfægtet nødvendighe-

den af Kommissionens forslag. Andre delegationer har anmodet om yderligere

præcisering af direktivforslaget og givet udtryk for bekymring navnlig i relation til

mangel på juridisk klarhed, kompetencefordeling, samt de praktiske og økonomi-

ske konsekvenser ved forslaget. Alle delegationer har generelle undersøgelsesfor-

behold.

Sagen har været drøftet under to møder under det nederlandske formandskab, hvor

ingen nævneværdige fremskridt er blevet opnået. Der vil til rådsmødet foreligge en

fremskridtsrapport.

9. Regeringens generelle holdning

Regeringen støtter overordnet målet om bekæmpelse af diskrimination og accepte-

rer idéen om et direktiv på området.

På arbejdsmarkedet er der i dag i dansk lovgivning forbud mod forskelsbehandling

på grund af alder, handicap, køn, race og etnisk oprindelse, religion og tro samt

seksuel orientering. Uden for arbejdsmarkedet er der forbud mod forskelsbehand-

ling på grund af køn, race og etnisk oprindelse. Der er således ikke forbud mod

diskrimination udenfor arbejdsmarkedet i forhold til alder, handicap, religion eller

tro og seksuel orientering.

Forslaget til direktiv, som det er fremlagt, giver dog anledning til en række betæn-

keligheder, særligt af juridisk karakter, idet forslaget indeholder en række vagt

afgrænsede bestemmelser og ligeledes vagt udformede undtagelser for direktivets

anvendelsesområde. Dette kan medføre, at rettighedernes omfang reelt vil skulle

fastlægges ved domstolskontrol. Regeringen kan derfor ikke støtte forslaget i den

fremsatte form.

Der må ske en betydelig præcisering af forslagets tekst med henblik på især at sik-

re, at Danmark også i fremtiden kan anvende alder som styringsinstrument, og at

dansk handicappolitik, som bl.a. er baseret på kompensationsprincippet, kan fast-

holdes.

Endelig er det nødvendigt at få belyst en række spørgsmål vedrørende forslagets

nærmere juridiske og økonomiske konsekvenser, herunder rækkevidden af flere

generelle afgrænsede bestemmelser, inden en nærmere holdning fastlægges.

10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering forud

for rådsmøderne (EPSCO) 2. oktober 2008, 17. december 2008, 9. marts 2009, 8.

juni 2009, 30. november 2009, 7. juni 2010, 6. december 2010, 10. juni 2011, 1.

december 2011, 21. juni 2012, 6. december 2012, 20. juni 2013, 9. december 2013,

12. juni 2014, 5. december 2014, 12. juni 2015 og 7.december 2015.

5. Europæisk Semester 2016: Bidrag til Det Europæisk Råd 28.-29. juni 2016

(a) Udkast til Rådets henstillinger vedrørende de Nationale Reformpro-

grammer 2016 og udkast til forklarende note

(b) Vurdering af Rådets landespecifikke henstillinger 2016 og imple-

menteringen af de landespecifikke henstillinger for 2015

1. Baggrund

Som altid er der på EPSCO-rådsmødet i juni en drøftelse af de landespecifikke

henstillinger, som bidrag til DER-mødet 28.-29. juni. Den politiske drøftelse på

mødet forventes at tage udgangspunkt i oplæg fra formandskabet. Der er endnu

ikke modtaget oplysninger herom.

Hovedemnet under dagsordenspunktet vil være Rådets indstilling vedrørende de

landespecifikke henstillinger. Rådet kan i henhold til art. 148 på forslag af Kom-

missionen give landespecifikke henstillinger til medlemslandene, der udarbejdes på

baggrund af blandt andet medlemsstaternes nationale reformprogrammer, der er

afleveret i april 2016.

På basis af Kommissionens udkast skal EPSCO udtrykke enighed om de landespe-

cifikke henstillinger, der vedrører arbejdsmarkedet.

Under dagsordenspunktet godkendes desuden udtalelser fra Beskæftigelseskomité-

en og Komitéen for Social Beskyttelse om udkastet til nye landespecifikke henstil-

linger og om implementeringen af de landespecifikke henstillinger fra 2015.

2. Formål og indhold

Formålet med forslagene til landespecifikke henstillinger efter art. 148 er at identi-

ficere de primære udfordringer, som det enkelte medlemsland står over for, og hvis

løsning - gennem nationale reformer - vil gøre en positiv forskel med hensyn til

udviklingen på landets arbejdsmarked mv.

Kommissionen har i starten af året udarbejdet en landerapport for hver medlems-

stat, hvori Kommissionens vurdering af tiltag, udfordringer, yderligere reformbe-

hov mv. er fremlagt. Kommissionen har herefter 18. maj 2016 fremlagt en pakke

med udkast til hhv. nye landespecifikke henstillinger samt Rådets udtalelser om

landenes stabilitets- og konvergensprogrammer (for hhv. eurolande og ikke-

eurolande).

Kommissionen har ligesom sidste år valgt en fokuseret tilgang med færre henstil-

linger til de enkelte lande, for at henstillingerne bedre afspejler Kommissionens

vurdering af landenes

væsentligste

udfordringer. Ligesom sidste år er der ingen

landespecifik henstilling på beskæftigelsesområdet til Danmark.

Beskæftigelseskomiteen og Komitéen for Social Beskyttelse forventes at fremlæg-

ge overordnede konklusioner vedrørende den multilaterale/tematiske overvågning

af medlemslandenes politikker og implementering af de landespecifikke henstillin-

ger fra 2015 samt om Kommissionens forslag til nye landespecifikke henstillinger

til medlemslandene.

3. Europa-Parlamentets udtalelse

Europa-Parlamentet skal ikke høres.

4. Nærhedsprincippet

Spørgsmålet er ikke relevant.

5. Gældende dansk ret

Spørgsmålet er ikke relevant.

6. Konsekvenser

Sagen medfører ikke lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller samfundsøkonomi-

ske konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet eller konsekven-

ser for beskyttelsesniveauet.

7. Høring

Kommissionens udkast til landespecifikke henstillinger er sendt til EU-

Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale Forhold til orientering.

8. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Medlemslandene forventes at tage konstruktivt imod Kommissionens forslag til

henstillingerne.

9. Regeringens generelle holdning

Regeringen er generelt positiv over for brug af henstillinger efter art. 148 som led i

EU2020-strategiens gennemførelse.

Regeringen er tilfreds med Kommissionens vurdering af, at der ikke er behov for

en henstilling til Danmark vedrørende beskæftigelse, da Danmark har gennemført

omfattende reformer og løbende har fokus på implementeringen og effekterne her-

af.

10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

6. Kompetencepakke (”Skills Package”)

Nyt notat

1. Baggrund

På baggrund af Det Europæiske Råds strategiske dagsorden fra juni 2014, i hvilken

det at hjælpe med at udvikle færdigheder og frigøre talenter og livsmuligheder for

alle nævnes som prioritet for EU, indgår fremlæggelsen af en meddelelse om en

dagsorden for nye færdigheder, som et prioriteret initiativ i Kommissionens ar-

bejdsprogram for 2016.

2. Formål og indhold

Kommissionen har varslet, at der den 8. juni lanceres en meddelelse om nye fær-

digheder i Europa – ”Towards a new Skills Agenda for Europe”.

Det forventes, at Kommissionen i meddelelsen vil sætte fokus på vigtigheden af

opkvalificering af de nuværende generationer, så deres kompetencer kan udvikles

og opgraderes og holde trit med den digitale udvikling samt et stadigt skiftende

arbejdsmarked og samfund. Det forventes, at der vil være et særligt fokus på de

mere sårbare grupper, som fx de ufaglærte (ift. at kunne miste deres job) og flygt-

ninge/migranter (ift. integration i samfundet). Det forventes, at Kommissionen vil

lægge vægt på at forbedre kvaliteten og relevansen af færdigheder hos arbejdsstyr-

ken for at sikre alle et minimumsniveau af færdigheder og øge gennemsigtigheden

og sammenligneligheden af læringsresultater og kvalifikationer for at understøtte

mobiliteten hos både arbejdstagere og studerende.

3. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet skal ikke høres.

4. Nærhedsprincippet

Spørgsmålet er ikke relevant.

5. Gældende dansk ret

Spørgsmålet er ikke relevant.

6. Konsekvenser

Præsentationen af pakken medfører ikke lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller

samfundsøkonomiske konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet

eller konsekvenser for beskyttelsesniveauet.

7. Høring

Høring er ikke relevant på nuværende tidspunkt, da meddelelsen endnu ikke fore-

ligger.

8. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Medlemslandene forventes generelt at være positive over for Kommissionens præ-

sentation og den kommende meddelelse.

9. Regeringens generelle holdning

Regeringen er generelt positiv over for, at Kommissionen sætter fokus på, at ar-

bejdsstyrken i fremtiden har de kvalifikationer og kompetencer, som matcher be-

hovet på arbejdsmarkedet, samt at der lægges vægt på at styrke gennemsigtighed

og sammenligning af kvalifikationer mellem i EU-landene. Der vil blive taget

nærmere stilling til eventuelle konkrete forslag i takt med at sådanne foreligger.

10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.

8. Rådskonklusioner om bekæmpelse af fattigdom og social eksklusion

Nyt notat.

1. Baggrund

Rådskonklusionerne tager udgangspunkt i den sociale situation efter den økonomi-

ske krise. Det bemærkes, at de europæiske økonomier er i bedring, men at der er

udfordringer i forhold til den sociale situation. Det fremhæves således, at gruppen

af personer i risiko for fattigdom og social eksklusion er steget med 4 mio. under

den økonomiske krise, i forhold til EU 2020-strategiens målsætning om at reducere

antallet af personer i denne gruppe med 20 mio. mennesker frem mod 2020.

2. Formål og indhold

Det nederlandske formandskab har taget initiativ til rådskonklusionerne med det

formål at sætte fokus på behovet for en styrket indsats for bekæmpelse af fattigdom

og social eksklusion i lyset af den begyndende bedring af den økonomiske situati-

on.

I rådskonklusionerne fremhæves det, at der er behov for en såkaldt ”integreret til-

gang”, hvor den enkelte udsatte persons situation vurderes individuelt, og hvor der

i anderkendelsen af fattigdommens mange dimensioner sættes ind på en række

forskellige domæner såsom beskæftigelse, sundhed, uddannelse, adgang til social

service og boligområdet.

Rådskonklusionerne opstiller en række forslag til, hvordan indsatsen til bekæmpel-

se af fattigdom og social eksklusion skal sikres af Europa-Kommissionen, med-

lemsstaterne samt Beskæftigelseskomitéen (EMCO) og Komitéen for Social Be-

skyttelse (SPC).

Europa-Kommissionen

opfordres bl.a. til:

At sætte fokus på forebyggelse og bekæmpelse af fattigdom og social eksklusion

ved at holde medlemsstaterne op på deres mål om bekæmpelse af fattigdom og

social udstødelse som fastsat i regi af EU 2020-strategien.

At fortsætte med at følge udviklingen i antallet af personer i risikogruppen for fat-

tigdom og social eksklusion.

At inddrage alle relevante aktører i arbejder, herunder arbejdsmarkedets parter og

civilsamfundet.

Medlemsstaterne

opfordres bl.a. til:

At tilrettelægge og styrke indsatsen til bekæmpelse af fattigdom og social eksklusi-

on med udgangspunkt i en ”integreret tilgang”.

At strategierne til bekæmpelse af fattigdom og social eksklusion særligt fokuserer

på børn og udsatte grupper såsom personer med handicap, ældre og hjemløse.

At indsatsen finder sted i samarbejde mellem relevante offentlige og private aktører

samt civilsamfundet.

At finde bedre anvendelse af EU's struktur- og investeringsfonde til implemente-

ring af effektive måde at forebygge og bekæmpe fattigdom og social inklusion.

Beskæftigelseskomitéen og Komitéen for Social Beskyttelse

opfordres bl.a. til:



At fortsætte monitoreringen af udviklingen på beskæftigelses- og socialområdet.

At fortsætte med at foretage analyser af fattigdomsrelaterede emner.

At styrke inddragelsen af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet i indsatsen.

Komitéen for Social Beskyttelse opfordres desuden særskilt til at fortsætte ud-

vekslingen af erfaringer om metoder til bekæmpelse af fattigdom og social eks-

klusion.

3. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet skal ikke høres.

4. Nærhedsprincippet

Spørgsmålet er ikke relevant.

5. Gældende dansk ret

Spørgsmålet er ikke relevant.

6. Konsekvenser

Sagen har ikke lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller samfundsøkonomiske

konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet eller konsekvenser for

beskyttelsesniveauet.

7. Høring

Rådskonklusionerne har ikke været sendt i høring.

8. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Det forventes, at der generelt vil være en positiv holdning til udkastet til rådskon-

klusioner fra alle medlemsstaterne.

9. Regeringens generelle holdning

Regeringen kan støtte rådskonklusionerne.

Regeringen er tilfreds med, at rådskonklusionerne ikke indeholder forslag om nye

relative eller absolutte fattigdomsmål.

10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

9. Rådskonklusioner om ”En ny start på en styrket social dialog”

Nyt notat

1. Baggrund

Juncker Kommissionen har tilkendegivet, at den ønsker at revitalisere den europæi-

ske sociale dialog og samarbejdet med de europæiske parter. Det hollandske for-

mandskab har udarbejdet et udkast til rådskonklusioner om en ny start på en styrket

social dialog. Udkastet til rådskonklusioner adresserer bl.a. en erklæring fra de

europæiske arbejdsmarkedsparter, som blev fremsendt til Kommissionen og for-

mandskabet den 12. februar 2016 og blandt andet omhandler den særlige rolle, som

arbejdsmarkedets parter har.

Det indgår bl.a. i erklæringen, at de europæiske parter gerne i højere grad vil ind-

drages i ”better regulation” agenda’en. Endvidere er der ønske om at blive hørt om

Kommissionens arbejdsprogram på lige fod med fx Europa-Parlamentet, og om at

der ikke bør stilles samme krav til konsekvensanalyse (impact assessment) af di-

rektivforslag baseret på partsaftaler, som til andre direktivforslag.

2. Formål og indhold

Formålet med rådskonklusionerne er at understrege og udbygge den rolle, som

arbejdsmarkedets parter spiller i relation til regulering på EU-niveau.

I udkastet til rådskonklusioner anerkendes parternes særlige og vigtige rolle i for-

hold til regulering af arbejdsmarkedet. Det understreges, at parterne skal inddrages

på en måde, der respekterer deres autonomi. Medlemsstaterne opfordres til at un-

derstøtte den nationale sociale dialog og involvere parterne i overensstemmelse

med national praksis. Kommissionen opfordres til (fortsat) at inddrage parterne på

europæisk plan - også på områder af væsentlig betydning for parterne, som rækker

ud over traktatbestemmelser herom. I forhold til de europæiske parters erklæring

fra februar er der opbakning til ønsket om, at parterne i højere grad inddrages i

”better regulation agenda’en”. Endelig opfordres parterne på nationalt og europæ-

isk plan til fortsat at informere om og bidrage til udvikling af den sociale dialog.

3. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet skal ikke høres.

4. Nærhedsprincippet

Spørgsmålet er ikke relevant.

5. Gældende dansk ret

Spørgsmålet er ikke relevant.

6. Konsekvenser

Sagen har ikke lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller samfundsøkonomiske

konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet eller konsekvenser for

beskyttelsesniveauet.

7. Høring

Rådskonklusionerne er sendt til Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale

forhold til orientering. DA og LO har tilkendegivet, at de kan henholde sig til de

bemærkninger, som de europæiske parter kom med til udkastet af 16. april 2016.

Herudover er der ikke modtaget bemærkninger til forslaget.

8. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Medlemsstaterne ventes generelt at tilslutte sig konklusionerne.

9. Regeringens foreløbige generelle holdning

Regeringen kan støtte rådskonklusionerne, der er på linje med den danske tilgang

til dialog og samarbejde med arbejdsmarkedets parter og vurderes at kunne samle

rådets opbakning i den foreliggende form.

Det er generelt regeringens tilgang at bakke op om inddragelse af arbejdsmarkedets

parter, hvilket blandt andet kan lette implementeringen af direktiver.

10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.

10. Rådskonklusioner om ligestilling

Nyt notat.

1. Baggrund

Det nederlandske formandskab har udarbejdet to rådskonklusioner om henholdsvis

Kommissionens engagement for at fremme kønsligestilling og Kommissionens

indsats over for Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender and Intersex-persons (LGB-

TI) i EU.

Begge sæt rådskonklusioner blev behandlet på EPSCO-rådsmødet den 7. marts

2016, hvor der ikke kunne opnås tilslutning til vedtagelsen, da nogle medlemslande

fandt, at rådskonklusionerne om LGBTI var for vidtgående. Formandskabet har

udsendt et justeret sæt rådskonklusioner, som skal behandles på rådsmødet den 16.

juni.

Rådskonklusionerne om Kommissionens engagement for at fremme kønsligestil-

ling er stort set uændret, mens rådskonklusionerne om Kommissionens indsats over

for Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender and Intersex-persons (LGBTI) i EU er

mindre ambitiøse i forhold til det udkast til rådskonklusioner, som blev forhandlet

på rådsmødet i marts.

Det ene sæt rådskonklusioner vedrører Kommissionens arbejdspapir: ”Strategic

engagement for gender equality 2016-19”, der blev lanceret i december 2015, og

som ligger i forlængelse af Kommissionens tidligere ligestillingsstrategi: ”Strategy

for equality between women and men 2010-15”. Kommissionen opstiller i det nye

dokument en række prioriteringer og mål for Kommissionens arbejde, herunder:



Kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet og økonomiske uafhængighed

Ligeløn, pension og bekæmpelse af fattigdom blandt kvinder

Kvinder i beslutningstagning

Bekæmpelse af vold mod kvinder og støtte til voldsudsatte

Fremme af kvinders rettigheder og ligestilling globalt

Det andet sæt rådskonklusioner vedrører Kommissionens indsats for at fremme

Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender and Intersex-persons (LGBTI) området gen-

nem dokumentet ”List of actions to advance LGBTI equality”, som blev lanceret i

2015. Kommissionens ”list of actions” fremhæver en række indsatsområder og

aktiviteter, herunder:



Styrke rettigheder og sikre juridisk beskyttelse af LGBTI-personer

Styrket monitorering og håndhævelse af eksisterende rettigheder for LGB-

TI-personer

Oplysning af borgere om diversitet og anti-diskrimination

Støtte til nøgleaktører der arbejder for at fremme og styrke lige rettigheder

for LGBTI-personer i EU

Udbrede tal, data og fakta om udfordringer for LGBTI-personer samt styr-

ke dataindsamling og forskningsaktiviteter



Eksterne handlinger ift. EU-udvidelsesprocesser, EU’s naboer og tredje-

verdenslande

2. Formål og indhold

På rådsmødet skal der vedtages to sæt rådskonklusioner vedrørende henholdsvis

Kommissionens strategiske engagement for ligestilling og Kommissionens liste

over tiltag til at fremme LGBTI-området.

Med de to sæt rådkonklusioner anerkendes Kommissionens planlagte indsatser ift.

både kønsligestilling og indsatsen på LGBTI-området.

I rådskonklusionerne om kønsligestilling opfordres medlemslandene til bl.a. (i) at

samarbejde med Kommissionen om implementeringen af aktiviteter på de to områ-

der, (ii) at arbejde med områderne nationalt, og (iii) at fremme kønsligestilling

generelt. Samtidig opfordres Kommissionen bl.a. til sikre implementering og moni-

torering af indsatsen på områderne.

I rådskonklusionerne om LGBTI opfordres Kommissionen bl.a. til at fremme

Kommissionens ”list of actions” og monitorering af indsatsen på områderne. End-

videre inviteres medlemslandene til at støtte institutionelle mekanismer, herunder

nationale ligebehandlingsorganer, som fremmer ikke-diskrimination af LGBTI-

personer.

Rådskonklusionerne om LGBTI er generelt blevet mindre ambitiøse i forhold til

den udgave, der blev behandlet på EPSCO-rådsmødet i marts 2016. Hvor der med

de tidligere rådskonklusioner blev lagt vægt på at fremme LGBTI-personers ret-

tigheder, lægges der nu primært vægt på ikke-diskrimination af LGBTI-personer.

Kommissionens ”list of actions” er ikke længere foldet ud i rådskonklusionen. En-

delig er det blevet tilføjet, at Kommissionen i sit arbejde med LGBTI-rettigheder

skal tage behørigt hensyn til kultur, traditioner og medlemsstaters kompetencer

inden for familieretten. Generelt er rådskonklusionerne om LGBTI således blevet

nedtonet en del i forhold til den tidligere udgave med henblik på at nå et kompro-

mis med mere kritiske medlemsstater.

3. Europa-Parlamentets udtalelse

Europa-Parlamentet skal ikke høres.

4. Nærhedsprincippet

Spørgsmålet om nærhedsnærhedsprincippet er ikke relevant.

5. Gældende dansk ret

Spørgsmålet er ikke relevant.

6. Konsekvenser

Sagen har ikke i sig selv lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller samfundsøko-

nomiske konsekvenser, erhvervsøkonomiske konsekvenser eller konsekvenser for

beskyttelsesniveauet.

7. Høring

Rådskonklusionerne har ikke været sendt i høring.

8. Generelle forventninger til andre landes holdninger.

Det forventes, at der er opbakning til vedtagelse af det sæt rådskonklusioner, der

angår Kommissionens strategiske engagement for at fremme kønsligestilling.

På EPSCO-rådsmødet den 7. marts 2016 kunne der ikke opnås tilslutning til råds-

konklusionerne om Kommissionens indsats over for Lesbian, Gay, Bisexual,

Transgender and Intersex-persons (LGBTI) i EU.

Hvorvidt rådskonklusionerne om LGBTI kan opnå tilslutning den 16. juni afhæn-

ger af igangværende forhandlinger, hvor der stadig tegner sig store udfordringer.

9. Regeringens generelle holdning

Regeringen er generelt positiv overfor rådskonklusionerne, som de så ud i forbin-

delse med EPSCO-rådsmødet den 7. marts.

Nationalt ligger både rådskonklusionerne og Kommissionens ”Strategic engage-

ment for gender equality 2016-19”, i tråd med regeringens indsatser på ligestil-

lingsområdet.

Vedrørende LGBTI-området arbejdes der også nationalt med dette område, bl.a.

har Danmark været vært for det europæiske IDAHO forum i maj 2016.

Regeringen finder det vigtigt, at medlemslandene forholder sig til Kommissionens

indsatser på de to politikområder, herunder at der løbende følges op på, hvordan

Kommissionen implementerer de to arbejdsdokumenter, og hvilke fremskridt der

nås.

Regeringen vil generelt arbejde for, at de to sæt rådskonklusioner bliver så ambiti-

øse som muligt.

10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Rådskonklusionerne har tidligere været forelagt udvalget forud for rådsmødet den

7. marts 2016.